Franskmanden

77Fjeldfinnerne Jon Eira og Mellet Laagje opholdt sig om Sommeren ved Altenfjorden og om Vinteren i svensk Lapmarken. Da de saaledes en Høst havde brudt op fra Kysten og paa sin Flytning var komne 10-12 Mil ind i Fjeldene paa Veien til Enontekis, slog de atter Leir paa en smuk Landtunge imellem to Indsjøer. Rundt omkring var der godt Renbete, Overflod af Fisk i Indsjøerne, og Multer paa Myrerne. Her pleiede de at have sin Leirplads om Høsten, saaledes som deres Fædre havde havt før dem, og her tilbragte de en Maaneds Tid med at fiske, gaa paa Jagt og sanke Bær, især Multer, til Vinterforsyning.

Bærrene opbevares i Renmaver, der er omhyggelig rensede og dannede til store Poser. Til Bærrene hældes saa meget Renmelk, som Maven rummer, og man lader det Hele stivfryse. En slig fyldt Renmave ser da ud som en stor, graa Sten. 78Vil man nyde noget af den, hugges Stykker af med en Økse, og den hvide, frosne Masse, indsprængt med røde og gule Pletter, ser ikke uappetitlig ud. Naar den er optinet ved Ilden og der er sat Sukker til, smager denne Blanding af Renmelk og Multer ogsaa meget godt. Renmelken, der som bekjendt er saa fed som Fløde, har den mærkelige Egenskab, at den ikke surner i frossen Tilstand.

Naar Fjeldfinnerne har Fred for Ulven, kan de derfor paa disse Høststationer ofte føre et baade behageligt og mageligt Liv. Hist og her ved Indsjøerne staar smaa Nøst, hvori Baade og Fiskeredskaber opbevares. Medens Mændene driver paa Fiskeri og Jagt, sanker Kvinderne Bær.

Af Fugle er Vildgaasen ivrig efterstræbt, baade i den Tid, da den myter og ikke kan flyve, eller før Ungerne endnu er flyvedygtige. Det er forresten ikke nogen let Sag at faa fat i Unggaasen. Den er sky, holder Vagt, og ved mindste Tegn til Fare tager den Spranget med flaksende Vinger over Landstykker fra den ene Indsjø til den anden, indtil den kommer til saa stor Indsjø, at den ikke kan naaes fra Land med Bøsse.

Men Finnen er ogsaa listig. Har han paa lang Afstand fra en Høide opdaget en Gaaseflok i en mindre Indsjø, enes man om, at et Par Mand useede lægger sig i Skjul ved den Ende af Indsjøen, hvorfra 79Gaaseflokken formodes at ville rømme over til en anden Indsjø. Naar Mændene er vel ankomne til Skjulestedet, viser et Par andre sig pludselig ved den modsatte Ende af Indsjøen, og Gaaseflokken svømmer straks henimod den anden Ende, hvor de skjulte Mordere ligger paa Lur. Disse er forsynede med lange Kjeppe, og i Regelen har de hver en eller to Hunde med, der ligeledes godt forstaar, hvad det nu gjælder. Etterhvert som Gaaseflokken nærmer sig Enden af Indsjøen, kommer Jægerne hurtigere gaaende efter fra begge Sider. Flokken gaar da til Slutning paa Land og tager Spranget i Retning af næste Indsjø. Under Spranget hjælper de til med de endnu ikke fuldt udviklede Vinger og det ansees for et Mesterstykke, at en Fin kan springe en saadan op. Dersom Gaasen orker at løfte sig aldrig saa lidet op fra Marken, er den reddet. Men Finnerne kjender Tiden og ved næsten saa godt som paa Dagen, naar Kroppen paa de Unge er udvokset, men de endnu ikke kan flyve. Straks Flokken har naaet Land, farer de i Skjul liggende Finner op og frem med sine Hunde, afskjærer Flokken Tilbageveien og begynder Forfølgelsen, eller man kan gjerne sige Slagteriet. Som Rasende springer de afsted og slaar ihjel hver eneste en, de kan naa, medens Hundene ikke mindre blodtørstige render efter andre, og naar de har faaet 80Tag i en Gaas, bider de Halsen af paa den for saa igjen straks at sætte afsted efter en anden. Undertiden kan det hænde, at de dræber ned hele Flokken; men som oftest undkommer dog enkelte.

