Et dukkehjem

av Henrik Ibsen

ANDEN AKT

75(Samme stue. Oppe i krogen ved pianofortet står juletræet, plukket, forpjusket og med nedbrændte lysestumper. Noras ydertøj ligger på sofaen.)
(Nora, alene i stuen, går urolig omkring; tilsidst standser hun ved sofaen og tager sin kåbe.)

   Nora  (slipper kåben igen).

Nu kom der nogen! (mod døren; lytter.) Nej, – der er ingen. Naturligvis – der kommer ingen idag, første juledag; – og ikke imorgen heller. – Men kanske – (åbner døren og ser ud.) Nej; ingenting i brevkassen; ganske tom. (går fremover gulvet.) Å tosseri! Han gør naturligvis ikke alvor af det. Der kan jo ikke ske noget sligt. Det er umuligt. Jeg har jo tre små børn.

(Barnepigen, med en stor papæske, kommer fra værelset tilvenstre.)

   Barnepigen. 

Jo endelig fandt jeg da æsken med maskeradeklæderne.


   76Nora. 

Tak; sæt den på bordet.


   Barnepigen  (gør så).

Men de er nok svært i uorden.


   Nora. 

Å gid jeg kunde rive dem i hundred tusend stykker!


   Barnepigen. 

Bevares; de kan godt sættes istand; bare lidt tålmodighed.


   Nora. 

Ja, jeg vil gå hen og få fru Linde til at hjælpe mig.


   Barnepigen. 

Nu ud igen? I dette stygge vejr? Fru Nora forkøler sig, – blir syg.


   Nora. 

Å, det var ikke det værste. – Hvorledes har børnene det?


   Barnepigen. 

De stakkers småkryb leger med julegaverne, men –


   Nora. 

Spør de tidt efter mig?


   Barnepigen. 

De er jo så vant til at ha’e mamma om sig.


   Nora. 

Ja men, Anne-Marie, jeg kan ikke herefter være så meget sammen med dem som før.


   77Barnepigen. 

Nå, småbørn vænner sig til alleting.


   Nora. 

Tror du det? Tror du, de vilde glemme sin mamma, hvis hun var ganske borte?


   Barnepigen. 

Bevares; – ganske borte!


   Nora. 

Hør, sig mig, Anne-Marie, – det har jeg så ofte tænkt på, – hvorledes kunde du bære over dit hjerte at sætte dit barn ud til fremmede?


   Barnepigen. 

Men det måtte jeg jo, når jeg skulde være amme for lille Nora.


   Nora. 

Ja men at du vilde det?


   Barnepigen. 

Når jeg kunde få en så god plads? En fattig pige, som er kommen i ulykke, må være glad til. For det slette menneske gjorde jo ingenting for mig.


   Nora. 

Men din datter har da visst glemt dig.


   Barnepigen. 

Å nej såmæn har hun ikke. Hun skrev da til mig, både da hun gik til præsten og da hun var blevet gift.


   78Nora  (tager hende om halsen).

Du gamle Anne-Marie, du var en god moder for mig, da jeg var liden.


   Barnepigen. 

Lille Nora, stakker, havde jo ingen anden mor end jeg.


   Nora. 

Og hvis de små ingen anden havde, så ved jeg nok, at du vilde –. Snak, snak, snak. (åbner æsken.) Gå ind til dem. Nu må jeg –. Imorgen skal du få se, hvor dejlig jeg skal bli.


   Barnepigen. 

Ja, der blir såmæn ingen på hele ballet så dejlig som fru Nora.

(hun går ind i værelset tilvenstre.)

   Nora  (begynder at pakke ud af æsken, men kaster snart det hele fra sig).

Å, hvis jeg turde gå ud. Hvis bare ingen kom. Hvis her bare ikke hændte noget herhjemme imens. Dum snak; der kommer ingen. Bare ikke tænke. Børste af muffen. Dejlige handsker, dejlige handsker. Slå det hen; slå det hen! En, to, tre, fire, fem, sex – (skriger:) Ah, der kommer de – (vil imod døren, men står ubeslutsom.)

(Fru Linde kommer fra forstuen, hvor hun har skilt sig ved ydertøjet.)

   Nora. 

Å, er det dig, Kristine. Der er vel ingen andre derude? – Hvor det var godt, at du kom.


   79Fru Linde. 

Jeg hører, du har været oppe og spurgt efter mig.


   Nora. 

Ja, jeg gik just forbi. Der er noget, du endelig må hjælpe mig med. Lad os sætte os her i sofaen. Se her. Der skal være kostumebal imorgenaften ovenpå hos konsul Stenborgs, og nu vil Torvald, at jeg skal være neapolitansk fiskerpige og danse Tarantella, for den lærte jeg på Capri.


   Fru Linde. 

Se, se; du skal give en hel forestilling?


   Nora. 

Ja Torvald siger, jeg bør gøre det. Se, her har jeg dragten; den lod Torvald sy til mig dernede; men nu er det altsammen så forrevet, og jeg ved slet ikke –


   Fru Linde. 

Å det skal vi snart få istand; det er jo ikke andet end besætningen, som er gået lidt løs hist og her. Nål og tråd? Nå, her har vi jo hvad vi behøver.


   Nora. 

Å hvor det er snilt af dig.


   Fru Linde  (syr).

Så du skal altså være forklædt imorgen, Nora? Ved du hvad, – da kommer jeg hen et 80øjeblik og ser dig pyntet. Men jeg har jo rent glemt at takke dig for den hyggelige aften igår.


   Nora  (rejser sig og går bortover gulvet).

Å igår synes jeg ikke her var så hyggeligt, som det plejer. – Du skulde kommet lidt før til byen, Kristine. – Ja, Torvald forstår rigtignok at gøre hjemmet fint og dejligt.


   Fru Linde. 

Du ikke mindre, tænker jeg; du er vel ikke for ingenting din faders datter. Men sig mig, er doktor Rank altid så nedstemt som igår?


   Nora. 

Nej, igår var det svært påfaldende. Men han bærer forresten på en meget farlig sygdom. Han har tæring i rygmarven, stakker. Jeg skal sige dig, hans fader var et væmmeligt menneske, som holdt elskerinder og sådant noget; og derfor blev sønnen sygelig fra barndommen af, forstår du.


   Fru Linde  (lar sytøjet synke).

Men kæreste, bedste Nora, hvor får du sligt at vide?


   Nora  (spadserer).

Pyt, – når man har tre børn, så får en undertiden besøg af – af fruer, som er så halvvejs lægekyndige; og de fortæller en jo et og andet.


   81Fru Linde  (syr igen; kort taushed).

Kommer doktor Rank hver dag her i huset?


   Nora. 

