III.

39I tidernes løb hadde Hannibal opnåd at bli tålt af doktoren uden som før at måtte være skive for hans spydigheder. Wang var hans ideal, derfor hadde han med utrolig energi spist skoserne i sig, bøiet sig og bukket og gjort umådelig snille miner til slet spil. Forholdet var nu kommen så langt, at doktoren fandt behag i at se den unge mand om sig, i at stive sig op på de små kastanje-øines beundrende glans eller i overbevisningen om, at det lille ansigt var parat til hyldningens latter ved hver mindste leilighed. Naturligvis faldt det ham ikke ind at tale med personen om alvorlige emner, og paa tomandshånd afskydde han ham. Flere måtte være tilstede; doktoren overså ham da gjerne til en begyndelse, vendte ryggen mod ham, og når han en stund hadde ført talen 40med lensmanden eller præsten eller en af officererne eller hvem det nu kunde være, ynded han ligsom tilfældig at vende sine øine mod baggrunden, hvorfra de vendte tilbage forfrisket ved et streif over ung Hannibals forståelsessvangre åsyn.

Heller ikke fru Wang hadde noget mod veiingeniøren. Hun var under sit treogtyveårige ægteskab ikke bleven forvænt med opmærksomheder og sattes derfor i en mild pigestemning ved den chevalereske optræden af en ung brun mand, der endog hadde kunnet finde nåde for hendes husbonds øine. Den korrekte sorte påklædning, den fyldige bart og det lange evighvide cigarrør vakte behagelige minder.

Imidlertid var det blet skygge over denne side dalen, og endnu sad de to ved bordet. Gamle Olsen hadde forlængst sneget sig unna, fundet sin mops og med den på armen gåt på besøg i hønsegården bag stalden. Nu lå han oppe i haven under et kroget æbletræ og røg af sin snadde.

I den strime af elven, som kunde sees, var der et messinggult gjenskin af lyset i birkenes og oldrenes trætoppe, og depotet derborte var en skat af rig rød solslikket farve. Eksercerpladsen 41var tom idag, hele bataljonen var tat ud over fjordveien for i et vanskeligere terræn at gjøre krigsprøver. Det gjorde det så ensomt. Ikke engang under flagstangshaugen, hvor officersfruerne pleied at spille Kroket, var der et liv at se. Moerne opover dalen og fjeldet på den anden side strakte sig brunagtige og lyngtørre i det stærke lys, og himlen derborte hadde en uendelig sart, næsten hvid grund, mens den ret over dette fjeld var dyb og blå. Omkring doktorhuset jog de livslystne svalerne, hev sig gjennem luften, kasted sig i kreds med svirrende vinger, eller før øiet kunde følge dem, var de over elven, rundt depotet og tilbage.

Jensine stod inde ved kjøkkenbænken og hugged chokolade med en sløvet bordkniv og en hammer. Hun nikked iblandt over det blomstrende halvgardin ud til «Gamle-Erik», som sad paa en stubbe foran den åbne stalddøren og bandt en ljå til det nyskårne skaftet. For det led til den tid, at græsset opunder frugttrærne skulde slåes. Gamle-Erik var indpå de femti, hans ansigt, brunt og furet på kryds og tværs, minded om en frossen halvrådden kålrabi; de grå og stive skjægstubberne kunde 42være rimnaale i kålrabiens spidse ende. Han hadde en rød uldskjorte, stoppet med alle sorter garn, og hans bukse var saa sammensat af stopninger og lapper som en gammel pukstenhuggers. Smudsighvide sokker og træsko hadde han på benene. Skjønt han til hverdags bar armodens og urenlighedens billede, så en frøken heller vilde kysset en vaskefille end med fingeren røre ved hans bukse eller hans uldskjorte, hadde han paa sit kammers over hestestalden hængende et lager af stasklær. Det var hans lyst her i livet, i klær satte han sin formue som andre sætter sin i aktier eller porcellæn. Kun når han gik i kirke og når han skulde kjøre til Eidet efter en sæk mel eller en kasse øl, tog han en blå klædesbukse, et par snørestøvler og en brun vadmelsjakke på sig. Den gamle sammensunkne soldaterhuen, som han hadde kjøbt af en rekrut, bytted han da med en skindhue, hvad enten vinterfrosten knaged eller sommersolen heded.

