XXVII.

Constance spaserede i Haven med Mejer. Lorck sov sin vante, lange Middagslur, det var det eneste, der endnu tydede paa, at han var Rekonvalescent.

«Var det virkelig Deres Alvor, at De vilde rejse, Mejer?» spurgte Constance.

«Ja, nu siden Lorck er kommen sig, – De trænger jo ikke længer til mig.»

«Jo vist trænger jeg til Dem. Hvem skal jeg saa spasere med om Eftermiddagen f. Eks.?»

«Jo, nu faar det bære til med mig –» sa Mejer med et tungsindigt Smil.

«Uf nej da!» udbrød Constance og stod pludselig stille.

«De ønsker, at jeg skal bli, bli fremdeles?» spurgte han.

«Ja, saa længe vi er her.»

Han gik et Øjeblik taus ved hendes Side. «Jeg kan lige godt bli som rejse,» sa han sørgmodigt.

399«Ja, for nu har jeg vænnet mig saa til Dem.» Hendes Tone lignede et Barns, der mærker, at det faar sin Vilje, men blir ved at overtale alligevel.

«Saa har jeg dog et Slags Øjemed,» vedblev han.

«De taler saa underligt,» sa Constance misbilligende. «De var ikke saadan før.»

«Mit Liv er saa medløst,» svarte han. «Tænke sig til en Fyr, som akkurat lige godt kunde lægge sig nedfornedfor] rettet fra: ned for i Babylon f. Eks., som at foreta sig hvad som helst andet.»

«Jeg liker ikke det, at De aldrig kan tale alvorligt, Mejer, det er en farlig Vane at drive Spot med al Ting.»

«Spot –» sa han og saa paa hende. «Jeg trode, De kunde se tværs igjennem alt det.»

«Nej, jeg véd virkelig aldrig, om det er Spøg eller Alvor, naar De siger noget,» svarte hun og rystede paa Hodet.

«Hm! – Ja, i alt Fald vilde jeg ikke for nogen Pris ta bort, naar De ønsker, jeg skal bli – det kan De stole paa er Alvor.» Han kastede Hodet lidt bag over og drog Vejret dybt men lydløst.

Hun saa lidt sky hen til ham. Hans Mine var rolig, næsten mørk.

«Lad os være Venner, Mejer,» sa hun hjærteligt. «Vi har jo altid havt Fornøjelse af at tale sammen.»

400Fornøjelse! tænkte han og smilte sygt.

«Ja, ikke sandt?» la hun straks efter til.

«For mit Vedkommende har det været noget andet og mere end Fornøjelse,» svarte han, og der kom en svag Dirren i hans Stemme.

«Vi kan vist faa Hygge af hinanden, som Venner, mener jeg. – Tror De ikke?»

«Venskab mellem os to?» hans Tone var næsten barsk. «Hvad mener De med det?»

«Venskab er jo Venskab – jeg synes ikke, det Ord trænger til nogen nærmere Definition.»

Mejer gik og borede Spaserestokken ned i den grusede Vej og rev den op igjen for hvert Skridt, saa der kom dybe Furer i den fine, tørre Sand.

«For Dem vil et Venskab med mig bli en Luksusartikel, noget, De indkasserer saadan ved Siden af, for mig er det anderledes. – Det blir ikke lige for lige.»

«Det høres jo næsten beregnende,» sa Constance og søgte at slaa en spøgende Tone an.

«Ja, De har jo Deres paa det tørre,» vedblev han og slog det ophvirvlede Sand til Side med Stokken. «De har Hus og Hjem, Ager og Eng, Fæ og Ægtefælle og andet deslige. De er vistnok ogsaa temmelig lykkelig.» Han drejede pludselig Hodet om imod hende.

Constance blev rød. «Aa pyt!» sa hun hurtigt. – «Det er ikke værdt at tale for højt 401om Lykken.» I det samme Sekund fôr det igjennem hende, at dette var Forræderi mod Lorck, men i næste nu tænkte hun, at hun ikke stod ham til Regnskab.

Mejer saa hurtigt, undersøgende hen paa hende.

«Rester og Stumper blir det bestandig,» vedblev hun i en affærdigende Tone, «hvis det da ikke er Ulykke og Jammer, hvad der er det almindeligste.»

Mejer kunde ikke begribe, hvorfor han pludselig blev saa glad; han maatte tvinge sig selv for ikke at gjøre hoppende Skridt.