Hver evige dag. Han er jo Torvalds bedste ungdomsven, og min gode ven også. Doktor Rank hører ligesom huset til.


   Fru Linde. 

Men sig mig du: er den mand fuldt oprigtig? Jeg mener, vil han ikke gerne sige folk behageligheder?


   Nora. 

Nej tvertimod. Hvor falder du på det?


   Fru Linde. 

Da du igår forestilled mig for ham, forsikred han, at han ofte havde hørt mit navn her i huset; men siden mærked jeg, at din mand slet ikke havde noget begreb om, hvem jeg egentlig var. Hvor kunde så doktor Rank –?


   Nora. 

Jo det er ganske rigtigt, Kristine. Torvald holder jo så ubeskrivelig meget af mig; og derfor vil han eje mig ganske alene, som han siger. I den første tid blev han ligesom skinsyg bare jeg nævnte nogen af de kære mennesker derhjemme. Så lod jeg det naturligvis være. Men med doktor Rank taler jeg tidt om sligt noget; for han vil gerne høre på det, ser du.


   82Fru Linde. 

Hør her, Nora; du er i mange stykker som et barn endnu; jeg er jo adskilligt ældre end du, og har lidt mere erfaring. Jeg vil sige dig noget: du skulde se at komme ud af dette her med doktor Rank.


   Nora. 

Hvad for noget skulde jeg se at komme ud af?


   Fru Linde. 

Både af det ene og af det andet, synes jeg. Igår snakked du noget om en rig beundrer, som skulde skaffe dig penge –


   Nora. 

Ja, en, som ikke er til – desværre. Men hvad så?


   Fru Linde. 

Har doktor Rank formue?


   Nora. 

Ja det har han.


   Fru Linde. 

Og ingen at sørge for?


   Nora. 

Nej, ingen; men –?


   Fru Linde. 

Og han kommer hver dag her i huset?


   Nora. 

Ja, det hører du jo.


   83Fru Linde. 

Men hvor kan den fine mand være så pågående?


   Nora. 

Jeg forstår dig aldeles ikke.


   Fru Linde. 

Forstil dig nu ikke, Nora. Tror du ikke jeg skønner, hvem du har lånt de tolv hundrede specier af?


   Nora. 

Er du fra sans og samling? Kan du tænke dig noget sligt! En ven af os, som kommer her hver eneste dag! Hvilken frygtelig pinlig stilling vilde ikke det være?


   Fru Linde. 

Altså virkelig ikke ham?


   Nora. 

Nej, det forsikrer jeg dig. Det har aldrig et øjeblik kunnet falde mig ind –. Han havde heller ingen penge at låne bort dengang; han arved først bagefter.


   Fru Linde. 

Nå, det tror jeg var et held for dig, min kære Nora.


   Nora. 

Nej, det kunde da aldrig falde mig ind at bede doktor Rank –. Forresten er jeg ganske viss på, at dersom jeg bad ham –


   84Fru Linde. 

Men det gør du naturligvis ikke.


   Nora. 

Nej naturligvis. Jeg synes ikke, jeg kan tænke mig, at det skulde bli nødvendigt. Men jeg er ganske sikker på, at dersom jeg talte til doktor Rank –


   Fru Linde. 

Bag din mands ryg?


   Nora. 

Jeg må ud af det andet; det er også bag hans ryg. Jeg ud af dette her.


   Fru Linde. 

Ja, ja, det sagde jeg også igår; men –


   Nora  (går op og ned).

En mand kan meget bedre klare sligt noget, end et fruentimmer –


   Fru Linde. 

Ens egen mand, ja.


   Nora. 

Sniksnak. (standser.) Når en betaler alt, hvad en skylder, så får en jo sit gældsbevis tilbage?


   Fru Linde. 

Ja det forstår sig.


   Nora. 

Og kan rive det i hundrede tusend stykker og brænde det op, – det ækle skidne papir!


   85Fru Linde  (ser stivt på hende, lægger sytøjet fra sig og rejser sig langsomt).

Nora, du skjuler noget for mig.


   Nora. 

Kan du se det på mig?


   Fru Linde. 

Der er hændt dig noget siden igår morges. Nora, hvad er det for noget?


   Nora  (imod hende).

Kristine! (lytter.) Hys! Nu kom Torvald hjem. Se her; sæt dig ind til børnene sålænge. Torvald tåler ikke at se skræddersøm. Lad Anne-Marie hjælpe dig.


   Fru Linde  (samler en del af sagerne sammen).

Ja, ja, men jeg går ikke herfra, før vi har talt oprigtigt sammen.

(Hun går ind til venstre; i det samme kommer Helmer fra forstuen.)

   Nora  (går ham imøde).

Å, hvor jeg har ventet på dig, kære Torvald.


   Helmer. 

Var det sypigen –?


   Nora. 

Nej, det var Kristine; hun hjælper mig at gøre min dragt istand. Du kan tro, jeg skal komme til at tage mig ud.


   Helmer. 

Ja var det ikke et ganske heldigt indfald af mig?


   86Nora. 

Prægtigt! Men er jeg ikke også snil, at jeg føjer dig?


   Helmer  (tager hende under hagen).

Snil – fordi du føjer din mand? Nå, nå, du lille galning, jeg ved nok, du mente det ikke så. Men jeg vil ikke forstyrre dig; du skal vel prøve, kan jeg tro.


   Nora. 

Og du skal vel arbejde?


   Helmer. 

Ja; (viser en pakke papirer.) Se her. Jeg har været nede i banken –

(vil gå ind i sit værelse.)

   Nora. 

Torvald.


   Helmer  (standser).

Ja.


   Nora. 

Hvis nu din lille ekorn bad dig rigtig inderlig vakkert om en ting –?


   Helmer. 

Hvad så?


   Nora. 

Vilde du så gøre det?


   Helmer. 

Først må jeg naturligvis vide, hvad det er.


   87Nora. 

Ekornen skulde løbe omkring og gøre spilopper, hvis du vilde være snil og føjelig.


   Helmer. 

Frem med det da.


   Nora. 

Lærkefuglen skulde kvidre i alle stuerne, både højt og lavt –


   Helmer. 

Å hvad, det gør jo lærkefuglen alligevel.


   Nora. 

Jeg skulde lege alfepige og danse for dig i måneskinnet, Torvald.


   Helmer. 

Nora, – det er dog vel aldrig det, du slog på imorges?


   Nora  (nærmere).

Jo, Torvald, jeg beer dig bønligt!


   Helmer. 

Og du har virkelig mod til at rippe den sag op igen?


   Nora. 

Ja, ja, du føje mig; du lade Krogstad få beholde sin post i banken.


   Helmer. 

Min kære Nora, hans post har jeg bestemt for fru Linde.


   88Nora. 

