Flugten

59Hin vakker Dag ud paa Vaaren 4 Aar senere stod Lind, hans Hustru og Ella oppe paa en Høide og speidede ud over Altenfjorden henimod Stjernsund, som er den almindelige indre Skibsled for Fartøier paa Nord- og Sydgaaende. Tjenestegutten havde nemlig været inde og fortalt, at han langt ude paa Fjorden saa et større Fartøi under Seil, og man ventede hver Dag, at Anton og Anders skulde komme hjem fra Kjøbenhavn som Studenter.

«Spring ind efter Kikkerten!» siger Lind til Ella, og hun var da heller ikke sen med at hente den. Hun sprang baade frem og tilbage.

«Jo, det er en Brig,» siger Lind, «det maa være Kjøbenhavnerskibet, som kommer med Varer, og jeg haaber, at Anton og Anders er ombord.» De blev mere og mere bestyrkede heri; thi Skibet satte Kurs lige mod Havnen ved Garnes.

60En ½ Time senere seilede Skibet ind paa Havnen, og to Studenterhuer viftede høit i Veiret fra Skibets Forstavn. Der blev svaret med 3 Lommetørklæder fra Høiden, og Ella tog Spranget nedover mod Landgangsstedet, efterfulgt af Lind og Hustru, som gik mere adstadigt.

En Baad lagde fra Borde, og 2 unge, raske Gutter sprang iland, Anton først hen til sin Moder og tog hende om Halsen. Fostergutten Anders fik ogsaa en ligesaa kjærlig Modtagelse af Lind og hans Kone.

«God Dag, Ella!» sagde derpaa Anton og tog hende i Haanden. «Nei, hvor Du har vokset! Jeg havde ikke kjendt dig igjen, havde jeg truffet dig noget andet Sted end her.»

Anton var høi, næsten 3 Alen, lyshaaret med blaa Øine, brede Skuldre, store, kraftige Næver, et venligt og godt Smil, lidt Tegn til Skjæg. Anders var næsten aldeles Modsætningen, ægte Finnefigur, ½ Hoved lavere end Anton, sort Haar, mørke Øine, temmelig mørk i Huden, rundt Ansigt, undersætsig, men smidig Figur, smaa Hænder og Fødder, ikke Spor af Skjæg.

Da de kom op i Huset, blev der straks dækket Bord og Mad sat frem, som Skik og Brug er nordpaa; thi man formoder altid, at en Reisende er sulten, og snarest mulig dækkes derfor op med alt det bedste, 61man har, uanseet hvad Tid det er paa Dagen eller Døgnet.

Ella vartede op, medens Linds Hustru sad magelig i en Lænestol med Armene over Kors og saa med moderlig Stolthed og Glæde paa sin prægtige Søn og Fostersøn. Med et fornøiet Smil lagde hun Mærke til, at de to Unge gjorde god Besked paa Retterne. Af og til puttede hun en Tallerken hen til dem og bad dem smage paa dette eller hint.

«Du likte saa godt Spegekjød, før du reiste Anton,» sagde Ella, «vil du ikke smage paa dette?»

Anton lagde Mærke til, at hun sagde dette med en skjælmsk Mine, og han saa paa Spegekjødet. Han tog dog et Stykke og mumlede lidt paa det, men lagde det snart fra sig igjen.

«Nu, synes du ikke, at det smager godt?»

«Det smager af Gamleborken, synes jeg. Er han død?»

Baade Ella og hans Moder maatte le, da han gjettede rigtigt. Gamleborken var en ganske liden Fjordhest, som havde været Børnenes gode Ven, og som fulgte med dem, om de saa vilde, helt ind i Kjøkkenet for at faa en eller anden Lækkerbidsken.

«Ja, han maatte skydes ifjor, og saa tog jeg det ene Laar og hængte det op til Speging.»

«End Saubukken?» spurgte Anders, «lever han endnu?»

62«Nei, han blev saa ensom og trist, da du ikke længer prækede for ham og legede med ham,» sagde Ella, «og han døde omtrent paa samme Tid som Gamleborken.»

«Er der Fisk i Dammen vor?» spurgte Anton.

