Aslak Kvæn

112Aslak var en Skræk for alle sine Naboer, Nordmænd og Finner, og man tillagde ham Skylden for meget, hvori han dog maaske undertiden var uskyldig.

Blev noget borte, saa var det Aslak, som havde stjaalet det. Blev der gjort Hærværk paa noget, eller tog noget Kvæg Skade, saa var det Aslak, som havde været paa Færde. Da saaledes et usedvanlig stort og smukt Rognetræ i Linds Have døde ud og man ved at hugge det ned fandt, at der var boret et Hul ind i Stammen tæt nede ved Roden, saa var det Aslak. En Dag kom Linds Bjeldeko meget tidligere hjem end de andre Kreature og stod og rautede henne ved Fjøset. Budeien gik forundret hen og førte den ind paa sin Plads for at malke den; men da hun tog i Yveret, fik hun Blod paa Fingrene og ser nu til sin Forferdelse, at to af Spenerne var afskaarne. Der havde Aslak atter været ude. Koen maatte slagtes.

113Havde Aslak levet i Slutningen af 17de Aarh., var han rimeligvis bleven dømt til Fjæren.

Oppe i Dalen, hvorigjennem Elven løber nedtil Garnes, er der paa den ene Side i en brat Fjeldvæg en Afsats ligesom en Hylde, hvor der vokser frodigt Græs og staar nogle Birketræer. Denne Afsats tager sig aldeles yndig ud fra den modsatte Side af Dalen; men det er ikke muligt at komme nogetsteds fra ned paa den, da Fjeldet ovenfor overalt hænger udover, saa at selv om man ovenfra lod sig fire ned i Toug, vilde man ikke naa Afsatsen; men komme forbi den og lige ned i en skummende Fos. Heller ikke nedenfra er det muligt at klatre derop. Ved et besynderligt Tilfælde havde Aslak en Dag opdaget en Nedgang til Afsatsen, men han vogtede sig vel for at fortælle dette til nogen. Det kunde kanske være godt at have et hemmeligt Skjulested, tænkte han, om noget skulde komme paa.

Han havde en Dag siddet midt oppe i en Ur, som gik nedover i en Kløft i Fjeldet ovenfor Afsatsen, da hans Tollekniv falder ham af Haanden og ruller ind under en flad mosbegroet Helle. Han løfter Hellen op paa Kant og ser nu, at der er et stort Hul under denne. Ned i dette var Kniven forsvunden, og for at finde den igjen tændte han Ild paa nogle Træpinder og lod sig glide nedover. Jo længer han kom ned, des større blev Aabningen, 114saa han til Slutning kunde gaa næsten opret, og pludselig kom han til sin store Forundring frem i Dagslyset og lige ud paa Midten af Terrassen. Han saa sig forundret om. Under en overhængende Fjeldvæg var der en smuk, flad Slette og god Plads til at bygge flere Huse, om man vilde. Der voksede smukt Græs og Blomster paa Sletten og stod enkelte Træer og Buske saa pent som i en Have. Saa opdagede han, at der etsteds stod bygget op ligesom et Alter med en Stenfigur paa Toppen. Det var tydeligt nok et gammelt Afgudsalter med selve Afguden øverst oppe. Stedet maatte altsaa i gamle Dage have været kjendt af en eller anden Fin, som her havde havt sin private Guddom. Ved at undersøge Stenalteret nøiere ser han, at det er hult, og ved at rulle nogle Stene bort opdager han, at der inde i Hulningen ligger en halvraadden Skindpose. Han drog den frem; men i det samme gik der Hul paa den, og han saa nu, at den var fuld af Sølvpenge. Den samme Fin havde altsaa her ogsaa havt sit Skatkammer, men han maatte være død uden at have kunnet eller villet underrette Slægt eller Venner herom. Der fortælles, at dette ikke saa sjelden skal have hændt i forrige Tider, og derfor ligger der rimeligvis endnu en og anden Skat skjult hist og her omkring i Fjeldene.

115Aslak krøb atter op igjennem Hullet og lagde meget nøiagtig den mosbegroede Helle over Aabningen, saaledes at intet Menneskeøie kunde opdage denne uden ved det vidunderligste Tilfælde.

