5. april 1884. Brev til Susanna Ibsen.

Brevs. 200

Opplysninger om brevet:
Siste del av brevet er tapt.

Paris, Cité Retiro 3. Den 5^te April 1884.

Kjere Fru Ibsen!

Om vi boede på to forskjellige Planeter og ikke på dette lille Sandkorn i VerdensstmetVerdensstmet] feil for: Verdenssystemet – det skal undre mig om Nogen har opdaget det endnu! – så kunde vi ikke høre mindre til hinanden end vi i de sidste Par År har det, og dog er De idelig i mine Tanker. Så sker det da enten gjennem Aviserne, eller når en eller anden Begivenhed tvinger Folk Pennen i Hånd, således havde jeg for en 2Uges tid siden Brev fra Myhlenphort,Christopher Andreas Myhlenphort (1837–91) der også fortæller mig lidt om Dem. Selv er jeg kommet så rent ud af det med Brevskrivning. Men skrider til denden] rettet fra dem ved overskriving når den tørre Nødvendighed tvinger os Pen i Hånd, men den egentlige Brevskrivning, der varmere skulde flyde fra Hjertet, bliver idetmindste mig vanskeligere, jo ældre jeg bliver. Jeg er kommet dertil, at jeg synes der er noget smerteligt, tantalsk utilfredsstillende i både at skrive og modtage den Slags Breve. Når jeg har modtaget og endt et sådant blir jeg så trist. Mer! mer! skriger det i En! Ja sådan er [det] at være fordømt til et Liv mellem Fremmede uden at have en eneste Sjel at dele noget med, udtale noget for, man bliver ^{så træt og} næsten ‹flåes› af selv at skulle sluge og 3fordøie alle Indtryk. Jeg har aldrig følt dette i en så knugende Grad som dette År, efter min sidste Adskillelse fra Hjemmet. Det vil da sige, siden jeg kom hid til Paris dennegang.

Jeg boer i den samme Pension, hvor jeg dog altid før har truffet Nogen, jeg har sluttet mig lidt til: Dennegang ikke et Liv. Man skal have ondt for at treffe en Samling af såkaldte dannede Mennesker, der så lidet indbyde dertil som disse vore Pensionsgjester. Så har jeg i snart 3 samfulde Måneder været samlet med dem ved Spisebordet og i Salonen, uden at jeg sågodt som har talt med en Eneste. Den Smule Fransk jeg engang kunde, glemmer jeg her i Paris, jeg glemmer at tale ^{er aldrig i et Theater, eller på en Koncert}. Ude søger jeg ingen uden en yderst sjelden gang Lies,Jonas Lie (1833–1908) 4men Lies, der nok fornemmelig har valgt Paris til et længere Opholdssted for Sønnens Skyld, Musikerens,Mons Lie (1864–1931) boer mig forfærdelig langt borte – disse skrækkelige Afstande her i Paris! – og er desuden så stærkt afstænkt for mig uden en hel Kreds af Landsmænd, at jeg har lidet Mod på at søge dem, uagtet jeg holder meget af både ham og hende. Selv lever vi både således ^{både Lies og jeg} lidet i det virkelige Paris, for den Sags Skyld kunde vi gjerne bo i Drøbak. Han måtte også give mig Ret forleden, at for Forfattere, der ikke umiddelbart øser sit Stof af Livet her, er Paris måske det mindst heldige Sted at bo på, nei, da loverlover] berømme, prise (ODS) jeg mit rolige, stille, fornemme Rom, derfor får vi også slige Ting derfra. Nu nok om mig.

Myhlenphort nævner noget om at han havde hørt at «Ibsens agter sig til Norge, til Sommeren»? er det så? Jeg drager naturligvisResten av brevet er tapt

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.