Skildringer fra Finmarken (Ella)

av Jens Andreas Friis

Et Lægdbarn

1To Finner, Brødrene Jon og Mons Eira, boede tæt ved Siden af hinanden i hver sin Fjøsgamme paa et Nes ved Mundingen af en af de mindre Fjorde i Altens Præstegjeld. De havde oprindelig været Fjeldfinner, men Ulvetænder og Tyvehænder havde skilt dem ved deres Renhjord, saa de var blevne nødte til at flytte til Kysten og prøve at bjerge Livet ved Fiskeri. De var gifte og havde hver to 2-5 Aar gamle Børn. Desuden eiede de hver en Ko og to Sauer.

Smaat var det med dem, men de fiskede dog altid saameget, at de ved Byttehandel med Russer, som om Sommeren kom med sine Lodjer og tuskhandlede med Befolkningen, eller med Handelsmand Lind, som boede paa Garnes længer inde i Fjorden, 2fik Mel, Salt og nogle andre af de mest nødvendige Ting til Livsophold.

Imellem begge Gammerne løb en mindre Elv eller Bæk, hvori der om Høsten gik Søørret op. Bækken stængte de med en Ruse, saa det var et Særsyn, at nogen Fisk kunde slippe forbi og komme længer op for at gyde. Men derpaa agtede de ikke. De og alle andre drev Fisket paa Rov og ærgrede sig over, at en Fisk ved pludselig Flom i Bækken om Natten undertiden kunde slippe forbi Rusen. De vilde kun høste, men ikke saa.

En Morgen tidlig kommer Mons ind til Jon og raaber:

«Seien gaar kvit ude paa Fjorden, vi maa ud og fiske med Dorg!»

Som oftest fiskede Brødrene sammen i en Baad; men undertiden var deres Koner ogsaa med, og de brugte da to Baade. Det var vakkert Veir den Morgen, og Konerne vilde være med. Men hvad skulde de gjøre med Børnene? Aa jo, Kjærringerne var ikke raadløse. De bandt Børnene til Gammevæggen paa hver sit Renskind, saa de ikke kunde komme ud, heller ikke hen til Ilden og heller ikke vikle sig ind i hinandens Baand. Børnene græd og klynkede vistnok undertiden, og Hunden, som ogsaa blev tilbage, kom da, naar det yngste Barn græd for jammerlig, hen til dette, lagde sig paa Ryggen, 3rullede sig ind til Barnet, logrede med Halen og slikkede det lille taarevaade Ansigt for saa godt den kunde at berolige og trøste.

Træt af at græde sovnede det da ind, og naar begge laa stille, krøb Hunden ud for at se efter Husbonden. Oppe paa Taget af den anden Gamme sad ogsaa en liden Finnetasse. Den havde havt akkurat samme Bestilling, og de gik nu begge op paa en Bakke for at se ud over Fjorden efter Baadene.

Disse roede i Ring ude paa Sjøen midt inde i et Seiestim, der boltrede sig saaledes efter «Aaten» oppe i Vandskorpen, at man ikke blot kunde se, at det hvidtnede henover Vandet, men ogsaa langveis tydelig høre en Susen og Plasken.

I kort Tid drog de begge Baade fuldlastede af stor Graasei og roede hjemover igjen. Da Baadene nærmede sig Stranden, sprang begge Hundene ned og tog imod dem. Begge Hustruer skyndte sig nu op, hver til sin Gamme, for at se til Børnene. En stor Graasei tog de hver med sig for at koge til Middag.

Ind til nærmeste Handelsmand, Lind paa Garnes, var der 1 Mil. Did reiste de om Ettermiddagen med frisk Bør og Baadene ladede med Sei og Lever. Konerne vilde ogsaa nu følge med for at kjøbe forskjellige Ting, og Børnene maatte atter bindes og efterlades i Varetægt af «Muste» og «Ranne».

4De havde strygende Bør, og det gik raskt indover Fjorden. Men Vinden øgede paa, og Bølgetopperne begyndte at krølle sig hvide. Jons Baad seilede noget bedre end Monses, saa han snart fik noget Forsprang. Vinden øgede fremdeles paa, og Sjøen gik hulere og hulere. Monses Baad begyndte at tage Vand ind, saa Konen alt i et maatte øse. Temmelig Seil maatte han dog alligevel føre for at kunne komme unda de værste Braadsjøer. Tause sad baade Mand og Kone; thi de forstod godt, at Stillingen var farlig.