En af Dagene blev Jons Broderdatter Ella og hendes Broder Mathis enige om, at de skulde gaa ud paa Multeplukking. Ella vilde have sin Broder og ikke nogen af Pigerne med sig, da han var sterk og paa sin Ryg kunde bære en duelig stor Holk, hvori hun kunde tømme Multerne, efterhvert som de plukkede fulde de Skaale, som de bar i Haanden. Lidt Niste tog de ogsaa med sig, da de tænkte paa at blive ude hele Dagen.

Da det led ud over Middag og de var omtrent ½ Mils Vei borte fra Leirpladsen og saa smaat tænkte paa at tage Veien hjemover igjen, da Holken var næsten fuld, og Mathis syntes, at den var tung nok, forekom det Ella, at hun langt borte hørte en Hund gjø.

«Er det ikke en Hund, som gjør der langt borte?» spurgte hun sin Broder.

Han lyttede efter og lagde Hovedet ned til Marken for at høre endnu bedre.

«Jo, det er en Hund, som gjør,» svarede han

«Lad os gaa bortover for at se, hvad det kan være for Folk,» sagde hun.

81Da de havde gaaet nogle hundrede Alen, hørte de ganske tydelig en Hund gjø længer borte.

«Det er ingen Finnehund,» siger Mathis.

«Hvorledes kan Du vide det?»

«Jeg hører det paa Mælet. Den er saa grov i Mælet, at det maa være en Darohund eller kanske en Stallohund.»

«Lad os gaa hen og se, om det er Reisende.»

«Jeg har ikke Lyst at gaa længer,» mente Mathis.

«Hvorfor ikke? Der er da vel ikke nogen Fare paa Færde?»

«Det er ikke saa godt at vide. Kan hænde, at det er Røveren «Stallo», som er ude og gaar. Han har altid en stor Hund med sig, og faar han Øie paa os, saa er det forbi med os begge to.»

«Men, Mathis, Du tror da vel ikke paa Trold?»

«Det er ikke langt herfra, at gamle Ammund Somby engang mødte en Stallo og kom i Kast med ham og dræbte ham. Det har han selv fortalt os.»

«Snak, Mathis; der findes ingen Jætter eller Trold mere nu. Det er bare Eventyr og Kjærringsnak. Dersom Ammund ikke har drømt, hvad han fortæller, men virkelig har dræbt nogen her inde i Fjeldet, saa maa det have været en enslig Reisende, som han har taget for en Stallo. Kom, lad os gaa bortover! Kanske det er nogen, som er i Nød.»

82«Ja, jeg skal gaa med et Stykke, men jeg vil, at vi skal gaa saaledes, at vi faar se, hvem det er, uden at nogen faar se os.»

Mathis gik foran; men han mere krøb end gik og hviskede til Ella:

«Hold dig lige bag mig og reis dig ikke helt op for at se efter noget, førend jeg siger til.»

Paa Toppen af en Bakke, hvor der stod noget Vidjekjær, blev Mathis liggende og kigede ind imellom Grenene og Løvet.

«Kom hid!» sagde han sagte til Ella og vinkede til hende. «Se der,» sagde han og pegte med Haanden, «der ser Du Hunden, en stor, hvidflekket Hund. Du kan jo straks se, at det ikke er nogen Finnehund, men maa være en Stallohund.»

«Snak, Mathis, der findes hverken Stalloer eller Stallohunde; men hvad er det Sorte, som ligger nedenfor Hunden nede i Lyngen?»

I det samme rørte dette paa sig og udstødte et Klageraab ligesom efter Hjælp.

«Det maa være et Menneske, en Reisende, som er kommen til Skade og raaber om Hjælp,» mente Ella, «lad os gaa hen og se efter.»

«Vogt dig!» advarede Mathis, «Stallo bærer sig ofte saaledes ad for at narre Folk hen til sig.»

«Bare Tøv, Mathis; kan Du ikke se, at det er 83en Mand i mørke Klæder; han ser ikke ud til at være større end Du.»

«Ja, men Stallo kan antage mange Skikkelser, ser Du.»

«Jeg giver en god Dag i din Stallo,» lo Ella. «og tør ikke Du gaa derhen, saa gaar jeg alene.»

Derpaa reiste hun sig op og gik afsted. Mathis kunde for Skam Skyld ikke andet end følge efter.

Da de kom saa nær, at Hunden fik Øie paa dem, kom den springende hen til dem, logrede med Halen og gav tydelig sin Glæde tilkjende over, at der kom Folk. Derpaa sprang den tilbage igjen til sin Herre og slikkede ham paa Haanden for, saa godt den kunde, at fortælle ham en glædelig Nyhed.

