Sæt det her! Så! – Gå så in til Frederik og sig ham, at der er færdigt for herrerne i haven.
Undskyld, hr. Kampe, dette rum er for familjens og husets damer. Herrernes samtaler begynner at blive dem for støjende.
Jeg må tale ganske kort med Dem.
De véd, at jeg ikke vil høre på Dem.
Jeg gir mit ord på, at der er intet, som De ikke kan høre.
Jeg tror Dem ikke! At De og Deres far virkelig er her i dag, er en så stor – dristighed, at jeg kan tænke mig hvad som helst.
Jeg kom her alene for at få tale med Dem; min far, fordi han vilde vise sig, når han var buden. – Tør jeg så sige Dem det?
Det tør De vist. Men jeg tør ikke høre på Dem … Der er herrerne i haven.
Jeg skræmmer Dem, fordi jeg ser urolig ud. Jeg har haft en forfærdelig tid, siden jeg sist talte med Dem!
De?
Det er intet under, at De misforstår mig. Jeg har jo misforståt mig sælv! – Ja, se på mig! – Jeg havde intet gænnemtænkt, da jeg sist talte med Dem; jeg gav vill-ledende svar; – og ét må jeg skynde mig at få rætte! Tillader De det?
Nu ja – hvis det ikke er –?
Vær ikke bange! Jeg sa’, at om det havde været min egen far i stedet for Deres, – jeg havde ikke offentlig angrebet ham.
Ja?
Nu har jeg tænkt dette helt ud; jeg har også talt med far om det, og vi er fullkommen enige. Havde han fejlet offentlig, og havde hans fejl haft offentlige følger, f. e. været til millioners tab for landet, og ingen kunde eller vilde træde op, – det havde været min pligt, min uafviselige pligt at gøre det, hvis jeg forstod mig på det.
Hvad siger De?
Jeg siger det, som er rigtigt, at det havde været min uafviselige pligt.
Græsseligt! – Deres egen far kunde De angribe offentlig!
Misforstå mig ikke! Min pligt havde det været; men jeg kunde ikke have gjort det! Nej! havde min bog ikke været skrevet, før jeg kom hjæm, og været udgivet, før jeg talte med Dem; – jeg havde hværken udgivet eller skrevet den.
Ser De?
Ti nu først har jeg opdaget, at jeg har lige så stærke lidenskaber og lige så stærke fristelser som far. De væntede bare på at blive rørt ved. Jeg vilde have ligget under så dybt, som han lå under, dengang han forsøgte at sige sanheden. Men så vilde jeg også have blevet ænnu ulykkeligere, æn han blev.
Men, Hans!
Jo, jeg har følt det så! Min bog er flere års sammenlagte beslutning. At skrive den var for mig ingangen til min livs-gærning. Havde jeg nu sluppet, så havde det været at slippe alt. Ti her havde jeg min ævne, min kunskab, mit ansvar, – jeg havde aldrig rejst mig mere!
Det vidste jeg ikke!
Jeg vidste det ikke sælv! Men ænnu mindre vidste jeg –
Vi er opvoksede sammen –
Nej, Hans –
Jeg må få tale ud! Jeg havde til en vis grad taget dig med som noget givet, altså til en vis grad glæmt dig.
Men fra sist, – fra du sprang fra mig! En liden stund efter – jeg skælver atter i mit innerste ved det! – fra jeg så, hvor ubeskrivelig jeg var ælsket –
Nej, Hans!
Det rykker et menneske bort fra alt fast at opdage sligt! Jeg kunde have brænt min bog –!
– Kunde du –?
Jeg kunde, – jeg skammer mig ved at sige det! jeg kunde være fallen så forfærdelig som far, forfærdeligere! Og det vilde du dog ikke?
Nej, nej!
Tror du mig, Karen?
Ja.
For uden at du tror mig, kan jeg ikke leve! Du skal tro, at jeg har ikke været forræder mod dig; ti jeg vidste ikke den gang, hvad du var for mig. Du skal tro, at havde jeg vidst det, så kunde jeg for din skyld være ble’t forræder mod mig sælv.
