Constance Ring

av Amalie Skram

VIII.

Constance holdt sig i Reglen taus, naar de nede hos Hansens diskuterte religiøse Æmner. Enkelte Ytringer undslap hende dog, hvoraf Marie mærkede, at det ikke var saa ganske rigtig fat med hendes Tro. Hun vilde gjerne ha Greje paa dette og forsøgte at bringe det paa Bane mellem dem, men Constance bøjede altid af.

«Jeg er bange for Constance, du Rikard,» sa Marie en Aften til sin Mand, da deres fremmede var gaat. «Hun er sikkert smittet af den moderne Vantro, du hørte vel, at hun forsvarte Bjørnson.»

«Nej Snak, gjorde hun det? Naa ja, Constance har altid forekommet mig at være, altsaa saadan aparte, og aparte Fruentimmer – – ja, dem har jeg ingen fidus til.» –

«Og Ring har jo ingen Magt over hende. Han er i Grunden en Dot, du. – Naturligvis 146er hun ham overlegen i Forstand og sligt, men det er dog stygt at la ham mærke det.»

«Ja, jeg har nu altid frygtet, at det ikke blev, naa ja, noget lykkeligt Ægteskab, som du véd. – De passer ikke. Ring er for godslig, og hun er altsaa netop det modsatte, han er forelsket op over Ørene, og hun ser ud som hun akkurat taaler ham.»

«Men Ring er nu ogsaa bra lei du, naar han sidder og vrøvler og har drukket noget. – Den Suffisance! – Og saa som han bæller i sig – og stærkt! hans Toddyglas er altid mørkebrunt. Har han altid været slig?»

«Ja, det vil sige, – han har aldrig hvad man kalder drukket – – men altsaa, det var jo det, som skulde gaa over, naar han blev gift.»

«Bare han ikke blir drikfældig, du – tænk hvor rædsomt for Constance.» Fru Marie havde under denne Samtale gaat og ordnet efter Selskabet; nu slukkede hun Lamperne.

«Hun vil i saa Fald ha sig selv at takke for det; Ring er det snilleste og medgjørligste Menneske under Solen; En kan altsaa faa ham til hvad det skal være.»

R. C. Hansen havde rejst sig op og gispede.

«Ja altsaa, skal vi saa til Sengs?» Han gik ind for at se efter, om hans Skrivebord var aflaaset. – –

147Omtrent samtidig havde Ring og Constance naat sit Hjem. Hun havde ikke villet ta hans Arm, da han bød hende den paa Gaden; herover havde Ring følt sig dybt krænket, hvilken Stemning han gav Luft ved uafladelig at gjentage med tyk og besværet Stemme: «Du skulde ikke være saadan, Constance, – det kan nu være det samme, men jeg si-er det ba-are». – Den sidste Sætning ledsagede han hver Gang med et hemmelighedsfuldt Nik. Tilsidst slog Tungen Klik for ham; en dunkel Erkjendelse af, at der eksisterte noget som at tie af Klogskabshensyn, steg op i ham, hvorefter han fortsatte Resten af Vejen i Taushed.

Constance gik og ærgrede sig over ham. Det havde hun gjort hele Aftenen, men det var hun nu saa vant til. Inden de gik hjemmefra havde hun bedt ham være forsigtig med hvad han drak, og han havde svaret med en halvt utaalmodig halvt krænket Stemme, at det skulde han nok og i samme Aandedræt begyndt at tale om noget andet. –

Formane ham, virke paa ham, – ja Moren havde let for at snakke, hun! Hvor ofte havde hun ikke om Morgenen sagt ham, at hun om Aftenen havde skammet sig over ham. En Mand, som lod sig byde sligt, lod sig tigge og trygle af sin Kone om ikke at drikke sig fuld – og som lovede og forsikrede 148med Haand og Mund, og saa gik lige hen og gjorde det. –

Da de kom op i Entrén kunde Ring ikke paa nogen Maade faa Hatten fra sig paa en skikkelig Vis.

Han kundekunde] rettet fra: knnde ikke begribe, hvordan det havde sig, men hver Gang han hængte den op paa Knagen, faldt den ned paa Gulvet. Til sidst gav han tabt og la den fra sig paa Bordet, idet han mumlede noget om, at Fanden stod i det.

Constance gik ind i Dagligstuen for at hente en Bog, hun vilde læse i paa Sengen. Pludselig stod Ring ved Siden af hende. Han var endnu i Overfrakke og havde beholdt den ene Hanske paa.

«Har jeg fornærmet dig, Constance?» snøvlede han og ravede ganske smaat frem og tilbage.

Hun blev uforstyrret ved at lede efter Bogen.

«Jeg si-e-r – har jeg fornærmet dig?» gjentog han.