«Der kan Du se,» sagde Ella, «det er jo en vakker og snil Hund, ingen Stallohund.»

Mathis var ikke endnu ganske overbevist; men da de kom nærmere, reiste en Mand sig op paa den ene Albue og udstødte nogle Ord, som de ikke forstod.

«Hvad er paa Færde? Hvorfor ligger Du her? Er Du kommen til Skade?» spurgte Mathis paa Finsk, da de kom bort til ham.

Den Fremmede rystede blot paa Hovedet og pegte ned paa sit ene Ben.

«Har De ondt i Benet?» spurgte Ella paa Norsk

84«Brækket Ben!» svarede han med fremmed Accent.

«Har De brækket Benet?» spurgte Ella igjen.

«Ja, brækket Ben. Ah mon dieu, quelle malheur!» udbrød han med et Suk og sank tilbage igjen i Lyngen.

«Er De Franskmand?» spurgte Ella.

«Ja.»

«Jeg kan tale lidt Fransk,» sagde hun paa dette Sprog.

Ved Lyden heraf reiste han sig igjen pludselig op paa Albuen og stirrede aldeles forbauset og næsten forvildet paa Finnepigen. Han kunde ikke rigtig tro sine egne Øren. Var det virkelig en Finnepige, som tiltalte ham paa hans eget Sprog? Ja, han forstod jo, hvad hun sagde, og hun forstod ham.

«Har De ligget længe her i denne Tilstand?» spurgte Ella.

«I to Dage og Nætter. Jeg var paa Veien fra Karasuando til Koutokæino for at gaa paa Jagt og botanisere, og her var jeg saa ulykkelig at falde og brække Benet.»

«Og De var ganske alene?»

«Nei, jeg havde en Fin med som Kjendtmand.»

«Hvor er der blevet af ham?»

«Han er gaaet til Koutokæino for at hente 85Hjælp eller faa 4 Mand med sig, som kan bære mig did.»

«Men der er mindst 10 Mil til Koutokæino, og han vil ikke kunne komme hid igjen førend om 4-5 Dage.»

«Ja, derved er intet at gjøre. Jeg faar blive liggende her, indtil de kommer tilbage, levende eller død. Hvorfra kommer I?»

«Vi kommer fra vor Høstleir. Min Broder og Farbroder har sin Høstleir ikke mere end ½ Mil herfra.»

«Her findes altsaa Mennesker her i Nærheden?»

«Ja, og jeg tænker, at det maa kunne lade sig gjøre at bringe Dem til vor Leir for det første. Der kan De dog ialfald faa et Telt at ligge i.»

«Gud velsigne Dem, er det muligt?»

«Ja, vi skal springe tilbage igjen og hente Folk og komme hid igjen saa hurtigt som muligt.»

«Kjære, gaa ikke fra mig begge to! Det er saa fortvivlet at ligge her alene. Kan ikke Deres Broder gaa og De blive tilbage her hos mig, til Folkene kommer?»

«Det kan jeg ogsaa,» sagde Ella og forklarede nu for Mathis, at han maatte skynde sig og faa Jon og Mellet og deres to Tjenestegutter med sig og komme tilbage snarest muligt samt have en Bærebør med.

86«Men har De havt noget at spise, medens De har ligget her?» spurgte Ella.

«Jeg har ikke sultet; men jeg er forferdelig tørst.»

Ella sprang afsted til nærmeste Bæk og hentede Vand til ham.

«Vil De ikke ogsaa have lidt at spise? Jeg har et Stykke Rentunge, og saa skal De faa friske Multer til, som jeg nylig har plukket.»

«Jeg er Dem meget taknemmelig for Deres Godhed.»

«Kanske De vil, at jeg skal gjøre op Ild for Dem?»

«Ja, Gud velsigne Dem, det vilde være deiligt at faa varme sig lidt ved en Ild.»

Ella gjorde Ild op i Læ af ham og satte sig nu ogsaa ned ved Ilden.

Franskmanden havde hele Tiden fulgt hendes Bevægelser med vidunderlig Interesse og kunde ikke faa Øinene fra hende, nu hun sad der ved Ilden et Stykke fra ham. Han stirrede saaledes paa hende, at hun maatte slaa sine Øine ned.

«Men hvem er De?» spurgte han endelig. «Er De en forklædt Prinsesse eller en Engel fra Himmelen, som i Finneklæder er kommen ned for at trøste og hjælpe mig?»