Sig det ikke mere, Hans!
Det er mange dagers kamp, som ændelig får udbrud. Det er forfærdelse over dunkle dybder i mig sælv. Jeg må få lægge alt dette åbent for dig. Du skal se! Min ære og min usselhed, det allersiste i mig skal du se! Jeg må få sige det op igæn og op igæn! Jeg har handlet sant; men du kunde få mig til at lyve! Du har haft i din magt at stænge livet for mig. Du har kunnet kaste mig tilbage i fejg taushed, udslætte mig for mig sælv, – der er arv i det –!
Rætfærdige Gud! –
– Bare at det vilde være gåt mig så uhyre værre! Ti jeg vilde ikke som far være gleden uforvarende ned, nej, have styrtet mig i det med full, bevidst opgivelse. Du skal få vide det. Om du afskyr mig, – bare du tror mig!
Jeg tror dig, jeg tror dig! D. v. s. jeg tror, du taler under inflydelse af en stor skræk.
Ja, Gud give!
Jeg er vis på det! I skyggen af mørke minner har du gåt og skræmt dig sælv.
Tror du –?
Jeg er vis, jeg er vis! Og jeg ser bare én ting i dette, det er, hvor du er stærk, hvor du er hel! Ja, det er sant, Hans, at jeg ælsker dig!
Karen! – –
Jeg ælsker dig!
Jeg ælsker dig!
– Der er nogen! (De slipper hværandre og står langt fra hværandre, da fru Riis åbner døren.)
Men Karen! Hvor bliver du af? Er det ænnu ikke færdigt?
Jo, mor, nu er det færdigt.
Men hvorfor kommer du så ikke og siger det, barn? – I står kanske her og disputerer? I også? Hele sælskabet disputerer. – Har I sagt hværandre noget hårdt? – Ja, Hans, jeg er ikke tilfreds med dig.
Frue!
Mor.
Hvad er det, Karen?
Kære, hvad går af dig? Du skulde da væl ikke –?
Jo, mor; – du véd, at Hans –
Ja, det! Men du har da væl ikke –?
Jo, jeg har sagt ham det.
Gud, Karen! (Sætter sig.)
Men, mor! (Knæler hos henne.)
Dette skulde du ikke have gjort.
Det er min skyld, frue.
For nu får jeg det så ondt. (Græder.)
Du, mor?
De, frue?
Nu siger han, dette er min skyld.
Deres?
Og min familjes skyld. Hele min familje er troløs mod ham. Og det er sant; de er troløse mod ham. Men jeg kan ikke for det. (Græder.)
Kære, gode mor.
Og når nu børnene begynner også –! Men dette har ikke jeg lært dig, Karen.
Mor!
Ti det er også troløst af dig, Karen; jo det er.
Gud, mor! (Gæmmer hovedet i hennes skød.)
Jeg vil ikke gøre dig ondt. Men jeg må jo sige det.
Frue!
Dette skulde du ikke have tilladt, Hans. Du skulde have behersket dig bedre æn som så.
Og nu må det være som ikke gjort, børn. For ællers må jeg jo sige det til far. Jeg kan jo ikke lyve for far.
Men kan De ikke sige det?
Jo. Det vilde så gå ud over mig. Men det fik være, hvis han tålte det, han. Men han tåler det ikke. Nu har han nok alligevæl. – Nej, det må ikke ske. – Her er ingenting hændt; – hører I det, børn? Ingenting.
Men, frue?
Mor har ræt! (Kaster sig atter ned i hennes skød.)
Ja, jeg har ræt. – Og du, Hans, du må ikke også ta’ børnene fra ham. Det må du ikke. Dette er ikke ræt, Hans.
Her var køligere!
Gå! Skynd dig!
Men jeg må få tale med dig!
Nej! Gå! Gå! (Hans går. Hun omfavner moderen hæftig.) Mor! (Denne har rejst sig, Karen iler ud til højre.)
Se, her er det! Vi kommer sælv-budne. Det var ikke længer til at holde ud i haven for varme og disput. Hvad fejler dig, min pige?