Ja, det er umådelig snilt af dig; men du kan jo bare afskedige en anden kontorist istedetfor Krogstad.


   Helmer. 

Dette er dog en utrolig egensindighed! Fordi du går hen og gir et ubetænksomt løfte om at tale for ham, så skulde jeg –!


   Nora. 

Det er ikke derfor, Torvald. Det er for din egen skyld. Dette menneske skriver jo i de styggeste aviser; det har du selv sagt. Han kan gøre dig så usigelig meget ondt. Jeg har en sådan dødelig angst for ham –


   Helmer. 

Aha, jeg forstår; det er gamle erindringer, som skræmmer dig op.


   Nora. 

Hvad mener du med det?


   Helmer. 

Du tænker naturligvis på din fader.


   Nora. 

Ja; ja vel. Husk bare på, hvorledes ondskabsfulde mennesker skrev i aviserne om pappa og bagtalte ham så grueligt. Jeg tror, de havde fået ham afsat, hvis ikke departementet havde sendt dig derhen for at se efter, og hvis ikke du havde været så velvillig og så hjælpsom imod ham.


   89Helmer. 

Min lille Nora, der er en betydelig forskel mellem din fader og mig. Din fader var ingen uangribelig embedsmand. Men det er jeg; og det håber jeg, at jeg skal blive ved at være sålænge jeg står i min stilling.


   Nora. 

Å, der er ingen som ved, hvad onde mennesker kan finde på. Nu kunde vi få det så godt, så roligt og lykkeligt her i vort fredelige og sorgløse hjem, – du og jeg og børnene, Torvald! Derfor er det, at jeg beer dig så inderligt –


   Helmer. 

Og just ved at gå i forbøn for ham gør du mig det umuligt at beholde ham. Det er allerede bekendt i banken, at jeg vil afskedige Krogstad. Skulde det nu rygtes, at den nye bankdirektør havde ladet sig omstemme af sin kone –


   Nora. 

Ja hvad så –?


   Helmer. 

Nej naturligvis; når bare den lille egensindige kunde få sin vilje –. Jeg skulde gå hen og gøre mig latterlig for hele personalet, – bringe folk på den tanke, at jeg var afhængig af alskens fremmede indflydelser? Jo du kan tro, jeg vilde snart komme til at spore følgerne! Og desuden, – der er en omstændighed, som gør Krogstad 90aldeles umulig i banken, så længe jeg står som direktør.


   Nora. 

Hvad er det for noget?


   Helmer. 

Hans moralske brøst kunde jeg kanske i nødsfald have overset –


   Nora. 

Ja, ikke sandt, Torvald?


   Helmer. 

Og jeg hører, han skal være ganske brugbar også. Men han er en ungdomsbekendt af mig. Det er et af disse overilede bekendtskaber, som man så mangen gang senere hen i livet generes af. Ja jeg kan gerne sige dig det lige ud: vi er dus. Og dette taktløse menneske lægger slet ikke skjul på det, når andre er tilstede. Tvertimod, – han tror, at det berettiger ham til en familiær tone imod mig; og så trumfer han hvert øjeblik ud med sit: du, du Helmer. Jeg forsikrer dig, det virker højst pinligt på mig. Han vilde gøre mig min stilling i banken utålelig.


   Nora. 

Torvald, alt dette mener du ikke noget med.


   Helmer. 

Ja så? Hvorfor ikke?


   Nora. 

Nej, for dette her er jo bare smålige hensyn.


   91Helmer. 

Hvad er det, du siger? Smålig? Synes du, jeg er smålig!


   Nora. 

Nej, tvertimod, kære Torvald; og just derfor –


   Helmer. 

Lige meget; du kalder mine bevæggrunde smålige; så må vel jeg også være det. Smålig! Ja så! – Nå, dette skal tilforladelig få en ende. (går til forstuedøren og råber:) Helene!


   Nora. 

Hvad vil du?


   Helmer  (søger mellem sine papirer).

En afgørelse.

(Stuepigen kommer ind.)

   Helmer. 

Se her; tag dette brev; gå ned med det straks. Få fat i et bybud og lad ham besørge det. Men hurtigt. Adressen står udenpå. Se, der er penge.


   Stuepigen. 

Godt.

(hun går med brevet.)

   Helmer  (lægger papirerne sammen).

Se så, min lille fru stivnakke.


   Nora  (åndeløs).

Torvald, – hvad var det for et brev?


   92Helmer. 

Krogstads opsigelse.


   Nora. 

Kald det tilbage, Torvald! Det er endnu tid. Å, Torvald, kald det tilbage! Gør det for min skyld; – for din egen skyld; for børnenes skyld! Hører du, Torvald; gør det! Du ved ikke, hvad dette kan bringe over os alle.


   Helmer. 

For sent.


   Nora. 

Ja, for sent.


   Helmer. 

Kære Nora, jeg tilgiver dig denne angst, som du her går i, skønt den igrunden er en fornærmelse imod mig. Jo, det er! Eller er det kanske ikke en fornærmelse at tro, at jeg skulde være bange for en forkommen vinkelskrivers hævn? Men jeg tilgiver dig det alligevel, fordi det så smukt vidner om din store kærlighed til mig. (tager hende i sine arme.) Således skal det være, min egen elskede Nora. Lad så komme, hvad der vil. Når det rigtig gælder, kan du tro, jeg har både mod og kræfter. Du skal se, jeg er mand for at tage alt på mig.


   Nora  (skrækslagen).

Hvad mener du med det?


   Helmer. 

Alt, siger jeg –


   93Nora  (fattet).

Det skal du aldrig i evighed gøre.


   Helmer. 

Godt; så deler vi, Nora, – som mand og hustru. Det er, som det skal være. (kæler for hende.) Er du nu fornøjet? Så, så, så; ikke disse forskræmte dueøjne. Det er jo altsammen ikke andet end de tommeste indbildninger. – Nu skulde du spille Tarantellaen igennem og øve dig med tamburinen. Jeg sætter mig i det indre kontor og lukker mellemdøren, saa hører jeg ingenting; du kan gøre al den larm du vil. (vender sig i døren.) Og når Rank kommer, så sig ham, hvor han kan finde mig.

(han nikker til hende, går med sine papirer ind i sit værelse og lukker efter sig.)

   Nora  (forvildet af angst, står som fastnaglet, hvisker).

Han var istand til at gøre det. Han gør det. Han gør det, trods alt i verden. – Nej, aldrig i evighed dette! Før alt andet! Redning –! En udvej – (det ringer i forstuen.) Doktor Rank –! Før alt andet! Før alt, hvad det så skal være!

(hun stryger sig over ansigtet, griber sig sammen og går hen og åbner døren til forstuen. Doktor Rank står derude og hænger sin peltsfrakke op. Under det følgende begynder det at mørkne.)

