VIII.

150Hansemand kom hjem den lørdagskvæld og smat som vanligt ind på sit værelse uden at ha hilset goddag til en mors sjæl. Han fik af sig arbeidsklærene og bytted undertøi. – En ting hadde det lykkedes ham at gjøre far’en begribeligt: dudde han ikke til puglæsning og stilskrivning, dudde han endnu mindre til at stå bag en disk og veie lær og skråtobak og stry til bønder og soldater. Nei et realt håndværk, det var drolen splide mig noget andet, og da han hadde været krambodrotte et halvt år uden løn, fik han sin vilje og kom i lære hos smeden Mikkelsen borte på Eidet, foreløbig uden løn der også. –

Han hadde sit værelse nedenunder med dør ud til gangen og dør ind til spisestuen og et vindu mod fjordsiden. Gutten stod ved servanten 151i sin sorte helligdagsbukse, nagen til hofterne, og skrubbed overkroppen med vådt håndklæ. Det damped op mod taget fra den smale hvide krop, lamplyset faldt ind fra siden, musklerne over brystet og skulderpartiet vred sig og arbeided og gjorde sig stærke med dybe skygger. Så fik han den rene lærredsskjorte på og kæmmed sit hvidgule hår, det lå bagover, gyngende og tykt, det skjulte ørene og i nakken hang det tvært afskåret over den brunbarkede hudring rundt halsen. Vest og jakke trak han på sig, hvid snip og en bitte liden sort sløife. Han rulled gardinet op. Om morgenen var årets første sne falden over de kolde marker, et tyndt, tyndt lysende lag, hvoraf alle knorter og knubber stak svarte frem; og frosten hadde sat ind, så det fik ligge. Månen var kommen op og måtte stå over skarret i dalen, husets lange blålige skygge strakte sig på skrå bort til havegjærdet. Kapteinshuset indimellem træerne dernede var som hyllet i lette dunster, alt hvad der hed skog hadde ubestemte gråligbrune farver. Men fjeldet var sort i stupene og blinkende blankt, hvor væde silte udfor; derude lå fjorden og bugted sig sort – skjær-hvidt og sort det var kvældens to stærke farver.

152Gutten vilde forresten bare se, om det gik an at få sig ud inat uden at sætte mærker i sneen, og det gjorde det. Langs husmuren under hans vindu var en rand bar jord, han kunde slippe sig ned på og derfra hoppe bort i havestien. Han trak vinduet til, slukked lampen og kasted sig på sengen for at hvile den times tid før aftens. Den kosted ikke forældrene noget, denne hans eneste nydelse, at ligge om kvældene og kjende lemmernes dirrende træthed, til han lidt efter lidt seg hen i dvale.

Dumpe og fjerne hammerslag lød ind til ham, Sanne stod i kjøkkenet og hugged det pund raffinade som skulde bruges i ugen. I spisestuen sad hans mor og harked forkjølet under strikningen, lyset gjennem nøglehullet stod i en hvidligmat flæk på tapetet over hans seng. Så skrabed det derinde, hanshans] rettet fra: bans mor kom bort og rusked i dørhåndtaget.

Petra!

Hansemand svarte ikke, døoren var låst, nøglen hadde han i lommen.

Vil dere svare, er Petra der?

Men jo mere hun rysted i døren, des fastere taug han. Al hans latente forbittrelse var vågnet. Hun kunde værs’god tiltale sine børn 153ordentligt, vilde hun ha svar. Ikke skrige på datteren i en tone, som når hun i gamle dage kommanderte: kom her og få ris din væmmelige unge!

Ja vent dere, jeg skal –! snerred hun og stormed ud for at komme ind den anden vei. Men hurtig som vinden var Hansemand ude af sengen og låste døren til gangen også.

Er du gal gut, låser du for din egen mor! Jo du kan tro, der venter dig hyggelige ting, når pappa kommer hjem.

Han sidder på hotellet og drikker sorgerne af sig han, tænkte gutten. Han har god tid til det, siden Gjerløv tar al praktisen hans. Hvad mente hun forresten med de «hyggelige ting» – –?

