Det ny system

av Bjørnstjerne Bjørnson

TREDJE HANDLING


Stue hos general-direktøren.

Første møde.

(Vi hører fra alle sider sælskabs-larm. Gænnem en alminnelig samtale mellem herrer lyder et piano og til dette foredrag af en lystig vise, fulgt af latter og bifall.)

    Karen  (kommer in, fulgt af en pige med et bræt, hvorpå forfriskninger for damer).

Sæt det her! Så! – Gå så in til Frederik og sig ham, at der er færdigt for herrerne i haven.


    Hans  (kommer i sælskabs-dragt og med sin hat i hånd).

    Karen  (da hun får øje på ham).

Undskyld, hr. Kampe, dette rum er for familjens og husets damer. Herrernes samtaler begynner at blive dem for støjende.


    Hans. 

Jeg må tale ganske kort med Dem.


    Karen. 

De véd, at jeg ikke vil høre på Dem.


    Hans. 

Jeg gir mit ord på, at der er intet, som De ikke kan høre.


    Karen. 

Jeg tror Dem ikke! At De og Deres far virkelig er her i dag, er en så stor – dristighed, at jeg kan tænke mig hvad som helst.


    Hans. 

Jeg kom her alene for at få tale med Dem; min far, fordi han vilde vise sig, når han var buden. – Tør jeg så sige Dem det?


    Karen. 

Det tør De vist. Men jeg tør ikke høre på Dem … Der er herrerne i haven.


    Hans. 

Jeg skræmmer Dem, fordi jeg ser urolig ud. Jeg har haft en forfærdelig tid, siden jeg sist talte med Dem!


    Karen. 

De?


    Hans. 

Det er intet under, at De misforstår mig. Jeg har jo misforståt mig sælv! – Ja, se på mig! – Jeg havde intet gænnemtænkt, da jeg sist talte med Dem; jeg gav vill-ledende svar; – og ét må jeg skynde mig at få rætte! Tillader De det?


    Karen. 

Nu ja – hvis det ikke er –?


    Hans. 

Vær ikke bange! Jeg sa’, at om det havde været min egen far i stedet for Deres, – jeg havde ikke offentlig angrebet ham.


    Karen. 

Ja?


    Hans. 

Nu har jeg tænkt dette helt ud; jeg har også talt med far om det, og vi er fullkommen enige. Havde han fejlet offentlig, og havde hans fejl haft offentlige følger, f. e. været til millioners tab for landet, og ingen kunde eller vilde træde op, – det havde været min pligt, min uafviselige pligt at gøre det, hvis jeg forstod mig på det.


    Karen. 

Hvad siger De?


    Hans. 

Jeg siger det, som er rigtigt, at det havde været min uafviselige pligt.


    Karen. 

Græsseligt! – Deres egen far kunde De angribe offentlig!


    Hans. 

Misforstå mig ikke! Min pligt havde det været; men jeg kunde ikke have gjort det! Nej! havde min bog ikke været skrevet, før jeg kom hjæm, og været udgivet, før jeg talte med Dem; – jeg havde hværken udgivet eller skrevet den.


    Karen. 

Ser De?


    Hans. 

Ti nu først har jeg opdaget, at jeg har lige så stærke lidenskaber og lige så stærke fristelser som far. De væntede bare på at blive rørt ved. Jeg vilde have ligget under så dybt, som han lå under, dengang han forsøgte at sige sanheden. Men så vilde jeg også have blevet ænnu ulykkeligere, æn han blev.


    Karen. 

Men, Hans!


    Hans. 

Jo, jeg har følt det så! Min bog er flere års sammenlagte beslutning. At skrive den var for mig ingangen til min livs-gærning. Havde jeg nu sluppet, så havde det været at slippe alt. Ti her havde jeg min ævne, min kunskab, mit ansvar, – jeg havde aldrig rejst mig mere!


    Karen. 

Det vidste jeg ikke!


    Hans. 

Jeg vidste det ikke sælv! Men ænnu mindre vidste jeg –

Vi er opvoksede sammen –


    Karen. 

Nej, Hans –


    Hans. 

Jeg må få tale ud! Jeg havde til en vis grad taget dig med som noget givet, altså til en vis grad glæmt dig.

Men fra sist, – fra du sprang fra mig! En liden stund efter – jeg skælver atter i mit innerste ved det! – fra jeg så, hvor ubeskrivelig jeg var ælsket –


    Karen. 

Nej, Hans!


    Hans. 

Det rykker et menneske bort fra alt fast at opdage sligt! Jeg kunde have brænt min bog –!


    Karen. 

– Kunde du –?


    Hans. 

Jeg kunde, – jeg skammer mig ved at sige det! jeg kunde være fallen så forfærdelig som far, forfærdeligere! Og det vilde du dog ikke?


    Karen. 

Nej, nej!


    Hans. 

Tror du mig, Karen?


    Karen. 

Ja.


    Hans. 

For uden at du tror mig, kan jeg ikke leve! Du skal tro, at jeg har ikke været forræder mod dig; ti jeg vidste ikke den gang, hvad du var for mig. Du skal tro, at havde jeg vidst det, så kunde jeg for din skyld være ble’t forræder mod mig sælv.


    Karen. 

Sig det ikke mere, Hans!


    Hans. 

Det er mange dagers kamp, som ændelig får udbrud. Det er forfærdelse over dunkle dybder i mig sælv. Jeg må få lægge alt dette åbent for dig. Du skal se! Min ære og min usselhed, det allersiste i mig skal du se! Jeg må få sige det op igæn og op igæn! Jeg har handlet sant; men du kunde få mig til at lyve! Du har haft i din magt at stænge livet for mig. Du har kunnet kaste mig tilbage i fejg taushed, udslætte mig for mig sælv, – der er arv i det –!


