Ja Zepter, Krone, Magt kun ilde trøste kan;

Hvor tidt blev Sorg til Deel for Verdens Herskerinder?

En Dronning sielden kun den rene Glæde finder,

Som Huusets Moder har i roelig Bondestand.

Tryg i sin snevre Kreds hun nøyer sig med lidt,

Hun møder trætte Mand med tarvelige Retter,

Og trivelige Søn ved Faders Side sætter,

Og siger: Mand og Søn, og Huus og Gaard er mit – –

Vi høre Konger til, og Sorg vor Medgift er;

Jeg Harrald knap som min et Øyeblik omfavner,

Før Krigen kalder ham; jeg Mand og Konge savner,

Og Hiertet qvæles] lider; plages; har kvalerqvæles meer, jo meer jeg har ham kier – –

Ja Riget eyer meer end jeg i denne Mand!

Hvor svag er da vor Ret! – – Vi siges at regiere – –

Man ærer os, fordi vi gyldne Lænker bære – –

Du roser min og jeg – – misunder dig din Stand.

I dette grumme Land, hvor Dyd bestaaer i Mod,

Hvor Hierterne hos Mænd, som Landets Klipper ere,

Her maa vort svage Kiøn med Taarer sig ernære,

Naar Broder, Søn og Mand ernærer sig med Blod.

Ja Dronning! du har Ret; jeg veed, den første gang

Jeg Endre væbnet saae; det Skiold, det Spyd, den Bue,

Den Brynje syntes mig med Saar og Blod at true.

Fælt Sværdet] Fælt-Sværdet AFælt Sværdet raslede, grumt Kobber-Hielmen klang.

Men stolt var han og glad og sagde: «See den Dragt,

«Hvori jeg leve vil og Seyers Kroner vinde;

«For dette Sværd skal Blod til Norges Ære rinde,

«Her seer min Sigrid nu sin Brudgom i sin Pragt.»

Jeg øm og kielen ham omfavner grædende,

Og siger: Denne Dragt din unge Brud bedrøver,

Og dette Mod engang mig all min Fryd berøver,

Kast Vaaben, flye] imp. av fly(e): flykte; forsvinne; unngå; skyflye, og lev med mig blant Hyrderne. –

Da saae jeg første gang min Endre barsk] grum M1bbarsk og vred.

Ja, jeg har lært i Dag, at Nordmænd ey formildes

Ved Suk og Graad og Bøn – – paa Klippen Taarer spildes;

Men Einer elsker jeg, fordi han ] rettet etter A. F: han,han elsker Fred.

O! Dronning! prøv endnu engang med ivrig Bøn,

At fremme Landets Gavn og dæmpe Helters Trætte;

Jeg og forsøge vil, hvad Ømhed kan udrette,

Og dybe, kielne Suk hos Tambeskielvers Søn.

Gid det ey var omsunst; Men intet uforsøgt

Jeg efterlade vil, rør Himmel Kongens Hierte!

Forklar ham Landets Nød! forklar ham all den Smerte,

Som qvæler dette Bryst – – –

                                                 Hun gaaer med hvilken Frygt!

Grum Harrald være maa. – – Hun altid synes mig

At ham at frygte meer, end det hun aabenbarer;

Vi trues, Himlen veed, med hvilken Hær af Farer!

Maaskee med Mord – – Men see, min Endre] Endre, AEndre er det dig?

Du fik det første Suk fra dette kielne Bryst;

Du er mig eene kier blant alle Nordens Sønner;

Forskyd] imp. av forskyde, her: avviseForskyd mig ey i Dag, hør dog din Sigrids Bønner!

Kan du forlade mig? og virker Krigens Lyst

Paa dig med større Kraft end disse Favnetag?

Elsk Fred – – der er min Bøn – saa lyder du din Fader,

Saa tiener du dit Land, og mig du ey forlader,

Saa drives bort den Storm, som truer os i Dag.

