Brev til Jonas Lie

av Camilla Collett

[Sommeren 1871]

Brevs. 5

Opplysninger om brevet:
Brevet er et konsept, og siste del er nå tapt. Hele konseptet finnes dog i avskrift i Ms.4° 3496, og siste del av brevet gjengis her etter avskriften. Det er uvisst om brevet ble renskrevet og sendt (se nedenfor). – Øverst på første side står forskjellige senere notater av Camilla Collett, etter blekkfargen å dømme skrevet i flere omganger. Tid og sted («Christiania 71») og mottakeren («Til Jonas Lie.») har samme blekkfarge, forskjellig fra notatet: «Et alt for betegnende Brev, hvis Klager efter 17 Års lige Erfaringer i Dag kan underskrives Kjøbenh. den 14de Dec 88.» Flere mindre notater er ikke forsøkt transkribert. Brevet er nummerert (trolig av Collett selv) i øvre høyre hjørne på første side, «No 1». I øvre høyre hjørne på s. 5 står tallet 2. Nederst på s. 3/4 er noe klippet bort, og deler av bokstavene er fortsatt synlige på s. 4. I venstre marg utenfor dette står rester av «Not» (ev. for ‘Note’). Teksten er sammenhengende som den er nå. – Konseptet har ingen opprinnelig datering. Det er sannsynligvis fra sommeren 1871, en stund etter at Collett fikk publisert teksten «Et Indlæg» i tidsskriftet For Romantik og Historie, 6. bind, Kbh. 1871. Ifølge H. Eitrem utkom dette bindet i mai 1871 (Collett 1913). Dessuten må brevet være skrevet omtrent samtidig med et brev hun skrev til sønnen Alf. Det er uten annen datering enn årstallet 1871, men antas å være fra 14. august, og der skriver hun også om sin bønn til Lie om at han skal kontakte den danske forleggeren Hegel på hennes vegne: «Sig mig om Jonas Lie er hjemme og hvornår han reiser. Han har lovet at ryste lidt i den danske Døsemikkel af en Forlægger dernede, der har behandlet mig noget vel dansk, det vil sige rent ud skammeligt.» (Brevs. 5). Det vil si at enten har hun faktisk sendt Lie et renskrevet brev basert på dette konseptet, eller også har hun bare skrevet konsept til et brev etter samtalen med ham (nevnt i begynnelsen av brevet), men unnlatt å sende det. Lie reiste til Roma i september 1871 (jf. Erik Lie: Jonas Lies oplevelser, Kristiania og Kbh. 1908). – Hvis det har eksistert et avsendt brev er det nå tapt.

En Samtale af den Art jeg havde med Dem, har den Mangel, at det er en Samtale, der let flyder ud[.] Den samler sig ikke om Hovedpunkterne. Man har kort Tid, meget skal siges og blive forstaaet, medens de vigtigste Præliminarier til saadan Forstaaelse tildels mangle.

Jeg er vis paa at der er Noget som ikke staar rigtig klart for Dem, og som maa være ganske klart, skal De, som De venlig har foreslaaet, vise mig en Tjeneste. Forsaavidt som denne gaar ud paa, leilighedsvis at vække den bedre Erkjendelse der engang blev mig tildel, om ikke 2just af Mængden, saa af de Bedste i den, og modarbeide den haanlige Overseen der er mødt mig i de senere Aar, og særlig under mit sidste Ophold i Danmark, da vil saadan Bestræbelse neppe føre til Noget. Den har sin Rod i Grunde der vare til før jeg blev født.

