XXII.

Da hun atter var i Stuen, dækkede hun Lampen til med en stor, lyserød Skjærm. Saa gled hun ned i Sofaen, skjulte Ansigtet i en af Puderne og blev liggende i en ubekvem Stilling med Benene paa Gulvet. Hun græd ikke og rørte sig ikke. Hun forsøgte at tænke over sin Stilling, men det blev bare til Begyndelser, der løste sig op og var væk lige som Sæbebobler. Der vilde ikke danne sig en eneste ordentlig Tankerække, og hun kunde ikke faa Tag i nogen hel Forestilling.

Lorck gled frem og tilbage, men hans Billede var mat og utydeligt og gik hvert Øjeblik i Stykker ved det Roderi af alskens andre Ting, som skjøv sig op.

Om hun havde giftet sig med ham! Uf nej, – hun havde ikke Lyst –. Men saa havde hun dog været paa det tørre, – og han elskede hende vist –. Ja pyt, ja, hvad kunde 338Mænd præstere i Retning af Kjærlighed? – De gik og dryssede om og flanede med Ord og Følelser, til de var udjaskede som Gadetøjterne – og saa kom de og bød sig frem til Ægteskabet. – – Deres Kjærlighed var en Væmmelse –. De elskede den ene og levede med den anden. – Ikke for det – det kunde altsammen være bra nok, og kanske var det ikke saa sjabert, som det saa ud, – hun var ikke tilsinds at gaa i Rette med nogen, naar hun blot slap for at ha med det at skaffe.

Saa kom hendes døde Ægtemand, ikke længe ad Gangen, han blev borte og kom igjen atter og atter. Brudstykker og Minder fra deres Samliv strejfede Hukommelsen i broget Skiften. Hun var saa vammel og led ved det; det var de ligegyldigste Ting, som hun slet ikke gad huske, men det blev ved og blev ved ligesom Skyggerne i Maaneskinnet, naar Vinden bøjer Træernes Grene sagte op og ned.

Johanne meldte, at Teen stod paa Bordet, om Fruen værs’go vilde spise. Hun fôr op og sa Tak, men la sig straks tilbage i samme Stilling.

Hvad skulde der nu bli af hende? – Leve af sine Slægtninges Almisser paa en Kvist, som hun maatte leje i en Udkant. Leje? Hun havde jo ingen Ting at betale med. – – Og naar hendes Tøj blev slidt, og hun 339trængte nyt –. Det Sludder om at ta ud som Lærerinde, – hun kunde jo ingen Ting. – – Eller styre for en Enkemand – aldrig i Verden! Og saa alt det Snak, de vilde vælte ud over hende, – alt det Snak og Snak og Snak.– – Nej, det eneste var at ta Livet af sig – det var en formelig Pligt – en Æressag. Hun var jo saa kjed af det og havde ofte for Alvor tænkt paa at gaa sin Vej. Hvad var der ogsaa at bli for? Vente til Døden en Gang kom og kastede hende paa Dør, enten hun vilde eller ej. Det var bedre at gaa godvillig.

At hun kunde være saa fejg og grue for den Smule Smerte! – – Aa, men det blev nu vist græsseligt, naar Giften var slugt. – Straks vilde det begynde, – Brystet trække sig sammen, Ansigtet bli sortflammet. – Der vilde komme en Rallen i Struben, – kanske vilde der vælte Skum ud, – Fraade var det vist, de kaldte det, – – og saa vilde hun være saa forandret, saa styg bag efter. –

Den, der fandt hende paa Sofaen. – – Det vilde gi et Sjok i Familien –, de vilde alle komme ansættende, og saa vilde de lette – ganske sagte – paa det Klæde, Doktoren havde lagt over hendes Ansigt.

Hun havde en Flaske Blaasyre, som hendes Mand havde benyttet, den Gang han fik sin Raptus med at fotografere. Hun havde 340omhyggelig forvaret den, for der stod Dødningeben paa Vignetten.

Ja, hun vilde gjøre det endnu i Aften. Det var i Grunden godt, at dette var kommet paa, ellers havde hun gjerne været i Stand til at leve det væmmelige Liv til Ende paa et Vis. – – – Om det nu ogsaa gjorde ondt –, det gjorde vel aldrig godt at dø, – og desuden tabte hun jo straks Bevidstheden.

Bare hun kunde faa Johanne paa Dør, for alene i Lejligheden maatte hun være. – Hun kunde jo egentlig gjerne skrive et Brev til Dr. Blunck og be ham, – ja, naturligvis, det maatte hun jo. – Hun satte sig til Skrivebordet, og et Par Minutter efter var Brevet færdigt.