«Ja vel, ja –» sa han og forsøgte at se ligegyldig ud. Ikke for nogen Pris vilde han faa hende til at sige mere, end hun selv ønskede.

Solen var nu gaat ned, og Lyset var med ét blet roligere og mere afdæmpet. Træerne syntes større, og Løvet havde faat en mørkere Farve.

«Hvor her er dejligt,» sa Constance, «denne dybe Fred – – og kjend, hvor Blomsterne dufter.»

«Paa en saadan Aften er det godt at leve,» sa Mejer og aandede op.

«De sa før, at Deres Liv var medløst –» begyndte Constance efter et Øjebliks Pause. «Hvad er nu det for et Snak?»

402«Jo, for det eneste, der har Værd for mig, er jeg for bestandig lukket ude fra,» svarte han.

«Men De med Deres Begavelse, Mejer–»

«Ja og Fremtid,» afbrød han hende. «Jeg, med mit Pund som Komponist, Dygtighed som Eksekutør – De hører jeg kan Lektien.»

«Uf, ti stille! Hvorfor vil De nu lade, som De ikke anser Dem selv for noget?»

«Jogu anser jeg mig for noget, men den er mig saa modbydelig denne Tale om, hvad man venter sig af mig! Den Beredvillighed, hvormed Folk indrømmer mig en Plads i deres Forhaabninger, finder jeg fornærmelig. De kan vente, til jeg ber om deres Attest.»

«Nu véd jeg da, hvad jeg skal tale om for at faa Dem i rigtig elskværdigt Humør,» sa Constance.

«Ja, for jeg er lige glad med det alt sammen,» udbrød Mejer. «Kjender De ikke Historien om ham, til hvis Vugge Feen kom og sa, at han skulde faa alt i Livet, kun ikke det højeste.» Han talte lavt, og der var en Klang som af Haabløshed i Stemmen.

Constance blev underlig beklemt.

«Deres Symfoni er saa dejlig,» sa hun stilfærdig. «At De har kunnet skabe den, maa dog ha voldt Dem den højeste Glæde.»

«Men De kjender den jo ikke, Frue,» udbrød han overrasket.

403«Jo, jeg gjør. I Rom – kan De huske Frøken Schwartz? hun havde den med sig og spilte den paa Sammenkomsterne i den skandinaviske Forening.»

«Ja saa! Og De har virkelig fundet Glæde i mit Arbejde?»

«Det er formodentlig dumt,» svarte Constance, «men det forekom mig, at jeg fandt hele mig selv i den Musik – alt, hvad jeg har gjenemlevet – men De hører vist ikke paa.»

«De tar fejl,» sa han sagte, «jeg lytter til hver Stavelse, fortæl mig mere.»

«Der var vist ikke mere – ja, for Slutningen forstod jeg ikke. Hvad har De ment med Slutningen?»

«Den er mit Livs Digt, en Fantasi om det, Feen sa, jeg aldrig skulde naa.» Der var en dyb Sørgmodighed i hans Stemme, som gik Constance lige til Sjælen.

«Aldrig skulde naa –» gjentog hun. «Det er De ikke alene om, Mejer – det højeste naar ingen.»

«Jo,» sa han heftigt. «Det er netop det forfærdelige at se paa, at en anden gaar hen og faar det.»

«Men De er endnu saa ung, Mejer – De kan jo ikke vide, hvad Livet har gjemt til Dem –»

Han stod pludselig stille og saa paa hende. 404Saa bredte han Armene ud, la Hodet tilbage og hviskede: «Constance.»

Der gik et Ryk igjennem hende; i det første Sekund saa det ud til, at hun vilde synke over mod ham, men i næste Nu rettede hun sig op.

«Lad os ikke gjøre hinanden Fortræd, Mejer,» sa hun med bævende Stemme.

«Nej, ikke Fortræd,» gjentog han og lod Armene synke.

De gik videre i en langsom dvælende Takt, og de saa begge mod Jorden. Pludselig stod Lorck foran dem. De havde været saa optat af sig selv, at de ikke havde set ham nærme sig, og Vejens Drejninger havde ogsaa gjort sit for at skjule ham. Der blev et Øjebliks Forlegenhed ved det uventede Møde.

«Er du alt der?» sa Constance hurtigt. «Jeg trode, du sov.»

«Du véd maaske ikke, hvad Klokken er?»

«Nej, hvad er den da?»

«Halv ni.»

«Virkelig!» raabte hun. «Det maa jeg sige!» Han tog hendes Arm og la den i sin. «Vil du spasere mere?» spurgte han.

