IV.

60En uge før jul, en dag da kviksølvet i det gamle reaumurtermometer under verandataget viste tyve kuldegrader, da en ubønhørlig dødfrysende østenvind sveifed nedigjennem dalen og vifted i træerne uden at ryste af den fastfrosne sneen, en dag da selv kajerne og kråkerne og spurvene hadde gjemt sig, fordi alting var så øde og fordi himlen, gud ved hvorfor i slig en frost, hadde trukket på sig en gråfarve, som passed for en martsmorgens silregn, slig en dag hadde Jensine listed sig op på forældrenes iskolde soveværelse for at se dampskibet bryde sig vei i fjordisen. Hush, hvor det grøssed i hende! Hænderne nedenfor de blå angora-ulds pulsvanter var fioletteblå som skulde de til at gå i forrådnelse, og de hang slapt frempå kjøkkenforklædet. Naturen 61derude, landet hun så, fjeldsiderne og gårdene langs fjorden, det var så ribbet og skånselsløst forladt altsammen. Det ulykkelige lys fra himlen og snemarken gjød sig ind i hendes ansigt og gjorde øinene glasagtige og huden fattigslig og grå. Hun vidste, at dampskibet midt derude i al den snedækte isen, at det var grønt, men det tog sig ud som sort, og det åbne vandet udenfor var endnu sortere. Røgen, det var vel med den som med røgen fra kapteinshusets skorsten derhenne, at den knapt fik trængt sig ud af piben, den kastedes flad ned over agterdækket og soded vist alting til. Skibet hugged og hugged og kom sig nogle alen indover, slog agterover og hugged på igjen. Hun måtte kunne høre drønet af isflagerne, syntes hun, når de brødes over og krasedes op om bougen. En to, tre, fire slæder traved udover fra Eidet, så en til. Etsteds på isen stansed de op og vented, mens dampskibet brød sig længer ind. Endelig kom den lange brustne tuden, skibet lå stille, slæderne voved sig nærmere.

Ud af kapteinsalléen dukked fire mennesker, og Jensine fandt ikke der blev trøsteligere i landskabet for det. De to var Petra og Hansemand, de andre i de deilige skindbræmmede 62kåber og med skind om halsen var kusinerne, Malli og Sissen. De kom fra sine sidste skoletimer hos Kasper. Kusinerne satte pludselig på sprang, uden at si farvel løb de over broen og ind på pladsen. De hadde rosinsuppe og fiskeboller at glæde sig til de, men Petra og Hansemand hadde høist en gang om ugen så pas mad at frydes ved. Spegesild og sirupsuppe og ludefisk med tørt brød eller lignende vonde retter var det almindelige på doktorens bord. – Petra og Hansemand, stakkars mennesker, de hadde ingen hast. Som sædvanlig gik de hver for sig, Petra tyve skridt foran broren. Ikke det lille stykke vei gad de gå sammen engang. Det var også hjemmets indflydelse, dette at søskendene ikke kunde slutte sig til hverandre. Vant til at bli sladret på af hinanden som de var, vant til at se den ene foretrukket for den anden alt efter forældrenes lune, hadde de lært sig til at være sparsom med fortroligheden. Al sin trang til venskab og fortrolighed la de på udenforstående. Petra betrodde sig kun til Gamle-Erik eller Karoline Plesner. Hansemand hadde lært sig til at lyve for alle undtagen Johan. Stakkars gut, hvor han så forknyt ud som han gik dernede 63i veien med alle bøgerne i den blåfrosne næven. En husmandsgut ligned han i den der skottehuen uden bånd og med det røde bondeskjærfet om halsen. Huen hadde Mogens gåt med i tre år før ham. Mogens, han var i Kristiania han, og i brevene hjem løi han, så det var ækkelt. «Kjære forældre, jeg er aldrig sammen med Kristian Plesner, thi jeg indser nu hvilket uheldigt selskab han er for den, som vil være flittig.» Men til Lars-Ola, gårdsgutten, hadde Kristian skrevet om sine sviregilder, hvor Mogens drak sig plakatere end en alke.

Atter tuded dampskibet, det var vel efter flere slæder.