«Kjære Dr. Blunck,» stod der, «kom i Morgen tidlig, saa snart De kan, og naar De ser, hvad det er, saa vær diskret for gammelt Kjendskabs Skyld. Deres Constance Ring.»

«Saa siger han, at jeg er død af et Hjærteslag, og det er i Grunden nok saa hensigtsmæssigt, – saa blir der heller intet Vrøvl med Begravelsen.» Hun satte Adressen paa Konvolutten og gik ud i Kjøkkenet. Der sad Johanne ved det lille Bord borte i Hjørnet og spiste sin Aftensmad.

«Gaa med dette Brev, Johanne, læg det i en Postkasse, – her er fem Øre til et Frimærke.»

341Johanne drak Resten af Teen i én Slurk og rejste sig.

«Har De noget at udrette for Dem selv, kan De gjerne bli ude i Aften,» la hun til idet hun rettede paa en Haarnaal, som syntes at genere hende.

Der var noget ved Fruens Stemme, som bragte Johanne til at studse. Bare den Maade hun sa Johanne paa; hun blev saa underlig, ligesom rørt derved.

«Jeg siger Tak, saa vil jeg se ind om Døren til min Søster, som fik sig en liden forleden.» Hun satte skyndsomst Kopperne og Tallerkenerne sammen for at gjøre Bordet ryddeligt, inden hun gik.

«Se at komme straks afsted, Johanne, jeg er saa bange, de skal lukke, saa De intet Frimærke faar.»

«Men jeg skulde vel tat af Bordet og gjort i Stand paa Soveværelset?»

«Det skal jeg selv besørge; – De maa ikke komme ind mere i Aften, – jeg har Hodepine og vil gaa til Ro, – hører De, Johanne –»

«Godt Frue,» sa Johanne og nikkede.

Da Constance atter var i Dagligstuen, begyndte hun at rode i sit Skrivebord. Breve og Papirer, Rub og Stub kastede hun ned ved Siden af sig. Det blev en stor Dynge. Nogle Kvittancer og en Assurancepolice, som for Resten 342var udløben for over et Aar siden, la hun tilbage paa sin Plads. –

Det ringede. Forfærdet sprang hun op og laasede Døren. Men saa huskede hun, at Johanne ikke var hjemme, at ingen Verdens Magt kunde bringe dem ind til hende, og saa kom der for et Sekund et Udtryk af Tilfredshed paa hendes Ansigt. Straks efter sa hun sig selv, at det var Avisbudet, som havde ringet, men hun gad ikke gaa ud efter Bladet i Aften.

Men var det nu ogsaa sikkert, at Johanne var gaat. Hun trængte til at forvisse sig om det; før var det saa utrygt. Med Lampen i Haanden gik hun ud og saa efter. Kjøkkenet var tomt; hun keg ind i Pigekamret, – jo, hun var væk. Saa gik hun raskt over Kjøkkengulvet, men idet hun la Haanden paa Dørgrebet, saa hun sig tilbage og blev underlig slaaet af, hvor lunt og koseligt der var. De hvide Halvgardiner var trukket tæt sammen, og Kappen oven over var ophæftet i Midten med en blaa Silkebaandsroset. Paa det lange Bænkebord ved Vinduet laa en hvid Drejls Dug, og paa dette stod en Buket Blaaveis i et Glas Vand. Der var en ejendommelig Lugt af brændt Kaffe og Russesæbe, som hun fandt saa behagelig, at hun formelig stod og trak den til sig. Haandklæderne hang paa sine bestemte Pladse, det til Lamperne borte 343i Krogen sammen med Glasbørsteren og Lampesaksen, det til Knivene nærmere Vinduet, og de andre to tæt ved Spisekammerdøren. Paa Komfuren stod den blankpudsede Vandkjedel og surrede; Kroghylderne over Bænken var belagt med hvidt Papir, som Johanne havde klippet ud i Huller og Tunger som paa Ligtøj, og der stod Messingkaffekanden og skinnede mellem to blanke Stødere. Under Komfuren laa den finskaarne Kjøkkenved stablet op, og borte ved Vasken hang begge hendes grønmalede Blomstersprøjter. Gulvet var renskuret, og paa Maatten foran Døren laa Katten og døsede.

Hun havde aldrig tænkt sig, at et Kjøkken kunde være saa indbydende. Det var jo som et Stykke forjættet Land, og der gik som en Anelse gjennem hende om mangen en stille Hviles og Hygges Stund efter endt Gjerning midt i denne Orden og Renlighed.