Å-!
Du er den sødeste pige af verden. Men du har altid to møller løbende. Det er din eneste fejl. – Du, Kamma, som har så god en man!
Det har jeg, tante Ole. Men de andre er ikke allesammen gode mod ham. Det er sagen.
Ja, det véd Gud! Det er en skandale! Men græd ikke for det! Er der nogen, som kan klare sig, så er det Riis. Han er enhvær situation overlegen.
Ja, det er noget stort over Riis.
Å! En kløgt, en takt, en godmodighed! Lagde du mærke til ham ved middagsbordet?
Jeg havde så meget at ta’ vare.
Jeg sa’ just i går til min svigersøn og Anna: han gør eders familje den største ære, som nogen ænnu har gjort den. Men I –? I hakker i ham som «Ravne»! I er det, I er!
De gør det ikke af ondt, tante Ole.
Gud véd, hvad de gør.
Nej, tante Ole; de er ikke onde – ikke nogen af dem. De er rætskafne.
Ja, – du beundrer din familje. Det er mere, æn jeg gør. Men det er også din eneste fejl. – Sylte-tøj! Nå! Det lager ingen som du!
Vær’sgo’, forsyn dig! Jeg skal hænte de andre.
Forsyn dig, min pige, det er dejligt! Nå, du har allerede gjort det?
For længe siden.
Nej, jeg blev ked af alt det snak. Det suser mig om ørene ænnu.
Jeg fant det ganske morsomt, jeg, tante.
Morsomt? Tal kan aldrig blive morsomme, min pige, når de ikke angår ens egen formue. Men det véd Gud, at de ofte ikke er morsomme da hæller. Desuden tal og hjul-diameter, tal og kurver, tal og sporbredde, friktion, død-vægt, – hu! Jeg kan drømme om det, så inne i det er jeg.
Du har jo også været gift med en ingeniør, som vi alle.
Ja, de ingeniører! Især de yngre! De er verdens utøj!
Men, tante! Ha, ha, ha!
Ingen pietet, ingen autoritet! Vantroende allesammen. Det er derfor, de ikke engang er anstændige.
Anstændige?
Det kaller jeg ikke at være anstændig, at give sig til at slås om general-direktørens system i hans eget hus.
Han vilde jo sælv have det så? Han har jo inbudt til det.
Han har pokker!
Han opfordrede dem jo også ved bordet i en skål-tale til at disputere af hjærtens fulle behov!
Du snakker så forskrækkelig, min pige! Fordi om han har takt nok til at lade som ingenting, følger ikke, at de ingen skal have. Men de er uden opdragelse. Jeg gæntager det: de savner vælanstændighed. Naturstudierne, skal jeg sige dig, virker sådant.
Nej, tante, det har jeg aldrig hørt før, ha, ha, ha!
Ja, da har du ikke hørt stort. – Nu, er I der?
Her er det mest mageløse sylte-tøj. I år har Kamma overgåt sig sælv.
Tante er i sit brille-opskydende og brille-nedskydende.
Er du ikke i godt humør, tante?
Hvæm? Jeg? – Å, jeg jages huset rundt af det forskrækkelige skænderi. – Men jeg sa’ det til Kamma: Lad husets damer blive borte fra ingeniør-middagen i år. Der blir bare trætte om det ny system, – og det er ikke for damer.
Jo, tante!
Jo, mor!
Se så! I fortjente ikke at være her nogen af jer!
Men, tante? Det er jo et offentligt spørsmål, og vi koner er med.
Uden at forstå et ord af det. Ja, det går i regelen så med alle offentlige spørsmål nu til dags. De afgøres af dem, som ikke forstår dem.
Du er jo sælv den ivrigste, mor?
Nå, er du der? Det vil jeg sige dig, min datter, at da jeg så dig og din man komme anstigende, blev jeg dybt rystet! Er hæller ikke det uanstændigt? Han, som offentlig har optrådt mod sin egen slægtning! De andre inskrænker sig dog til at snakke.
