I Snestorm

124Tre Aar senere kom Anton og Anders tilbage fra Kjøbenhavn som theologiske Kandidater med det samme Skib, som engang før havde bragt dem tilbage som Studenter. Men denne Gang kom der ingen Ella springende ned til Stranden for at tage imod dem.

Da de heller ikke saa noget til hende oppe Huset, spurgte Anton forundret sin Moder:

«Men hvor er Ella? Er hun ikke hjemme?»

Hans Moder havde ikke i sine Breve fortalt noget om hendes Flugt. Hun tænkte som saa, at det kanske ikke var værdt at fortælle noget herom. Det kunde kanske forstyrre ham eller maaske begge to i deres Studeringer. Hun havde en Anelse om, at ikke blot Anton, men ogsaa Anders holdt mere af Ella, end de lod sig mærke med. De kunde tidsnok faa dette at vide, naar de kom tilbage igjen, tænkte hun.

125Om Aftenen da Anton og hans Moder sad alene sammen, gjentog han Spørgsmaalet.

«Sig mig, hvor er Ella? Er hun bortreist?»

«Ja, Ella er ikke længer her hos os, hun er reist fra os.»

«Men hun kommer vel snart tilbage igjen?»

«Det tror jeg ikke. Hun er reist til sine Slægtninge. Nogle Dage efter, at Du og Anders var reist, forsvandt hun uden at sige Farvel, og siden har vi hverken seet eller hørt noget til hende.»

«Men i Guds Navn, hvorfor, hvad var Grunden?»

«Ja, det har jeg nok en Anelse om, men kanske Du selv kan svare bedre end jeg herpaa, naar Du tænker efter. Her er nogle Ord fra hende til mig i et Brev, som laa igjen paa hendes Værelse,» og hun viste ham Brevet.

Han blegnede, da han læste det

«Skjønner Du nu, hvorfor hun rømte fra os?»

«Nei, der maa være indtruffet noget, som jeg ikke kjender til.»

«Jeg ved ikke, hvad det skulde være. Jeg tror, at Ella holdt meget af dig; men hun maa have troet, at Du slet ikke brød dig om en fattig Finnepige som hende. Du var heller ikke altid snil mod hende, som Du bestandig kaldte «Lita».»

«Jeg var aldrig uvenlig mod hende med Vilje. Jeg holdt af Ella.»

126«Jeg holdt ogsaa af hende. Hun var en sjelden hjertevarm Pige og dertil meget vakker.»

«Ja.»

«I mit stille Sind havde jeg, naar jeg saa Eder sammen, tænkt mig, at hun engang skulde være bleven en liden smuk Hustru for dig. Jeg er vis paa, at Anders vilde have friet til hende, dersom han paa mindste Maade var bleven opmuntret.»

«Hvorfor kunde hun ikke have ventet, til jeg kom tilbage, saa jeg havde faaet tale alvorligt med hende?»

«Jeg holdt af Ella,» fortsatte hans Moder, «som om hun havde været mit eget Barn. Hun var en sjelden Pige, og hun vilde være bleven dig en tro og elskværdig Hustru og mig en snil Datter.»

«Det tror jeg ogsaa. Jeg satte megen Pris paa Ella, ja naar jeg skal være oprigtig og ærlig, saa holdt jeg mere af hende, end Du vidste, hun vidste og jeg selv vidste. Nu først føler jeg det, da hun kanske er tabt for mig.»

«Hvorfor sagde Du aldrig noget saadant til hende eller lod hende ane noget saadant?»

«Fordi jeg var en Dumrian, en Klodrian, en Stymper af en Gut, som næsten skammede mig for mine Følelser og aldrig havde Fremferd eller Mod til at tilstaa dem for hende, men tvertimod lod, som om jeg slet ikke var indtagen i hende. Det var en 127dum, gutteagtig Klodsethed, som beherskede mig, og som gjorde, at jeg ofte talte modsat af, hvad jeg følte i mit Hjerte.»

«Stakkels Ella, hun maa have troet, at Du aldeles ikke havde det mindste tilovers for hende, at hun intet var for dig, men at Du alene sværmede for Julie, Præstens Datter inde i Alten, og at hun følgelig intet andet havde at gjøre end at glemme dig, forlade os og vende tilbage til sine Slægtninge.»