Er Petra der, så gud nåde dere, som ikke svarer!

Hun er ikke her! skreg han tilbage og mumled så halvhøit: Reis til Bloksbjerg!

Hun stamped op trappen, og lidt efter kom fra søsterens værelse det velkjendte hyl, som når en gris stikkes. Formontlig hadde Petra lagt sig, og moren sled hende nu efter håret for at få hende op igjen eller dænged til hende med ildtangen, mens hun ramsed op sin syndflod 154af skjældsord, der pleied begynde med forholdsvise sentimentaliteter som «din sørgelige unge» og endte med «dit stinkende dovendyr». Ikke for det, Petra gjorde gjengjæld og brølte «dit væmmelige menneske», så tidt hendes stemme ikke kvaltes af raseri. Hansemand satte fingrene i ørene, den var forbi den naive tid, da han på en mere direkte måde kom søsteren til undsætning. Men hans medfølelse var ikke mindre, med bankende tindinger og sammenbidte tænder gjennemgik han al den onde behandling, der blev hende til del. Gang på gang hadde de ladet hende gå og fryde sig til den lovede bergenstur, gang på gang blev hun snydt for den under allehånde påskud. Snart var det far’en, som pludselig opdaged, at han ikke hadde råd til at bekoste udstyr af klær, og snart var det de af moren foranstaltede scener, der endte med følgende replik: indbilder du dig, at der blir nogen bytur efter dette, tar du feil. Petra kunde aldrig nægte sig den fornøielse at måle moren med foragtspyende øine eller at trække på skuldrene til hendes og far’ens ordrer, det var hendes ulykke. Hun var for ærlig. Når hun ikke kunde se op til forældrene længer, fandt hun det i sin orden at trodse 155dem. Hun haded at forstille sig. Når de hadde selskab hjemme, og man ikke turde andet end la hende forsyne sig selv, fyldte hun på en rent uappetitlig måde sin tallerken med de bedste stykker, skufled dem ned fra fadene, og gotted sig over morens stikkende øine. Der var jo på lange tider kun denne ene gang anledning til at ta for sig, hvorfor da skabe sig som om syltetøi og gåsesteg var hverdagslige begivenheder. Gjæsterne naturligvis, de måtte holde med fru Wang i, at det var et umuligt menneske. Nei, tænkte Hansemand, hun var for ideal og for sandhedskjærlig til at bli damesnerpe. Hun måtte ud blandt oprigtigere mennesker, hvis hun skulde like sig. Forlovelsen burde hun hæve, den tosken Kristian blev så alligevel aldrig mand for at gjøre hende lykkelig.

Stakkels Petra! For at slippe de uhyggelige kvælder og den tynde vællingen hændte det, at hun gik op og la sig. Forældrene trodde det var dovenskab. Og så var det dog kun for at lulle sig ind i drømme om sin forlovede, drømme hvorunder den triste tilværelse rykked fjernt i baggrunden. Hansemand så det: hun hadde slukket lampen og lå og stirred ind i 156det røde ovnshul med sværmerisk blanke øine, mens armen, som lå nøgen nedover tæppet, hungred efter at slå sig rundt om den fraværende studenten og klynge ham mod brystet. Men såsnart de velkjendte arrige trin høres i trappen, stikker hun sig helt under tæppet og snorker i det forfængelige håb, at moren skal respektere søvnen. Men moren respekterer den ikke, hun hader sin datter med et helligt had, hun synes hun bør hade hende. Ti har hun ikke trodset, siden hun var så liden som så, har hun nogensinde været som en datter skal være, har hun været som Sanne! Hun har blæst foragtelig har hun, til hver af forældrenes befalinger, fordi hun nu engang for mange år siden har fåt den fikse idé, at vil hun bli et ædelt menneske må hun være stik modsat de andre og holde sig klar af hjemmets indflydelse.