Men Jensine overvældedes af al uhyggen, hun slap sig ned på en stol, kasted hodet mod bordet og vånded sig og jamred sig, mens hun trak pusten hikstende og det ised i tænderne: Å Kasper, Kasper, den som kunde følge med dig! Bare være der, hvor du er! Men ikke to daler eier jeg, så jeg kan komme bort. Å Kasper, Kasper du holder ikke af mig, du kan ikke holde af mig, så dum jeg er! Penge, penge, penge – hadde jeg bare havt penge, skulde jeg også lære mig dette – dette chic, som du siger – ja Kasper, det er ikke andet 64som mangler. Jeg har ikke fåt lov til at bli nogen dame, jeg har ikke fåt lov til at ha besætning på mine simple kjoler, jeg har ikke fåt lov til at spille pianoforte, jeg har aldrig havt fornøielser, derfor er jeg blit så ukvindelig – så – så – sa rar og spids! – uhuhuhuh –

Nei men Sossen, græder du virkelig?

Hendes mor hadde trådt ind, sagte og uventet, som et langt liv på jagt efter børnenes underfundigheder hadde gjort hende det for vane. Hun kom helt op til vinduet og gav sig til at klore med neglene på isen, ti hun var generet for den voksne datter, som på flere år hverken hadde snasket eller gjort andet galt, og derfor hadde slig magt.

Hvad er det Sossen, kan du ikke si det til mig? Hun hadde trang til at græde med hende, fru Wang, og hun tørsted efter lidt fortrolighed, men det var hende ikke mulig ligeoverfor en af sine egne at lægge en antydning af mild bevægelse i stemmen. Den var stærk og hård. Men over de store tåbelige ansigtstræk, disse træk, som var blit simple og stive og lange af ærgrelse over, at livet ikke hadde svaret til pigedrømmene, over dette flade forstenede 65ansigt kom der en skygge af et smil og minded om daguerreotypien nede i albumet.

Og så er du her i kulden, sa hun videre og klapped datteren på håret. Jensine reiste sig ved berøringen og gik med faste skridt ud.

Nei men Sossen!

Du behøver slet ikke ødsle din venlighed på mig. Du har yngre børn, som kunde trænge både mildere ord og mindre kulde.

Tja, det er med hende som med de andre, sukked fru Wang, – de skjønner ikke, at man vil dem vel.

Da Jensine kom ind på sit og søstrenes værelse over gangen, sprat Petra ud af sin seng, hvor hun hadde ligget så lang hun var.

Uf, jeg trodde det var mamma jeg! sa hun rød af skrækken og med munden fuld af mad.

Du må ikke sladre Sossen, jeg tog bare en skive i spiskammerset, for jeg var så skrubsulten.

Når Sossen så ud til at ha sorg, kunde de gjøre hvad de vilde uden at bli klaget. Derfor hadde Petra ikke tat i betænkning at servere hende årsagen til sin pludselige forvirring. Og mens søsteren satte sig tilrette foran ovnen, 66trak Petra det påbegyndte smørrebrød frem under sengen og gnaged videre. For det var en tyk snei, af den sort som Gamle-Erik pleied æde.

Værelset var af facon som forældrenes, og hadde udsigt opover dalen et stykke. Her var småting, som hygged på væggen og de to kommoder, illustrationer, klippet ud af «Skilling-Magazin», glansbilleder, som Sanne hadde klistret op over sin seng, der var pene æsker, der var dukkehoder og to bulbidere af stentøi og lignende nürnbergerkram. Jensines seng hadde et hvidt lagen over, og foran lå et firkantet tæppe. Hverken Petras eller Sannes sovesteder hadde denslags luksus. Søstrene måtte stige ud på det nakne gulvet, når de om morgenen forlod de grove ulddækkener. Ved vinduet over det eneste bord i værelset lå nogle skolebøger og tavler og slængte.

Vi skal vel bare ha spikkesild til middag idag, kan jeg tænke, siden pappa skal ha kortklub ikvæld. Spikkesild og ikke suppe engang, jo det er deiligt! Hos Plesner gir de ikke slig mad til folkene engang. – Petra hadde ligget og set på Sossens brede ryg sålænge, til hun syntes, hun måtte si noget. Men søsteren rikked 67sig ikke til at svare, sad bare og glodde ned i ovnspladen med albuerne på sine knæ.

Du Sossen, jeg skal hen – bare jeg – til Plesners i eftermiddag og drikke vin, fordi kandidat Hansen skal reise. Jeg vil da rigtig håbe, jeg får pengene med til ham, for ellers blir det så flaut. Kan du ikke si til pappa, når han kommer hjem, at det går ikke an –

Men i Jensine trak det op som i det gamle urværket dernede i stuen, når det skulde til at slå. Hun sprang ud og smeldte døren igjen for at døive sin hulken.