    Karen. 

Rætfærdige Gud! –


    Hans. 

– Bare at det vilde være gåt mig så uhyre værre! Ti jeg vilde ikke som far være gleden uforvarende ned, nej, have styrtet mig i det med full, bevidst opgivelse. Du skal få vide det. Om du afskyr mig, – bare du tror mig!


    Karen. 

Jeg tror dig, jeg tror dig! D. v. s. jeg tror, du taler under inflydelse af en stor skræk.


    Hans. 

Ja, Gud give!


    Karen. 

Jeg er vis på det! I skyggen af mørke minner har du gåt og skræmt dig sælv.


    Hans. 

Tror du –?


    Karen. 

Jeg er vis, jeg er vis! Og jeg ser bare én ting i dette, det er, hvor du er stærk, hvor du er hel! Ja, det er sant, Hans, at jeg ælsker dig!

(Kaster sig til ham.)

    Hans. 

Karen! – –


    Karen. 

Jeg ælsker dig!


    Hans. 

Jeg ælsker dig!


    Karen. 

– Der er nogen! (De slipper hværandre og står langt fra hværandre, da fru Riis åbner døren.)


Annet møde.


    Fru Riis. 

Men Karen! Hvor bliver du af? Er det ænnu ikke færdigt?


    Karen. 

Jo, mor, nu er det færdigt.


    Fru Riis. 

Men hvorfor kommer du så ikke og siger det, barn? – I står kanske her og disputerer? I også? Hele sælskabet disputerer. – Har I sagt hværandre noget hårdt? – Ja, Hans, jeg er ikke tilfreds med dig.


    Hans. 

Frue!


    Karen  (kaster sig om halsen på moderen).

Mor.


    Fru Riis. 

Hvad er det, Karen?


    Karen  (trykker henne til sig atter og atter).

    Fru Riis. 

Kære, hvad går af dig? Du skulde da væl ikke –?


    Karen. 

Jo, mor; – du véd, at Hans –


    Fru Riis. 

Ja, det! Men du har da væl ikke –?


    Karen. 

Jo, jeg har sagt ham det.


    Fru Riis. 

Gud, Karen! (Sætter sig.)


    Karen. 

Men, mor! (Knæler hos henne.)


    Fru Riis. 

Dette skulde du ikke have gjort.


    Hans. 

Det er min skyld, frue.


    Fru Riis. 

For nu får jeg det så ondt. (Græder.)


    Karen. 

Du, mor?


    Hans  (samtidig).

De, frue?


    Fruen. 

Nu siger han, dette er min skyld.


    Hans. 

Deres?


    Fruen. 

Og min familjes skyld. Hele min familje er troløs mod ham. Og det er sant; de er troløse mod ham. Men jeg kan ikke for det. (Græder.)


    Karen. 

Kære, gode mor.


    Fruen. 

Og når nu børnene begynner også –! Men dette har ikke jeg lært dig, Karen.


    Karen. 

Mor!


    Fruen. 

Ti det er også troløst af dig, Karen; jo det er.


    Karen. 

Gud, mor! (Gæmmer hovedet i hennes skød.)


    Fruen  (stryger hennes hoved).

Jeg vil ikke gøre dig ondt. Men jeg må jo sige det.


    Hans. 

Frue!


    Fruen. 

Dette skulde du ikke have tilladt, Hans. Du skulde have behersket dig bedre æn som så.

Og nu må det være som ikke gjort, børn. For ællers må jeg jo sige det til far. Jeg kan jo ikke lyve for far.


    Hans. 

Men kan De ikke sige det?


    Fruen. 

Jo. Det vilde så gå ud over mig. Men det fik være, hvis han tålte det, han. Men han tåler det ikke. Nu har han nok alligevæl. – Nej, det må ikke ske. – Her er ingenting hændt; – hører I det, børn? Ingenting.


    Hans. 

Men, frue?


    Karen. 

Mor har ræt! (Kaster sig atter ned i hennes skød.)


    Fruen. 

Ja, jeg har ræt. – Og du, Hans, du må ikke også ta’ børnene fra ham. Det må du ikke. Dette er ikke ræt, Hans.


(Udenfor høres:)

Her var køligere!


    Karen  (springer op, peger til venstre).

Gå! Skynd dig!


    Hans. 

Men jeg få tale med dig!


    Karen. 

Nej! Gå! Gå! (Hans går. Hun omfavner moderen hæftig.) Mor! (Denne har rejst sig, Karen iler ud til højre.)


Tredje møde.

Fru Riis. Fru Ole Ravn (kallet «tante Ole»). Fru Preuss.

    Tante Ole. 

Se, her er det! Vi kommer sælv-budne. Det var ikke længer til at holde ud i haven for varme og disput. Hvad fejler dig, min pige?


    Fru Riis. 

Å-!


    Tante Ole. 

Du er den sødeste pige af verden. Men du har altid to møller løbende. Det er din eneste fejl. – Du, Kamma, som har så god en man!


    Fru Riis. 

Det har jeg, tante Ole. Men de andre er ikke allesammen gode mod ham. Det er sagen.


    Tante Ole. 

Ja, det véd Gud! Det er en skandale! Men græd ikke for det! Er der nogen, som kan klare sig, så er det Riis. Han er enhvær situation overlegen.


    Fru Riis. 

Ja, det er noget stort over Riis.


    Tante Ole. 

Å! En kløgt, en takt, en godmodighed! Lagde du mærke til ham ved middagsbordet?


