Jeg skal sige dig det. Når du angriber general-direktøren (ti at angribe hans «ny system» er jo at angribe ham sælv, – skønt systemet hværken er hans eller er nyt –); når du angriber general-direktøren –

Hør, skal vi ikke få os et glas? – Marie!

Ikke nu, far. Det er for varmt. (Til Marie, som kommer.) Vær så god at bære in nogle flasker seltser.

Nej, hør så på mig! Når du angriber min højtærede svogers «ny system» (som ikke er hans og ikke er nyt), så glæmmer du, hvad en general-direktør betyder i vore små forhold.

Ganske rigtigt!

Du bærer dig ad som den, der ikke har været hjæmme på syv år.

Sådan er det!

Du bærer dig ad som den, der kommer fra Amerika.

All right!

Du tror, du kan ta’ med dig den frimodighed, som der er i brug, den virkning af frimodigheden, som du har set i de store forhold. Det vil sige, du bærer dig ad som en tull.

Hm! Den slutning –

Jeg har talt med ingeniører, som ikke er af din mening.

Det må være med slige godtroende galninger som min brorsøn Karl. Nej, – ingeniørerne herhjæmme er som alle de andre. Ænten har de offentlig ansættelse, eller de frir til den. Og er de private, så ænten er de i god vej, eller de ønsker at komme i god vej, – og i bægge tilfælle lægger de sig ikke ud med dem, som har magten.

Når jeg tænker på alle dem, jeg studerede sammen med i udlandet –

Men som nu for det meste er gifte! Og kvinnerne har ænnu sikrere sans for, hvad der er fordelagtigt.

Du må huske, du er kommet hjæm! Du møder små forholds små sjæle; de gror tarveligt og ligeligt i bedene som næper.

Dette synes jeg, vi skulde drikke noget stærkt til. – Marie!

Nej, far; det er for tidligt på dagen. (Til Marie, som kommer.) Cigarer! – Jeg kan inrømme, at i små forhold er det vanskeligere at sige sanheden.

Vanskeligere? Det er umuligt!

Hm –?

Å, du mener slige små sanheder, hvoraf der går tyve på en tomme?

Men de store sanheder med fare for explosjon, – de siges ikke.

Siges nok –

Ja, siges, siges, – men de forpuffer som løst krudt i det fri. Jeg forsikrer dig, at et lidet samfun ikke vilde tåle den kemiske proces af en stærk sanhed; det rævnede pine-død. Der må stærkere retorter til.

Verdens største sanhed er gåt fræm af et lidet folk.

Som også pligtskyldigst rævnede.

Ikke deraf.

Men dette blir tørt. Skal vi ikke –?

Far har ræt –

Nå ændelig! –

– vi kommer for langt fra sagen.

Au! –

Jeg føler, at jeg vil møde vanskeligheder, at man vil slippe æmnet og gå løs på personen. Men når jeg nu holder dette ud –?

Å, hvor du er på vill-spor! Jeg sa’ til papa Kampe: lad ikke gutten bli så længe borte, sa’ jeg; hæller ikke rejse så langt. Han må bøde for det, når han kommer hjæm. – Ikke sant?

Jo. (Rejser sig, går et par ganger fræm og tilbage og da som tilfældig ud.)

Allerede dette: at angribe offentlig og med navn en stor autoritet –!

Ja, men sligt har man dog set før.

Javist har man set det! Men når du, en ung, ukænt man –! Å, det hele vil dø hen.

Ikke, så længe jeg lever.

Ja, stå du og tramp solo!

Jeg holder på, til der danner sig partier, – eller kanske der hæller ikke danner sig partier her «i vore små forhold», som du kaller dem.

Jo, med al den uhumskhed, som hører til, – jo da!

