Du Nordens Kiempe-Slegt! og Naboe-Rigers Skrek!

Navnkundig Trønders Hær! din Odel evig være] konj. av værevære!

Din Lov urygget] part., her brukt som adj.: urokket; uforandreturygget staae! din Ager Frugter bære] konj. av bærebære!

Gid tappre Faders Søn maae fødes frie og kiek!

I kiende dette Bryst – – var der en Draabe Blod,

Som ey for Friehed randt og Norske Brødres Ære,

Den skulde offres her. – Ja Konger selv] Men jeg ham snart M1bJa Konger selv skal lære,

At Troskab mod mit Land var Grunden til mit Mod.

Hvor tidt har ey min Arm for Landet Buen spændt?

Den eengang brast – Og] brast, og M1bbrast – Og strax af kiekke] Norske M1bkiekke Konges Hænder

Brast Norges Rige med – – Jeg Krigens Følger kiender,

Og aldrig har af Lyst til Seyers Ære brændt.

Man kiøber alt for dyrt ved tappre Nordmænds Blod

En Ærekranz i Krig – Vi ville Freden dyrke – –

Men tør en Fiende her med Nordmænd prøve Styrke,

Da har vor Øxe Staal, da har vort Hierte Mod.

17Vor Konge, tapper, ung, og stærk og vant til Krig

Ey Freden taale kan; Men snart skal Helten lære,

At Fred og Norges Vel er Norske Fyrsters Ære,

Og elsker han sit Land, da skal han høre mig.

Ja for vor Frieheds Ret, for fælles Roe og Fred,

For Fødelandets Tarv, jeg Liv og Blod vil vove,

Og] at M2Og tale, stride, døe for Landets gamle Love] De norske lovene ble ikke skrevet ned før omkring 1100, og før den tid ble lovene foredratt muntlig på tingene av menn som var utpekt til dette. Det var først og fremst bøndene, og ikke kongen, som foretok de fleste rettsavgjørelsene: “Gjennom lagtingene ordnet bøndene sine forhold. De rettsavgjørelsene som falt her, var en stor del bøndenes egne. Kom det opp klager mot lendmenn og årmenn, var det nok kongens sak å ta seg av dem, og kongen kunne velges som oppmann av andre stridende parter. Men der hvor tinget gav sin mening til kjenne, måtte han bøye seg for den. Og dreide det seg om nye prinsippavgjørelser, kunne de få verd av presedens og komme inn i loven. Ville kongen på sin side ha lovendringer, måtte han forhandle med bøndene om det.” (Knut Mykland (red.): Norges historie, Bind 2: «Rikssamling og kristning 800–1177», Oslo 1976, s. 289) Landets gamle Love – –

Vi møde her i Dag: Jeg Harralds Anlæg] (-et), her: plan; planleggingAnlæg veed:

Mod Danner-Konge Svend han nu vil væbne sig.

Men kan ey mine Raad forønsket Virkning giøre,

Vil han af Einers Mund sit Riges Røst ey høre – –

Dog Harrald er jo viis, han skal ey føre Krig,

Han elsker Landet høyt, han ærer Eders Blod,

Han vist skal høre mig, og kun paa Freden tænke,

Og Hiertet skal vi da den Rigets Fader skiænke,

Der ikkun] (adv.), bare; ene og alene; ikke annet ennikkun før som Helt var æret for sit Mod.

Ved Eders Venskab tryg jeg taler Landets Sag,

Jeg tidt frembaaret har for Konger Norges Skiebne;

Nu skal jeg mig paa nye med Eders Nød bevæbne

Mod Harralds Stride-Lyst; han skal med Velbehag

Stadfæste varig Fred, og fra sit Forsæt staae – –

Gaaer bort – der er min Søn – –

                                                 Jeg Kongen nu forlader,

Og troe] viid M1btroe, jeg har i ham en Ven, en anden Fader.

Jeg nyelig som en Helt min Søn udrustet saae!

Er nu din Frihed solgt? er du din Konges Træl?

Hvor er dit Skiold og Spyd?

                                                 Jeg ubevæbnet vilde

En naadig Konge see. Man kan saa let formilde

Med Ydmyghed en stolt og æretørstig Siel.

Min Søn forgiftet er af Hoffets Hykle-Kunst!