    Fru Riis. 

Jeg havde så meget at ta’ vare.


    Tante Ole. 

Jeg sa’ just i går til min svigersøn og Anna: han gør eders familje den største ære, som nogen ænnu har gjort den. Men I –? I hakker i ham som «Ravne»! I er det, I er!


    Fru Riis. 

De gør det ikke af ondt, tante Ole.


    Tante Ole. 

Gud véd, hvad de gør.


    Fru Riis. 

Nej, tante Ole; de er ikke onde – ikke nogen af dem. De er rætskafne.


    Tante Ole. 

Ja, – du beundrer din familje. Det er mere, æn jeg gør. Men det er også din eneste fejl. – Sylte-tøj! Nå! Det lager ingen som du!


    Fru Riis. 

Vær’sgo’, forsyn dig! Jeg skal hænte de andre.

(Går.)

    Tante Ole. 

Forsyn dig, min pige, det er dejligt! Nå, du har allerede gjort det?


    Fru Preuss. 

For længe siden.


    Tante Ole. 

Nej, jeg blev ked af alt det snak. Det suser mig om ørene ænnu.


    Fru Preuss. 

Jeg fant det ganske morsomt, jeg, tante.


    Tante Ole. 

Morsomt? Tal kan aldrig blive morsomme, min pige, når de ikke angår ens egen formue. Men det véd Gud, at de ofte ikke er morsomme da hæller. Desuden tal og hjul-diameter, tal og kurver, tal og sporbredde, friktion, død-vægt, – hu! Jeg kan drømme om det, så inne i det er jeg.


    Fru Preuss. 

Du har jo også været gift med en ingeniør, som vi alle.


    Tante Ole. 

Ja, de ingeniører! Især de yngre! De er verdens utøj!


    Fru Preuss. 

Men, tante! Ha, ha, ha!


    Tante Ole. 

Ingen pietet, ingen autoritet! Vantroende allesammen. Det er derfor, de ikke engang er anstændige.


    Fru Preuss. 

Anstændige?


    Tante Ole. 

Det kaller jeg ikke at være anstændig, at give sig til at slås om general-direktørens system i hans eget hus.


    Fru Preuss. 

Han vilde jo sælv have det så? Han har jo inbudt til det.


    Tante Ole. 

Han har pokker!


    Fru Preuss  (uden at afbrydes).

Han opfordrede dem jo også ved bordet i en skål-tale til at disputere af hjærtens fulle behov!


    Tante Ole. 

Du snakker så forskrækkelig, min pige! Fordi om han har takt nok til at lade som ingenting, følger ikke, at de ingen skal have. Men de er uden opdragelse. Jeg gæntager det: de savner vælanstændighed. Naturstudierne, skal jeg sige dig, virker sådant.


    Fru Preuss. 

Nej, tante, det har jeg aldrig hørt før, ha, ha, ha!


    Tante Ole. 

Ja, da har du ikke hørt stort. – Nu, er I der?


Fjærde møde.

Tante Ole. Fru Preuss. Fru Stange. Fru Thomas Ravn. Fru Karl Ravn. (Siden) Fru Riis.

    Tante Ole. 

Her er det mest mageløse sylte-tøj. I år har Kamma overgåt sig sælv.


    Fru Preuss. 

Tante er i sit brille-opskydende og brille-nedskydende.


    Fru Stange. 

Er du ikke i godt humør, tante?


    Tante Ole. 

Hvæm? Jeg? – Å, jeg jages huset rundt af det forskrækkelige skænderi. – Men jeg sa’ det til Kamma: Lad husets damer blive borte fra ingeniør-middagen i år. Der blir bare trætte om det ny system, – og det er ikke for damer.


    Alle. 

Jo, tante!


    Fru Karl Ravn  (samtidig).

Jo, mor!


    Tante Ole. 

Se så! I fortjente ikke at være her nogen af jer!


    Fru Preuss. 

Men, tante? Det er jo et offentligt spørsmål, og vi koner er med.


    Tante Ole. 

Uden at forstå et ord af det. Ja, det går i regelen så med alle offentlige spørsmål nu til dags. De afgøres af dem, som ikke forstår dem.


    Fru Karl Ravn  (idet hun forsyner sig).

Du er jo sælv den ivrigste, mor?


    Tante Ole. 

Nå, er du der? Det vil jeg sige dig, min datter, at da jeg så dig og din man komme anstigende, blev jeg dybt rystet! Er hæller ikke det uanstændigt? Han, som offentlig har optrådt mod sin egen slægtning! De andre inskrænker sig dog til at snakke.


    Fru Karl Ravn. 

Jeg kan ikke skønne, at dette er et slægtsspørsmål. (Efter som damerne er færdige med forfriskningerne, tager de hånd-arbejder fræm.)


    Tante Ole. 

Så er dog sannelig din man nærmere til at følge general-direktøren æn til at følge den fordrukne Amerikaner.


    Flere. 

Amerikaner?


    Tante Ole. 

Å, jeg kaller ham så. Han kommer jo derfra og tror ikke på autoriteter. Det er jo amerikansk, véd jeg.


    Fru Karl. 

Spørsmålet er nætop, om de er autoriteter.


    Tante Ole. 

Vil du tie stille! Du og din man, din man og du.


    Fru Preuss. 

Du skæller altid på din sviger-søn, tante. Hvorfor tog du ham til det?


    Tante Ole. 