87«Nei,» sagde Ella og lo, «jeg er hverken Prinsesse eller Engel eller nogen Fe, men en ganske simpel Finnepige.»

«Det er ikke muligt. Jeg har seet mange Finnepiger, men ingen som Dem. Og saa kan De tale Fransk.»

«Ja, jeg kan tale lidt Fransk. Det har jeg lært af min Fosterfader Lind, som er Kjøbmand og bor paa Garnes i Alten. I hans Familie er jeg bleven opfostret og opdragen.»

«Ah, nu kan jeg forstaa lidt af det vidunderlige. Og nu?»

«Nu er jeg paa en Tur med mine Slegtninge til Enontekis. Og De?» spurgte Ella. «Er De fra Frankrige?»

«Ja, jeg er Franskmand. Da mine Forældre for et Par Aar siden døde, arvede jeg Formue, og saa reiste jeg ud i den vide Verden paa Lykke og Fromme.»

«Og saa fik De Lyst til at se Lapland og Finmarken?»

«Ja, jeg kommer fra Karasuando og var nu paa Veien til Koutokæino, da Ulykken skeede.»

«De har en vakker og snil Hund,» sagde Ella og klappede denne, der havde lagt sit Hoved i hendes Skjød.

88«Ja, Karo er en prægtig Hund, klog og tro. Den har været aldeles fortvivlet over, at jeg blev liggende her. Den fandt paa de utroligste Ting for at faa mig op og afsted. Men saa har den vel til Slutning forstaaet, at jeg ikke var istand til at gaa. Igaar satte den pludselig afsted ud i Marken, og jeg tænkte, at den havde forladt mig og var sprunget efter Finnen. Det gjorde mig ondt, at den virkelig vilde rømme fra mig. Men efter ½ Times Forløb kom den farende tilbage igjen og lagde en Rypekylling for mine Fødder. Da den formodentlig forstod, at jeg ikke selv kunde gaa paa Jagt, saa havde den vel tænkt, at den paa egen Haand maatte prøve paa at faa fat i noget Vildt til mig. Da det var gjort, satte den sig til at gjø og tude oppe paa Bakken der borte, og det kan jeg rimeligvis takke for, at I fandt mig.»

«Ja, ganske rigtigt, det var Hundens Gjøen, som bragte os hid. Min Broder og jeg var ude for at sanke Bær.»

«Er Deres Forældre ogsaa her?»

«Nei, begge mine Forældre er døde, og jeg er opdragen hos en Nordmandsfamilie.»

«Men naar De er hos dem, gaar De vel ikke i Finnedragt?»

«Nei, da gaar jeg i almindelige Dameklæder.»

89«Ja, det er det, jeg siger. De er en forklædt Prinsesse.»

«Og De?»

«Jeg er ingen forklædt Prins. Jeg er en ganske ordinær fransk Borger. Har De hørt Tale om Frankrige?»

«Ja, det skulde jeg da tro! Jeg har da læst lidt Historie og Geografi. Paris er Hovedstad. Ludvig den XVI er Konge og gift med Marie Antoinette.»

«Ganske rigtigt, men hvor længe han er Konge af Frankrige, det er meget uvist.» –

«De reiser vel snart tilbage igjen til Deres norske Fosterforældre?»

«Nei, jeg har forladt dem for bestandig.»

«Umuligt! De med Deres Opdragelse kan da ikke finde Dem tilfreds iblandt Fjeldfinner. Det hjælper ikke, at De klæder Dem i Finneklæder og ser ud som en Finnepige.»

Ella vilde ikke lade ham komme med flere Spørgsmaal eller give nogen nærmere Forklaring om Fortid og Fremtid. Saarene efter de sidste Begivenheder var endnu saa blodig friske, at de ingen Berørelse taalte, allermindst af en fremmed Haand. Hun reiste sig derfor op og sagde, at hun vilde gaa hen paa nærmeste Høide for at se, om ikke hendes Folk kunde øines i det Fjerne.

90Efter en kort Stund kom hun tilbage igjen og fortalte, at hun saa 5 Mand komme, og at de snart vilde være der.

Franskmanden blev lagt paa en Bærebør og transporteret forsigtigt afsted. Da de kom til Leirpladsen, stimlede naturligvis alle, Store og Smaa, omkring Baaren for at se paa denne Fremmede, som Ella og Mathis havde fundet.

Han blev bragt ind i et af Teltene og forsigtigt lagt ned paa Sengepladsen paa et nyt og mygt Renskind. Mellet havde havt med saadant Benbrud før at gjøre og forstod sig paa at spjelke.

