Constance Ring

av Amalie Skram

XXV.

Lorck laa i gastrisk Feber. Constance plejede ham med utrættelig Omhu. Som oftest kjendte han hende ikke, men tog hende for en anden; han gav hende hyppig Navnet Kristine.

Lægen skaffede en Diakonisse, som skulde vaage hveranden Nat for at skifte med Constance. Han mente, at der vilde hengaa en tre-fire Uger, inden der kunde være Tale om at tænke paa Hjemrejsen; forresten var der ingen Fare, naar de blot iagttog Forsigtighed.

Mejer havde opgivet at rejse nu og sagt til Constance, at han blev, saa længe han kunde være hende til Nytte. Constance havde takket ham med stor Hjærtelighed og ikke lagt Skjul paa, hvor glad hun var over hans Beslutning.

373Han var hende til daglig Hjælp og Opmuntring, hentede Medicinen paa Apotheket og var uafladelig ved Haanden for at gjøre hende Smaatjenester. Hver Dag bragte han hende Blomster eller Frugter og fik hende til at trække en Smule frisk Luft i Haven. Undertiden kom han op fire Gange for at foreslaa hende at spasere, og først femte Gang var det belejligt, for hun vilde ikke gaa, uden naar Lorck sov. Saa kom der en Pige, som holdt Vagt i Stuen ved Siden af, med Ordre til at hente Fruen øjeblikkelig, hvis Herren vaagnede.

Naar Lorck var ved Samling, gik Mejer af og til ind og spurgte, hvordan det stod til. Lorck nikkede med et mat Smil og sa stadig, at det var bedre nu. Undertiden spurgte han efter Aviserne, og Mejer fortalte ham da et og andet. Da han begyndte at komme sig, læste Mejer for ham, indtil han faldt i Søvn eller sa, at han var træt.

En Gang havde han takket Mejer for hans store Elskværdighed mod ham og Constance og sagt, at det var ham en Trøst at vide, Constance havde ham at ty til.

En fjorten Dags Tid efter at Lorck var bleven syg, sad Constance inde hos ham i den store Lænestol ved Sengens Hovedgjærde. Hele Formiddagen havde han været urolig og fantaseret et enkelt Øjeblik ind imellem. Doktoren 374havde git ham noget beroligende Medicin, og ud paa Eftermiddagen var han falden i Slummer. Saa var Constance gaat sin vante Tur i Haven og havde fundet Lorck sovende ved Tilbagekomsten. Nu var hun sunken tilbage af Træthed. Bogen, hun havde læst i, laa paa hendes Skjød; Fingrene havde sluppet Taget om den og hvilede roligt ved Siden af. Hun vaagnede ved, at der gik nogen i det andet Værelse, rettede sig op og keg ind gjennem den halvtaabne Dør. Det var Pigen med Posten. Hun vinkede, at hun skulde lægge den fra sig paa Bordet og satte sig atter til at døse.

Først efterat Lorck havde faat sin Aftenmedicin og var bleven stelt færdig for Natten, huskede hun, at der var Aviser og maaske Breve hjemmefra. Saa havde hun noget at fordrive Tiden med, det var nemlig hendes Tur til at vaage.

Posten var stor i Dag; for uden en Bunke Aviser var der en Pakke og et Brev, begge adresseret til Lorck.

Constance saa’, det var fra Hansen, og da hun tænkte, at det kunde være noget om deres Pengegrejer – det var ham, som sørgede for, at deres Kreditiv var i Orden –, der straks krævede Besvarelse, aabnede hun Brevet.

375Hun sad i det yderste Værelse. Døren ind til Lorck stod aaben; fra den lave Lænestol borte ved det runde Bord kunde hun se ham i Sengen og være parat ved hans mindste Bevægelse. Det var endnu saa mildt, at Dørene ud til Altanen stod aaben; en Duft af Levkøjer og Roser steg op der ude fra og fyldte Stuen med Vellugt. Et dæmpet Skin af en Lampe under en stor Papirskjærm oplyste kun halvvejs det temmelig store Værelse.