   Nora. 

Goddag, doktor Rank. Jeg kendte Dem på ringningen. Men De skal ikke gå ind til Torvald nu; for jeg tror, han har noget at bestille.


   94Rank. 

Og De?


   Nora  (idet han går ind i stuen og hun lukker døren efter ham).

Å det ved De nok, – for Dem har jeg altid en stund tilovers.


   Rank. 

Tak for det. Det skal jeg gøre brug af så længe jeg kan.


   Nora. 

Hvad mener De med det? Så længe De kan?


   Rank. 

Ja. Forskrækker det Dem?


   Nora. 

Nå, det er et så underligt udtryk. Skulde der da indtræffe noget?


   Rank. 

Der vil indtræffe det, som jeg længe har været forberedt på. Men jeg trode rigtignok ikke, at det skulde komme så snart.


   Nora  (griber efter hans arm).

Hvad er det, De har fået at vide? Doktor Rank, De skal sige mig det!


   Rank  (sætter sig ved ovnen).

Med mig går det nedover. Det er ikke noget at gøre ved.


   95Nora  (ånder lettet).

Er det Dem –?


   Rank. 

Hvem ellers? Det kan ikke nytte at lyve for sig selv. Jeg er den miserableste af alle mine patienter, fru Helmer. I disse Dage har jeg foretaget et generalopgør af min indre status. Bankerot. Inden en måned ligger jeg kanske og rådner oppe på kirkegården.


   Nora. 

Å fy, hvor stygt De taler.


   Rank. 

Tingen er også forbandet styg. Men det værste er, at der vil gå så megen anden styghed forud. Der står nu bare en eneste undersøgelse tilbage; når jeg er færdig med den, så ved jeg så omtrent, hvad tid opløsningen begynder. Der er noget, jeg vil sige Dem. Helmer har i sin fine natur en så udpræget modbydelighed mod alt, hvad der er hæsligt. Jeg vil ikke ha’e ham i mit sygeværelse –


   Nora. 

Å men doktor Rank –


   Rank. 

Jeg vil ikke ha’e ham der. På ingen måde. Jeg stænger min dør for ham. – Så snart jeg har fået fuld visshed for det værste, sender jeg 96Dem mit visitkort med et sort kors på, og da ved De, at nu er ødelæggelsens vederstyggelighed begyndt.


   Nora. 

Nej, idag er De da rent urimelig. Og jeg, som så gerne vilde, at De skulde have været i rigtig godt lune.


   Rank. 

Med døden i hænderne? – Og således at bøde for en andens skyld. Er der retfærdighed i dette? Og i hver eneste familje råder der på en eller anden måde en slig ubønhørlig gengældelse –


   Nora  (holder for ørerne).

Sniksnak! Lystig; lystig!


   Rank. 

Ja, det er minsæl ikke andet, end til at le ad, det hele. Min arme, uskyldige rygrad må svie for min faders lystige løjtnantsdage.


   Nora  (ved bordet til venstre).

Han var jo så henfalden til asparges og gåseleverpostejer. Var det ikke så?


   Rank. 

Jo; og til trøfler.


   Nora. 

Ja trøfler, ja. Og så til østers, tror jeg?


   97Rank. 

Ja østers, østers; det forstår sig.


   Nora. 

Og så al den portvin og champagne til. Det er sørgeligt, at alle disse lækkre ting skal slå sig på benraden.


   Rank. 

Især at de skal slå sig på en ulykkelig benrad, som ikke har fået det mindste godt af dem.


   Nora. 

Ak ja, det er nu det allersørgeligste.


   Rank  (ser forskende på hende).

Hm –


   Nora  (lidt efter).

Hvorfor smilte De?


   Rank. 

Nej, det var Dem, som lo.


   Nora. 

Nej, det var Dem, som smilte, doktor Rank!


   Rank  (rejser sig).

De er nok en større skælm, end jeg havde tænkt.


   Nora. 

Jeg er så opsat på galskaber idag.


   98Rank. 

Det lader til.


   Nora  (med begge hænder på hans skuldre).

Kære, kære doktor Rank, De skal ikke dø fra Torvald og mig.


   Rank. 

Å det savn vilde De såmæn let forvinde. Den, som går bort, glemmes snart.


   Nora  (ser angst på ham).

Tror De det?


   Rank. 

Man slutter nye forbindelser, og så –


   Nora. 

Hvem slutter nye forbindelser?


   Rank. 

Det vil både De og Helmer gøre, når jeg er væk. De selv er allerede i god gang, synes jeg. Hvad skulde denne fru Linde her igåraftes?


   Nora. 

Aha, – De er dog vel aldrig skinsyg på den stakkers Kristine?


   Rank. 

Jo, jeg er. Hun vil blive min efterfølgerske her i huset. Når jeg har fået forfald, skal kanske dette fruentimmer –


   99Nora. 

Hys; tal ikke så højt; hun er derinde.


   Rank. 

Idag også? Ser De vel.


   Nora. 

Bare for at sy på min dragt. Herregud, hvor urimelig De er. (sætter sig på sofaen.) Vær nu snil, doktor Rank; imorgen skal De få se, hvor smukt jeg skal danse; og da skal De forestille Dem, at jeg gør det bare for Deres skyld, – ja, og så naturligvis for Torvalds; – det forstår sig. (tager forskellige sager ud af æsken.) Doktor Rank; sæt Dem her, så skal jeg vise Dem noget.


   Rank  (sætter sig).

Hvad er det?


   Nora. 

Se her. Se!


   Rank. 

Silkestrømper.


   Nora. 

Kødfarvede. Er ikke de dejlige? Ja, nu er her så mørkt; men imorgen –. Nej, nej, nej; De får bare se fodbladet. Å jo, De kan såmæn gerne få se oventil også.


   Rank. 

Hm –


   100Nora. 

Hvorfor ser De så kritisk ud? Tror De kanske ikke de passer?


   Rank. 

Det kan jeg umuligt ha’e nogen begrundet formening om.


   Nora  (ser et øjeblik på ham).

Fy skam Dem. (slår ham let på øret med strømperne.) Det skal De ha’e.

(pakker dem atter sammen.)

   Rank. 

Og hvad er det så for andre herligheder, jeg skal få se.


   Nora. 

De får ikke se en smule mere; for De er uskikkelig.

(hun nynner lidt og leder mellem sagerne.)

   Rank  (efter en kort taushed).

Når jeg sidder her således ganske fortrolig sammen med Dem, så begriber jeg ikke – nej, jeg fatter det ikke – hvad der skulde blevet af mig, hvis jeg aldrig var kommen her i huset.


   Nora  (smiler).

