For Deres Kongelige Høyhed nedlægger jeg allerunderdanigst nærværende Sørgespil, tagen af mit Fædrenelands Historie. De elske vort Land og vort Folk, høre vore Klager, og frembære vor Nød for Hans Majestæt vor allernaadigste Konge] Christian 7, konge av Danmark 1766–1808Hans Majestæt vor allernaadigste Konge; Og De, allernaadigste Prints! kan best skiønne, hvor meget den Mand fortiener at opløftes, som til Rigers og Landes Nytte har beklædet den ærverdige Post, at staae imellem Regenten og Folket. For Deres Kongelige Høyhed fremtræder derfor min Helt: Alderdommens Historie] her: fortidens historie; tradisjonenAlderdommens Historie har udmerket ham med stolte Træk; Kierlighed til sit Fædreneland, Troskab mod sin Konge og et uovervindeligt Mod vare hans Dyder; prydet med dem turde han haabe Biefald, dersom ikke min Uformuenhed har foraarsaget at han er sat i et alt for svagt Lys; Erkiendtlighed] (-en), takknemlighet; følelse av plikt til å vise sin takknemlighetErkiendtlighed mod mit Fædrenelands Velgiører] Velgiørere M2Velgiører har imidlertid dog været den Aand, hvoraf jeg er drevet: Jeg har havt denne Drift tilfælles med de fleeste af mine Landsmænd. Stor skal derfor ogsaa Deres Kongelige Høyhed være i alle Nordmænds Hierter fordi De troe, at vort Folk fortiener sin Konges Kierlighed og Høyagtelse. Hver Norsk Skiald, og alle Videnskabernes Dyrkere i Norge glæde sig allerede under Deres Kongelige Høyheds allernaadigste Præsidium] (-et), her: beskyttelsePræsidium. Ja hvor lykkelig skal een af det Kongelige Norske Videnskabers Selskabs Medlemmer agte sig, om nærværende Arbeyde maatte behage den Høye Præses] (-en), her: beskytterPræses; Om Han naadigst ville ansee det som et Beviis paa min Lyst til at arbeyde og aagre med de ringe Gaver, mig ere forundte. Den Opmærksomhed, Deres Kongelige Høyhed værdigede min Zarine, og den store Gavmildhed, hvormed saavel Hans Majestæt Kongen, som Deres Kongelige Høyhed benaadede dens ringe Forfatter, var mig en udtrykkelig Befaling til at giøre et nyt Forsøg. Tillad mig, allernaadigste Prints, offentlig at aflægge min allerunderdanigste Taksigelse, offentlig at giøre et Ønske, som gaaer fra Hiertet: At Deres Kongelige Høyheds Raad til Rigernes Beste stedse maae have Fremgang og være velsignede, at Videnskaberne i mit Fædreneland under sin nye Præses længe maae blomstre, og at Deres Kongelige Høyhed lyksalig maae opleve den Tid, at de bære modne Frugter. Saa skulle heldigere Sangere end jeg, Norske Sangere, som altid ere for stolte og for redelige til at hykle, opfylde Dalene med Lovsange, og Biergene skulle svare, og Norges Velgiører blive udødelig.

allerunderdanigst af J. N. Brun.

Til Læseren:

Publicum yndede Zarine] Bruns tragedie Zarine ble, som første originale danske skuespill, oppført på Den Kongelige Danske Skueplads 17. februar 1772. Stykket ble møtt med begeistring av publikum. Zarine ble spilt for fulle hus fire ganger i løpet av n uke og tre ganger til samme vinter.Publicum yndede Zarine; Det fordrede et nyt Forsøg af dens Forfatter; Det ønskede helst at see een af Fædrenelandets egne Helte; jeg har adlydet: Her er Einer Tambeskielver] Einar tambarskjelve (ca. 980 – ca. 1050). Norsk høvding. Kjempet mot Olav Haraldsson og måtte rømme til Sverige etter Olavs seier i 1015 (slaget ved Nesjar). Sluttet siden fred med Olav og kom tilbake til Norge i ca. 1022. Var blant de første som sluttet seg til tanken om at Olav Haraldsson var hellig. I 1035 dro han til Gardarike for å hente hjem Olavs sønn Magnus. Einar ble under Magnus den godes styre en av Norges mektigste menn.Einer Tambeskielver; Dersom han tænker Norsk, dersom hans Norske Tænkemaade ikke vanærer ham, har jeg i det mindste opfyldt den Pligt, jeg skyldte min Landsmand; hans Navn skyldte jeg et Æreminde; thi jeg er fød i den Egn, hvor hans Støv hviler; De truende Levninger af hans Herre-Sæde (Huusbye i Bynæssets Præstegield ved Tronhiem) talede til mig, da jeg endnu var en Dreng, og en hellig Ærefrygt for Helten sneeg sig hemmelig ind i mit spæde Bryst: Der underholdte jeg hans Erindring med mange overdrevne Billeder; Billeder, som den første Alders spillende Indbildnings-Kraft frembringer i Overflødighed. Stor, tænkte jeg, maa han have været, stor som Goliath, stærk som Samson. Torden har han talet, og hans Brynie har været som den glatte Klippe, der hænger ud over Havet, og glindsende beleer de stolte Bølger, som rase imod den. Kort sagt: Jeg tænkte om Einer Tambeskielver, som en Bonde om sin Konge, førend han har seet ham. Men da jeg fik Begreb om sande Fortienester, tænkte jeg ikke uden Følelse paa disse forfaldne Mindesmærker. Denne Følelse blev mig smertelig, da jeg kom ud i Verden. Jeg sukkede, saa tidt jeg saae en adelig Fødsel og tomme Titler med stor Kunst og endnu større Bekostning indhugne] indhugget M2indhugne i et evigt Marmor. Uskiønsomme Efterslægt, tænkte jeg, er det saaledes, du belønner Fortienester? Og du, mit Fædreneland] Ønsket om å «redde mine Landsmænds Navne fra Forglemmelse» er i tråd med den stemningen som rådde i Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab og andre historisk-litterære kretser. Torfæus hadde tidlig på 1700-tallet gitt ut verker om dansk og norsk historie. I 1757 kom en ny utgave av Peder Claussøn Friis’ sagaoversettelser: Snorre Sturlesøns Norske Kongers Chronica (utgitt først gang 1633) og samme år kom Suhm og Schønings Forsøg til Forbedringer av den gamle Danske og Norske Historie. Bruns største inspirasjonskilde kan ha vært Schønings Norges Riiges Historie. Første bind, som tar for seg Norgeshistorien fra «dets Begyndelse» til Harald hårfagre, kom i 1771. I tillegg til de nevnte verkene kommer Absalon Pederssøn Beyers Om Norgis Rige fra ca. 1567, som, til tross for at den ikke ble trykket før ca. 1780, trolig var kjent i de akademiske kretsene. Til tross for obligatorisk konfirmasjonsundervisning og almueskoler, var ikke lese- og skriveferdighetene allment utbredt og det var derfor trolig få «vanlige» folk som kjente til disse verkene og dermed til Norgeshistorien. Brun, som var preget av opplysningstidens ider, så det som sin oppgave å opplyse folket.Og du, mit Fædreneland, som har havt saa mange Helte, hvor skiuler du deres Ihukommelse] (-en), erindring; minneIhukommelse? hvi kneise] kneiste M2kneise der ikke paa dine Fieldrygge Ære-Støtter for dine kiekke Sønner? Fuld af denne Ild besluttede jeg at giøre, alt, hvad der stod i min Magt, til at redde mine Landsmænds Navne fra Forglemmelse, og man skal rose min Nidkierhed, om man endog maa ynkes over min Afmagt.

