Constance Ring

av Amalie Skram

XXXIV.

Da Constance vaagnede efter et Par Timers fast og dyb Søvn, stod Solen højt paa Himlen. Først havde hun ingen tydelig Forestilling om, hvad det var, som laa saa knugende over hende, men lidt efter stod alt, hvad der var foregaat, i klare Omrids for hende. Hun lukkede Øjnene fast i og gravede Ansigtet ned i Puden. Hun vilde gjemme sig for det, vilde væk, væk, men det nyttede ikke. Hun maatte gjennemgaa det altsammen, leve det om igjen, Smule for Smule. Nu havde hun hævnet sig. Men havde hun nu ogsaa fundet Lindring derved? – – Hun følte Trang til at spytte sig selv ud. Der var ikke Stof i hende til det, hun havde villet, kunde hun mærke. Hun væmmedes ved sin Mand, ved Mejer, ved Livet, men fremfor alt ved sig selv.

500Hvad skulde hun nu gjøre? Hvorledes forholde sig? Hun satte sig overende i Sengen for at tænke efter. Saa faldt hendes Blik paa hendes Billede i Spejlet. Med et Skrig slog hun Hænderne for Ansigtet og slang sig tilbage i Puderne. Hun kunde ikke udholde Tanken om at møde sin Mand. Hun vilde ikke, at han skulde røre ved hende og hun ikke ved ham, ikke for nogen Pris i Verden. Hun vilde ikke se ham mere. Men hvor skulde hun hen? Forlange Skilsmisse? Begynde paa alt det en Gang til; hun gad ikke spendere en Tanke paa det. Mejer strejfede flygtigt hendes Sind, men det var liksom han gled ud i Taage for hende.

En fortærende Livslede bemægtigede sig hende. Borte var Hadet, Hævnlysten, Smerten. Der var blevet saa stille indeni hende, saa tomt og saa dødt. Hun begreb, at hun ikke orkede at leve mere. Hun sa det til sig selv, med en langsom, rolig Stemme. Saa stod der jo kun ét tilbage: at dø. Hun laa og overvejede det omhyggeligt. Var hun nu vis paa, at det var Alvor? At hun virkelig vilde og turde? Ja, det var det eneste, hun kunde finde paa, det eneste, der var Hvile i.

Men det maatte ske straks; ventede hun bare en Time mere end nødvendigt, vilde hun maaske ikke ha Mod.

501Hun stod op og klædte sig paa sindigt og med Omhu. I Ro og Mag drak hun sin Kaffe og spiste et Par Kavringer til. Hun saa paa Klokken og regnede ud, at hun vilde være hjemme Klokken tolv. Da var Lorck i Praksis, og Lejligheden vilde være gunstig. Hun gav Pigen nogle Instrukser, sa, at hun kunde ta til Byen, naar hun var færdig, og gik ned til Toget.

I Kupeen sad hun trykket tilbage i det ene Hjørne med lukkede Øjne. Konduktøren maatte to Gange tiltale hende, inden han fik hendes Billet. Hendes Tanker kredsede om dette ene: at skynde sig med at dø.

Liksom den foregaaende Dag lukkede hun selv op og kom ubemærket ind i sit Værelse; hun gik hen til sit Skrivebord og skrev staaende de Ord til Lorck: «Du skal ikke sørge over mig. Jeg var saa lej af Livet, at jeg ikke kunde bære det længer. Constance».

Hun stak Papiret ind i en Konvolut, som hun forseglede, skrev Lorcks Navn uden paa og la det ind paa Bordet i hans Modtagelsesværelse.

Saa gik hun ind i Soveværelset, laasede Døren og tog frem fra Skabet i Vaskebordet en Flaske Morfin, som var bleven staaende der fra en Gang Lorck havde git hende en 502Indsprøjtning for Tandpine. Det var en stor Portion; Lorck havde spøgende sagt, at det var nok for tre at dø af.

Mekanisk løsnede hun sine svære Fletninger og la Haarnaalerne fra sig paa Toiletbordet. I det samme faldt hendes Øjne paa et Fotografi af Familjen paa Molde, der hang paa Væggen i en sort, poleret Ramme. Hendes Far og Mor siddende i Midten og Børnene grupperet omkring dem. Moren havde den mindste paa Skjødet, og selv stod hun bag Farens Stol med sin Haand paa hans Skulder. Hun var en ganske liden Pige den Gang, med udringet Kjoleliv, smaa Pufærmer og Haaret i Pisker ned over Ryggen. Hendes Hjærte skrumpede sig pludselig sammen. Rask greb hun Billedet og trykkede et Kys paa alle Ansigterne, ogsaa sit eget. Det forekom hende, at Barnet der var en ganske anden end hun. Saa huskede hun Farens Ord, da de fik Prøvebilledet hjem. Han havde været saa fornøjet med dem alle; men om hende havde han sagt: «Constance har en Mine som et Individ, der ser skeptisk paa Tilværelsen,» og saa havde Moren lét og svart, at han i Grunden havde Ret.

Nu saa’ hun ikke længer skeptisk paa Tilværelsen, nu var hun færdig med den. «Havde jeg bare vidst bedre Besked om det, 503der spiller denne store Rolle i Livet,» tænkte hun, idet hun hang Billedet tilbage paa sin Plads, «saa var det gaat mig bedre.» – Saa mindedes hun et andet Ord af sin Far; det var falden i den Tid hun gik for Præsten. «Du er en stor Egoist, Constance,» havde han sagt en Gang, han var utilfreds med hende, «og Egoisme er en Dødssynd.»