«Jeg sværme for Julie!» udbrød Anton. «Nei, jeg bryder mig aldeles ikke om Julie. Jeg har næsten ikke en eneste Gang tænkt paa hende i disse 3 Aar, medens der neppe gik nogen Dag, uden at jeg tænkte paa Ella, og hvor snil og elskværdig jeg vilde være imod hende, naar jeg fik se hende igjen som voksen Pige og selv ikke længer var nogen Dumrian af en Gut.»

«Jeg tror, at Ella allerede fra ganske liden af holdt meget af dig, mere end af nogen anden, ja alene af dig.»

«Ja, jeg skjønner det nu, jeg skjønner, at jeg selv er Skyld i det altsammen. Jeg havde ikke Mod til at sige hende Sandheden lige ud, som jeg burde have gjort, elendige Stymper som jeg var.»

«Du kunde have betroet dig lidt til mig. Du kunde gjerne have tilstaaet for din Moder disse Følelser, saa havde jeg vel ogsaa trøstet Ella lidt 128saa hun ikke havde rømt, men oppebiet din Tilbagekomst.»

«Ja, det kunde jeg ogsaa; men det gjorde jeg heller ikke. Jeg gjorde i det hele taget alt andet, end hvad jeg skulde have gjort.»

«Gud maa vide, hvor hun nu ferdes. Mellet og Jon har de to sidste Aar ikke været her ved Ravdosjøen om Sommeren som før. Kanske hun har giftet sig med en Fjeldfin og er flyttet andetsteds hen.»

«Sig ikke det, Moder. Gud forbyde, at det skulde være Tilfældet. Jeg vil opsøge hende, finde hende, gaa til Bekjendelse saa bønfaldende, at findes der endnu noget i hendes Hjerte for mig, saa skal hun blive min.»

«Vil Du reise afsted i Vinter?»

«Ja, jeg vil reise snarest muligt. Jeg kan ikke vente, jeg kan ikke gaa her i Uvished, jeg maa finde hende, se hende igjen og faa min Dom.»

«Men Du ved ikke, hvor hun og hendes Slægt nu opholder sig.»

«De har altid opholdt sig mellem Koutokæino og Enontekis, og der nogetsteds opholder de sig vel ogsaa iaar. Jeg skal nok faa Spurlag paa dem, naar jeg træffer en eller anden Fjeldfinnefamilie. Anders og jeg skal ruste os til Reisen imorgen den Dag. Han er vel ogsaa ivrig efter at gjense sine Forældre.»

129«Jeg tænker, at heller ikke han har noget imod at gjense Ella.»

«Nei, og saa kan hun jo paa Stedet vælge imellem sine to gamle Barndomsbekjendte og Friere.»

Nogle Dage senere stod der 6 Ren spændte for hver sin Slæde ude paa Gaardspladsen udenfor Linds Hus. Det var Anton og Anders, som skulde paa Fjeldreise sammen med en ældre Fjeldfin, der var leiet til at være med som Vappus eller Kjendtmand. De havde med sig i de Kjærisser eller Godsslæder, som 3 af Rensdyrene trak, et lidet Reisetelt, Renkjød, Gryde m. m.; thi de vilde paa lange Strækninger ikke træffe Folk eller komme i Hus, men blive nødte til at kampere ude baade Nat og Dag.

Første Dag kom de til Vina, et Steel, som ligger et Par Mile oppe ved Altenelven, og her boede Folk, saa de kunde sove under Tag.

Næste Dag skulde de prøve paa at naa frem til et Sted, som heder Mazi, hvor der paa den Tid stod et lidet Kapel, og hvor der ligeledes boede Folk. Men mellem Vina og Mazi har man Fjeldstrækningen Bæskadas at passere, og denne 4-5 Mile lange Fjeldstrækning er bekjendt for at kunne være yderst besværlig at komme over, naar Veiret er haardt. Der findes paa hele Strækningen ikke 130Skov, ikke Ly, end mindre Hus, men bare det nøgne, bølgeformige Høifjeld.

Det havde sneet den Dag, de kom til Vina, og det sneede fremdeles hele Natten, saaledes at der laa over en Alen dyb Sne om Morgenen, da de skulde drage i Vei over Fjeldørkenen. Den gamle Fjeldfin raadede til at vente til næste Dag og se Veiret an.

«Der vil komme Storm ud paa Dagen,» spaaede han efter Mærker, som han kjendte.

