Constance Ring

av Amalie Skram

XIII.

Efter Optrinnet i Dagligstuen havde Alette ligget næsegrus paa Sengen og grædt, indtil hun ikke orkede mere.

Hun tænkte paa Moren, hvad hun vilde sige, naar hun nu fik hende hjem – hun, som var Gangkone i saa mange pæne Huse, og nu skulde ha den Skammen. – Ikke for det, hun havde ikke været bedre i sin Ungdom, – Alette var selv en fin Mands Datter, men det var nu saa længe siden. Og Broren, naar han fik fat i hende, vilde han sikkerlig skamslaa hende, og hun havde ikke likere fortjent. Og saa var det Hans Olai – –. Hver Gang Ejermanden til det Navn kom frem for hende, blev Graaden til Skrig, som hun staggede ved at bide i Sengetæppet. Hans Olai, Hans Olai, som var ventendes med Briggen «Haabet». Naar han saa’ hende, gik han vist fra Forstanden, 206den pæne, troværdige Gutten – – Aa, om hun kunde søkke sig ned i det sorteste Dike. – Til sidst stilnede Graaden af det kjendtes, som om der ikke var flere Taarer tilbage, som var hun helt og holdent tørret ud.

Hun rejste sig, hægtede Kjolen til i Brystet, knyttede et rent Forklæde paa og begyndte at stelle til Aftens.

Da hun var færdig, hørte hun Ring komme. Der gik et Ryk igjennem hende; hun greb den lille Haandlampe og flygtede ind i Kammeret, hvor hun mekanisk gav sig til at glatte paa Sengetæppet.

– Lidt efter aabnede Ring Kjøkkendøren og spurgte, om hun vidste, hvor Fruen var gaat hen.

Alette stak Hodet ud gjennem Døraabningen og svarte, at det vidste hun ikke, hvorefter hun trak sig tilbage.

Ring traadte ind, lukkede Kjøkkendøren efter sig og stillede sig op i Døren til Pigeværelset.

Hun stod op og ned ved Siden af Kommoden; med den ene Haand havde hun grebet om dens spidse Hjørne; Haaret var forpjusket, Ansigtet opsvulmet, Læberne blege og sammenknebne; af og til hævedes Brystet af en krampagtig Hikke.

207Hendes jammerfulde Udseende berørte Ring ubehageligt; noget som en nagende Selvbebrejdelse kom op i ham.

«Hvorledes er det, du sér ud, Menneskebarn?» sa han og søgte at slaa en spøgende Tone an.

Alette flyttede ikke Øjnene fra den Firkant i Vægtapetet, hvorpaa hun stirrede; hun aabnede Læberne saa lidet, at det var mærkeligt, Ordene kunde høres, og dog kom det tydeligt, da hun sa:

«Som jeg har gjort Gjerningen, tænker jeg –»

«Men dette gaar Pinedød ikke Vejen. – Du faar komme dig væk, Alette, før det er for sent. – Svært, saa det viser paa dig alt.»

«Ja, den Besked fik jeg ogsaa af Fruen,» svarte Alette uden at røre sig.

«Fruen! Har Fruen talt med dig?» spurgte Ring med aaben Mund og stirrende Øjne.

«Ja.»

«Hvadtid?»

«Nu for en Stund siden.»

Ring blev bleg om Næsen.

«Har her været nogen?»

«Ja, Fru Hansen var her.»

«Saa, for Satan! det fordømte Fruentimmerpræk! Du lod dig vel ikke mærke.»

«Mærke? – De siger jo selv, at det er synligt nok.»

208«Spurgte hun om, hvem du havde havt med at gjøre?»

Hans Holdning var saa truende, at Alette under andre Omstændigheder vilde været ræd.

«Det trængtes vel ikke, hun kom jo over os den Gang –»

«Og du vedgik det, du angav mig!» Hans Ansigt var kridhvidt og Øjnene opspilede; hans Arm var løftet imod hende, og Knæerne skjælvede saa stærkt, at han vaklede.

«Det skulde vel hjulpet at nægte,» sa hun tonløst.

«Din udspekulerte, ondskabsfulde Tøs!» hvislede han gjennem de sammenbidte Tænder. «Se mig til den hævngjerrige Taske – men du skal faa vide, hvad det betyr at bringe en Mand i Ulykke.» Hans knyttede Næve ramte hende over Nakken; hun stupte forover og traf med Ansigtet mod Bordkanten; med begge Hænder greb hun om Bordbenet, men havde slig Fart, at baade hun og Bordet fôr et Stykke henover Gulvet, før hun blev siddende paa Huk.

Blodet randt ud af hendes Næse; med Besvær rejste hun sig og tørrede sig om Munden med Forklædesnippen.

«Ja værsgo, slaa bare, dræb mig paa Stedet, om De vil. – Siden De har gjort det ene, kan De ogsaa gjøre det andet.»

Hans Raseri var pludselig som blæst bort.

209«Ja, du véd ikke, hvad du har gjort, Alette,» sa han med helt forandret Stemme og gik fra hende.