Som i de store –

Nej, ikke som i de store. Der er der virkelig kamp, ofte vældig kamp, og i en sådan er der ånds-løftelse. Hvad bryr man sig om nogle skvæt snavs, når ens ævner er spænte i den yderste anstrængelse? Ja, hvad bryr man sig da sælv om sår og fængsel? Man synker, man sejrer sammen med tusener, fanen er evig oppe; nye skarer samles af hvær ny slægt. Således uddannes store karakterer, hærdede viljer; således statsmæn, forfattere, kunstnere med tanker og mål. – Men her? – Ja, – se på de tilsvarende, – nogle brudte, syge, bitre mæn, som det næppe er til at arbejde sammen med, – og nogle ensomme.

Ja, men når de sejrer –?

Sejrer! Du godeste! Hvor der ingen kamp er, kan der hæller ingen sejer komme. En hoben forkætring, forvrængning, usanhed, hykleri, – en del tilløb, en del støj; men kamp! Som jeg sa’ dig: det lille samfun vilde ikke engang tåle den. Det forsigtige ring-næt, hvoraf det er sammen-nittet, vilde springe itu – au! (Rejser sig.)

Nå, – du er ordentlig bleven tilrakket af tvil og mismod!

Synes du –?

Ja! For jeg kan huske dig så frejdig, – å, så frejdig som nu din brorsøn Karl.

Hans tur kommer nok.

Jeg syntes før, du var glimrende, – rent diamantglimrende! (Ler.)

En diamant i for hård infatning, min gut; når du hakker og hamrer, så springer den i stykker. Det billede var ællers ikke så uhældigt. Det svarer til en entusiast-familie i små forhold.

Da har dog denne entusiast-familie, som du kaller den, nåt både anseelse og rigdom.

Det var i de bevægede tider, det, – længe siden! Nej, det går os som de store mæn (der også har entusiasme). Ja, du har kanske ikke lagt mærke til det? Men er det sant, at de store stater ikke kan bestå uden at ofre små-folk i tusen-vis, – kan de små stater omvændt ikke bestå, uden at flere af deres store og største ofres; – det er ikke mindre sant!

Hm –?

Ja, læg nu mærke til! Alene de tamme viljer kan gøre lykke her, – eller de slu. Alene de mæn kommer på højderne, som smiler insmigrende ligesom kvinner.

Er det din svoger, du tænker på?

Nej. Jeg synes ikke, just han smiler mere æn andre. Men har du set hans søn, min navne, – Frederik? Slyngelen er virkelig opkalt efter mig. – Ak ja, det var i de dager! –

Nu – hvad han?

Å – hå i den tone! – Så har du hørt det?

Du mener dette med –?

Tal ud!

Tal ud, du!

Det kan jeg også: Med Anna, min værtinnes datter, – som nu må til Amerika.

Jo; jeg har hørt det.

Men han kan allerede smile!

Ja, Frederik vil vist gøre lykke! Jeg hørte i går, at hans far og ministeren allerede er enige om et parti.

Ikke urimeligt. Så gjorde faderen sælv.

Hvad gjorde han? Har også han –?

Sveget en ung pige for at gøre karrière. Javist. Véd du, hvæm det var? Annas moster!

Gamle Marie –?

Hys, der kommer vist nogen.

Karen!

Undskyld!

Frøken, – De her?

Se, se!

Vejen faller jo forbi?

Ganske vist; men vi har ikke før haft den ære – i alle fall ikke efter min hjæmkomst.

Et par væninner og jeg, vi skulde –, god dag, onkel!

God dag, min pige!

Vi gik just forbi og fik sådan gruelig lyst til at ro. Å, lad os få låne båden!

Med største fornøjelse! Ja, d. v. s. det er min far, som har nøglen. Jeg skal –

Der kommer den gamle.

God dag!

God dag, frøken! Er –?

Må Nora Holm, Lise Gran og jeg få låne båden et øjeblik, hvad?

Om I må få låne båden –? Til at ligge og læse romaner i?

Naturligvis får I båden! Kom med nøglen, så skal jeg –

Å, det skal jeg! (Går.) Jaså; så de skal ligge og læse –?

Her er ganske uforandret.

Finner De?

Farvæl!

Farvæl! Det var så morsomt at se et glimt af Dem.

Det skulde man ikke tro, siden De ikke mere besøger os. – Farvæl, onkel!

Farvæl! Vær nu forsigtig!