Hansemand, i de blaa- og hvidstribede bomuldsklærne og med den fireskillings halmhat på hodet, viste sig i døren, og da Sossen så ud til at være på godt humør, tren han nærmere, gik helt bort på tærskelen til det åbne 43spiskammer, stak hænderne i lommen og stirred paa butterdeigskagerne, som han selv hadde hentet om formiddagen. En, to, tre, fire … tyve! talte han og sa derefter betænksomt: Du Sossen, du skulde lægge en avis over, der er slig bråte fluer på.

Se her, sa Jensine og slængte et stykke chokolade henover kjøkkenbænken, så det for ind under en af de uvaskede underkopper fra kaffen – se her har du en bitte, men føis dig så ud!

I det samme stak fru Wang hodet ind; Hansemand, som hadde fåt delikatessen mellem tænderne, snudde sig instinktmæssig med ryggen mod hende.

Vil du ikke komme ud og sidde med os Sossen? Ved at se hendes ansigt måtte Jensine tænke på daguerreotypien inde i albumet, hvor moren, tyve skjærsommere gammel, sad huldt smilende i krenoline.

Øsh, hvor du ser oprømt ud! svarte hun spodsk.

Men uden at høre stormed fru Wang ind, ti hun hadde fundet Hansemands holdning mistænkelig.

Hvad er det du suger på? skreg hun.

44Öngøntøng! kom det grødet fra Hansemand.

En lusing af hendes knoglede fingre fik ham til at danse bortover gulvet. Så satte hun hænderne resolut i siden, og de sorte hagebånd, som hang ned fra stråhatten, dirred under hodets rasende kneis. De grå øine blev til to grå stålskillinger.

Såmeget du ved det. Hansemand, imorgen smager du ingenting, hverken chokolade eller tebrød eller noget, tyv, der du er, tyv! Og du! vendte hun sig til Jensine, – hvor kan du stå her og ikke lægge mærke til, at gutten stjæler!

Gå nu bare ud med dig, der blir bare ufred, hvor du er henne, svarte Jensine utålmodigt.

Ja må der ikke bli det, når man har så’nne rakkersbarn! Pappa skjænder på mig og er færdig at jage mig ud af huset, fordi udgifterne er for store, og så kommer det af, at disse ugudelige ungerne ligger og stjæler alting.

Jensine gav hende et langt blik, som hun søgte at lægge medynk i. Hun fandt den så uhyggelig hos sin egen mor denne hurtige overgang fra en mildtsmilende gammelkoket kone til en hektiskrød kvind med arrige øine. Men 45i blikket kom der den rolige borgerkvindes foragt for den skjældende vaskerkjælling, og moren skreg:

Ja stå der og prøv på at trodse mig! jeg skal vise dig, at jeg endnu har magten i huset! – du skulde skamme dig dit lange drog der du er!

Hih, hih, det er på tide du går ud igjen til din søde Hannibal, svarte datteren med en spydig grimace. Forresten kan jeg si dig, at Hansemand slet ikke har stjålet, for han fik det af mig, og derfor skulde du vogte dig, før du således lar raseriet ta dig.

Her brød Hansemand ud i den retfærdiges hulken. Han hadde ståt i baggrunden og længtes efter denne vending, ti han vilde nødig ødelægge sin gode sag ved at være grov i munden.

Ja det er det samme, vi gir ikke ud en ort og tolv til chokolade, for at du skal forære den væk – og desuden, hvormange gange har jeg ikke sagt ham, at vi ingen kjøkkenskrivere vil ha! – så ud med sig far, og prøv at komme her ind igjen! Derefter knufled hun ham ud med knæet, og vendte tilbage til spiskammeret.