Det er en fredløs Mand, som ey tør Vaaben bære;

Men du er Norsk og fri; Ved Tabet af sin Ære

Man kiøber alt for dyrt en myndig Konges Gunst.

Til Norden fra Bysantz vor Harrald kommen er] Da Harald Sigurdsson måtte flykte fra Norge etter slaget på Stiklestad i 1030, dro han først til Gardarike og ble der noen år. I ca. 1034 dro han til Bysants (det tidligere navnet på Konstantinopel/Istanbul) for å tjenestegjøre under keiserinne Zoe og hennes mann, keiser Mikael Paflagon. Harald ble raskt høvding for «væringene» (de nordiske leiesoldatene i keiserparets livgarde). Med livgarden kjempet Harald blant annet på Sicilia og i Vest-Asia. Ifølge Snorre var han også i Afika. I løpet av de årene han tjenestegjorde i livgarden, la Harald seg opp mye gull og penger. Da Zoes nye mann, Konstantin Monomachos, ble utnevnt til keiser, rømte Harald med sine ervervede rikdommer til Gardarike, hvor han ble helt til hjemkomsten til Norge i 1045.Til Norden fra Bysanz vor Harrald kommen er;

Men vil han føre hid Bysanzes Slave-Sæder,

Befale, som Tyran, paaliste Nordmænd Kiæder,

Han lære bør, hvor høyt vi Frihed have kier.

Lad Harrald byde frit til Fødelandets] Fædrelandets M1bFødelandets Vel,

Og Væ] (interj.), uttrykk for avsky, fordømmelse el. forbannelse. Også som uttrykk for ønsket om at noe vondt må ramme en.Væ den Undersaat, som ey sin Konge hører;

Men dersom han vor Lov, vor gamle Frihed rører,

Hvo vil adlyde da, og være Harralds Træl?

I fulde Rustning] (-en), utrustning; utstyrRustning stolt mød Harrald, føl dit Værd;

Som om du sige vil: See! Konge, naar det gielder,

Du har en Helt i mig, som trodsig Fiende fælder,

Og denne Arm er stærk, og skarpt er dette Sværd.

Men naar vort Land har Fred, jeg til min Konge gaaer,

Og om en viktig Gunst ham ydmygt vil anmode,

Og kommer væbnet, stolt; hvad Under! om han troede,

At naar en Undersaat for Kongens Ansigt staaer

Udrustet som til Krig, hans Bøn en Trudsel er,

19Som om han sige vil: Hvis Kongen mig ey hører,

Jeg ey mit Skiold omsunst og Sværd og Bue fører.

Hør Tambeskielvers Søn! har du din Fader kier,

Og bær du i din Barm det gamle Norske Mod,

Som stedse gik i Arv i dine Fædres Stamme,

Og dersom du dig ey ved nedrig Byrd bør skamme,

Saa knæl kun ey saa dybt; Men hør de Heltes Blod,

Som taler i dit Bryst: Undvær din Konges Gunst,

Og beed ham kun om Ret; Min Søn ey meer behøver,

Du har jo Rigdom nok, og den som Dyden øver,

Har altid Sikkerhed, og Æren er en Dunst] (-en), her: noe uhåndgripelig; noe som i seg selv ikke finnes; noe som forsvinner sporløst; noe tilslørt, forvirrende el. uklartDunst.

Den Ære, jeg attraaer, den Gunst, jeg beder om, / Det er at] Den Gunst jeg Haab om fik / Er den at M1bden Gunst, jeg beder om,

Det er at blive Jarl; Saa var min Moders Fader;

For Resten, troe, din Søn all nedrig Smigren hader;

Og Harralds Godhed selv min Bøn nu forekom:

«Maaskee,» saa talte han, «jeg skal i denne Dag

«Ophøye dig til Jarl; vil Einer kun begiere,

«At dette store Navn hans kiekke Søn maa bære – –»

Nei Einer taler kun til Kongen Landets Sag.

Men har du ey et Ord tilovers for din Søn?

Selv veed du, hvad en Jarl hos Kongen kan udrette,

Hvor tidt han mellem ham og Landet stiller Trætte,

Afvender Kongens Sværd, frembær Fortrængtes Bøn.

