XXX.

Vinteren var forbi; den havde dette Aar været mild og kortere end sædvanlig. Man var endnu kun i Marts, og dog kjendte man alt et Pust af Vaar i Luften.

For at bøde paa Manglen af Kanefarter og Isfornøjelser havde Byens selskabelige Kredse udfoldet en stor Virksomhed, især de sidste Par Maaneder. Man havde spillet Privatkomedie, gjort Baller og foranstaltet Bazartableauer. Til Slutning vilde Kunstnerforeningen lave et Karneval.

Lorcks havde været meget med; selv havde de ogsaa git nogle Fester.

I Vinterens Løb havde Lorck prøvet alle Midler for at faa Constance til at bli den gamle. Han havde forsømt hende, gjort alt, hvad en hensynsløs Ægtemand kan finde paa af de Ting, som ødelægger det daglige Samlivs Hygge, men forgjæves. Constance havde fra 439først af mødt hans Adfærd med uforstyrrelig Ro. Det saa’ ud, som om intet kunde rive hende ud af den Ligegyldighed, hvori hun sad forskanset. Altid det samme høflige Væsen: imødekommende og afvisende paa en Gang.

Men hemmelig plagede hans Opførsel hende; det pinte hende at være i Værelse med ham, naar hver en Bevægelse udstraalte hans Uvilje, hvert et Blik var ladet med Uvejr. Især at sidde til Bords med ham! Aa disse stumme Maaltider – hvor hun hadede dem! Skulde hun by ham mere, fik hun næsten ikke Ordene frem. Efterhaanden udviklede der sig hos hende en heftig Uvilje mod ham, blandet med en trykkende Frygtagtighed. Hun aandede op, naar han gik ud og fik Hjærtebanken af Modvilje, naar hun hørte ham komme hjem.

Ofte løb hun ud af Stuen for at slippe at sidde der, naar han kom ind. Undertiden gik der Dage hen, hvor han ikke henvendte et Ord til hende. Spurgte hun om noget, var det modstræbende, at han gav Svar.

Hun begyndte at lide af Nervøsitet og Hjærtebeklemmelse, og til sidst kom der op i hende en oprørsk Forargelse. Der gik han og behandlede hende som en afhængig Slægtning eller som en undergiven, der har forgaat sig, og til Straf skal faa føle Husherrens Unaade. Hun vilde ikke længer finde sig i det, men 440besluttede at sætte haardt imod haardt. Lorck blev først forbauset og til sidst rasende vred. Engang hun havde git ham et affejende Svar, stod han stille foran hende og sa, at hun var en ondskabsfuld Kvinde.

«Jeg forstaar dig ikke,» svarte hun koldt.

«Den beregnende Kulde, hvormed du driver mig op til en Tilstand af Sindslidelse!» udbrød han. «Hvorfor handler du saaledes?»

«Du tar aldeles fejl, – du gaar om i en Indbildning» – hun trak paa Skuldrene. «Jeg gjør intet af det, du beskylder mig for.»

«Er det da ikke fra dig, at al denne forfærdelige Uhygge kommer? Skulde du virkelig være i Uvidenhed derom?» spurgte han.

«Nej, det er ikke fra mig» – sa hun kort – «det er dig, som er saa tyrannisk.»

Lorck spilede Øjnene op. «Tyrannisk?» gjentog han.

«Ved et Magtmiddel vil du tvinge mig til at være anderledes, end jeg kan og vil, og saa behandler du mig paa en Maade, som du ikke vilde vove at by nogen anden.» Hun saa’ udfordrende paa ham.

«Men hvorfor er du saa ukjærlig, Constance? Forstaar du ikke for en Lidelse, du derved bereder mig? Det Liv, vi fører sammen, er ikke, hvad jeg havde tænkt mig» – sa han bedrøvet.

441«Men begriber du da ikke, at det er taabeligt at ville skjænde sig Kjærlighed til?» Hun vendte sig utaalmodigt fra ham.

Der kom et Udtryk i hans Blik som hos et saaret Dyr; han gik stille ud af Stuen.