«Men Du maa sige til ham, Ella,» sagde han, «at jeg maa skjære Klæderne af ham nedover Benet. Det er umuligt at trække dem af ham, det vilde gjøre altfor ondt.»

Ved Hjælp af passende stive og krumme Næverstykker blev nu hans Ben spjelket, og han laa tryg og sikker uden Smerter paa sit Leie, opvartet af Ella og de andre Kvinder. Han var en vakker, yngre Mand af Middelshøide, havde et intelligent Ansigt, mørkt, noget krøllet Haar og lidt Tegn til Skjæg. Det var tydeligt, at han gjorde et godt Indtryk og straks vandt Kvindernes Sympati.

«Hvad er det, han siger?» spurgte en af disse Ella.

91«Han velsigner og takker os for, at vi har reddet ham og er saa venlige mod ham.»

«Er der ikke noget, han ønsker? Er han ikke sulten?»

«Jeg skal koge Fisk til ham,» sagde Ella, «og stege et Stykke Renkjød. Jeg tænker nok, at begge Dele vil smage ham godt. Til Dessert kan han jo ogsaa faa Multer og Renmelk.»

Tre Dage senere kom der 5 Finner til Leiren med Bærebør fra Koutokæino. De var blevne meget ængstelige, da de ikke fandt Franskmanden paa det Sted, hvor hans Kjendtmand havde efterladt ham. Skulde en Bjørn eller Ulveflok have ædt op baade ham og Hunden? tænkte de.

De vidste, at der skulde være en Finneleir der i Trakten, og da de fandt frem til denne, fik de da vide, at deres Mand var i god Behold og laa inde i et af Teltene, forbunden og stelt vel om i alle Dele.

Ella gik nu ind til ham og fortalte, at der var kommet 5 Mand fra Koutokæino for at bringe ham did.

«Er der Læge i Koutokæino?» spurgte han.

«Nei, Læge findes ikke nogetsteds her inde Fjeldene,» svarede Ella.

«Kan jeg ikke faa Lov til at blive liggende her?» spurgte han.

92«I Koutokæino kan De faa Hus og Seng at ligge i.»

«Det er det samme. Jeg vil heller blive her, og jeg skal betale godt for mig.»

«Betale godt!» udbrød Ella. «Vi er slet ikke fattige, og vi trænger ikke Deres Penge.»

«Tusen Gange om Forladelse, naadigste Prinsesse! Saa vis Barmhjertighed mod mig og lad mig faa Lov at blive liggende her. Jeg kan jo tale med Dem. I Koutokæino er der vel ingen, som kan tale Fransk?»

«Nei, der er vist ingen.»

«Og saa at blive baaret 10 Mil og kanske brække Benet op igjen, nu det er saa godt forbundet og jeg ligger saa godt uden mindste Smerte.»

«Jeg skal spørge Mellet og Jon.»

Efter Raadslagning med disse blev det afgjort, at han skulde faa Lov til at blive hos dem. De skulde endnu opholde sig der omtrent en Maaned, og efter den Tid vilde Benet være lægt, ialfald saavidt, at han kunde sidde i en Slæde og kjøre. Sandsynligvis vilde der om en Maaneds Tid være Slædeføre.

Ella sad ofte inde hos ham med sit Arbeide. Hun maatte nemlig nu lære at sy Pæske, Komager, Handsker, at væve Komagbaand etc. som en almindelig 93Finnepige, og han blev aldeles ulykkelig, naar hun blev længe borte fra ham.

«Jeg maa spørge Elsa om, hvorledes jeg skal sy en Bræm paa en Hue, som jeg arbeider paa,» forklarede hun en Dag, hun syntes, at hun havde siddet længe nok inde hos ham og holdt ham med Selskab.

«Kan ikke Elsa komme hid og sidde her og arbeide sammen med Dem? Tag hende endelig med Dem og kom hid igjen!»

Ella og Elsa sad senere ofte inde hos ham med sine Arbeider.

Paa en Maade var de, skjønt 3, dog kun 2 sammen. Naar Ella og Franskmanden talte sammen, forstod ikke Elsa et eneste Ord af deres Passiar. Og Ella og Elsa kunde passiare og spøge paa Finsk, saa meget de vilde. Franskmanden forstod ikke en Smule deraf.

«Hvad er det, Elsa arbeider paa?» spurgte han en Dag, de sad inde hos ham.

«Paa en Pæsk.»