Med den slags ræsonnementer underholdt Hansemand sig længe efter at de sønderrivende skrig var tiet af. Morens trusler mod ham selv tog han ingen videre notis af, ti han stod på en forholdsvis god fod med sin far. Han var jo nu eneste søn, og den ting, at han var på arbeid den ganske dag og mest stusled med sig selv om kvældene, gjorde at der ikke blev 157anledning til rivninger. Ja han var næsten agtet af far’en, fordi kan ikke længer knurred over maden eller tigged om lommepenge. Men ingen vidste, hvad gutten holdt sig skadesløs med, eller hvorfor han sled så hårdt i det.

Med Petra var det en anden sag, hun førte en kamp for sine ideelle interesser mod familjens materielle, og det måtte jo bli en vældig deficit på første konto.

Det gnisled af karjolhjulene ude i grusen under det tynde snelag. Far’en kom.

Først en god stund efter reiste gutten sig. Uden at vørre hverken forældrene eller Sanne et godaften og uden at indlade sig med dem – der var netop tale om Petra – kom han slængende ind i stuen, grinende mod lampelyset, trækkende lemstert på skuldrene, med søvnige grætne støn og lod sig dætte trevent ned på stolen foran sin grødtallerken.

Har hun ikke ammoniak da? spurte far’en og tog sin appetitdram.

Aj-jo vist har hun ammoniak, men det er naturligvis bare af dovenskab, for at slippe at vaske op efter aftens, at hun lægger sig så tidlig. Hun har ikke mere hodepine hun, end katten.

158Gå op du Sanne og sig, at hun øjeblikkelig klær sig på og kommer ned. Vi skal ikke oftere ha slig uorden i huset – har man set på magen, ikke møde frem til måltiderne!

Hun har hovedpine, jeg ved det! svarte Sanne.

Hansemand måtte se op, så forbauset blev han over at høre Petra forsvaret fra den kant. Han syntes nok Sanne var bleven lidt forandret i det sidste, siden hun var begyndt at sy hos madam Pedersen på Eidet, men dette –? Hun sad der, tyk og dum, og tylled vællingen i sig, turde ikke se op efter sin frækhed. Lampelyset gjød sig ned i det gyldenrøde frodige hår, ansigtet skyggedes, men var mørkerødt, syntes han, som om noget arbeided og gjæred i hende.

Hvordan ved du, at hun har hodepine?

Sanne blev endnu rødere og bøied sig endnu dybere over grøden, men Hansemand kom til undsætning med en løgn.

Petra har slig hodepine, at hun gråt isted.

Å ja! kom det hånligt fra moren, – nei du er fræk!

Gutten vilde til at bide igjen, da far’en råbte:

159Ikke bland du dig i det – når vi har spist, skal vi to tales ved!

Han blegned og husked sin mors forblommede trusel. Efter far’ens ord fulgte en dødens taushed, han hadde et øieblik en følelse som om han spiste sit sidste måltid og inden ti minutter skulde bestige skafottet. Hans livs eneste salige hemmelighed var bleven opdaget! Morens og Sannes høitidelige miner tilkjendegav, at de var indviet.

To tallerkener velling pleied han sætte tillivs om kvældene, idag lod han skeen ligge efter den første. Han la knytnæven på bordet og så fra far til mor og fra mor til far med alt det kolde had, hans underlige lysblå øine kunde magte. Hun spiste trofast sine to portioner og luded sørgmodigt og mildt over dugen, som det sømmer sig i en dødsdømts nærhed. Far’en spiste tappert, den var forbi den tid, da det gjorde virkning at forsmå smørrebrød med øl, sveitserost og andre delikatesser. Men han var blit gammel, hår og skjæg rigeligt isprængt med gråt, og ryggen krum. Hudposerne under brilleglasset var slaskede og rynkede, og trækket omkring næsen mer end almindelig ondskabsfuldt. Gutten iagttog ham nysgjerrigt, hver bid 160mad fulgte han, til den forsvandt mellem de gule tænder, og da far’en engang kasted til ham et blik, parerte han uden at blinke. Et iskoldt smil lønned ham for strabadsen, hvorefter manden spiste videre med sinte glæfs.

Efter bordbønnen listed mor og datter ud. Da doktorens øine hadde fulgt dem tildørs, tog hans svære rødbustede næver og skjød tallerken og serviet og flasker og glas og alting indover dugen.