Hun havde fundet, hvad hun søgte. I det hun strøg forbi ham, maalte hun ham med et hurtigt Blik og forsvandt gjennem Døren.

Ring stirrede efter hende med døsig spørgende Øjne og gjorde en Bevægelse som for at følge efter, hvad han dog hurtig syntes at opgive. Han virrede med Hovedet, sukkede 149dybt og gav sig til at se paa sine Støvler med stor Opmærksomhed.

Han tumlede om en Stund der inde, læspede afbrudte Ord, fægtede med Armene, knyttede Haanden, lo lidt, gjorde Grimacer, som vilde han til at græde, og stod af og til stille, hensunken i Betragtninger. Pludselig kom han i Tanker om Øl. Han tog den lille Haandlampe, som Constance havde sat efter sig i Dagligstuen, og boutede sig i smaa, uregelmæssige Vendinger ud i Kjøkkenet, hvor han gav sig til at dreje paa Nøglen til Spiskammerdøren, som han ikke fik op. Saa skred han over Gulvet og ind i Pigeværelset.

« Alette, pst! Alette, pst!» raabte han halvhøjt og bøjede sig over Sengen, hvor Pigen laa i dyb Søvn med Tæppet trukket op under Hagen.

«Hva! hva for noe!» Ordene kom i smaa barske Stød, og aldeles forstyrret rejste Alette sig op i Sengen og glode paa Ring med søvndrukken Forskrækkelse. Tæppet havde hun slaat til Side; hun var i det bare Linned med nøgen Hals og Arme.

Ring blev dybt greben af de hvide Skuldre og det frodige Bryst, hvis hvælvede Rundinger halvvejs kom til Syne. Hans Næsebor vibrerede ganske let, og han blev en Kjende blegere. Saa stak han sin famlende Haand ind paa hendes Bryst og trykkede de klamme 150Læber mod hendes Skulder. Alette vred sig fra ham og udstødte nogle smaa Skrig. Ring blev næsten ædru af Forskrækkelse.

«Hys, hys,» sa han og løftede advarende Pegefingeren, idet han rettede sig op, – «at skrige slig da! Er der kanske nogen, som gjør Dem noget? Læg De Dem bare til igjen.» Han skjøv hende lempelig tilbage paa Puden og trak Tæppet op over hende.

«En lækker Krop,– rigtig lækker,» hviskede han. Han kunde ikke la være, – han maatte stikke Haanden ind paa hendes Hals igjen.

«Uf nej da, – kan De ikke gaa med Dem,» – klynkede Alette og vilde puffe ham fra sig, men den bløde Berøring af hans glathudede Haand øvede en halvt lammende Virkning paa hende. Hun skjulte Ansigtet i Puden og lod ham klappe sig.

Pludselig forekom det Ring, at han hørte en Dør bli aabnet, og straks efter lukket. Forsigtig som en Kat sneg han sig ud og trak Døren sagte til. Han lyttede anspændt et Par Minutter. Alt var stille. Han kom ud i den lange, smalle Gang, der fra Kjøkkenet førte til Spisestuen, og for Enden af hvilken Soveværelset laa. Paa Taa listede han op over og lyste med Lampen foran sig. Der stod Constances Støvler; det var altsaa dem, hun havde sat ud, da han hørte Døren gaa. Med et Lettelsens 151Suk gik han ind i Spisestuen; nu huskede han, at der plejede at staa Øl i den broderte Flaskekurv ved Ovnen. Da han havde faat sin Seidel til Livs og røgt et Stykke af en Cigar, gik han ind og la sig.

Men Alette havde ondt for at falde i Søvn igjen. Hun var bleven saa aarvaagen og kjendte bestandig den bløde Haands Kjærtegn paa sit Legeme. Værelset var fyldt af denne fine «Herrelugt», som hun likte saa godt. Hun laa og vendte og drejede sig, strøg sig over Brystet og de kraftige Arme, mens hun gjentog: en lækker Krop. – Hun havde været der siden forrige Høst og likte sig godt i Tjenesten. Især var Ring en snil Husbond. Paa Juleaften, efter at hun havde faat de pæne Gaver af Fruen, havde Ring stukket til hende en Femkroneseddel og i det samme lagt Fingeren paa Munden. Det forstod hun var for Fruens Skyld, hun maatte ikke vide om det. Men han var nu vist «en go en». Han havde tidt gjort uanstændige Fagter og været efter hende, skjønt ikke saa nærgaaende som i Aften, men da havde han vist været ør i Hodet, for det var han undertiden. Og han, som havde en saadan Kone! Men Smagen var forskjellig, og hun, Alette, var ogsaa vakker. En lækker Krop, – ja, Ring, det var nu vist en Mand, som forstod det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.