Og Frederik, som holder så af Dem.

Nå, så det var en roman alligevæl? Sa’ jeg det ikke?

Nej, læser de virkelig, mens jeg er borte?

Er bogen så spænnende?

En rædnings-historie?

En rædnings-historie?

Ja, oven i købet en kvinne, som rædder en man – til afveksling. God aften! (Bort.)

God aften. (Blir stående.)

Og med en så smuk udsigt for øje, vil du angribe hennes far?

Ikke ham! – hans system. Jeg vil være varsom, skønner du.

Ho, – ho! – Nej, lad du Karen blive den kvinne, «som rædder en man», og lad mannen ændelig blive dig, Hans!

Dette er lætsindigt. Jeg kan bevise, at det såkalte «ny system» koster landet millioner. Jeg er den eneste, som tilbunds har sat mig in i det; i alle fall den eneste, som vil tale. Og så råder du mig til at tie – og at ægte hans datter. Det er langt bedre, siger du.

Jeg rådede dig, min sjæl, ikke til det, hvis det ikke også var langt bedre for sagen. Et angreb allerede nu og uden autoritet vil ødelægge alt. – Vænt!

På hvad?

På udlandet, kære! Når udlandet har dømt tingen, så er den om en ti-tyve år næsten færdig hos os også. Vænt, til udlandets dom engang stilfærdig losses ud her blant bomulds-pakker, silke, dun og andre larm-fri sager. Af eget initiativ tør et lidet folk intet.

Da tog det dog systemet!

Hvorfor? Fordi udlandets ingeniører til en begynnelse virkelig anbefalede det, – dertil narret af en innenlandsk dito, – det fæ-hode!

Nej, holder I ænnu på? Så skal I, min santen, få noget at kvikke jer på. Jeg opdagede just en flaske. – (Går.)

Far!

Stille, gut! (Bort.)

Jeg har prøvet, kan du tro. Det nytter ikke.

Hm –!

Så du vil forsøge det også! Å, ja. Du kommer hjæm med inbildninger. Jeg gjorde så engang, jeg og. Det er længe siden. – – Men se nu på din far! I jærnbanesager er han ubetinget vor flinkeste man –, den, som har gjort mest.

Det tror jeg også. Han forbauser mig.

Ja, men han var ikke præsentabel, som det hed. Hvorfor ikke? Fordi han begynte som du med at sige sant, akkurat således! Han blev en drukkenbold på det. Det var alt, hvad han nåde.

Hys!

Her er flasken! Kom nu! Gå ikke der og vær tværdrivere! En slig flaske sætter farve på de små forhold; ja, den kan ænog gøre dem store. Skål!

Han følger de læsende små-jænterne, han.

Du var så mut imod dem?

Å, jeg kom til at tænke på, at de læser romaner, bestandig romaner om mod, begejstring o. s. v. – og sælv er de lige uduelige og snærpede.

Jeg finner slet ikke det så underligt. De lever jo i forhold, hvori intet våges, ikke engang en modsigelse.

Så innestår jeg for Karen! Jeg husker, hun som barn rente hjæmmefra, fordi hennes far vilde have henne til noget, hun ikke fant rigtigt. Hun kom til mig. Jeg måtte ro henne langt, langt bort.

Det husker jeg også!

Karen har mest af vort blod. Men opdragelsen, forholdene –; ja, stift nu bekænskab med dem! Giv ud din bog! Farvæl! (Byder hånden.)

Der er en faktor, du bestandig glæmmer, når du taler om min bog –: rigs-dagen.

Rigs-dagen? – Nej, jeg glæmmer den ikke. Jeg er jo rigs-dags-man.

Jeg skal lægge sagen så tydelig fræm –

– Farvæl, Hans! Tak for det, du vilde vide mit råd!

Og det er bestæmt –?

Bestæmt.

Du skal ikke ha’ –?

Nej, tak! Farvæl!

Farvæl!

Æn din far? Når din bog kommer ud, skønner enhvær ingeniør, at beregningerne er af ham. Han vil få afsked.

Ja, derom vil jeg just nu tale med ham.

