XXXI.

«Nu skal du love mig ikke at føjte for meget med Mejer i Morgen, Constance,» sa Lorck om Aftenen, da Constance havde læst op af «Aftenposten» om Arrangementet ved Karnevalet.

Constance blev rød. «Hvorfor siger du det?» spurgte hun.

«Fordi jeg ønsker, du skal være forsigtig.»

«Har du nogen speciel Grund til at paaminde mig derom?»

«Ja. Du er meget mere sammen med Mejer, end det gaar an, hvis du vil beholde dit Rygte i Fred.»

«Dette er et ganske nyt Paafund,» sa hun.

«Du tar Fejl, min Ven. Jeg har længe misbilliget den Karakter, dit Forhold til Mejer har faat; ikke for min Skyld, men for din egen.»

455Hun trak paa Skuldrene.

«Og i Aften synes det mig netop Anledningen til at sige det var god –» blev han lidt efter ved.

«Hvorfor netop i Aften?»

«Fordi jeg tænker paa Karnevalet og ønsker at advare dig. Folk taler om dig og Mejer paa en Maade, der ikke er mig behagelig.»

«Folk! Hvad kommer Folk os ved?»

«Men dit Rygte kommer baade mig og dig ved.» Han gik langsomt op og ned ad Gulvet. Hun sad med Haanden under Kinden og stirrede i Avisen.

«Hvem er det, som kan komme til dig med sligt?» spurgte hun.

«En, som vil os begge vel. – Jeg kan for Resten gjerne sige det, – det var Hansen.»

«Ja, jeg tænkte det, – det ligner hans Fruentimmeragtighed.»

«Det var rigtigt af ham; jeg vilde gjort akkurat det samme i hans Sted,» sa Lorck tørt.

«Gaat og talt ilde til din Ven om din Vens Hustru?»

Lorck gjorde en utaalmodig Hodebevægelse. «Der er slet ikke Tale om noget saadant. Han gav mig i al Venskabelighed et Vink, for at jeg skulde søge at stoppe, hvad han troede var til Skade for dig.»

456«Men nu kan det ikke stoppes,» sa Constance.

Lorck standsede brat. «Hvad mener Du med det?»

«Jeg mener, at Mejers Selskab morer og underholder mig, og at jeg ikke af Hensyn til Folk eller Folkesnak agter at berøve mig det.»

Han stod stille foran hende. «Du glemmer, at der ogsaa er mig,» sa han lidt barsk.

«Er det din Mening at forby mig at omgaas Mejer?»

«Oprigtig talt, det saa jeg helst; men jeg forlanger blot, at du skal ta de Hensyn, som du ikke kan overse ustraffet.»

«Og hvori skal disse Hensyn bestaa?»

«Du maa selv kunne finde Grænserne; du er ikke saa uerfaren, at jeg behøver at belære dig derom.»

Der blev en Pause. Saa satte Lorck sig ved Siden af hende, tog hendes Haand og talte i en venlig, alvorlig Tone.

«Du véd, Constance, at jeg intet højere Ønske har end at se dig glad og lykkelig. Intet er mig fjærnere end at ville paalægge dig nogen Tvang eller at plage dig. Véd du ikke det?»

«Det har jeg jo aldrig klaget over,» svarte hun kort.

«Jeg er ikke skinsyg, Constance, vil ikke 457være det, dertil kjender jeg dig for godt. Men andre dømmer anderledes.»

«Sladder og Snak kan ingen hytte sig for – det bør man ikke bry sig om.» Hun trak Haanden til sig.

«Saadan gjør du altid, Constance; planmæssig undviger du enhver Samtale med mig. Den Fjærnhed, der hersker imellem os, piner mig mere end alt andet.»

Hun støttede Albuen paa Bordet og betragtede sin højre Haands Negle, som hun holdt lige hen til sine Øjne.

«Der er ingen Fortrolighed mellem os,» vedblev Lorck sørgmodigt, «ingen Glæde i Forholdet, du har aldrig noget at dele med mig, vi gaar hver vor Vej.»

«Det sa jeg dig jo dengang nede i Lausanne, at med Glæden var det forbi, i alt Fald for min Del.» svarte hun roligt, uden at flytte Øjnene fra sine Negle.

Der kom et smerteligt Udtryk paa hans Ansigt.

«Du maa ikke være saa haard, Constance, – jeg gaar og længes efter dig,» bad han indtrængende.

«Jeg kan ikke gjøre for det,» svarte hun mørk, «hvad der er saa, det er.»