Jeg kan ikke skønne, at dette er et slægtsspørsmål. (Efter som damerne er færdige med forfriskningerne, tager de hånd-arbejder fræm.)
Så er dog sannelig din man nærmere til at følge general-direktøren æn til at følge den fordrukne Amerikaner.
Amerikaner?
Å, jeg kaller ham så. Han kommer jo derfra og tror ikke på autoriteter. Det er jo amerikansk, véd jeg.
Spørsmålet er nætop, om de er autoriteter.
Vil du tie stille! Du og din man, din man og du.
Du skæller altid på din sviger-søn, tante. Hvorfor tog du ham til det?
Det skal jeg sige dig, min pige! Når man har dumme døtre, blir man ofte sælv dum. Ællers var jo fyren ganske bra, bare han ikke var så excentrisk. Men det forstår sig; det er jo den hele slægt. (Fru Riis kommer.) Alle med undtagelse af dig, min pige! Du er sannelig den skikkeligste af dem allesammen. De andre er ikke til at holde ud med.
Men, tante! Du siger da ikke om din afdøde man, at han ikke var til at holde ud med.
Gud vælsigne ham, det ærlige skinn! Men han gik engang i full puds op til første-ministeren og sa’ ham, at nu måtte han gå af: han forstod ikke længer sin tid. Å, han gjorde meget af den sort.
Han gik jo også engang til kongen?
Ja, og bad ham gøre en af prinserne til håndværker; det vilde være så godt for eksemplets skyld. – –
Der var ikke annet for mig at gøre æn at slå mig på fornuften. Jeg blev sjø-syg af al den idealitet. –
Det vil jeg sige dig, min pige, at den smule fornuft, du har, har du efter mig.
Jeg kommer egentlig for at hilse fra Riis. Han måtte tage bort med 7-trænet.
Se, der har de, Gud hjælpe mig, jaget ham!
Nej, han havde glæmt en pårammet forrætning.
Passjar! Han rømte fra al denne ingeniør-uanstændighed. Han er for fin til sådant, Riis.
Kanske vilde han nætop gøre diskussjonen friere ved at drage sig tilbage?
Det kunde ligne ham! Altid hensynsfull! Og de andre! Akkurat det modsatte!
Men Riis har jo sælv opfordret dem til, nu, da alle er samlede, at tale med hværandre.
Du kommer så kedsommeligt med forsvar for alle mænnesker. Vi kan i din nærhed næppe tale.
Men, tante –!
Nu, det er også den eneste fejl, du har! Kom og kys mig!
(De kysses.) Så! – Sød er du! (Klapper henne. Fru Riis går.)
Er du der?
Du trode, hun var rømt?
Allerminst!
Nej. Men hun blev ganske borte. Og så må man jo vide, hvor hun er, og hvordan hun har det?
Tak, godt! Æn du? Morer du dig?
Udmærket! D. v. s. jeg havde moret mig bedre, om de havde holdt sig helt til sagen og ikke bestandig søgt ud efter –
– bevæggrunnen? Jo, det véd Gud, at her er det nødvendigt! Ti havde den gamle drukkenbold haft sine regnskaber i orden, så havde vi ikke haft noget af dette. Det er hele sagen!
Der kan du høre, hvorledes vi damer diskuterer sagen.
Å, det er ikke vi damer alene, som siger sådant, men den hele by, kanske det hele land.
Hys, hys, hys, hys!
Vor vært skulde vel ikke være her?
Nej, han er taget bort.
Bort? Er han taget bort.
Er der hændt noget?
Å, intet videre. Sønnen, Frederik, fortalte mig just nu, at … at …
Hvad er det?
At der skulde nedsættes en kommissjon for at undersøge, om mit regnskab var … var rigtigt.
Sådant siges bare, for at – ja, for at det skal siges.
Ganske vist.
Han sagde, at alle trode det, alle talte om det. Er det sant? Jeg vilde gærne vide, om det var sant?
De bryr Dem dog væl ikke om sligt?
Altså det siges. Har De hørt det, frue?
Jeg kan ikke sige annet æn sant: jeg har hørt det.