Han var aldeles ude af sig selv og følte en Forfærdelse, som tog Kraften fra ham.

Inde i Dagligstuen sank han om paa en Stol; Hænderne gled ned paa Knæerne, og Overkroppen ludede saa stærkt forover, at Hodet hang helt nede mellem Benene. Han blev greben af Svimmelhed; det var, som om alt indvendigt fra Isse til Fod var tømt ud, og han sad igjen med en ganske hul Krop.

Efter en Stunds Forløb rejste han sig, gik ind til Buffeten og skjænkede sig et vældigt Glas Kognak, som han tømte i et Drag. Det styrkede ham og gav ham tilbage hans Sansers Brug. Der vilde blive en svær Spektakel. Constance vilde skilles, han forudsaa, at baade Præst og Slægt vilde bli blandet ind i dette. – Det vilde blive Fanden til Sjou med Folkesnak og Scener og alslags Djævelskab, det vilde ikke gaa saa let at snakke hende til Fornuft denne Gang.

Hvorledes skulde han møde hende, naar hun nu kom, – han blev saa ilde ved Tanken, at han rev sig i Haaret.

Han kunde ikke sidde stille, rejste og satte sig i et væk, slentrede rastløs omkring og mumlede halvhøjt afbrudte Sætninger: «Ja, ja, – du store Tid, – nok udaf det – 210Constance har nu selv Skyld – Constance, – aa, den elskede, dejlige Constance!»

Han begyndte at græde og pudsede snøftende sin Næse. Havde hun blot villet – aa, aa, – for et Liv! – – Men herefter skulde han være hende saa tro, – og han skulde ydmyge sig, tigge, trygle, anraabe, ja, han skulde nok formilde hende, hun maatte være en Sten, om hun ikke blev rørt, og nogen Sten var hun ikke – nej, nogen Sten var hun ikke –. Stemmen gik op i den fineste Fistel. – Han græd igjen – det lettede.

Pludselig begyndte han at spørge sig selv om, hvor hun kunde være – Klokken var jo mange –. Hun skulde nu vel aldrig? – Nej, var det likt, – han slog ud med begge Hænder – – Hun skulde nu vel aldrig – nej, nej – nej – han stampede i Gulvet – Hun skulde – – – Han skjælvede fra Isse til Fod. – Han vilde bede – aa, saa inderligt –, han foldede Hænderne, nej, ikke staaende, – han vilde knæle.

Han laa endnu paa Knæ, da det ringede.

Vaklende gik han ud og lukkede op; det var Seddelen fra Fru Wleügel.

Han var i Incognitogaden før Pigen. Fru Wleügel kom selv og aabnede for ham.

«Godaften,» stammede han og traadte frygtsomt over Tærskelen.

211Midt i sin Bedrøvelse følte Fru Wleügel et vist Velbehag ved at være kommen til at spille en saa vigtig Rolle i dette sørgelige Drama. Hun rystede paa Hodet og bevægede Haanden op og ned for at udtrykke, hvor forfærdelig alvorlig hun fandt Sagen.

«Ja, De maa nok se bekymret ud,» sa Ring med Skræk og Uro i Stemme og Miner, «det er en tung Tilskikkelse.»

«Ja, Gud hjælpe og trøste mig for hende derinde,» sukkede Fru Wleügel.

Lyden af de sidste Ord blev kvalt af hendes Sindsbevægelse. Hun svøbte Snippen af Lommetørklædet om Pegefingeren og tørrede langsomt først det ene Øje og saa det andet.

«Gud være lovet, at hun er tyet til Dem,» sa Ring. «Det var det eneste rigtige. Aa, Tante Wleügel, De kan tro, jeg er i en Tilstand –» han holdt Haanden for Øjnene og søgte at samle sig.

«Ja, men Ring, hvor kunde De nu bære Dem saaledes ad –» sa den gamle Dame klynkende.

«Tal ikke om det,» han løftede afværgende Haanden, «jeg tror, jeg mister min Forstand.»

Han vendte sig mod Væggen og græd.

«Uf, nej da,» hyssede Fru Wleügel, «det 212er saa ondt at se en Mand saaledes – De maa ikke græde, Ring.»

«Kunde jeg saa sandt græde Sjælen ud af mig med det samme, – Gud skal vide, jeg gjærne gav mit Liv for at ta Sorgen fra Constance,» sa han snøftende.

«En tænker for lidet over det i Forvejen, Ring, bagefter er det for sent,» sukkede Fru Wleügel.

«Ja, det er Fejlen med os Mennesker,» sa Ring og pudsede sin Næse, «men saa faar en ogsaa lide for det.»

«Ja, og de andre, som en drager i Ulykke – det er nu det værste, Ring.»

Ring gjorde en Bevægelse med Hodet, som om han var altfor overvældet til at kunne svare. – «Faar jeg ikke tale med Constance?» spurgte han.

«Bare det ikke angriber hende for meget – hun er saa ophidset, jeg kan næsten sige utilregnelig.»