Petra lå igjen og tænkte, at hun hadde det vel ikke så dejligt Sossen heller, og hun begyndte at græde, tårene rendte nedover de friske kinder og ind i mundvigen, så der blev sjøsmag af brødskorpen.

Er Sossen her? spurgte moren, næsten før hun hadde fåt stikke hodet ind.

Ligger du virkelig i sengen, dit lange dovne menneske! Hvor ofte har ikke pappa sagt –, nei men hvad ser jeg! har du nu været i spiskammerset igjen! hvor er resten af skiven? har du spist alt, din rakkertøs! og i sit raseri gav hun sig til at hamre med knytnæven på 68datterens skulder, ti Petra hadde vendt sig om på siden og rullet sig sammen som en snegl.

Op med dig, lange dovendyr!

Ja gå væk først!

Jeg skal gi dig gå væk! skreg fru Wang, hun fik et af sine anfald, hvor øinene spydde dyrisk had og blodet gjorde panden hendes styg at se på. Datteren hylte som en gris, men moren satte sin klo i hendes hår og sled hende ud over sengen, lod hendes krop falde tungt i gulvet og sled hende videre bort til den åbne dør. Der gav hun hende et spark: Ud med dig! Petras hyl var gået over til hæse smertensbrøl, hun krøked sig ihop og brølte, brølte som om hun hadde været under kniven.

Hvad skal du gut? hvæste moren, da Hansemand i et sæt var kommen opfor trappen.

Du er et svin! bed gutten hvast ivei, tog et bøks over søsteren på tærskelen og fløi lige i den åndpustne frue, som tumled bagover.

Erik! Erik! skreg hun.

Erik kom labbende op på sokkerne. Han hadde ikke indfundet sig før, ti han var vant til slige scener og afvænt med at stikke sin næse ukaldet i.

69Erik, du er vidne til, at han har slået sin egen mor! hører du, du er vidne til det!

Den gamle halvtussede gårdsdreng hadde såvist ikke været vidne til noget. Han klødde sig i sit rodede hår, keg fra den ophidsede fruen til den dødblege gutten, og fra ham til Petra, der lå som et skudt dyr over tærskelen med armene slynget om hodet.

Hører du Erik, du er vidne!

Men Erik så bønfaldende på hende med sit frosne rynkede fjæs.

Å ja, du er jo åndssvag du! sa hun tilsidst.

Og Gamle-Erik pilled velfornøiet ned igjen for at sage videre på vedskierne.

Et øieblik stod hun og pusted ud og overveied følgerne af dette. Der var fare for, at Sossen kunde holde med barnene, og så gav Wang dem ret. De vilde da trumfe sin mor det i øinene i mange dage. Desuden – husholdningspengene for november hadde hun endnu ikke fåt, men hun hadde tænkt at gjøre et slag for dem idag. Kom nu dette – barnene vilde som sædvanlig stå sammen og fordreie sandheden med den største frækhed, gud véd, om han ikke kunde falde på at tro dem – så var 70der ikke tale for hende om at få betalt broren før nytår.

Gå ned gut! Og Hansemand adlød, skræved meget betænkt over søsteren og listed ned i spisestuen. Han var ræd, ti han kjendte morens måde at fremstille sagerne på. Han hadde lyst at løbe et eller andet sted hen, Oppegård var det sikreste, og ikke komme tilbage før til kvelds. Når faren hadde klub var han så ubegribelig snil og overbærende, opsatte ialfald med ubehageligheder til næste dag.

Imidlertid tiltaltes fru Wang slet ikke ved at se datteren ligge livløs på tærskelen. Hun var ordenlig bange for at det kunde være en besvimelse.

Se og få dig op unge! – al varmen går jo ud – så få dig nu op! Lig ikke der og anstil dig, vi kjender dig for godt, mor. Så op med dig!

Fru Wang vilde for al del ikke la sig mærke med sin uro, derfor gav hun datteren nogle ligegyldige puf med foden, mens hun hypped på hende. Petra rørte ikke en muskel.

Vil du stå op, unge! – Jaja, jeg siger ikke mere, jeg! Når pappa kommer hjem, skal der bli et hus! Ris på den bare ende skal du få, 71om du så var ti gange femten år! Og du husker, hvad han lovte dig, sidst du stjal – at kom du engang til i spiskammeret, skulde du ikke smage en eneste present i hele julen. Og ingen gotter heller. Nu kan du ha det så godt! Og hvis du tror, du får det nye kjoletøiet, tar du skammelig feil – det skal vi sy til Sanne.

