III.

Madam Späckbom havde ogsaa Praxis i Omegnen af Byen; og hun var meget stolt, naar der holdt en Kariol eller vel endog en Gig foran hendes Dør.

Else fik af og til følge med, naar der var Plads; og disse Ture vare igrunden alt, hvad Loppen saa af Landlivet; ellers kom hun aldrig længer end i de trange, krogede Gader i Byen; idethøieste stjal hun sig en Baad og roede en Trip udover Vaagen.

Men en Godveirsdag i Slutten af August skulde hun faa følge Madamen ud paa Landet; der var kommen Bud fra Konsul Withs Teglværk, hvor Formandens Kone var en af Madamens gamle Patienter.

Hele Arken var i Bevægelse ianledning af denne Begivenhed, og alle Nabolagets Børn 40stod andægtige omkring Giggen, forat se Mam Späckbom stige op. Christian Falbe stod ovenpaa og nikkede; Banden havde samlet sig i Brystvinduet paa Loftet, hvorfra de kunde se Vognen kjøre bort, og de raabte og vinkede til Loppen. Hun vendte sig straalende lyksalig og lo, saa det klang i den trange Gade.

Solen var ikke rigtig klar endnu. Den skinnede graaviolet gjennem den stille tunge Efteraarstaage, som løftede sig fra Vandene og de vaade Myrer og blandede sig med den mørkebrune Morgenrøg fra alle Skorstenene nede i Byen.

Men da de kom høiere op, var der ingen Taage mere undtagen lavt nede, hvor en Dot hang igjen i Byhaverne eller indunder de store Trær ved Kirken. Og der blev varmt og ganske klart, saa man kunde skimte Striben af det aabne Hav ude i Vest. Men indover Byfjorden med Øerne og de høie blaa Fjelde, henover Marker og gule Agre og opover Bakker og Lyngsletter, som vare violette af Blomster, – der laa den tidlige Høstmorgen saa stille – saa stille og fin.

Loppen lo og snakkede i Førstningen saameget, at Mam Späckbom bad hende holde Mund. Madamen vilde heller underholde sig med Skydsgutten, som stod bagpaa, om Sundhedstilstanden 41og Tilstanden overhovedet udover Landet.

Else holdt nu sin Mund, – ikke just fordi hun brød sig saameget om, hvad Madamen sagde; men hun mistede efterhaanden Lysten til at snakke.

Hun begyndte at nyde det mere for sig selv – alt det, hun saa omkring sig. Hun raabte ikke længer, hvergang hun saa en Ko; men hun glædede sig over, hvor godt det saa ud at gaa omkring og spise i det friske kjølige Græs.

Der var ganske blikstille, og Vandene, som kom og forsvandt mellem Bakkerne, vare blanke som Speil. Rugen var lysegul; men Havren havde endnu grønne Flekker i Dalene, hvor Jorden var dyb. De tunge korte Ax ludede lavt ned efter den Vind, som havde blæst igaar, og overalt lugtede der saa varmt og modent.

Men da de kom saa langt fra Byen, at Agrene ophørte, og Lyngtuerne bredte sig i store violette Dusker paa begge Sider af Veien, da blev Luften saa beklemmende rig, at Else drog Pusten helt ud flere Gange og tog sig for Brystet; det kjendtes, somom hendes Snørliv var altfor trangt.

Al denne Skjønhed fra Naturen, som hun kjendte saa lidet til, fyldte hende med etslags 42Smerte, saaat Taarerne kom hende i Øinene. Hun gjennemgik alle sine Smaasynder og syntes, hun var ikke god nok til at skinnes paa af denne velsignede Sol.

Men dernæst følte hun et uendeligt, varmt Velbefindende gjennemstrømme sig fra Top til Taa. Hun blev med en Gang saa glad, saa tryg, saa taknemmelig for alt – mod alle, at hun gjerne kunde have hoppet fra Giggen i Armene paa hvemsomhelst – bare forat takke, fordi hun var saa glad, saa overstrømmende lykkelig. Hun syntes, hun skyldte alverden saa meget.