«Som du vil,» var Svaret.

«Det er en dejlig Aften,» bemærkede Mejer, «saa mild og stille.»

«Luften er dog en Smule kjølig,» svarte Lorck. «Jeg tænker, vi gaar ind og drikker Te.»

405De begav sig opover mod Hotellet. «Har du set de sidste Aviser, Mejer?» spurgte Lorck.

«Nej,» svarte han.

«Hjemme har de stygt Vejr, og nu gaar Spektakkelen for sig med Valgene Landet rundt. De agiterer og laver Myrmænd, saa det fyker efter.»

«Med Kristiania nytter det nu ikke,» sa Mejer, «det er en forstokket By.»

Snakket gik i staa. Lorck ønskede i sit stille Sind Mejer langt bort, men gjorde Vold paa sig selv for at skjule det.

«Mejer og jeg har været i Klammeri,» sa Constance, som nu var ganske fattet og gjerne vilde bringe det til at gaa imellem dem.

«Ja saa –» sa Lorck tørt.

«I Klammeri – det syntes jeg dog ikke, Frue.»

«Har De kanske ikke været sint, fordi jeg i al Beskedenhed tillod mig at formene, at De i Musiken havde noget at leve for?»

Mejer følte sig ilde berørt. For ham havde deres Samtale en Værdi, som han syntes var hans egen Ejendom.

«Saadan lader jeg bestandig,» sa han overlegen. «Det er altid min Manér, naar jeg ikke vil ind paa et Æmne.»

Nu var det hendes Tur at bli stødt. Hvert 406Ord havde hun tat alvorligt, og nu reducerede han det hele til Fraser.

«Det maa være bekvemt at ha en saa færdig Form,» sa hun i en Tone, som om det interesserte hende.

«Aa ja, saamæn,» svarte han koldt.

«Jeg fik netop et Brev fra Hansen,» sa nu Lorck. «Han skjælder og smælder over Venstre. – Og du, Constance, han taler om et Brev og en Pakke, han har sendt. – Er der kommet noget, mens jeg var syg?»

Blodet for Constance til Hodet og tilbage til Hjærtet. Hendes Knæ skjælvede.

«Nej,» fik hun med Møje frem.

«Det er da besynderligt,» sa Lorck.

De var kommen op paa den oplyste Veranda foran Havestuen. Lorck følte hendes Arm skjælve i sin og betragtede hende opmærksomt, bare et Sekund, men det var nok til at la ham gjætte alt. Her var altsaa Grunden til den Forandring, som var foregaat med hende. Gud ske Lov, ikke andet, tænkte han og følte Trang til at ta hende i sine Arme og kysse hende. Den Sag skulde han nok bringe hende til at forstaa. Og han, som havde mistænkt Mejer!

«Jeg skal med Fornøjelse gaa hen paa Posthuset og spørge efter det savnede,» sa Mejer imødekommende.

407«Ikke paa nogen mulig Maade,» svarte Lorck med en Stemme, der pludselig lød oprømt. «Der er desuden lukket.»

En overstrømmende Venlighed kom op i ham. Mejer var en prægtig Fyr, en Kjærnekar! Hvor det var godt, at han ikke behøvede at anse ham for en hemmelig Fiende.

«Det er da ikke dit Alvor, at du vil rejse i Morgen, Mejer?» sa han.

«Skulde jeg rejst i Morgen?»

«Efter hvad du sa i Gaar. Men nu maa du vente og slaa Følge med os, – det er da det rimeligste.»

Constance undrede sig. Hun havde instinktmæssig mærket hans Uvilje mod Mejer, og med en Slags Tilfredsstillelse forstaat Grunden.

«Med største Fornøjelse,» svarte Mejer, «ja, det vil sige, hvis det da ikke trækker alt for længe ud.»

«Nej, vi vil afsted jo før jo heller. Jeg bare venter paa, at du skal bestemme Dagen, Constance.»

«Gjerne i Morgen for min Skyld,» svarte hun, – «hvis du bare føler dig stærk nok.»

«Skal vi sige Fredag? Passer det dig, Mejer?»

«Mig passer alle Dage.»

«Ja, altsaa paa Fredag da!»

Da de havde spist til Aften, passiarte de lidt med nogle Tyskere, som havde sine 408Pladser ved Siden af dem ved Aftensbordet. Lorck længtes efter at bli alene med Constance og foreslog derfor ikke Mejer at følge op med paa Altanen, hvor han de sidste Par Aftener havde plejet at sidde og ryge en Cigar sammen med Lorck til et Glas Sherry. Han undskyldte sig med, at han var træt, rakte Mejer venlig Haanden til god Nat og nikkede til Constance, der straks rejste sig og fulgte ham.