Jo jeg tror nok, at De igrunden hygger Dem ganske godt hos os.


   Rank  (sagtere, ser hen for sig).

Og så at skulle gå fra det altsammen –


   101Nora. 

Sniksnak; De går ikke fra det.


   Rank  (som før).

– og ikke kunne efterlade sig et fattigt takkens tegn engang; knapt nok et flygtigt savn, – ikke andet, end en ledig plads, som kan udfyldes af den første den bedste.


   Nora. 

Og hvis jeg nu bad Dem om –? Nej –


   Rank. 

Om hvad?


   Nora. 

Om et stort bevis på Deres venskab –


   Rank. 

Ja, ja?


   Nora. 

Nej jeg mener, – om en umådelig stor tjeneste –


   Rank. 

Vilde De virkelig for en gangs skyld gøre mig så lykkelig?


   Nora. 

Å, De ved jo slet ikke, hvad det er.


   Rank. 

Nu godt; så sig det.


   Nora. 

Nej men jeg kan ikke, doktor Rank; det 102er noget så urimelig meget, – både et råd og en hjælp og en tjeneste –


   Rank. 

Så meget desto bedre. Det er mig ufatteligt, hvad De kan mene. Men så tal dog. Har jeg da ikke Deres fortrolighed?


   Nora. 

Jo det har De som ingen anden. De er min troeste og bedste ven, det ved jeg nok. Derfor vil jeg også sige Dem det. Nu vel da, doktor Rank; der er noget, som De må hjælpe mig at forhindre. De ved, hvor inderligt, hvor ubeskrivelig højt Torvald elsker mig; aldrig et øjeblik vilde han betænke sig på at give sit liv hen for min skyld.


   Rank  (bøjet mod hende).

Nora, – tror De da, at han er den eneste –?


   Nora  (med et let ryk).

Som –?


   Rank. 

Som gladelig gav sit liv hen for Deres skyld.


   Nora  (tungt).

Ja så.


   Rank. 

Jeg har svoret ved mig selv, at De skulde 103vide det, før jeg gik bort. En bedre lejlighed vilde jeg aldrig finde. – Ja, Nora, nu ved De det. Og nu ved De altså også, at til mig kan De betro Dem, som til ingen anden.


   Nora  (rejser sig; jævnt og roligt).

Lad mig slippe frem.


   Rank  (gør plads for hende, men bliver siddende).

Nora –


   Nora  (i døren til forstuen).

Helene, bring lampen ind. – (går hen imod ovnen.) Ak, kære doktor Rank, dette her var virkelig stygt af Dem.


   Rank  (rejser sig).

At jeg har elsket Dem fuldt så inderligt, som nogen anden? Var det stygt?


   Nora. 

Nej, men at De går hen og siger mig det. Det var jo slet ikke nødvendigt –


   Rank. 

Hvad mener De? Har De da vidst –?

(Stuepigen kommer ind med lampen, sætter den på bordet og går ud igen.)

   Rank. 

Nora, – fru Helmer –, jeg spør Dem, har De vidst noget?


   104Nora. 

Å hvad ved jeg, hvad jeg har vidst eller ikke vidst? Jeg kan virkelig ikke sige Dem –. At De kunde være så klodset, doktor Rank! Nu var alting så godt.


   Rank. 

Nå, De har ialtfald nu visshed for, at jeg står Dem til rådighed med liv og sjæl. Og vil De så tale ud.


   Nora  (ser på ham).

Efter dette?


   Rank. 

Jeg beer Dem, lad mig få vide hvad det er.


   Nora. 

Ingenting kan De få vide nu.


   Rank. 

Jo, jo. Således må De ikke straffe mig. Lad mig få lov til at gøre for Dem, hvad der står i menneskelig magt.


   Nora. 

Nu kan De ingenting gøre for mig. – Forresten behøver jeg visst ikke nogen hjælp. De skal se, det er bare indbildninger altsammen. Ja visst er det så. Naturligvis! (sætter sig i gyngestolen, ser på ham, smiler.) Jo, De er rigtignok en net herre, doktor Rank. Synes De ikke, De skammer Dem, nu lampen er kommen ind?


   105Rank. 

Nej; egentlig ikke. Men jeg skal kanske gå – for stedse?


   Nora. 

Nej, det skal De da rigtignok ikke gøre. De skal naturligvis komme her som før. De ved jo godt, Torvald kan ikke undvære Dem.


   Rank. 

Ja, men De?


   Nora. 

Å, jeg synes altid her blir så uhyre fornøjeligt, når De kommer.


   Rank. 

Det er just det, som lokked mig ind på et vildspor. De er mig en gåde. Mangengang har det forekommet mig, at De næsten ligeså gerne vilde være sammen med mig, som med Helmer.


   Nora. 

Ja, ser De, der er jo nogle mennesker, som man holder mest af, og andre mennesker, som man næsten helst vil være sammen med.


   Rank. 

Å ja, der er noget i det.


   Nora. 

Da jeg var hjemme, holdt jeg naturligvis mest af pappa. Men jeg syntes altid det var så umådelig morsomt, når jeg kunde stjæle mig ned i pigekammeret; for de vejleded mig ikke en 106smule; og så talte de altid så meget fornøjeligt sig imellem.


   Rank. 

Aha; det er altså dem, jeg har afløst.


   Nora  (springer op og hen til ham).

Å, kære, snille doktor Rank, det mente jeg jo slet ikke. Men De kan vel skønne, at det er med Torvald ligesom med pappa –

(Stuepigen kommer fra forstuen.)

   Stuepigen. 

Frue!

(hvisker og rækker hende et kort.)

   Nora  (kaster et øje paa kortet).

Ah!

(stikker det i lommen.)

   Rank. 

Noget galt på færde?


   Nora. 

Nej, nej, på ingen måde; det er bare noget –; det er min nye dragt –


   Rank. 

Hvorledes? Der ligger jo Deres dragt.


   Nora. 

Å, ja den; men det er en anden; jeg har bestilt den –; Torvald må ikke vide det –


   107Rank. 

Aha, der har vi altså den store hemmelighed.


   Nora. 

Ja visst; gå bare ind til ham; han sidder i det indre værelse; hold ham op så længe –


   Rank. 

Vær rolig; han skal ikke slippe fra mig.

(han går ind i Helmers værelse.)

   Nora  (til pigen).

Og han står og venter i køkkenet?


   Stuepigen. 

Ja, han kom op bagtrappen –


   Nora. 

Men sagde du ham ikke, at her var nogen?


   Stuepigen. 

Jo, men det hjalp ikke.


   Nora. 

Han vil ikke gå igen?


   Stuepigen. 

Nej, han går ikke, før han får talt med fruen.


   Nora. 

