Endnu ikke. Og nu er det dog på den højeste tid. Hvis han bare ikke – (lytter igen.) Ah, der er han. (hun går ud i forstuen og åbner forsigtigt den ydre dør; der høres sagte skridt på trappen; hun hvisker:) Kom ind. Her er ingen.

Jeg fandt en seddel fra Dem hjemme. Hvad skal dette her betyde?

Jeg må nødvendig tale med Dem.

Så? Og det må nødvendig ske her i huset?

Hjemme hos mig var det umuligt; mit værelse har ikke egen indgang. Kom ind; vi er ganske alene; pigen sover og Helmers er på bal ovenpå.

Se, se; Helmers danser iaften? Virkelig?

Ja, hvorfor ikke det?

Å nej, sandt nok.

Ja, Krogstad, lad os så tale sammen.

Har da vi to noget mere at tale om?

Vi har meget at tale om.

Det trode jeg ikke.

Nej, for De har aldrig forståt mig rigtigt.

Var der noget andet at forstå, end det, som er så ganske ligetil i verden? En hjerteløs kvinde gir en mand løbepas, når der tilbyder sig noget, som er fordelagtigere.

Tror De, at jeg er så aldeles hjerteløs? Og tror De, at jeg brød med let hjerte?

Ikke det?

Krogstad, har De virkelig troet det?

Hvis ikke så var, hvorfor skrev De da dengang til mig slig, som De gjorde?

Jeg kunde jo ikke andet. Når jeg skulde bryde med Dem, så var det jo også min pligt at udrydde hos Dem alt, hvad De følte for mig.

Således altså. Og dette – dette bare for pengenes skyld!

De må ikke glemme, at jeg havde en hjælpeløs moder og to små brødre. Vi kunde ikke vente på Dem, Krogstad; med Dem havde det jo så lange udsigter dengang.

Lad så være; men De havde ikke ret til at forstøde mig for noget andet menneskes skyld.

Ja, jeg ved ikke. Mangengang har jeg spurgt mig selv, om jeg havde ret til det.

Da jeg misted Dem, var det som om al fast grund gled bort under fødderne på mig. Se på mig; nu er jeg en skibbruden mand på et vrag.

Hjælpen turde være nær.

Den var nær; men så kom De og stilled Dem imellem.

Imod mit vidende, Krogstad. Det var først idag jeg fik høre, at det er Dem, jeg skal afløse i banken.

Jeg tror Dem, når De siger det. Men nu, da De ved det, træder De så ikke tilbage?

Nej; for det vilde dog ikke gavne Dem det mindste.

Å gavne, gavne –; jeg vilde gøre det alligevel.

Jeg har lært at handle fornuftigt. Livet og den hårde, bitre nødvendighed har lært mig det.

Og livet har lært mig, ikke at tro på talemåder.

Da har livet lært Dem en meget fornuftig ting. Men på handlinger må De dog tro?

Hvorledes mener De det?

De sagde, at De stod som en skibbruden mand på et vrag.

Det havde jeg vel god grund til at sige.

Jeg sidder også som en skibbruden kvinde på et vrag. Ingen at sørge over, og ingen at sørge for.

De valgte selv.

Der var intet andet valg dengang.

Nå, men hvad så?

Krogstad, hvis nu vi to skibbrudne mennesker kunde komme over til hinanden.

Hvad er det De siger?

To på et vrag står dog bedre, end en på hver sit.

Kristine!

Hvorfor tror De jeg kom hid til byen?

Skulde De have havt en tanke for mig?

Jeg må arbejde, hvis jeg skal bære livet. Alle mine levedage, så længe jeg kan mindes, har jeg arbejdet, og det har været min bedste og eneste glæde. Men nu står jeg ganske alene i verden, så forfærdelig tom og forladt. At arbejde for sig selv, er der jo ingen glæde i. Krogstad, skaf mig nogen og noget at arbejde for.

Dette tror jeg ikke på. Det er ikke andet end overspændt kvindehøjmod, som går hen og ofrer sig selv.

Har De nogensinde mærket, at jeg var overspændt?

Kunde De da virkelig dette? Sig mig, – har De fuld rede på min fortid?

Ja.

Og ved De, hvad jeg her går og gælder for?

Det lod på Dem før, som om De mente, at med mig kunde De være blevet en anden.

Det ved jeg så sikkert.

Skulde det ikke kunne ske endnu?

Kristine; – dette siger De med fuldt overlæg! Ja, De gør. Jeg ser det på Dem. Har De altså virkelig mod –?

Jeg trænger til nogen at være moder for; og Deres børn trænger til en moder. Vi to trænger til hinanden. Krogstad, jeg har tro på grundlaget i Dem; – jeg tør alting sammen med Dem.

Tak, tak, Kristine; – nu skal jeg også vide at rejse mig i de andres øjne. – Ah, men jeg glemte –

Hys! Tarantellaen! Gå, gå!

Hvorfor? Hvad er det?

Hører De den dans deroppe? Når den er ude, kan vi vente dem.

Å ja, jeg skal gå. Det er jo alt forgæves. De kender naturligvis ikke til det skridt, som jeg har foretaget imod Helmers.