Disse hendes Ord gjorde et dybt Indtryk paa ham; de blev ved at klinge i hans Øren med en skjærende Lyd, der gik ham isnende gjennem Nerverne, som naar man skribler paa en Stentavle med en Jærnspiger. –

Siden da var Lorck hørt op med at eksperimentere. Han tog sin Tilflugt til Arbejde og kastede sig ind i en utrættelig Virksomhed. Foruden sin store Praksis var han Viceformand i Lægeforeningen, Redaktør af et medicinsk Tidsskrift og tog virksom Del i forskjellige kommunale Gjøremaal. Han syntes, det var bedst saaledes, for saa fik han ikke saa megen Tid til at spekulere over sine huslige Forhold. Men Haabet om at tilbagevinde sin Hustrus Kjærlighed havde han dog ikke tat Afsked med. Han kunde trænge det helt ned paa Bunden af sit Sind; men slippe det formaaede han ikke. Tiden fik raade, det nyttede jo ikke at ville tvinge sig frem.

Undertiden plagedes han af Skinsyge. Tanken om, at Constance kunde foretrække en anden voldte ham en utaalelig Smerte. Naar han ude i Selskab saa’ hende staa og 442tale med Herrerne og være saa fængslende og livlig, var det som et Stik af en Kniv i hans Hjærte. Men han beherskede sig altid. Ikke for nogen Pris vilde han, at man skulde mærke hans Svaghed. Desuden var det jo taabeligt ikke at kunne taale, at ens Kone talte med en anden. Saadant var ogsaa ganske momentant.

Værre var det med Mejer, som var bleven deres intime Husven, og hvis Selskab øjensynlig var Constance kjært. Om Eftermiddagen naar Konsulationstiden var til Ende, traf han meget hyppig MejerMejer] rettet fra: Meyer hos Constance, naar han kom derind, før han gik i Praksis. Beslaglagt som han var af sit Arbejde, kunde han saa sjeldent være Tredjemand.

Det blev ham mere og mere utaaleligt at vide ham saa meget sammen med hende. Han var dog ikke for Alvor bange; at hans Kone kunde nære, end sige bortgi noget, der lignede Kjærlighed til en anden Mand, kunde umulig trænge ind i hans Forestilling. Han trøstede sig ogsaa med, at Constance vistnok i Grunden var en kold Natur, som ikke havde megen Ømhed at skalte med. Og saa var hun jo en hæderlig Kvinde; at mistænke hende vilde være en Fornærmelse.

Anderledes med Mejer; han kjendte Mandfolkene og vidste, hvor langt man kunde tro dem i den Slags Affærer. Et Par Gange 443havde han opdaget et Glimt i Mejers Øjne, naar de fulgte Constance gjennem Stuerne, eller løftedes ved hendes Indtrædelse, som i høj Grad havde mishaget ham. Han vilde git sin halve Formue for at faa ham fjernet i alt Fald frafra] rettet fra: fr sit Hus, men hans Frygt for at gjøre sig latterlig, hindrede ham fra at foreta sig noget i dette Øjemed. Den venskabelige Tone, som altid havde hersket mellem ham og Mejer, gjorde det ogsaa vanskeligt at slaa om. –

Mejer var imidlertid saa optat af sit Forhold til Constance, at han intet mærkede til Lorcks sande Stemning. Hun havde for længe siden tilstaat ham, at hun følte Kjærlighed for ham, men samtidig erklæret, at hun vilde sætte alt ind paa at bekjæmpe den. Hun havde foreholdt ham, at de skulde og kunde være Venner, sagt, at hun vilde foragte sig selv, om hun blev en utro Hustru, og bønfaldt ham om at være enig med hende i, at det var bedst saaledes. Mejer havde svaret, at det søndersled hans Hjærte kun at besidde hendes Venskab, men at hendes Vilje var hans Lov. Han havde ogsaa trolig stridt for at holde sig dette efterretteligt. Til sidst var hun bleven tryg ved ham, og da gav hun sig hen i Forholdet med en overstrømmende Fortrolighed. Det gjorde ham saa rig og lykkelig, at det foreløbig blev ham en let Sag at holde Styr 444paa sig selv. Der var en Art Tilbedelse i hans Elskov, for det var ham en Fest blot at sidde ved hendes Side, høre hendes Stemme og veksle Ord med hende, var det end de alleralmindeligste. Og alle disse smaa Beviser paa Gunst og Udmærkelse, som en Kvinde ganske uformærket kan drysse ud over den Mand, som er hendes Hjærtes Yndling, henrykte ham saaledes, at der var Tider, hvor han syntes, han aldrig vilde begjære mere. Hun fyldte ham ganske; fra Dag til Dag levede han i det, han havde vundet i Samvær med hende og af Visheden om snart at skulle gjense hende. Livet var blevet nyt for ham; det var herligt at være hos hende, og at arbejde tyktes ham at spare op paa Glæden. Undertiden kunde der jo rigtig nok komme op i ham en bitter Græmmelse over, at den Kvinde, han ene i Verden brød sig om, var en anden Mands Hustru. Et Par Gange havde han ogsaa git denne Stemning Luft til Constance. Men hun behøvede blot at se bedende paa ham og minde ham om deres Aftale for at faa ham til at høre op.

