[26. april 1886]

Brevs. 119

Opplysninger om brevet:
Brevet er opprinnelig uten eksakt datering, bare «2^den Paaskedag». Det er skrevet på med blyant: «[1886] 26 apr.» og denne dateringen er trolig korrekt. Årstallet 1886 stemmer for hun nevner i brevet «Mine sidste Småartikler, Aftryk af Brevene …» Det må være disse artiklene hun sikter til: «Brev til Digteren Ibsen» trykt i Nyt Tidsskrift 1885 og «Brev til Fru Laura Kieler» trykt i Tilskueren mars 1886. Påskedag i 1886 var 26. april. Brevet er trykt i Norske Intelligenssedler 6. juni 1913, og igjen i Hjemmenes Vel 18. mai 1922. Brevet har senere påskrifter, rettelser og markeringer med blyant, kanskje foretatt i forbindelsen med avskriften 1913.

Tordenskjoldgade 17 Kjøbenh. 2^den Paaskedag

Kjere Jonas Lie!

Når ikke De, og jeg tager Deres ThomasineThomasine Lie (1833–1907) med som givet – hun er af Lieslægten – ikke sagde mig et venligt Ord engang imellom, så måtte man forkomme i en Ørken som den hvori jeg lever.

Da er det, det griber mig næsten med dæmonisk Magt: bort, bort fra dette døde Liv hvori Du spilder den kostbare Rest af Tid som endnu er Dig beskjeret! Bort herfra, didhen hvor man dog treffer Mennesker, som jeg ved føler menneskelig med digdig] rettet fra mig ved overskriving og for digdig] rettet fra mig ved overskriving – og så længes jeg efter Dem, Lie, 2og Deres Thomasine som jeg ved har denne Følelse, selv hvor vi ikke berører, hvad der dybest bevæger En.

Dødens Rige dette! mellem disse Fremmede langt fra mine Egne!

Mine sidste Småartikler, Aftryk af Brevene,Mine sidste Småartikler, Aftryk af Brevene] Colletts «Brev til Digteren Ibsen» (Nyt Tidsskrift 1885) og «Brev til Fru Laura Kieler» (Tilskueren, mars 1886), jf. brev til Lie 3. april 1886 hav^dehav] rettet fra har ved overskriving jeg sendt til fire af mine gamle Omgangsveninder hernede, alle i en «sorgløs lykkelig Stilling».

De to af dem, havde, da jeg gjenså dem ikke et levende Ord at sige mig, og det var dog som jeg havde sendt dem et Stykke af min Sjel.

Af den 3^dies forbeholdne Yttringer, fik jeg så omtrent ud, at det havde været bedst ikke at offentliggjøre det ‹ud›, da «det var så trist». 3Den fjerde, hvem jeg kun havde sendt Epistelen fra «Tilskueren», yttrede en passant at hun endnu «ikke havde læst den».

Da jeg efter denne sidste Affærdigelse fandt mig indenfor mine ensomme Vægge, her, hvor mit lille Sjelefoster – jeg vidste selv, med hvilke Smerter – var født og båret, var det jo lidt som om jeg vilde kvæles. Uvilkårlig faldt jeg i at deklamere hin engang så berømte Grevinde-Orsinatirade af Lessings Emilia Galotti: «Ikke læst det!!… Ikke læst det?!.. Ikke en – gang – læst det!»«Ikke læst det!!… Ikke læst det?!.. Ikke en – gang – læst det!»] samme sitat har Collett nevnt i brev til fetteren Fritz Thaulow 14. feb. 1829 (utgitt av Torjus Moland i «Et brev fra den unge Camilla Wergeland» i Edda 2015/4) og i I de lange Nætter (Christiania 1863, s. 86) min Bravurreplik fra Institutets Dage. Så fik jeg mig en god Latter, det lettede.

Der har De nu lidt af den Opmuntring, 4jeg nyder hernede. Det var nu Damerne, mit eget Kjøn for hvem Kampen føres. Med Herrer taler jeg næsten aldrig uagtet, jeg nødes til at lægge til, der var adskillige af dem som man af gode Grunde kunde vente at DeDe] trolig feil for de søgte Anledning dertil. Men det er nok ikke Dagens Skik mere. Jeg tror, at noget jeg vil kalde Selskabssygen, også, eller måske fornemmelig hernede i Kjøb – her (Selskabssygen, det mere private Udslag af den almindelige umættelige Forlystelsestrang der har grebet alle Klasser) vil ende med at fortrænge al gemytlig Omgang, sløve alle ^dybere Interesser. Man søger hinanden kun, hvor man ved et godt Glas Vin kan komplimentere hinanden 5(det vil da i Grunden sige sig selv) i smukklingende Skåltaler. Jeg var således i et Par Jule- og Nytårsfester for vor Konsul Lorch,Hans Christian Lorck (1827–95) hvor der var flere kjendte literære Begavelser, tilstæde. Jeg blev så harangeretharanguere] tale høytidelig (Meyers Fremmedordbog) og feteret hele Aftenen, den amerikanske Minister, Hr Anderson,Rasmus Bjørn Anderson (1846–1936) udbragte Skålen i så store Ord, at man kunde blive ør af Indbildskhed. Men det har ingen Nød. Efter denne sidste Aften så jeg ikke en ^levende Sjel af mine Beundrere, førend de samtlige indfandt [sig] hos mig den 23^de for at tømme et Glas på Geburtsdagsbarnets Velgående og ønske det «et behageligt Ophold hernede». Så er der gået Uger, Måneder hen, og Ebben, da jeg ikke holder noget Hus, er så fuldstændig indtrådt at jeg ved ikke om den samme By huser dem eller ikke.

Men på mig har det øvet den Virkning, at jeg ikke går mere i Selskaber. Jeg føler mig 6dog for god til bare og ikke andet at være Dekoration ved disse Sammenkomster.

Så har jeg levet et Ensomhedens Liv som aldrig nogensinde før. Jeg kan ikke rigtig med Befolkningen hernede. Jeg tror ikke der gives 2 Nationer i den hele Verden så forskjellige som vi Norske og de Danske. Selv i de Danskes Politik ^{det Punkt} hvori denne Nation stærkest, kraftigst skulde træde frem, gjør et ynkeligt Indtryk. Hvad må ^ikke Oppositionen – vist tifold mere berettiget end oppe hos os – hvad må den ikke tåle! Det er uhyggeligt at være Vidne til dette kvalte Raseri i Venstrepressen, der År for År ikke fører til Noget. Jeg tror den danske Nation har spillet sig ud, – dog gjelder det vel hovedsagelig Kjøbenhavns Befolkning – spillet sig ud i Snak, i Vrøvl i et tomt oprivende og flagrende Forlystelsesliv, indtil den berøvet al Kraft og Energi, lader det Utrolige ske – uden 7at magte noget rigtig. Nei, der er dog af andet Malm i vor Nation.

Jeg længes herfra, ubeskrivelig længes jeg, og synes ikke jeg kommer videre hver Dag som går, end at holde Livet ud.

Når jeg kommer, hvis jeg kommer, må De være snille mod mig. Jeg trænger til det. Et Svar på dette, kunde nå mig endnu når det strax expederedes, det vilde usigelig glæde mig.

Deres hengivne

Camilla Collett.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.