Pludselig fløj Katten som en Bold med et hvæsende Glefs over Gulvet og slog Kloen i en Mus. Med et dæmpet Skrig styrtede hun ud af Kjøkkenet og skyndte sig tilbage til sine Breve.

Hun knælede ned og begyndte at samle dem op i sit Kjolefang, og da hun havde hele Bunken, gik hun hen til Oven og puttede ind saa mange ad Gangen, som hun kunde gribe om. Ilden var gaat ud; hun rev af en Fyrstikke og 344tændte, men det vilde ikke rigtig til, før hun med Ildrageren havde skaffet Luft, da brændte det lystigt til Aske. Hun sad og saa’ ind i Ilden med en tungsindig Mine, som var det en Ligbrændingsproces hun bivaanede foran denne gamle, kjære Ovn, hvor saa mangen en Time af hendes stakkels Liv var dreven over.

Hun ordnede endnu et og andet og begyndte at rydde sit Syskrin. Den endnu ikke færdigfallede Strimmel faldt hende i Hænderne; mekanisk og ligesom kjærtegnende lod hun den glide gjennem Fingrene og begyndte at rulle den op. Herre Gud, det havde dog ikke været saa gale Dage, hun den Gang havde havt. Den Gang, – det var jo endnu i Gaar, i Dag, – og hun syntes, der laa Aar imellem. –

Hurtig og uden at se sig tilbage gik hun ind i Soveværelset. Her stod et Vindu aabent; hun keg ud og saa’ paa Vejret. Det havde bedaget sig nu; Himlen var fuld af sønderrevne Skyer med store Stykker blaat, hvorfra Halvmaanen skinnede ned. Hun regulerte Persiennen saaledes, at Lyset ikke skulde falde ind mellem de grønne Træspaaner. Saa trak hun Chaiselonguen frem fra Krogen og stillede den saaledes, at hvis der laa nogen paa den om Morgenen f. Eks. vilde Dagslyset falde hen over Ansigtet, naar Persiennen var oprullet. Hun satte sig paa Chaiselonguen ret 345op og ned; med Hænderne tog hun fat i de stoppede Kanter, som trængte hun et Holdepunkt, Hodet var foroverbøjet. Længe sad hun ubevægelig. Gang efter Gang gjorde hun Mine til at rejse sig, men blev dog siddende.

Taffeluret der inde begyndte at slaa. Hun fôr sammen og talte Slagene et for et. Elleve! Saa rejste hun sig med Hast, afførte sig sin Kjole, sit Korset og sine Støvler og tog Slaabrok og Tøfler paa. Hun havde hele Tiden set saa dødt og stirrende ud af sine Øjne, men nu da hun følte den bløde Slaabrok om sine Lemmer, kom der et mildt Udtryk paa hendes Ansigt. Hun saa’ op og ned ad alle de gamle, kjendte Gjenstande, disse stumme Tjenere, der havde været saa tro og stille til sin Gjerning. Der dukkede Minder op, som hang sig fast over alt. Hun blev saa saar om Hjærtet, og hun følte pludselig en fortærende Sorg, en usigelig Medynk med sig selv, fordi hun nu skulde forlade alt dette, som hun i Grunden havde kjært. At hun var pisket til at gjøre det, virkelig pisket! Ja, for hun kunde jo ikke andet, hun maatte jo afsted; Timen var kommen og der var ingen Pardon. Og hun havde ærlig fortjent sin Død, – hun havde jo levet som et Dyr omtrent, – spist og sovet, – det var, hvad hun havde udrettet. Og det skulde hun staa der og kvie sig for at gaa fra! –

346Med resolute Skridt gik hun hen til Chiffonnièreren, hvor Flasken laa forvaret. Hun stak Nøglen ind i den øverste Skuffe og drejede rundt.

I dette Øjeblik hørte hun det gaa i Kjøkkenet. Hun skvat i Vejret og rystede stærkt. Johanne var altsaa kommen, før hun var bleven færdig, – Klokken var jo ogsaa halv tolv. Saa huskede hun Brevet og gik ud og spurgte, om det var besørget.

Nej, Johanne havde ikke faat Frimærke; der havde været lukket hos Høkeren.

Constance følte en uforklarlig Lettelse.

«Hvis Fruen vil ha Bud til Doktoren, kan jeg jo gaa der ned i Morgen tidlig straks,» sa Johanne.

«Aa ja, det kan ogsaa være tids nok da. Lad mig faa det tilbage saa længe.»