«Nei, den er næsten udtørret.»

«Vi skal nok faa Vand i den igjen,» mente han, «og saa maa vi op i Elven og fiske Smaaørret. Gud bevares, hvor meget vi faar at bestille! Og Du skal altid være med os som før, Lita, baade i Tørt og Vaadt, baade i Tykt og i Tyndt. Du skal være Forsonlighedens og Fredens Engel imellem os. Var det ikke pent sagt?»

«Nu begynder Du igjen med disse gamle Klængenavne. Kan Du ikke kalde mig med mit rette Navn?»

«Nei, Du skal hede «Lita» eller «Vesla» eller «Litago» eller «Snuptforlita» eller «Ellevilla»».

«Ja, saa vil jeg ikke være med Jer.»

«Du skal være med os!»

«Jeg er snart voksen nu, saa Du kan ikke som før gjøre med mig, hvad Du vil.»

«Det skal vi være to om, Anders og jeg, det skal Du nok baade faa se og føle.»

«Du har vel aldeles glemt at tale Finsk nu?» spurgte Ella.

63«Nei, Anders og jeg taler ofte Finsk sammen, og paa Skolen i Trondhjem sad vi i Begyndelsen ved Siden af hinanden; men saa hjalp jeg undertiden Anders lidt ved at hviske noget til ham paa Finsk, og siden fik vi ikke Lov til at sidde sammen, naar vi blev eksaminerede. Men da Læreren hørte, at vi to ogsaa kunde snakke Fransk sammen, kan du tro, at han blev forundret, og Gutterne fik svær Respekt for os. Men det fik de nu forresten snart alligevel, fordi jeg var den sterkeste i hele Klassen, og Gutter har svær Respekt for Prygl, ser du, Lita. Alfa, Beta, Gamma var de 3 første Slag, og mere af Alfabetet vilde de nødig have opregnet paa sig.»

«Kanske Du ogsaa her vil sætte dig i Respekt paa samme Maade?»

«Dersom det er nødvendigt, saa» –

«Saa kanske Du vil «alfabete» mig ogsaa?»

«Nei da, Lita, nei, det vil jeg ikke. Du ved jo, at «man aldrig skal slaa en Kvinde, ikke engang med en Blomst», men knibe dig lidt i Øret, dersom Du er ulydig og gjør for mange Skjælmstykker, det er nok muligt. Vi skal have uhyre mange Fornøielser sammen, vi tre, Du, Anders og jeg. Skal vi ikke?»

«Jo».

«Har Du Dukkerne dine endnu, saa skal vi halshugge dem alle sammen. Anders skal først døbe og brudevie dem, forat vi kan tjene os Svisker. 64Du kan tro, at han er flink til at brudevie nu, men han maa have god Betaling.»

«Jeg har ingen Dukker længer nu.»

«Det var da leit.»

«Er mine Forældre og Jon og Mathis oppe ved Ravdosjøen?» spurgte Anders.

«De er ikke komne endnu, men vi venter dem hver Dag.»

«Jeg maa derop, straks de er komne.»

«Ja, det er klart, at det første, Du maa gjøre, er at besøge dine Forældre,» sagde Linds Hustru. «Du kan tro, at de vil blive glade, naar de faar se sin Søn igjen som Student.»

«Og jeg vil klæde mig som Fin og streife omkring med dem.»

«Ja, Du faar blive hos dem, saa længe Du vil, det er naturligt; men Du faar nu være lidt hos mig ogsaa.»

«Jeg gjør intet, uden jeg faar Lov af dig.»

«I maa reise ind til Alten, ser I, Anton, Du og Ella og hilse paa Præsten og Fogden og Lensmanden. Præsten og Fogden har vakre Døtre, kan I tro, omtrent saa gamle som Ella. Jeg er vis paa, at begge Studenterne snart vil blive forelskede.»

«Anton vil vist synes godt om Julie, Præstens Datter,» mente Ella.

65«Hvorfor tror Du det, Lita?»

«Jo, fordi hun er saa høi, næsten saa høi som Du, og lyshaaret og blaaøiet.»

«Du og hun ligner ikke hinanden da?»

«Nei, vi er ganske forskjellige.»