«Hvem skal have den?

«De.»

«Skal jeg have den?»

«Javist. Vi maa jo sørge for, at De faar Klæder paa Kroppen. Vinteren kommer snart med Sne og 94Kulde, og da maa De være klædt som vi Finner, ellers fryser De ihjel, stakkels Franskmand!»

«Elsa,« sagde han, «jeg tilbeder dig og kysser dine flittige Hænder.»

«Hvad siger han?» spurgte denne.

«Han siger, at han tilbeder dig og vil kysse dig.»

«Sig ham, at jeg slet ikke bryder mig om nogen af Delene.»

Henimod Slutningen af September var Franskmanden oppe og kunde gaa smaat omkring.

«Nu skal vi snart flytte,» sagde Ella en Dag til ham, «og nu er De saa rask, at De kan kjøre med Ren til Koutokæino.»

«Men jeg vil ikke kjøre til Koutokæino.»

«Hvor vil De da hen?»

«Jeg vil ikke nogetsteds hen. Jeg vil følge med Eder.»

«Til Karasuando?»

«Det er mig det samme. Jeg reiser, hvorhen jeg vil, og bliver, hvor jeg vil, og nu vil jeg være Fjeldfin en Stund.»

«Og leve som vi?»

«Aldeles paa samme Maade som I.»

«Kjøre med Ren, slagte Ren, passe Kjødgryden, som en Fin gjør, hugge Ved, gaa paa Ski, og tale Finsk?»

«Med største Fornøielse, dersom De vil være min Lærerinde.»

95«Det var da et forunderligt Indfald af en Franskmand.»

«Ja, det kan saa synes.»

«Men jeg tror nu, at De snart vil blive kjed af os og vort Liv, og derfor burde De kanske ligesaa godt reise straks.»

«Jasaa, saa De jager mig bort! Nuvel! Saa vil jeg fortælle Dem en Ting, min Naadige, som jeg da gjør.»

«Lad os høre, hvad det er!»

«Saa brækker jeg Benet igjen. Saa kan De have det saa godt.»

«Nei, for Guds Skyld intet Benbrud mere! Da faar De heller faa Lov til at følge med os en Stund endnu.»

«Maa jeg takke Dem og kysse Deres lille Haand?»

«Nei, aldeles ikke!»

«Men i Frankrige er det tilladt at bevise en Dame sin Beundring og Taknemmelighed paa den Maade.»

«Kan gjerne være. Men nu er De ikke Frankrig under Ludvig den XVI, men her i Finmarken blandt Finner, og her bruges ikke den Fremgangsmaade.»

«Hvad siger man da, naar man vil vise sig taknemmelig?»

96«Man siger: Gitos ædnag! Mange Tak! Det er fuldkommen tilstrækkeligt.»

«Men naar jeg nu fik Lyst til at bede om en ganske liden Gunst, naar jeg nu f. Eks. vilde sige, naturligvis blot for Spøg: Giv mig et bittelidet Kys! Hvad heder saa det paa Finsk?»

«Det behøver De aldeles ikke at vide. De kan hjælpe Dem meget godt uden at bede derom.»

«Saa vil jeg spørge Elsa.»

«Hun forstaar ikke et Ord af, hvad De siger,» lo Ella.

«Men naar jeg først peger paa mine egne Læber og dernæst paa hendes eller blot paa hendes Kind eller Haand og ser paa hende med en bønlig Mine, saa vil hun forstaa, hvad jeg mener.»

«Ja, og saa vil hun le ad Dem og springe sin Vei. Det vil blive Svaret og Deres Belønning.»

Nogen Tid senere, da Vinteren var kommen for Alvor, flyttede de henimod Enontekis Kirkeplads, og første Søndag efter Ankomsten did gik saa mange, som kunde undværes fra Leiren, i Kirke.

Franskmanden fulgte ogsaa med, han var Protestant og havde ikke noget imod at overvære Gudstjenesten. Han var nu klædt i fuld Finnehyre, saa ingen i ham kunde formode en Franskmand, naar man ikke hørte ham tale. Baade han og Ella tog sig godt ud i sine smukke Vinterdragter.

97Ude paa Kirketunet, hvor der var en hel Samling af Finner, kom en af disse hen til Ella og spurgte hende, hvor hun var fra.

«Fra Alten i Norge,» svarede hun.

«Er det din Mand, han der?» spurgte han og pegte paa Franskmanden.

«Nei, det er en Fremmed, en Udlænding, som har fulgt med os hid.»