46Han har vel ikke rørt noget her – – en, to, tre, fire … tyve, nåja, var jeg ikke kommen nu, hadde han vel reist med halvparten af butterdeigene!

Huhuhu – huhu – vilde jeg tat af dem, kunde jeg gjort det, da jeg hented dem, hørtes Hansemand fra gangen.

Gamle-Erik ude på stabben hadde nu gjort ljåen færdig. Han reiste sig, gik på sine modbydeligt hjulbente stolper ind i stalden, kom ud igjen med en kost af birkeris og gav sig til at feie gårdspladsen.

Jensine blinked opmuntrende til ham, nu moren og Hansemand var væk. Da chokoladen var hugget og vel forvaret på øverste spiskammerhylde, begyndte hun at vaske op kaffekjørlerne. Og mens nynned hun med jæpende humor en vise, som en korporal hadde lært hende:

O følg mig til stranden,
Jeg elsker kun di–i–g,
O følg mi– ig til stranden,
Jeg elsker kun dig.

Petra og Sanne viste sig udenfor vinduet og lidt efter Karoline Plesner, som vel hadde måttet klappes af fru Wang. Ingenting fandt 47Jensine væmmeligere end denne morens måde at være kjærlig mod fremmede velklædte barn. Petra var en fjortenårs jentunge, som ligned Hansemand med det opvakte fjæset og de lyse-lyseblå øinene, men af vækst var hun slankere og finere. Den elveårige Sanne hadde noget buttet og tungt eller hjælpeløst over sig, og hun så ud som om hun aldrig tog et skridt for egen regning. Begge søstrene var klædt i gråbrunt grovt hjemmevævet tøi uden stas hverken fremme eller bag. I halsen hos Petra var en hvid strimmel, hos Sanne ingenting. Deres kjoler gik kun til knæerne, hvorfra var rød- og hvidringede bondegarnsstrømper af samme sort som Hansemands over smalleggen. Sanne hadde endnu en ting fælles med den et år ældre bror – halmhatten. Petra hadde drevet det til at få sig en brun en af finere strå og med røde bånd i. På hendes alder var Karoline Plesner, som i udseende og klær var en prinsesse ved siden af de to søstre. Alle tre stod en stund og betragted Erik med kosten. Så kom Hansemand, endnu rød om øinene, hoppende ud midt imellem dem, sled til tegn på sin kjærlighed Karoline i den gule fletten, og da hun blev rød og furten, satte han i at 48le af flauhed. Med ét gjorde han et spræt og hang efter armene i stalddøren, hæved sig op og hæved sig ned og rødned af taget. Men istedenfor at beundre ham løb damerne sin vei på Petras forslag, Hansemand kom pa gråten og lod sig dumpe ned, så det sang under kloggerne.

Hansemand, gå bort på Oppegård efter melken – en kande iaften. Og imorgen må de sætte af to – sig det! råbte Sossen ud til ham. Han klavred over det gule havegjærdet, og da han kom ud i græsset, som hørte Oppegarden til, begyndte han at gråte.

Endelig hadde Jensine kun tilbage at lave børnenes aftensmad istand, komisen hakked hun i terninger under brødkniven og la dem op i de tre dybe tallerkener, så mangled bare melken.

Erik, kom herind med dig! råbte hun gjennem vinduet. Erik slap træskoene af ude og viste sig med soldaterhuen i hånden.

Er du snart færdig med kostingen, Erik?

Å ja, so på lag.

Skal du på sjau iaften, Erik?

Nei tænkje da då!

49Jamen du ved jo, at du er en pigernes Jens, Erik?

Erik grynted bare til det.