«Ja, da kommer jeg vist til at synes godt om hende.»

Visiterne blev gjorte, og der blev holdt Selskaber for Studenterne baade inde i Alten og hos Lind paa Garnes.

De unge Studenter gjorde naturligvis Lykke hos Damerne, især Anton; men de vragede heller ikke Finnestudenten Anders. De havde intet imod at tage sig en Svingom ogsaa med ham.

Den høie, slanke, lyshaarede Julie lod ikke til at have noget imod at kurtiseres af Anton. De talte, lo, spøgede og dansede ofte sammen.

Ella var dog langt smukkere. Hun var vistnok langtfra saa høi, men hun havde ubetinget en smukkere Figur, et fint, intelligent Ansigt, store, brune Øine, saa ærlige og sanddru, at de ikke kunde skuffe endog et Barn, det rigeste og smukkeste brune Haar og dertil smaa Hænder og bitte smaa Fødder, som er eiendommeligt for Finnerne.

Det var dog især et vidunderligt fint Smil, som forskjønnede hendes Ansigt. Det er med Smilet paa et Ansigt som med Solskin paa et Landskab. 66Gjør Smilet Ansigtet smukkere, saa er Ansigtet smukt. Hvis det ikke forandrer det, er det almindeligt.

Undertiden klædte de unge Damer sig i Finnedragt, og da var der ingen Tvivl om, at Ella var den, som af alle Pigerne tog sig bedst ud i sin blaa Kufte med et Sølvbelte stramt om Livet og en blaa Tophue med rød og gul Bræm nedentil og en rød Dusk i Toppen, medens hendes rige Haar hang ned i to tykke Fletninger.

Men hun var en Finnepige. Dette havde ikke tidligere saa klart gaaet op for hende som nu, da hun blev ældre og ofte kom sammen med jevnaldrende Nordmandspiger. Oprindelig var hun jo et Lægdbarn, havde ingen Forældre, var fattig og levede af Linds og Hustrues Godhed. Dette fik hun indirekte undertiden høre, dog aldrig af Anton eller hans Forældre, men af Veninderne, og dog havde hun vel saa god Opdragelse som de fleste af Embedsmandsdøtrene.

Hun benegtede heller aldrig, at hun var en Finnepige, og gjorde sig heller ingen Forventning om at kunne kappes med Nordmandspigerne. Men undertiden kunde en eller anden saarende Ytring som «Lappejente», «Finnetøs», «Lægdbarn» falde, og dette gjorde hende ondt, saaledes at den Tanke lidt efter lidt begyndte at stige op i hendes Sind, naar hun var alene paa sit lille Værelse:

67«Mon jeg ikke gjorde bedst i at vende tilbage til mine Fædres Levevis? Jeg har jo en kjødelig Broder, jeg kan ty til ham og til min Farbroder og leve som de, og ingen vil haane mig eller se ned paa mig, fordi jeg er en fattig Finnepige. Vilde det være utaknemmeligt imod min Fostermoder? Hun er den eneste, som jeg tror holder rigtigt af mig, og jeg vilde saa nødig gjøre hende imod eller berede hende den mindste Sorg. Og Anton? Ja, Anton tør jeg ikke mere tænke paa, jeg faar se til at glemme ham. Jeg tror ikke, at han bryder sig det mindste om mig. Jeg troede det engang, da jeg var ganske liden og vi legede sammen, og han altid foretrak mig og ridderlig forsvarede mig og ikke taalte, at nogen kom mig nær. Men hvorledes skulde han nu, han er en voksen Mand, bryde sig om en fattig Finnepige, naar han har saa mange store, fornemme Nordmandspiger at vælge imellem? Dersom han endnu virkelig holdt lidt af mig, vilde han kalde mig med mit rette Navn og ikke bestandig sige «Lita» eller «Vesla». Dersom han blot en eneste Gang venligt vilde sige «Ellasjam», kjære Ella, til mig, vilde jeg blive saa glad; men det gjør han aldrig. Og nu i den sidste Tid er han næsten bestandig inde i Alten og morer sig der.»