Han følte pludselig et Raseri mod hende. Hvor var hun dog elendig hjærteløs og hævngjerrig. Al hans Ømhed og Kjærlighed slang 458hun fra sig, traadte den i Skarnet, skred hen der over med kolde Miner og smilende Læber. Hans Trofasthed ringeagtede hun; hun saa den ikke; hans Møje og ærlige Stræben for at vinde hende var spildt. Hendes Venskab for Mejer, hele hendes Leven og Væren var en eneste fortsat Forhaanelse mod ham, han, der gik og elskede hende.

«Din Opførsel er oprørende!» sa han næsten skrigende. «Hvis du ikke kan tøjle dit onde Sind, saa er det bedre du tar Livet af dig.»

Med et kort Ryk i Nakken kastede hun Hodet tilbage, og saa paa ham med et sky og forskræmt Blik. Der kom ingen Lyd, men alligevel var det Lorck, som om hun gav et Skrig.

Hun rejste sig op og gik mod Døren. Paa Tærskelen blev hun staaende og vendte Hodet om imod ham. Der laa et iskoldt Smil over hendes Læber, og Øjnene stak saa besynderligt. «Jeg kunde jo løbe bort med en Elsker i Stedet for at dræbe mig; det var ogsaa en Udvej.» Hun talte langsomt og roligt.

Det var Lorck, som om han blev rammet bag fra af et Hug. Blodet for op i Hodet paa ham, og Aaren i Panden svulmede. Det varede lidt, før han fik Mælet op.

«Du taler afsindigt,» sa han. «Sæt dig ned og kom til Ro; du kan ikke lægge dig i den 459Sinnstilstand.» Han gik et Skridt hen imod hende.

Hun gled lydløst over Tærskelen og lukkede Døren efter sig.

Lorck blev længe siddende, et Bytte for mangeartede, modstridende Følelser. Hvad skulde han dog gjøre? Forsøge at vække hendes Skinsyge? Hvem skulde han bruge til Øjemedet? Kanske der kunde tilby sig noget paa Karnevalet i Morgen. Uf nej, han orkede det ikke, han var for træt af alt sligt. Og desuden – hun vilde sandsynligvis ikke lægge Mærke til det engang.

Saa vandrede hans Tanker tilbage til gamle Dage, den Gang han havde Kristine, hun, som havde lagt en grænseløs, ydmyg, althengivende Kjærlighed for hans Fod, som var kommen og gaat paa hans mindste Vink og havde tat alt som en Naade af hans Haand. Der havde dog været Skjønhed og Glæde i Forholdet til hende. En saadan Kjærlighed var dog en Skat i en Mands Liv, og kanske var det en Lov, at den blev ikke to Gange det samme Menneske til Del. Han havde kastet den fra sig for at vinde Constance, denne kolde, ukjærlige Kvinde, som ingen Evne havde til at vurdere, hvad han gav hende. Det var altsaa blevet hans Lod; han gik omkring som en hjemløs Mand; forsmaaet af hende, den eneste han brød sig om, den han 460havde bundet sit Liv og sin Fremtid til. Saa tænkte han paa, hvad Kristine maatte ha lidt, og blev saa saar om Hjærtet derved. Den arme, arme Pige; paa sine Knæ kunde han ha bedt hende om Tilgivelse; hvis han nogen Sinde traf hende, vilde han gjøre det. Han spurgte sig selv, om han kunde tænke sig Muligheden af at ønske alt gjort om igjen, med Kristine til Elskerinde, hun bundet, han fri … Men nej, der havde jo ikke været sand Tilfredsstillelse i det; han var gaat omkring som en vildsom Mand. Men hvis han nu havde ægtet Kristine – hun havde dog havt Betingelsen for at forstaa hans Fortid, hendes egen var jo af samme Art, og Ligelighed paa dette Punkt var vistnok af stor Betydning; hun vidste, hvad alt det var værd, og kunde skjælne mellem virkelig Kjærlighed og en blot og bar sanselig Forbindelse. Det var det, Constance fattedes Evnen til, og det var blet en Ulykke for dem begge. Men nej, nej, ægtet Kristine, en Pige, der intet andet havde at by ham end sin Kjærlighed, en Pige, der i ingen Henseende var hans jævnbyrdige! Og nu især, da han havde været elsket af Constance, – det var det højeste, Livet kunde by ham, og det var hans Forbandelse, at han aldrig kunde glemme den Lykke, hendes Kjærlighed havde skjænket ham ….. Og nu skulde han ha tabt den … tabt den – han 461stønnede højt – umuligt! – det kunde ikke være …