Se her far, har han to kager, det er butterdeig, fint – begriber du, og så tar du trøien på dig og går og finder kandidat Hansen. Du forstår – behøver kun at hilse fra mig, så ved han, hvad det er. Finder du ham ikke på Kapteinsgården, er han vel på pladsen og spiller krokket. Men la ingen forstå noget!

End sei da då! Tungen smækked ved de ord polisk ud af den femtiårige Eriks dumme fjæs. De to kager gik op i krumler ved at klemmes ind i lommerne på den mangefarvede og megetstoppede bukse.

Og spør mor eller nogen anden, hvor du skal hen, sier du, at du har fåt lov af mig til at gå på Eidet og kjøbe skrå.

Lidt efter kom atter fru Wang ind, men nu hadde hun lagt af sit ungdommelige ansigt i gangen.

Tror du Sossen, jeg tør by ingeniør Olsen en af pappas cigarer? Han har røgt op sine –

Nei det ved du meget godt, at du ikke 50tør. Pappa har jo forbudt os allesammen at sætte vor fod på kontoret.

Jaja, så får det være, til han kommer hjem selv, svarte hun spagt.

Ja, det får det rigtignok.

Nu er du jo færdig Sossen, vil du ikke komme ud til os snart?

Å jo, jeg kan vel altid det, san!

*

Ingenting ualmindeligt var der over Jensines person, ingenting sart eller fint eller kvindelig vekt eller denslags, ingenting stolt i holdning eller øine, ingenting sort og mørkt og sydlandsk hverken i øienbryn, hår aller hudfarve. Og skjønt hendes fars ideer om vadmelets og de simple stoffers formålstjenlighed, om de mørke farvers noblesse, om kniplingers og garneringers vederstyggelighed og uskjønhed, ikke længer hersked over hendes klædedragt, var den dog meget enkel og billig. Hun hadde og engang gåt klædt som de to yngre søstre. Nu var det gråbrune grove hjemmevævede tøi afløst af et gråt mygt stof, og bondestrømperne byttet med lyse halvsilkestrømper, 51som vistes over de nette ankelsko, når hun sad med det ene ben over det andet eller jaged rundt under legene. Hendes hat var af samme sort som morens, hvidt fint strå og af facon som et grydelåg. Men hagebåndet hadde hun ikke. Om livet var der et lærbelte, som fik kjolerynkerne i brystet til at hvælve sig ganske behageligt udefter. I kjolehalsen var syet en høi stiv fløielskrave, der favned om den hvide hud og grov sig op under hagefylden. En guldbrystnål med kamé, konfirmationspresent af onkelen på Eidet, gav fornem værdighed til den tarvelige kjole. Hun var en middelhøi skikkelse, i de sidste år hadde benenes, barmens og armenes vækst i omfang og muskler gjort hende tapper og firskåren. Og ansigtet var sundt og åbent og pent uden nogenslags interessante tillæg. Til hverdags var det gjerne barskt-humoristisk, siden hun hadde alt stellet med søstrene og broren, og var hun i dårligt humør, hadde hun øienbrynene grættent optrukket. Men nu iaften, hun efter Gamle-Eriks gjenkomst gik til stævnemødet, var der bare hensynsløs livslyst over hende. Hun så ud som om hun kunde sende en kraftig ed ud af den bestemte munden og la en endnu sundere 52latter følge efter. Med spænstige trin skridted hun op gjennem havestien under æbletræerne og kirsebærtræerne med de lave stammer, de vredne grene og frugtbare saftige kroner. Rundt om stod græsset alenhøit, blåfiolette blomster af den duftende karse hadde skudt op på de fugtige steder, og stille, stille stod hele haven og hørte efter akerriksene frå Kapteinsmarken og Oppegårdsjordene på den anden side. Bare Jensine pusted. Hun kløv over stengjærdet, ti grinden pleied knirke, så det hørtes ned til elven, og kommen op i udmarkens lune luft, speided hun tilbage. Under asken sad de og spiste, moren og Gamle-Olsen og Hannibal, småbarnene var lagt. Ingen ante, hvor den knibske Sossen nu hadde sin gang. Hun gik videre, opover og henover, suged brystet fuldt af orrekrattets vellugt og lo til potentillaens spæde guldblomst på grønsværet. Hun kom forbi kapteinens «Rauen» som glodde betænkt, og forbi kjør, som lå og tygged drøv med kloverne indunder sin uhyre bug. Enerbuskene hefted sig til kjolen, orrekvistene dasked hende, trostene skvat ud af sine sovesteder, og da hun kom til den halvt-udtørrede bæk, kasted en vældig padde sig plaskende 53midt ud i en pyt. Endnu tyve skridt, så vår hun på mødestedet, en liden sænkning, hvor to mennesker kunde ligge godt skjult for al verdens kikkerter nedenfra bygden. Her hadde ståt tykt stivt sætergræs for en måned siden, nu lå det nedklint langs jorden. Til tre kanter var der older, til den fjerde en stenskrænt op, dækket med grønt mos og sirligt lav, og udfor den hang en hundredårig birk. Udmarkens mest idylliske flæk, et terra incognita for alle andre, hadde Jensine udvalgt for sig og sin elsker. Han lå der på sin udbredte regnkappe og røg cigar.