Jo, Krogstad, jeg kender til det.

Og alligevel skulde De have mod til –?

Jeg forstår godt, hvorhen fortvivlelsen kan drive en mand som Dem.

Å, hvis jeg kunde gøre dette ugjort!

Det kunde De nok; for Deres brev ligger endnu i kassen.

Er De viss på det?

Ganske viss; men –

Skulde det være så at forstå? De vil frelse Deres veninde for enhver pris. Sig det ligesågodt rent ud. Er det så?

Krogstad; den, som en gang har solgt sig selv for andres skyld, gør det ikke om igen.

Jeg vil forlange mit brev tilbage.

Nej, nej.

Jo naturligvis; jeg bier her til Helmer kommer ned; jeg siger ham, at han skal gi’e mig mit brev igen, – at det bare drejer sig om min opsigelse, – at han ikke skal læse det –

Nej, Krogstad, De skal ikke kalde brevet tilbage.

Men sig mig, var det ikke egentlig derfor, at De satte mig stævne her?

Jo, i den første forskrækkelse; men nu ligger der et døgn imellem, og det er utrolige ting, jeg i den tid har været vidne til her i huset. Helmer må få vide altsammen; denne ulyksalige hemmelighed må for dagen; det må komme til fuld forklaring imellem de to; det kan umuligt bli’e ved med alle disse fordølgelser og udflugter.

Nu vel; hvis De altså vover det –. Men et kan jeg ialfald gøre, og det skal gøres straks –

Skynd Dem! Gå, gå! Dansen er ude; vi er ikke trygge et øjeblik længer.

Jeg venter på Dem dernede.

Ja, gør det; De må følge mig til porten.

Så utrolig lykkelig har jeg aldrig været før.

Hvilken vending! Ja, hvilken vending! Mennesker at arbejde for, – at leve for; et hjem at bringe hygge ind i. Nå, der skal rigtignok tages fat –. Gid de snart vilde komme – (lytter.) Aha, der er de nok. Tøjet på.

Nej, nej, nej; ikke herind! Jeg vil op igen. Jeg vil ikke gå så tidligt.

Men kæreste Nora –

Å jeg be’er dig så bønligt, Torvald; jeg be’er dig så inderlig vakkert, – bare en time endnu!

Ikke et eneste minut, min søde Nora. Du ved, det var en aftale. Se så; ind i stuen; du står her og forkøler dig.

Godaften.

Kristine!

Hvad, fru Linde, er De her så sent?

Ja, undskyld; jeg vilde så gerne se Nora pyntet.

Har du siddet her og ventet på mig?

Ja; jeg kom desværre ikke betids nok; du var alt ovenpå; og så syntes jeg ikke, jeg kunde gå igen, før jeg havde set dig.

Ja, se rigtig på hende. Jeg skulde nok tro, hun er værd at se på. Er hun ikke dejlig, fru Linde?

Jo, det må jeg sige –

Er hun ikke mærkværdig dejlig? Det var også den almindelige mening i selskabet. Men forskrækkelig egensindig er hun, – den søde lille tingest. Hvad skal vi gøre ved det? Vil De tænke Dem, jeg måtte næsten bruge magt for at få hende afsted.

Å Torvald, du vil komme til at angre på, at du ikke undte mig, om det så bare var en halv time til.

Der hører De, frue. Hun danser sin Tarantella, – gør stormende lykke, – som var vel fortjent, – skønt der i foredraget kanske var vel megen naturlighed; jeg mener, – lidt mere, end der, strængt taget, turde kunne forenes med kunstens fordringer. Men lad gå! Hovedsagen er, – hun gør lykke; hun gør stormende lykke. Skulde jeg så lade hende blive efter dette? Afsvække virkningen? Nej tak; jeg tog min lille dejlige Capripige – capriciøse lille Capripige, kunde jeg sige – under armen; en hurtig runde gennem salen; en bøjning til alle sider, og – som det heder i romansproget – det skønne syn er forsvundet. En afslutning bør altid være virkningsfuld, fru Linde; men det er det mig ikke muligt at få gjort Nora begribeligt. Puh, her er varmt herinde. (kaster dominoen på en stol og åbner døren til sit værelse.) Hvad? Der er jo mørkt. Å ja; naturligvis. Undskyld – (han går derind og tænder et par lys.)

Nu?!

Jeg har talt med ham.

Og så –?

Nora, – du må sige din mand altsammen.

Jeg vidste det.

Du har ingenting at frygte for fra Krogstads side; men tale må du.

Jeg taler ikke.

Så taler brevet.

Tak, Kristine; jeg ved nu, hvad der er at gøre. Hys –!

Nå, frue, har De så beundret hende?

Ja; og nu vil jeg sige godnat.

Å hvad, allerede? Er det Deres, det strikketøj?

Ja; tak; det havde jeg så nær glemt.

Strikker De altså?

Å ja.

Ved De hvad, De skulde heller brodere.

Så? Hvorfor det?

Jo, for det er langt smukkere. Vil De se; man holder broderiet således med den venstre hånd, og så fører man med den højre nålen – således – ud i en let, langstrakt bue; ikke sandt –?