Det skal jeg sige dig, min pige! Når man har dumme døtre, blir man ofte sælv dum. Ællers var jo fyren ganske bra, bare han ikke var så excentrisk. Men det forstår sig; det er jo den hele slægt. (Fru Riis kommer.) Alle med undtagelse af dig, min pige! Du er sannelig den skikkeligste af dem allesammen. De andre er ikke til at holde ud med.


    Fru Riis  (alvorlig).

Men, tante! Du siger da ikke om din afdøde man, at han ikke var til at holde ud med.


    Tante Ole. 

Gud vælsigne ham, det ærlige skinn! Men han gik engang i full puds op til første-ministeren og sa’ ham, at nu måtte han gå af: han forstod ikke længer sin tid. Å, han gjorde meget af den sort.


    Fru Preuss. 

Han gik jo også engang til kongen?


    Tante Ole. 

Ja, og bad ham gøre en af prinserne til håndværker; det vilde være så godt for eksemplets skyld. – –

Der var ikke annet for mig at gøre æn at slå mig på fornuften. Jeg blev sjø-syg af al den idealitet. –

Det vil jeg sige dig, min pige, at den smule fornuft, du har, har du efter mig.


    Fru Riis. 

Jeg kommer egentlig for at hilse fra Riis. Han måtte tage bort med 7-trænet.


    Tante Ole. 

Se, der har de, Gud hjælpe mig, jaget ham!


    Fru Riis. 

Nej, han havde glæmt en pårammet forrætning.


    Tante Ole. 

Passjar! Han rømte fra al denne ingeniør-uanstændighed. Han er for fin til sådant, Riis.


    Fru Stange. 

Kanske vilde han nætop gøre diskussjonen friere ved at drage sig tilbage?


    Tante Ole. 

Det kunde ligne ham! Altid hensynsfull! Og de andre! Akkurat det modsatte!


    Fru Riis. 

Men Riis har jo sælv opfordret dem til, nu, da alle er samlede, at tale med hværandre.


    Tante Ole. 

Du kommer så kedsommeligt med forsvar for alle mænnesker. Vi kan i din nærhed næppe tale.


    Fru Riis. 

Men, tante –!


    Tante Ole. 

Nu, det er også den eneste fejl, du har! Kom og kys mig!

(De kysses.) Så! – Sød er du! (Klapper henne. Fru Riis går.)


Femte møde.

De forrige (uden fru Riis). Karl Ravn.

    Karl. 

Er du der?


    Fru Preuss. 

Du trode, hun var rømt?


    Fru Thomas. 

Allerminst!


    Karl  (ler).

Nej. Men hun blev ganske borte. Og så må man jo vide, hvor hun er, og hvordan hun har det?


    Fru Karl. 

Tak, godt! Æn du? Morer du dig?


    Karl. 

Udmærket! D. v. s. jeg havde moret mig bedre, om de havde holdt sig helt til sagen og ikke bestandig søgt ud efter –


    Tante Ole. 

– bevæggrunnen? Jo, det véd Gud, at her er det nødvendigt! Ti havde den gamle drukkenbold haft sine regnskaber i orden, så havde vi ikke haft noget af dette. Det er hele sagen!


    Fru Karl. 

Der kan du høre, hvorledes vi damer diskuterer sagen.


    Tante Ole. 

Å, det er ikke vi damer alene, som siger sådant, men den hele by, kanske det hele land.


    Karl. 

Hys, hys, hys, hys!


Sjette møde.

De forrige. Kampe.

    Kampe. 

Vor vært skulde vel ikke være her?


    Karl. 

Nej, han er taget bort.


    Kampe. 

Bort? Er han taget bort.


    Karl. 

Er der hændt noget?


    Kampe. 

Å, intet videre. Sønnen, Frederik, fortalte mig just nu, at … at …


    Flere. 

Hvad er det?


    Kampe. 

At der skulde nedsættes en kommissjon for at undersøge, om mit regnskab var … var rigtigt.


    Fru Karl  (rejser sig).

Sådant siges bare, for at – ja, for at det skal siges.


    Karl. 

Ganske vist.


    Kampe. 

Han sagde, at alle trode det, alle talte om det. Er det sant? Jeg vilde gærne vide, om det var sant?


    Fru Karl. 

De bryr Dem dog væl ikke om sligt?


    Kampe. 

Altså det siges. Har De hørt det, frue?


    Tante Ole. 

Jeg kan ikke sige annet æn sant: jeg har hørt det.


    Kampe. 

Så også De har hørt det? – Den unge man havde ræt! Nå! Jeg skal under forhør! Også det måtte komme! Naturligvis.


    Fru Karl. 

Men, Kampe –!


    Kampe. 

Ja, De vil mig væl, både mig og min søn. Tak, frue! – Så gamle Kampe skal under forhør.


    Fru Karl. 

Dersom De tager det således, opnås kanske, hvad som tilsigtes.


    Kampe. 

De skal opnå mere, æn de har tilsigtet. (Går.)


    Fru Karl. 

Gå efter ham, Karl! Få ham herfra!


    Karl. 

Ja.


    Fru Karl. 

Vil han ikke, – så få fat i hans søn!


    Karl. 

Naturligvis. (Ud.)


    Fru Karl. 

Å, dette er en komplot.


    Tante Ole. 

Komplot? Hvæm har sat den i gang? (Fru Karl sætter sig.)


    Fru Preuss. 

Frederik skulde ikke have sagt ham dette.


    Fru Thomas. 

Allerminst her.


    Fru Stange. 

Frederik er så hidsig.


    Tante Ole. 

Frederik holder af sin far.


    Fru Preuss. 

Det gør han.


    Tante Ole. 

Jeg undres slæt ikke over, at blodet stiger ham til ho’det, især efter en god middag. Han ser sin far omringet af dem, der misunner og bagtaler ham. Han ser desværre sin egen slægt iblant dem.