Da Constance havde læst lidt i Brevet, blev hun meget bleg, og hendes Hænder skjælvede saa stærkt, at Bogstaverne hoppede op og ned. Hun la Papiret paa Bordet foran sig, tog sig med begge Hænder om Hodet, og mens Farven kom og gik paa hendes Ansigt, og Aandedrættet blev hurtigt som hos en, der har løbet, læste hun Brevet igjennem; flere Gange om igjen. Efterhaanden kom hun mere til Ro. Til sidst foldede hun Papiret sammen, stak det ind i Konvolutten og gik ud paa Altanen. Det var en dejlig Aften. Maanelyset kastede Skyggen af Hotellet hen over den aabne Plads, som deres Værelser vendte ud til, skinnede paa Vandspringet med den basunkindede Gut paa Toppen lige ved Indgangen til en af Hovedgaderne, lyste op den ene Side af det store Monument nede paa Torvet til venstre og afsatte her og der Figurer af mærkværdige Façoner og Dimensioner. 376Længere borte laa Genfersøen med sølvblinkende Flade der, hvor Maaneskinnet faldt, mens Strækningen inde mod det høje Land paa den modsatte Side var kulsort. Et Par Baade med syngende og leende Mennesker gled frem og tilbage, og Toner af Musik lød op fra en nærliggende offentlig Have.

Constance var imidlertid aldeles ufølsom for Aftenens harmoniske Dejlighed. Med korslagte Arme stod hun og stirrede frem for sig og kjendte en sviende Smerte som efter et Stik i Hjærtet.

I Brevet havde der staat: «Kjære Lorck! Kristine har netop været her og afleveret en Pakke, som hun har bedet mig straks sende Dem. Jeg tænkte først at la den ligge, til De kom, men da jeg ikke véd, hvor længe det endnu kan trække ud, og det lod til at være hende magtpaaliggende, at den snart kom Dem ihænde, sender jeg den altsaa. Hun fortalte mig, at Gutten var død, og jeg kan jo, især som Sagerne nu staar, altsaa kun ønske Dem til Lykke med, at De har faat Barnet fra Halsen. Hun talte om nogle Afskedsord, som laa inde i Pakken. Om dens Indhold forresten nævnede hun intet, og jeg spurgte ikke heller. Nu kom hun altsaa ikke mere og hævede Penge, sa hun. Hun takkede for, hvad hun havde 377modtat i disse Aar, og for det Bryderi, jeg havde havt. Stakker, det gjorde mig ondt for hende. Jeg tilbød hende det sædvanlige Bidrag for næste Maaned, da jeg tænkte, hun kunde trænge til det, og jeg var vis paa, De intet havde derimod, men det vilde hun ikke.» – Saa kom der et Regnskab over de Penge, han i Lorcks Fraværelse havde udbetalt til Barnets Underhold, og til sidst en venlig Hilsen til Constance og en Opfordring om dog endelig at vende hjem engang.

Constance havde ikke anet, at Lorck havde noget Barn. Den pludselige Opdagelse overvældede hende ganske. Det blev ved at gjøre ondt som i et værkende Saar. Med al Magt søgte hun at faa væltet Smerten fra sig. Dette var ikke til at udholde. At han ikke havde fortalt hende det, var naturligvis for at skaane hende, – hvad skulde det vel nyttet til. Der var intet Bedrageri deri. At han havde levet kysk, havde hun aldrig et Øjeblik indbildt sig; at han i det mindste kunde ha et Barn, burde hun altsaa ha tænkt sig.

Om han nu havde flere, med andre Kvinder! Utaalelige Tanke; hun slog Hænderne for Øjnene, stampede med Fødderne og skreg. Det sved og stak og værkede.