Nu min pige, wie geht’s und wie steht’s.

Å Kasper, hvor deiligt dette er! råbte hun næsten hulkende og kasted sig ned ved siden af ham, slog armene om halsen hans og kyssed ham vildt. Bagefter slang han cigaren og krysted hende ind til sig, mens hun laa med hodet slapt bagover, munden halvtåben og øinene blanke af henrykkelse, eller det var af varmen efter gangen eller gjenskinnet af det hede ansigt. Men både han og hun var lykkelige, som to menneskebørn kan bli lykkelige.

De indtog sin yndlingsstilling: hun liggende på ryg med hodet i sit grydelåg af en hat og 54han med hodet i hendes arm, og begyndte at tale fornuftigt.

Hannibal Olsen er nede.

Jeg ved det.

Hvordan ved du det?

Hansemand og Johan kom galloperende op på kammerset mit og beretted, hylende af vellyst, om en bedrift, de hadde bedrevet med en ærtesprætter. Skurkene svor på, at manden hadde brølet af smerte. – Forresten synes jeg, du kunde begynde at gi ham håb nu. Jeg reiser jo til jul.

Nei Kasper, jeg vil aldrig gifte mig.

Å tåtåtåtåtå – vil hun ikke det, stakker. Hvor du er sød Jensine, når du så’n er bestemt.

Hun bøied sig over ham og så ham ned i ansigtet, et uendeligt hvidt og skarpt ansigt, skjægløst og hårdt, med øienbryn, som gik i en sort streg fra tinding til tinding, tværs over den høiryggede keisernæsen. Og øinene var ikke åbne helt, men var to langelige blanke striber, som lo mod hendes blik og fulgte det opmærksommere og med større magt end om de hadde været vågne.

55Har du samvittighedsnag over dit levnet Jensine?

Nei for den sags skyld, men jeg kunde nok ønsket, jeg hadde vokset op i andre forhold eller var blit opdraget mere til dame, som du sier.

Gråter du noengang for min skyld Jensine?

Du skal ikke være altfor indbildsk heller, far. Forresten gråter jeg iblandt.

Ja, se sligt er forgalt min pige. Som jeg så ofte har sagt,sagt] rettet fra: sågt bør du lægge dig efter den zoologiske methode. Min forelskelse, siger du, i den magre djævlen, som desværre har forført adskillige pigebørn før mig, er intet andet end moderinstinktets overbevisning om, at en forbindelse med ham kunde skaffe mig et kraftigt afkom. Da han imidlertid i elskovssager er ligervis som en hane, der kan elske femti høner i løbet af tolv timer, vilde det lidet både både ham og mig, om den vingede Hymenæus bandt sit slør om vore pander. Derfor må jeg forberede mig til afskeden, at den kan blive så let og uden smerte som mulig.