    Fru Preuss. 

Misunner vi general-direktøren?


    Fru Thomas. 

Bagtaler vi ham?


    Fru Preuss. 

Du bruger stærke ord, tante! (Ler.)


    Tante Ole. 

Ja, jeg kan intet annet kalle det.


    Fru Stange. 

Nej, må nu jeg få lov til at sige et ord?


    Tante Ole. 

Nej, det får du aldeles ikke, min pige. For når du begynner, er der ikke længer fred at få.


    Fruerne Preuss og Thomas. 

Ha, ha, ha!


    Fru Stange. 

Hvad er det, du siger, tante Ole? Er det kanske ikke jeg, som bestandig må stride for freden iblant os? For der må strides for freden; det må der, især når du er med, tante Ole.


    Fruerne Preuss og Thomas. 

Ha, ha, ha!


    Tante Ole. 

Å, dit spektakel! Skal den, som forsvarer en man, kalles ufredelig?


    Fru Stange. 

Ja, for du er så slæm. Du bagtaler så; ja det gør du, tante Ole.


    Tante Ole. 

Du gode! Jeg har siddet her og værget generaldirektøren mod bagtalelse i hele dag! – Hvad er det, du siger, Anna?


    Fru Karl  (har siddet aldeles rolig lige ved siden af henne).

Ingenting, mor.


    Fru Stange. 

Du kommer med så meget stygt; – du er så rask med tungen.


    Tante Ole. 

Jeg er ikke langsom og højtidelig som et spøgelse –


    Fruerne Preuss og Thomas. 

Ha, ha, ha!


    Tante Ole. 

– men det er just mod alt slags «stygt» (som du siger), at jeg har kæmpet, lige siden jeg kom her til landet. – Hvad er det, du siger, Anna?


    Fru Karl. 

Jeg? Ikke et ord, mor!


    Tante Ole. 

Å, jeg ser dig nok bag dine briller. Du sidder og gæmmer dig i fileringen.


    Fru Karl. 

Jeg er nærsynet, mor. Det har jeg arvet efter dig.


    Fru Stange. 

Ja, det véd Gud, at her er megen bagtalelse og misunnelse. Den er svær; det er sant, det! Men vi kvinner er ikke ganske fri, og du, tante Ole, du er den værste af allesammen!


    Fruerne Preuss og Thomas. 

Ha, ha, ha!


    Tante Ole. 

Du rigtig sitrer af arrigskab! – Men nu spør jeg jer, om det ikke er jeg, som må tage general-direktøren i forsvar mod hans egen misunnelige familje?


    Fru Preuss. 

Nej, det får du ikke lov til at sige.


    Fru Thomas. 

Nej, det får du ikke, tante Ole!


    Fru Stange. 

Men sådant siger hun jo bestandig.


    Tante Ole. 

Jo, nu blev der liv i hønse-gården, da jeg rørte ved familjen! Den vidunderlige familje, som har patent på al dyd her i landet! – Hvad er det, du siger, Anna?


    Fru Karl. 

Ha, ha, ha!


    Fru Preuss. 

Du véd så godt, tante Ole, at uden vor familje havde general-direktøren ikke kommet så højt op.


    Tante Ole. 

Nej, naturligvis! I har taget os op af rennestenen, allesammen! Gud, at jeg ikke vidste det, før jeg kom hid! Det kan ærgre mig ænnu. (Fru Riis kommer.) Er du der? Du er den eneste skikkelige, er du!


    Fru Riis. 

Hvad taler I om?


    Tante Ole. 

Naturligvis om det samme. Jeg siger, at familjen måtte skamme sig, som den er mod din man. Og så svarer de, at uden den Ravn’ske vidunderlighed var din man ingenting.


    Fru Riis. 

Nej, sådan var det bestæmt ikke, tante.


    Tante Ole. 

Sådan var det! Spør dem! Ti i ét er de da enige allesammen (skønt uenige i alt annet), at den Ravn’ske slægt er den eneste, som duer. – Hvad er det, du siger?


    Fru Karl. 

Jeg? – Jeg syntes, det var du, som sa’ noget?


    Tante Ole. 

Tir mig ændelig ikke! Jeg har rigtig taget familjen i øjesyn, siden dette kom på med general-direktøren. Jeg kan fortælle lidt om den.


    Fruerne Preuss og Thomas. 

Å, ja, gør det, tante Ole!


    Fru Stange. 

Ja, det må du gærne!


    Fru Riis. 

Kære, lad os holde fred i familjen!


    Fru Stange. 

Det kan vi så godt, alle vi andre.


    Tante Ole. 

Ja, for I er enige om at rakke ham ned, allesammen!


    Fru Karl. 

Altså dog én ting til, som vi er enige om!


    Fru Preuss. 

Ha, ha, ha!


    Tante Ole. 

Det kommer deraf, at I har en snæv af galskab, allesammen.


    Fru Karl. 

Ha, ha, ha!


    Fruerne Stange og Thomas  (samtidig).

Det var rigtigt, tante Ole!


    Fru Preuss. 

Ja, begyn nu! Det er ikke første gang, du siger det!


    Tante Ole. 

Så!


    Fru Riis. 

Men, kære tante Ole? Nu forivrer du dig bestæmt?


    Tante Ole. 

Den ene sværmer intil galskab, den anden tviler og grubler intil galskab, den tredje ligger i bestandige handels-spekulationer intil – I véd sælv, hvæm jeg mener …


    Fru Stange. 

Nu, tante Ole, skal du holde op!


    Tante Ole. 