Det nærmede sig til den Tid, da Studenterne igjen skulde afsted til Kjøbenhavn for at studere til 68Embedseksamen. Meningen var, at de begge skulde blive Præster. Ella, den livlige, muntre Ella, var i de sidste Dage bleven taus og stille.

«Er Du bedrøvet, fordi vi skal reise, Ella?» spurgte Anders, som ogsaa havde lagt Mærke hertil.

«Ja, det bliver stille her nu, naar I er borte. Men Du og Anton er vel glade over igjen at skulle komme afsted til en stor By?»

«Jeg ved ikke, hvad Anton er, men jeg for min Del skulde gjerne blive her endnu nogen Tid.»

«Du behøver vel ikke at reise straks?»

«Jo, jeg maa, jeg vil og maa blive Præst engang, som Du ved.»

«Sagde I Farvel igaar, da I var inde i Alten?»

«Ja, og Anton og Julie stod længe og holdt hinanden i Haanden. Hun var den sidste, han sagde Farvel til.»

«Kanske de græd begge to?»

«Nei, Anton græd ialfald ikke, men jeg tror, at Julie er forelsket i ham, og naar han kommer tilbage, bliver der vel et Par af de to, tænker jeg.»

«Ja, de passer vist godt for hinanden.»

«Lige Børn leger bedst, ser Du, og de er begge Norske. Derfor enes de let, men vi to er Finnebørn.»

69«Aa ja, kan saa være, at Ordsproget er rigtigt, naar Talen er om Børn og om at lege; men ellers er det ikke altid sandt.»

Et Par Dage før Studenterne skulde reise, saa Ella, at der paa en Kommode nede i Dagligstuen stod et nydeligt lidet Skrin. Det saa ud som et Syskrin. Hun havde ikke seet dette før, og hun lod, som hun heller ikke nu saa det; men hun tænkte, at det kanske kunde være en Foræring fra Anton til hende paa hendes Fødselsdag, som vilde indtræffe nogle Dage efter Studenternes Afreise.

Hvor hendes lille Hjerte bankede, da hun vaagnede næste Morgen og tænkte: «Idag vil han give mig det!» Men Dagen gik, det blev Aften, hun fik ingen Foræring!

«Det var ikke til mig,» sukkede hun, da hun om Aftenen gik til Hvile, og dog maa det jo være til en Kvinde. Altsaa til Julie, hvis Fødselsdag ogsaa snart indtræffer.

Hun vilde have følt en vidunderlig Glæde, hvis det om Morgenen paa hendes Fødselsdag, naar hun vaagnede, havde staaet paa hendes lille Kommode med nogle Ord fra Anton, eller hvis han selv havde givet hende det, før han reiste, og kaldt hende med hendes Navn og sagt: «Ellasjam, dette skal Du have, glem mig nu ikke, medens jeg er borte.»

Men – intet.

70«Farvel, Lita,» sagde Anton næste Dag, da de tog Afsked og gik ombord paa Skibet, der skulde føre dem til Kjøbenhavn. «Lev vel, til vi kommer tilbage om 3 Aar! Da er Du 19 Aar og voksen og skal forlove dig og gifte dig.»

Hun svarede intet hertil; men hun følte, at der over hendes Hjerte lagde sig ligesom en mørk, kold og tung Vegt, der ikke vilde fjerne sig. Hun gik til Hvile dermed og vaagnede altid siden med en Følelse af Forladthed, af Ubetydelighed, af intet at være for ham, som hun fra liden af altid havde sat høit over alle andre.

«Jeg maa imorgen op til Ravdosjøen og sige Farvel til min Broder, førend han reiser ind i Fjeldene,» sagde hun nogle Dage senere til sin Fostermoder.

«Ja, det maa Du,» sagde denne, og «kanske det kan kvikke dig lidt, Du har været saa trist og stille i den seneste Tid. Er Du ikke frisk, eller er der noget, som har gaaet dig imod?»

«Nei, nei, jeg er taknemmelig for hver Dag, jeg har været i dit Hus.»

«Men Du er bedrøvet over nøget?»

«Jeg har ingen Grund til at være bedrøvet,» sagde hun med et Suk.

«Du har altid før betroet mig dine smaa Sorger. Har jeg ikke længer din Fortrolighed?»