«Hvad spørger han om?» spurgte Franskmanden og saa med et listigt Smil paa Ella. «Jeg syntes, han spurgte, om jeg var Deres «boadnja». Betyder ikke det «Ægtemand»?»

«Jo, og jeg har fortalt ham, at De er en Franskmand, som er ude paa Reiser.»

Det kunde ikke undgaa Ellas Opmærksomhed, at denne Fremmede Dag for Dag mere og mere umiskjendelig lagde for Dagen Følelser for hende, som hun i Begyndelsen ræddedes for, og hun flygtede altid, naar han begyndte at tale til hende i, en øm Tone.

Han selv forstod ogsaa, at han maatte være forsigtig for ikke at jage denne sky Fugl langt bort fra sig.

En Dag, da Elsa og Ella sad inde hos ham ved Ildstedet og han laa henstrakt paa et Renskind tæt ved dem, spørger han pludselig:

98«Tror De, Ella, at jeg er et skikkeligt Menneske?»

«Jeg ved ikke, jeg har ialfald endnu ikke hørt noget galt om Dem.»

«Tror De, at jeg er en hæderlig og ærlig Mand?»

«De har ikke opført Dem uhæderligt imod os.»

«Tror De, at jeg er snil?»

«Ja.»

«Sanddru?»

«Aa ja.»

«Saa tror De vel ogsaa, at det er sandt, naar jeg forsikrer, at jeg, om det stod i min Magt, vilde gjøre alt, hvad jeg kunde, for at De skulde blive meget lykkelig?»

«Men hvortil alle disse Troesbekjendelser og denne Katekisering: Tror De? tror De? tror De?»

«Fordi jeg gjerne vilde, at De skulde have en god Mening om mig.»

«Det har jeg ogsaa.»

«Tak! Sig mig, skulde De ikke have Lyst til engang at gjøre en lang Reise?»

«Hvorhen?»

«Til Frankrige.»

«Jeg, en Finnepige!»

«De er ingen Finnepige. De er en dannet Dame i Ordets bedste Betydning. Vil De gjøre en Reise til mit Fædreland?»

99«Sammen med Dem?»

«Ja, netop med mig.»

«Nei, det vil jeg ikke.»

«Vel, som De vil, min Naadige, men saa reiser heller ikke jeg til Frankrige. Saa bliver jeg her.»

«Men dersom vi nu ikke vil have Dem længer her hos os?»

«Saa gjør jeg, som jeg før har sagt Dem. Jeg brækker Benet.»

«De er et halsstarrigt Menneske, det er sikkert.»

«De er en usedvanlig elskværdig Pige, Ella, ved De det?»

«De er en fransk Smigrer, ved De det? Skam Dem!»

«De har reddet mit Liv.»

«Aa nei, det har jeg nu just ikke gjort. De var nok bleven reddet uden min Hjælp.»

«De er snil.»

«Saa.»

«De har et godt Hjerte.»

«Jasaa.»

«De vil være tro som Guld.»

«Er De sikker paa det?»

«Den Mand, hvis Hustru De bliver, vil De gjøre lykkelig.»

«Det er ikke saa sikkert.»

100«Men De med Deres Opdragelse kan umulig gifte Dem med en simpel Fjeldfin.»

«Hvorfor ikke?»

«Nei, det vilde blive et ulykkeligt Ægteskab.»

«Men De sagde jo netop nu, at jeg vilde gjøre min Mand lykkelig.»

«Ja, De maaske ham, men han ikke Dem.»

Han var taus en Stund, men udbrød saa igjen pludselig:

«Ella?»

«Nu?»

«Vi kan lade os vie her i Enontekis Kirke og holde Bryllup, før vi reiser til Frankrige.»

Hun blev bange og reiste sig op. Hendes Hjerte slog voldsomt, og hendes Læber skjalv. Ogsaa han reiste sig op, og de stod lige over for hinanden alene i Teltet; thi Elsa var gaaet sin Vei.

«Ella,» udbrød han, «vi to kan blive saa lykkelige sammen! Jeg er vis paa, at jeg vil blive lykkeligere med Dem som min Hustru end med nogen anden Kvinde i mit eget Land.»