«Er Du bange?» spurgte Anton ligesom lidt haanligt.

«Nei, men har Du været ude i Kulde og Snestorm før?» spurgte han.

«Aa ja lidt.»

«Du har vist aldrig oplevet en rigtig Snestorm Dag og Nat, Dag og Nat paa nøgne Høifjeldet?»

«Nei, det har jeg ikke.»

«Da ved Du heller ikke, hvad det er.»

«Men saa kan jeg jo faa det at vide.»

«Det er ikke af den Slags Bekjendtskaber, som man pleier at tragte efter. Du kan vel se, at der er Fart i Skyerne, og ud paa Dagen faar vi Storm, dersom ikke alle Mærker slaar Feil.»

«Men vi er jo paa faste Landet, ikke paa Sjøen, saa det kan vel ikke være saa farligt?»

131«Snerok paa Fjeldet er værre end Sjørok paa Havet,» mente den Gamle.

Men Anton vilde ikke vente. Han havde ingen Ro paa sig, han maatte afsted.

«Ja i Guds Navn da,» sagde Gamlingen, «som Du vil. Ungdom og Uforstand og Overmod vil ikke høre paa Alderdom og forstandige Raad. Men gid Du ikke maa komme til at angre det altfor bittert!»

De spændte Renene for Slæderne, satte sig i Pulkene og drog afsted; men det gik smaat, da Sneen var dyb, saa det var tungt for Renene at trække, især for den, der gik i Spidsen og brød Vei. De maatte derfor skifte med at kjøre foran. Undertiden maatte Finnen endog tage Ski paa og gaa foran og lede Renen efter sig med tom Slæde. Nogen Fare var der dog ikke.

«Naa, ser Du nu,» sagde Anton ved Middagstid til Finnen, «der kommer jo ingen Storm.»

«Tal ikke om Storm,» sagde denne, «man den ikke frem! Den kommer tidsnok. Om en halv Time kan Du ikke se en Alen fra dig. Ser Du derborte paa Høideryggen?»

Ganske rigtigt. Løssneen begyndte at hvirvle op i Luften og fyge afsted fra en af Høideryggerne, saa fra en anden, saa fra en tredje, og snart stod hele Fjeldet i et eneste Rok for en kold, rivende 132Nordenvind, som de dog heldigvis endnu havde paa Siden, ikke lige imod sig.

Al den Masse, mere end en Alen dyb Løssne, som Kulden havde frossen fin som Mel, kom nu i Fart og fyldte Luften høit og lavt, saa det blev mørkt som Natten. De kunde intet se rundt omkring sig, kun høre Stormen tude og en rasende, hvislende Lyd af de fygende Snemasser, lig det tørre Støv paa en Landevei eller Gade. Selv Renen foran Slæden kunde kun utydelig skimtes.

«Vi faar nok Styggeveir alligevel,» raabte Anton. De maatte raabe til hinanden for at blive hørte.

«Vent til i Nat!» skreg Finnen tilbage, «saa skal Du faa føle noget andet.»

«Kan vi ikke vende?» spurgte Anders.

«Nei, da faar vi Roket lige i Synet og vil fryse Ansigterne af os. Desuden faar vi ikke Renen til at gaa frem lige imod Veiret. Nu faar vi tage det, som det er, og gaa halvt unda Stormen.»

De vedblev at drage sig smaat frem udover Aftenen, skjønt det var kulmørkt. De havde før kjørt hver for sig; men nu bandt Finnen alle Renene efter hverandre, for at de ikke skulde komme fra hinanden og forsvinde i Sneroket. Selv gik han naturligvis i Spidsen; thi alene han havde Begreb om Retningen, som de skulde holde. Han holdt sig paa Skraa af Stormen, og naar han en og anden 133Gang fik se lidt af Marken, som var blæst bar, tog han Mosen op i Haanden og saa paa den. Der skulde for ham ikke mere til for at vide, hvor de var. Saa kom de ud paa Isen af en mindre Indsjø.

«Dette maa være Holggajavrre,» sagde Finnen «og vi er paa ret Vei til Mazi.»

Men baade Anton og Anders begyndte ud paa Natten at blive aldeles udmasede og forsultne. Rensdyrene vilde heller ikke gaa frem længer. De standsede ret som det var, vendte Ryggen mod Veiret og ludede Hovederne ned mod Marken. Enkelte vilde lægge sig.