For dem, som ikke have læst Snorro Sturlæson] Snorri Sturlasson (1178/79 – 1241). Islandsk høvding, historiker og skald. Bl. a. kjent for et historisk verk om Norges konger, vanligvis kalt Heimskringla.Snorro Sturlæson eller Torfæus] Tormod Torfæus (1636–1719), islandsk historiker. Ble i 1682 engasjert som historigraf for å skrives Norges historie. Utga i 1702 Series dynastarum et regum Daniæ som tar for seg den danske kongerekken og Historia rerum Norvegicum (4. bind 1711) som tar for seg Norgeshistorien fram til 1300-tallet.Torfæus tiener følgende til Underretning: Harrald Haardraade] Harald 3 hardråde Sigurdsson (1015–66). Halvbror til Olav Haraldsson. Kjempet i slaget ved Stiklestad (1030) og måtte derfor flykte utenlands. Tilbrakte noen år i Gardarike før han dro til Bysants, hvor han ble leiesoldat. Kom tilbake til Norge i 1045 og ble anerkjent som Magnus den godes medregent. Enekonge fra 1047. Gift med Ellisiv, datter av storfyrste Jaroslav.Harrald Haardraade regierede i Norge. Tronhiem var hans Hovedstad. Halvanden Miil derfra boede, som før er sagt, Einer Tambeskielver paa sin Sæde-Gaard, som endnu har sit gamle Navn Huusbye] rettet etter A og M2. F: HunsbyeHuusbye; han var Lehnshøvding] rettet fra F: LandshøvdingLehnshøvding over Trøndelagen; Saa kaldtes den Tid Tronhiems Stift, og alle Indbyggerne i den Egn Trønder; Einer havde til Ægte Bergliod, en Datter af den tappre Hagen Jarl] Håkon Sigurdsson (ca. 935– 995). Ladejarl.Hagen Jarl, som regierede en Tid over hele Norge, og boede paa Lade-Gaard ved Tronhiem. Elisabeth] I Norge kalt Ellisiv (ca. 1025–ca. 1070). Datter av storfyrste Jaroslav av Gardarike (Russland) og den svenske kongedatteren Ingegerd. Giftet seg med Harald («hardråde») Sigurdsson i 1045 og ble norsk dronning.Elisabeth var en Russisk Printsesse, en Datter af Jarisleif] Jaroslav 1 (978–1054). Russisk storfyrste. Ble i 1036 herre over Gardarike. Gift med Ingegerd, datter av svenskekongen Olof Sktkonung. Hadde nær forbindelse med de nordiske landene, noe som førte til at Olav Haraldsson søkte tilflukt hos Jaroslav da han måtte flykte fra Norge i 1028. Jarisleif, som regierede over Garderige, nu Rusland. Sigrid var Harrald Haardraades Broder-Datter. Kong Magnus] Magnus 1 den gode (ca. 1024–47). Sønn av Olav den hellige. Ble i 1035 hentet hjem fra Gardarike av Einar tambarskjelve og Kalv Arneson for å bli Norges konge. Konge av Danmark fra 1042. Kong Magnus, Oluf den Hellige] Olav 2 Haraldsson (995–1030). Konge av Norge 1015–28. Drept i slaget ved Stiklestad (1030). Året etter ble Olavs legeme tatt opp, erklært hellig og plassert i et skrin i Klemenskirken i Nidaros.Oluf den Helliges Søn, var Harralds Formand i Riget. Han deelte det med Harrald mod en vis Sum Penge og Guld, da denne var kommen tilbage fra Constantinopel, hvor han i Keiserinde Zoes] (ca. 978–1058.) Bysantinsk keiserinne. Overtok tronen da hennes far, keiser Konstantin 8, døde i 1028. Delte makten med sine tre ektemenn: Romanos 3 Argyros, Mikael 4 Paflagoneren og Konstantin 9 Monomakhos.Keiserinde Zoes Tieneste havde giort vigtige Feldt-Tog i Africa og paa Sicilien. Einer kaldte Magnus sin Foster-Søn, og var agtet af ham, som en Fader. Begge Kongerne førte Krig i Danmark mod Kong Svend] Svend 1 tveskæg. Konge av Danmark ca. 985–1014Kong Svend, som af Magnus var sat til Jarl over Riget; Men havde opkastet] pret. av opkaste, her refleksivt: ta en viss makt eller myndighet (uoppfordret eller uberettiget); opphøye seg, gjøre seg til noe større eller bedre enn det man er. opkastet sig til Konge. I dette Feldt-Tog døde Magnus. Einer ilede at forlade Krigen og begrave sin Konge. Folket samtykkede, og Harrald maatte følge, fuld af Fortrydelse over Einer, og med det faste Forsæt, snart igien at hiemsøge Danmark med Krig. Daglig voxte Misforstaaelse] Misforstaaelser M2Misforstaaelse mellem Kongen og Einer, og endelig, da han tog en Tyv af Fængslet, som Harrald havde ladet sætte fast, blev denne fortørnet, og Tambeskielver og hans Søn maatte bøde med Livet.

Oluf den Helliges Liig blev af Einer med stor Høytidelighed indsat i St. Clemens Kirke ved Kongens Gaard i Tronhiem. Et Aar efter at denne ulykkelige Konge var død, blev han opgraven af Jorden, og befandtes aldelees ufortæret] Brun gir her tre mulige grunner til hvorfor liket av Olav den Hellige var «ufortæret (…) som om han nyelig havde været død»: 1) naturlige årsaker, 2) «Virkning af Overtroe»: med andre ord at det ikke var tilfelle, og 3) et statsknep. Den fjerde muligheten, at det var et mirakel, nevner Brun ikke. Brun var protestant og rasjonalist og trodde hverken på mirakler eller helgener. Men han var klar over at man på den tiden handlingen i stykket foregår (ca. 1050) trodde på mirakler og at Olav Haraldson var en helgen. Jf. linje 106–108: «…Heltene i den Tid med al deres Grumhed havde tilbørlig Ærefrygt for alt det som havde Navn af Helligdom.»befandtes aldelees ufortæret, ja efter Sturlæsons Beretning, saa rød og hvid, som om han nyelig havde været død. Om dette var saa, og havde naturlige Aarsager, eller det var en Virkning af Overtroe, eller et Stats-Kneb; Saa er det dog vist, at det gav for den største Deel Anledning til den Ære, man beviiste] her: viste ære; æretbeviiste denne Konges Støv, og at man tillagde ham saa stor Hellighed.