Og nu skulde hun selv bringe ham et Barn til Verden. Uh, det var væmmeligt. Et Barn, som kunde ha, Gud véd hvem til 378Søskende, – Unger, som drev omkring langs Gaderne. Hvis hun bare havde været fri for dette! – Og hun, som havde følt denne jublende Glæde der over for nogle Uger siden. Men kanske hun havde tat fejl! Til dette Haab klyngede hun sig med Lidenskab.

Pludselig kom der en svag Lyd fra hans Værelse; hun rettede sig op, lod Hænderne synke og lyttede. Han var jo syg, det havde hun rent glemt. Hun skyndte sig ind, men stansede i det første Værelse; hun følte Ulyst til at se ham nu, til at høre hans Stemme. Hvis han bare ikke kjendte hende, men kaldte hende Kristine –, Kristine! au, og hun tog sig til Hjærtet – altsaa saaledes! Lyden kom igjen. Hun strakte de foldede Hænder frem for sig, knugede dem heftigt i hinanden, mumlede noget, der lød som en Besværgelse og gik ind til ham.

Han sad oprejst i Sengen og stirrede urolig mod Døren. I det blege Maanelys saa’ han spøgelsesagtig daarlig ud.

«Conny» – sa han bønlig bebrejdende, «hvor jeg har ventet paa dig.» Han rakte Haanden ud imod hende, men den faldt straks tilbage paa Tæppet. Hun mærkede, at han var ved sin fulde Fornuft.

«Vil du ha Natlampen tændt?» spurgte hun uden at nærme sig.

Han sank langsomt tilbage paa Puden.

379«Hvorfor kommer du ikke hen til mig?»

Hun nærmede sig Sengen. «Har du det bedre nu?» – spurgte hun.

«Naar du er her, har jeg det godt. Lad mig kjende dine Hænder paa min Pande.»

«De er saa kolde, – du vil fryse.»

«Nej, det vil svale.»

Hun strøg ham over Panden med sin ene Haand.

«Dem begge» – sa han med mat Stemme.

Lidt efter flyttede han hendes Hænder til sine Læber og kyssede dem. Saa la han dem tilbage paa Panden.

«Du skal sidde hos mig, Conny, jeg er saa træt.» Han greb efter hendes Kjole for at faa hende tæt hen til Sengen. «Du maa ikke gaa fra mig. – Aa jo, – gaa bare, gaa bare,» sa han pludselig i en helt forandret Tone –, «værsgod – jeg ser nok, at jeg er dig til Plage – naturligvis, det er morsommere at spasere med Mejer.» Det kom afbrudt og med en grætten Klang i Tonen, og han skjøv med sine svage Kræfter hendes Hænder bort.

Constance blev saa forbauset over dette uventede Omslag, at hun intet kunde finde paa at svare. Lorck, som havde ventet, at hun skulde modsige ham med Forsikringer og kjærlige Ord, blev end yderligere opirret ved hendes Taushed.

380«Hvorfor har du ikke passet paa at gi mig Medicinen? Jeg skulde ha en Ske naar jeg vaagnede, – jeg hørte det godt, hvor kan et Menneske komme sig paa den Manér?» Stemmen var hæs, og han stønnede efter Anstrængelsen.

Constance rejste sig og tog Medicinflasken.

«Nej Tak, lad det bare være, – lad det bare være» – klagede han.

«Hør nu Nils, vær snil Gut og tag pænt Medicinen.» Hun skjænkede ham en Skefuld.

Han laa lidt og surmulede, saa tog han den.

«Hvorfor siger du intet, hvorfor fortæller du mig ikke, at jeg tar fejl, – hvorfor kysser du mig ikke» – – sa han klynkende. «Kys mig» – kom det pludselig ømt.

Hun bøjede sig over ham og berørte hans Læber med sin Mund; hans Aande var ildelugtende, og hun vendte sig uvilkaarlig væk.