«Renen orker ikke mere!» skreg Finnen, «vi bliver nødte til at raste her.»

Han spændte Dyrene fra Slæderne og bandt dem til hinanden i Kjøretømmerne. De dels stod, dels lagde sig den ene bag den anden. En og anden løftede undertiden Hovedet op imod Snestormen for at veire et eller andet. Naar de var nærved aldeles at tilfyges, reiste de sig op, rystede Sneen af sig og lagde sig ned igjen.

Saa forsøgte Anton og Anders at faa op det lille Reisetelt, som de havde med sig i en af Kjærisserne. Men det var umuligt. Stormen tog og slængte det hen over Marken, saa de maatte pakke det ned igjen for ikke at miste det. Saa forsøgte Finnen at gjøre op Ild med nogle Fedvedstikker, 134som han havde med, og noget tør Vidjekvist, for at de kunde faa tine op noget Renkjød saavidt, at de kunde putte det i Munden; thi i omtrent 30° Kulde er Kjødet saa stenhaardt og koldt, at Læberne ved at komme det nær fryser fast til samme som til iskoldt Jern. Man maa enten holde smaa Stykker inde i Munden og aande paa dem –, men det er i sligt Veir igjen umuligt paa Grund af det fygende Snestøv, – eller man maa varme et Stykke lidt ved at putte det ind paa Barmen under den ydre Pæsk.

Men det var aldeles ugjørligt at faa gjort op Ild. Snefoket kvalte ethvert Forsøg og begrov i faa Minutter baade Træpindene og Kvistene. Stormen tudede, og Sneen føg endnu værre end før. Og ikke nok med det Snestøv, som Stormen rev op fra Marken. Undertiden kom der piskende ned fra Himmelen Byger af fine Isnaale, der stak som Ild paa den bare Del af Ansigtet og borede sig ind i Øine, Næse og Mund, saa man maatte holde Handskerne for Ansigtet for ikke at kvæles. Anton havde Skjæg paa Overlæben; men dette blev til en Isklump, som han ikke kunde faa tint op.

«Skjær Skjægget af dig!» skreg Finnen til ham, «ellers mister Du Overlæben. Skjæg duer ikke i Snestorm paa Fjeldet; derfor har Fjeldfinnerne aldrig Skjæg.»

135I hvilkensomhelst anden Dragt end Finnedragt vilde ethvert Menneske omkomme i sligt Veir. Det fine Snestøv presses af Stormen ind igjennem den mindste Aabning eller Gløt eller Knaphul i enhver anden Slags Dragt, og man vilde i en saadan, selv i en Ulveskindspels, føle sig næsten, som om man var nøgen.

Men naar man først har faaet en «Dork» eller Skjorte af uklippede Faareskind paa sig inderst inde, dernæst to Renskindspelse, den ene med Haarene ind, den anden med Haarene ud, og derpaa en Krave af Bjørneskind, der ligger over Skuldre, Bryst og Ryg og stikker saa høit op, at man af og til kan begrave Mund og Næse i Haarene, samt endelig en Hue med en stor Pul fyldt af Ederdun, der kan trækkes nedover Øren og Pande lige til Øienbrynene, saa klarer man sig nogenlunde. Denne Dragt er lufttæt lige fra Næsen ned til Tæerne og ud til Fingerspidserne, saa Sneen ikke nogetsteds kan trænge ind. Kun Øinene, lidt af Kindbenene og Næsen er bare, og man maa stadig passe paa hinanden, da den ene eller anden ret som det er kan have frosset noget af Ansigtet hvidt, saa man snarest mulig maa tine det op igjen med Sne. Paa Kinderne eller hvilkensomhelst bar Del af Ansigtet lægger der sig stadig Isskorpe, som af og til maa knuses og gnides af med Handskerne.

136Kjøbenhavner-Kandidaterne Anton og Anders blev til Slutning saa trøtte, at de havde den største Lyst til at kaste sig overende, sovne ind og lade sig fyge ned af Snestormen. Men Finnen advarede dem. Man kan godt lade sig sne ned, naar Sneen falder jevn og løs, og mangen Fin har sovet under et tykt Lag af Sne over Pulken, som han har hvælvet over sig. Sneen er i stille Veir saa løs, at man godt kan puste under den. Men anderledes i en hylende Storm. Fokket dækker da enhver Gjenstand med et saa haardt, tæt og fast Snelag, at det bærer baade Mand og Ren og umuliggjør Aandedrættet.

