Skildringer fra Finmarken (Ella)

av Jens Andreas Friis

En Fællesgamme

19I foregaaende Skildring forekommer Udtrykket «Fællesgamme». Nu er der vistnok mange, som meget godt ved, hvad en almindelig Gamme er, og som paa forskjellige Steder i Finmarkens Fjorde, baade paa Afstand og nær ved, har seet disse tuelignende Forhøininger, hvorfra Røg stiger op. Undertiden kan det selv paa nært Hold være vanskeligt nok at adskille denne Slags Menneskeboliger fra det øvrige Jordsmon, og mangen Gang har det hændt, at man paa Farten langs Finmarkens Strande har taget en stor Sten eller en stor Tue for en Gamme, og omvendt.

Men der er vist meget faa, som har seet en saakaldt «Fællesgamme» eller «Fjøsgamme» og været inde i en saadan.

Nu før Tiden findes der heller ikke mange saadanne, men i Slutningen af forrige Aarhundrede fandtes der nok af dem i de fleste Præstegjeld i Finmarken, især yderst ude mod Havet.

20En Beskrivelse af en Fællesgamme turde derfor kanske for mange indeholde adskilligt Nyt.

Læseren maa da for det første vide, at en FællesgammeForfatternote: Beskrevet ogsaa af K. Leem og Dr. Follum (Mgbl.). er den usleste Slags Menneskebolig, som findes i Norges Land.

Gammen eller den almindelige lappiske Jordhytte, man kunde gjerne sige underjordiske Bolig, er bygget af Torv, lagt udenpaa et Sperreverk af krumme Birketræer, der først er dækkede med et eller flere Lag Næver. Den er noget aflang og munder ud i en lav Sval eller Indgang som en Trut.

Den kan i Almindelighed være 5-6 Meter i Gjennemsnit og har Ildstedet i Midten lige under en Aabning i Taget, der baade tjener til at lede Røgen ud og lade et sparsomt Lys slippe ind; thi noget Vindu findes eller fandtes ialfald fordum ikke. I de bedre Gammer findes to Afdelinger, en for Mennesker og en for Kvæget, men ikke saa i Fællesgammen. I denne bor Mennesker og Kvæg pakkede sammen i ét Rum. Har Du nu Mod til at følge med mig ind, saa kom!

Ydertøiet kan vi af flere Grunde gjerne lægge fra os ude paa Marken eller Sneen; thi i Regelen er der temmelig varmt inde i Gammen. Det skulde da være, om vi var udrustede med en rigtig glat 21Regnkappe. I saa Fald bør vi ubetinget beholde denne paa os. Er den rigtig glat, saa er det nemlig umuligt for nogetslags Kræk at klore sig fast og følge med os ud igjen.

Illustrasjon fra Skildringer fra Finmarken (Ella), 1. utgave, 1891, s. 21

Vi løfter altsaa paa den Lem, som dækker den ydre Indgang og smyger forsigtig ind paa Hug og bliver staaende paa Hug; thi Lemmen falder igjen af sig selv, saa vi aldeles intet kan se inde i denne Forgang. Men vi har god Grund til at tage os vel i Vare, da der altid er mere eller mindre sølet og smudsigt paa Grund af de vaade Sager, som stadig bæres ind og ud. Vi kjender nemlig ikke de løse Stene, som er lagte her og der til at stige paa eller til de Flække hist og her, hvorpaa man tørskod kan sætte sin Fod. Vi har intet andet at gjøre eller det bedste, vi kan gjøre, er at blive staaende og raabe ind, at den indre Dør skal aabnes for os. Naar dette sker, vil nemlig nogle gjennemslupne Lysstraaler hjælpe os til at faa Overblik over det vanskelige Farvand og vi kan gaa videre paa Hug, med mindre «Muste» gjøende angriber os og først maa bringes ud eller til Taushed. Hensigten med denne Forsval er at holde Storm og Snekave ude. En enkelt Dør vilde ikke være tilstrækkelig.

Naar vi er komne indenfor den indre Dør, kan vi reise os helt op, dersom ikke netop «Fægryden» 22skulde hænge paa Kog over Ildstedet i Midten af Rummet. Er dette Tilfældet, maa vi enten kaste os plat ned paa det lidet indbydende Jordgulv eller ialfald løfte Hovedet mere end et Par Fod over Jorden, hvis vi ikke straks vil rømme ud igjen for paa denne Maade at undgaa Kvælning; thi er Fægryden paa Kog, saa er Gammen pakfuld af en sur, stinkende Os. Grydens Indhold bestaar nemlig af Fiskeindvolde og Fiskehoveder, blandet med Bredtang og Knoptang samt andet Raskeri, den saakaldte «Løiping», der koges til Føde for Kreaturene. Ogsaa disse maa hver paa sin Plads ligge plat nede paa Jorden, medens deres Maaltid tilberedes. Dampen fra denne Gryde, blandet med den sure Røg fra Ildstedet og Gammens Indhold forøvrigt, er aldeles uudholdelig for andre end de mest forhærdede Aanderedskaber og Øine. Intet Under derfor, at baade Finnerne og deres Dyr har sure Øine; thi hver Dag maa der ligesaavel «løipes» til Kreaturene som der maa koges til menneskelige Individer.