Godt! God kvæld!

Nå? – Hvad synes du så om ham?

Hvilken bitterhed!

Ja, der går mange slige omkring her.

Og han, som var en ren entusiast, – ja, som hele slægten!

Jeg véd pokker, hvorledes det går med entusiasterne hos os. De blir slige tilslut. – Ja, ja! Gud hjælpe os alle nitten! (Drikker.)

Far!

Ja.

Lad det være!

Hvilket?

Det der!

Sludder, gut! Med mig er det forbi. Og højtideligheder holder jeg ikke af.

Men nu vil jeg –

Ikke mere om det! Lad os tale om dig! Der vil møde dig alt det, han sa’. Men deraf følger ikke, at du skal lade det være. Skal vi ikke engang også her tillands begynne at tale helt ud, hvær i sit, så kommer vi aldrig længre. Det er nu mit ny system.

Det er da gammelt nok –

Ja; men det blir altid nyt. Tal sant! Det får gå, som det kan. – Véd du, hvæm du er opkalt efter?

Nej.

Det skal jeg sige dig. Jeg kom in i din mors fine familje. Der likte jeg mig ikke. Det var også familjen, som virkede på mor, så jeg ikke fik holde fræm, som jeg havde trang til. – Nu, – jeg tog på jagt, når det blev for galt. Min jagt-kammerat var gamle Hans husman, det ærligste mænneske, jeg har mødt. Ham er du opkalt efter. Jeg havde ham med i barselet, drak hans skål stor skandale, – meget morsomt for resten! – Men han plejede at sige, når vi krøb efter renen oppe på de nøgne fjældene, høst-vinden bed, men vi nåde og fik sigte: Klæm på, gut! – Og det siger jeg til dig.

Jeg klæmmer ikke på, som du siger.

Kall det, hvad Du vil! Men hold fræm! Det var, hvad jeg ikke gjorde. – Nu, nok derom! (Drikker.)

Men jeg holder ikke fræm. Ti jeg begynner ikke.

Du begynner ikke? Hvad vil det sige? Har hans ravne-skrig virkelig kunnet skræmme dig, Hans?

Nej, du skræmmer mig, far.

Jeg? – Å, – mit eksempel, mener du? – Bryd dig ikke om det, Hans! – Du er ikke gift, du. Du faller ikke, hvor jeg falt. – Forøvrigt, ingen højtideligheder! Hvad har du med mig?

Far!

Passiar! Jeg har hjulpet dig fræm. Det har jeg sælv mest glæde af. – Du gør dit, jeg mit, – (Lager et glas.) – og om kvælden tar jeg mig «en nat-hue» på, før jeg går tilsængs. Hvad kommer det dig ved?

Væl, – så lager jeg mig «en nat-hue», jeg og (Tar et glas og begynner.)

Du, Hans?

Ja. Jeg er kommen hjæm for at leve helt sammen med dig.

Du vil ligesom jeg –? (Stanser.)

– Ligesom du gå full i sæng hvær kvæld, bredved dig.

Det forbyder jeg dig, Hans! – – Du skal ikke spøge, Hans; – du gjorde mig ganske ræd.

Men hvis jeg begynner med noget annet, så længe du holder på med dette, – hvor kommer jeg så hen?

Hvad fanden har du med mig?

Og det spør du om, som opmuntrer mig til at forsøge en hel liden reformation. Hvad vil folk sige? «Han reformere? Lad ham ændelig begynne med at reformere sit eget hjæm!»

De vil sige –?

Kænner du ikke vore forhold? I en fart finner de ud, hvæm jeg er, at jeg ingen pålidelig person er, ti jeg er jo søn af en – (Stanser.)

Dranker. Tal ud! – Derved er ingen ting at gøre. Det får du finne dig i.

Finne mig i! Nej, at få min egen far i vanrygte, dertil arbejder jeg ikke.

Det kan ikke bli’ værre, æn det er, det. Hør, Hans: når ikke din mor kunde –! – Slut med dette! – Tror du ikke, jeg har prøvet? Herre Jesus!