«Jeg maa sove,» udbrød endelig Anton, «jeg holder det ikke længer ud;» og han kastede sig ned paa Sneen.

«Nei, nei!» skreg Finnen, «Du maa ikke lægge dig til at sove saaledes. Dersom vi alle tre lægger os til at sove, vil vi aldrig vaagne mere, men imorgen være kvalte og stivfrosne.»

Medens de havde siddet der en ½ Times Tid, var allerede Slæderne fuldstændig dækkede af Snefokket, saa de saa ud som Snehouge.

«Ser Du Slæderne,» sagde Finnen, «slig vilde Du ogsaa se ud, naar Du havde sovet en Times Tid, og aldrig mere vilde Du vaagne. Var Du nu alene, vilde det være forbi med dig. Men Du skal alligevel faa sove en Stund. Nu kan Du og Anders 137tage hver sit Renskind og lægge Eder paa dem, saa skal jeg vælte Pulkene over Eder og stille Kjærisserne bag Eder. Men spis noget af Renkjødet først, som I har paa Barmen. Det hjælper mod Kulden. Tomme Tarme giver frosne Ben og Arme, ser Du. Endda godt, at der ikke kommer Ulv paa Renene vore. Mister vi Dyrene, saa ved jeg ikke, hvordan det vil gaa os. Men Veiret er for slemt endogsaa for Ulven. Alt Levende, selv Ulven, har søgt ned fra Fjeldet for at finde Ly for Stormen. Alle vilde Dyr, ser Du, aner saadant Uveir, førend det bryder løs, og flygter i Tide.»

Anton og Anders lagde sig nu paa hver sit Renskind med Pulkene over sig. Sneen føg værre end før og dækkede snart Pulkene og de Sovende ogsaa, idet den hvirvlede sig ind under Slæderne. Men Finnen holdt Vagt og passede paa af og til at skuffe den bort fra deres tildækkede Hoveder, saa han var vis paa, at de ikke kunde kvæles. Selv sad han den gamle, veirbidte og brunbarkede Fin der og mumlede paa noget Renkjød. Af og til, naar han var noget nedføgen, reiste han sig op, rystede Sneen af sig og gik hen til Rensdyrene for at flytte lidt paa dem, saa de kunde finde noget at æde ved at sparke Sneen op fra Marken. Han havde forsynt flere af Dyrene med Bjelder for at kunne høre, om end ikke se dem.

138Ud paa Morgenen vækkede han de to Unge, som nu havde vundet Kræfter igjen og en glubende Appetit, saa de med Begjærlighed tog fat paa det Renkjød, som de havde gjemt indenfor Klæderne, medens de sov, og som nu var saavidt tinet op, at det kunde ædes.

«Nu faar Du lægge dig en Stund og sove,» sagde Anton til Finnen, «saa skal vi vaage og holde Vagt.»

«Aa nei,» mente denne, «jeg kan nok klare mig on Nat til endnu. Det har jeg været nødt til før.»

Ud paa næste Nat naaede de frem til Mazi, hvor de fik Tag over Hovedet og kunde hvile ud og faa kogt Mad. Herfra til Koutokæino er der 8 Mil. De maatte paa dette Stykke ogsaa tilbringe en Nat ude paa Sneen; men Stormen havde lagt sig, saa det ikke var nogen vanskelig Sag. Der fandtes desuden saavidt Træfang, at de kunde gjøre op Ild og koge Mad. Derpaa slog de op sit Reisetelt og sov den Nat godt alle tre.

Næste Dag var Veiret ganske stille, og der laa en tyk Taage over alle Fjelde. Men ud paa Dagen kom saa meget Drag i Luften, at det lettede Taagen og rullede den sammen opover Fjeldsiderne, som man ruller et hvidt Sengeteppe op og lægger det paa Hovedpuden.

139I Koutokæino fik de ingen nærmere Besked om, hvor Mellet og Jon opholdt sig, og de reiste derfor videre afsted til Enontekis.

Her traf de Folk, som kjendte begge Fjeldfinnerne og fortalte, at de formodentlig laa i Leir nogle Mil sydligere, henimod Karasuando.