De vil desuden have ondt for at tro at jeg har gjort den Slags Erfaringer dernede, vil tilskrive den Ømfindtlighed og en for letvakt Indbildningskraft. Selv om jeg belagde dem med en Række Kjendsgjerninger med tilhørende Aktstykker, vilde De tvivle, og det er tilgiveligt at gjøre det. Mod denne Tvivl, der d‹…› bunder i en Illusion, hvoraf man mere eller mindre lider heroppe, er der kun et Raad: at grundig selv at gjennemgaa et Kursus af Dansk Behandling. Men for at erfare denne med nogen ret Virkning dertil skal igjen en særegen Kvalifikation 3som jeg tror De Hr Lie, kan trøste Dem til ikke at have: manman] rettet fra D ved overskriving maa høre til de mistænkelige det vil sige mistænkte Normænd. Dem mistror man ikke, De er brugbar, ja vigtig for dem.dem] rettet fra Dem ved overskriving Ligesom IbsenHenrik Ibsen (1828–1906) er det, BjørnsonBjørnstjerne Bjørnson (1832–1910) er det, og vil vedblive at være det, naar han bare ikke gjør for hyppige «Islandsreiser». Man vil gjøre Alt for at vinde Dem, saa De vil kun lære den glimrende Side af Livet dernede at kjende. Men jeg gad se det i sin Nøgenhed, se det danske Brodersindskab hvordan det ser ud, naar man afklæder det den falske Nimbus som smaalige Lidenskaber og politiske Spekulationer sørger for at omgive det med. – Hvad siger jeg! – jeg har seet nok deraf!