Så længe du ikke har prøvet at komme i ny, sælvstændige forhold, som helt kan optage dig, sålænge har du ikke prøvet.

Hvad vil dette sige –?

Du véd, jeg har taget agentur for de største maskinfabrikker i England og Amerika.

Ja, jeg liker ikke det. Du er skabt for noget større.

Men dette har jeg gjort for dig.

For mig?

Du skal styre forrætningen; vi to slår os sammen. Firma: Kampe & søn. Jeg vil aldrig mer forlade dig, far, aldrig en eneste dag, det være sagt for dit åsyn og med ihukommelse af mor.

Hans, min gut! – – Men det går ikke. – Du skal ikke kaste dig bort for min skyld.

Kaste mig bort? Nej, fører der vej for mig til noget stort, så går den her. Det kan du tro, jeg skønner.

Hans, min gut! – Å, at du er kommen hjæm igæn! – –

Nej, det er galskab, højtideligheder. Jeg vilde narre dig. Jeg kænner mig.

Men jeg skal ikke slippe for det! Jeg kan bedre æn mor være uafladelig sammen med dig.

Det blev til en byrde for dig, Hans, – og for mig med. – Jo, jo, jo, jo! Jeg kunde fortælle dig –; men en annen gang. – Huf, dette tar på kræfterne, jeg må (Går til bordet.)

Far!

Ja, der ser du. – Det er kommet så langt med mig, at jeg sælv ikke mere véd af det! Og for mig vil du ofre din fræmtid? Tøv, tull, – lad mig være! (Går atter mod bordet.)

Æn om mor levede, far!

Vil du være ond mod mig. Tror du ikke, jeg har husket på –! (Dækker sit åsyn.)

Jeg kan ikke fatte, hvorledes du efter mors død –

Vil du tie stille! – – Du forstår dig ikke på det. Det var jo da, det blev værst – – – Men jeg vil ikke tale om dette. Jeg vil ikke have inblanding.

Far!

Du har ingen ræt til det. Passer jeg ikke mine forrætninger? Den øvrige tid er min. – Jeg skylder ingen regnskab. Ingen!

Hvad er det, som nu kommer over dig?

Ja, dette tåler jeg ikke! Hvæm annen æn jeg kan vide, hvorfor jeg gør det? Jeg trænger til det. Det er kort og godt. Og så spør jeg ingen om lov. (Drikker.)

Nej, dette holder jeg ikke ud!

Du skulde have vidst, hvad jeg har holdt ud for din skyld, du.

Du – for min?

Du sa’ nylig, jeg var i vejen for din fræmtid.

Nej –

– Jo, det var meningen! Du var ikke tilsinns at bære over med mig.

Men far –!

Nu skal jeg gøre regnskabet op. Jeg havde en søn ude i verden; for ham skulde jeg arbejde. Men dette arbejde var ble’t til et hælvede. Jeg, som har gjort, at den høje styrelse sidder, hvor den sidder, jeg skulde væk. Jeg, som engang var faktotum, jeg blev kastet over i alt muligt og ændte i en kombineret post som tilsyn og kasserer for nye anlæg. Jeg måtte holde det ud; thi min søn bad bestandig om nok en rejse, nok et år.

I et godt glas kan megen harm gæmmes ned, du. Og så gik det. Véd du? Du er den siste, som har ræt til at sige noget.

Hvad jeg har tålt for din skyld, kommer du aldrig til at tåle for min. Derfor ti bare stille! (Går til bordet og begynner atter at lage.)

Ja, drikker du mere, far, så går jeg.

Nej, der tog du fejl! Kommandere lar jeg mig ikke.

Det forsøger jeg hæller ikke. Men jeg går.

Går? Hvorhen?

Bort, og det for bestandig.

Er du så hjærteløs? – Nu, så gør det!

Du evige! Tør du kalle det hjærteløshed, at jeg ikke holder ud at se dig således?

Jeg kommer hjæm uden anelse om, hvor galt det står til. Så byr jeg dig min fræmtid, ikke som pligt, offer, eller hvad du kaller det; nej, aldrig har jeg tænkt en tanke så kær. Aldrig har jeg været så stolt af noget som af, at jeg kanske kunde rejse dig helt i vejret igæn.