Thi en Anelse om en stor – stor Lykke greb hende; hun lænede sig tilbage – saa godt det lod sig gjøre i den humpende Gig og gav sig til at drømme.

Men det var ikke de gamle Drømme om Bruden og Vognene. Det var en ny Drøm – stor, forunderlig, formløs – næsten ængstelig.

Else listede sig til at aabne et Par Knapper i Kjolen, forat komme til Snørlivet; det var virkelig altfor trangt.

Da de naaede frem, var det Loppen, som gjerne kunde have bedt Madamen holde Mund, saa dybt var hun inde i sine Drømme, og saa saart var det at rives ud af dem.

43Formandens Hus laa lidt borte fra Teglværkets øvrige Bygninger; og mens Madamen gik ind til Patienten, vilde Else se sig om i de underlige lange Huse med Hylder istedetfor Vægge.

Endnu halvt inde i sin Drøm gik hun og betragtede alt dette nye og forunderlige, og alting gjorde idag et ejendommeligt, uvirkeligt Indtryk paa hende.

Hun ænsede ikke Arbeiderne, som svede og udklinte med Ler færdedes omkring hende; men hun blev længe staaende og betragtede det store Vandhjul, som drev Lermøllerne. Paa Bagsiden af Hjulet, hvor Skovlerne gik opover, sprang der hundrede og tusinde smaa Vanddraaber; de hoppede op i Buer og dalede i smaa klare Stjerner, der lyste mod det sorte Hjul, som for rundt.

Der var friskt og kjøligt indunder Vandhjulet, og den ensformige Lyd af Skovlerne, som plaskede rundt, og de klare Vandperler, som dansede for hendes Øine, lokkede hende ind i nye Drømme, indtil der blev raabt til hende. Hun stod midt iveien for en Kjæmpe, der kom stønnende ind fra Lerbanen med et svært Læs til Tagstensmøllen.

Else gik indover de lange Gange, hvor Murstenene stod opstillede som Salmebøger i 44Hylderne – høit op over hendes Hoved og langt – langt fremover, lige til Slutningen af Gangen, hvor hun saa nogle ganske smaa Mennesker bevæge sig ude i Solskinnet.

Oppe fra Taget, hvor der var Stykker af Tagstenene, kom der hist og her en Solstraale, som trak en lang lysende Stribe skraat nedigjennem Luften og fæstede en rund Solplet paa Gulvet.

Spurvene, som havde havt sine Reder deroppe, holdt endnu et syndigt Leven med Slagsmaal og Skraal. Fra Gangen tætved kom de faste Slag fra Klapperne, som slog Murstenen glat, før den tørkede; en lystig, ung Fyr sang langt borte en begrædelig Elskovssang, mens han arbeidede; og midt i alt dette gik det store Vandhjul og plaskede taalmodigt og ensformigt og dreiede Møllerne, saa de knirkede.

Else hørte Stemmer og bøiede nysgjerrig ind i en Sidegang; her stod tre unge Gutter og formede Mursten. Hendes Øine fæstede sig strax ved ham, der stod ved Formebordet og klaskede Leret i Formen.

Han kunde være en nitten-tyve Aar; kulsort Haar, som var lidt krøllet ved Ørene; Øienlaagene store og lidt tunge; men idet han nu saa op fra Arbeidet, fæstede han et Par mørke – næsten sorte Øine paa Else.

45Hun saa væk og blev rød. Aldrig i sit Liv syntes hun, hun havde seet noget saa vakkert. Han havde lidegran mørkt Dun under Næsen, ellers kunde den Mund gjerne været en Pigemund, saa rød og blød var den. Else syntes med en Gang, det var den Mund, hun havde drømt om i hele Dag.

Hun gik et Stykke bortover Gangen; men vendte om og nærmede sig igjen paa Tæerne. Da hørte hun fra Sidegangen, at en sagde: «Jogu maa du kjende hende Svend! – hun blev jo ganske rød, da hun saa dig.»

Svend smaalo; hun kunde netop se hans Mund mellem de opstillede Mursten. Derpaa strøg han sig over Panden med de nøgne Arme, saa han blev enda værre udklint med Ler og sagde: «Det var et Satans vakkert Fruentimmer!»