Så også De har hørt det? – Den unge man havde ræt! Nå! Jeg skal under forhør! Også det måtte komme! Naturligvis.
Men, Kampe –!
Ja, De vil mig væl, både mig og min søn. Tak, frue! – Så gamle Kampe skal under forhør.
Dersom De tager det således, opnås kanske, hvad som tilsigtes.
De skal opnå mere, æn de har tilsigtet. (Går.)
Gå efter ham, Karl! Få ham herfra!
Ja.
Vil han ikke, – så få fat i hans søn!
Naturligvis. (Ud.)
Å, dette er en komplot.
Komplot? Hvæm har sat den i gang? (Fru Karl sætter sig.)
Frederik skulde ikke have sagt ham dette.
Allerminst her.
Frederik er så hidsig.
Frederik holder af sin far.
Det gør han.
Jeg undres slæt ikke over, at blodet stiger ham til ho’det, især efter en god middag. Han ser sin far omringet af dem, der misunner og bagtaler ham. Han ser desværre sin egen slægt iblant dem.
Misunner vi general-direktøren?
Bagtaler vi ham?
Du bruger stærke ord, tante! (Ler.)
Ja, jeg kan intet annet kalle det.
Nej, må nu jeg få lov til at sige et ord?
Nej, det får du aldeles ikke, min pige. For når du begynner, er der ikke længer fred at få.
Ha, ha, ha!
Hvad er det, du siger, tante Ole? Er det kanske ikke jeg, som bestandig må stride for freden iblant os? For der må strides for freden; det må der, især når du er med, tante Ole.
Ha, ha, ha!
Å, dit spektakel! Skal den, som forsvarer en man, kalles ufredelig?
Ja, for du er så slæm. Du bagtaler så; ja det gør du, tante Ole.
Du gode! Jeg har siddet her og værget generaldirektøren mod bagtalelse i hele dag! – Hvad er det, du siger, Anna?
Ingenting, mor.
Du kommer med så meget stygt; – du er så rask med tungen.
Jeg er ikke langsom og højtidelig som et spøgelse –
Ha, ha, ha!
– men det er just mod alt slags «stygt» (som du siger), at jeg har kæmpet, lige siden jeg kom her til landet. – Hvad er det, du siger, Anna?
Jeg? Ikke et ord, mor!
Å, jeg ser dig nok bag dine briller. Du sidder og gæmmer dig i fileringen.
Jeg er nærsynet, mor. Det har jeg arvet efter dig.
Ja, det véd Gud, at her er megen bagtalelse og misunnelse. Den er svær; det er sant, det! Men vi kvinner er ikke ganske fri, og du, tante Ole, du er den værste af allesammen!
Ha, ha, ha!
Du rigtig sitrer af arrigskab! – Men nu spør jeg jer, om det ikke er jeg, som må tage general-direktøren i forsvar mod hans egen misunnelige familje?
Nej, det får du ikke lov til at sige.
Nej, det får du ikke, tante Ole!
Men sådant siger hun jo bestandig.
Jo, nu blev der liv i hønse-gården, da jeg rørte ved familjen! Den vidunderlige familje, som har patent på al dyd her i landet! – Hvad er det, du siger, Anna?
Ha, ha, ha!
Du véd så godt, tante Ole, at uden vor familje havde general-direktøren ikke kommet så højt op.
Nej, naturligvis! I har taget os op af rennestenen, allesammen! Gud, at jeg ikke vidste det, før jeg kom hid! Det kan ærgre mig ænnu. (Fru Riis kommer.) Er du der? Du er den eneste skikkelige, er du!
Hvad taler I om?
Naturligvis om det samme. Jeg siger, at familjen måtte skamme sig, som den er mod din man. Og så svarer de, at uden den Ravn’ske vidunderlighed var din man ingenting.
Nej, sådan var det bestæmt ikke, tante.
Sådan var det! Spør dem! Ti i ét er de da enige allesammen (skønt uenige i alt annet), at den Ravn’ske slægt er den eneste, som duer. – Hvad er det, du siger?