«Du trænger til Ro, du maa sove,» sa hun, og for at stille ham tilfreds og lulle ham i Søvn gav hun sig til at stryge ham gennem hans krøllede Haar, sagte, blødt, langsommere og langsommere. Den Nat sov Lorck rolig og uafbrudt for første Gang, siden han blev sengeliggende. Det var tydeligt, at Sygdommen havde tat en god Vending.

Men til Constance kom der ingen Søvn. Hun vilde saa gjerne faa Glemsel for den 381Pine, hun led, og laa saa stille, saa stille med lukkede Øjne, skiftede nu og da Stilling, prøvede at ligge paa Ryg med Knæerne trukket op i en Bue, vendte sig om og laa med Ansigtet begravet i Puden, men nej, det vilde ikke lykkes. Til sidst stod hun op for at forsøge det med at vandre op og ned i den anden Stue, indtil hun blev træt eller kom til at fryse, saa maatte vel Søvnen indfinde sig. Hun stak de bare Ben i et Par Tøfler, kastede paa sig et Skjørt og en Toiletjakke og listede sig sagte ud af Soveværelset.

Et blegt, forunderlig dødt og stille Morgenlys fyldte Værelset. Gjennem de aabne Altandøre lød et tusindstemmigt Kor af kvidrende Fuglerøster. Hun traadte ud paa Altanen; den var vaad af Dug, og Himlen var graablaa og diset. Ikke en Luftning var der at mærke; Træer og Planter syntes at staa og sove, og Vandet laa og strakte sig i den dybeste Hvile. Paa Himlen i Øst var der smale, gullige Striber; Solen vilde snart være der. Denne Stilhed var knugende. Constance gjøs og krøb sammen. Hendes Tanker kredsede om dette ene: denne Kvinde, som han havde elsket og levet med, og som havde skjænket ham et Barn.

Mon han havde elsket Kristine, som han nu elskede hende? – Mon han havde – mon han havde? – Hun vred sig under Tankerne.

382Pludselig huskede hun Pakken; det maatte være Breve. Hansen havde talt om nogle Afskedsord.

«Du mildeste Gud og Skabermand» – sa hun med en lydelig Hvisken – «der er Breve, Breve!»

Hun trak Øjenbrynene i Vejret og spilede Øjnene op som i Forskrækkelse; Læberne drog hun sammen til en Spids og fløjtede ganske sagte. En kvalblandet Henrykkelse greb hende; hun vilde kaste sig over Brevene og læse som en besat. Hun følte ikke et Sekunds Vaklen eller en Skygge af Betænkelighed; tværtom vidste hun med sig selv, at intet i Verden vilde kunne hindre eller stanse hende. Et Udtryk af Grusomhed laa om hendes Mund, Blodet hamrede i hendes Tindinger, og Hænderne skjalv, da hun skar Omslaget itu.

Øverst laa et Brev skrevet med en klodset Haand og en højst forvirret Orthografi.

