Constance Ring

av Amalie Skram

XXVI.

Det gik dog ikke saa let med at komme til Ro, som Constance søgte at indbilde sig. Hver Dag paany brød Smerten op i hende; undertiden naar Lorck med en Betoning af et Ord mindede hende om noget, som de plejede at le af, eller gav hende et Tilnavn, som tidligere altid havde bragt hende til at løbe hen og kysse ham, kunde hun ha skreget af Fortvivlelse over at ha mistet ham. Men værst var det om Nætterne, naar hun laa Time efter Time uden at kunne sove og var et værgeløst Bytte for sine martrende Tanker.

I disse Dage afslog hun at spasere med Mejer. En Gang gik hun dog med ham, og da Mejer med Bekymring spurgte om Grunden til hendes forandrede Udseende, sa hun, at hun var plaget af Hodepine og Søvnløshed. – Efterhvert som Lorck kom sig, følte han 393dunkelt Forandringen hos sin Hustru. Naar han kjærtegnede hende, kunde han pludselig slippe hende i Forundring; det var, som holdt han en helt fremmed Kvinde i sine Arme. Det begyndte at forurolige og plage ham, at deres Forhold ikke mere var det gamle. Hvad kunde det dog stikke i? Hun tog imod hans Kys, men hun gav ham dem ikke tilbage, undtagen naar han bad hende, og da uden nogen Varme. Han blev mere tilbageholdende og gik i en stadig Spænding og ventede paa, at hun skulde mærke Forskjellen og savne hans Ømhed, og saa komme af sig selv og forlange den; men det skete ikke. Der gik Dage hen, uden at de vekslede et Kys, og det slog ham med pinlig Overraskelse, at netop da var hun paafaldende livlig og elskværdig i sit Væsen, som vilde hun med sin Oprømthed dække over Kulden og paa en Maade sætte ham Blaar i Øjnene. Hver Dag, som gik, syntes mere og mere at fæstne den nye Form, deres Samliv havde faat. Det gik over til at bli en Lidelse for ham. Der kom noget spejdende og nervøst i hans Væsen; undertiden var han pirrelig og opfarende, for saa bagefter at synke hen i en modløs Sørgmodighed.

En Morgen var Constance saa ilde tilpas, at hun blev liggende i Sengen langt opover Formiddagen. Om Natten havde hun lidt af Mavesmerter, der kom og gik i heftige Byger. 394Paa Lorcks Spørsmaal om, hvad der fejlede hende, svarte hun, at hun havde Hodepine og vilde forsøge at sove. Hun havde i Øjeblikket ikke Lyst til at sige ham, at hun om Natten havde aborteret.

Hun laa med lukkede Øjne og følte en slap Tilfredshed over, hvad der var sket. Hun havde ønsket, det vilde gaa saaledes, og halvvejs ventet det. Den stærke Sindslidelse, hun paa det sidste havde gjennemgaat, var jo mere end Aarsag nok. Der paakom hende en Fornemmelse af Frihed og Lettelse; nu skulde hun da slippe for at føde til Verden et Pant paa en Kjærlighed, hun ikke længer nærede. Og hun sa til sig selv, at nu var den Krise, hendes Følelser for Lorck havde havt at gjennemgaa, overstaat. Det var jo ørkesløst og dumt at gaa og sørge over hans Fortid. Naar alt kom til alt, var det jo noget, som ikke skulde vedkomme hende. Det var lykkedes hende at kvæle baade Smerten og Uviljen; tilbage var blevet en resigneret Ligegyldighed, – det gik nok an at leve godt sammen, om man ikke netop elskede saa heftigt. Den Smule Mismod, tilsat med lidt Bitterhed og lidt Ærgrelse, som hun følte dybt inde hos sig, vilde nok forta sig. Han havde ikke bedraget hende; derimod var det hende, som havde været for naiv, for rask til at hengi sig i Drømme om en Lykke, som hun nu 395forstod ikke eksisterte, ikke kunde eksistere, fordi Mænd var Mænd, og Kvinder saa anderledes, saa daarlig rustet, saa fuld af uklare Forestillinger. Hun havde været saa tossedum i sin forfengelige Indbildning om, at hans Elskov til hende var af en egen, af en højere Art. Sligt et Nonsens! Nu vidste hun Besked; hun havde strøget Illusionen af sig, som man kaster en Dragt, og stod færdig til at leve videre paa de givne Præmisser. I Grunden var det bedre saaledes, for nu var da Fodfæstet et virkeligt. Og kanske det var noget Tøv, at disse Kjærlighedsforbindelser af hvilken som helst Art gjorde et Menneske ringere eller voldte nogen Skade. Se nu Lorck, han var en udmærket Mand i alle Maader; hans Venner, enhver, der kjendte ham, var enig derom. Hun saa’ nu selv, hvor hurtig en Kjærlighed kunde gaa i Stykker; hvis hun nu kom til at elske en anden? – – Ja, hvorfor ikke!

Det blev hende herefter en Glæde at ha Mejer til daglig Omgangsfælle. Naar hun sad og var trykket af sin Mands Selskab, virkede hans Komme som en Befrielse. Til sidst forekom hans Nærværelse hende som en Nødvendighed; hun gik og savnede ham, naar han ikke var tilstede. Lorck, der tilslut var kommen paa den Tanke, at Mejer stod bag Constances forandrede Opførsel, var altid til det 396yderste høflig og imødekommende for at dække over sin Skinsyge, men der var dog en vis Stivhed i hans Væsen, som ikke lod sig skjule.

Constance syntes ikke længer om at være alene med sin Mand; hun generte sig for ham, og under Tiden forlod hun pludselig Værelset og gav sig noget at bestille med sit Tøj for at slippe bort en Stund.

En Gang da Lorck, der nu var oppe hele Dagen, keg ind i Soveværelset for at se, hvad hun bestilte, fôr hun op og gav sig til at trække sin store Kuffert frem fra Væggen.

«Nej, men Constance da, husk paa din Tilstand!» sa han i en bekymret, halvt, uvillig Tone.

Hun rettede sig op og saa’ et Øjeblik paa ham.

«Det er forbi,» svarte hun koldt, «det var derfor jeg var daarlig forleden.» Hun tog atter fat i Kufferten.

Hendes hoverende, næsten fiendtlige Mine ramte ham som et ondt Slag. Han tumlede et Skridt tilbage.

«Og det fortæller du mig saaledes?» Stemmen røbede hans Forskrækkelse og Smerte.

«Det er jo ikke noget at gjøre videre Væsen af» – sa hun ligegyldigt.

Lorck tog et Tag i Døren som for at støtte sig. Han stirrede paa Constance med et hjælpeløst forbauset Blik. Hun var ham 397en Gaade; det næsten svimlede for ham; hvad i al Verdens Rige var der foregaat med hende. Et Øjeblik tænkte han paa at fare løs paa hende og ryste en Forklaring ud af hende, men han kjendte sig saa mat og var samtidig saa hjærtebedrøvet, at han orkede det ikke.

Uden at sige noget gik han ind og satte sig i Sofaen; der la han sig tilbage i Puderne og græd.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.