Den ene af Petras fødder løfted sig ved denne trusel til et arrigt spænd i gulvet, lidt efter kom de ord: Da siger jeg, at dere er ordbrydere, det tøiet er lovet mig helt siden ihøst.

Og du tror pappa vil la dig få det, naar han hører om dit nye tyveri! Nei mor, det må du aldrig indbilde dig.

Å, når han får vide, hvorledes du har slidt håret ud af hodet på mig – –

Pas din mund unge! jeg har lov til at lugge dig, når du stjæler. Kommer du med nogen slags løgn, om at jeg har slidt håret ud af dig, så kan du være sikker på, at jeg skal klage dig. Å den stakkars pappa, som aldrig kan få fred heller! At jeg skal være nødt til at gjøre ham trist idag, også! – Ja reiser du dig ikke straks Petra, og kommer ind, så ikke mere 72varme går ud, så blir der nu ikke tale om, at jeg lægger fingrene imellem.

Dermed tog hun et hop over datteren og gik nedenunder, lettet og taknemmelig, fordi manden ikke var kommen hjem endnu og hadde set hendes bedrift. Hun vidste, at ægte kvindelighed, ikke netop sådan med koket stemme og dyre toiletter, men den med ærbare kjoler og blyge smil, for den bøied han sig, men for mandhaftighed og nattrøier hadde han det eiendommelige ord: uappetitlig.

Klokken blev to, endnu var han ikke kommen. Der var dannet en tyk hinde over den opvarmede hareragout i gryden, og poteterne stod i stegeovnen og fik skorpe paa sig. Men han hadde sagt, de skulde vente på ham idag. Han skulde bare op i Indre-bygden og sage benet af en fyr, som hadde ligget døddrukken i sneen og sovet sig en koldbrand til. Fru Wang kunde jo imidlertid lave Gamle-Eriks mellemmad, tre skiver, tilsammen et kvartbrød, og over hver skive førte hun kniven let, for at ikke det halvsmeltede smørret skulde gå for langt ned i hullerne og ingenting gjøre af sig. Den gamle tosken, som skulde ha det, stod derude i stalden og saged og saged, mens skråspyttet 73randt ned gjennem skjægstubberne og frøs til is.

Jensine hadde tat sin tilflugt til far’ens kontor som det eneste sted, hvor hun uforstyrret kunde sørge. Ved siden af, i spisestuen, hvor trækubberne dured i ovnen sad Sanne ved det vindu ud mod askestammen og passed på, at Hansemand ikke forgreb sig på kringlerne, som de skulde ha til spegesilden. Hun var fyldt tolv år nu Sanne, og hadde med sit lille rødhårede hode opfattet, hvori den stak, hemmeligheden ved at leve behagelig. Den stak simpelthen i at være på krigsfod med Petra og Hansemand. Disse var jo slette personer, som stjal og løi og trodsed og på mange måder bedrøved sine egne forældre Det fandt Sanne for galt og gik som nidkjær frivillig ind på fars og mors side. Derved hændte det, at hun fik givendes ting, som de andre stjal sig til, for ikke at tale om den rigelige løn i en god samvittighed. Ingen skulde forresten se på hende, at hun var så fremfor sig. De runde øinene undred sig enfoldigen, det butte og tunge ansigt var saa hjælpeløst uskyldigt, at hun aldrig kunne mistænkes for at ville gjøre noget for egen regning. Hun hadde en lap kannevas 74i hænderne og noget sort uldgarn, det hele skulde bli til en julepresent. Kjolen var stadig det gråbrune hjemmevævede plag, magen til Petras. Hansemand derimod hadde trumfet igjennem de skindlappede buksers kassering og fåt isteden en hel dres, syd af doktorens sidste aflagte bukse og vest, det var sort klæde. Men den gamle grå vadmelsjakken måtte han gå med om eftermiddagen, skjønt den nu var tre tommer for kort i armene og knapt nåde nedfor bukselinningen.

Derfor sa Sanne: Gå ind og byt den andre trøien på dig, Hansemand.

Hold kjæften til, du helligper på loftet! svarte Hansemand. Men da søsteren lidt efter gik ud, trodde han det var for at sladre, og fløi i en svip ind og bytted.