«Kjære Nils» – stod der – «jeg beder dig meget om Undskyldning, fordi jeg efter denne lange Tids Forløb vover at tilskrive dig, men det er for at underrette dig om, at Gud har taget vor elskede Søn hjem til sig, og uagtet jeg godt véd, at det var det bedste som kunde times min arme, velsignede Anton, saasom han jo var faderløs, skjønt hans Fader levede, hvilket er endnuendnu] rettet fra: eudnu værre, saa føler jeg dog en bitterlig Sorg over hans Bortgang. 383For han var mit alt og min Glæde, og han lignede sin Fader saa op i Dagen, og jeg véd, at det ikke er dig behageligt nu, siden du er gift og ikke længer elsker mig, men det var for mig en Hjærtens Fryd at se denne Lighed, for jeg kunde ikke holde op at elske dig, da du forlod mig og fæstede dit Hjærte ved en anden. Desværre for mig, det var min Kval, men ogsaa min Glæde, og jeg elsker dig den Dag i Dag lige saa højt som den Gang, da du kaldte mig din Pusunge og sagde, at min Kjærlighed var din Trøst og Lykke. Og naar jeg tænker paa alle de dejlige Aftener og Nætter jeg tilbragte hos dig, flyder mine Taarer, og det vil de gjøre bestandig, for jeg glemmer dig ikke i dette Liv. Men nok herom, min søde, kjære Gut døde i Dag for otte Dage siden, og blev begravet paa femte Dagen. Hans Kiste var saa pen, og den var ganske fuld af Blomster, og han var akkurat paa Dagen 1 Aar og 8 Maaneder, for han var født i Januar, som du var rejst i Oktober, hvis du husker det. Det var Tyfus han havde, og han led græsselige Smerter. Kort før han døde, slog han Øjnene op og saa’ paa mig, som om han vilde klage sig, og det stak mig i Hjærtet, at jeg havde sat ham ind i Verden med Skam, jeg ludet mig over ham og talte til ham, skjønt jeg var kvalt af Graad, og saa smilte han saa sødt, og saa drog han Pusten tungt 384og døde. Jeg trode mit Hjærte var brustet med det samme, men hvad et Menneske kan udholde at lide, er utroligt. Og nu vil jeg sige dig mit sidste Farvel; jeg rejser til Drammen, hvor du husker jeg har Familje; jeg tror nok jeg kan faa Arbejde der. Jeg ser dig aldrig mere her i Verden, men tænke paa dig, det kommer jeg at gjøre ofte, og paa ham, som jeg har lidt og grædt saa meget for. Jeg ønsker dig oprigtigt, at du al Tid maa blive lykkelig, og at hun, som er din Kone, maa elske dig lige saa højt, som jeg gjorde, da vil du ikke savne Kjærlighed. Og saa til Slutning Tak for alt. Dig skylder jeg, at jeg har smagt Lykke i Livet, var det end kort og endte med bitter Sorg, saa vilde jeg ikke undvært det, nej ikke for aldrig det. Og jeg velsigner dig, fordi du har sørget saa godt for vort Barn. Lev da saa vel, og hav det saa godt som det ønskes dig af din gamle tro

Kristine.»

Da Constance havde læst Brevet, la hun Ansigtet ned paa Hænderne og hulkede. Denne arme Kvinde med sit Barn! Hvorfor var hun bleven forstødt? Med hvilken Ret bar Mændene sig saaledes ad! De nød disse Kvinders Ungdom, deres Sundhed, deres Kjærlighed, som om de var skabt i dette ene Øjemed, de nød, til de var mættet. Saa de noget mere eftertragtelsesværdigt, 385slængte de dem fra sig og overlod dem til den Skjæbne, som Mændenes brutale Egoisme havde beredt dem. Hun følte en inderlig Medlidenhed med denne taalmodig lidende, der var saa fuld af Godhed og Resignation, og samtidig en oprørsk Forbitrelse mod den Samfundsraahed, der havde gjort det saa bekvemt og saa ufarligt for Mændene at hengive sig til sine kjønslige Lyster.

Hun følte ikke længer nogen Skinsyge; Arten af hendes Smerte var en anden; en heftig Uvilje mod hendes Mand rørte sig hos hende, – hun taalte ikke at tænke paa ham.

De øvrige Breve var fra Lorck til Kristine; de var nummereret, og hun læste dem i Rækkefølge. Hun saa’, det var et Forhold, som havde bestaat i flere Aar, men samtidig havde han havt Kjærlighedshistorier ved Siden af, hvad der fremgik af Svar, han havde givet paa Kristines Bebrejdelser og Udbrud af Skinsyge. En af disse Rivalinder havde været en gift Dame og øjensynlig hørt til Lorcks Omgangskreds. I et af Brevene stod der: «Min elskede Kristine, vær du blot rolig, jeg vender dog tilbage, til dig. Den dumme Historie skal du ikke bry dig om. Havde du ikke tilfældig faat dette at vide, vilde det ingen Fortræd ha kunnet gjøre dig. Forresten er jeg kjed af denne idelige Væren paa Vagt mod Manden, og til syvende og sidst har hun aldrig formaaet 386helt at ta mig fra dig. Havde hun ikke styrtet over mig med sin Kjærlighed, var jeg aldrig kommen til at tænke paa hende. I dine Arme har jeg det bedst, det skal du huske og tro er sandt. Jeg elsker dig virkelig Kristine; du er saa fin og sød og yndig, notabene naar du er blid og munter, det klær dig ikke at surmule og fælde Taarer – hører du Pus!» –