Jo, det kan vel være –

Mens derimod at strikke – det kan aldrig bli’e andet end uskønt; se her; de sammenklemte arme, – strikkepinderne, som går op og ned; – det har noget kinesisk ved sig. – Ah, det var virkelig en glimrende champagne, der blev serveret med.

Ja, godnat, Nora, og vær nu ikke egensindig mere.

Vel talt, fru Linde!

Godnat, herr direktør.

Godnat, godnat; jeg håber da, De slipper vel hjem? Jeg skulde så gerne –; men det er jo ikke noget langt stykke, De har at gå. Godnat, godnat. (hun går; han lukker efter hende og kommer ind igen.) Se så; endelig fik vi hende da på døren. Hun er forskrækkelig kedelig, det menneske.

Er du ikke meget træt, Torvald?

Nej, ikke det mindste.

Ikke søvnig heller?

Aldeles ikke; jeg føler mig tvertimod umådelig oplivet. Men du? Ja, du ser rigtignok både træt og søvnig ud.

Ja, jeg er meget træt. Nu vil jeg snart sove.

Ser du; ser du! Det var altså dog rigtigt af mig, at vi ikke blev længere.

A, det er alting rigtigt, hvad du gør.

Nu taler lærkefuglen, som om den var et menneske. Men lagde du mærke til, hvor lystig Rank var iaften?

Så? Var han det? Jeg fik ikke tale med ham.

Jeg næsten heller ikke; men jeg har ikke på længe set ham i så godt lune. (ser en stund på hende; derpå kommer han nærmere.) Hm, – det er dog herligt at være kommen hjem til sig selv igen; at være ganske alene med dig. – Å du henrivende dejlige unge kvinde!

Se ikke således på mig, Torvald!

Skal jeg ikke se på min dyreste ejendom? På al den herlighed, som er min, min alene, min hel og holden.

Du skal ikke tale således til mig inat.

Du har endnu Tarantellaen i blodet, mærker jeg. Og det gør dig endda mere forlokkende. Hør! Nu begynder gæsterne at gå. (sagtere.) Nora, – snart er det stille i hele huset.

Ja, det håber jeg.

Ja, ikke sandt, min egen elskede Nora? Å, ved du vel, – når jeg således er ude med dig i selskab, – ved du, hvorfor jeg taler så lidet til dig, holder mig så fjernt fra dig, bare sender dig et stjålent øjekast iblandt, – ved du, hvorfor jeg gør det? Det er fordi jeg da bilder mig ind, at du er min hemmelig elskede, min unge hemmelig forlovede, og at ingen aner, at der er noget imellem os to.

Å ja, ja, ja; jeg ved jo nok, at alle dine tanker er hos mig.

Og når vi så skal gå, og jeg lægger schavlet om dine fine ungdomsfulde skuldre, – om denne vidunderlige nakkebøjning, – da forestiller jeg mig, at du er min unge brud, at vi netop kommer fra vielsen, at jeg for første gang fører dig ind i min bolig, – at jeg for første gang er alene med dig, – ganske alene med dig, du unge skælvende dejlighed! Hele denne aften har jeg ikke havt nogen anden længsel end dig. Da jeg så dig jage og lokke i Tarantellaen, – mit blod kogte; jeg holdt det ikke længer ud; – derfor var det, jeg tog dig med mig herned så tidligt –

Gå nu, Torvald! Du skal gå fra mig. Jeg vil ikke alt dette.

Hvad skal det sige? Du leger nok spøgefugl med mig, lille Nora. Vil; vil? Er jeg ikke din mand –?

Hørte du –?

Hvem er det?

Det er mig. Tør jeg komme ind et øjeblik?

Å hvad vil han da nu? (højt.) Vent lidt. (går hen og lukker op.) Nå, det er jo snilt, at du ikke går vor dør forbi.

Jeg syntes, jeg hørte din stemme, og så vilde jeg dog gerne se indom. (lader øjet strejfe flygtigt omkring.) Ak ja; disse kære kendte tomter. I har det lunt og hyggeligt inde hos jer, I to.

Det lod til, at du hygged dig ret godt ovenpå også.

Fortrinligt. Hvorfor skulde jeg ikke det? Hvorfor skal man ikke tage alting med i denne verden? Ialfald så meget, man kan, og så længe man kan. Vinen var fortræffelig –

Champagnen især.

Lagde du også mærke til det? Det er næsten utroligt, hvor meget jeg kunde skylle ned.

Torvald drak også meget champagne iaften.

Så?

Ja; og da er han altid så fornøjelig bagefter.

Nå, hvorfor skal man ikke ta’e sig en glad aften efter en vel anvendt dag?

Vel anvendt; det tør jeg desværre ikke rose mig af.

Men det tør jeg, ser du!

Doktor Rank, De har visst foretaget en videnskabelig undersøgelse idag.

Ja netop.

Se, se; lille Nora taler om videnskabelige undersøgelser!

Og tør jeg ønske Dem til lykke med udfaldet?

Ja såmæn tør De så.

Det var altså godt?

Det bedst mulige både for lægen og for patienten, – visshed.

Visshed?

Fuld visshed. Skulde jeg så ikke tage mig en lystig aften bagefter?

Jo, det gjorde De ret i, doktor Rank.