Det syntes Loppen var mageløst kjækt sagt, og hun følte sig stolt og smigret. Sagte listede hun sig bort, forat nyde sin Triumf i Stilhed.

Alligevel maatte hun snart tilbage igjen; men saa ringede just Middagsklokken. Arbeiderne strømmede ud af Gangene og ned til Søen, forat vaske sig lidt før Middagen; og en liden Gutunge kom, forat hente Else. Hun skulde spise med Madamen i Formandens Hus.

46Om Eftermiddagen havde Madamen endel Sygebesøg at gjøre paa de nærmeste Gaarde, og Else skulde være med. Men hun viste sig saa tankeløs og ubehændig, at Mam Späckbom blev sint og sagde, det var bedre, hun gik sin Vei.

Loppen lo og løb lige ned til Teglværket igjen. Klokken var henimod fire. Saasnart Svend saa hende, erklærede han, at han vilde slutte for idag. De andre vilde, han skulde holde paa, til det almindelige Tal var naaet; men han slængte Formen og gik, forat pynte sig.

Kameraterne knurrede; men lod ham raade; de vidste, han kunde være ligesaa stridig en enkelt Gang som godmodig ialmindelighed; og desuden var der Fanteblod i Svend, det vil sige, han var af Taterne, og de er farlige at ærte.

Da han en Stund efter fremstillede sig for Else i ren Krave, blaa Klædesklær og rund Hat, vilde hun lidet kjende ham igjen. Hun var aldeles betagen af hans Deilighed. Alligevel mærkede hun snart, at han var mere klodset og landlig end hun havde troet, og det varede ikke mange Minuter, inden hun følte sig helt overlegen.

Efterat hun havde spurgt ham om forskjellige Ting, tilbød han sig at vise hende 47omkring paa Værket. Og nu fik han Munden mere paa Gang; ja han lo endogsaa et Par Gange af hende, naar hun var altfor dum.

De gik nu sammen gjennem de lange Gange, medens han forklarede hende alt, hvad de saa; helt oppaa Ovnen førte han hende, hvor hun fik kige ned til de glødende Mursten, som vare under Brænding.

Alt dette morede Loppen, ligesom alt idag var morsomt. Bare at gaa ved Siden af ham og høre ham snakke var en Fornøielse; og at hun ikke forstod Halvdelen af det, han forklarede hende, det passede netop til denne forunderlige Dag med alle de nye Indtryk og nye Drømme.

Men saa kom der Bud igjen efter Else. Mam Späckbom var færdig og vilde til Byen. Der var ikke andet for end at lystre. Loppen drog sig henimod Formandens Hus, hvor Madamen alt sad i Giggen.

«Kom nu Else!» – raabte hun utaalmodig, «Klokken gaar til syv, vi maa være hjemme i Dagslyset.»

Loppen tog Mod til sig: «Kan jeg ikke faa Lov til at gaa til Byen; her er saa vakkert Veir.»

Mam Späckbom saa paa Svend og smaalo: «Aahaa – du har nok godt Følge, kan jeg 48tænke; – jaja saa faar du passe dig selv da – Else; men kom ikke for sent hjem;» – dermed kjørte Madamen afsted.

Hun var en meget liberal Dame – Mam Späckbom, og hun fandt ikke noget ondt i, at de unge Mennesker fulgtes ad i den smukke Aftenstund; desuden syntes hun godt om Svends Ansigt.

De to Unge gik altsaa langs med Søen, medens Madamen tog Byvejen fat. Loppen var glad over sit Held; men da hun saa – lidt koket spurgte Svend, om han vilde følge hende indover til Byen, svarede den Klodrian: «Jeg faar vel det.»

Dette følte Loppen sig lidt fornærmet over; hun var vant til galantere Kavallerer. Men han gjenvandt hele hendes Gunst ved at klyve over Gjærdet i Klokkerens Have og stjæle en Rose til hende af en Busk, som ikke kunde sees fra Huset.