Hun rystede som et Blad i en pludselig paakommende Storm, og hendes Øine fyldtes med Taarer. Hun havde, siden hun forlod Garnes, havt en Følelse af at være alene og forladt, uagtet hun var iblandt Slægtninge. Hun følte sig svag lige over for denne Mand, som umiskjendelig talte oprigtigt 101til hende. Hun løftede sin ene Haand op til sine lukkede Øine, medens hun strakte den anden ud imod ham for endnu ligesom at holde ham, hans Beilen og hans Kjærlighed borte fra sig. Men han greb denne Haand, holdt den fast og udbrød atter:

«Tro mig, Ella, vi to kan blive saa lykkelige sammen! De skal finde Trøst hos mig for gammel Sorg, om De har havt nogen. De er forældreløs og jeg ogsaa, men vi to skal være os selv nok, og som glade Fugle skal vi flyve sydover og feste Bolig, hvor vi vil.»

Der maa, som en Forfatter siger, være en besynderlig Tryllekraft ved Kjærlighedens ligefremme og ærlige Ord, naar de strømmer fra en Mands Læber, der elsker oprigtigt. Hans Stemme var saa blid og hans Blik saa ømt, at hun uvilkaarligt igjen vendte sig om imod ham og saa ham ind i hans ærlige Øine.

Han forlangte intet Svar, og hun gav ham heller intet; – men hun var hans fra dette Øieblik af, og han vidste det. Nogle Uger senere sagde Ella:

«Vi vil ikke reise straks efter Vielsen.»

«Nei, vi kan blive her og leve som Fjeldfinner i vort eget Telt, saalænge Du vil.»

«Vi vil kjøbe nogle Ren, som skal have vort Mærke.»

102«Saa mange Du vil. Jeg er rig nok til at kjøbe baade Jons og Mellets Hjorde.»

«Og saa kan vi reise til Sommeren.»

«Naar Du selv vil.»

«Men jeg gruer for en saadan Reise til et fremmed Land og fremmede Folk.»

«Har Du ikke mig?»

«Jo, men tænk, om Du blev kjed af mig, stakkels Finnepige, og forlod mig!»

«Ella, Du maa aldrig tænke eller sige noget saadant. Du maa aldrig lade en Gnist af en saadan Tanke faa Indpas hos dig. Du kan trygt stole paa mig. Jeg skal gjerne aflægge, hvilken Ed Du vil. Forlader jeg nogensinde dig, efterat Du er bleven min Hustru, saa gid Satan med alle sine Engle maa komme og hente mig og stege mig paa en gloende Rist i inderste Helvede!»

«Hu! Du bruger saa forferdelige Udtryk, at man kan blive ganske bange.»

«Ja, tror Du da, hvad jeg siger?»

«Ja, ja, band ikke mere!»

«Nei, jeg skal ikke bande mere, men kommer Du med nogenslags Tvivl igjen, saa bander jeg endnu værre end før.»

«Men naar vi kommer sydpaa, og jeg har faaet Dameklæder paa mig, saa skal Du ikke fortælle nogen, at jeg er en Finnepige.»

103«Mine Landsmænd er ikke bornerede. De vil beundre dig saa meget mere, naar de faar høre, at Du oprindelig er Finnepige.»

«Og kanske andre af dine Landsmænd ogsaa vil gjøre sig en Tur hid?»

«For at finde sig en smuk liden Hustru, mener Du? Aa nei, det kan de lade være. Der findes kun én Ella i hele Finmarken og Lapland.»

«Og naar vi saa kommer sydpaa til en større By her i Sverige, saa maa vi sende mange Foræringer tilbage til Mellet og Jon og deres Hustruer og Elsa ikke at forglemme.»

«Hvad Du vil, og saa mange Du vil.»

«Mellet skal have en Rifle, og Jon skal have et Lommeur, og Mathis skal have et Kompas, og Konerne og Elsa skal have hver sin Guldring og allermindst to Søljer hver. Jeg skal paa Finsk skrive deres Navne paa de Ting, som enhver skal have. Jeg synes allerede, jeg ser, hvorledes Mellets Ansigt vil straale, naar han af Kassen tager op sin nye Rifle. Han maa naturligvis straks ud paa Marken og prøve den. Og hvor Hustruerne og Elsa vil juble, naar de faar se Guld- og Sølvstadsen. Var Du da tilstede, kanske Du fik kysse Elsa, som Du endelig vilde, da Du laa syg i Teltet.»

«Aa nei, Ella, nu har jeg det, som bedre er.»

104De blev viede i Enontekis Kirke, og ud paa Vaaren reiste de sydover, efterat Ella havde sagt Farvel til Finmarken, Finner, Telte, Rensdyr, Slægt og Venner og til Slutning sendt et Suk langt, langt bort til et Sted, kjendt kun af hende selv.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.