– Hans –!

Og så vil du ikke engang høre mig, ikke lade det være så længe, som jeg bruger for at tale ud, – ja, du undser dig ikke for at sige mig, at jeg er skyld i det.

Nej, så har jeg ingenting her at gøre. Og der er fare i at være her; – jeg har følt det. Så rejser jeg, far.

Du forstår mig ikke. Når jeg krymper mig, så er det for ikke at gøre mig bedre, æn jeg er. Hæller værre, så narrer jeg dig ikke.

Men kan du da ikke bare forsøge?

Herre Gud, når jeg nu véd, at det ikke går! Å!

Vil du høre på mig?

Ja.

Det er kvartals-skifte. Du har nætop aflagt regnskab. Skriv dit afskeds-brev her, nu. Om de gør kvalm, bryr du dig ikke om det. De fortjener ikke bedre. Så pakker vi i kvæld og rejser i morgen, – en måned, eller to, rundt i udlandet.

Hans!

Min bog trykkes imens. Vi kommer hjæm, udgir den – og åbner vor forrætning. Dit navn vil give den anseelse. Vi er vore egne herrer; vi slås for det, vi bægge tror på, – og arbejder. Hvad siger du til det, far?

Å, hvilken drøm! Bare det kunde gå, Hans, – å!

Men vilde du ikke gærne?

Kan du spørge? – Men jeg er gleden for langt ned.

Det må først prøves. Der er jo ænnu slige svære kræfter i dig, far.

Siger du det?

Å! Rask ud af alt dette her!

Dersom jeg turde tro mig sælv –!

Det må da hjælpe dig, at jeg ingen annen er æn dig sælv, da du sælv var ung. Vil du?

Om jeg vil –? Men jeg tør ikke; jeg kniber ud, jeg véd det!

Men vi skal bestandig være sammen.

Å, det vilde være –!

Hjælp! Ro hid!

Fra sjøen?

En, som bader sig!

Hjælp!

Han sidder fast i tanget! Han drukner.

Men der kommer en båd! Nej, den ror væk! Hvad for noget! (Springer.)

Damerne! – De ror til lands! Sa’ jeg det ikke? (Udenfor.) Hid med båden! Hid, hid! – Forfjams jer ikke! I takt! I takt!

Hjælp mig!

Nu kommer vi!

Ser du ham? – Jeg tør ikke mere se did!

Nej, han er sunken! –

Sunken!

Vi skulde have ræddet ham!

Men, Karen, vi kunde da ikke –

Det var ikke ræt, det var ikke ræt, det var ikke ræt. Jeg får ikke mere fred for det i mit liv. – Ser du ham?

Nej.

De plejer at komme op igæn to ganger.

Men han er jo fast.

Det er sant. Å, det er sant! – Kommer ikke båden?

Der er den!

Der er den!

Gud ske lov!

Lige på, hvor han sank!

Der hopper den gamle ud.

Å! – – – (Stilhed.)

Han blir så længe borte!

Der er han!

Har han ham med? – Ja!

Nu får han fat i båden.

Den krænger!

Nej! Den gamle slap.

Hans holder den druknede. –

Den gamle kommer op igæn på den annen side.

Han holder imod.

Nu har Hans ham i båden! (Fræm igæn.) Gud være takket og lovet! (Hun brister i voldsom gråd.)

Der kommer flere båder.

Og så mange folk som har samlet sig! Hvor skal vi hen? Vi kan ikke gå did. Hvor er vi?

Men Karen! Fat dig!

Å-å-å!

Lad os bare komme bort! – Men hvilken vej?

Karen, kære Karen! (Bort til højre.)

Far, vænt!

Jeg vil bare skifte.

Å, vænt! (Kommer springende.)

Det, vi talte om, før dette kom på, – lov mig det nu! (Omfavner ham.)

Du blir våd, gutten min!

Men nu lover du mig det, gamlen?

Jeg skal prøve.