Jeg? – Jeg syntes, det var du, som sa’ noget?
Tir mig ændelig ikke! Jeg har rigtig taget familjen i øjesyn, siden dette kom på med general-direktøren. Jeg kan fortælle lidt om den.
Å, ja, gør det, tante Ole!
Ja, det må du gærne!
Kære, lad os holde fred i familjen!
Det kan vi så godt, alle vi andre.
Ja, for I er enige om at rakke ham ned, allesammen!
Altså dog én ting til, som vi er enige om!
Ha, ha, ha!
Det kommer deraf, at I har en snæv af galskab, allesammen.
Ha, ha, ha!
Det var rigtigt, tante Ole!
Ja, begyn nu! Det er ikke første gang, du siger det!
Så!
Men, kære tante Ole? Nu forivrer du dig bestæmt?
Den ene sværmer intil galskab, den anden tviler og grubler intil galskab, den tredje ligger i bestandige handels-spekulationer intil – I véd sælv, hvæm jeg mener …
Nu, tante Ole, skal du holde op!
Vil du slås? Det fejlede bare! Den fjærde stikker i opfinnelser og lignende lirum-larum intil galskab. Den femte –
Ha, ha, ha!
Å, kom ændelig med den femte også!
Jeg kan forstå, hvæm du mener. Det er stygt!
Så har jeg dog ikke taget nogen med, som er her?
Det er nætop det stygge!
Nå, I vil med, I også? Værs’go!
Ha, ha, ha!
Den femte er missjonær for fred og kærlighed –
Ja, kærligheden, tante Ole! Bliv i kærligheden!
Å, bliv mig fra livet med din kærligheds-snak! Du er just af femte sort! Og den kedsommeligste af dem allesammen!
Ha, ha, ha!
Men nylig sa’ du jo –?
Du også! Skønt du er et troll.
Ha, ha, ha!
Der kommer de, Gud forlade mig, også hid! Hvor skal vi nu hen for at få fred? (Alle har rejst sig.) På sæng-kamrene! Did kommer de dog væl ikke!
Ha, ha, ha!
Ja, sådan diskuterer vi jærnbanespørsmålet!
Ha, ha, ha, ha! (Ud til venstre.)
Det er beviserne, som skal vejes!
Men når der står beviser mod beviser?
Tal! Jeg siger tal! Og tal kan ikke lyve.
Men når der nu står tal mod tal!
Det er just eders beviser, eders tal, som Hans Kampe har kastet over ænde.
Ikke et eneste! Udgangs-punkterne er gale.
Hans udgangs-punkter er de officielle dokumenter.
Det bevis kan ikke bruges. Det særegne ved terrænet –!
– Ved trafikken også!
Nu, så tar vi sydbanen. Nætop her har Kampe bevist –
– Nætop her har bureau-chef Larssen bevist!
Mine herrer!
En beregning af gamle Kampe er noget ganske annet æn en beregning af bureau-chef Larssen –
Hvad er det, De siger?
Jeg tror på bureau-chef Larssens pålidelighed som på –
– som på Gud? Hvad?
– som på et matematisk bevis! Det gør jeg!
Nej, tro så hæller på drifts-ingeniørernes inberætninger!
Hvad de?
Disse inberætninger er nu ordnede på en måde, som er dræbende.
Ja, det har den slu man gjort, som kommer der, general-direktørens svoger.
Jeg siger, at også dette er et falsum!
Og jeg, at De véd ikke mere, hvad De siger!
Mine herrer!
Intet mænneske tviler på, at vi her står foran en komplot, at den har en dranker til fører og familjenag som hæmmeligt fond.
Kom til mig en dag og se det igænnem! Jeg har samholdt drifts-ingeniørernes inberætninger.
Det har også vi gjort.
Ikke på denne måde. Kom og se!
Det skal jeg, siden De tillader det!
Jeg véd, De vil alene det sanne i sagen.
Det håber jeg, hr. kanal-inspektør!
Familje-nag? For alting: tal højt!
Ja, det er jeg ikke bange for. En sag skal undersøges ned i dens moralske udspring. Vore små forhold tillader det, – og det er en stor fordel.