Paa Hjemveien om Aftenen kom han forbi en gammel Kone, som sad ved Veikanten ved Siden af en Vedbør. Den gamle var gaaet træt. Uden at sige noget tog Aslak Vedbøren paa sin Ryg og gik afsted med den. Da han kastede den fra sig ved Konens Dør, gav han hende ogsaa en Sølvdaler, saa hun glædelig overrasket udbrød:

«Tak, Tak, Aslak. Gud velsigne dig!»

Da han kom hjem igjen til sin gamle Moder, øste han op paa Bordet en hel Del Sølvpenge.

«I Guds Navn, hvor har Du faaet alle disse Penge fra?» udbrød hun forbauset.

«Jeg har fundet en Finneskat oppe i Fjeldet,» svarede han, og mere fik hun ikke vide.

Senere bragte han en Del Mad og nogle Klæder derop, saa han godt kunde opholde sig der i flere Dage, om han vilde.

Ud paa Høsten i Slutningen af August blev Lørdags-Simen aldeles borte. Ingen havde nogen Anelse om, hvor der var blevet af ham, om han var reist sin Vei, om han havde ædt sig ihjel eller paa en eller anden Maade var omkommen. Men Aslak vidste det godt. Han og Finnen var nemlig blevne 116enige om at drage op til Ravdosjøen paa Høstfiske med Rev, Garn og Lyster. De holdt til i en Fiskebod, som stod paa en Ø ude i Sjøen. Af en eller anden Grund maa Aslak have lagt Simen for Had. Da de nemlig var ferdige med Fiskeriet og havde bragt Fiskekaggerne, Garn og Rev ned i Baaden og stod ferdige til at ro over til Fastlandet igjen, siger Aslak, som allerede var kommen ud i Baaden og havde sat sig til Aarerne, medens Simen endnu stod paa Stranden, ferdig til at skyve Baaden ud:

«Aa nei Du, nu har jeg glemt Kniven min igjen oppe i Hytten! Den ligger i Peisen. Aa, spring op og hent den til mig, saa skal Du have Tak.»

Simen, som aldeles ikke anede Uraad, var godmodig nok til at springe afsted for at hente Kniven.

Men hvad skulde han se, da han kom ned igjen efter forgjæves at have søgt at finde den? Jo, Aslak et godt Stykke ude paa Indsjøen, ganske roligt roende sin Vei. Simen raabte naturligvis efter ham; men den, som ikke brød sig derom, det var Aslak. Han løftede blot lidt paa Huen til Afsked og roede saa videre afsted, og der stod Simen alene igjen paa Øen. Der var langt tillands paa alle Kanter, og han kunde desuden ikke svømme, som meget sjelden nogen Fin kan. Han maatte følgelig blive, hvor han var, og se til at bjerge Livet saa godt, han kunde, indtil der lagde sig Is paa Vandet. At 117sulte ihjel frygtede han dog ikke for. Han havde nogle Fiskekroge og et Fiskesnøre inde i Pæskbarmen, saa han altid kunde fange en Del Fisk, og i Hytten var der Gryde. Ildtøi, Flint, Knysk og Svovl bar han, som alle Finner, altid paa sig. Det var altsaa ikke værre end et Slags ensomt Fængsel paa en 3 Ugers Tid, som Aslak havde dømt ham til.

Hans Ensomhed gjorde ham opfindsom. Han fandt paa en meget listig Indretning til at fange Vildænder med. Han slog nogle Pæle ned i Strandkanten, saaledes at de stod et Par Tommer under Vandskorpen. Til disse festede han en Snor, og i Snoren, omtrent en Alen fra Stolpen, en Næve stor Sten, som han lagde paa Toppen af Stolpen. Fra Stenen gik der igjen en Snor omtrent en Alen lang, og i Enden af denne var der festet en Fiskekrog. Paa denne satte han et Stykke Fiskelever, som flyder paa Vandet og er en Lækkerbidsken for Ænderne. Stolpen og Stenen kunde ikke sees, men alene Leverstykket. Naar nu Ænderne kom svømmende langs Stranden og fik Øie paa Leverstykket, saa skyndte den første den bedste sig med at sluge det. Men idet den saa svømmede videre, rev den Stenen ned fra Stolpen, og denne trak nu Andens Hoved uimodstaaelig under Vandet, idet den hagede Fiskekrogen fast i dens Hals. Tyngden af Stenen 118gjorde, at det var umuligt for Anden at faa Hovedet op over Vandet for at puste, og den maatte drukne. Det var en styg, men ret praktisk Maade at fange Ænder paa.