Naar jeg altsaa berører de Erfaringer jeg har gjort, beder jeg forlods om muligt sikkert Leide mod misforstaaet Opfatning. Det er Skik og 4Brug her hos os, som Overalt hvor den enestaaende Kvinde‹s› blot har Pligter, ingen Krav tør have, at enhver nok saa berettiget Anke af den Art, bliver udlagt som Anmasselse, og det er saa nemt, strax at give Sigtelsen en Form af en Klage over ikke at være tilstrækkelig «feteret». Ak derom er der ikke Tale. Den fattige Mand der savner den nødvendige Klædning til at beskytte sig mod Kulden, klynker ikke over at han ikke har En der er broderet[.] Den maatte forresten gjerne være broderet, naar han kun fik En! «Nennt man die besten Nahmen, wird auch der Meine genannt»«Nennt man … Meine genannt»] nevner man de beste navn, så blir også mitt nevnt. (Sitat fra Heinrich Heines dikt «Die Heimkehr», del 13 i Buch der Lieder som første gang utkom i 1827 (Hamburg) og i ny utgave i 1837) at dette ikke sker, derover vover man ikke at klage, men naar der tages Rub og Stub og ‹Jensen›trolig Peter Andreas Jensen (1812–67) og AasenIvar Aasen (1813–96)Per og PaalPer og Paal] tilføyd med en annen penn med, ved alle Anledninger hvor man lige som de Fleste kunde være benyttet,‹*›*] Innføyingstegnet hører sannsynligvis til noten som er klippet bort nederst på siden (jf. noten på begynnelsen av brevet) ‹i› alle Forfatterstatistikker og Anthologier hvor det kun kom an paa en tør Opregnen, er det dog noget paafaldende ganske 5at udelades, og det er menneskeligt at føle det som en Degradation, en beskjæmmende Udstøden af Rækken. M. HammerichMartin Hammerich (1811–81) skrev en saadan Anthologien saadan Anthologi] trolig Danske og norske læsestykker : med oplysninger om litteraturen utgitt av M. Hammerich (Kbh. 1866) [(]skandinavisk) for nogle Aar siden. Jeg skulde ikke tale om det, hvis ikke Manden havde havt den besynderlige Smagløshed at sende mig et Exemplar af Bogen, med en venskabelig Tilegnelse foran. Jeg har siddet ved danske Middagsborde, hvor der har været norske Forfattere tilstæde, til hvis Ære der er talt bleven talt og klinket fordi de vare brugbare Normænd, og jeg havde den Fornøielse at dele Æren af – Landsmandsskabet. Døre, bag hvilken der har siddet Folk, der engang havde vist Professor Colletts Hustru gjestfri Opmærksomhed, lukkede sig for Forfatterinden, Enkefru Collett, født Wergeland. Det er mange Aar siden saadant hændte, det torde ikke hænde siden mere end en Gang. Den gamle HauchCarsten Hauch (1790–1872) 6havde besøgt os i vort Hus. Af Beskedenhed undlod jeg, da jeg var bleven Enke og Forfatterinde, at søge Adgang til hans, men sendte ham «Amtmandens Døttre» der netop var kommet ud. Nogen Tid efter traf jeg ham i Theatret. Han sad lige bag A. Munch,Andreas Munch (1811–84) min Sidemand, der til Overflod forestilte mig, med denne underholdt han sig livlig, men ikke et Ord henvendtes til mig. Jeg vilde ikke blive færdig, skulde jeg opregne alle Træk af den Slags Artighed, som de ikke «brugbare» Normænd kunne vente sig fra dansk Side. Man bliver jo lidt underlig tilmode under saadan Behandling. Man hyller sig i den graa Flaggermusdomino af en uvant og uforstaaet Ringeagt, i Førstningen modstræbende forfærdet, tilsidst finder man Behag7Resten av konseptet er tapt. Herfra bygger transkripsjonen på avskriften i Ms.4° 3496 i den. Jeg har følt mig vel under mit sidste Ophold dernede, ingen Person at være, Ingen at søge, ikke at ændses. Det morede mig ordentlig, en Gang jeg tilfældigvis var kommet til at sidde nær Fru HeibergJohanne Luise Heiberg (1812–90) i Theatret, at være bleven Gjenstand for et Slags spørgende Interesse: «Hvem kan det dog være? Hvilket Trin i Skabningens Række indtager dette aldrende sortklædte Individ, der nyder den Ære, at underholdes af Fru Heiberg?Heiberg] rettet fra Haibere av utgiver (antatt avskrivingsfeil i Ms.4° 3496). Det kan ev. være korrekt avskrevet, hvis Colletts skrivemåte skal gjengi uttalen av navnet og en Fremmed. Det ser ordentlig ud som om de vare gode bekjendte!» – – Kun to Gange maatte jeg nødtvungent træde ud af mit Skjul, den ene, da jeg overvandt mig til at gaa hen til Hegel,Frederik V. Hegel (1817–87) og spørge denne exemplariske Mand, paa den blideste, lempeligste Maade hvorfor han behandlede mig saa nedrigt, og dernæst, da jeg gjorde hine Forsøg paa at faa min stakkels lille Skizzemin stakkels lille Skizze] «Et Indlæg» (For Romantik og Historie, bind 6, 1871) ind i et af Bladene. Den blev jo vist tilbage, ligesom «Fædrelandet» engang afviste min Versaillesskizze, ligesom mit Sendebrev til Erik BøechErik Bøgh (1822–99) blev afvist i «Illustreret Tidende», og jeg maatte bide i det sure Æble, at ty til H.P. HolstsHans Peter Holst (1811–93) Tidsskrift.H.P. Holsts Tidsskrift] For Romantik og Historie (Kbh. 1868–90). Colletts tekst «Et Indlæg» ble trykt i bind 6, 1871 Hvordan denne Mand behandlede mig, har jeg fortalt Dem. Han gjennemgik Manuskriptet, som man retter en nederste Klasses Stil, sætter mit Navn raskt væk paa, uden Tilladelse, og præsenterer mig i denne Skikkelse Correcturen. Men Kronen satte han paa Værket, da han efter saadan Medfart, sender mig 3 Exemplarer af Bogen indsvøbte i en trykt Regning.