Det er i alle fall nationalt!
Det hører sansynligvis in under fædrelands-kærligheden?
Nævn ikke det ord! Var der fædrelands-kærlighed iblant os, så holdt vi på det, som vitterlig er vort eget.
D. v. s. vore fejltagelser?
Hvad holder så I på? På en drankers delirier!
Undskyld! Jeg er fra rigs-dagen vant til at holde på en parlamentarisk udtryks-måde.
Man må også i rigs-dagen sige, hvad som er sant.
Nej, det er just, hvad man i rigs-dagen ikke må.
Ha, ha, ha!
Men apropos om rigs-dagen! Hvordan er stæmningen? Hvad beslutter den?
Ja, det er ikke godt for rigsdagen, så længe de sag-kyndige står mod hværandre.
De regner da også de ved jærnbanen ansatte for sagkyndige?
Gyselig grovt!
Ja, virkelig «gyseligt». – Men hvilken blir rigsdagens beslutning, tror De?
Det er meget læt at sige. Rigs-dagen har to baner at beslutte over. Den ene voterer den efter det ny system; den annen efter det gamle.
Så vilde i alle fall sagen ikke være afgjort i sit princip.
Fullkommen rigtig. Hvad fanden blir afgjort i sit princip hos os?
Å –! Nu snakker du «sort» igæn, papa Ravn!
Men tillad mig: to modsatte ting kan ikke på én og samme tid være sanne?
Her kommer en munter kanin!
Er han her igæn?
Og full? – De sagde jo, han var blevet ordentlig?
Ved bordet rørte han ikke et glas.
Gaudeamus igitur, juvenes dum sumus –
Må jeg præsentere Dem den man, fra hvæm alt har sit udspring?
Er han så dybt fallen?
Ja, det har gåt rask på nogle år med ham!
Gaudeamus igitur, juvenes dum sumus –
Hvad er dette?
Det er jeg, det, far! Magnus Holm Kampe.
Tillad mig: men to modsatte ting kan ikke på én og samme tid være sanne?
Nej, har vi ikke – (Taler efter bureau-chefen.) – hans højtidelighed principet her også, da?
Å, få hele jærnbane-komitéen her in, så er De snild.
Øjeblikkelig! – Udmærket!
Bed Frederik Riis hjælpe Dem med det!
Ja! (Afsted.)
Sludder! – (Ravn hvisker igæn. Kampe ler.) I er allesammen bare nogle små-gutter mod sønnen min! (Ravn hvisker igæn.) Skade? Der kan ingen skade ham! Han blir både general-direktør og minister, hvad så I finner på, ha, ha! Gaudeamus igitur –
Hører De, hvad her sigtes på.
Jo.
Nej, han ødelægger alt! Hvor blir dog Hans af?
Jeg skal –!
Jeg har sendt Karl efter ham. Men løb du også!
Her kommer ingen in! Her er ingen ting at se!
Hvad for noget? Vil du forbyde os at komme in?
I ser så sure ud allesammen? Gør som jeg: ta’ en nathue på, så blir verden så godslig, så!
Bravo!
Ikke sant du, Lange? Nej, du er stiv, du. Du er den personificerede aksel- og hjul-modstan, er du. Du er = .Forfatternote: Dette udtales.
Bravo! (De klapper i hænderne.)
Hvorfor skal vi ingeniører ærgre os? Hvad har vi en stat til, når den ikke skal betale vore dumheder? (Ler; nogle med ham.) Ikke sant du, – principet? (Stikker efter Larssen.) Prrrr!
Men rigs-dagen, papa Kampe, skal ikke den kontrollere –?
Rigs-dagen? Hvad forstår katten sig på sennep? Er de ingeniører, de, som sidder der da? Vrøvlehoder er de! (Ler.)
Bravo, bravo!
Føj, Kampe!
Føj? Var der nogen, som sa’ føj?
Kom nu med mig!