«Var der en ung Pige med dem, som hed Ella, en Broderdatter af Jon Eira?» spurgte Anton.

«Hun, som kunde tale Fransk?» «Ja.»

«Jo, for 3 Aar siden var hun her med dem.»

«Er hun ikke med dem nu ogsaa?»

«Nei da, hun blev jo gift for 3 Aar siden og viet her i Enontekis Kirke.»

Der gik som et Dolkestik gjennem Antons Hjerte. Han blev dødsbleg og kunde ikke straks sige noget.

«Blev hun gift, siger Du, og med hvem?»

«Med den fremmede Mand.»

«Hvilken fremmed Mand?»

«En fremmed Mand, en Franskmand, som de fandt liggende syg ude i Fjeldet, og som blev hos dem hele Vinteren, og som hun kunde tale med.»

«Giftede hun sig med en Franskmand, siger Du?»

«Ja, Bryllupet stod her i Enontekis, og ud paa Vaaren reiste de til Frankrige.»

140«Hvor længe er det siden?»

«Det er nu omtrent 3 Aar siden.»

Dagen efter traf de Mellet og Jon i Leir to Mil fra Enontekis, og Anton fik her nærmere Besked om, hvad der havde tildraget sig.

Der kunde saaledes ikke være nogen Tvivl længer. Hun var altsaa for altid tabt for ham. Han havde følgelig ikke mere at gjøre inde i Fjeldet, og han begav sig derfor ogsaa straks paa Tilbageveien. Anders blev derimod tilbage hos sine Forældre. Men den Reise, Anton nu gjorde tilbage til Garnes, var den sørgeligste, han havde gjort i sit Liv. Finnen forundrede sig over hans Taushed, han mælede næsten ikke et Ord paa hele Veien og vilde hverken spise eller drikke. Saa ivrig han havde været paa Udturen, saa ligegyldig var han nu for alt. Finnen troede til Slutning, at han ikke var rigtig ved Sands og Samling, og ilede, saa meget han kunde, for at faa ham hjem igjen til Garnes.

Antons Moder saa straks paa Sønnens Ansigt, at han var nedslaaet og bar paa en Sorg. Hun havde glædet sig til, at han muligens kunde have bragt Ella med sig tilbage igjen.

«Du har ikke fundet Ella?»

«Nei, hun er gift.»

«Gift!»

«Ja.»

141«Talte Du med hende?»

«Nei, hun er ikke i Finmarken, hun er i Frankrige.»

«I Frankrige! siger Du.»

«Ja, hun har for 3 Aar siden giftet sig i Enontekis med en Franskmand og er reist med ham, Gud ved hvorhen; men det kan være det samme, for mig er hun tabt og borte.»

«Nu vel, Gutten min, der er flere Piger end Ella, og Du er ung endnu. Du kan nok blive lykkelig med en anden Pige.»

Anton likte sig ikke længer rigtig paa selve Garnesgaarden. Hvad han tænkte eller gjorde, paa Fortid eller Fremtid, paa Liv eller Død, saa var Ella Begyndelsen og Enden. Hun var hans uudsigelige Sorg.

Han byggede sig et eget Hus nede ved Skibshavnen og boede der som en Eremit. Han rugede over sine Bøger og vilde ikke se nogen Fremmed eller besøge nogen. Det er ikke umuligt, at Julie, Præstens Datter inde i Alten, kunde have været villig til at trøste ham; men han kom aldrig derind.

Anders antog Navnet Porsanger, da han blev Student. Hans Bedsteforældre var nemlig komne fra denne Trakt af Finmarken. Om ham og hans senere Liv kan følgende historiske Oplysninger meddeles.

142Han er den første og hidtil eneste norske Fin, som har studeret ved et Universitet og er bleven Embedsmand. Han tog Examen philos. 1759 med Laud og theol. Embedseksamen 1761 med Haud. For sin Dimispræken fik han Laud. Han havde jo i Tide øvet sig op paa Garnes med at præke baade for Dukkerne og den gamle Saubuk ude paa Gaardstunet. 1761 blev han Missionær i Varanger. 1772 blev han udnævnt til Sognepræst til Vadsø, og 1777 blev han Provst i Østfinmarken. 1780 skulde han gjøre en Reise til Kjøbenhavn; men Skibet, som skulde bringe ham did, forliste, og baade han, hans Hustru og to Børn omkom.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.