Jon og hans Baad forsvandt bag et brat Nes og kom derpaa ind i smulere Farvand. Nogle Minutter senere kom Mons, men netop paa det farligste Sted, lige under en brat Fjeldvæg, og just i det Øieblik da Baaden var oppe paa Ryggen af en Bølge, slog en Rossevind ned i Seilstumpen, som de havde oppe, og hvælvede den skrøbelige, lille Baad, saaledes at al Seien, Mand og Kone i samme Øieblik laa i Sjøen. Lettet for Lasten flød Baaden, og begge var heldige nok til at komme paa Hvælvet, men de drev ind imod Fjeldvæggen, hvor Bølgerne rasende slog høit op og i hvidt Skum sank ned igjen. At drive ind paa Fjeldet vilde være den visse Død, men hvad kunde de to Stakler gjøre? Intet, intet uden at befale sin Sjæl Gud i Vold. Bønnens Stund blev dem heller ikke længe undt.

5En af disse voldsomme, store Bølger, som af og til kommer, løftede Baaden og slog den lige ind paa den glatslebne Fjeldvæg. Konen slyngedes af Hvælvet, men fik klore sig fast i en Revne med begge Hænder, saa hun blev hængende paa Skraaningen, idet Baaden sank ned igjen. Mons sad endnu paa Hvælvet, men nok en Storbølge kastede Baaden atter mod Fjeldvæggen og knuste den tæt ind ved Konen, som endnu hang i Fjeldrevnen. I sin Fortvivlelse greb Mons Tag i sin Kones Stak, da der intet andet var at faa Tag i. Dette blev begges Død. Konen havde vel heller ikke været at redde, selv om hun var bleven hængende. Atter kom en Braadsjø. Som en vild, rasende Furie slog den sit hvide Skum op over begge to, og da den igjen drog sig tilbage, orkede Konen ikke længer at holde baade sig og Manden. Taget slap, først den ene Haand, saa den anden, og med et Herre Jesus! sank de begge i den vaade Grav.

Da Stormen havde gjort sin Gjerning, stilnede det af ud paa Aftenen, og Jon og hans Kone roede tilbage igjen, ængstelige til Sinds over, at Mons ikke kom. De anede en Ulykke.

«Hvad tror Du?» spurgte Konen.

«Jeg er bange for, at de har kulseilet,» svarede Manden.

6«Se der flyder noget,» sagde Konen og pegte hen imod Fjeldvæggen, da de kom der forbi.

Jon roede did, og de gjenkjendte nu Stævnen af Broderens Baad.

«Kan hænde de alligevel har reddet sig i Land,» mente Manden og de roede videre i Taushed og saa hurtigt de orkede.

Da de kom frem og havde fortøiet Baaden, gik de først op i Monses Gamme. Børnene laa der og jamrede sig, men ingen af Forældrene var tilstede. Det var sikkert nok, at begge maatte være omkomne.

«Hvad skal vi nu gjøre?» siger Konen.

«Ja, vi faar ialfald tage Børnene med os over i vor egen Gamme,» mente Manden.

De løste dem da og tog hver sin ved Haanden. Muste fulgte ogsaa med.

«Vi havde nok med to, og nu har vi fire,» sagde Konen, da de om Aftenen sad og saa paa Børnene, der sammen med deres egne legede paa Jordgulvet. De forstod intet af, hvad der var foregaaet.

«Vi faar beholde Gutten og faa Jentungen sat ud paa Lægd,» mente Manden. «Gutten er indpaa 6 Aar og kan snart være til nogen Nytte.»

«Ja, lad os da i Guds Navn beholde Mathis, 7men Ella faar vi gaa til Præsten og Lensmanden med og faa paa Fattigkassen.»

En Maaneds Tid senere blev Ella (det almindeligste Pigenavn iblandt Fjeldfinnerne) stillet til Licitation, det vil sige, at der blev gjort Anbud paa, hvem der vilde tage hende til Opfostring for den billigste Betaling. Ikke som ved almindelige Auktioner, at den Høistbydende faar Tilslaget. Nei, den, der vil overtage Opfostringen for den mindste Sum, faar Barnet med sig.