Johanne tog i Lommen. «Her er et til,» sa hun, «jeg mødte Postbudet paa Trappen, og saa tænkte jeg det var bedst at ta Brevet, siden Fruen ikke vilde uroes.»

Constance kastede et hurtigt Blik paa Konvolutten. Poststemplet var fransk, og hun syntes, hun skulde kjende Skriften. Da hun var kommen ind i Stuen, rev hun Konvolutten op og saa, at det var fra Lorck.

Paa staaende Fod fløj hun gjennem det, og da det var læst, kastede hun det paa Bordet, gik frem og tilbage paa Gulvet, stødte 347mod Skamler og Stoler, ryddede Plads ved at skyve dem til Side, tog Brevet op ret som det var og læste lidt i det, gav sig saa atter til at trave og blev ved med dette til langt ud over Natten.

«Det er meget imod min Vilje,» skrev Lorck, «at jeg nu igjen forstyrrer og plager Dem. Siden jeg forlod Norge har jeg ikke gjort andet end foreholde mig, hvor taabeligt og paatrængende det vilde være at skrive paa nyt. Alligevel sidder jeg nu her og gjør det. Jeg maa forsøge en Gang til. Sagen er, at jeg har hægtet mit Sind saaledes fast i Dem, at jeg ikke er i Stand til at komme løs igjen. Jeg kan ikke trives ved Livet, naar jeg ikke faar leve det med Dem. Er det da aldeles utænkeligt, at De kunde gi mig et Haab? Jeg er dømt til at maatte udmale mig, hvorledes al Ting da vilde bli anderledes. Det gaar rundt i min Hjærne uafladelig, – det er min fikse Idé; den martrer mig Dag og Nat. Er De da saa vis paa, at De slet ingen Brug har for mig, for min Kjærlighed, min ærlige Vilje til at gjøre Dem alt det gode, et Menneske kan gjøre den, han elsker. Jeg tænker paa ét og ét og det samme: om jeg kunde faa Dem til min Hustru? Jeg er nu i Paris; hvis det vidunderlige skete, at De gav mig det Svar, jeg ønsker, saa kom jeg straks og hentede 348Dem og tog Dem med til Paris, hvor jeg for mine Studiers Skyld agter at forbli nogen Tid.

Nils Lorck.”

Da Constance Klokken fem om Morgenen søgte sit Leje for at prøve paa at sove et Par Timers Tid, havde hun tat sin Beslutning. Brevet til Lorck laa færdigt paa Skrivebordet. Hun havde bedet ham møde hende i Kjøbenhavn, saa kunde De ha Bryllup der og og drage, hvorhen han vilde. –

Under Skrivningen havde hun grædt en hel Del. Der var meget, som brødes hos hende. Inderst inde Glæde over at ha reddet Livet, Rørelse over sig selv, naar hun rigtig stærkt fyldtes af den Kval, hun havde udstaat, Medynk, naar hun tænkte paa, hvor fattigt og øde hendes Liv havde været, Angst for det kommende, for det nye Ægteskab, Mangel paa Mod og Tro til sig selv, og saa Haand i Haand med dette et gryende Haab til Fremtiden, Taknemmelighed mod Lorck for hans Kjærlighed og Længsel efter at leve et menneskeligt Liv. – – Nu følte hun sig beroliget, næsten tilfreds. Det vilde bli en travl Tid, og det var dog altid noget at være saa optat. De nyeste Parisermoder, som hun forleden havde faat sig tilsendt, defilerte forbi, og saa tænkte hun et Øjeblik paa, om hun skulde kjøbe sin nye Vaardragt i «Bon 349Marché», naar hun nu kom til Paris, eller paa det andet store Magasin, – hvad var det nu, det hed – – –

Ja vist, ja, – det var dog bedre at gifte sig end at dø en Selvmorders gyselige Død. – Hun havde jo været gift før, saa hun vidste jo i ethvert Fald, hvad det var –. Og desuden, – – nu, da hun var kommen over alt dette med Idealer og sligt, – saa vilde hun se saa anderledes paa det. – Det vilde gjøre en stor Forskjel. –

Nej, – det er ikke saa let at dø heller, sa Constance til sig selv, mens hun laa der paa Puden med søvnløse Øjne og blege Kinder, der pludselig var bleven magre. Hun drog et Suk, der lød som en Hulken, og idet hun vendte sig om paa Siden og trykkede Ansigtet ned i Puden, mumlede hun: «Naar alt kommer til alt, er et Giftermaal bedre.» –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.