71«Jo, men jeg har intet at betro dig.»

Noget af det tungeste ved enhver Sorg er den Følelse af Ensomhed og Forladthed, som ledsager den. Man kan ikke dele en Hjertesorg. Man maa bære den ganske alene. Det hjælper ikke, om Venner eller Veninder kommer, som til Hjob, for at trøste. Som en forkapslet Naal bliver den siddende i Hjertet, og ret som det er føler man dens Stik.

Næste Dag gik Ella op til Ravdosjøen og talte med sin Broder og sin Farbroder, Jon.

«Kom nu og reis med os,» sagde hendes Broder Mathis, mere for Spøg end egentlig for Alvor, «og lev som vi en Stund! Det kan Du have godt af og Fornøielse af, istedetfor at sidde der nede indestængt i en trang Stue og ikke bestille andet end at sy og strikke.»

«Ja, Du har kanske Ret.»

«Ja, kom og bliv med os!» sagde Jon ogsaa.

«Du kan prøve det i Vinter, og saa kan Du reise ned igjen til Garnes til Sommeren, naar vi kommer hid tilbage igjen.»

«Hvor skal I være i Vinter?» spurgte hun.

«Imellem Koutokæino og Enontekis. Det kommer forresten an paa Ulven. Bliver den for slem, saa kanske vi reiser endnu længer sydover.»

«Naar skal I bryde op og drage afsted?»

72«I Overmorgen tidlig, Kl. 3 eller saa. Imorgen samler vi Rensdyrene og laver alt færdigt til Opbrud. Kom og bliv med os, Ella! Du hører os mere til end Daroerne (Nordmændene), og saa kan Du i Vinter læse for os og holde Skole for Finnebørn, Du, som er saa flink, meget flinkere end nogen Skoleholder.»

«Vil Du komme nedover og møde mig halvveis i Overmorgen Kl. 2, om jeg skulde komme?» spurgte hun sin Broder.»

«Ja, det skal jeg gjerne.»

Dermed tog hun Afsked og gik ned igjen.

Næste Dag lavede hun istand sine Finneklæder, og Kl. 1½, da Solen igjen var begyndt at stige, og medens alle andre laa i dyb Søvn, gik hun afsted opover tilfjelds. Da hun var kommen et Stykke opover i Lien, satte hun sig paa den sidste Bakke, hvorfra hun endnu kunde kaste et Blik nedover til Garnes. Pludselig skjulte hun Ansigtet i Hænderne, bøiede Hovedet ned imod Fanget og græd bitre Taarer. Skulde hun gaa ned igjen, liste sig ind paa sit Værelse, lægge sig i sin lille Seng og om Morgenen lade, som om intet havde været paa Færde? Eller skulde hun tage Spranget opover og ikke mere se sig tilbage?

Maaske havde Tanken paa hendes kjære Fostermoder seiret og hun havde vendt om igjen; men 73pludselig blev hun revet ud af sin Tvivl ved at høre Fodtrin bag sig. Hun sprang op og vendte sig om i den Tro, at det var hendes Broder, som kom hende imøde; men til sin Forferdelse ser hun, at det er Aslak Kvæn, der kommer lige imod hende paa Stien. Hun blev først aldeles forstenet af Skræk og stod stille; men saa tog hun med et Skrig Spranget fra Stien ud i Marken. Aslak indhentede hende dog snart, greb Tag i hende og holdt hende fast.

«Nu er Du i min Magt, Lægdbarn,» sagde han med et djævelsk Grin i sit stygge Ansigt. «Kys mig!»

«Nei,» skreg hun og slog ham i Ansigtet med sin lille knyttede Haand saa haardt, hun kunde, og forsøgte igjen at rive sig løs.

Forbitret knugede Aslak hende ned paa Marken og stod paa Knæ over hende; men pludselig fløi der noget over Hovedet paa ham, og et voldsomt Ryk bragte ham til at rulle bagover paa Ryggen med Struben sammensnøret af en Lasso.

Mathis havde useet opdaget ham, da han gik nedover for at møde sin Søster, og lydløst som en Kat havde han sneget sig efter ham for at se, hvad han havde fore, eller hvad det var, han var paa Færde efter saa tidligt paa Morgenen.

