Skildringer fra Finmarken (Ella)

av Jens Andreas Friis

I Fossen

31Hvem skulde vel tro, at det var muligt, at der skulde kunne sluttes Overenskomst eller Venskab mellem en Linerle og en Saubuk? Det er dog undertiden virkelig Tilfældet, at de kommer til Forstaaelse med hinanden og bliver særdeles gode Venner. Jeg har selv seet det, og Handelsmand Lind fik ogsaa en tidlig Morgenstund se det samme.

En af Dagene skulde der være Tømmerflødning i Elven, som falder ud i Fjorden tæt ved Garnes, hvor Handelsmand Lind boede.

En af de første Dage af Juli var han derfor paa Benene Kl. 2 om Morgenen og gik ud paa Trappen foran Huset. Det var blankt, prægtigt Veir. Solen var oppe hele Døgnet. Alle Husets Folk laa ellers i dyb Søvn. De havde nylig lagt sig; thi man er længe oppe om Aftenen i den lyse Tid og sover til langt ud paa Dagen. Lidt efter lidt 32drager det sig nemlig med alle Gjøremaal længer og længer udover Natten, saa det kan hænde, at man til Slutning spiser Middag Kl. 8, 9, 10 om Aftenen istedetfor Kl. 12 om Dagen. Først naar Lys og Mørke igjen veksler, vender man atter lidt efter lidt tilbage til den normale Benyttelse af Døgnets Timer.

Den eneste, som var ligesaa tidlig oppe som Lind, var en stor Saubuk, der benyttede den tidlige Morgenstund, førend Myggen endnu var for slem, til at faa sig en Frokost af det friske, nye Græs, som voksede ude paa Tunet, og hvoraf Solen endnu ikke havde tørret bort de smaa blinkende Vandperler, som Duggen om Natten havde drysset udover. Men Kl. 2 begyndte Myggen allerede at komme frem i tusindvis. Sauen er ellers det Husdyr, som er bedst beskyttet mod den. Myggen har vanskeligt for at komme til den andre Steder end ved Øinene. Men her sætter den sig ogsaa i hundredevis, saa den formelig danner en Krans omkring dem. Af og til gnider Sauen dem nok af sig ned imod Græsset, men øieblikkelig er Øinene igjen besatte; thi Myggen sværmer som en Sky omkring dens Hoved.

Medens Lind staar og betragter Sauen og ynker den, kommer der pludselig en Linerle flyvende ned fra Taget og sætter sig, kvidrende og vippende med 33Stjerten, lige paa Sauens Hoved. Til sin Forundring ser nu Lind, at Sauen ikke ryster Linerlen af sig, men løfter Hovedet op og staar blikkende stille. Det var aabenbart, at disse to maatte være gamle Kjendinger og gode Venner. Linerlen begyndte nemlig, straks Sauen havde løftet Hovedet op og stod stille, med en utrolig Raphed og Færdighed at plukke Myggen bort fra dens Øine. Sauen rørte ikke et Lem. Det maatte ogsaa være deiligt at føle, at Myggen blev plukket væk.

Da Linerlen havde nappet til sig saa mange, at den havde ligesom en hel Dusk eller Krans af Myg omkring Nebbet, fløi den op under Taget og smøg ind i et Hul. Det var klart nok, at den der havde sit Rede og sine Unger, og det var saaledes en tidlig Frokost, som den havde hentet til dem. Rimeligvis havde Myggen mættet sig mere eller mindre med Saueblod, saaledes at det maatte være en ret nærende Kost, som Ungerne fik. Da Linerlen fløi bort, begyndte Sauen igjen at æde, og Myggen ligesaa. Men det varede ikke længe, før Linerlen kom tilbage og atter tog Plads paa Sauens Hoved, som denne straks løftede op og holdt stille. Paa denne Maade fortsatte de, saalænge Lind saa paa dem, og sandsynligvis den hele Dag, i god Forstaaelse og vel tilfredse med hinanden.