Det siger jeg med; bare du ikke kommer til at svie for det imorgen.

Nå, man får jo ikke noget for ingenting her i livet.

Doktor Rank, – De holder visst meget af maskerader?

Ja, når der er brav mange løjerlige forklædninger –

Hør her; hvad skal vi to være på den næste maskerade?

Du lille letsindige, – tænker du nu alt på den næste!

Vi to? Jo, det skal jeg sige Dem; De skal være lykkebarn –

Ja, men find på et kostume, som kan betegne det.

Lad din hustru møde, som hun står og går igennem verden –

Det var virkelig træffende sagt. Men ved du ikke, hvad du selv vil være?

Jo, min kære ven, det er jeg fuldkommen på det rene med.

Nå?

På næste maskerade vil jeg være usynlig.

Det var et pudsigt indfald.

Der findes en stor sort hat –; har du ikke hørt tale om usynligheds-hatten? Den får en over sig, og så er der ingen, som ser en.

Nej, det har du ret i.

Men jeg glemmer jo rent, hvad jeg kom for. Helmer, giv mig en cigar, en af de mørke Havanna.

Med største fornøjelse.

Tak.

Lad mig gi’e Dem ild.

Tak for det. (hun holder stikken for ham; han tænder.) Og så farvel!

Farvel, farvel, kære ven!

Sov godt, doktor Rank.

Tak for det ønske.

Ønsk mig det samme.

Dem? Nå ja, når De vil det –. Sov godt. Og tak for ilden.

Han havde drukket betydeligt.

Kanske det.

Torvald – hvad vil du der?

Jeg må tømme brevkassen; den er ganske fuld; der blir ikke plads til aviserne imorgen tidlig –

Vil du arbejde inat?

Det ved du jo, jeg ikke vil. – Hvad er det? Her har været nogen ved låsen.

Ved låsen –?

Ja visst har der så. Hvad kan det være? Jeg skulde dog aldrig tro, at pigerne –? Her ligger en afbrækket hårnål. Nora, det er din –

Så må det være børnene –

Det må du sandelig vænne dem af med. Hm, hm; – nå, der fik jeg den op alligevel. (tager indholdet ud og råber ud i køkkenet.) Helene? – Helene; sluk lampen i entréen.

Se her. Vil du se, hvorledes det har ophobet sig. (blader imellem.) Hvad er det for noget?

Brevet! Å nej, nej, Torvald!

To visitkort – fra Rank.

Fra doktor Rank?

Doktor medicinæ Rank. De lå øverst; han må have stukket dem ind, da han gik.

Står der noget på dem?

Der står et sort kors over navnet. Se her. Det er dog et uhyggeligt påfund. Det er jo, som om han meldte sit eget dødsfald.

Det gør han også.

Hvad? Ved du noget? Har han sagt dig noget?

Ja. Når de kort kommer, så har han taget afsked med os. Han vil lukke sig inde og dø.

Min stakkers ven. Jeg vidste jo, at jeg ikke skulde få beholde ham længe. Men så snart –. Og så gemmer han sig bort som et såret dyr.

Når det skal ske, så er det bedst, at det sker uden ord. Ikke sandt, Torvald?

Han var så sammenvokset med os. Jeg synes ikke, jeg kan tænke mig ham borte. Han, med sine lidelser og med sin ensomhed, gav ligesom en skyet baggrund for vor sollyse lykke. – Nå, det er kanske bedst således. For ham ialfald. (standser.) Og måske også for os, Nora. Nu er vi to så ganske henvist til hinanden alene. (slår armene om hende.) Å, du min elskede hustru; jeg synes ikke, jeg kan holde dig fast nok. Ved du vel, Nora, – mangengang ønsker jeg, at en overhængende fare måtte true dig, for at jeg kunde vove liv og blod og alt, alt, for din skyld.

Nu skal du læse dine breve, Torvald.

Nej, nej; ikke inat. Jeg vil være hos dig, min elskede hustru.

Med dødstanken på din ven –?

Du har ret. Dette har rystet os begge; der er kommet uskønhed ind imellem os; tanker om død og opløsning. Dette må vi søge frigørelse for. Indtil da –. Vi vil gå hver til sit.

Torvald, – godnat! Godnat!

Godnat, du min lille sangfugl. Sov godt, Nora. Nu læser jeg brevene igennem.

Aldrig se ham mere. Aldrig. Aldrig. Aldrig. (kaster sit schavl over hovedet.) Aldrig se børnene mere heller. Ikke dem heller. Aldrig; aldrig. – Å, det iskolde sorte vand. Å, det bundløse –; dette –. Å, når det bare var over. – Nu har han det; nu læser han det. Å nej, nej; ikke endnu. Torvald, farvel du og børnene –

Nora!

Ah –!

Hvad er det? Ved du, hvad der står i dette brev?

Ja, jeg ved det. Lad mig gå! Lad mig komme ud!

Hvor vil du hen?

Du skal ikke redde mig, Torvald!

Sandt! Er det sandt, hvad han skriver? Forfærdeligt! Nej, nej; det er jo umuligt, at dette kan være sandt.

Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i verdens rige.

Å kom ikke her med tåbelige udflugter.