«Stakkels Barn!» kan man i de fleste Tilfælde sige. Mad faar det maaske, saa det ikke rent ud sulter, men Omhu, Velvilje, Fars og Mors Kjærlighed vises sjelden, eller aldrig et saadant Barn.

«Jeg skal lage Barnet for 12 Daler Aaret,» sagde en gammel Mand.

«Jeg for 10, jeg for 9,» sagde to andre. Taushed en Stund som ved almindelige Auktioner. Endelig sagde en Kvæn:

«Jeg skal tage Jentungen for 8½ Daler.»

«Ingen bedre, ingen billigere?» Nei, Aslak Kvæn blev tilkjendt Barnet for 8½ Daler Aaret af Fattigkassen.

Dermed var Sagen eller Salget afgjort. Forsamlingen skiltes, og Kvænen tog Barnet ved Haanden og gik.

8Ella var et vakkert lidet Finnebarn med mørke Øine, mørkt Haar og friske Roser paa Kinderne, der vistnok hist og her var flækkede med en Smule Smuds.

Da Kvænen var kommen et Stykke bort fra Husene og ind paa en Sti, der førte til hans egen Bolig, slap han Barnets Haand og sagde med en haard Stemme, idet han puffede hende foran sig paa Stien:

«Pak dig nu afsted, Finneunge!» Barnet piltede afsted, saa fort det kunde, men trætnede snart og kastede sig ned paa Marken:

«Bær mig,» skreg hun, «jeg kan ikke gaa længer, bær mig hjem til Mor!»

Barnet havde været vant til en kjærlig Moder, og i Regelen er Finnerne overordentlig snille mod sine Børn. Skam at fortælle, saa er ikke Børnene altid snille mod sine Forældre, naar disse er blevne saa gamle og skrøbelige, at de ingen Nytte mere kan gjøre. Det er ikke sjelden, at Forældre da bliver vanrøgtede.

«Bære dig Unge!» udbrød Kvænen, «nei Du skal faa Lov til at gaa,» sagde han og greb hende i Nakken og puffede hende frem, saa hun med et Jammerskrig faldt forover paa Ansigtet. Han løftede den Lille op igjen og truede:

«Gaar Du nu ikke, saa faar Du Ris!»

9Hvad «Ris» var vidste ikke Ella, men noget Godt skjønte hun, at det ikke kunde være, og hun piltede afsted igjen, saa fort hun kunde. Endelig orkede hun ikke mere, men kastede sig skrigende ned paa Veien. Kvænen tog hende da i Nakken og halvt slæbte hende afsted det sidste Stykke af Veien.

Da Aslak kom til sit Bosted, hvor han levede sammen med sin gamle Moder, førte han ikke Ella ind i Stuen til Moderen, men gik med hende hen til Fjøset, aabnede Fjøsdøren, drog hende ind i en Baas, hvor der fandtes noget Halm, og bandt hende i det ene Ben til Væggen inde i Krogen.

«Her skal Du være, og skriger Du, saa faar Du Bank!» truede han.

Ella havde jo før været bunden og ligget i Mørke, saa hun, træt som hun var, snart sovnede ind paa sit usle Leie.

Men hvad gjorde hans Moder, den gamle Kone, da hun fik høre, at Sønnen havde bragt et Lægdbarn med sig og bundet det henne i Fjøset? Gik hun da ikke straks hen for at se til det og bringe det ind i Stuen?

Nei, hun rørte sig ikke.

Havde det været en Kalv, en Gedekilling, et Lam, ja selv en Kattekilling, vilde hun ganske vist straks have gaaet hen for at se paa den og rimeligvis 10taget den med sig ind i Stuen, men en Finnelægdsunge kunde være, hvor den var.

«Umuligt!» vil Læseren sige. «Overdrivelse, Sortkridttegning, Usandhed!»

Nei, det er sandt og har virkelig foregaaet saaledes, som her er fortalt. Kvænen er ofte haard og ubarmhjertig baade mod Mennesker og Dyr, værre end nogen Nordmand eller Fin.