Bliv uden Titel stor, undvær et borget] part av borge (v.), her brukt som adjektiv: om noe som det kan ventes gjengjeld for eller om noe som krever at man gir eller mister noe man ikke har lyst til å gi eller misteborget Navn,

Følg dine Fædres Spor, og hvad du end skal heede,

Du arvet har af mig, at trodse Kongers Vrede,

At holde Lov og Ret og fremme Landets Gavn.

Naar et uværdigt Skrit jeg giør mod Fødeland,

Mod Konge, Lov, og dig; da giennemboer mit Hierte;

Jeg af din Mund omsunst ey Mod og Troskab lærte;

Men viid, at jeg derhos] (adv.), dessuten; samtidig; i tilllegg; ogsåderhos min Konge elske kan.

Hver gang i Krigen jeg vor tappre Harrald seer,

Den Kiæmpe, for hvis Arm rovgierrig Fiende bæver,

Jeg føler, hvor mit Mod sig strax i Brystet hæver;

Af min Anfører stolt jeg seer ey Faren meer:

Jeg mellem Spyd og Sværd mig trænger ind med Magt:

Jeg ønsker, Kongen maae, hvert Hug, jeg giør, beskue;

Et Øyekast fra ham, strax blusser Troeskabs Lue,

Og Sværd og Saar og Død anseer jeg med Foragt.

Du under Tryggeson navnkundig] (adj.), om person som er viden kjent og respektert; kjent; omtalt; berømtnavnkundig blev i Krig;

Jeg følger dine Spor, og under Harralds Fane

Ved Tapperhed jeg skal mig Vey til Æren bane;

Og da skal Verden see, at jeg er fød av dig.

Min dyrebare Helt! det gielder om dit Mod.

Jeg saae hver Indgang her besat] part. av besætte (v.), her: forsyne med soldater el. mannskap i forsvars- eller bevoktningsøyemed.besat med nye Vagter;

Tyrannen uden Tvivl dig efter Livet tragter;

Thi jeg blev vaer en Trop, som hist i Baghold stod;

Og den til mindste Vink bevæbnet rykker ud.

Man Strikker] flert. av Strikk(e) (-en): tau; snor; snubletråd; snareStrikker for din Fod med Flid at skiule søger,

21Ja Taushed overalt min Frygt og Tvivl forøger:

Jeg hørte uformærkt til Arne Kongens Bud:

«Enhver,» saa talte han, «sin Bue have spændt,

«Saa snart jeg raaber: Kom.» Meer kunde jeg ey høre –

Hvordan? vil Kongen Krig mod Landets Sønner føre?

Og Broders Øxe see mod Broders Pande vendt?

Han elsker Folk og Land, han hader Vold og Svig;

Min Moders Frygt og Tvivl hans høye Siel vanærer, – –

Holdt – Du mig ilde kun, hans Sind at kiende lærer;

Men, viis du er min Søn, gaae hen, bevæbne dig;

Strid for din Faders Liv; fortien at være fød

Af høy og tapper Slægt; tæm, forekom] pret. av forekomme: komme i forkjøpetforekom den Tiger,

Som efter skyldløst] Nordmænds M1bskyldløst Blod med tørstig Strube higer;

Hvis ikke, svarer du mig for] hævner jeg paa dig M1bsvarer du mig for din Faders Død.

Nu seer jeg Hagen Jarl i dig, min Bergliod!

Saa var hans Vrede grum] (adj.), grufull; grusom; hardgrum, og intet kunde dæmpe

Hans haarde Sind. – Men viid, jeg eene, jeg vil kiæmpe

Med Harrald, og det skal ey koste fleeres Blod.

Jeg skulde, tænker du, i Spidsen af min Hær

Forfægte egen Ret? Før skal jeg Døden finde:

At føre Avindskiold mig aldrig kom i Sinde;

Men naar vort Land og Lov og Ret fornærmet er,

Da byder jeg til Krig enhver, som stride kan,

Og da skal Kongen see, hvorlidt hans Magt udretter;

Men den Forræder er, som kun for egne Trætter

Opoffrer Folkets Blod og Fred og Fødeland.