Ud paa Høsten i Slutningen af September lagde Isen sig paa Vandet, og Simen slap omsider fra sit Fængsel; men da han kom ned til Bygden og fortalte sin Historie, var Aslak forsvunden. Han var bleven nødt til at flygte paa Grund af en langt forferdeligere Forbrydelse.

Aslak var Enkemand, men havde en 2aars-gammel Gut, som hans gamle Moder passede for ham.

En Dag medens hen sad med noget Haandarbeide inde i Stuen, piltede Gutten i bare Skjorten omkring og skulde, som Børn pleier, kravle op allesteds og have fat i og haandtere med alt, som han kunde naa hentil. Pludselig blev der et svært Rabalder, da Gutten havde klavret op paa en Bænk og faaet fat i nogle Glassager. Baade Gutten og Glassene ramlede i Gulvet. I ubændig Hidsighed fór Aslak op fra sit Arbeide, greb Gutten i Skjorteryggen og lagde ham paa en Bænk. Med en tjæret tyk Tougende, som laa i Nærheden, en saadan, som bruges som Hank i en Bøtte, og som har en Knude i hver Ende, slog han Barnet paa den bare Krop flere Gange voldsomt over Veikryggen. Gutten skreg og bad for sig; men det hjalp ikke. Endnu 119gav han ham et sidste Rap over det ene Laar, saa et Stykke af Huden flængedes af og Blodet piblede ned paa Gulvet.Forfatternote: Retstid. 1880, Side 715. Derpaa kastede han ham hen paa Sengen.

Gutten laa der, og der hørtes ikke det mindste Kny fra ham.

Hans Bedstemoder kom straks efter ind og udstødte et Skrig, da hun fandt Gutten liggende besvimet og blodig paa Sengen.

«I Guds hellige Navn, har Du slaaet dit eget Barn ihjel?» udbrød hun.

«Han faldt ned fra Bænken og slog sig fordærvet,» sagde Aslak.

Hun svarede ham ikke, men tilkastede ham kun et Blik og tog Gutten bort fra Sengen.

Nogle Dage senere var han død, og da han skulde begraves, var ogsaa et andet gammelt Fruentimmer med for at lægge ham i Kisten. Ogsaa hun saa nu de sortblaa Striber tvers over Barnets Ryg og fortalte til andre, at hun troede, at Aslak selv havde slaaet sit eget Barn ihjel.

Dette Rygte kom da ogsaa til Præsten og Fogden, og det blev besluttet, at Aslak skulde arresteres og Forhør optages. Men da Lensmanden med to Mand til kom for at arrestere ham, var han rømt sin Vei, ingen vidste hvorhen, ikke engang hans egen Moder. 120Selv til hende havde han ikke fortalt noget om det hemmelige Skjulested, som han havde opdaget.

En Høstnat, da det var rigtig kulmørkt, vovede Aslak sig ned til sin gamle Moder og fortalte hende nu om sit Skjulested. Men dette vilde snart ikke længer være sikkert, naar der kom Sne. En eller anden listig Fin kunde kanske falde paa at gaa paa Spor efter ham og finde frem til Hellen, som dækkede for Nedgangen.

En Aften sent listede han sig derfor atter ned til sin Moder og fortalte hende, at han nu maatte rømme over til Finland. Han gav hende Penge og trøstede hende med, at han havde mange flere, saa han kunde kjøbe sig en Boplads i Finland, om han vilde, og siden hente hende til sig.

Ved Midnatstid gik han afsted igjen med en tung Bør paa Ryggen. Ingen havde seet ham, og han troede sig sikker, da han var kommen et Stykke paa Vei bort fra det beboede Strøg. Det havde regnet lidt om Dagen, men frøs nu paa, saa det blev forfærdelig glat og vanskeligt at gaa i Mørket. Han besluttede derfor at gaa til sit Skjulested og der oppebie Dagens Frembrud.