Ja det var sandt; hun havde været en topmaalt Egoist, hun saa’ det saa klart i denne Stund; det var hendes Livs store Synd.

Hun hægtede Kjolen op, løsnede Korsettet og la sig paa Sengen. Saa greb hun Flasken, lukkede Øjnene, og tømte Indholdet i ét Drag …

Om Aftenen efter Hændelsen med Kristine havde Lorck været ilde tilpas. Da han kom hjem fra sin Praksis, var han gaat ind i Studereværelset for at hente en Bog. Idet han traadte over Tærskelen, stod han stille og snusede. Det forekom ham, at der lugtede Constance, som han plejede at sige. Uvilkaarlig saa’ han sig om. Ja, sandelig – laa ikke hendes Lommetørklæde der paa Sofaen. Han tog det op og besaa det; jo rigtig, det var hendes. Hvorledes var det kommet der? Om Formiddagen havde han siddet derinde 504en halv Times Tid –, havde det monstro ligget der den Gang.

Han blev saa underlig ilde ved. Straks efter gik han hen og ringede.

«Har Fruen været hjemme i Dag?» spurgte han den indtrædende Kokkepige.

«Nej da, Fruen har ikke været her siden i Morges, da hun og Hanne Stuepige tog ud til Løkken.»

«Det er godt,» sa han og vinkede.

Da hun var gaat, klemte han Lommetørklædet mod sine Næsebor. Dets Duft bragte Constance saa levende frem for ham; han syntes næsten, han holdt hende i sine Arme. Til sidst trykkede han et Kys paa Lommetørklædet og stak det til sig.

Han gik ind i Spisestuen, hvor Aftensbordet stod dækket. Under Maaltidet la han sig flere Gange tilbage i Stolen og stirrede op mod Loftet med en distrait og misfornøjet Mine. Det var kjedeligt dette med Kristine. Hvordan Fanden var det ogsaa gaat til! Det var kommet saadan over ham, et Øjebliks Selvforglemmelse –. Det var det, som var det ærgerlige, at han lige godt kunde lat være. Han gjorde en smældende Lyd med Tungen, kløede sig i Haaret, hentede en Cigar og satte sig ned i en Lænestol i Dagligstuen, hvor han forsøgte at læse. Men hvert Øjeblik gled Bogen ud af hans 505Haand. Han kunde ikke forvinde den Usmag, han havde af sig selv. Han fik Lyst til at drikke noget, gik ind og undersøgte Buffetens Indhold, fandt en Karaffel Portvin, skjænkede sig et stort Glas og drak det ud. Saa gik han frem og tilbage paa Gulvet og røg. Lidt efter lidt arbejdede han sig ud af den trykkede Stemning Det var jo i Grunden ingen Ting at bry sig om. Constance fik jo aldrig vide det, og hvad Fortræd kunde det saa gjøre? Han havde jo egentlig slet ikke krænket hende eller Forholdet til hende, det følte han helt ned paa Bunden af sin Sjæl. Det var noget rent fysisk, noget ham aldeles uvedkommende, rent ud sagt, noget Sludder det hele.

Han var bleven rørt ved Synet af Kristine, hun havde set saa lidende ud; han havde følt Trang til at trøste og hjælpe hende, og saa gik det, som det gik. Det var hans gode Hjærte, som var Skyld deri. Han var ingen utro Ægtemand, ikke paa nogen Sæt og Vis – det vilde han rigtignok protestere mod.

Da han gik til Sengs, var han i en blid og fornøjet Stemning. I Morgen Aften kom Constance tilbage, og det var rigtig godt, for han savnede hende allerede. Om hun end ikke var saa kjærlig, som han kunde 506ønske, saa var der dog saa ulidelig tomt efter hende. Han glædede sig til Gjensynet, det kunde han, fordi han ikke var sig nogen Skyld bevidst, kun den, der havde et skyldfrit Sind, havde Evne til at føle Glæde, og skyldfri var hver den, som for sin Samvittighed kunde forsvare sine Handlinger. –

Den næste Dag kom han fra Praksis omtrent ved Tretiden. Han gik, som han plejede, lige ind i Modtagelsesværelset for at se efter, om der laa skriftlige Bud til ham. Det første hans Øje faldt paa, var Brevet fra Constance. En underlig Fornemmelse, lig en Kuldegysning gik igjennem ham. Hurtig aabnede han det og læste de faa Ord. Bogstaverne blev borte for hans Øjne, og han tumlede ligbleg tilbage. Som et forvildet Menneske stormede han gjennem Stuerne. Til sidst kom han til Soveværelset, hvis Dør var stængt. Han satte Ryg mod Døren og med en overmenneskelig Anstrængelse fik han den, efter et Par Forsøg, brudt op.

Der laa hun paa sin Seng med aaben Mund og brustne Øjne. Læberne var bedækket af et blaaligt Skum, som ogsaa var sivet ned over Hagen. Den ene Haand hang uden for Sengen og var opsvulmet paa Oversiden, 507og den tomme Flaske var rullet et Stykke hen over Gulvet.

Med et Sprang styrtede han sig over hende og løftede det livløse Legeme op mod sit Bryst. Saa udstødte han et jamrende Raab; Legemet faldt tilbage, og selv sank han hen over det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.