Min Fader træt af Krig, omsider elsker Fred;

Men Ungdoms muntre Blod og Seeners modne Styrke,

Og Lyst og Mod og Ild befaler mig at dyrke

Forfædres stolte Kunst og viise Tapperhed:

34Ved Krig udviides skal det snævre Fødeland;

De Danske Slætter snart adlyde Norske Fielde,

Og tænk, hvad du og jeg med Tiden da skal gielde,

Naar du, som Rigets Jarl omfavner der din Mand!

Men om jeg Slaget tabt og Endre fangen seer,

Om ulyksalig Piil af alt for sikker Bue – – –

Forgiæves vil du mig med Krigens Vanheld true;

Hvo] (pron.), her: den somHvo Styrke har og Mod, sin Seyer med sig bær.

Du Skiønheds Vaaben ey mod mig misbruge bør;

Du veed, jeg elsker dig, lad af min Siel at friste – – –

Saa vil du dig med Magt af disse Arme vriste – – –

Naar Krigen kalder, Suk mig ey qvindagtig giør;

Men iil til Bergliod, beed hende haste med

At faae min Faders Sind til andre Tanker bøyet;

Man dog indbyrdes Roe først have bør for Øyet.

Den ilde hader Krig, som derved bryder Fred.

Fortørnet Kongen er, og griber vist til Sværd – – –

Gaae, see der kommer han – – –

                                                 Hør Endre! frels din Fader,

Gaae, siig: Jeg ikke ham, men kun hans Stolthed hader,

Og beed ham giøre sig i Dag mit Venskab værd.

Jeg har besluttet Krig, og Tambeskielvers Mod

Mig ey afskrekke kan, jeg prøve skal hans Kræfter,

Og lære ham at døe, om han ey giver efter.

Siig: Jeg fortørnet er, min Vrede fordrer Blod.

I Ærens fulde Løb vil Einer standse mig!

Jeg Rigets Grændser ey med Vaaben maa udviide!

Og om vor gamle Ret med trodsig Naboe stride!

Jeg af min Undersaat forhindres skal fra Krig!

Jeg var i Africa, det Løvers Fødeland,

Jeg vandt saa mangt et Slag og Guld og Gods og Stæder,

Hver Keiserlig Soldat ansaae det for sin Hæder,

Med mig at have sat en Bye, et Slot i Brand.

Og i mit Norge selv en Nordmand nægte tør

At følge mig i Felt! jeg, som i Krigens Farer

Anfører altid er, og aldrig Livet sparer;

Naar savnede man mig, hvor tapper Landsmand døer?

Hvo strider ey med Lyst, hvor Harrald Fanen bær?

Din Fader? hvilken Skam! jeg kan ey meer tilgive;

I Templet mellem os i Dag skal afgiort blive,

Om Einer eller jeg Regent i Landet er.

Alt føler nu mit Bryst sin Konges] af Idel M1bsin Konges Tapperhed,

Saasnart han nævner Krig; jeg synes strax, jeg hører

Det huule Vaabenbrag, og seer dig som Anfører,

Hvor slagen Fiende døer, og Muren dundrer ned.

36Men store Konge hør, og taal min ringe Bøn:

Jeg elsker dig, vort Land og vore Vaabens Ære,

Din Fane følger jeg, hvorhen du den vil bære;

Men denne troe Soldat er en bekymret Søn.

Lad Overilelse din store Siel i Dag

Ey bringe til en Dom, som Folk og Land fortryder!

Min Fader, troe mig dog, kun Folkets Røst adlyder,

Og naar han taler Fred, han taler Landets Sag.