34Men det var jo om Tømmerflødning, her skulde fortælles.

Lind gik hen i Tjenerstuen og vækkede sine to Tjenestegutter, en Nordmand og en Fin. Forsynede med Baadshager gik de opover langs Elven og indom Aslak Kvæn, som ogsaa skulde være med som den mest erfarne Mand i Tømmerflødning. Han var nemlig kommen fra Kemitrakten og havde ofte været med, sagde han, paa Flødning i den store Kemielv.

Længer oppe ved Elven delte de sig. Tjenestegutterne satte over paa den østre Side af Elven, medens Aslak og Lind blev tilbage paa Vestsiden. Tømmeret laa i en Lon i Elven, og da de aabnede Lændsen, strøg det raskt nedover. Det bandt sig vistnok et Par Steder, men blev med Lethed løst igjen af en af Parterne paa begge Sider, indtil de kom ned imod den største Fos i Elven. Her bandt det sig saa fast i «Vase» paa den Side, hvor Lind og Aslak stod, at de ikke kunde faa det løst igjen fra Stranden af.

«Vi maa ud paa Lunnen og løse yderst ude fra,» mente Kvænen. Lind vovede sig da ud paa Tømmerlunnen før at løse de yderste Stokke. Dette var yderst farligt og uforsigtigt, og Aslak, som den erfarne Mand, burde have varskuet ham; men det 35gjorde han ikke. Tvertimod æggede han ham til at gaa længer og længer ud paa Tømmerlunnen.

Tjenestegutterne stod ængstelige paa den anden Side og saa paa dette og raabte til Lind, at han maatte tage sig i Vare. Saa gik Aslak ogsaa lidt ud paa Lunnen og stak sin Baadshage ned imellem to Stokke. Pludselig løsner hele «Vasen» lige foran Aslaks Ben. Han kastede sig lynsnart tilbage og reddede sig, men Lind for med Tømmeret nedover Fossen og forsvandt.

Skrækslagne sprang Tjenerne nedover for at se efter ham under og nedenfor Fossen, medens Aslak paa sin Side ogsaa med et infamt Grin gik nedover. Men intetsteds kunde de opdage ham. Han var aldeles sporløst forsvunden. De gik atter opover til Fossen igjen for at se, om han ikke død eller levende skulde komme tilsyne. Men nei, intet var at opdage.

Ved Middagstid maatte de endelig gaa ned igjen til Garnes med dette tunge Budskab til hans Hustru. De gik nedover langs Elven, og her langt nede fandt de hans Hue og Baadshage. Han maatte altsaa være omkommen og formodentlig ligge et eller andet Sted i Hølen under Fossen. Aslak gik ikke med dem, som han skulde have gjort, for at spise Middag nede paa Garnes efter Aftale. Han 36gik ind i sin egen Stue og forblev der. Han turde vel ikke møde Linds Hustru og se hende i Øinene.

Da Tjenestegutterne kom ind paa Gaardstunet, stod hun i Gangdøren og ventede paa dem.

«Hvor er Lind?» spurgte hun, da hun ikke saa ham.

De stod begge tause en Stund; de kunde ikke straks komme sig til at svare.

«Hvor er Lind?» skreg hun og sprang hen imod dem.

«Vi ved ikke,» fik endelig den ene frem.

«Ved ikke, hvor han er? Hvad er hændt?»

«Aa desværre der er nok skeet en Ulykke,» sagde Finnen.

«Gud i Himmelen!» udbrød hun og var nær ved at segne om, «hvad er skeet?»

«Han faldt i Fossen,» forklarede Finnen.

«I Fossen!»

«Ja, han stod ude paa en Tømmerlun, og saa løsnede den pludselig og han fór med den ned imellem Tømmerstokkene nedover Fossen, og siden har vi ikke seet noget til ham. Vi har ledt efter ham i mange Timer baade under Fossen og nedover langs Elven.»