22Hvis derfor Kongens Had allene gielder mig,

Jeg dig min Bergliod for sidste gang omfavner,

Og dig, min Stammes Haab – Naar Norge Einer savner,

Lad det sit Tab igien oprettet see ved dig,

Saa vil jeg Harrald glad og kiek i Møde gaae,

Og ey uhævnet døe –

                                                 Nei, du skal hævnet blive;

Om ingen anden vil, skal jeg af Brystet rive

Hans Hierte, og hans Støv skal intet Gravsted faae.

Stil Sindets Storm, og vent og troe, hvad Eders Søn

Erfaret haver selv: Vor unge Helt fortiener,

At vi vor Agt for ham med Kierlighed foreener;

Vor Troskab være bør vor kiekke Konges Løn.

Mit Hierte mellem ham og mine Fædre skal

Bestandig være deelt; Jeg aldrig efterlader] pres. av efterlade, her: la være; unnlateefterlader

At elske dig som min og ham som Landets Fader,

Men naar I førte Krig, hvor gruesomt blev mit Valg!

Naturen talte da din Sag i dette Bryst;

Men Helten hører ey den ømme kielne Stemme,

Som vil forføre ham til større Pligt at glemme:

At tiene Kongen troe, er Endres] rettet etter A og M2. F: EinersEndres Lov og Lyst – –

Tænk dog, din kiekke Søn ey frygter Kongens Sværd,

Saafremt han turde det mod Landets Sønner vende;

Men vil man Harrald ey for Norges Herre kiende,

Da er jeg Kongens Mand, og kiender Heltens Værd.

Til Harrald iiler jeg, for med en ivrig Bøn

At stille denne Storm, formilde Kongens Vrede:

Strax giemmes dragne Sværd igien i roelig Steede:

Saa handler Harralds Ven og Tambeskielvers Søn.

Uskyldig, ung og kiek han troer, at alting er

Hans eget Hierte ligt, som Falskhed aldrig kiendte,

Et Hierte, som af Mod og Lyst til Æren brændte,

Og holdt for største Pligt at have Kongen kier.

Det er hver Nordmands Pligt; Naar Kongens Øyemeed

Er Fødelandets Vel – –

                                                 Men naar han nu vil tage

Sit Riges største Helt og Friheds Ven af Dage,

Naar han udøser Blod, naar han forstyrrer Fred,

Naar han ey Sandhed meer af nogen taale kan,

Naar han vil byde frit og kun som Voldsmand tænke,

Naar Magt er all hans Ret, naar han tør Frihed krænke,

Naar han berøver mig min Helt, min Ven, min Mand.

Han fra Forglemmelse da redde skal mit Navn:

En Helt med Ære døer, som døer for Landets Love:

Og efter Einers Død skal Harrald neppe vove,

At giøre mindste Skridt mod Fødelandets Gavn.

Mig elske] elsker M2elske Trønderne, jeg seer, hvad Raserie

Min Død optænde vil hos dem; Ja Harralds Throne

Skal vakle ved mit Fald; vil han min Død forsone,

Han maa, som Folkets Ven forlade Tyrannie,

Høyt agte tappre Mænd og give Troskab Løn.

Forladt og sørgende skal da din troe Veninde

See Blod af dette Bryst for Morder-Sværd at rinde?

Jeg anbefaler dig til Himlen og min Søn.

Omsider har jeg dog udvirket denne Gunst,

Som Harrald skylder dig: I Dag din Søn skal bære

Det stolte Navn af Jarl; Gid han kun vilde lære

Vor Konge, at han ey bær dette Navn omsunst.

Haardraade herske vil med uindskrænket Magt;

Men Kongen bør vor Lov, om vi skal ham adlyde:

Nu vil han Fred paa nye med Dannerkonge bryde,

Og indtil Dannemark er Norge underlagt,

Han leve vil i Krig. – Men hvad? er Sigrid der?

Ja, Skiønne! Kierlighed for dig var før min Smerte;

Men Venskabs roelig Ild opvarmer nu mit Hierte,

Og til Beviis, hvor høyt din Lykke var mig kier,

25Da viid, at Kongen har omsider hørt min Bøn;

Han skal din Ægte-Ven til Værdighed ophøye;

At tiene dig – Det kan min hele Siel fornøye.

Kun din Fortroelighed jeg ønsker mig til Løn.