Så du vil absolut ende galt du! sa han og dat tungt med begge albuer udover den ryddede plads. Ansigtet med de sammenknebne skjægkjæver dreied han op under sønnens koldsvede åsyn. Gutten sad i samme stilling, den ene næve på bordet, den anden knyttet i jakkelommen. Så ligegyldigt og lidet skjælvende som muligt svarte han:

Nei det agter jeg ikke, men du gjør dit bedste for at vi barn skal gå i hundene. Mogens og Sossen –

En smældende lussing afbrød ham der.

Pas dig gut, det er dig, jeg taler om! Jeg vil ha hele sammenhængen at vide mellem dig og denne Per Oppegårds søster. Siden skal 161jeg ta mine bestemmelser. Så, tal ud, men ved den levende gud, tal sandt!

Jeg er glad i hende, det er alt!

Glad i, glad i, glad i, – haha! – Så slog han i bordet, så stentøiet rasled, – tal sandt, siger jeg!

I et eneste syn så gutten al hjemmets fortvivlede uhygge fra barneårene og opover, og i et blink – han syntes det var et lys over mørk baggrund – så han sin elskede, hende han skyldte alt, for hvem han fandt sig i forældrenes tyranni, for hvem han arbeided de seks af ugens dage og hos hvem han var salig hver eneste søndagsnat. De holdt af hverandre, de skulde giftes med tiden. Han hadde således ren samvittighed og trang til at vise det, han følte sig som mand med ansvar. Derfor vilde han ikke ha flere lussinger, det minded ham om gutungen. Og han skvat op og om bag stolryggen.

Jeg tåler ikke dine fornærmelser mod en, jeg er glad i. Kari Oppegård er bra og skikkelig, ingen tør si et ondt ord på hende.

Far’en lå med hodet på skjæve op mod ham. Hans lille hivende latter viste, hvor han fandt den komisk denne protest.

162Sagen er, at det dennegang er dig selv, som taler ondt om hende. Eller kanske det er løgn, hvad du skriver til din eneste og bedste ven, til denne Johan Plesner, hva?

Har han sagt dig, hvad jeg skriver til ham?

Doktoren kasted sig rasende bagover i stolen, satte begge tommelfingrene i vestens armhuller og fikserte ham.

Sig nu sandt, ja eller nei!

Det er løgn, hvad jeg har sagt i brevene til Johan! skreg gutten.

A ha, du har altså drevet svineri i længere tid, – brevene, se se!

Jeg har ikke sagt brevene, jeg mente det sidste brevet.

Nu kan det være nok, imorgen følger du med bort på Oppegård, så skal vi få klarhed i den sag. Gå nu ind og læg dig.

Gutten gik, far’en sad igjen.

Da han hadde tændt lampen, blev han stående midt på gulvet og mimred lydløse forbandelser over sig selv og hele kodiljen. Hvem hadde brækket brevet? Imorges hadde han jo selv leveret det til poståbneren. Men stop – han hadde skrevet klad til det sidste. I en fei 163rev han bordskuffen op, der lå papiret. Nu forstod han. Far’en kunde ikke ha læst det, ellers hadde han jo vidst, at det var om natten besøgene på Oppegård fandt sted, at han følgelig skulde ud ogsaa inat. Desuden vilde hverken han eller moren ha lagt brevet ned igjen i skuffen, det vilde kun Petra ha gjort. Hun hadde læst det og sladret.

Han stak det farlige papir til sig. Egentlig burde han jo ha været fornærmet og i retfærdig harme ha frabedt sig at få andres smudsige næver stukket ind i sit elskovsforhold. Men man tog nu engang ingen notis af ham der i huset, lang tid var heller ikke forløbet, siden han hadde gjort ting, der mindre sømmed sig en selvstændig ridder. Nei flau var han og ræd for, hvad der vilde komme. Og han steiled for dette, at søsteren, selv så ulykkelig og selv så forelsket, hadde nedladt sig til at angi ham for den hadede far. Hun som han holdt af mest af sine søskende og som holdt af ham! De stod jo i forbund mod familjen, og alligevel – –? Ja, i god mening hadde hun naturligvis gjort det, men en tosk, en ligtorn, en stor føflæk var hun. Dette kunde bli en alvorlig sag, et vendepunkt i hans liv syntes 164han føle, det kunde bli. I værste fald reiste han sin vei og fik Kari efter sig senere. For hendes æres skyld måtte der dog straks, endnu inat, træffes foranstaltninger, så far’ens besøg på Oppegård ingen skandale hadde tilfølge.