«Og hun siger, hun vil skilles?»

«Hun vil ikke høre Tale om andet; i Aften nytter det ikke, Ring.»

«Aa, men lad mig faa se hende, bare et Øjeblik, jeg skal gaa straks, hvis jeg mærker, det er hende imod – – Bare et eneste Minut,» bad han.

«Jeg skal spørge hende.»

213«Nej, gjør ikke det, Tante Wleügel, saa siger hun nej,» sa Ring og holdt hende tilbage. «Lad mig gaa ind uden videre, – jeg skal være saa stille og forsigtig, hvor er hun henne?»

«Der,» hun pegte paa Døren til Dagligstuen.

Ring la Hatten paa Entrébordet, aabnede Døren uden Støj, og gik varsomt over Tærskelen.

Constance sad endnu i samme Stilling paa Sofaen. Til Tantens Bønner om at drikke den Te, hun bragte hende, havde hun blot rystet paa Hodet.

Hun følte sig saa mat, at hun syntes, det var umuligt at løfte Hodet op. Inde i Hjærnen var der saa underlig tungt og stillestaaende, og uafladelig kjendtes det, som om der rislede fine Strømme af koldt Vand fra Issen ned til Nakken.

Hun sad i en Døs med lukkede Øjne, det var saa godt at ikke kunne tænke – – – Men hvad kunde det være for noget varmt og fugtigt der blev trykket op og ned paa hendes Haand, og saa forekom det hende, at nogen hviskede: «Constance –»

Det blev saa tungt paa hendes Knæ, hvad var det dog – – – Langsomt sled hun Øjnene op – der laa en stor lysebrun Klump, som rørte sig, med en blank hvid Runding 214paa Midten og noget bredt sort nedenfor det igjen, lige ned paa Gulvet, og saa kom der en snøftende Lyd –

Det var først da Klumpen løftedes, og et Par anløbne, rødgrædte Øjne hævedes imod hende, at hun helt kom til sig selv.

Med et Skrig, som var hun bidt af en Slange, fôr hun op af Sofaen, styrtede først som i Vildelse om i Stuen, fik saa Øje paa en Dør, pilede ud af den, videre afsted, gjennem den næste, kom ind i et mørkt Værelse, og tørnede saa mod noget spidst. Slaget var saa hæftigt, at hun tabte Bevidstheden og faldt næsegrus overende paa Gulvet. Ring og Tanten kom styrtende til. Fru Wleügel gik rent vild, før hun endelig fik tændt Lys.

De knælede begge ned ved Siden af Constance. Panden var opsvulmet i en stor Bule, ellers var der intet at se. Hun syntes ganske livløs; naar de løftede hendes Hænder, faldt de tungt tilbage igjen.

«Spring efter Læge, Ring, vær snar, for Guds Skyld,» sa Tanten.

Ring afsted.

I Forening med Pigen, der imidlertid var kommen tilstede, anstrængte Fru Wleügel sig for at faa Constance til at vaagne. De stænkede hende med Vand i Ansigtet, hældte hende eau de Cologne over Hodet, stak en Pude ind 215under Nakken og fik knappet Kjolen og Korsettet op.

Da Doktoren kom, havde hun givet det første Livstegn fra sig; han fik hende sat over Ende i en Lænestol, og snart var hun kommen ganske til Live igjen.

Da hun aabnede Øjnene, saa’ hun Ring staa bøjet over sig; med en jamrende Lyd kastede hun sig ind til Tantens Bryst og gjorde en afværgende Haandbevægelse.

«Gaa ind i Dagligstuen, Ring,» hviskede Tanten.

Doktoren ventede, mens Constance blev bragt til Sengs. Da han havde undersøgt hende, erklærede han, at en akut Sygdom var ved at bryde ud, han kunde ikke sige hvilken. Han skrev en Recept, gav nogle Instrukser for Natten, trykkede Rings og Fru Wleügels Haand og lovede at komme tidlig igjen næste Morgen.

Fru Wleügel gjorde Forberedelser til at vaage over Constance, som laa stille hen med lukkede Øjne. Hendes Aandedrag var kort og uregelmæssigt. Ved Lyset gjennem den grønne Lampeskjærm saa’ hun dødningeagtig hvid ud; over Panden laa der et vaadt Klæde. Af og til fôr hun sammen som i Angst og saa’ sig om med forstyrrede Blikke, men blev straks rolig, naar Tanten forsikrede, at hun 216var hos hende, og at der ikke var Tale om, at hun skulde hjem.

Men inde i Dagligstuen gik Ring op og ned paa Gulvet med Hodet dybt nede paa Brystet. Med Mellemrum knælede han i en Lænestol, lagde Ansigtet paa Hænderne og græd. Saa stod han op og satte sig i Marsch igjen. Af og til stansede han, foldede Hænderne og løftede dem som i brændende Bøn. Saa slog han ud med Armene og udbrød med Lidenskab: «Hun skal bli min igjen, aa, hun skal, – hun skal – saasandt hjælpe mig Gud, Amen.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.