I dette Øyeblik vil Kongen komme her – –

Min Fader hør min Bøn, glem ey den sande Ære,

Som altid Norske Mænd for elskte Konger bære:

Ydmyg dig, om du har, en Søn, en Datter kier.

Vor Lykke, – –

                                                 Godt, jeg veed alt hvad du sige kan;

Jeg veed, hvor dybt jeg bør for Konger mig nedbøye – –

Man sig imidlertid afsides maa forføye] (v.), treffe en bestemmelse; bestemme; avgjøreforføye.

Hvordan? forlade dig – allene – her – min Mand?

Nei, før jeg vente vil med dig Tyrannens Dom,

Og ved din Side døe – – –

                                                 Gaaer bort, som jeg befaler –

Strid, Himmel for min Helt!

                                                 Hvad jeg med Kongen taler,

Ey Vidne trænger til] Ey noget høres skal M1bEy Vidne trænger til. Nu du til Hielp mig kom,

Du Kongernes Monark! du som mit Hierte seer,

Du seer, jeg Kongen vil og Landet trofast være,

Befæst vort Riges Fred, lad Harrald eengang lære,

At altid Krigeren sit Folkes Bøddel er.

Glad seer jeg her i Dag, den seyerrige Helt!

Med Følge, ligt en Hær, som om han vilde stride,

Som om han forud alt mit Anlæg kunde vide:

En Hær beleylig kom, naar Kongen skal i Felt.

Qvindagtig Vellyst er den visse Fredens Frugt;

Naturen har til Krig de Norske Hierter hærdet,

Den som er Nordmand fød, han er og fød til Sværdet;

Men Rust fortærer Sværd, som sielden bliver brugt.

Var du allene Helt, du burde tale saa;

Men viid, du er Regent, du er dit Folkes Fader,

Og fra det Øyeblik, dig Himlen overlader

At styre Rigets Roer, dig selv du glemme maa.

27Glem alt, hvad dig er kiert, glem Sværd, og Rov og Krig,

Glem Seyer og Triumph, glem Had til Naboe-Riger,

Glem Lyst til Hævn, og hør, hvad Rigets Trang dig siger:

Brug vel forundte Fred, og bliv udødelig,

Sid paa din Throne stolt, og øv Retfærdighed,

Opløft fortrængte Dyd, lad frække] (adj.), 1) dristig; frimodig; uforsagt; tapper; modig; 2) overdrevent selvtillitsfull; skrytende; egenrådig; uforskammetfrække Laster blegne,

Lad stræbsom Bondes Flid paa dyrket Ager tegne

Den kiere Konges Roes] Navn M1bRoes, som undte Riget Fred.

Kun Alderdom, min Ven! dig giør til Fredens Tolk;

Ved Sværd jeg mandelig skal Rigets Ret handthæve,

Ved Sværd skal Norge staae, og Naboe-Riger] Naboe-Riget M2Naboe-Riger bæve,

Ved Sværd jeg vinder Guld, og Stad, og Land, og Folk.

Ved Sværd jeg Dannemark skatskyldig giøre skal

Og lære dem, som boe der paa de lave Slætter,

At man omsunst med os om Herredømme trætter:

Kong Magnus giorde før et ubetænksomt Valg:

Da Danners Rige var ved Arv ham underlagt,

Den Danske Svend til Jarl i Riget han udraaber;

(Uventet Lykke giør, man større Lykke haaber.)

Knap Magnus borte var, før Svend har Konge Magt;

Men naar jeg Dannemark mig undertvunget har,

Troe da, jeg ingen Dansk til Jarl i Riget sætter.

En gammel Nordmands Søn – troe – kiek – maaskee du gietter?

Sæt, hvem du vil til Jarl; Men viid, at Norge var

Ved nye Erobringer kun meer ulykkeligt.

Forsvar dit eget Land, og inden Muur af Fielde

Lad Nordmænd hvile trygt, der veed du, hvad de gielde

Der føle de sig selv, der kiende de sin Pligt.

28Væ den, som Angreb der mod Nordmand giøre tør!

Med Biørne-Styrke han for Frihed, Gods og Huuse

Uddeler tunge Slag, som Skiold og Hielm maa knuse;

Men under fremmed Luft han græmmer sig og døer.