Torvald –!

Du ulyksalige, – hvad er det, du har foretaget dig!

Lad mig komme bort. Du skal ikke bære det for min skyld. Du skal ikke tage det på dig.

Ikke noget komediespil. (låser forstuedøren af.) Her blir du og står mig til regnskab. Forstår du, hvad du har gjort? Svar mig! Forstår du det?

Ja, nu begynder jeg at forstå det tilbunds.

Å hvor forfærdeligt jeg er vågnet op. I alle disse otte år, – hun, som var min lyst og stolthed, – en hyklerske, en løgnerske, – værre, værre, – en forbryderske! – Å, denne bundløse hæslighed, som ligger i alt dette! Fy, fy!

Jeg burde have anet, at noget sligt vilde ske. Jeg burde have forudset det. Alle din faders letsindige grundsætninger –. Ti! Alle din faders letsindige grundsætninger har du taget i arv. Ingen religion, ingen moral, ingen pligtfølelse –. Å, hvor jeg er bleven straffet for, at jeg så igennem fingre med ham. For din skyld gjorde jeg det; og således lønner du mig.

Ja, således.

Nu har du ødelagt hele min lykke. Hele min fremtid har du forspildt for mig. Å, det er forfærdeligt at tænke på. Jeg er i et samvittighedsløst menneskes vold; han kan gøre med mig, hvad han vil, forlange af mig, hvad det skal være, byde og befale over mig, som det lyster ham; – jeg tør ikke kny. Og så jammerligt må jeg 159synke ned og gå tilgrunde for en letsindig kvindes skyld!

Når jeg er ude af verden, så er du fri.

Å ingen fagter. Slige talemåder havde din fader også på rede hånd. Hvad vilde det nytte mig, at du var ude af verden, som du siger? Ikke det ringeste vilde det nytte mig. Han kan gøre sagen bekendt alligevel; og gør han det, så blir jeg kanske mistænkt for at have været vidende om din forbryderske handling. Man vil kanske tro, at jeg har stået bagved, – at det er mig, som har tilskyndet dig! Og alt dette kan jeg takke dig for, dig, som jeg har båret på hænderne gennem hele vort ægteskab. Forstår du nu, hvad du har gjort imod mig?

Ja.

Dette er så utroligt, at jeg ikke kan fastholde det. Men vi må se at komme tilrette. Tag schavlet af. Tag det af, siger jeg! Jeg må se at tilfredsstille ham på en eller anden måde. Sagen må dysses ned for enhver pris. – Og hvad dig og mig angår, så må det se ud, som om alt var imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for verdens øjne. Du blir altså 160fremdeles her i huset; det er en selvfølge. Men børnene får du ikke lov til at opdrage; dem tør jeg ikke betro dig –. Å, at måtte sige dette til hende, som jeg har elsket så højt, og som jeg endnu –! Nå, det må være forbi. Herefterdags gælder det ikke længere lykken; det gælder bare at redde resterne, stumperne, skinnet –

Hvad er det? Så sent. Skulde det forfærdeligste –! Skulde han –? Skjul dig, Nora! Sig, du er syg.

Her kom et brev til fruen.

Giv mig det. (griber brevet og lukker døren.) Ja, det er fra ham. Du får det ikke; jeg vil selv læse det.

Læs du.

Jeg har næppe mod til det. Kanske er vi fortabte, både du og jeg. Nej; jeg må vide det, (bryder brevet ilsomt; løber nogle linjer igennem; ser på et indlagt papir; et glædesskrig:) Nora!

Nora! – Nej; jeg må læse det endnu en gang. – Jo, jo; så er det. Jeg er frelst! Nora, jeg er frelst!

Og jeg?

Du også, naturligvis; vi er frelste begge to, både du og jeg. Se her. Han sender dig dit gældsbevis tilbage. Han skriver, at han fortryder og angrer –; at et lykkeligt omslag i hans liv –; å, det kan jo være det samme, hvad han skriver. Vi er frelste, Nora! Der er ingen, som kan gøre dig noget. Å, Nora, Nora –; nej, først alt dette afskyelige ud af verden. Lad mig se – (kaster et blik på forskrivningen). Nej, jeg vil ikke se det; det skal ikke være for mig andet, end en drøm altsammen. (river beviset og begge brevene istykker, kaster det hele ind i ovnen og ser på det, mens det brænder.) Se så; nu er det ikke mere til. – Han skrev, at du siden julaften –. Å, det må have været tre forfærdelige dage for dig, Nora.

Jeg har kæmpet en hård strid i disse tre dage.

Og våndet dig, og ikke øjnet anden udvej end –. Nej; vi vil ikke mindes alt dette hæslige. Vi vil kun juble og gentage: det er over; det er over! Hør dog på mig, Nora; du synes ikke at fatte det: det er over. Hvad er det dog for noget – dette stivnede udtryk? Å stakkers lille Nora, jeg forstår det nok; du synes ikke du kan tro på, at jeg har tilgivet dig. Men det har jeg, Nora; jeg sværger dig til: jeg har tilgivet dig alt. Jeg ved jo, at hvad du gjorde, det gjorde du af kærlighed til mig.

Det er sandt.