Pas dig sælv, du! Er du ble’t mere æn jeg, du da, – grinebiteren? Dersom vi var i en stor stat, – ja, da! Da var jeg arbejds-minister – og du? Min sekretær! (Ler.)
Hør ham!
Bravo, bravo!
Så det ler I ad?
Langtfra!
Véd I, hvad der var ble’t af jer?
Nej.
Pene gutter, – ingen ting.
Bravo, Kampe!
Hvad er dette? Kan I ikke få ham bort?
Umuligt.
Nu skal I høre noget. Eller kanske har I hørt det før?
Nej.
Minst tyve ganger. Han læser det altid, når han blir full.
Er du med i stærke forhold, dine ævner fræm dig fører.
(Taler.)Det er sant!
(Læser:)Er du med i trange, stille, dine små-fejl fast dig hæfter.
(Taler.)Jeg tåler ikke, at nogen ler ad det!
Men så tal til ham!
Tror du ikke, jeg har prøvet det?
Frederik!
Dette er morsomt!
Største skib i stille vande ædes op af bare utøj.
Bravo!
Det er sant! Å, hvor det er sant!
Der er Hans! (Denne, Karl Ravn og Preuss kommer.)
Hans!
Er Hans her? Hurra for gutten! – Kom hid, du! Se på ham! Af vejen!
Men, far?
Ja. – Har nogen gjort dig noget? Hvæm tør –?
Men, far!
Ja. – Hvad står på? – Å, vær glad, Hans! Jeg er så glad, jeg, når jeg ser dig.
Kan du ikke huske, hvad du har lovet mig?
Jeg? Lovet dig?
Å, far, – far!
Min søn! – Gud! (Man støtter ham.)
Lad ham få noget at drikke.
Her, her!
Tak, Karen!
Drik lidt!
Nej … jeg trænger ikke … Det var bare …
Nu er han ble’t ædru!
Hvad var det?
Det var bare hukommelsen, som vændte hjæm igæn. –
Men hvad er hændt? Jeg så dig jo så rolig og glad.
Ja.
Det var, ser du, det var Frederik Riis …
Du?
… han fortalte …, at jeg skulde under kasseundersøgelse; der skulde nedsættes en kommissjon …
Men, Frederik!
… en undersøgelses-kommissjon af gamle Kampes regnskaber. Alminnelig revisjon var ikke nok.
Å, Frederik!
Nu ja … så blev det for meget for mig. Så glæmte jeg dig, Hans, – og hvad jeg har lovet dig. Jeg er for ussel, jeg, til at give nogen noget løfte.
Her er mange folk, – kom lad os –!
Nej, lad dem høre! De har jo set min skam. – Jeg har været forræder imod dig. Lad dem høre mig sige det højt.
Men, far –!
I morgen er dette over al by. Jeg, din far, har ødelagt alt for dig.
Far!
Med mig nytter det ikke. Bort! Bliv ikke her, hvor jeg vil stænge alle veje for dig.
Jeg forlader dig aldrig!
Sig ikke det! Hys!
Jo. Jeg forlader dig aldrig!
Gør du ikke, Hans! – Gør du ikke!
Ikke for nogen pris!
Dette er jo to ægte naturer.
Hans, tør du tro mig én gang til?
Nu mer æn nogensinne.
Så lover jeg dig –, nej, jeg lover ikke mere! Men jeg ber dig: Vær du bestandig sammen med mig! Hvor var du også henne?
Jeg havde min egen sorg.
Du? – Hvæm kan gøre dig sorg?
Kom nu og gå med hjæm.
Ja. – Tilgiver du mig?
Tilgiv du, at jeg et øjeblik glæmte dig! – Kom nu! (De går arm i arm.)
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Det satiriske skuespillet Det ny System ble utgitt i 1879. Det ble satt opp i Berlin samme år, men først i 1886 ble det spilt i Norge for første gang (Christiania Theater).
Stykket handler om motsetningene og konfliktene mellom den yngre generasjon og det gamle byråkratiske embetsveldet. Handlingen utspiller seg i et ingeniørmiljø.
Se faksimiler av 1. utgave, 1878 (nb.no).
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.