Vil du slås? Det fejlede bare! Den fjærde stikker i opfinnelser og lignende lirum-larum intil galskab. Den femte –


    Fru Karl. 

Ha, ha, ha!


    Fruerne Preuss og Thomas  (samtidig).

Å, kom ændelig med den femte også!


    Fru Stange. 

Jeg kan forstå, hvæm du mener. Det er stygt!


    Tante Ole. 

Så har jeg dog ikke taget nogen med, som er her?


    Fru Stange. 

Det er nætop det stygge!


    Tante Ole. 

Nå, I vil med, I også? Værs’go!


    Fruerne Karl, Preuss, Thomas. 

Ha, ha, ha!


    Tante Ole. 

Den femte er missjonær for fred og kærlighed –


    Fru Riis. 

Ja, kærligheden, tante Ole! Bliv i kærligheden!


    Tante Ole. 

Å, bliv mig fra livet med din kærligheds-snak! Du er just af femte sort! Og den kedsommeligste af dem allesammen!


    Fruerne Karl, Preuss, Thomas. 

Ha, ha, ha!


    Fru Stange  (samtidig).

Men nylig sa’ du jo –?


    Tante Ole. 

Du også! Skønt du er et troll.


    De andre  (uden fru Riis).

Ha, ha, ha!

(Højrøstet samtale høres.)

    Tante Ole. 

Der kommer de, Gud forlade mig, også hid! Hvor skal vi nu hen for at få fred? (Alle har rejst sig.) På sæng-kamrene! Did kommer de dog væl ikke!


    Alle  (uden fru Riis).

Ha, ha, ha!

(Tante Ole ler med.)

    Fru Karl  (i det de alle går).

Ja, sådan diskuterer vi jærnbanespørsmålet!


    Alle  (også tante Ole).

Ha, ha, ha, ha! (Ud til venstre.)


Syvende møde.

Kahrs, Preuss på den ene side af jærnbane-komitéens forman; på den annen side af ham Lange og Kraft.

    Kahrs. 

Det er beviserne, som skal vejes!


    Lange. 

Men når der står beviser mod beviser?


    Preuss. 

Tal! Jeg siger tal! Og tal kan ikke lyve.


    Kraft. 

Men når der nu står tal mod tal!


    Kahrs. 

Det er just eders beviser, eders tal, som Hans Kampe har kastet over ænde.


    Lange. 

Ikke et eneste! Udgangs-punkterne er gale.


    Preuss. 

Hans udgangs-punkter er de officielle dokumenter.


    Lange. 

Det bevis kan ikke bruges. Det særegne ved terrænet –!


    Kraft. 

– Ved trafikken også!


    Preuss. 

Nu, så tar vi sydbanen. Nætop her har Kampe bevist –


    Lange. 

– Nætop her har bureau-chef Larssen bevist!


    Jærnbane-komitéens forman. 

Mine herrer!


    Kahrs. 

En beregning af gamle Kampe er noget ganske annet æn en beregning af bureau-chef Larssen –


    Lange og Kraft. 

Hvad er det, De siger?


    Lange. 

Jeg tror på bureau-chef Larssens pålidelighed som på –


    Preuss. 

– som på Gud? Hvad?


    Lange. 

– som på et matematisk bevis! Det gør jeg!


Ottende møde.

De forrige. Bureau-chef Larssen. Kanal-inspektør Frederik Ravn. Karl Ravn. (De forriges samtale fortsættes, men dæmpet og længst mod forgrunnen.)
Herfra og 14 replikker framover er det i den trykte utgaven en klamme til venstre for replikkene med ordet «Samtidigt.» satt vertikalt.
    Kahrs. 

Nej, tro så hæller på drifts-ingeniørernes inberætninger!


    Kraft. 

Hvad de?


    Preuss. 

Disse inberætninger er nu ordnede på en måde, som er dræbende.


    Kraft. 

Ja, det har den slu man gjort, som kommer der, general-direktørens svoger.


    Lange. 

Jeg siger, at også dette er et falsum!


    Preuss. 

Og jeg, at De véd ikke mere, hvad De siger!


    Jærnbane-komitéens forman. 

Mine herrer!


    Lange. 

Intet mænneske tviler på, at vi her står foran en komplot, at den har en dranker til fører og familjenag som hæmmeligt fond.

(Samtidig med denne samtale føres følgende af de langsomt kommende.)

    Frederik Ravn. 

Kom til mig en dag og se det igænnem! Jeg har samholdt drifts-ingeniørernes inberætninger.


    Larssen. 

Det har også vi gjort.


    Frederik Ravn. 

Ikke på denne måde. Kom og se!


    Larssen. 

Det skal jeg, siden De tillader det!


    Frederik Ravn. 

Jeg véd, De vil alene det sanne i sagen.


    Larssen. 

Det håber jeg, hr. kanal-inspektør!

(Karl Ravn har efterhånden nærmet sig den hviskende gruppe.)

    Karl Ravn  (muntert).

Familje-nag? For alting: tal højt!


    Lange  (højt).

Ja, det er jeg ikke bange for. En sag skal undersøges ned i dens moralske udspring. Vore små forhold tillader det, – og det er en stor fordel.


    Karl Ravn. 

Det er i alle fall nationalt!


    Preuss. 

Det hører sansynligvis in under fædrelands-kærligheden?


    Lange. 

Nævn ikke det ord! Var der fædrelands-kærlighed iblant os, så holdt vi på det, som vitterlig er vort eget.


    Frederik Ravn. 

D. v. s. vore fejltagelser?


    Lange. 

Hvad holder så I på? På en drankers delirier!