Constance laa forlængst i sin Seng; hun jog Indtrykket af Optrinet mellem hende og Lorck fra sig og lukkede Øjnene. Hun tænkte paa det Øjeblik, Mejer havde trykket hende til sit Bryst, og hun følte hans Læber dybt nede paa sin Hals. Hun levede det om og om igjen, og hver Gang var det, som om hun løftedes paa en Bølge, mistede Pusten og blev borte i Svimmelhed. Tilsidst faldt hun i Søvn og drømte, at hun og Mejer vandre de sammen i en dejlig Have tæt omslyngede, og at hun kjendte hans Kys og varme Aande paa sin Kind.

Da Lorck Klokken tre om Natten gik til Sengs, sov hun trygt og fast. Han var stille og varsom for ikke at vække hende.

Den næste Dag lod Constance, som om intet var forefaldet, og Lorck, der angrede sine voldsomme Ord, modtog stiltiende det saaledes budte Forlig.

I Vognen paa Vejen til Karnevalet spurgte Lorck Constance, om hun vilde gi ham første Dans, og fik saa vide, at hun havde lovet Mejer den. Han bed sin Skuffelse i sig og lod som ingen Ting.

Constance dansede hver eneste Dans. Lorck forsøgte at holde Øje med hende, men 462kunde alligevel ikke kontrollere, hvem hendes Kavallerer var. Han saa’ hende hvirvle afsted med en spansk Grande, en neapolitansk Fiskergut og en kobberrød Indianer. Saa var det med nogle sorte Dominoer. I en af dem vidste han, at Mejer stak. Han kjedede og ærgrede sig og ventede længselsfuldt paa, at det skulde være forbi. Endelig kom Demaskeringen, og Souperen begyndte. Der var rettet an paa smaa Borde i en Række af Grotter og Løvhytter, der løb paa begge Sider af den som assyrisk Slotshal dekorerede Dansesal, skilt fra denne ved Forhæng af persiske Tæpper. Lorck skyllede Masser af Champagne i sig for at komme i Stemning, men forgjæves. De spiste sammen med Mejer og Hansens. Marie var spansk Fiskerpige. Leende og blussende af Glæde og Champagne engagerte hun Lorck til første Dans efter Bordet. Han stødte sit Glas mod hendes og takkede smilende, men hemmelig var han rasende, for denne Dans havde han været bestemt paa at ville danse med Constance.

«Saa engagerer jeg Dem, Constance, det gaar altsaa op i op,» sa Hansen og hævede sit Glas for at drikke med hende.

«Tak, jeg er optat,» svarte hun. «Der kommer min Kavaller.»

Hun pegte paa en Skorstensfejer, der bukkede for hende og førte hende bort.

463«Men har De ikke en anden Dans?» raabte Hansen efter hende.

Hun saa paa sin Balliste. «Næste Française,» svarte hun.

Han takkede og slog ud med Haanden. Constance blev borte i Vrimmelen.

Hun var i en oprømt Stemning, og hun tænkte med Fryd paa, at Mejer skulde se, hvor feteret hun var, og samtidig vide, at der var ingen uden ham, hun brød sig om.

Men Mejer led alle Skinsygens Kvaler. Det var ham en Tortur at se Constance danse afsted munter og smilende i disse Mandfolks Arme; han bestilte ikke andet end at følge hende som hendes Skygge.

Skorstensfejeren var en af Byens mest bekjendte Balløver. Constance havde hyppig truffet sammen med ham den sidste Vinter. Det var en Vals, de dansede. Han holdt hende saa tæt op til sig, at hun knapt kunde puste og hviskede forelskede Ord i hendes Øre, som hun hverken ændsede eller hørte. Han tog hendes Taushed for Opmuntring og pludselig bøjede han sig ned og kyssede hende lynsnart paa Skulderen.

«Fy skam Dem,» raabte Constance, «hvor kan De vove! – Hold op, jeg vil ikke mere.»

Han blev ved at danse. «Er De virkelig saa streng, Frue,» hviskede han. «Det duer 464ikke, dydig og dejlig paa én Gang, det er umuligt.»

«Slip mig, hører De, – jeg vil ikke danse med Dem!» sa hun vred og stred imod.

Han førte hende til en Sofa, bukkede og forlod hende.