Du har elsket mig, som en hustru bør elske sin mand. Det var kun midlerne, som du ikke havde indsigt nok til at dømme om. Men tror du, at du er mig mindre kær, fordi du ikke forstår at handle på egen hånd? Nej, nej; støt du dig bare til mig; jeg skal råde dig; jeg skal vejlede dig. Jeg måtte ikke være en mand, hvis ikke netop denne kvindelige hjælpeløshed gjorde dig dobbelt tiltrækkende i mine øjne. Du skal ikke fæste dig ved de hårde ord, jeg sagde dig i den første forfærdelse, da jeg syntes, alt måtte styrte sammen over mig. Jeg har tilgivet dig, Nora; jeg sværger dig til, jeg har tilgivet dig.

Jeg takker dig for din tilgivelse.

Nej, bliv –. (ser ind.) Hvad vil du der i alkoven?

Kaste maskeradedragten.

Ja, gør det; se at komme til ro og få samle dit sind til ligevægt igen, du min lille forskræmtetfeil for forskræmte sangfugl. Hvil du dig trygt ud; jeg har brede vinger til at dække dig med. (går omkring i nærheden af døren.) Å, hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora. Her er ly for dig; her skal jeg holde dig som en jaget due, jeg har fået reddet uskadt ud af høgens klør; jeg skal nok bringe dit stakkers klappende hjerte til ro. Lidt efter lidt vil det ske, Nora; tro du mig. Imorgen vil alt dette se ganske anderledes ud for dig; snart vil alting være ligesom før; jeg skal ikke længe behøve at gentage for dig, at jeg har tilgivet dig; du vil selv usvigelig føle, at jeg har gjort det. Hvor kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind at ville forstøde dig, eller blot bebrejde dig noget? Å, du kender ikke en virkelig mands hjertelag, Nora. Det er for en mand noget så ubeskriveligt sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin hustru, – at han har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved ligesom i dobbelt forstand 164blevet hans ejendom; han har ligesom sat hende ind i verden påny; hun er på en måde bleven både hans hustru og hans barn tillige. Således skal du være for mig herefterdags, du lille rådvilde, hjælpeløse væsen. Ængst dig ikke for nogenting, Nora; bare åbenhjertig imod mig, så skal jeg være både din vilje og din samvittighed. – Hvad er det? Ikke tilsengs? Har du klædt dig om?

Ja, Torvald, nu har jeg klædt mig om.

Men hvorfor, nu, så sent –?

Inat sover jeg ikke.

Men, kære Nora –

Klokken er endnu ikke så mange. Sæt dig her, Torvald; vi to har meget at tale sammen.

Nora, – hvad er dette her? Dette stivnede udtryk –

Sæt dig ned. Det blir langt. Jeg har meget at tale med dig om.

Du ængster mig, Nora. Og jeg forstår dig ikke.

Nej, det er det just. Du forstår mig ikke. Og jeg har heller aldrig forstået dig – før iaften. Nej, du skal ikke afbryde mig. Du skal bare høre på, hvad jeg siger. – Dette er et opgør, Torvald.

Hvorledes mener du det?

Er dig ikke en ting påfaldende, således som vi sidder her?

Hvad skulde det være?

Vi har nu været gifte i otte år. Falder det dig ikke ind, at det er første gang vi to, du og jeg, mand og kone, taler alvorligt sammen?

Ja, alvorligt, – hvad vil det sige?

I otte samfulde år, – ja længere, – lige fra vort første bekendtskab, har vi aldrig vekslet et alvorligt ord om alvorlige ting.

Skulde jeg da idelig og altid indvie dig i bekymringer, som du dog ikke kunde hjælpe mig at bære?

Jeg taler ikke om bekymringer. Jeg siger, vi har aldrig siddet i alvor sammen, for at søge at komme tilbunds i noget.

Men, kæreste Nora, vilde da det have været for dig?

Der er vi ved sagen. Du har aldrig forstået mig. – Der er øvet megen uret imod mig, Torvald. Først af pappa og siden af dig.

Hvad! Af os to, – af os to, der har elsket dig højere, end alle andre mennesker?

I har aldrig elsket mig. I har bare syntes, det var fornøjeligt at være forelsket i mig.

Men, Nora, hvad er dette for ord?

Ja, det er nu så, Torvald. Da jeg var hjemme hos pappa, så fortalte han mig alle sine meninger, og så havde jeg de samme meninger; 167og hvis jeg havde andre, så skjulte jeg det; for det vilde han ikke have likt. Han kaldte mig sit dukkebarn, og han legte med mig, som jeg legte med mine dukker. Så kom jeg i huset til dig –

Hvad er det for udtryk du bruger om vort ægteskab?

Jeg mener, så gik jeg fra pappas hænder over i dine. Du indretted alting efter din smag, og så fik jeg den samme smag som du; eller jeg lod bare så; jeg ved ikke rigtig –; jeg tror det var begge dele; snart det ene og snart det andet. Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.

Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?

Nej, det har jeg aldrig været. Jeg trode det; men jeg har aldrig været det.

Ikke – ikke lykkelig!

Nej; bare lystig. Og du har altid været så snil imod mig. Men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskab, Torvald.