Hansemand hadde hørt ham reise sig fra stolen og sukkende slæbe ind på kontoret. Moren og Sanne bar ud kopper og tallerkener. Et øieblik, begge var i kjøkkenet, benytted han, sneg sig ud i gangen og op trappen. Månen stod midt imod ham, da han kom ind på Petras værelse, ti der var hverken gardiner eller jalousier for vinduet. Varmt som i en sygestue var der og så denne forbandede Eau de Colognelugt! Formontlig tjente den til at gjøre drømmene mere poetiske. Han rusked i hende, hun var sovnet af gråt. – Halloj Petra! Halloj boy! Hun kasted sig op med et skrig og slog armen frem for sig til værge.

Å er det dig Hansemand – uh! sukked hun.

Tys, vær stille, jeg vil bare ha greie på om det er dig, som har sladret?

Hva’, – å, er det det med Kari? Nei hvad har han sagt? Tænd lampen der.

Månen er god nok. Det er altså dig, som 165har rodet i mine sager og fortalt, hvad du kom underveir med?

Petra kasted sig ned igjen på puden med et søvnigt støn og blev liggende med ryggen mod ham og ansigtet mod månen.

Ja Hansemand, du må ikke være sint på mig, men jeg kunde ikke andet. Jeg søgte efter et sugpapir imorges, og så fandt jeg noget du hadde skrevet til Johan. Jeg forsikrer dig, jeg var aldeles syg i hele formiddag, så fælt syntes jeg det var. Jeg måtte, for din egen skyld Hansemand, fortælle det. Og så skrev jeg til pappa et brev og la det ind på kontoret.

Hvad skrev du?

At du leved med Kari, at du hadde skrevet det selv til Johan. Ikke et ord mere.

Jeg siger, at det er ikke sandt jeg!

Det troer han ikke. Desuden – at du ikke angrer det! Uf, jeg syntes det var så fælt, at du Hansemand – –

Synes du da det er bedre, at man ødelægger sig med unaturlighed, så’n som Mogens gjorde, end at man lever med en, man er glad i? Du ved ikke, hvad du har gjort, Petra!

Men Hansemand, at du kan snakke slig, er du da ikke flau selv?

166Ikke spor. Tvertimod, jeg er stolt af det. I begyndelsen, da jeg endnu var hos Rivenæs’en og jeg fik bank for et eller andet, så tog jeg julingen med kristelig tålmodighed og tænkte: Dere skulde bare vide, hvad jeg har!

Jeg skal si dig, hvoraf det kommer, at du ikke ser det gale i dette: det er fordi du ikke tror på gud.

Hold kjæft, du er en stor dåse. Synes du ikke jeg kunde trænge til at ha det lidt morsomt, jeg også? Nu er jeg engang blit forelsket i en bondejente og jeg vil gifte mig med hende. Hun er noget ganske andet end Karoline, ser du. Hun bryr sig ikke om denne forbandede kurtisering og komplimentering, og hun er glad i mig igjen, skjønt jeg hverken gir hende presenter eller er klædt som en prins.

At du siger dette far, det viser at du endnu er glad i Karoline. Hvad vil du gjøre nu Hansemand?

Reise min vei naturligvis, til Amerika, og siden skrive efter Kari. Inden to år skal vi være gifte vi, ser du.

Petra skvat atter op i sengen, hun greb efter brorens arm og bad angstfuldt:

167Å nei, ikke reis Hansemand, da har jeg ingen tilbage.

Tror du jeg holder ud at være en time herhjemme, når mit eneste lyspunkt tages fra mig. Imorgen blir her en dommedag, tænker jeg, når han går bort på Oppegård.