«Ak Gud forbarme sig!» udbrød Hustruen og sank med et Suk ned paa Marken, men reiste sig pludselig op igjen og skreg vildt:

37«Afsted, afsted, opigjen, jeg vil være med, kom, kom! Vi maa finde ham!»

Midt i Fossen ligger der en stor Helle, hvorover Vandet skyller med saadan Fart, at der under den er et Rum frit for Vand. Lind drev ned ved Kanten af Hellen og fik gribe sig fast, saa han kunde krybe indunder den. Sammenkrøben kunde han ligge der uden at drukne. Han havde ofte fra Stranden af tidligere seet denne Helle og tænkt sig, at der maatte være vandfrit under den, og at det maatte være en god Plads for Oter. Nu fik han da selv gjøre nøiere Bekjendtskab med Lokaliteten. Men hvorledes skulde han komme derifra? Fossen gik durende og skummende forbi ham paa begge Sider og over ham. At slippe sig nedover Fossen vilde være den visse Død. Han skreg og raabte, men Folkene paa Land kunde intet høre paa Grund af Fosseduren. Han forsøgte at stikke Armen ud igjennem Fosseskavlen og faa Haanden saa langt frem, at den kunde sees af Folk. Men han kunde intet høre eller se, som tydede paa, at de havde faaet Øie paa ham. Det vilde dog altid have været en Trøst at vide, at man vidste, hvor han var, og at han var i Live, og at man gjorde, hvad man kunde, for at redde ham ud af hans ufrivillige Skjulested. Men der gik Time efter Time, uden at nogen Hjælp kom. Tørste gjorde han vistnok ikke, men han 38frøs forfærdelig. Vaad og forfrossen som han laa der med Døden for Øine, kom han til at tænke paa mangt og meget i sit foregaaende Liv. Mange Begivenheder passerede forbi ham i Tankerne. Der var meget, som han angrede, og som han bad Vorherre om Tilgivelse for; men der var ogsaa meget, som han med Glæde gjenkaldte i Erindringen og takkede Gud for.

Da hans Hustru fortvivlet grædende kom op til Fossen, kunde heller ikke hun opdage nogetsomhelst Tegn til Manden.

Men pludselig skriger hun til Finnen:

«Se der! hvad er det der, som stikker frem i Fossen og rører sig?»

«Hvor?» spurgte Finnen.

«Ser Du ikke der, lige under den store Hellen, se nu rører det sig igjen.»

«Det er en Haand,» raabte Finnen.

«Det er min Mand!» raabte hans Hustru, «han stikker Haanden frem, forat vi skal se, hvor han er. Han lever, Gud være lovet; men hvorledes skal vi komme ham tilhjælp?»

«Jeg skal springe efter min Lasso og prøve med den.»

«Ja, Gud velsigne dig, skynd dig bare!»

Finnen var en god Lassokaster. Han kunde kaste 15-20 Meter langt, og han forsøgte da ogsaa 39straks at kaste Lassosnaren hen til Lind, saa at denne kunde faa Tag i Løkken med Haanden. Men nei, det var længer, end det saa ud til fra Stranden, og han naaede ikke helt frem, uagtet han anstrengte sig af yderste Evne. At fire en Baad nedover Fossen var ligesaa umuligt som at drage en Baad opover. Saa blev et langt og sterkt Taug hentet, og den ene af Tjenestegutterne roede med den Ende af dette over Elven ovenfor Fossen, Saa holdt de hver i sin Ende paa hver sin Side af Elven og lod det drive nedover for at faa det under Hellen midt i Fossen. Men Fossestrømmen var saa strid, at den straks førte Midtbugten af Tauget ind under Stene, og det blev hængende fast, saa de atter maatte slippe den ene Ende for at faa det løst igjen. Der stod de atter raadløse. Hvad i Guds Navn skulde de finde paa? Det led langt ud paa Eftermiddagen, og Linds Hustru blev mere og mere fortvivlet. Af og til saa hun Haanden stikke frem gjennem Fosseskavlen og ligesom bønfaldende vinke efter Hjælp. Det var til at blive aldeles vanvittig over, at staa der, se og forstaa Nøden, men være aldeles hjælpeløs og maatte lade ham ligge der og fryse ihjel.