Broder og Søster tog Flugten opover, saa hurtigt de kunde. Komne et godt Stykke høiere op, 74standsede de andpustne og saa sig tilbage, De kunde ikke se noget til Aslak.

«Har Du dræbt ham?» spurgte Ella.

«Nei, jeg har bare kvalt ham lidt, han kommer sig nok igjen, Lassoen løsner af sig selv. Men selv om jeg havde kvalt ham, saa havde han inderlig vel fortjent det. Forresten saa behøver Du ikke at fortælle dette til nogen, ikke engang til din Farbror. Aslak saa mig ikke og ved ikke, hvem det var, som strubte ham.»

«Nei, nei, jeg skal ikke fortælle det til nogen. Gud, hvor angest og ræd jeg var for det fæle Menneske. Tak, Broder,» sagde hun og tog ham om Halsen.

«Mathis, jeg er saa ulykkelig!» sukkede hun.

«Du, som har havt det saa godt.»

«Ja, men jeg er alligevel ulykkelig.»

«Stakkels Søster, kan jeg ikke hjælpe dig?»

«Nei Mathis, Du kan ikke. Kom, lad os skynde os opover!»

Da de kom op til Ravsjøen, var hele Renshjorden samlet indenfor en Indhegning, og 5-6 af de største Ren stod bundne udenfor denne med Kløv eller Oppakning paa sig, bestaaende af Telte, Teltstænger, Gryder etc. Hundene gik hver lige indved sin Husbondes eller Madmoders Ben. Ogsaa de vidste godt, hvad der nu forestod.

75Straks Mathis og Ella var komne op, blev Grinden til Indhegningen aabnet, og mere end tusen Ren strømmede som en mørk Flom ud og for afsted i østlig Retning, lidt efter lidt spredende sig udover de endeløse Vidder. De vidste ogsaa godt, at de nu skulde indover til sine Vinterbeitesmarker. Saa fulgte Folkene efter, saa hurtigt de kunde, ledende en eller flere Kløvren, bundne efter hverandre. Et Par Timer senere var de komne over en Mil bort fra Ravdosjøen, dybt inde i de ensomme Vidder, kun kjendte af Fjeldfinnerne, deres Rensdyr og Hunde.

Næste Morgen blev naturligvis Ella savnet nede paa Garnes, og Linds Hustru gik forundret op paa hendes Værelse for at se til hende. Ingen havde ligget i Sengen. Derimod laa alle hendes Nordmandsklæder paa denne; men Finneklæderne var borte.

«Hun har flygtet, hun har rømt og er reist til sine Slegtninge,» tænkte Linds Hustru og vilde gaa ned igjen for at fortælle sin Mand dette. I det samme opdager hun et Stykke Papir paa Ellas lille Kommode, og hun læste:

Rakis ædnashjam!
Gitos ædnag, go don okte bestik muo! Gitos ædnag, go don bajasgessik muo ja oapatik munji Ibmel sane etc.

76Kjære Moder!
Tak, fordi Du reddede mig! Tak, fordi Du opdrog mig og lærte mig Guds Ord! Tak for hver Gang, din moderlige Haand klappede min Kind! Det gjorde mig altid saa godt og varmede mit stakkels Hjerte. Jeg vender igjen tilbage til mine Forfedres Levevis som simpel Finnepige. Jeg kan ikke andet, jeg duer ikke til at være Nordmandspige. Vær ikke vred paa mig! Gud velsigne dig! Glem mig, jeg glemmer aldrig dig!

Lind gav sig straks paa Vei opover til Finneleiren ved Ravdosjøen for muligens endnu at træffe Finnerne der, førend de drog afsted, og forsøge at overtale Ella til at følge med ned igjen.

Men da han kom derop udpaa Dagen, var intet Menneske, ingen Rensdyr, ingen Telte, ingen Baad paa Vandet at se, ingen Hundeglam at høre. Alt var forsvundet, og der var lige saa øde, tomt, trist og stille omkring Ravdosjøen som oppe paa andre Høifjeldsvidder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.