Engang havde han bebrejdet hende, at hun var slig; han forstod hende ikke. Hun elskede jo ikke Lorck men ham; hvorfor fik han saa ikke hendes Kjærlighed? Hvad var det hun stillede sin Samvittighed tilfreds med? Utroskaben stak jo deri, at hun havde 445tat sit Hjærte fra Lorck og bar Elskov til en anden. Da havde Constance siddet og rokket frem og tilbage med en vaandefuld Mine og en sagte Klagelyd og til sidst svaret med lav Stemme, at der var Forskjel paa Utroskab og Ægteskabsbrud. Og saa havde Mejer gjentat, hvad han ofte før havde sagt, at den Kjærlighed, hun ikke gav ham frit og angerløst, vilde han end ikke ta imod.

Men den Dag havde der været noget over hende, som gjorde, at han forlod hende med Forvisningen om, at Timen, da hun vilde synke i hans Arme og sige: jeg er din, ikke var fjern. –

Det var Dagen før Karnevalet; Lorck havde modstræbende tegnet sig og sin Kone; han havde Venner i Festkomitéen, som saa at sige tvang ham til det.

Constance sad inde i Spisestuen og syede paa Karnevalsdragten. Hun havde hjulpet til hele Dagen, for hun kunde saa godt like at arbejde sammen med den tækkelige Emma Sypige, der var saa flink og opfindsom. Det var en tyveaarig Blondine med smaakruset Haar, opsat i Nakken i en svær Fletteknude, friske, røde Kinder og blaa Øjne af en dyb og fugtig Glans. Hendes Figur kunde man ikke la være at beundre; det var Ryggen især; den var saa strak og kraftig, men dog saa 446fintliniet; Midien var trillende rund og Brystet saa smukt hvælvet.

Constance saa’ paa Uhret; hun ventede Mejer; Lorck var ude i Praksis og kunde først komme hjem henad Titiden; han havde mange Syge i denne Tid.

«Ja saa er det bare at sy Knapperne i og fæste Remmerne til Bøttet» – sa Constance, idet hun satte Naal og Fingerbøl fra sig og løste af sig det store Forklæde hun havde siddet med. «Nu kan jeg gjerne gaa min Vej, ikke sandt Emma?»

«Jo det kan Fruen saa godt» – svarte Emma med et beskedent Smil.

Constance hørte det gaa i Dagligstuen og keg ind gjennem den halvaabne Dør.

«God Aften, Mejer!» raabte hun. «Kom her, skal De faa se!

Straks efter stod han ved Siden af hende.

«Her er Skjørtet» – sa hun, «rød Silke med Guldborder, Strømperne er lidt for lyse, jeg kunde ikke faa den rigtige Farve – og Skoene, se hvor lækre med gule smaa Spænder. Og er ikke Forklædet nydeligt? den lille Lomme er saa fiks. Mælkebøttet der skal jeg bære paa Ryggen, se paa Remmerne, de lugter af Russelær, og Hodetøjet er saa klædeligt» – hun satte det paa og tog det straks af igjen. «Lad mig faa laane Livet et Øjeblik, – men Gud, Emma, De sætter jo Knapperne 447i Ryggen!» Constance lo. Emma sad med et Ansigt saa rødt som det var dyppet i Blod og pillede ved Knapperne med dirrende Fingre. Constance kunde ikke begribe, hvad der gik af hende. Hun tog Livet og viste det til Mejer, der bøjede sig ned for at ta op den ene Sko, som han havde tabt paa Gulvet. Constance studsede et Øjeblik; hun havde Fornemmelsen af noget, hun vidste ikke hvad.