Lampen var tændt deroppe, men Værelset syntes dog mørkt efter det blændende Gaslys paa Trappegangen. Constance hængte sin Hat og Kaabe op paa en Garderobe i Soveværelset og traadte hen til Vinduet, hvor hun gav sig til at se ud. Nu gik det ikke an at udsætte længere med at aabenbare Sandheden for Lorck. Hun havde foresat sig at gi ham Brevet og Pakken, saa snart de var kommen op, men nu syntes det hende saa svært. Ordene, hun skulde sige, laa som Bly paa hendes Tunge. Bedst at vente til i Morgen.

«Kommer du ikke ind og sætter dig, Constance?»

Hun vendte sig om og saa Lorck i den aabne Dør.

Uden at svare gik hun hen til ham. Han tog hende ved Haanden og førte hende til den lille Hjørnesofa, hvor han drog hende ned ved Siden af sig. Han la sin Arm om hendes Liv 409og fik hende til at hvile Hodet mod hans Skulder.

«Constance, min kjæreste Ven, lad mig saa faa det, Hansen har sendt, og som du har tat imod,» hviskede han.

Det gav indvendig et Sæt i hende, og hun følte som et Slags Skamfuldhed, men det gik straks over.

Uden at gjøre den ringeste Bevægelse svarte hun:

«Ja, det kom, mens du laa i Feber.»

Han klappede ømt hendes Hode. «Og saa har du læst Brevet? – Det maatte du jo. Min stakkels søde Conny.»

«Jeg trode, det angik Forretninger, som krævede Svar.»

«Naturligvis – naturligvis,» sa han blidt.

«Jeg skal hente det til dig.» Hun vilde rejse sig.

«Aa nej, vent lidt –, sid stille. Jeg vil tale med dig. Læg dit Hode tilbage igjen.»

«Jeg vil heller sidde oprejst –, jeg hører bedre da.»

Han holdt hendes Haand i begge sine. «Har du tat dig nær af dette? min lille Conny.»

Hun svarte ikke.

«Har du tat dig nær af det –?» gjentog han og kyssede hendes Haand.

Hun gjorde en hurtig Bevægelse til Siden 410med Hodet og sa uvilligt: «Det nytter jo ikke at drøfte det. – Jeg vil helst slippe.»

«Du maa ikke tænke mere paa det, ikke la det forstyrre din Kjærlighed. – Der er ingen Grund til det. Dette ligger bag os. Vi har intet dermed at skaffe.»

Hun havde draget sig fra ham og sad nu med Haanden under Kinden og Albuen paa Bordet i en skraa Stilling. Lampelyset faldt paa den ene Side af Ansigtet. Det var blegt, og om Munden var der et ubestemmeligt sammensat Udtryk: Smerte og lidt Spot, Trods og Undseelse, Modvilje og noget af en forhærdet Bestemthed.

«Du véd jo, Constance,» vedblev han blødt, «at Mænd ikke lever kysk, ikke kan, ikke bør gjøre det. Og ikke sandt, Constance, du gik ikke til vort Ægteskab med urigtige Forestillinger paa dette Punkt.»

Hun sad aldeles ubevægelig. Han ventede paa, at hun skulde sige noget.

«Det er saa underligt at sidde her og tale og ikke faa et eneste Ord til Svar. Har du intet at sige, Constance?»

Hun gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden. «Jeg hører, hvad du siger,» sa hun, «og der er ikke noget at svare.»

«Disse løse Forbindelser, som unge Mænd indgaar med et eller andet Pigebarn –» vedblev Lorck lidt efter, «for ikke at tale om 411den blot og bart kjønslige Omgang, har i Virkeligheden liden Betydning, ja, hvad det sidste angaar, ingen som helst. Det er et Nødværge, et Surrogat, om du vil, og har ikke den fjærneste Indvirkning paa en Mands Evne til senere hen at føle en virkelig Kjærlighed.» Han stansede og strøg hende fra Skulderen ned over Armen, langsomt og varsomt mange Gange. «Forstaar du ikke, at det er saa, Constance?»

Hun gjorde den forrige afværgende Bevægelse.

«Vi tænker saa forskjelligt om dette,» sa hun. «Ja, det vil sige, du kan ikke forstaa, hvorledes det er for mig.» Hun brast pludselig i Graad.