Forresten gik de fleste Breves Indhold ud paa at aftale, naar hun skulde komme til ham o. s. v. De var fulde af Kjærlighedsord af samme Art som dem, han havde givet Constance, stundum endog præcis de selvsamme Udtryk, og det gik med en skjærende Fornemmelse igjennem hende.

Saa var der et Tidsrum af nogle Maaneder, hvori de ingen Brevveksling havde ført, og saa kom der et Brev, som begyndte saaledes: «Ja min elskede, kom du kun tilbage til mig, hvis du er frisk og sød som før, – jeg vil intet heller; da jeg raadede dig til at forlove dig med Mennesket, var det fordi jeg trode, det kunde bli til din Lykke; naar du nu har ladet ham løbe, er der jo intet, som skiller os. Du maa tro, det ikke var med let Hjærte, jeg lod dig slippe ud af mine Arme. Hvad jeg har været henvist til i Mellemtiden har slet ikke behaget mig, og en forelsket Frue, som jeg af pur Kjedsommelighed gav mig i Kast med, rejser bort fra Byen i disse Dage. 387Jeg glær mig til at faa dig tilbage. Kom i Morgen Aften Kl. 10, hvis du kan. Er jeg ikke hjemme, saa læg dig kun ganske rolig til at sove som i gamle Dage, da jeg plejede at vække dig med et Kys; du har jo endnu den lille Nøgle. Og hør, jeg har faat Badeværelset istand; det er blevet saa indbydende – du skal se for en flink Bademester jeg skal være.» Saa kom der en Række Breve, kjærligere og ømmere end nogensinde, med en Understrøm af Sørgmodighed; hun var hans Trøst og Tilflugt – stod der. Constance regnede ud, at de skrev sig fra den Tid, da han gik og friede til hende. Og saa kom det Tidspunkt, da Kristine havde været frugtsommelig. Hun læste hans Beklagelser, der saa’ ud til at være dikteret af en virkelig Medlidenhed, spækket med Fraser, der skulde betyde Trøstegrunde. Endelig kom det sidste. Det indeholdt et kort Farvel; han skulde rejse til Udlandet, og det var usikkert, naar han vendte hjem, eller om han overhodet nogensinde gjorde det. Han bad hende hæve Maanedspengene for Barnet hos Advokat Hansen, der vidste Besked, og som havde Ordre til at begynde Udbetalingen, naar som helst hun forlangte det. Sluttelig anbefalede han hende at gifte sig med en eller anden, som det lod til havde gjort hende et Ægteskabstilbud, og erklærte, 388at han var villig at give hende Penge til Udstyr.

Da Constance var færdig med Læsningen, klippede hun det brudte Laksegl af Omslaget, og pakkede Brevene omhyggeligt ind; hun fandt frem noget Hyssing, som hun viklede om Pakken, og laasede den og Brevet fra Hansen ned i sin Skuffe. Saa satte hun sig med Albuerne paa Bordet og Ansigtet i Hænderne. Omtrent ti Minutter forblev hun ubevægelig. Pludselig lod hun til at besinde sig og rejste sig; hun var askegraa i Kinderne, og Læberne var bleven saa underlig tynde, hendes Fingre kramsede hen over Bordtæppet som i en uklar Forestilling om, at de skulde ha fat paa noget. Havde Lorck set hende i dette Øjeblik, vilde han havt vanskelig for at gjenkjende sin Hustru i denne stive Skikkelse med den dybe Fure mellem de stirrende Øjne og de slappe Ansigtstræk. Stille listede hun tilbage til Soveværelset, men trods hendes Forsigtighed frembragte Døren en pibende Lyd, som vækkede Lorck.