En og anden Tømmerstok drev fremdeles ned over Fossen, undertiden ved Siden af Hellen, undertiden lige over den. Saa hænder det vidunderlige, 40at en Tømmerstok kom til at svinge den Ende, hvori «Auget» eller det sedvanlige Hul var hugget, ind under Hellen og stoppe op lidt. Da den igjen drev nedover, havde Lind i Fortvivlelse grebet Tag i «Øiet» og fór med Stokken nedover i Hølen nedenfor. Baade Stokken og Lind dukkede under og blev borte et Øieblik, men de kom op igjen, og Lind hang endnu fast i Øiet.

«Der er han, der er han, han hænger fast i Enden af en Stok!» skreg Finnen, som først blev ham var.

Stokken gjorde en Sving ind i en Bagevje, to Baadshager hug Tag i den, og Lind blev trukken i Land. Hans Hustru kastede sig ned over ham, slyngede sine Arme om hans Hals og kyssede ham med et Ansigt ligesaa vaadt af Taarer som Mandens af Fossevandet.

«Gud være lovet! Du lever, Herren har reddet dig vidunderligt, ham være Tak og Pris i al Evighed!» udbrød hun.

Lind var saa ussel, at han paa Veien nedover maatte støttes af en af Tjenerne, medens hans Hustru gik ved Siden af ham og holdt en af hans kolde Hænder mellem begge sine.

Men da han havde faaet Tørt paa sig og et styrkende Maaltid, var han snart lige rask igjen.

41«Ja, jeg tror nu, at det var Aslak, som fik dig til at fare i Fossen,» sagde hans Hustru, da de om Aftenen sad foran Peisen.

«Nei, jeg kan dog ikke tro saa galt om ham,» mente Lind.

«Jo, jeg har talt med begge Tjenestegutterne, og Finnen siger, at han saa, at Aslak engang stak sin Baadshage ned imellem Stokkene, medens Du stod yderst ude paa Lunnen, og i det samme styrtede den ned med dig.»

«Jasaa, saa Finnen saa det.»

«Ja, og hvorfor kom Aslak ikke herned med de andre?»

«Jeg ved ikke.»

«Nei, han turde ikke, hans Samvittighed slog ham, og han vovede ikke at se mig i Øinene.»

«Da maa han være en større Kjeltring, end jeg troede, men som jeg har sagt dig, jeg kan jage ham fra Pladsen, naar jeg vil.»

«Ja gid Du kunde faa ham til at flytte langt bort herfra, saa vi aldrig saa ham mere. Jeg vil altid være ræd ham, saalænge han er her.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Skildringer fra Finmarken (Ella)

I Skildringer fra Finmarken (Ella) fra 1891 møter vi igjen Lajla fra Fra Finmarken (Lajla) (1881), men denne gangen har hun en birolle.

Ella er datter til Mons Eira, men blir gitt til Aslak Kvæn da foreldrene hennes omkommer i en ulykke. Da Lajla, som nå er gift med handelsmann Lind, oppdager at Aslak ikke behandler barnet godt, adopterer hun barnet. Ella får dermed norsk oppdragelse og skolegang. Men etterhvert opplever hun at det ikke er helt uproblematisk å høre til to folkegrupper.

Som Fra Finmarken (Lajla) er også Skildringer fra Finmarken (Ella) en blanding mellom en roman og en folkelivsskildring. Hele kapitler er viet forklaringer og beskrivelser av samisk levesett og språk.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891

Les mer..

Om Jens Andreas Friis

J. A. Friis var språkforsker og forfatter. Gjennom sine mange reiser nord i Norge og Finland utviklet han en stor interesse for området og dets befolkning og for samisk og finsk språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.