Spegesildene, otte i tall et, lå side om side på fadet. Tæt ved stod brødkurven med seks kringler i, en per mand, ti også doktoren tog sig et stykke sild, før han gav sig af med sin ekstraret. Seks tallerkener med kniv og gaffel stod med passende mellemrum langs bordets runding, og midt på den skidne dug med de mange stivnede suppeflækker troned en service som en prins i en kreds af forsjoflede husmænd.

75Sanne kom tilbage og satte sig ved vinduet ud mod elvebakken for at kunne varsku, når far’en svinged ind haveporten. Inde i stuen var der blet halvmørkt, og der traved Hansemand, ihærdigen og meget bleg, rundt om det ventende bord og lod som ingenting, hvergang bjældeklang lød op fra veien. Han prøved engang at sætte sig til ro i den hårdstoppede hestehårssofa, men den onde samvittighed vipped ham ud igjen. Slåt til sin egen mor! det var en af de største synder, han endnu hadde drevet det til, og røret skulde vel i den anledning knækkes over hans rygstykker. Ved siden af spisestuen var kontoret, derinde i bogskabet, over bøgerne paa den øverste hylde, lå den forhadte gule pinden. Hvis bare skabet var åbent! Da derfor Sanne råbte: Nu kommer pappa! og for ud for at ta imod ham, balanserte Hansemand på de yderste tåspidser bort til kontordøren og listed den lydløst op. Men der sad Sossen tilbagelænet i gyngestolen og glodde ud over vinteren.

Hvad vil du Hansemand?

Vi skal spise, for nu kommer pappa! svarte Hansemand i en befalende tone og trak sig tilbage. – Hvor var det ondt at høre far’ens 76glade stemme, mens de hjalp ham reisetøiet af derude i gangen! Mon han undred sig over, at Hansemand ikke var paa gårdspladsen for at ta mod blakken? Nu måtte Gamle-Erik spænde fra, og gutten syntes, det risled så dommedagsagtigt i bjælderne, da sæletøiet løftedes af.

Ah, her var deilig varmt! Er der kommen post? – Goddag Hansemand, hvordan gik det på skolen idag?

Å jo. Det var sidste gangen idag, Petra har regningen fra kandidat Hansen.

Ja Nikolaj, du må betale ham pengene idag, sa fru Wang sukkersødt.

Eier ikke en skilling, hvorfor kommer den fyr med regningen i sidste øieblik!

Nei du er morsom! råbte hun. Da han isommer bad om halvårsbeløbet, loved du, han skulde få det hele under et, naar han reiste.

Jeg eier ikke penge!

Men fru Wang svingsed ud efter poteterne og ragouten. Han var på godt humør idag, så det laged sig nok efter middagsluren, både med husholdningspengene og med dem til Hansen.

77Tænk, at han ikke skreg! gjenoptog Sanne temaet fra ude i gangen.

Og benet, hvor gjorde du af det, pappa? spurte Hansemand, som var fuld af salig taknemmelighed mod moren.

Men far’en svared alvorligt: Ikke spørre om alting, gutten min. Taushed er en læges første pligt.

Var doktor Gjerløv med og skar? spurte Sanne.

Han holdt manden fast han, barnet mit.

Sprælled han så da?

Ja han var jo ikke kloroformeret.

Hvor skrækkelig ondt det må ha gjort pappa!

Hansemand, sæt stoler til bordet!

Det hadde gutten rent glemt i sin lykkelige lettelse.

Hvorfor har dere ikke spist før? spurte doktoren bebreidende, da hans kone kom bærende med ragouten.

Nei de mandfolk! Du sa selv, vi skulde vente til du kom!

Ja men jeg har engang for alle sagt, at er jeg ikke kommen til halv tre, så kan dere 78spise. – Vi må ha lampen tændt idag, det er så mørkt.

Husk, du går på Eidet efter olje, når du har spist – og posten! sa fru Wang til Hansemand, som hadde hoppet op på stolen for at tænde.

Og så Nikolaj, må du endelig la mig få husholdningspengene for november.

Penge, penge, penge! Jeg kan da vel ikke stjæle dem! Jeg ved jo ikke engang, hvor jeg skal få betalt kandidat Hansen.

Jensine kom ind fra kontoret, rolig og jævn som altid.

Ja ham må du virkelig betale, pappa. Han kommer vel for at si farvel i eftermiddag. Det er jo tredve daler.