Rutsch, ratsch … det var Emma som væltede Sykurven med Snellerne paa Gulvet; Constance og Mejer fôr i Vejret. Emma laa alt paa Knæ og samlede dem op igjen.

«Kjender De Emma Sypige?» spurgte Constance, da de sad i Daglistuen.

«Hvor falder De paa det?»

«Hun var saa underlig – saa De ikke, hvor rød hun blev?»

«Jeg har set hende sidde og sy et Par Gange hos min Mor, tror jeg nok» – sa Mejer efter et Øjebliks Betænkning.

«Det maa jeg sige er blufærdigt! men hun er nu ogsaa virkelig en sød liden Pige» – henkastede Constance. «Hvad skal De ha paa i Morgen?»

«Domino.»

«Men saa kjender jeg Dem jo ikke fra de andre.»

«Det gjør jo heller intet; jeg kjender jo 448Dem. Er det Lorck, som kommer?» Mejer lyttede.

«Nej det er Emma Sypige, som gaar,» svarte Constance, idet hun rejste sig og gik ind i Spisestuen. Mejer fulgte efter. Constance la Maskeradedragten ned i en stor, aflang Kurv. Han stod og iagttog, hvorledes hun strøg og glattede paa Stykkerne og la Folderne tilrette, og de bløde Bevægelser af hendes Hænder, hendes Skikkelses dvælende Holdning virkede paa ham med et magnetisk Behag.

«Vil De gjøre mig en stor Glæde?» spurgte han, da hun stod i Begreb med at dække Kurven til,

«Nu?» Hun vendte sig raskt om.

«Tag Dragten paa og lad mig se Dem i den.»

Hun smilte og syntes at betænke sig.

«Aa gjør det, Constance,» bad han. «Jeg vilde det saa forfærdelig gjerne.»

«Ja saa gaa med Dem da!» raabte hun overgivent. «Jeg kan jo ikke gjøre det, mens De staar der og hænger over mig.»

Han takkede hende med et lykkeligt Nik og gik ind i hendes Værelse.

Efter en Stunds Forløb kom hun fuldt klædt, med Masken i Haanden. Hun saa’ godt ud; hvert mindste Stykke fremhævede hendes Skikkelses Skjønhed, lige fra de smale Parisersko, 449der viste Anklernes smukke Form, til den mangeradede Perlesnor om hendes blottede Hals. Den kortskjødede Trøje med de bitte smaa Pufærmer sad stramt og glat om hendes Midie; det svære blanke Haar hang opløst over Ryg og Skuldre, og Hodetøjets røde og gyldne Baandender stod prægtig sammen med dets mørke Farve.

Mejer blev betagen staaende med tilbagebøjet Hode som i Forbauselse.

Constance følte sig en Smule forlegen ved den uvante Situation.

«Melkebøttet er det sødeste af alt» – sa hun og vendte Ryggen til, for at han skulde se paa det.

«Det er nydeligt altsammen. Nydeligt,» gjentog han langsomt. «Hvor De dog er forvandlet; tænke sig, at De kunde komme til at se saadan ud.»

«Hvordan?» spurgte hun.

«Som et Æventyr, en Landsbyroman med forklædte Prinsesser i – aa Snak, det er Vrøvl! De er meget dejligere end som saa.»

«De snakker» – sa Constance og lo med rødmende Kinder, «men se nu!»

Hun satte den sorte Silkemaske paa og traadte hen foran Spejlet.

«Hvad vil De med den sorte Tingest!» Han gik tæt hen til hende, greb med begge 450Hænder om Gummihæmperne, der sad rundt Ørerne og tog Masken bort.

«Au!» skreg Constance – «er De gal, Mejer?»

«Rev jeg Dem i Haaret? Om Forladelse, gjorde det virkelig saa ondt?» han saa’ fortvilet ud.

«De skulde bare kjendt det, De» – klynkede hun.

