I.

Rings havde været gift i to Aar. Der var ikke kommet Børn, og de var derfor blevne ved at bo i den Lejlighed paa fem Værelser i Homansby, de som nygifte var flyttet ind i.

De havde et vel udstyret Hjem. Paa Gulvene var der Brysselertæpper og paa Væggene Malerier, hvoraf nogle var gode. Der var kostbart Nips og en sand Vrimmel af smaa bløde Sofaer og lave Lænestole i alle Slags Façoner. Med Aarstidens blomstrende Planter dreves der en stor Luksus, og naar de prægtige Bladvækster, der om Vinteren stod i Halvmørke bag det dobbelte Sæt Gardiner, fik brune Topper, blev de strax byttet om med nye fra Gartneriet i Oscarsgade.

Rings førte et selskabeligt Hus. Det vil sige, de gav ikke mange Selskaber, men der var et stadigt Indryk, som Pigen sa, mest af Herrer, der kom af sig selv eller fulgte hjem med Ring om Aftenen.

6Fru Ring var 21 Aar gammel. Som ganske ung var hun kommen ned til Kristiania fra Molde, hvor hendes Far var Embedsmand, og havde gjort megen Lykke der hvor hun færdedes. En af hendes Beundrere havde lignet hende med en Rosenknop, der er fugtig af Morgendug, og en gammel Herre af Tantens Omgangskreds paastod, at hun virkede som den første Vaardag paa et vinterstivnet Sind. Vist er det, at hendes tækkelige Munterhed satte Folk i godt Humør og bragte selv forhærdede Pebersvende til at tø op i et undrende Smil. Der var noget bestikkende, ingen kunde staa sig for, i den fortrolige Aabenhed og uskyldige Fripostighed, hvormed hun paa Forhaand tog alle uden Persons Anseelse til Indtægt som selvskrevne Venner og bundsforvandte. Hun plejede at gaa hoppende og nynnende gjennem Stuerne, og dem, hun stødte paa af Husets Folk, blev gjærne taget fat og svinget rundt, til de bad for sig. Den lidt syngende Moldedialekt lød indsmigrende i hendes Mund, og hendes Latter var uimodstaaelig smittende.

Ring var seksten Aar ældre end den unge Pige, han ægtede. Hvorledes det gik til, at hun gav ham Fortrinet, er ikke saa let at sige, hvis det ikke var fordi hun lod sig lede af sin Tante, som havde gjort alt for at faa Forbindelsen i Stand. Ring var nemlig et godt 7Parti; han ejede en Del Formue, sad i gode Forretninger og var kommen i en sat Alder, et stort Fortrin i Tantens Øjne. Han var juridisk Kandidat men var gaaet over til Handelen og drev nu Agentur og Kommissionshandel efter stor Maalestok. Desuden hørte han til en respektabel Familie og havde, til Trods for sin Skaldepande og sin Ansats til Fedme, et ret behageligt Ydre.

Efter Brylluppet var der imidlertid foregaaet en paafaldende Forandring med Fru Ring. Hun blev stille og sky og saa slet ikke glad ud mere. Hendes Øjne, der havde været saa blanke og skinnet saa livsmodige, blev matte og rødkantede, fordi hun om Morgenen, naar hendes Mand drak sin Kaffe i Spisestuen – han var altid tidlig paa Færde –, laa næsegrus paa sin Hovedpude og græd. Naar hun saa hørte hans Skridt – han kom altid og kyssede hende, før han gik paa Kontoret – fôr hun op og stod og vaskede sit Ansigt med Hodet nede i Vandbollen.

Om Middagen fandt han hende bleg og ordknap med utilgængelig lukkede Ansigtstræk og en vis Stivhed over Bevægelserne. Han søgte da at muntre hende op med en Overflødighed af Kjærtegn, som hun ikke gjengjældte, men som hun taalmodig fandt sig i.

Han vilde, at hun skulde adsprede sig, og hun gjorde ingen Indvendinger men lod sig 8villig føre afsted, naar han fandt paa, at de skulde her eller der. Da Sommeren kom, sendte han hende til Bad og havde til hendes Hjemkomst pyntet Stuerne op med et Par nye Malerier og Venus fra Milo i Marmor paa en Sokkel af Granit.

Men det hjalp altsammen intet. Hun lignede en syg Plante, der trods alle Anstrængelser ikke vil trives.

Rings boede i anden Etage. Fra det midterste Vindu førte Glasdøre ud til en rummelig Altan, der havde en hvid Markise med højrøde Border til Tag. Opefter Siderne slyngede Vinløvet sig fra den smukt vedligeholdte Have paa det Fletværk af Staaltraad, der var anbragt for Øjemedet. Fra Soveværelset, der vendte mod den anden Kant, havde man en vid Udsigt over Byen og de nærliggende Højder, og borte i det fjærne saa’ man, naar Vejret var klart, Stykker af Vand, som lyste og blinkede mellem den bølgende Linje af dejligt Landskab derude i Kristianiafjorden.

Her inde fandt Ring undertiden sin Hustru som oftest knælende paa Puffen ved Vinduet, med Albuerne i Vindusposten og Kinderne i Hænderne, fortabt i Tanker med et drømmende Udtryk i de bedrøvede Øjne.

Hun saa’ paa de fintfarvede Solskygger, der om Eftermiddagen var saa lange og dybe, 9og som til sidst hyllede de træklædte Aastopper ind i et violetagtigt Taageslør, men især var det Vandet, som lokkede og drog hende.

Hun tænkte paa sit Hjemsteds friske Hav, som hun var vokset op Side om Side med. Hun kjendte det saa godt i alle dets Skikkelser: naar det rejste sig med Tuden og væltede de sorte Bølgebjærge med hvidt paa Toppen ind mod Bryggen, saa det salte Skum sprøjtede omkring og drev sine Stænk lige op mod Ruderne i hendes Kvistvindu, mens Skibene laa og hev paa sig og sled i sine Fortøjninger, som var de angst og vilde de løs for enhver Pris. Og naar det var blaat og blankt og sagte skvulpede mod Stranden der borte i den hvide Fjære med de nydelige Skjæl, som hun plejede at opsanke og gjemme. Og hun huskede, hvorledes det kunde ligge og sole sig og være dovent og fløjelsblødt og blinke fortrolig som en gammel Amme, der vil minde sine fordums Kjæledægger om det, de har fælles fra gamle Dage.

Hendes Tanker tog altid Vejen til Barndomshjemmet, og de fôr afsted, som var de slupne ud fra et Fængsel. Hun gjennemlevede de dejlige Sommerdage, naar de i Ferien laa paa Landet, og hun fik de mange Skjænd, fordi hun aldrig lod Vandet i Fred men bestandig laa og rodede der nede i al Slags Vejr. Hun mindedes Roturene med Byfogdens Smaapiger 10og Fisketurene med Brødrene, naar de blev ude til langt paa Nat og alle maatte hjælpe til med at trække Baaden paa Land, for ikke at blive usams med Fiskerhans, der laante dem Baad og Grejer. Den dejlige sinte Fiskerhans, som altid havde lugtet af Sommerferie. Monstro han endnu havde den gule Sydvest, der var knyttet inde i Skjægget med Bændelbaand, som var stive af Agn og Sjøvand, og de mørkegraa Luvaatter, der kunde staa af sig selv.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.