Vort Norge længe nok har sukket under Krig:

Hist] (adv.), betegner el. utpeker et sted som ligger (langt) borte: derhenne; derover; dernede; der langt borte, oppe etc.Hist en troelovet Møe sin unge Helt begræder;

Forhugne Krøbling her frem paa sin Krykke træder,

Nu betler han sit Brød, før var han seyerrig.

Der ligger øde Gaard, og her hvor Ager stod,

Kun voxe] voxer M2voxe Nælder] neslerNælder nu. Hist Graad af spæde Sønner,

Hvis Fader Krigen tog. Her Enkens Suk og Bønner,

Som kræver af din Haand sin Ægtefælles Blod.

Her raabes himmelhøyt mod Seyerherren selv,

Mod dyrekiøbt Triumph: Læg Undersaattens Smerter,

Opret enhver sit Tab, trøst alle Mødres Hierter;

Hvis ikke – Band] imp. av bande, her: forbanneBand dit Sværd! paa Krigen tænk og skiælv.

Jeg kiender Kongers Pligt, jeg kiender Fred og Krig;

Jeg veed at bruge Sværd til Fødelandets Nytte:

Ved slagne Fiender tryg, og riig ved kostbart Bytte

Grundfæster jeg min Stat og Verden ærer mig.

Nu hersker strenge Dyd og Mod og Troskab her;

Men nyd langvarig Fred; strax tappre Mandskab bliver

Forkielet, dovent, feig; og Vellyst selv nedriver

Den Throne, som er bygt paa Seyervindinger. –

Den viise Konge bør og kunde bruge Fred,

Opelske] (v.), fremelskeOpelske Kunsterne, udbrede gode Sæder,

Belønne Flid og Dyd, opbygge faldne Stæder,

Og giøre nøgen Høy] (-en), haug; høyde; (fjell)toppHøy, som Dalen, grøn og feed;

29Saa længe Gran paa Field og BarBar kaldes i Norge de grønne Naale, som voxe pa Gran, Fyre og Enebær-Træ.Bar] fotnoten mangler. M2 paa Granen groer,

Saa længe Nordmænds Bryst paa Velgiort] (adj.), her brukt som subst.: noe som er gjort vel; noe som er tilfredstillende utført: velgjerning; god gjerningVelgiort] Velgjerning M1bVelgiort veed at skiønne,

Skal Efterslægten da med evig Tak belønne

Den Rigets Ven, som blev i Fredens Skygge stor,

Og Krigen – – –

                                                 Det er nok: først Krig og siden Fred.

Alvorlig beder jeg; for eget Land hav Naade.

Tie, lyd, og følg og viid: Jeg eene, jeg vil raade:

Man af Modsigelser omsider bliver kied.

Siig Konge! hvo dig gav en uindskrænket Magt?

Du veed den Norske Lov. Den bør det dig at lyde.

Betænk dig vel i Dag, at du ey skal ffortryde] (v.), fremkalle el. føle sorg. el. smerte over en handling el. et forhold man selv er skyld i; angreortryde,

Hvad du mod Kongen har med dristig Frækhed sagt.

Jeg taler for mit Land – – –

                                                 Jeg for min Konge-Ret.

Maaskee du med Kong Svend i Forbund kunde være – –

Men Lydighed jeg dig og ham forstaaer at lære. –

Du kan forhaane mig? og med saa skiændig Plæt

Vanære dette Navn, som før end du var fød – – –

Forvovne] av forvoven (adj.), om person som besitter stort overmot, som gjerne og uten å tenke seg om innlater seg på farefulle handlinger; dristig; dumdristigForvovne holdt! til Valg jeg dig een Time skiænker,

Bereed din Arm til Strid, om du dig ey betænker,

Og viid, Ulydighed i Dag – – det er din Død.

Min Nidkierhed med Skam, med Død belønnes skal!

O! kunde jeg kun her den dyre Pligt foreene,

At følge Kongens Bud med den mit Land at tiene – –

At tiene det og døe – – Velan – – her er mit Valg.

Ja mæt din grumme Siel, blodtørstige Tyran!

Men frygt at Norge selv, det Land jeg elsket haver,

Opløfter hele Field, og knuser og begraver,

Og hævner sig mod den, som blev min Banemand.