Gud veed, med hvilken Sorg jeg daglig mærket har,

Imellem dig og ham at voxe Tvedragts-Luer] ulmende fiendtlighet; strid; kampTvedragts-Luer,

Og skiælvende jeg dem i Dag at funkle skuer,

Jeg kiender ogsaa den, som Ved til Ilden bar – – –

Min Faders Troskab elsk, foragt hans Overmod,

Lad en udlevet] part. av udleve, her brukt som adj.: gammel; en som har mesteparten av livet bak segudlevet Helt i Fred sit Hoved giemme,

Og aldrig skal hans Søn sin Konges Naade glemme;

Men skylde ham sig selv til sidste Draabe Blod.

Hvo ønskte meer end jeg nu strax at føre Krig;

Men Trøndelagens Hær, Fred! (1)] Fred, M2Fred! Fred! mod Himlen raaber,

Og af min Fader alt til fælles beste haaber – – –

Den haaber alt af ham – –

                                                 Du handler viiselig,

Om Fred forhalet blev – – –

                                                 Nei, strax enhver til Sværd.

Naturen selv omsunst sig mod min Villie sætter,

Hvis Tambeskielver meer i Dag med Harrald trætter,

Han komme med sin Hær, og jeg er uforfærd.

Betroe dig da til mig, jeg skal den hele Sag

Snart faae til Ende bragt; jeg skal med Tiden vinde

Min Faders haarde Sind, og Folket skal du finde

Til Krigen fuldt af Mod; kuntøv] imp. av tøve: her: vente; bli tøv, lad denne Dag

Gaae hen – – –

                                                 Nei, just i Dag jeg fordrer Lydighed,

Jeg Einer vil i Dag sin Pligt at kiende lære,

Gienstridig Undersaat skal dette Sværd fortære:

Den har sit Liv forbrudt, som nu tør nævne Fred.

Jeg meer end nok har taalt af Einers frække Mod;

Nu er det Tid engang, som Konge mig at viise;

Hver ærlig Nordmand bør i Dag dit Forhold prise;

Tilgav du Einer nu, du var utidig] (adj.), urimelig; upassende; uegnetutidig god.

Men mærkte du det Ord, om Trøndelagens Hær,

Som raaber kun om Fred? det skulde Trudsel være,

Du skulde Frygt og Skræk for Overmagten bære:

Viid, Einer stolt og frek; Men Sønnen listig er.

Han for at blive Jarl samtykker denne Krig;

Men troe, han hemmelig om Fred med Folket taler,

Og Sigrid Krigen nu med sorte Farver maler

Hos Dronningen, at hun skal overtale dig.

Hun har forsøgt omsunst, og hendes Nidkierhed

Mig blev mishagelig.

                                                 Kiend derfor Endres Rænker] flert. av rænke (-en): list; listighet; intrigeRænker.

Hans Fader kun paa Vold, og han paa Kunstgreb tænker,

Og begge søge de dit Folkes Kierlighed.

Naar du befaler Krig, de kalde dig Tyran,

Og skiænker du dem Fred, det strax hos Folket hedder:

«Vor Skyts-Gud Einer er, han Kongen ey tilstæder] pres. av tilstæde, her: tillate tilstæder,

«At giøre mindste Skridt mod elsket Fødeland.»

Og hvorfor skulde Krig mishage nu dit Folk?

Nei, det er Einer selv, som dem til Fred bestemmer,

Han derved trodser dig, og egen Nytte fremmer,

I Folkets Navn han er sin egen Villies Tolk.

Men er hans Anhang] (-et), her: samling av personer som ledsager el. slutter seg til en: følge; tilhengereAnhang stort?

                                                 Den gandske Trønders Hær,

Hver Borger i vor Stad strax Einers Vink adlyder:

Kort sagt: Ey du, men han i Trøndelagen byder] pres. av byde, her: herske; råde; bestemme; føre kommandoenbyder.] rettet fra F: byder?byder.