Hør nu videre, hvorledes det gik stakkels Ella!

Nogle Dage senere gjorde Handelsmand Lind paa Garnes og hans Hustru Lajla samt nogle Reisende fra Bergen, der var i Besøg hos dem, en Landtur og kom paa Veien til at gaa igjennem Tunet, hvor Kvænen boede.

Netop som Linds Hustru, der gik sidst, skulde forlade Stedet efter at have vekslet nogle Ord med Kvænen om Veien, syntes hun, at hun hørte ligesom en klynkende Barnestemme.

«Hvad var det, som klynkede?» spurgte hun Kvænen, «jeg syntes, jeg hørte ligesom Barnegraad.»

«Nei, det var ingenting,» svarede han.

Men idet hun atter vendte sig for at gaa, kom den samme klynkende Barnestemme igjen:

«Adde munji borramusja, adde munji borramusja! Giv mig Mad, giv mig Mad!»

«Det er jo et Finnebarn, som skriger,» sagde 11Linds Hustru og sprang henimod det lille Fjøs, hvorfra Raabet kom.

Kvænen stillede sig i Veien for hende, da hun vilde aabne Døren.

«Du har ikke noget at gjøre her i mit Hus. Gaa din Vei og lad mig være i Fred!» sagde han vred.

«Lind, kom hid!» raabte hun til sin Mand, «her er et Barn inde i Fjøset, som skriger. Jeg vil se det, men jeg faar ikke Lov af Aslak.»

«Gaa af Veien og lad min Kone faa komme ind og se efter,» bød Lind, men Kvænen rørte sig ikke. Lind var en sterk Mand, han tog Kvænen i Brystet og puffede ham til Siden.

«Du gjør Indbrud i mit Hus!» skreg Kvænen, «det skal Du komme til at angre!»

Linds Hustru stødte nu den lille Dør op, og hvad fik hun til sin Forfærdelse se, da saa meget Lys kom ind, at det var muligt at overskue Rummet?

Jo, et lidet Finnebarn, klædt i usle Filler, liggende næsegrus med udstrakte, blaakolde Hænder og det lille taarevaade Ansigt ned imod noget Halm paa den bare Jord, bunden i det ene Ben til Væggen, fremdeles skrigende:

«Giv mig Mad, giv mig Mad, jeg fryser, jeg fryser!»

12Et Troug stod ved Siden af Barnet, og det saa ud at der havde været noget Melk og nogle Brødsmouler i samme.

«Hvis Barn er det?» spurgte Linds Hustru, da hun havde løst det og bragt det frem i Lyset.

«Det er et Lægdbarn,» svarede Kvænen.

«Hvorlænge har det ligget her?»

«Bare et Par Timer.»

«Du lyver. Det maa have ligget her meget længe, saa forfrossent og forsultent som det er. Hvor er Forældrene?»

«Ja, det er de to Finner, som druknede.»

«Mons Eira og Kone?»

«Ja.»

«Men det er jo over en Maaned siden, de omkom.»

«Ja, men først nu blev Barnet bortakkorderet.»

«Og Du fik det?»

«Ja, og jeg skal bare have 8½ Daler Aaret for at made og klæde det.»

«Hvad heder Du, Barnet mit?» spurgte hun det paa Finsk.

«Ella,» svarede dette grædende, «jeg vil hjem til Moder.»

«Stakkels lille Ellasjam, din Moder er død, men Du skal komme hjem til mig,» og hun tog hende i Haanden og klappede den Lille paa Kinden. Dette 13Haandklap erhvervede hende Barnets Hjerte for bestandig, som naar man klapper en herreløs Hund.

«Jeg vil gaa hjem igjen med Barnet nu med det samme,» sagde hun til sin Mand.

«Kom Du hid idag?» spurgte hun Barnet.

«Nei, flere Dage og Nætter.»

«Der kan Du høre, afskyelige Kvæn, Barnet har været bundet i flere Dage.»

«Finneunger er vante til at være bundne.»

«Ja, kan saa være. Jeg har selv været bunden som Barn, men ikke Nat og Dag og ikke i et Fjøs.»

«Aa, en Finnegamme er ikke bedre end et Fjøs.»