«Er du alt oppe, Conny?» – sa han søvndrukkent.

«Nej, jeg lægger mig igjen» – svarte hun hurtig, «jeg kunde ikke sove, men nu er jeg blet søvnig.»

Hun laa allerede paa Puden i sin Seng ved Siden af hans.

389«Saadan en dejlig Søvn jeg har havt, Conny, saa styrkende – lad mig faa din Haand» – Stemmen døde hen, han slumrede ind paanyt.

Men Constance var fremdeles vaagen; hendes iskolde Fingre laa mellem hans, men saasnart hun mærkede, at han sov, frigjorde hun dem lempelig. Hun led meget; der var en sugende Fornemmelse om Hjærtet, som steg og sank, og med Mellemrum voksede op til en brændende Smerte, eftersom Tankerne trak hende Kredsen rundt af de Forestillinger, som Læsningen af Brevene havde fremkaldt. Hendes Fantasi malede igjen og igjen de Kjærtegn, der havde været imellem ham og disse Kvinder. Han var gaat fra den ene til den anden; nu var Turen kommen til hende, det var det hele. Hun spurgte sig selv, hvorfor det egentlig gjorde hende saa ondt; hun havde jo aldrig tænkt sig, at hun var den første og eneste, han havde elsket; hvorfor da lade det faa Magt til at smerte hende saa dybt? Nu var det jo hende, han elskede og ingen anden. Ja, men Lykken var styrtet sammen for hende; hans Kjærlighed havde ikke mere nogen Værdi, i ethvert Fald ikke den tidligere; hun var i Flok og Følge med de andre, og det tog Glansen bort. Hun havde halvt ubevidst ment sig at være en Undtagelse, noget særeget i hans Liv, nu havde hun forstaat, 390at det ikke forholdt sig saaledes. Der havde været saa mange af dem. Dem alle havde han nævnt med de samme Kjælenavne, som han nu gav hende, været deres Nils, – «din Nils» – hvad betød det saa, at han nu kaldte sig hendes? Hvor længe vilde det vare? Ægteskabsbaandet var ham ikke nogen Hindring, han, som havde brudt ind over andre Mænds Ejendom; hvorfor, hvorfor havde han ikke ladet dem beholde deres Hustruer i Fred! Hun mindedes hans Forsøg paa at faa et uværdigt Forhold til hende, mens hun var gift med Ring, og Erindringen derom i Forbindelse med den Viden, hun nu sad inde med, gav hende en Opfatning, der satte ham i et næsten modbydeligt Lys. Hvad brød vel slige Karle sig om, at de var gift, – havde Forpligtelser mod en Kvinde, – en Kvinde! I den Slags Sager gjaldt ikke noget Æresbegreb. Det var hende en Trøst at tænke sig ham saa slet som muligt; hun blev koldere og roligere derved. Hun vilde bære sin Ulykke med Værdighed; hun havde ægtet en daarlig Person, – det var det hele. Til ham vilde hun intet sige. Det lignede jo ikke noget for hende, der var kommen til Skjæls Aar og Alder, at gjøre Væsen af sligt; det var jo at gjøre sig latterlig. Hun vilde trække sig ind i sig selv, være, som om intet var forefaldet. Men hendes Kjærlighed 391var borte; hun elskede ikke denne Mand; det var en anden, hun havde troet at give sin Sjæl til. Nu var det forbi, det fik han finde sig i, for ingen kunde høste det, de ikke saaede. Det vilde bli ganske anderledes mellem dem her efter Dags, ikke saadan udadtil, men alligevel.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.