Her fordres Vaersomhed, hør hvad mit Anlæg] (-et), planAnlæg er:

Jeg dine Skibe vil op efter Nider-Aae

Til Kongens Gaard med Folk og Vaaben hurtig føre,

Og til en sikker Flugt for dig Anstalter] flert. av anstalt (-en): forberedelse; foranstaltning; innretning; arrangement Anstalter giøre;

Og med vor lille Hær jeg vil mod Templet gaae;

Naar Einer og hans Søn du der afstraffet har,

Da, før man deres Død blant Bønderne kan spørge] (v.), få nyss om; skaffe (seg) underretning om; komme på spor avspørge,

Jeg dig i Sikkerhed til Elven skal besørge:

At stride Hær mod Hær, dig raadeligt ey var.

Dit Raad er priseligt – Men Arne! – Mord – og Flugt!

Hvor er Retfærdighed, naar jeg kan Voldsmand være?

Og naar jeg Flugten tog, siig da, hvor] Hvad M1bhvor blev min Ære?

Men naar Langmodighed du har forgiæves brugt,

Naar en Oprører vil fra Thronen styrte dig,

Kan det da kaldes Mord, at bringe den af Dage?

Det er i saadan Nød man Fyrster bør beklage,

Naar Thronen vakle maa ved en Forræders Svig.

Hævn du din Ret og flye; Naar Stormen er forbie,

Du komme kan igien, og Trøndelagen lære,

At mod Ulydige du vil formildet være – – –

Men om man dog anseer min Hævn for Tyrannie?

En Maaned gaaer forbi, og alting er forglemt:

Ey noget vakler saa, som Mængdens Tænkemaade,

Hvad nu var Tyrannie, snart bliver idel] (adj.), om noe som ikke inneholder el. er forenet, blandet med noe annet; lutter; baeridel Naade.

O! Gud] skillet mellom de to skriverhendene går mellom denne og forrige linje. M2O! Gud, hvor er jeg her forvirret, ubestemt – – –

At eftergive Ret – – at hades, som Tyran – – –

At taale Trudsler,] TrudslerTrudsler, Vold – selv Vold og Mord at øve – –

Her er min Siel i Strid, Retfærdighed paa Prøve – –

Nei Arne! jeg endnu mig ey bestemme kan. – –

Men hør! den Fange, du i Fængsel haver sat,

Har han for Lyset bragt, den Skat, han haver røvet?

Du har dog aldrig Vold mod en Uskyldig øvet?

Man fundet har hos ham en Deel af Kongens Skat:

Men glem alt saadant nu; gaae, frels dit eget Liv.

Til Templet gaaer jeg da; Mig Himlens Raad ledsage!

Befæst min Konge-Ret, vaag over mine Dage!

Ja du, som Zeptret gav, mig Held og Lykke giv!

Jeg paa Mistanke blot lod Biarke sætte fast;

Han er blant Einers Mænd en kiek og modig Kriger;

Om han uskyldig er, det nu slet intet siger,

Det blive skal i Dag min allermindste Last.

Hvo giver Harrald Raad?] Raad; M2Raad? hvo sukker efter Krig?

Hvad kan forgifte saa den unge Konges Hierte?

For tilig] (adj.), tidligtilig han i Krig at vinde Seyer lærte;

Han spørger ey om Raad, og aldrig røber sig.

41Endog i ringe Ting, han forbeholden er:

Man forud intet seer; han tænker, vælger, byder;

Men det, som sorte giør hans sieldne Helte-Dyder,

Er, at han stolt og grum har Krigen alt for kier.

Til Lykke for vort Land vor Einer elsker Fred;

Bliv ved – – Hver Nordmand dig opreiser Ærestøtter,

Og synger om dit Navn fra Kongens Gaard til Hytter] Hytte M2Hytter:

Du skiælver ey, fordi du Harrald finder vred – –

Til Templet gaaer han snart, du der ham møde maa;

Din Søn skal blive Jarl, og Krigen du samtykke;

Men lad ham ey din Magt dig nu af Hænder rykke,

Lad ham ey denne gang sin Villie fremmet faa – –

Ja hør – – ey nogen meer for Harrald Godhed har

Men du – du elsket er – du burde Zeptret føre – –

Med Ømhed skulde du dit Riges Suk anhøre – –

Lyksaligt Land og Folk, om Einer Konge var,

Og – – –

                                                 Holdt! din sorte Siel jeg nu tilfulde, seer;

Har du din Eed forglemt? undfalder] pres. av undfalde: svikte; forlateundfalder du din Herre?