Der er noget sandt i, hvad du siger, – så overdrevent og overspændt det end er. Men herefter skal det bli’e anderledes. Legens tid skal være forbi; nu kommer opdragelsens.

Hvis opdragelse? Min eller børnenes?

Både din og børnenes, min elskede Nora.

Ak, Torvald, du er ikke mand for at opdrage mig til en ret hustru for dig.

Og det siger du?

Og jeg, – hvorledes er jeg forberedt til at opdrage børnene?

Nora!

Sagde du det ikke selv for en stund siden, – den opgave turde du ikke betro mig.

I opbrusningens øjeblik! Hvor vil du agte på det?

Jo; det var meget rigtig sagt af dig. Jeg magter ikke den opgave. Der er en anden opgave, som må løses først. Jeg må se at opdrage mig selv. Det er du ikke mand for at hjælpe mig med. Det må jeg være alene om. Og derfor rejser jeg nu fra dig.

Hvad var det, du sagde?

Jeg må stå ganske alene, hvis jeg skal få rede på mig selv og på alting udenfor. Derfor kan jeg ikke bli’e hos dig længer.

Nora, Nora!

Jeg vil gå herfra nu straks. Kristine ta’er nok imod mig for inat –

Du er afsindig! Du får ikke lov! Jeg forbyder dig det!

Det kan ikke nytte at forbyde mig noget herefter. Jeg ta’er med mig, hvad der tilhører mig selv. Af dig vil jeg ingenting have, hverken nu eller senere.

Hvilket vanvid er dog dette!

Imorgen rejser jeg hjem, – jeg mener, til mit gamle hjemsted. Der vil det være lettest for mig at komme ind i et eller andet.

A du forblindede, uerfarne skabning!

Jeg må se at få erfaring, Torvald.

Forlade dit hjem, din mand og dine børn! Og du tænker ikke på, hvad folk vil sige.

Det kan jeg ikke ta’e noget hensyn til. Jeg ved bare, det blir nødvendigt for mig.

Å, det er oprørende. Således kan du svigte dine helligste pligter.

Hvad regner du da for mine helligste pligter?

Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det ikke pligterne imod din mand og dine børn?

Jeg har andre ligeså hellige pligter.

Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det være.

Pligterne imod mig selv.

Du er først og fremst hustru og moder.

Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg er først og fremst et menneske, jeg, ligesåvel som du, – eller ialfald, at jeg skal forsøge på at bli’e det. Jeg ved nok, at de fleste gir dig ret, Torvald, og at der står noget sligt i bøgerne. Men jeg kan ikke længere lade mig nøje med, hvad de fleste siger og hvad der står i bøgerne. Jeg må selv tænke over de ting og se at få rede på dem.

Du skulde ikke have rede på din stilling i dit eget hjem? Har du ikke i sådanne spørgsmål en usvigelig vejleder? Har du ikke religionen?

Ak, Torvald, jeg ved jo slet ikke rigtigt, hvad religionen er.

Hvad er det, du siger!

Jeg ved jo ikke andet, end hvad præsten Hansen sagde, da jeg gik til konfirmation. Han fortalte, at religionen var det og det. Når jeg kommer bort fra alt dette her og blir ensom, så vil jeg undersøge den sag også. Jeg vil se, om det var rigtigt, hvad præsten Hansen sagde, eller ialfald, om det er rigtigt for mig.

Å, sligt er dog uhørt af en så ung kvinde! Men kan ikke religionen retlede dig, så lad mig dog ryste op i din samvittighed. For moralsk følelse har du dog? Eller, svar mig, – har du kanske ingen?

Ja, Torvald, det er ikke godt at svare på det. Jeg ved det jo slet ikke. Jeg er ganske i vilderede med de ting. Jeg ved bare, at jeg har en ganske anden mening om sligt noget, end du. Jeg hører jo også nu, at lovene er anderledes, end jeg tænkte; men at de love skulde være rigtige, det kan jeg umulig få i mit hode. En kvinde skal altså ikke ha’e ret til at skåne 173sin gamle døende fader, eller til at redde sin mands liv! Sligt tror jeg ikke på.

Du taler som et barn. Du forstår ikke det samfund, du lever i.

Nej, det gør jeg ikke. Men nu vil jeg sætte mig ind i det. Jeg må se at komme efter, hvem der har ret, samfundet eller jeg.

Du er syg, Nora; du har feber; jeg tror næsten, du er fra sans og samling.

Jeg har aldrig følt mig så klar og sikker som inat.

Og klar og sikker forlader du din mand og dine børn?

Ja; det gør jeg.

Så er kun en forklaring mulig.

Hvilken?

Du elsker mig ikke mere.

Nej, det er just tingen.

Nora! – Og det siger du!

A det gør mig så ondt, Torvald; for du har altid været så snil imod mig. Men jeg kan ikke gøre ved det. Jeg elsker dig ikke mere.

Er dette også en klar og sikker overbevisning?

Ja, fuldkommen klar og sikker. Det er derfor, jeg ikke vil være her længer.

Og vil du også kunne gøre mig rede for, hvorved jeg har forspildt din kærlighed?