Ved du, hvad som gjorde, at jeg blev forelsket i dig Kasper?

56Næ.

At du var ærlig.

Hør Jensine, jeg har sagt dig det og du må lære dig at fatte det, mit væsens kjærne er egoisme, og af karakter er jeg en moderne Reinhart i det uendelige Reineke Fuchs-skuespil, som livet er. Vi er alle selvkjærlige dyr for naturens åsyn, men i høiere eller lavere grad. Din egen far for eksempel er ikke mere end kalven i forhold til mig. Hans egoisme er plump og primitiv og gjør ham selv livet surt gjennem at gjøre det surt for hans omgivelser. Min egoisme er – åh af en så langt intelligentere kvalitet!

Ja men det var ærlighed, vi talte om, mod mig ialfald var du ærlig, og du var den første, der trodde jeg var et menneske.

Herregud Jensine, hvor du er kortsynet! At jeg før vort hemmelige ægteskab varskudde, at jeg ikke vilde gifte mig med dig, deri er ikke mere storhed end der er storhed hos kaptein Plesner, når han vil skyde på skive og skriger til sine børn: afveien der! Han vil gjøre sine sager med god samvittighed. Og hvad det anbelanger, at jeg som velanbefalet 57candidatus philosophiaæ lærer ti børn katekisme med et alvor, som var klokker Midtrebø værdig –

Jeg beundrer dig Kasper! afbrød hun og rykked ham ind til sig, saa den stærke næsen hans killed hende i brystet.

Ja det gjør alle pigebørn af din sort det, Jensine. Hadde de været en kjende intelligentere, vilde de gjennemskuet min overfladiskhed. Blegsottige teologer, der kan tale med dannelse om pinestedet, tiltrækker overspændte småpiger med sin evne til på en prik at kunne ligne det billede, som de yndige pusselankemennesker har dannet sig af den lidende Krist. Men hjemmegjorte jomfruer af din alder, min søde, tiltrækkes helst af små mesfistoer fra andre landsegne. Jer ubevidste trang til reaktion mod den gamle slægts indflydelse og jer ligeså ubevidste flauhed over en begivenhedsløs ungdom, får jer til at knæle andagtsfuld for den, der lysende af selvsikkerhed brænder af sig et par helvedsraketter, og har så fyren om sig en duft af levet liv, er det kun en glorie mere.

Denslags foredrag hadde altid en virkning på Jensine, så hun måtte kysse ham og i sit 58stille sind ønske sig vel gift med ham. For hun følte sig sikker på, at det kunde bli et rigtig hyggeligt ægteskab alligevel, et ægteskab, hvor han skulde få det langt bedre end han kunde ane nu. Men når han ikke vilde så –

Det kalder man kvindelogik! lo Kasper, da han efter sin selvnedsættende tale blev kysset og kjendte hendes stærke fingre krabbe kjærtegnende om i håret.

I grunden du Kaspar, har vi det deiligt her på regnkappen din! – alt det fine birkeløvet over hodet – og så sommernatten og oldrene rundt omkring – hahahaha hvis pappa så os! eller nogen af de andre! jeg som går dernede for det knibskeste hakkebræt! – men du reiser jo du Kaspar – til jul.

Hys barn, ingen sure miner for det. Lad os kun ligge her så ofte, vi kan for godveiret, og kige op i himlen. Siden har vi erindringen, – skulde du vælge den bedre del og gjøre ham lykkelig denne Hannibalsen, denne tabula rasa, som du kan forme til menneske med din fra fader og moder nedarvede hersketrang, så – –

Egentlig synes Jensine det var taktløst af 59ham at nævne Hannibal i samme åndedræt, som han bad hende kaste alt tilside for nattens poesi. Men hun la bare hånden på munden hans og sa: Du ved, jeg glemmer dig aldrig, Kasper.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.