Viid; er Tyrannen grum, Forræderen er verre;

Naar Harrald stolt og stræng, du troeløs, nedrig er.

Du vil bedrage mig? – – – Nei lang Erfarenhed

Har lært min Siel at see en Hofmands skiulte Rænker;

Og den, som redelig mod Land og Konge tænker,

I Hiertet skrevet bær, sin dyre Troskabs Eed.

Men du – hvor er du fød? hvi fik du Nordmands Navn?

Gaae, flye, din Skiændsel bær, og viid: Min Landsmands Ære

Var altid kiek og stolt og Konger troe at være,

At tænke, tale frit, og fremme Landets Gavn.

Farvel! naar du først ret har lært at kiende mig

Du snart fortryde vil, hvad til en Ven du sagde – –

Jeg knap fortrød om jeg endnu et Ord tillagde:

At førend Soel gaaer ned, skal Kongen see din Svig.

Nei! Arne, denne Siel var dertil alt for stor; – – –

Jeg troer, min Søn har Ret – Mig Arne vist nok hader –

Tidt listig Hofmand meer, end selv Tyrannen skader.

Til din Forbittrelse sig alting sammensoer] eldre pres. form av sammensværge: om sammentreff av uforutsette omstendigheter som truer ensammensoer:

I Lænker Arne har din tappre Biarke sat,

Og dette sigter kun til dig Fortred at giøre:

Paa Huusbye Biarke var, den Dag os kom for Øre,

At der var røvet bort en Deel af Kongens Skat:

Alt er det Arnes Verk; ja Kongen selv ey veed,

At Biarke fængslet er – – Men skal han Frihed have,

At gribe hvem han vil? Og giøre den til Slave,

Som langt ham overgik i Troskab, Tapperhed?

Hvor er nu Lov og Ret? Nei dette gaaer for vidt:

Jeg er Lehnshøvding, jeg; Jeg Huuset skal nedrive,

Hvor Biarke fangen er; han snart skal hævnet] erstattet M1bhævnet blive

For denne Skam; og han, som vov’de dette Skrit,

Faaer snart af Biarke selv sin velfortiente Løn:

Før jeg til Templet gaaer, han skal i Frihed være;

Mishandlinger mod dem, som elske Dyd og Ære,

Min Siel ey taale kan – – Men see der er min Søn.

Vor Dom har Kongen fældt: os venter Sværd og Død:

Til Templet kommer han, meer grum end nogensinde;

Min Fader det er Tiid dig selv at overvinde;

Ydmyg dig, og afvend det sidste Stormens Stød.

Jeg hørte nu et Ord af den Forræders Mund,

Som til vor Undergang med sorte Kunstgreb iiler:

Med Galdeblandet] part. av galdeblande, her brukt som adj.: ondskapsfull; skadefroGaldeblandet Fryd han til sin Tienner smiler,

Og siger: «Endelig kom den forønskte Stund,

«Da Kongen, klog ved mig, skal Stolthed straffet see;

«En Fader og en Søn skal snart i Templet finde,

«At Harralds Had er grumt; det frække Blod skal rinde,

«Og Stolthed segne ned, og da skal Arne lee.»

Kom da, min Fader, kom, forglem din Lyst til Fred] kom, og lad os falde ned M1bkom, forglem din Lyst til Fred,

Lad os i Templet Krig mod Dannemark samtykke.