Men er det saa heldigt, at ingen Gryde er paa Kog, kan vi staa opret og se os om, og Øiet vænner sig lidt efter lidt til det underlige Halvmørke, hvori Gjenstandene i dunkle, næsten mystiske Omrids viser sig for os. Skiddent er der overalt, det ser man nu straks. Kreaturene ligger eller staar 23bundne i hver sin trange Baas til Høire for Ildstedet. Til Venstre findes Sengepladse for Menneskene afdelte fra hinanden med tykke Stokke. Springmadrasser bruges ikke, men derimod et tykt Lag af Birkeris og ovenpaa dette et Renskind samt en Skindfeld til Overbreisel. Bag Ildstedet findes Plads for Gryder, Kopper, Fad og Madvarer. Denne Del er afdelt fra Ildstedet med en tyk Birkestamme eller Tverpal, hvorpaa man til Nød kan sidde, og hvor man ogsaa vises hen som til Høisædet i en Stue. Men sætter man sig der, maa man vogte sig vel baade for de Dyr, man ser og ikke ser.

Menneskene, Mand, Kone og to smaa Børn, ser naturligvis ogsaa skidne ud. Det kan ikke være anderledes. De har ingen Overflod af Ombytte. Det ser ikke ud til, at nogen eneste Plet paa dem har været vasket ren med Sæbe. Manden har dog tilfeldigvis, da han er iferd med at gjøre sig istand til en Reise, den Dag netop vasket sit Ansigt, og han staar nu og kjæmmer det endnu vaade Haar med en Messingkam. Han fortsætter uden at genere sig og uforstyrret af os denne Operation, der altfor tydelig viser sig at gjælde manges Liv.

Konen og Børnene staar og skubber sig, gloende paa os. Snart griber en sig i Haaret, en anden stikker Haanden ind paa Barmen eller trækker den tilbage gjennem Ærmen ind i Kuften og kommer 24frem igjen med noget i Klypen, som han eller hun enten kaster paa Ilden eller ned paa Gulvet. De gjør dette uden mindste Sky eller Undseelse, akkurat som om det blot var en Flue, som man jagede bort. De tror formodentlig, at intet menneskeligt Individ kan leve uden saadant noget paa sig.

Mindst i 9 Maaneder af Aaret maa Mennesker og Kvæg leve sammen i en slig Hytte; men saasnart der kommer lidt Sommervarme i Luften, pleier man at koge ude paa Marken og at sove i en «Skjaa» eller lidet Stabur paa Stolper, som staar i Nærheden, og som ellers bruges til at opbevare Madvarer og Søndagsklæder i, hvis man har saadanne.

Sult er Menneskene dog meget sjelden udsatte for. Havet er nemlig et godt Madbur eller uudtømmeligt Spiskammer, og saasandt det er saavidt Veir, at man kan komme ud paa Sjøen i nogle Timer, vil man i Regelen kunne trække Baaden fuld af Fisk. Værre er det for Kvæget. Sultefodring er almindelig, og naar en Ko om Vaaren er «reisbar og gangbar», eller med andre Ord kan staa paa sine Ben og gaa ud af Gammen, ansees den for at være særdeles velfød. Men ofte maa den om Vaaren bæres ud paa Marken og flyttes fra Sted til Sted. Den ligger da og gnaver rundt omkring sig, indtil den kommer sig saavidt, at den kan reise sig op, staa og gaa paa egne Ben.

25I denne Fællesgamme maa om Vinteren alt det Haandarbeide udføres, som hører til Folkets daglige Behov, ved Hjælp af Lyset fra Arnestedet og en «Kole» eller Tranlampe, hvis Bund dannes af en aflang Jernskaal, der oventil er forsynet med en Bøile og en Kjede med en Krog i Enden, saaledes at den kan hænges paa en dertil indrettet Stang inde i Gammen.

Her maatte ogsaa i gamle Dage Omgangsskolelæreren lære Børnene at læse, medens Koen rautede og Sauen brægede, begjærlige efter at faa sluge i sig den væmmelige Næring, som tilberedtes dem i Løipingsgryden.

Tænk, hvad et Læs friskt Hø vilde være for disse og en Parafinlampe for Børn og Lærer!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Skildringer fra Finmarken (Ella)

I Skildringer fra Finmarken (Ella) fra 1891 møter vi igjen Lajla fra Fra Finmarken (Lajla) (1881), men denne gangen har hun en birolle.

Ella er datter til Mons Eira, men blir gitt til Aslak Kvæn da foreldrene hennes omkommer i en ulykke. Da Lajla, som nå er gift med handelsmann Lind, oppdager at Aslak ikke behandler barnet godt, adopterer hun barnet. Ella får dermed norsk oppdragelse og skolegang. Men etterhvert opplever hun at det ikke er helt uproblematisk å høre til to folkegrupper.

Som Fra Finmarken (Lajla) er også Skildringer fra Finmarken (Ella) en blanding mellom en roman og en folkelivsskildring. Hele kapitler er viet forklaringer og beskrivelser av samisk levesett og språk.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891

Les mer..

Om Jens Andreas Friis

J. A. Friis var språkforsker og forfatter. Gjennom sine mange reiser nord i Norge og Finland utviklet han en stor interesse for området og dets befolkning og for samisk og finsk språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.