De satte sig til bordet, Sanne ramsed bønnen. Moren, med hodet devot på skakke, folded hænderne i fanget og satte skuldrene i en stilling, som om det gjaldt at presse underkroppen og stolen rigtig fast mod gulvet. Det dured endnu så småt i ovnen, og lange sug af østenvinden ude i trærne fik familjen til at lytte efter bønnens ord. Når hoderne nu, under lyset fra den spinkle hængelampe, vendte sig 79mod vinduet var der ikke andet end et tåget gråt-i-gråt at se. Mørket hadde sat ind pludselig.

Men hvor er Petra? spurte doktoren, og idetsamme gled der et spændt udtryk over ansigterne.

Å, svarte fru Wang, hun vil vel ikke ha sild hun, det er vel ikke fint nok til hende – men Nikolaj, nu har du tat af den dårligste silden! Se her, vil du ha af min? Se al den deilige isteren!

Men ved et skjelende øiekast over brillerne forvissed doktoren sig om, at hans sildebitte var af den bedste, derfor sa han: Alle sildene er lige fede, har jeg først tat et stykke, så beholder jeg det. Gå op du Sanne og bed Petra komme ned.

Petra kom, og det undgik ikke Hansemand, at hendes øine var røde. Han sad hele resten af måltidet i den forfærdeligste spænding, om far’en skulde se det. Ti da turde vel moren ikke længer tie.

Hvorfor kommer du ikke i rette tid til bordet, hva? Er det ikke godt nok sild, hva?

Det har ‘ke jeg sagt, svarte Petra kaut og slog gaffelen i den sidste silden.

Doktoren rynked brynene.

80Hvad er det da, du sier? vendte han sig mod konen.

Som om du ikke selv vidste det! råbte hun. Er det ikke hver eneste gang, vi har sild eller persetorsk eller plukfisk, at hverken hun eller Hansemand vil spise! Fordi vi ikke har det så flot som Plesners – det er der, de lærer sig til at komme med slige store fordringer.

Ja der skal engang sættes en stopper for dette uvæsen. Hadde jeg så sandt havt råd, skulde jeg for længe siden ha fåt en egen huslærer, så dere aldrig satte deres fod derbort.

Da fruen hadde byttet hans tallerken, og han hadde gjort sine bemærkninger om ragoutsaucen, som var svid, tog han igjen fat, og hans stemme blev bevæget.

Der er ikke ti procent af landets befolkning, som har det så godt som dere. Dere skulde bare se, hvordan de har det rundt om i fattigstuerne – ikke tørre brødet engang, og ikke en pinde til at lægge i ovnen.

Hansemand og Petra samtykked ved at sidde bøiet over sildelevningerne. Da det led om lidt, blinked far’en til Jensine og hvisked 81skjælmsk: Du Sossen, kan du gaa ind på kontoret du, og hente seks æbler i kurven.

Det var indskrumpede gule gravenstener fra deres egen have, og doktoren delte dem rundt – efter størrelsen. Petra og Hansemand slugte sine med skal og kjærnehus, men Sanne fulgte de voksnes eksempel og skrælled sit.

Ja, nu når vi alle er mætte, siger vi tak for mad!

Og atter ramsed Sanne en bøn.

Således var det måltid tilende uden at familjens overhode hadde så meget som anet, hvad der tynged på hans kjære. Konens smiskende forekommenhed var gåt ham forbi såvelsom Petras røde øine, Sossens tristhed såvelsom Hansemands gløgge spænding. Den rødhårede yngste var alene om ikke at føle sig glad for dette. Hun var halvt fornærmet over morens skånsomhed. Ti aldrig arted livet sig behageligere for lille Sanne, aldrig nød hun mere godt af forældrenes bevågenhed, end når Petra og Hansemand hvilte på sine gjerninger.

Doktoren la sig bort i sofaen og trak et tæppe over sig. Snart snorked han. Sanne hjalp sin mor med at ta af bordet, og de gik begge så uendelig stille på tå og bed tænderne 82sammen og stansed åndløst, da en kniv dat i gulvet. Lampen slukkedes, fru Wang satte sig til ovnen med sit strikketøi, og ude i kjøkkenet laved Jensine kaffen. Hansemand tog sit røde bondeskjærf om halsen, halte huen ned til en hætte om hodet og varmed våtterne før han tog dem på. Med oljekanden holdt omhyggelig fire tommer ud fra klærene, vandred han derefter ud i kulden og østenvinden for at hente aviser hos poståbneren og parafin hos onkelen. Hos den sidste måtte der, syntes han, i anledning af sligt et hundeveir vanke en kop varm kaffe.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.