«Det er det samme. Du havde fortjent at straffes og blive dømt til selv at ligge bunden her en 8 Dages Tid, naar Du kan være saa grusom imod et forældreløst Barn.»

Lind og Kone gik hjem igjen med Barnet, og det blev mættet og vasket og sovnede ind, endnu førend det fik rene Klæder paa sig. Det var et meget smukt lidet Barn, da det laa paa en liden Seng og sov sødelig, medens Linds Hustru og hendes 6 Aar gamle Søn sad og saa paa det.

«Hvem er den lille Pige?» spurgte Gutten.

«Det er en liden Søster, som Du skal faa at at lege med.»

«Hvad heder hun?»

14«Hun heder Ella, og hun kan bare tale Finsk, saa Du faar lære hende at tale Norsk.»

«Skal hun ikke snart staa op?» Han vilde gjerne straks begynde Bekjendtskabet.

«Nei, hun maa faa Lov til at sove, saalænge hun vil. Hun har havt det saa slemt, hun har ligget bunden i et Fjøs og sultet.»

Om Aftenen medens begge Børnene sprang omkring og legede paa Gulvet og Lind og Hustru sad og saa paa dem, ytrede Konen:

«Synes Du ikke, at Ella er et vakkert Barn?»

«Jo, for en Finneunge at være saa ser hun ganske godt ud.»

«Aa, der er Finner, som ser ligesaa godt ud som Nordmænd.»

«Nu tænker Du vist paa en eller anden af dine gamle Friere, den Gang da Du selv var Finnepige?»

«Ja, jeg tænker paa Jaampa og Mellet og Jouna og Utsjokfinnen og mange flere.»

«Hvorfor tog Du ikke en af dem?»

«Aha, Du fisker efter en Kompliment, stakkels Mand, men det faar Du ikke. Jeg tilstaar, at jeg har lidt Forkjærlighed for Fjeldfinner fra gammel Tid af, men sig mig, skal vi ikke beholde Barnet?»

«Beholde det for bestandig?»

«Ja, kjære, vi kan ikke igjen sætte det ud paa Lægd, det vilde være altfor grusomt. Lad os beholde 15Barnet som vort eget. Jeg staar paa en Maade Gjæld til Finnerne fra min Barndom af, og jeg føler en Trang til at gjøre noget godt igjen imod et Barn.»

«Som Du vil for mig! Vi kan jo ialfald beholde det indtil videre og se, hvorledes det arter sig.»

Dermed var Sagen afgjort, og saaledes fik Ella et Hjem og en snil Moder.

«Men Du maa herefter passe dig vel for Aslak Kvæn, det vil jeg sige dig forud,» sagde hans Hustru.

«Hvorfor det?»

«Jo, han vil paa alle optænkelige Maader søge at hevne sig paa dig og gjøre dig Skade, fordi Du tog ham i Brystet.»

«Tror Du?»

«Ja, det er jeg ganske vis paa, og jeg er ganske ængstelig.»

«Men jeg har nu lidt Tag paa ham.»

«Hvorledes mener Du?»

«Han er i Gjæld hos mig, og jeg skal bede ham passe sig, ellers vil der blive pantet hos ham, og han vil blive nødt til at gaa fra Pladsen.»

«Det hjælper alligevel ikke, kan han komme til, saa vil han hevne sig, om han ogsaa selv skulde tage Skade deraf. Kvænen er ofte hevngjerrigere og langsintere end nogen Nordmand eller Fin.»

16«Men mange af disse indvandrede Kvæner er dog flinke, arbeidsomme og tarvelige Folk. Amtmanden liker dem godt og vil gjerne have flere hid.»

«Jeg vilde ønske, at de reiste igjen alle sammen.»

«Og deres Kvinder er især flinke, renslige og ordentlige i sit Hus.»

«Kan gjerne være, men jeg liker dem ikke, og det gjør heller ingen Fin og heller ikke Nordmændene.»

«Du holder nu bestandig med Finnerne.»

«Og Du har altid Moro af at minde mig om, at jeg har været Finnepige, men jeg holder af Finnerne, de er barnslige, godslige og snille som Naboer, men Gud bevare mig for Kvænerne, og nok engang, pas dig for Aslak!»