Ja, det kan jeg godt. Det var iaften, da det vidunderlige ikke kom; for da så jeg, at du ikke var den mand, jeg havde tænkt mig.

Forklar dig nøjere; jeg begriber dig ikke.

Jeg har ventet så tålmodigt nu i otte år; 175for, Herregud, jeg indså jo nok, at det vidunderlige kommer ikke sådan til hverdags. Så brød dette knusende ind over mig; og da var jeg så usvigelig viss på: nu kommer det vidunderlige. Da Krogstads brev lå derude, – aldrig faldt det mig med en tanke ind, at du kunde ville bøje dig under dette menneskes vilkår. Jeg var så usvigelig viss på, at du vilde sige til ham: gør sagen bekendt for hele verden. Og når det var sket –

Ja hvad så? Når jeg havde prisgivet min egen hustru til skam og skændsel –!

Når det var sket, da tænkte jeg så usvigelig sikkert, at du vilde træde frem og tage alt på dig og sige: jeg er den skyldige.

Nora –!

Du mener, at jeg aldrig vilde taget imod et sligt offer af dig? Nej, det forstår sig. Men hvad vilde mine forsikringer gælde ligeover for dine? – Det var det vidunderlige, som jeg gik og håbed på i rædsel. Og for at hindre det, var det, at jeg vilde ende mit liv.

Jeg skulde gladelig arbejde nætter og dage 176for dig, Nora, – bære sorg og savn for din skyld. Men der er ingen, som ofrer sin ære for den man elsker.

Det har hundrede tusend kvinder gjort.

Å, du både tænker og du taler som et uforstandigt barn.

Lad gå. Men du hverken tænker eller taler som den mand, jeg skal kunne slutte mig til. Da din forskrækkelse var over, – ikke for hvad der trued mig, men for, hvad du selv var udsat for, og da hele faren var forbi, – da var det for dig, som om slet ingen ting var sket. Jeg var akkurat som før din lille sanglærke, din dukke, som du herefter skulde bære dobbelt varligt på hænderne, siden den var så skør og skrøbelig. (rejser sig.) Torvald, – i den stund gik det op for mig, at jeg i otte år havde levet her sammen med en fremmed mand og at jeg havde fået tre børn –. Å jeg tåler ikke at tænke på det! Jeg kunde rive mig selv i stumper og stykker.

Jeg ser det; jeg ser det. Der er visselig kommet en afgrund imellem os. – Å, men, Nora, skulde den ikke kunne udfyldes?

Således, som jeg nu er, er jeg ingen hustru for dig.

Jeg har kraft til at blive en anden.

Måske, – hvis dukken tages fra dig.

At skilles – skilles fra dig! Nej, nej, Nora, jeg kan ikke fatte den tanke.

Des vissere må det ske.

Nora, Nora, ikke nu! Vent til imorgen.

Jeg kan ikke bli’e liggende natten over i en fremmed mands værelser.

Men kan vi da ikke bo her som broder og søster –?

Du ved meget godt, det vilde ikke vare længe –. (slår schavlet om sig.) Farvel, Torvald. Jeg 178vil ikke se de små. Jeg ved, de er i bedre hænder end mine. Således, som jeg nu er, kan jeg ingenting være for dem.

Men engang, Nora, – engang –?

Hvor kan jeg vide det? Jeg ved jo slet ikke, hvad der blir ud af mig.

Men du er min hustru, både som du er og som du blir.

Hør, Torvald; – når en hustru forlader sin mands hus, således, som jeg nu gør, så har jeg hørt, at han efter loven er løst fra alle forpligtelser imod hende. Jeg løser dig ialfald fra enhver forpligtelse. Du skal ikke føle dig bundet ved noget, lige så lidt, som jeg vil være det. Der må være fuld frihed på begge sider. Se, her har du din ring tilbage. Giv mig min.

Også dette?

Dette også.

Her er den.

Så. Ja, nu er det altså forbi. Her lægger 179jeg nøglerne. Om alle sager i huset ved pigerne besked – bedre, end jeg. Imorgen, når jeg er rejst, kommer Kristine herhen for at pakke sammen de ting, som er min ejendom hjemmefra. Det vil jeg ha’e sendt efter mig.

Forbi; forbi! Nora, vil du aldrig mere tænke på mig?

Jeg kommer visst ofte til at tænke på dig og på børnene og på huset her.

Må jeg skrive dig til, Nora?

Nej, – aldrig. Det får du ikke lov til.

Å, men sende dig må jeg dog –

Intet; intet.

– hjælpe dig, hvis du skulde behøve det.

Nej, siger jeg. Jeg modtager ingenting af fremmede.

Nora, – kan jeg aldrig blive mere end en fremmed for dig?

Ak, Torvald, da måtte det vidunderligste ske. –

Nævn mig dette vidunderligste!

Da måtte både du og jeg forvandle os således at –. Å, Torvald, jeg tror ikke længer på noget vidunderligt.

Men jeg vil tro på det. Nævn det! Forvandle os således at –?

At samliv mellem os to kunde bli’e et ægteskab. Farvel.

Nora! Nora! (ser sig om og rejser sig.) Tomt. Hun er her ikke mere. (et håb skyder op i ham:) Det vidunderligste –?!