Han strøg Haaret tilbage langs med Øret og klappede det sagte.

Hun tog sig op til Stedet, hvor han havde revet og kom derved til at røre ved hans Fingre. Han greb Haanden og la den over sine Øjne; saa bed han med Læberne i den.

Constance stod foran ham med nedslagne Øjne. Hun hang med Hodet som en saaret Fugl, og Ansigtet blev blegt. Hun saa’ frygtsomt op paa ham og mødte et Blik fuldt af den usigeligste, smertefuldeste Ømhed.

Der kom et Ryk gjennem hendes Legeme, som vilde hun gaa bagover, men i næste Nu gav hun efter for en uimodstaaelig Trang. Hun slog Armene om hans Hals og la sig ind til ham.

Det svimlede for ham. Han greb om hende med begge Arme, knugede hende mod sit Bryst og borede Ansigtet ned i hendes Hals med et langt Suk som af Forløsning og Lettelse.

Hun blev forskrækket over hans Heftighed og vilde gjøre sig løs.

451«Et Øjeblik, kun et Øjeblik» – hviskede han og holdt hende fast. «Se saa» – sa han derpaa og lod sine Arme langsomt glide nedover, indtil han fik fat i hendes Hænder.

«Dejligste, sødeste» – hviskede han.

«Nej nej, De maa ikke» – raabte Constance angst og løb ud af Stuen.

Mejer gled ned paa en Stol og dækkede for sit Ansigt.

Han følte hendes faste, fine Legeme i sine Arme, kjendte Duften af hendes bløde Hals, og det varme Tryk af hendes Læber brændte paa hans Kind. Han sad som en beruset, der svælger i den Nydelse hans Tilstand gir ham.

En Dør, som blev aabnet, bragte ham til at løfte Hodet. Det var Constance i sin Hverdagsdragt. Der gik en Slags Gysen igjennem hende, og hun stod stille i nogle Sekunder. Det var det henrykte Udtryk paa Mejers Ansigt, som bevirkede det. Hun kunde liksom ikke se, at det var ham i det samme. Hun satte sig og tog sit Arbejde.

«Er De misfornøjet med mig, Constance? De ser saa bedrøvet ud?» hans Stemme var saa øm.

«Ikke egentlig bedrøvet» – sa hun grundende. «Jeg kunde ikke hjælpe det, jeg,» la hun straks efter til i en Tone, som om hun forsvarede sig.

452Han rejste sig og gik hen til hende. Han vilde endelig se hendes Ansigt, men hun bøjede sig dybt over Hækletøjet; saa la han sig paa Knæ og strakte Hodet ind imod hende for at fange hendes Blik. Hun lod Hænderne synke og vendte Ansigtet bort.

«Du har gjort mig saa meget godt, Constance, saa ubeskrivelig meget godt, lad det ikke forskrække dig. Det Kjærtegn, du gav mig, faldt som en Himlens Dug hen over mig. Du maa sige du til mig. Du maa sige du til mig» – gjentog han.

Hun nikkede.

«Jeg har fortjent, at du har en Smule Tillid til mig, ikke sandt, Constance?» sa han sagte.

Hun nikkede igjen med et svagt Smil.

Han la sit Hode paa hendes Knæ og sukkede. Hun strøg sin Haand kjærtegnende gjennem hans Haar mange Gange. Han lukkede Øjnene og lod sit Ansigt glide ned i hendes Skjød.

«Nu maa du gaa, Harald» – sa hun om lidt, «ja, for jeg synes ikke, du skal bli her i Aften.»

«Som du vil» – svarte han, men rørte sig ikke.

«Nu maa du gaa» – gjentog hun.

Han bedækkede hendes Hænder med Kys og rejste sig endelig.

453«Saa husker du nok de Danse, du har lovet mig,» sa han.

«Den første og den sidste» – svarte hun med et Smil.

«Du skulde danse hver eneste Dans med mig, – kan du ikke sige nej til de andre?»

Hun rystede paa Hodet.

«Det gaar ikke an» – svarte hun.

«Men havde du Lyst, Constance?»

«Naturligvis, hvad skulde jeg ellers ha Lyst til?»

Han trykkede et sidste Kys paa hendes Haand og gik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.