Han lod hende græde. Det varede kun et Minut eller to. Saa sad hun ubevægelig som før.

«Men det er ufornuftigt, urimeligt, taabeligt,» sa han lidt utaalmodig. «Hvis du ikke vinder Bugt med dette, saa kan det rent ødelægge vort Liv, og det synes jeg dog, du skulde være lidt forsigtig med.»

Der kom det forrige, besynderlige Udtryk om hendes Mund, og hun trak Øjenbrynene lidt i Vejret.

«Tror du ikke, jeg besidder den fulde Evne til at elske dig, Constance? Tror du ikke, jeg elsker dig saa højt som det er muligt?» spurgte han indtrængende.

412«Jeg véd ikke, jeg,» svarte hun i en træt Tone.

«Saa det véd du ikke!» han rejste sig pludselig op. Stemmen var helt forandret. – «Da kan jeg dog forsikre dig om, at du har faat en Kjærlighed saa frisk og god, som du kan ønske dig den.»

Hun svarte intet. Han gik i Taushed nogle Gange op og ned paa Gulvet.

Saa knælede han ned paa en Skammel ved hendes Fod og tog hendes Hænder mellem sine.

«Jeg forstaar, at det har gjort dig ondt, Conny min – nu begriber jeg dit forandrede Væsen, og det er mig en Lettelse, for dette maa der jo være Hjælp for. – Aa, Constance – du véd ikke, hvor jeg har lidt. – Jeg har været ulykkelig, skinsyg, tænk dig, skinsyg!» Han kyssede hendes Hænder og saa op til hende efter et Svar, men hun aabnede ikke sin Mund.

«Der er faldet en Sten fra mit Hjærte,» vedblev han. «I det Minut jeg paa dit Ansigt kunde læse Sammenhængen, var min Kummer borte. Ja, for ikke sandt, Constance, – du vil ikke tænke paa Fortiden, men paa Fremtiden, den er din. Du véd jo, hvor jeg længtedes efter dig, hvor træt jeg var af alt andet. Med dig begynder, som jeg saa tidt har sagt, mit egentlige Liv. – Du maa ikke 413føle Uvilje mod mig for en Indbildnings Skyld.»

«Jeg føler ingen Uvilje,» sa hun tonløst.

«Men hvad er det da, hvorfor er du ikke som før?»

«Fordi det er blet saa anderledes. Glæden over din Kjærlighed er borte. Den er visnet, og kan aldrig gi Blomster mere. Det er det, som er sket. Intet andet.»

«Men den skal komme tilbage – jeg skal ikke gi tabt, før jeg har elsket den frem igjen. – Den skal blive større og sandere end før.»

Han rejste sig op og vilde trykke et Kys paa hendes Mund. Hun bøjede Hodet en Smule til Side, saa at han kun naaede hendes Kind.

«Undviger du mine Kjærtegn? Synes du ikke om, at jeg kysser dig?»

Hun havde rejst sig op og stod foran ham med nedhængende Arme og bortvendt Blik. Bare han vilde holde op – denne Eksamination var altfor ubehagelig, tænkte hun.

«Jo da» – sa hun med lavt Mæle, «kys mig bare, saa meget du vil.»

Han vendte sig hurtig og gik ind i Soveværelset, hvor hun hørte ham klæde sig af og gaa i Seng.

Constance blev længe siddende tilbagelænet i Sofaen med Armene over Kors paa Brystet. Hun tænkte paa Lorcks rolige Selvsikkerhed, 414hans Tryghed for, at alt skulde komme i Orden, naar der blot intet var i Vejen med ham og hans Kjærlighed, hans Mangel paa Evne til at forstaa den simple Ting, at hun var ophørt at elske ham. Men inden hun vidste af det, sad hun og gjennemgik Samtalen med Mejer; hun smilte svagt, da det gik op for hende, at hun var meget mere optat af ham, end af dette med Lorck. Hun var glad for, at det var saaledes; for den Kval, hun fra først af havde lidt, var jo ikke til at taale. Hvor var dog Mejer et fængslende Menneske – den Klang, hans Stemme havde og dette Smil, der kom saa sjældent og lyste op hver Krog af hans Ansigt; hvor var dog det Smil bedaarende. Hvad vilde det ikke være at bli elsket af ham …. Hun lukkede Øjnene og slog Hænderne for Ansigtet – det var brændende varmt, og hendes Tindinger bankede.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.