Historien beretter, at Harald engang tog Olufs Skrin frem for at see sin Broder. Denne Omstændighed har jeg benyttet mig af til en Episode; jeg troede, det var overeensstemmende med Haralds Stats-Kunst, i saa slibrige] (adj.), her: om forhold som gir anledning til tvil, bekymring, feilgrep; betenkelig; vanskelig; usikkerslibrige Omstændigheder at ville først forsøge de lemfældigste] sup. av lemfældig: omhyggelig; varsom; lempelig; skånsomlemfældigste Midler til at bringe Einer paa sin Side; og de Høytideligheder, han] rettet etter A. F: Høytideligheder han, M2: Høytideligheder hanHøytideligheder, han anrettede i Templet, kunde han med saa meget større Grund haabe, skulde have sin gode Virkning paa Tambeskielver, som Heltene i den Tid med al deres Grumhed havde tilbørlig Ærefrygt for alt det, som havde Navn af Helligdom, og Einer selv bar saa stor Høyagtelse for Oluf den Hellige, helst efter hans Død.

At man ey skulde tænke, det var et tomt Praleri] (-et), skryt; overdrivelse; det å gjøre seg viktigPralerie, hvad Einer siger om sig selv Andet Optog Første Optrin, maa jeg endnu føye følgende Underretning hertil: Allerede i Oluf Tryggæson] Olav 1 Tryggvason (968 – 1000). Konge av Norge fra 995. Kristnet Norge.Oluf Tryggæsons Tid var Tambeskielver bekiendt af sin Tapperhed. Det mærkværdige Søeslag] Kalles ofte for slaget ved Svolder. Sjøslag ca. år 1000. Historikerne er ikke enige om hvor Svolder lå. Snorre og Saxo mener det er ved Rügen, mens Adam av Bremen mener at slaget fant sted ved resund.Det mærkværdige Søeslag, denne Konge holdt ved Rygen mod Kong Svend af Danmark, Oluf Fønske] Olof sktkonung (død ca. 1022). Konge av Sverige. Ledet den svenske hæren mot Olav Tryggvason i slaget ved Svolder.Oluf Fønske af Sverrig og Erich Jarl] Eirik jarl (ca. 964 – ca. 1024). Eldste sønn av Håkon Sigurdsson. Kjempet mot Olav Tryggvason ved Svolder og styrte etter dennes død deler av Norge sammen med broren Svein. Knyttet til seg Einar tambarskjelve ved å la ham gifte seg med hans søster Bergljot. I 1014 dro Eirik med Knut den mektige til England, hvor han ble til han døde.Erich Jarl en Nordmand, hvis Fader Tryggæson havde ihielslaget, udmærkede min Helt i sin Alders attende Aar. Den] alders 18de Aar. | Den M2Alders attende Aar. Den Danske og Svenske Flode var slagen, da Erich Jarl lagde tæt til den Norske Konges Store Skib, kaldet Ormen hin lange, og da blev] og blev M2og da blev længe stridet med lige Tapperhed. Einer stod hos Kongen, og havde en Bue, indrettet til hans stærke Arm. Med den skiød han uden at feile; da den eengang var spændt, traf een af Fiendens Pile lige paa Buen, og den brast. Kongen hørte et Knald, og spurgte hvad det var; Nu, svarede Einer, brast Norges Rige af dine Hænder, Konge. Man gav ham en anden Bue; men den var for svag, han kastede den, og værgede sig med Sværd og Skiold; Men Kongen omkom i Slaget, og Erich Jarl vandt Seyer; See meere Snorro Sturlæson pag. 176] Sidehenvisningen er til 2. utgave av Peder Claussøn Friis’ Snorre Sturlesens Norske Kongers Krønike fra 1757See meere Snorro Sturlæson pag. 176.

Handlingen er lagt til Trondheim en stund etter Olav (den hellige) Haraldssons død i slaget ved Stiklestad 1030 og handler om konflikten mellom Einar Tambarskjelver og kongen Harald (Hardråde) Sigurdsson.

I motsetning til Bruns første skuespill, Zarine, som oppnådde stor suksess på scenen i København, ble ikke Einer Tambeskielver godt mottatt. Skuespillet ble oppfattet som for nasjonalistisk og som en trussel mot det danske eneveldet. Stykket ble derfor ikke oppført før drøyt tjue år senere, i 1793.

Les Ellen Nessheim Wigers innledning og kommentarer

Om Johan Nordahl Brun

Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).

Les mer..