Det gjør han ikke imorgen – Sossens unge skal jo døbes. Hvor vil du forresten få penge til reisen?

Kari har penge og Per har penge. Jeg kan få låne, om jeg vil, flere hundrede kroner.

Jamen ikke reis, ikke reis! Pappa vil sørge forfærdeligt, og det kommer til at gå ud over mig. Da får jeg aldrig forlade dette hul. Husk på, Hansemand, at du er den sidste gutten. Husk hvor han tog sig det nær, at du ikke dudde til læsningen. Han vilde havt dig frem i verden, ser du. Alt det håb, han hadde sat til Mogens, det gik over på dig. Nei reis ikke Hansemand! –

Gutten kom ned igjen på sit eget værelse, dum, magtstjålen, ynkelig ubestemt, ikke det ringeste tapper på reisen. Rømte han, han vilde sikkerligen plages og forfølges af far’ens sorg. Petra hadde ret. Allerede nu syntes han synd i sin far, så gråten trued med at 168bryde frem. Men han tog sig en pibe tobak og satte sig ved vinduet for at være mand. Det kunde ikke nægtes, ikvæld hadde der været virkelig dyb fortvivlelse over far’en. Ikke hadde han bandet, ikke slåt, ikke truet med lensmand eller fut. Det var greit det, at han sørged. Han forstod nu engang ikke sine egne barn, han indbildte sig, de gik her hele sin ungdom uden en tanke, uden et ønske, uden en følelse, og aldrig talte han med dem, aldrig spurte han om de hadde en mening. Undervisning hadde de nydt, mad og klær fik de. Det var nok, så fik de værs’god være tilfredse. Mangen en hadde det værre.

Det led langt ud på natten, og månen var dukket ned under fjeldkammen deroppe, da han stak hodet ud og undersøgte, om det lyste i askens grene udfor forældrenes vindu. Men der var mørkt, stilt over det hele hus, og med bankende blod slap han sig ned på jorden, skræved over den urørte sne og pilled afgårde.

I et nyt hvidmalet hus med blå dør bodde Kari, det var det fineste hus på Oppegård og lå fremst og nærmest ved veien. Forældrene og Per sov nedenunder, datteren hadde sit eget kammers ovenpå. Hun pleied ligge og halvsove, 169til gutten hendes kom om nætterne. Han slængte lidt sne på ruden, øieblikkelig tændtes der lys, hvorefter han steg op stentrappen og halte støvlerne af sig. I stilheden hørte han hende stige ned på hoseleisten, gangtrappens trætrin gav sig knagende under hendes vægt. Døren åbnedes, han slog armene om hende og kyssed hende krafteligen. Derpå bukked han efter støvlerne og fulgte bag hende op. Ah! hvor han velbehageligt indånded den eiendommelige lugt i kammerset! Enhver anden vilde komt at tænke på svede underplag og rygende sur vadmel, men Hansemand nød den uden refleksioner, andagtsfuld og perverst. Denne lugt hadde han mærket fra første gang, han favned hende under elskovsrusen, og den var nu engang knyttet til hans forestilling om salig lyst, han tilbad den og vilde visselig tilbedt ethvert kvindeligt væsen, der førte den med sig. På det umalede klaffebord ved vinduet stod et tællelys med stinkende tanne, fremfor det på sengekanten satte de sig med armene om hinanden og kyssedes. Kari, som hadde lært søm i Bergen for mange herrens år siden, var byklædt til helgen i tynd grå kjole med en rad hvidlige perlemorsknapper udover barmen 170og ned indtil det fløiels livbelte. Hun var meget fed og bleg med sorte prikker på næsen, og håret bar hun i chignon. Om halsen hadde hun ingenting, den var mægtig og hvid, så gutten svimled ved at stirre på den.

Å gud Kari, hvor jeg elsker dig! Og omklamret seg de ned på vadmelstæppet.

Bagefter gik hun bort til den svære dragkiste og trak frem en flaske kornbrændevin og et muggent vinglas. Hansemand sad på sengekanten og fulgte i begeistret vellyst enhver af hendes bevægelser. Han hadde foresat sig at vente med jobsposten og dens drøftelse til ud på morgenkvisten, når afskedens bitre time skulde slå. Og da vilde han grædende be hende om forladelse, fordi han ikke hadde kunnet bære sin lykke alene, men hadde måttet betro den til en ven. Alt, slig som det var, vilde han fortælle.