«Han har dog ikke gjort noget galt, siden han kom hid.»

«Nei, ikke det jeg ved. Hvad han har gjort i Finland er ikke godt at vide. Kanske han har begaaet en eller anden Forbrydelse, som han har maattet rømme for, han ser saa skummel og fæl ud.»

«Men Du ved jo, at man ikke skal skue Hunden paa Haarene og Fanten paa Fillerne, som det heder.»

«Nei, men har Du ikke lagt Mærke til, at her stadigt har været Trætte, Ufred, Slagsmaal og Søgsmaal, siden Kvænerne begyndte at komme hid, ja 17at der er bleven begaaet Forbrydelser, som man aldrig havde hørt om før?»

«Jeg ved ikke.»

«Nordmænd og Finner kan leve i Fred sammen; men kommer Kvænen til, saa er det i Regelen forbi med det gode Forhold.»

«Men det heder paa Latin, ser Du: tres faciunt collegium.»

«Kom ikke med din Latin! Tal Finsk, om Du vil, det kan jeg bedre end Du.»

«Engang ja, men jeg tror, Du har glemt det lidt nu, siden Du ikke længer gaar i Finnekufte.»

«Nei, Du kjender ikke Kvænen saa godt som jeg. De kommer hid og faar Land og Strand og behøver ikke længer at sulte og spise Barkebrød, som de ofte maa i sit Hjemland. Men tror Du, at de takker os derfor?»

«Ja, det burde de rigtignok gjøre.»

«Nei langtfra. Det gjør de aldeles ikke. Jeg har aldrig hørt dem sige noget sligt. Jeg tror tvertimod, at de i Grunden hader os. De modtager Velgjerninger og Goder; men nogen Taknemmelighed derfor findes ikke hos mange af dem.»

«Imidlertid har de dog dyrket op meget Land langs Altenelven og andre Steder, som rimeligvis ellers vilde have ligget øde.»

«Bedre det, end at det er beboet og bebygget 18af Kvæner. De betragter sig ikke rigtig som norske eller som Borgere i et nyt Fædreland. De hader os og vilde gjøre Oprør hvad Dag det skulde være, om de vovede det og derved kunde haabe at erobre Finmarken for Finland.»

«Du dømmer haardt, skjønt jeg synes uden særlig Grund. Kvænerne er et ihærdigt Folkeferd baade i Godt og Ondt, og jeg finder nu, at denne Ihærdighed og Udholdenhed er mere værd end Finnens barnslige Letpaavirkelighed og Ustadighed. Er en Kvæn engang din Ven, saa er han det for Livstid. Du kan da vel ikke være vred paa dem, fordi en Kvæn engang friede til dig paa Markedet i Karasjok.»

«Nu kommer Du igjen med gamle Historier. Du forsøger altid at ærgre mig med at minde om gamle Begivenheder fra Finnetiden, naar Du intet andet har at anføre. Men jeg siger dig og advarer dig for tredie Gang: Pas dig for Aslak! Jeg har en Forudfølelse af, at han ikke vil dig noget godt.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Skildringer fra Finmarken (Ella)

I Skildringer fra Finmarken (Ella) fra 1891 møter vi igjen Lajla fra Fra Finmarken (Lajla) (1881), men denne gangen har hun en birolle.

Ella er datter til Mons Eira, men blir gitt til Aslak Kvæn da foreldrene hennes omkommer i en ulykke. Da Lajla, som nå er gift med handelsmann Lind, oppdager at Aslak ikke behandler barnet godt, adopterer hun barnet. Ella får dermed norsk oppdragelse og skolegang. Men etterhvert opplever hun at det ikke er helt uproblematisk å høre til to folkegrupper.

Som Fra Finmarken (Lajla) er også Skildringer fra Finmarken (Ella) en blanding mellom en roman og en folkelivsskildring. Hele kapitler er viet forklaringer og beskrivelser av samisk levesett og språk.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891

Les mer..

Om Jens Andreas Friis

J. A. Friis var språkforsker og forfatter. Gjennom sine mange reiser nord i Norge og Finland utviklet han en stor interesse for området og dets befolkning og for samisk og finsk språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.