Så lad ham komme ind; men sagte. Helene, du må ikke sige det til nogen; det er en overraskelse for min mand.


   108Stuepigen. 

Ja, ja, jeg forstår nok –

(hun går ud.)

   Nora. 

Det forfærdelige sker. Det kommer alligevel. Nej, nej, nej, det kan ikke ske; det skal ikke ske.

(hun går hen og skyder skodden for Helmers dør.)
(Stuepigen åbner forstuedøren for sagfører Krogstad og lukker igen efter ham. Han er klædt i rejsepelts, yderstøvler og skindhue.)

   Nora  (hen imod ham).

Tal sagte; min mand er hjemme.


   Krogstad. 

Nå, lad ham det.


   Nora. 

Hvad vil De mig?


   Krogstad. 

Få vide besked om noget.


   Nora. 

Så skynd Dem. Hvad er det?


   Krogstad. 

De ved vel, at jeg har fået min opsigelse.


   Nora. 

Jeg kunde ikke forhindre det, herr Krogstad. Jeg har kæmpet til det yderste for Deres sag; men det hjalp ikke noget.


   Krogstad. 

Har Deres mand så liden kærlighed til Dem? 109Han ved, hvad jeg kan udsætte Dem for, og alligevel vover han –


   Nora. 

Hvor kan De tænke, at han har fået det at vide?


   Krogstad. 

Å nej, jeg tænkte det nu heller ikke. Det ligned slet ikke min gode Torvald Helmer at vise så meget mandsmod –


   Nora. 

Herr Krogstad, jeg kræver agtelse for min mand.


   Krogstad. 

Bevares, al skyldig agtelse. Men siden fruen holder dette her så ængstelig skjult, så tør jeg vel antage, at De også har fåt lidt bedre oplysning end igår, om hvad De egentlig har gjort?


   Nora. 

Mere, end De nogensinde kunde lære mig.


   Krogstad. 

Ja, slig en dårlig jurist som jeg –


   Nora. 

Hvad er det, De vil mig?


   Krogstad. 

Bare se, hvorledes det stod til med Dem, fru Helmer. Jeg har gået og tænkt på Dem hele dagen. En inkassator, en vinkelskriver, en – nå 110en, som jeg, har også lidt af det, som kaldes for hjertelag, ser De.


   Nora. 

Så vis det; tænk på mine små børn.


   Krogstad. 

Har De og Deres mand tænkt på mine? Men det kan nu være det samme. Det var bare det jeg vilde sige Dem, at De ikke behøver at tage denne sag altfor alvorligt. Der vil ikke for det første ske nogen påtale fra min side.


   Nora. 

Å nej; ikke sandt; det vidste jeg nok.


   Krogstad. 

Det hele kan jo ordnes i al mindelighed; det behøver slet ikke at komme ud iblandt folk; det blir bare imellem os tre.


   Nora. 

Min mand må aldrig få noget at vide om dette.


   Krogstad. 

Hvorledes vil De kunne forhindre det? Kan De kanske betale, hvad der står til rest?


   Nora. 

Nej, ikke nu straks.


   Krogstad. 

Eller har De kanske udvej til at rejse penge en af dagene?


   111Nora. 

Ingen udvej, som jeg vil gøre brug af.


   Krogstad. 

Ja, det vilde nu ikke have nyttet Dem noget alligevel. Om De så stod her med aldrig så mange kontanter i hånden, så fik De ikke Deres forskrivning ifra mig for det.


   Nora. 

Så forklar mig da, hvad De vil bruge den til.


   Krogstad. 

Jeg vil bare beholde den, – ha’e den i mit værge. Der er ingen uvedkommende, som får nys om det. Hvis De derfor skulde gå her med en eller anden fortvivlet beslutning –


   Nora. 

Det gør jeg.


   Krogstad. 

– hvis De skulde tænke på at løbe fra hus og hjem –


   Nora. 

Det gør jeg!


   Krogstad. 

– eller De skulde tænke på det, som værre er –


   Nora. 

Hvor kan De vide det?


   Krogstad. 

– så lad sligt fare.


   112Nora. 

Hvor kan De vide, at jeg tænker på det?


   Krogstad. 

De fleste af os tænker på det i førstningen. Jeg tænkte også på det; men jeg havde minsæl ikke mod –


   Nora  (toneløst).

Jeg ikke heller.


   Krogstad  (lettet).

Nej, ikke sandt; De har ikke mod til det, De heller?


   Nora. 

Jeg har det ikke; jeg har det ikke.


   Krogstad. 

Det vilde også være en stor dumhed. Når bare den første huslige storm er over –. Jeg har her i lommen brev til Deres mand –


   Nora. 

Og der står det altsammen?


   Krogstad. 

I så skånsomme udtryk, som muligt.


   Nora  (hurtigt).

Det brev må han ikke få. Riv det istykker igen. Jeg vil gøre udvej til penge alligevel.


   113Krogstad. 

Om forladelse, frue, men jeg tror, jeg sagde Dem nylig –


   Nora. 

Å jeg taler ikke om de penge, jeg skylder Dem. Lad mig få vide, hvor stor en sum De fordrer af min mand, så skal jeg skaffe pengene.


   Krogstad. 

Jeg fordrer ingen penge af Deres mand.


   Nora. 

Hvad fordrer De da?


   Krogstad. 

Det skal De få vide. Jeg vil påfode, frue; jeg vil tilvejrs; og det skal Deres mand hjælpe mig med. I halvandet år har jeg ikke gjort mig skyldig i noget uhæderligt; jeg har i al den tid kæmpet med de trangeste kår; jeg var tilfreds med at arbejde mig op skridt for skridt. Nu er jeg jaget væk og jeg lar mig ikke nøjes med bare at tages til nåde igen. Jeg vil tilvejrs, siger jeg Dem. Jeg vil ind i banken igen, – ha’e en højere stilling; Deres mand skal oprette en post for mig –


   Nora. 

Det gør han aldrig!


   Krogstad. 

Han gør det; jeg kender ham; han vover ikke at kny. Og er jeg først derinde sammen 114med ham, da skal De bare få se! Inden et år skal jeg være direktørens højre hånd. Det skal bli Nils Krogstad og ikke Torvald Helmer, som styrer Aktiebanken.


   Nora. 

Det skal De aldrig komme til at opleve!


   Krogstad. 

Vil De kanske –?


   Nora. 

Nu har jeg mod til det.


   Krogstad. 

Å De skræmmer mig ikke. En fin forvænt dame, som De –


   Nora. 

De skal få se; De skal få se!


   Krogstad. 

Under isen kanske? Ned i det kolde, kulsorte vand? Og så til våren flyde op, styg, ukendelig, med affaldet hår –


   Nora. 

De skræmmer mig ikke.


   Krogstad. 