I samme Øjeblik stod Mejer ved hendes Side.

«Aa, er du der, Gud ske Lov!» sa Constance glad, «den uforskammede Fyr, du skulde bare vide, hvor nærgaaende han var.»

«Du saa dog ud til at befinde dig særdeles vel sammen med ham. Hvorfor holdt I op at danse?»

Hun stirrede paa ham, forbauset over hans Stemme og Mine.

«Snak,» svarte hun. «Hvor skal jeg faa et Glas Selters fra?»

«Jeg skal hente din Kavaller, for at han kan skaffe dig det.»

«Nej, men Harald da!»

«En Dame, der lar sig kysse paa Halsen af fremmede Herrer, klær det ilde at lade indigneret.»

Constance rejste sig og gik ned over Gulvet.

Mejer fulgte efter. «Hvor vil du hen?» spurgte han.

«Opsøge min Mand for at ta hjem,» svarte hun kort og skyndte sig afsted.

465«Tag min Arm,» bad han.

«Nej, jeg vil ikke.»

«Er du vred, Constance?»

«Jeg vil hjem,» sa hun afvisende.

«Constance, giv mig din Arm, jeg maa tale med dig.» Hans Tone var bønlig.

«For at du kan fornærme mig mere?» Hendes Stemme dirrede i Graad.

«Tilgiv mig, jeg er gal, vanvittig; tag min Arm, hører du!»

«Nej, jeg vil ikke,» svarte hun trodsigt og blev ved at gaa.

«Ikke? godt, saa gaar jeg, og du ser mig aldrig mere.» Han gjorde højre om.

Hun ilede efter ham og stak sin Arm i hans. Han førte hende op paa Galleriet, som var inddelt i smaa terrasseformige Aflukker, der skulde førestille hængende Haver. I det fjærneste tog de Plads paa en Løjbænk. De var temmelig alene; Dansen gik for sig der nede, og de gamle Damer, som sad oven paa og saa paa, havde valgt de Steder, der gav den bedste Udsigt.

«Vær ikke sint, Constance,Constance,] rettet fra: Constance,» jeg var rent forstyrret,» begyndte Mejer, «jeg har havt det saa ondt i hele Aften, for jeg kan ikke taale at se dig fare afsted med disse væmmelige Karle – deres blotte Berørelse er en Besudling.»

466«Saa danser jeg ikke før sidste Dans med dig –» svarte hun og trykkede sagte hans Haand.

«Tak, du elskede,» hviskede han.

«For naar du gaar og græmmer dig over det, har jeg ingen Fornøjelse af det – det forstaar du jo nok,» vedblev hun.

«Hvor du er sød og god, Constance.» Han trykkede sit Ansigt mod hendes Skulder.

«Det er fordi du er mig saa kjær, Harald,» sa hun alvorligt og smøg sig ind til ham.

Der kom nogen. De fôr fra hinanden; det var en Opvarter. Constance bad om Seltersvand, som de kort efter fik.

De blev siddende deroppe; den ene Dans klappedes af efter den anden, uden at de la Mærke til det.

«Skynd dig, lad os gaa ned,» sa Constance pludselig ængstelig og greb om Mejers Arm. «Der gaar Lorck og søger efter mig.»

«Hvor?» spurgte han.

Hun pegte paa det modsatte Galleri, og de skyndte sig ned, inden Lorck havde faat Øje paa dem.

Der blev spillet op til sidste Dans, som Constance og Mejer dansede sammen.

Inden de skiltes, spurgte Mejer om, naar de skulde ses.

467«Kom saa snart du kan, Harald,» hviskede hun.

Paa Vejen hjem vilde Lorck vide, hvor Constance var bleven af; han havde søgt efter hende allevegne.

Hun svarte, at hun havde været træt og siddet stille en Stund.

«Hvor henne?» spurgte han.

«Oppe paa Galleriet.»

«Din Opførsel har været under al Kritik. Hansen, som du havde lovet Françaisen, gik og spurgte efter dig, men jeg var naturligvis den, som mindst af alle kunde gi Oplysning om dig. Hvad bestilte du deroppe?»

«Drak Selters.»

«Hvem var din Kavaller?»

«Mejer,» sa hun kort og trodsigt.

Han løftede en knyttet Haand imod hende. Hun veg til Side og trykkede sig tæt ind i Vognens Hjørne.

«Tøjte,» sa han og mumlede en Ed mellem Tænderne. Saa lod han Haanden synke og satte sig haardt tilbage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.