Hun skal jo døbest i morgen barnet til Sossen? Då vil jeg rigtig hen og se på.

Nei ikke gå i kirken imorgen Kari, jeg ønsker det ikke.

Hvorfor ikke då? – Du er ikke så tidig i kvæld Hans, som du pleier at være – er du så træt? Stakkers dig.

171Hun klapped ham på panden med sin rødglinsende næve. Hendes fingre var tykke og svulmende som ung fiskerogn, en sølvring på langefingeren var ved at overskygges af kjødet. Men Hansemand slog sin klo om håndledet hendes og gav sig til at kysse næven. Med den frie arm skjænked hun i glasset.

Se der, drik nu, det er sødt og godt. – Å Hans, hvor jeg har længtes efter dig! hvisked hun smægtende.

End jeg efter dig da!

Dermed drog han hende ned på sengekanten, holdt hende en armlængde ud fra sig og sukked sentimentalt i beskuelsen af det runde ansigt med fedtgrotterne omkring hage og mundviger. Hendes øie lo triumferende mod ham. Lyset stod dybt ind i det, som solskin i krystalklart elvevand, og dovent som en hvid kæmpelarve hang låget udover.

Drik! sa hun og blinked opfordrende.

Uden at se til glasset, trev han hende ind på sig igjen og jamred:

Å Kari, Kari, aldrig kan jeg reise fra dig!

Nei det ved du vel, at drager du, så glemmer du mig, svarte hun.

172Aldrig glemmer jeg dig, du søde, aldrig vil jeg gifte mig med andre end dig!

Ja drik nu da, sa hun og lo til ham med sit fede øie, således som man ler til en elskværdig pusling.

Så sandt jeg heder Hans vil jeg aldrig i evighed amen elske andre end dig Kari! – Dermed slog han i bordet og tog drammen.

Når lusen hoster, må loppen le! sa det borte ved døren, og Per viste sig på hoseleisten. Han kom lige fra sengen, hadde bare tat bukser og sæler på.

Nei godaften Per! råbte Hansemand fornøiet uden at slippe Kari, som han hadde fåt armen om.

Jeg måtte nu op og se, hvorledes dere hadde det, – han kom slæbende indover, lang og doven, og gav sig søvnigt til at gnide øinene foran lyset.

Ja du har morro du, kar! kom det om lidt.

Vi tar livet som det er vi, ikke sandt Kari?

Uden at ænse ham, vendte hun sig med bekymret mine mod broren.

173Sover de dernede Per? Gu’hjælpe dig, om du har vaknet de!

Hihihihihi! lo Per polisk, derefter så han på dem med stramt sammenknebne læber. Hansemand likte ham ikke ikvæld, han løsned armen fra Kari og skjænked i glasset.

Drik Per!

Hihihihi –!

Kari satte sig helt op i sengen med knæerne udfor og gav sig til at skoggerle uden at mærke guttens misstemning. Per var en stor komiker; når han trak det der fjæset på sig, kunde hun ikke andet end beundre ham. Men Hansemand frygted noget stak under, ti den lange bondeknold nikked betydningsfuldt, mens han forskende lattermildt flytted øinene fra den ene til den anden.

Drik Per!

Per rynked brynene og grov hænderne dybt ned i bukselommen, det var en pludselig overgang fra det påtat spøgefulde til det alvorlige, der næsten gjorde doktorgutten ræd. Per spytted og satte sig bort på dragkisten med overkroppen udover lårene. Da han løfted hodet, var det med et blik, som fik Hansemand til at fare sammen.

174Nu har jeg kjendt dig, siden du var en liden skitunge, Hansemand, og jeg har altid estimert dig for en bra kammerat. Men kommer du med fantestykker, så skal djævelen ta dig.