    Jærnbane-komitéens forman. 

Undskyld! Jeg er fra rigs-dagen vant til at holde på en parlamentarisk udtryks-måde.


    Lange. 

Man må også i rigs-dagen sige, hvad som er sant.


    Jærnbane-komitéens forman  (smiler).

Nej, det er just, hvad man i rigs-dagen ikke må.


    Flere. 

Ha, ha, ha!


    Kraft. 

Men apropos om rigs-dagen! Hvordan er stæmningen? Hvad beslutter den?


    Jærnbane-komitéens forman. 

Ja, det er ikke godt for rigsdagen, så længe de sag-kyndige står mod hværandre.


    Preuss. 

De regner da også de ved jærnbanen ansatte for sagkyndige?


    Kahrs. 

Gyselig grovt!


    Kraft. 

Ja, virkelig «gyseligt». – Men hvilken blir rigsdagens beslutning, tror De?


    Frederik Ravn. 

Det er meget læt at sige. Rigs-dagen har to baner at beslutte over. Den ene voterer den efter det ny system; den annen efter det gamle.


    Jærnbane-komitéens forman. 

Så vilde i alle fall sagen ikke være afgjort i sit princip.


    Frederik Ravn. 

Fullkommen rigtig. Hvad fanden blir afgjort i sit princip hos os?


    Karl Ravn. 

Å –! Nu snakker du «sort» igæn, papa Ravn!


    Larssen  (som har nærmet sig komitéens forman).

Men tillad mig: to modsatte ting kan ikke på én og samme tid være sanne?


Niende møde.

De forrige. Kampe.

    Kampe. 

Her kommer en munter kanin!


    Karl Ravn. 

Er han her igæn?


    Preuss. 

Og full? – De sagde jo, han var blevet ordentlig?


    Kahrs. 

Ved bordet rørte han ikke et glas.


    Kampe  (synger).

Gaudeamus igitur, juvenes dum sumus –


    Lange  (samtidig til komitéens forman).

Må jeg præsentere Dem den man, fra hvæm alt har sit udspring?


    Jærnbane-komitéens forman. 

Er han så dybt fallen?


    Lange. 

Ja, det har gåt rask på nogle år med ham!


    Kampe. 

Gaudeamus igitur, juvenes dum sumus –


    Frederik Ravn. 

Hvad er dette?


    Kampe. 

Det er jeg, det, far! Magnus Holm Kampe.

(Man ser Fr. Ravn tale til Karl Ravn, og at denne derpå styrter ud.)

    Larssen  (som atter er kommet efter formannen).

Tillad mig: men to modsatte ting kan ikke på én og samme tid være sanne?


    Kampe. 

Nej, har vi ikke – (Taler efter bureau-chefen.) – hans højtidelighed principet her også, da?


    Lange  (til Kraft).

Å, få hele jærnbane-komitéen her in, så er De snild.


    Kraft. 

Øjeblikkelig! – Udmærket!


    Lange. 

Bed Frederik Riis hjælpe Dem med det!


    Kraft. 

Ja! (Afsted.)

(Frederik Ravn har imidlertid forsøgt at få Kampe lidt afsides og at hviske til ham.)

    Kampe. 

Sludder! – (Ravn hvisker igæn. Kampe ler.) I er allesammen bare nogle små-gutter mod sønnen min! (Ravn hvisker igæn.) Skade? Der kan ingen skade ham! Han blir både general-direktør og minister, hvad så I finner på, ha, ha! Gaudeamus igitur


    Lange  (til formannen).

Hører De, hvad her sigtes på.


    Komitéens forman. 

Jo.


    Frederik Ravn. 

Nej, han ødelægger alt! Hvor blir dog Hans af?


    Preuss. 

Jeg skal –!


    Frederik Ravn. 

Jeg har sendt Karl efter ham. Men løb du også!


    Preuss  (løber; han møder i døren nogle herrer, som vil in).

Her kommer ingen in! Her er ingen ting at se!


    Frederik Riis  (som i det samme blir synlig uden fra).

Hvad for noget? Vil du forbyde os at komme in?

(Preuss afsted, de andre in.)

    Kampe  (som imidlertid med det gladeste ansigt af verden har set på sælskabet).

I ser så sure ud allesammen? Gør som jeg: ta’ en nathue på, så blir verden så godslig, så!


    Frederik. 

Bravo!


    Kampe. 

Ikke sant du, Lange? Nej, du er stiv, du. Du er den personificerede aksel- og hjul-modstan, er du. Du er = modstan.Forfatternote: Dette udtales.


    Ingeniørerne. 

Bravo! (De klapper i hænderne.)


    Kampe. 

Hvorfor skal vi ingeniører ærgre os? Hvad har vi en stat til, når den ikke skal betale vore dumheder? (Ler; nogle med ham.) Ikke sant du, – principet? (Stikker efter Larssen.) Prrrr!


    Frederik. 

Men rigs-dagen, papa Kampe, skal ikke den kontrollere –?


    Kampe. 

Rigs-dagen? Hvad forstår katten sig på sennep? Er de ingeniører, de, som sidder der da? Vrøvlehoder er de! (Ler.)


    Ingeniørerne. 

Bravo, bravo!


    Frederik Ravn. 

Føj, Kampe!


    Kampe. 

Føj? Var der nogen, som sa’ føj?


    Frederik Ravn. 

Kom nu med mig!


    Kampe. 

Pas dig sælv, du! Er du ble’t mere æn jeg, du da, – grinebiteren? Dersom vi var i en stor stat, – ja, da! Da var jeg arbejds-minister – og du? Min sekretær! (Ler.)