Et Ord dig selv, din Søn skal udaf Faren rykke;

Vær ey utidig stolt; En Faders Pligt du veed – –

Hvad Pligt, hvad Ydmyghed? Hvor fik din Siel, min Søn,

Saa lave Tanker? Du din Fader skal forsvare:

Til Folket kun et Ord! siig: Einer er i Fare,

Saa har du strax en Hær. Giv den Tyran sin Løn,

Som true tør din Slægt med et saa gruesomt Stød.

Slaae Kongen og hans Mænd, knus Arne] Arne, AArne den Forræder,

Og naar du giennem Blod og Død dig Vey bereder,

Da Nordmænd lære skal, at du af mig er fød.

(Til Bergliod.) Stil dit oprørte Sind.

                                                 (Til Endre.) Og du opløft dit Mod.

At iile nu til Krig, var Folket at oprøre;

Nei, lad os Dommen først af Kongens Læber høre,

Han ubetænksom ey udøser Heltes Blod.

Troe mig, den Frygt han har for Trøndelagens Hær,

Med Grund mig sikker giør, men ey til Vold forfører – –

Men naar han kun et Ord af dig om Freden hører – –

Han deraf lære skal, at jeg har Landet kier,

At Trudsel er omsunst, at Kiæmpens dragne Sværd,

Og Had og Straf og Død ey skrække dette Hierte;

At leve Landets Ven og døe som Helt jeg lærte,

Lev du, og døe som jeg, og bliv din Fader værd. –

Min dyrebare Mand! tænk paa din Sikkerhed!

Strid, strid, det er mit Raad, strid før det er for silde –

For Himlens skyld! gaae, iil, vor Harrald at formilde,

Du ham, som Undersaat, dog skylder Lydighed,

Min Fader! kast dig ned – –

                                                 Til Vaaben grib] grib, Agrib min Mand!

Forhadt er Kongen nu, for dig hvert Hierte brænder.

Samtyk det Danske Tog, indbyrdes Krig du kiender,

Strid for, men ey imod dit kiere Fødeland.

Straf først en grum Tyran!

                                                 Viig for en vred Regent!

For al den Kierlighed, som os tilsammenbinder – – –

For alt det Helte Blod, som i din Afkom rinder,

For al den Ild, som har mit unge] kiekke M1bunge Bryst optændt,

For dit og fælles Vel, hør dog din Endres Bøn,

Tving dette stive Mod – – –

                                                 Udrust din Siel med Vrede!

(Til Bergliod.) Jeg bær ey Niddingskiold] (-et) = Avindskiold. Fra Niding (-en): feiging; æreløs person; uslingNiddingskiold.

                                                 (Til Endre.) Jeg kan ey nedrig] (adv.), ydmykt; krypendenedrig bede.

Fortabt er Bergliod!

                                                 Forloren er din Søn!

I sønderrive her mit giennemtrængte Bryst – – –

Du til Formastelse] (-en), det å formaste seg; det å sette seg opp mot noe; det å driste seg; det å hovmode seg; hovmodighetFormastelse min stolte Siel oprører;

Og du til Nedrighed] (-en), ydmykelse; fornedrelseNedrighed mit rørte Hierte fører – – –

Men bort qvindagtig Frygt, bort farlig Stridelyst.

Jeg gaaer til Biarke nu, fra ham til Templet hen.

Og dersom jeg ey meer min Bergliod omfavner,

Det være skal din Trøst, naar du din Einer savner;

At han var Kongen troe og altid Landets Ven.

Kom, elskte Søn, og lær i Dag, hvor dybt den bør

For Thronen bøye sig, som Landets Tolk skal være,

Kom, lær dit Folkes Nød for Konger at frembære,

Saa gaaer jeg uden Frygt, og glad for Landet døer.

O! hvilken Tapperhed! Velan] Velan, AVelan jeg følge maae:

Min Siel, bliv fuld af Mod, saa døer jeg med min Fader.

Frels Himmel! frels! I Dag mig Mand og Søn forlader,

Lad ey Tyrannens Sværd til disse Hierter naae.