Hvad jeg alene beder Dem om – da De saa venlig har tilbudt Dem, er, at De vil tale med Hegel. Jeg har intet forstaaeligt Svar erholdt, men Dem vil han ikke kunne undgaa, naar De spørger, hvorfor, naar han har et saa betydeligt Oplag af «Sidste Blade»«Sidste Blade»] Camilla Collett: Sidste Blade. Erindringer og Bekjendelser (Kbh. 1868) endnu liggende, han ikke gjør noget for atat] rettet fra aa av utgiver (antatt avskrivingsfeil i Ms.4° 3496) faa dette afsat? Hvorfor jeg er den Eneste af hans norske Forlagsbørn, som udelades naar alle de Andre annonceres i Bladene? Heroppe blev Bogen strax udsolgt. Det er en slem Omstændighed, at vi Forfatterinder ikke kunne leve af Luften, da der dog aandelig talt forlanges, at vi skulle leve af Ingenting, men kommer derved undertiden i den delikate Nødvendighed at skulle tale om Penge, og gjøre et Slags Ret gjeldende. – – – Men Intet kan saare mig mere end, medens man netop i dette Stykke viser den største Tilbageholdenhed, ovenikjøbet at faa Beskyldninger. Det var Tilfældet, under hine Forhandlinger, hvor jeg i et ulykkeligt Øieblik havde valgt en Mellemmand.I avskriften Ms.4° 3496 er det lagt til ‘B. Bj.’ Det er uvist om denne tilføyelsen er Colletts egen eller av en av dem som jobbet med avskriften Medens jeg stiltiende acqvieserer,acqvieserer] er tilfreds med (Meyers Fremmedordbog) og ingen Betingelser selv kunde sætte, da her blot var Tale om Hegel vilde være saa modig at forlægge min Bog eller ei – han havde først vægret sig – tales der i nogle brutale Skrivelser jeg modtog fra Mellemmanden, idelig om at jeg «maa være fornøiet med hvad der bydes», ja jeg sigtes omt. for Begjerlighed. Det var næsten mere end jeg kunde udholde!

Men alting maa udholdes, og jeg siger at al Medfart man døier af Fremmede, kan lettere bæres, det er som om det ikke vedkom os. Hvad er det mod hvad jeg har oplevet hjemme!Her er det lagt inn en tilføyelse som trolig er skrevet av Collett selv på et senere tidspunkt: «I nordisk Conversationslexikon (dan) indtager jeg i Rubrikken: Professor Collett en Landbyplads paa 4–6 Linier! I Hr P. Hansens (Cabiros) Skandinaviske Digtere, hvoriblandt en Mængde meget lidet kjendte Svenske, nævnes ingen norsk Forfatterinde.» I forlengelse av tilføyelsen er det skrevet av Collett selv eller av en av dem som jobbet med avskriften: «Dette er note fra 1888?»

Intet derom!

Den frygteligste Anklage er den Tause. Det er den Forvandling det har afstedkommet i en Sjel, der lidet var skabt til de Følelser som den nu rummer. Jeg spørger mig selv hvorledes den kan modtage saamegen Bitterhed. Det er ikke det kolde, selvbevidste, uforsonlige Nag, der ægger til Modstand, og som kan aflæsse sig i store aandige Reqvisiter. Det er den Angst og Skræk som Barnet føler for Sted og Personer, hvor det ideligt er stængt inde i Mørket, eller Dyret naar det længe har været mishandlet i sit Bur. En Bitterhed som jeg selv mistror – og som let, hvis den kunde tøe op under lidt Solskin andetsteds, kunde vende sig til den vemodigste Tilbageskuen.

Adio! A revoir under Solskinnet.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev til Jonas Lie

De tidligste bevarte brev mellom Camilla Collett og Jonas Lie er fra 1863, og de siste er gratulasjonsbrev de sendte hverandre i 1893 da Jonas Lie fylte 60 og Camilla Collett 80 år. Det vil si at brevvekslingen strekker seg over 30 år, men nesten alle brevene er fra to perioder: 1863–64 og 1883–86.

Her publiseres brevene fra Collett til Lie, til sammen 17 brev. Fem av dem har ikke tidligere vært publisert.

NB kilder 2:3
ISBN: 978-82-8319-117-2 (digital, bokselskap.no), 978-82-8319-118-9 (epub), 978-82-8319-119-6 (mobi)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.