Kari lå indover med skuldrene op mod væggen og hørte, nysgjerrigt og uden frygt. Hansemand drak ud glasset, som vennen ikke vilde røre, og så mest mulig ligegyldig ud. Han hadde talglyset lige foran sig og skjelned kun dårligt Per derborte, men han skjønte på tonen og af enkelte lyn fra øinene hans, hvad det gjaldt.

Hvad har vi då gjort dig, siden du bærer dig ad således? Du er glad i søsteren min og hun er glad i dig, men er det ligt sig, at du går og skravler det for alle vinde? Jeg har hidtil tålt, at du kom og lå med hende, aldenstund du ikke var for en byfant at regne, – ja du kan tro, jeg ved besked! Då jeg var borte med melken ikvæld, fik jeg hele greien at vide af fruen.

Nei nu er jeg –! råbte Kari forfærdet og reiste sig.

Hvad er tes, Per? skreg hun.

Per fortsatte:

Vistnok er hun Kari flere år ældre end 175jeg, men det våger jeg si til hende, at hun farer ad som en nikkedukke, når hun kan gi sin tro til slig en.

Hansemand sad og svælgte og svælgte, han var brændende tør i halsen, og øinene hans blev stive, som sad han alene i kammerset og så et gjenfærd i hvide klæder stige gjennem den lukkede dør. Per, hans gamle trofaste ungdomskammerat, forstødte ham! Hvor skulde han da vente hjælp? Fiender på alle kanter! Bøied han sig ikke og tigged og trygled om beskyttelse hos én idetmindste, så vilde man skånselsløst falde over ham og pine ham tildøde. En afmægtigheds- og forladthedsfølelse var ved at kvæle ham, og hele tiden stod et syn for hans øine: En vinterdag for år siden, han var spadseret over den isdækte elv og stak hodet opfor brinken, da han borte på den hvide slette så hundreder af hoppende og skrigende kråker og skjærer, et mylder af levende sorte flækker, og de samled sig og bed og pikked på en halvdød falk, og nogle fløi om i luften over ådslet. Som han den gang hadde ynket falken, ynked han nu sig selv.

Ja sid nu og glo ind i lyset og se, om du finder på en løgn til at bjerge dig fra dette! 176endte Per en lang barmhjertighedsløs svada, hvorunder søsteren hadde bøiet sig fremover med hodet i hænderne.

Du skal høre på mig Per, jeg kan ikke tåle, at du, som er søster af Kari, skal tro ondt om mig.

Per skreg op og svinged med armene.

Jeg ved alt, jeg ved at doktoren kommer herbort med det første og skal undersøge sagen. Fruen mente på, han hadde gjort det endda ikvæld, men kommer han, skal han få afsked –

Kari tog til at hikste voldsomt, hun fik et tyndt bomuldstørklæ op for øinene.

Da sprang Per bort og slog i bordet.

Nu tar du og graver dig ud på flækken, eller så skal djævelen, – og ser jeg dig her i huset mere, skal du få en, så du ligger på møkdungen og lugter!

Å-håhåhåhå! hulked Kari og kasted sig plat ned i sengen.

Hansemand sad med famlende hænder og stirred uden begribelse på den flyvende sinte bondegut. Han kunde ikke forsvare sig, ikke et ord fik han presset af sig, det var skjærende tørt i halsen som om et bygsnerp var krøbet ned der. Han hadde ikke spor af riddersmod 177tilbage. En eneste tanke spired i ham: at det skulde være en nydelse at stå uskadt ude på landeveien og summe sig og svale sig.

Å-håhå-håhåhå! det var stygt af dig dette Hans, at bringe mig i ulykke.

Gutten vendte sig og stirred på hendes chignon, som dækked over det brede baghode.

Er du ikke ude endda! skreg den vanvittige Per med øine, der trådte ud af sine huler.

Hansemand fik såvidt tat sig sammen, at han kunde gribe sine støvler og si med fast stemme:

Jeg går, men imorgen kommer jeg igjen. Du skal ikke få lov til at gjøre både hende og mig ulykkelig.

Idet han åbned døren, fik han et spænd i agterenden, så ryggen var ved at knækkes. Det var guttens sidste fornemmelse af den ungdomsven.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.