De skræmmer heller ikke mig. Sligt noget gør man ikke, fru Helmer. Hvad vilde det desuden nytte til? Jeg har ham jo ligefuldt i lommen.


   Nora. 

Bagefter? Når ikke jeg længer –?


   115Krogstad. 

Glemmer De, at da er jeg rådig over Deres eftermæle?


   Nora  (står målløs og ser på ham).

   Krogstad. 

Ja, nu har jeg forberedt Dem. Gør så ingen dumheder. Når Helmer har fået mit brev, så venter jeg bud fra ham. Og husk vel på, at det er Deres mand selv, som har tvunget mig ind igen på denne slags veje. Det skal jeg aldrig tilgive ham. Farvel, frue.

(han går ud gennem forstuen.)

   Nora  (mod forstuedøren, åbner den på klem og lytter).

Går. Gi’er ikke brevet af. Å nej, nej, det vilde jo også være umuligt! (åbner døren mere og mere.) Hvad er det? Han står udenfor. Går ikke nedover trapperne. Betænker han sig? Skulde han –?

(et brev falder i brevkassen; derpå hører man Krogstads skridt, som taber sig nedenfor i trappetrinnene.)

   Nora  (med et dæmpet skrig, løber fremover gulvet og henimod sofabordet; kort ophold).

I brevkassen. (lister sig sky hen til forstuedøren.) Der ligger det. – Torvald, Torvald, – nu er vi redningsløse!


   Fru Linde  (kommer med kostumet fra værelset tilvenstre).

Ja nu ved jeg ikke mere at rette. Skulde vi kanske prøve –?


   116Nora  (hæst og sagte).

Kristine, kom her.


   Fru Linde  (kaster klædningen på sofaen).

Hvad fejler Dig? Du ser ud som forstyrret.


   Nora. 

Kom her. Ser du det brev? Der; se, – gennem ruden i brevkassen.


   Fru Linde. 

Ja, ja; jeg ser det nok.


   Nora. 

Det brev er fra Krogstad –


   Fru Linde. 

Nora, – det er Krogstad, som har lånt dig pengene!


   Nora. 

Ja; og nu får Torvald alting at vide.


   Fru Linde. 

Å tro mig, Nora, det er bedst for jer begge.


   Nora. 

Der er mere, end du ved om. Jeg har skrevet et falsk navn –


   Fru Linde. 

Men for himlens skyld –?


   117Nora. 

Nu er det bare det, jeg vil sige dig, Kristine, at du skal være mit vidne.


   Fru Linde. 

Hvorledes vidne? Hvad skal jeg –?


   Nora. 

Dersom jeg kommer til at gå fra forstanden, – og det kunde jo godt hænde –


   Fru Linde. 

Nora!


   Nora. 

Eller der skulde tilstøde mig noget andet, – noget, således at jeg ikke kunde være tilstede her –


   Fru Linde. 

Nora, Nora, du er jo rent som fra dig selv!


   Nora. 

Hvis der så skulde være nogen, som vilde tage alt på sig, hele skylden, forstår du –


   Fru Linde. 

Ja, ja; men hvor kan du tænke –?


   Nora. 

Da skal du vidne, at det ikke er sandt, Kristine. Jeg er slet ikke fra mig selv; jeg har min fulde forstand nu; og jeg siger dig: der har ikke nogen anden vidst om det; jeg alene har gjort det altsammen. Husk på det.


   118Fru Linde. 

Det skal jeg nok. Men jeg forstår ikke alt dette.


   Nora. 

Å, hvor skulde du kunne forstå det? Det er jo det vidunderlige, som nu vil ske.


   Fru Linde. 

Det vidunderlige?


   Nora. 

Ja, det vidunderlige. Men det er så forfærdeligt, Kristine; – det ikke ske, ikke for nogen pris i verden.


   Fru Linde. 

Jeg vil gå lige hen og tale med Krogstad.


   Nora. 

Gå ikke hen til ham; han gør dig noget ondt!


   Fru Linde. 

Der var en tid da han gerne havde gjort, hvad det skulde være, for min skyld.


   Nora. 

Han?


   Fru Linde. 

Hvor bor han?


   Nora. 

Å, hvad ved jeg –? Jo, (tager i lommen.) her er hans kort. Men brevet, brevet –!


   119Helmer  (indenfor i sit værelse, banker på døren).

Nora!


   Nora  (skriger i angst).

Å, hvad er det? Hvad vil du mig?


   Helmer. 

Nå, nå, bliv bare ikke så forskrækket. Vi kommer jo ikke; du har jo stængt døren; prøver du kanske?


   Nora. 

Ja, ja; jeg prøver. Jeg blir så smuk, Torvald.


   Fru Linde,  (som har læst på kortet).

Han bor jo lige her om hjørnet.


   Nora. 

Ja; men det nytter jo ikke. Vi er redningsløse. Brevet ligger jo i kassen.


   Fru Linde. 

Og din mand har nøglen?


   Nora. 

Ja, altid.


   Fru Linde. 

Krogstad må kræve sit brev tilbage ulæst, han må finde på et påskud –


   Nora. 

Men just på denne tid plejer Torvald –


   120Fru Linde. 

Forhal det; gå ind til ham sålænge. Jeg kommer igen, så fort jeg kan.

(hun går hurtigt ud gennem forstuedøren.)

   Nora  (går hen til Helmers dør, åbner den og kikker ind).

Torvald!


   Helmer  (i bagværelset).

Nå, tør man endelig slippe ind i sin egen stue igen? Kom, Rank, nu skal vi da få se – (i døren). Men hvad er det?


   Nora. 

Hvilket, kære Torvald?


   Helmer. 

Rank forberedte mig på en storartet forklædningsscene.


   Rank  (i døren).

Jeg forstod det så, men jeg tog altså fejl.


   Nora. 

Ja, der får ingen beundre mig i min pragt før imorgen.


   Helmer. 

Men, kære Nora, du ser så anstrængt ud. Har du øvet dig formeget?


   Nora. 

Nej, jeg har slet ikke øvet mig endnu.


   121Helmer. 

Det blir dog nødvendigt –


   Nora. 

Ja, det blir aldeles nødvendigt, Torvald. Men jeg kan ingen vej komme uden din hjælp; jeg har rent glemt det altsammen.


   Helmer. 

Å vi skal snart friske det op igen.


   Nora. 

Ja, tag dig endelig af mig, Torvald. Vil du love mig det? Å, jeg er så ængstelig. Det store selskab –. Du må ofre dig ganske for mig iaften. Ikke en smule forretninger; ikke en pen i hånden. Hvad? Ikke sandt, kære Torvald?


   Helmer. 