Nedgangen did gik langs en brat Birkeli. Han gik uhyre forsigtig fremover paa den glatte Skraaning; men alligevel var han saa uheldig at glide og ramle nedover. Til Slutning blev han hængende 121efter den ene Fod imellem to Grene i en Birkestamme. Ved det voldsomme Ryk og Tyngden af hans Legeme knækkede Lægbenet, saaledes at han hang efter Fodbladet med Hovedet ned og Ryggen ind imod Birkestammen. Hans Stilling var aldeles forferdelig. Han kunde ikke komme løs, og der var ingen Udsigt til, at noget Menneske vilde komme den Vei eller finde ham og redde ham.

Naar han blot havde orket at trække sig saa langt op, at han med Hænderne havde faaet Tag i en af Birkens Grene, vilde han forsaavidt være reddet, at han kunde komme løs, men det var ham ikke muligt, da den Fod, hvori han hang, var aldeles kraftløs, og for den anden var det ham ikke muligt at finde noget Støttepunkt.

Blodet steg ham efterhaanden saaledes til Hovedet, at han blev aldeles blaasort i Ansigtet og hans Øine ganske rødsprængte. Han var en usedvanlig haardfør og sterk Mand; men Stillingen, hvori han hang, var saa udmattende og Smerterne saa ulidelige, at Kræfterne til Slutning svigtede ham, og ud paa Morgenen besvimede han og hang der mere død end levende. Rimeligvis vilde ogsaa Døden have indfundet sig under denne hans følelsløse Tilstand; men han blev endnu engang vækket til smertefuld Bevidsthed.

To Ravne havde opdaget ham og en Stund 122kredset over ham som over et andet Aadsel. Til Slutning slog de sig ned paa ham og forsøgte paa disse Rovfugles sedvanlige Vis først at hakke ham i Øinene for at blinde ham.

Dette bragte ham til en Slags Bevidsthed, og han slog i Vildelse om sig med Armene, saa de fløi bort fra ham. Men da han atter sank hen i Bvidstløshed, kom de tilbage igjen og vilde rimeligvis have opnaaet sin Hensigt, dersom de ikke var blevne forstyrrede.

Simen Fin havde tidlig paa Morgenen taget sig en Tur opover langs Elven for at fiske Kjø eller Smaaørret, som han vilde forære Linds Hustru. Da han var kommen et godt Stykke opover, fik han se, at flere Ravne og Kraaker fløi skrigende omkring oppe i Luften og af og til slog ned paa noget. Han opgav Fiskingen og gik hurtig op over Birkelien for at se, hvad det kunde være. Til sin Forferdelse faar han nu se et Menneske hængende i en Birk med Hovedet ned. Da han kom nærmere, gjenkjendt han Aslak Kvæn. Med sin store Finnekniv huggede han straks af den ene af Grenene, saa Aslak dumpede ned paa Marken. Der var endnu saa meget Liv i ham, at han gjenkjendte Simen.

«Simen, Simen, jeg dør, jeg dør!» stønnede han.

123«Bed til Gud, før Du dør, anraab ham om Barmhjertighed,» sagde Simen.

«Jeg kan ikke bede,» klagede Aslak.

«Sig blot, som jeg nu siger,» sagde Simen.

«Herre Gud, himmelske Fader – forbarm dig over mig – og tilgiv mig mine Synder – for Jesu Kristi Blods Skyld! Amen.»

Aslak foldede Hænderne og gjentog Ordene, hvorpaa gamle Simen faldt paa Knæ og læste Fadervor.

«Nu maa jeg skynde mig ned til Garnes for at faa Folk op, som kan bære dig ned,» sagde han og tog Spranget nedover. Da han nogle Timer senere kom op igjen med Lind og 4 Mand, laa Aslak der fremdeles paa Ryggen med Hænderne foldede paa Brystet.

Men der var ikke længer Liv i ham. Aslak Kvæn havde udaandet for aldrig mere at begaa nogen Forbrydelse.

Liget blev bragt ned til Bygden og begravet, og Bylten, hvori Pengene fandtes, blev leveret til hans gamle Moder.

Men Nedgangen til Afsatsen i Fjeldet har endnu ingen kunnet finde. Aslak havde vistnok fortalt sin Moder, at en saadan fandtes, men ikke, hvorledes man skulde finde den.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.