    En af ingeniørerne. 

Hør ham!


    Flere. 

Bravo, bravo!


    Kampe. 

Så det ler I ad?


    Flere. 

Langtfra!


    Kampe. 

Véd I, hvad der var ble’t af jer?


    Flere. 

Nej.


    Kampe. 

Pene gutter, – ingen ting.


    Flere. 

Bravo, Kampe!


    Karen  (er kommet og har trængt sig fræm).

Hvad er dette? Kan I ikke få ham bort?


    Frederik Ravn. 

Umuligt.


    Kampe  (som har søgt i sin tegne-bog).

Nu skal I høre noget. Eller kanske har I hørt det før?


    Flere. 

Nej.


    Lange  (til jærnbane-komitéens forman).

Minst tyve ganger. Han læser det altid, når han blir full.


    Kampe. 

Er du med i stærke forhold, dine ævner fræm dig fører.

(Taler.)

Det er sant!

(Læser:)

Er du med i trange, stille, dine små-fejl fast dig hæfter.

(Taler.)

Jeg tåler ikke, at nogen ler ad det!


    Karen. 

Men så tal til ham!


    Frederik Ravn. 

Tror du ikke, jeg har prøvet det?


    Karen. 

Frederik!


    Frederik. 

Dette er morsomt!


    Kampe  (læser).

Største skib i stille vande ædes op af bare utøj.


    Flere  (ler).

Bravo!


    Kampe. 

Det er sant! Å, hvor det er sant!


    Frederik Ravn. 

Der er Hans! (Denne, Karl Ravn og Preuss kommer.)


    Karen  (imod).

Hans!


    Kampe. 

Er Hans her? Hurra for gutten! – Kom hid, du! Se på ham! Af vejen!


    Hans. 

Men, far?


    Kampe. 

Ja. – Har nogen gjort dig noget? Hvæm tør –?


    Hans. 

Men, far!


    Kampe. 

Ja. – Hvad står på? – Å, vær glad, Hans! Jeg er så glad, jeg, når jeg ser dig.


    Hans. 

Kan du ikke huske, hvad du har lovet mig?


    Kampe. 

Jeg? Lovet dig?


    Hans. 

Å, far, – far!


    Kampe  (giver et skrig. Hvisker).

Min søn! – Gud! (Man støtter ham.)


    Frederik Ravn. 

Lad ham få noget at drikke.


    Karen  (har allerede ilet hen til damernes bord, hvor der er en vandkaraffel og glas).

Her, her!


    Hans. 

Tak, Karen!


    Karen. 

Drik lidt!


    Kampe. 

Nej … jeg trænger ikke … Det var bare …


    Frederik Ravn. 

Nu er han ble’t ædru!


    Hans. 

Hvad var det?


    Kampe. 

Det var bare hukommelsen, som vændte hjæm igæn. –


    Hans. 

Men hvad er hændt? Jeg så dig jo så rolig og glad.


    Flere. 

Ja.


    Kampe. 

Det var, ser du, det var Frederik Riis …


    Karen. 

Du?


    Kampe. 

… han fortalte …, at jeg skulde under kasseundersøgelse; der skulde nedsættes en kommissjon …


    Karen. 

Men, Frederik!


    Kampe. 

… en undersøgelses-kommissjon af gamle Kampes regnskaber. Alminnelig revisjon var ikke nok.


    Karen  (hvisker).

Å, Frederik!


    Kampe. 

Nu ja … så blev det for meget for mig. Så glæmte jeg dig, Hans, – og hvad jeg har lovet dig. Jeg er for ussel, jeg, til at give nogen noget løfte.


    Hans. 

Her er mange folk, – kom lad os –!


    Kampe. 

Nej, lad dem høre! De har jo set min skam. – Jeg har været forræder imod dig. Lad dem høre mig sige det højt.


    Hans. 

Men, far –!


    Kampe. 

I morgen er dette over al by. Jeg, din far, har ødelagt alt for dig.


    Hans. 

Far!


    Kampe. 

Med mig nytter det ikke. Bort! Bliv ikke her, hvor jeg vil stænge alle veje for dig.


    Hans  (hos ham).

Jeg forlader dig aldrig!


    Kampe. 

Sig ikke det! Hys!


    Hans. 

Jo. Jeg forlader dig aldrig!


    Kampe. 

Gør du ikke, Hans! – Gør du ikke!


    Hans. 

Ikke for nogen pris!


    Jærnbane-komitéens forman. 

Dette er jo to ægte naturer.


    Kampe. 

Hans, tør du tro mig én gang til?


    Hans. 

Nu mer æn nogensinne.


    Kampe. 

Så lover jeg dig –, nej, jeg lover ikke mere! Men jeg ber dig: Vær du bestandig sammen med mig! Hvor var du også henne?


    Hans. 

Jeg havde min egen sorg.


    Kampe. 

Du? – Hvæm kan gøre dig sorg?


    Hans. 

Kom nu og gå med hjæm.


    Kampe. 

Ja. – Tilgiver du mig?


    Hans. 

Tilgiv du, at jeg et øjeblik glæmte dig! – Kom nu! (De går arm i arm.)

(Tæppet faller.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Det ny system

Det satiriske skuespillet Det ny System ble utgitt i 1879. Det ble satt opp i Berlin samme år, men først i 1886 ble det spilt i Norge for første gang (Christiania Theater).

Stykket handler om motsetningene og konfliktene mellom den yngre generasjon og det gamle byråkratiske embetsveldet. Handlingen utspiller seg i et ingeniørmiljø.

Se faksimiler av 1. utgave, 1878 (nb.no).

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.