Det lover jeg dig; iaften skal jeg være helt og holdent til din tjeneste, – du lille hjælpeløse tingest. – Hm, det er sandt, et vil jeg dog først –

(går mod forstuedøren.)

   Nora. 

Hvad vil du se derude?


   Helmer. 

Bare se om der skulde være kommet breve.


   Nora. 

Nej, nej, gør ikke det, Torvald!


   122Helmer. 

Hvad nu?


   Nora. 

Torvald, jeg be’er dig; der er ingen.


   Helmer. 

Lad mig dog se.

(vil gå.)

   Nora  (ved pianoet, slår de første takter af Tarantellaen).

   Helmer  (ved døren, standser).

Aha!


   Nora. 

Jeg kan ikke danse imorgen, hvis jeg ikke får prøve med dig.


   Helmer  (går hen til hende).

Er du virkelig så bange, kære Nora?


   Nora. 

Ja, så umådelig bange. Lad mig få prøve straks; der er endnu tid, før vi går tilbords. Å sæt dig ned og spil for mig, kære Torvald; ret på mig; vejled mig, som du plejer.


   Helmer. 

Gerne, meget gerne, siden du ønsker det.

(han sætter sig til pianoet.)

   Nora  (griber tamburinen ud af æsken og ligeledes et langt broget schavl, hvormed hun ilfærdigt drapperer sig; derpå står hun med et spring fremme på gulvet og råber):

Spil nu for mig! Nu vil jeg danse!

123(Helmer spiller og Nora danser; doktor Rank står ved pianoet bag Helmer og ser til.)

   Helmer  (spillende).

Langsommere, – langsommere.


   Nora. 

Kan ikke anderledes.


   Helmer. 

Ikke så voldsomt, Nora!


   Nora. 

Just så må det være.


   Helmer  (holder op).

Nej, nej, dette går aldeles ikke.


   Nora  (ler og svinger tamburinen).

Var det ikke det, jeg sagde dig?


   Rank. 

Lad mig spille for hende.


   Helmer  (rejser sig).

Ja gør det; så kan jeg bedre vejlede hende.

(Rank sætter sig ved pianoet og spiller; Nora danser med stigende vildhed. Helmer har stillet sig ved ovnen og henvender jævnligt under dansen rettende bemærkninger til hende; hun synes ikke at høre det; hendes hår løsner og falder ud over skuldrene; hun ændser det ikke, men vedbliver at danse. Fru Linde kommer ind.)

   Fru Linde  (står som målbunden ved døren).

Ah –!


   124Nora  (under dansen).

Her ser du løjer, Kristine.


   Helmer. 

Men kæreste bedste Nora, du danser jo, som om det gik på livet løs.


   Nora. 

Det gør det jo også.


   Helmer. 

Rank, hold op; dette er jo den rene galskab. Hold op, siger jeg.

(Rank holder op at spille og Nora standser pludselig.)

   Helmer  (hen til hende).

Dette havde jeg dog aldrig kunnet tro. Du har jo glemt alt, hvad jeg har lært dig.


   Nora  (kaster tamburinen fra sig).

Der ser du selv.


   Helmer. 

Nå, her må rigtignok vejledning til.


   Nora. 

Ja, du ser, hvor nødvendigt det er. Du må vejlede mig lige til det sidste. Lover du mig det, Torvald?


   125Helmer. 

Det kan du trygt stole på.


   Nora. 

Du skal ikke, hverken idag eller imorgen, have tanke for noget andet end mig; du skal ikke åbne noget brev, – ikke åbne brevkassen –


   Helmer. 

Aha, det er endnu angsten for dette menneske –


   Nora. 

Å ja, ja, det også.


   Helmer. 

Nora, jeg ser det på dig, der ligger alt brev fra ham.


   Nora. 

Jeg ved ikke; jeg tror det; men du skal ikke læse sligt noget nu; der må ikke komme noget stygt ind imellem os før alting er forbi.


   Rank  (sagte til Helmer).

Du bør ikke sige hende imod.


   Helmer  (slår armen om hende).

Barnet skal få sin vilje. Men imorgen nat, når du har danset –


   Nora. 

Da er du fri.


   126Stuepigen  (i døren tilhøjre).

Frue, bordet er dækket.


   Nora. 

Vi vil ha’e champagne, Helene.


   Stuepigen. 

Godt, frue.

(går ud.)

   Helmer. 

Ej, ej, – stort gilde altså?


   Nora. 

Champagne-gilde til den lyse morgen. (råber ud:) Og lidt makroner, Helene, mange, – for en gangs skyld.


   Helmer  (tager hendes hænder).

Så, så, så; ikke denne opskræmte vildhed. Vær nu min egen lille lærkefugl, som du plejer.


   Nora. 

Å ja, det skal jeg nok. Men gå ind sålænge; og De også, doktor Rank. Kristine, du må hjælpe mig at få håret sat op.


   Rank  (sagte idet de går).

Der er da vel aldrig noget – sådant noget ivente?


   Helmer. 

Å langtfra, kære; det er slet ikke andet, 127end denne barnagtige angst, som jeg fortalte dig om.

(de går ind tilhøjre.)

   Nora. 

Nu!?


   Fru Linde. 

Rejst på landet.


   Nora. 

Jeg så det på dig.


   Fru Linde. 

Han kommer hjem imorgen aften. Jeg skrev en seddel til ham.


   Nora. 

Det skulde du ladet være. Du skal ingenting forhindre. Det er dog igrunden en jubel, dette her, at gå og vente på det vidunderlige.


   Fru Linde. 

Hvad er det, du venter på?


   Nora. 

Å, det kan ikke du forstå. Gå ind til dem; nu kommer jeg på øjeblikket.

(Fru Linde går ind i spiseværelset.)

   Nora  (står en stund ligesom for at samle sig; derpå ser hun på sit uhr).

Fem. Syv timer til midnat. Så fireogtyve timer til næste midnat. Da er Tarantellaen ude. Fireogtyve og syv? Enogtredive timer at leve i.


   128Helmer  (i døren tilhøjre).

Men hvor blir så lille lærkefuglen af?


   Nora  (imod ham med åbne arme).

Her er lærkefuglen!

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Et dukkehjem

Et dukkehjem ble første gang utgitt i 1879 og ble Ibsens gjennombrudd i Europa. Skuespillet utløste voldsom debatt om ekteskapet og kvinnens status i familien og samfunnet. For en del teatre var sluttscenen så kontroversiell at de nektet å sette opp stykket før slutten ble skrevet om.

Et dukkehjem er et «titteskapsdrama» hvor all handling foregår i samme rom med få personer. Skuespillet er også et godt eksempel på hvordan Ibsen bruker retrospektiv teknikk (tilbakeblikk på noe som har hendt tidligere) for å skape konflikten og sette igang handlingen.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.