Det var en ganske simpel lyserød Haverose, som hang igjen efter den egentlige Blomstring. Men den havde alligevel Duften – Rosenduften, som hørte med i hendes Drømme. Og medens hun gik i denne Duft ved Siden af ham, følte hun atter en overvældende Trang til at takke, til at meddele nogen sin Lykke. Hun vilde kaste sig om hans Hals, kysse ham, 49gjøre de utroligste Galskaber; men han gik et Stykke fra hende og saa saa kold og alvorlig ud, at hun skammede sig.

Alligevel gik han just og pinte sig selv med det samme. Han vilde saa frygteligt gjerne, at de skulde sætte sig i Lyngen og snakke sammen; men han vaagede ikke at foreslaa det.

Der havde blæst en liden Solgangsvind ved Middagstider; men Aftenen var igjen blikstille. Fjorden laa saa glat som Glas med blanke Ringer, hvor en Fugl netop havde dukket eller med lange bølgende Striber efter en Fiskerbaad, som skulde ud i Sundet og friste Tosken.

Der var ingen Lyd af Fugle; der var ingensomhelst Lyd af nogenting; men en lun, fristende Stilhed, hvori man kunde skjule sig, forat hviske noget til nogen, som ingen maatte høre.

For Else kjendtes det atter, som om hendes Bryst vilde udvide sig. Hun gik bøiet over sin Rose.

Og som de gik saaledes, nærmede de sig lidt efter lidt til hinanden, tilslut gik de saa tæt ind til hinanden som de kunde; de talte ikke længer, men aandede kort; hun snublede og greb ham om Armen; han klemte hendes 50Haand ind til sig, og saaledes gik de nogle Skridt uden at vide af sig selv.

Men en Vogn kom hurtigt nedover Bakken bag dem. Kusken raabte dem an, og de sprang en til hver Side.

Det var KonsulKonsul] rettet fra: Kousul With, som vendte tilbage fra sit Teglværk. Da han saa Else, lod han Vognen holde, sprang ud og tog hende ved Haanden: «Se god Aften! – lille Jomfru! De skal vist til Byen, kom og kjør med mig.»

Else vilde gjøre Indvendinger; men han løftede hende næsten ind i Vognen. Hun kjendte strax den rige, fornemme Konsul With og generede sig halvt for at gjøre Modstand, halvveis stod det kanske for hende, hvilken stor Ære det var at kjøre i hans Vogn.

Men da de rullede afsted, blev hun helt forskrækket. Hun fik bare se et Glimt af Svend, der stod fortabt ved Veikanten, saa for Vognen ned af en ny Bakke, og han blev borte.

Desuden fik hun nok at gjøre med Konsulen, der lagde sin Arm om Livet paa hende og vilde kysse hende paa Halsen.

Loppen var vant til sligt og til at holde Mandfolkene fra sig. Men det var en helt anden Sag dette. Hun kunde da ikke puffe til Konsul With, som hele Byen hilste paa, og som var saa fin.

51Desuden var han saa gammel – syntes hun; og tilslut var hun saa angrebet og underligt opløst af denne lange Dag med de mange nye Ting; det blandedes sammen for hende; hun sansede ikke klart, hvem det var hun sad med i den mørke Vogn; hele Tiden tænkte hun paa Svend og forvirredes, saaat hun kjendte sig saa ængstelig lykkelig og træt.

Konsul With boede om Sommeren i en Villa nede ved Fjorden. Han lod Kusken kjøre ind i Gaarden, men steg ud med Else ved Haveporten. Hun vilde ikke følge ham ind; men han greb hende om Haanden.

«Aa – Rosen min!» – raabte Else; han havde revet alle Bladene af.

«Kom bare, skal du faa saa mange Roser, du vil have,» hviskede han og trak hende med.

Der var ganske mørkt i den smale Gang mellem Buskene, hvor han lod hende gaa foran.

Hun bad om at slippe hjem – halvt ærbødigt endnu; men han svarede bare i Spøg.

Helt opved Huset stod nogle sjeldne, gule Roser. Konsulen saa op til Vinduerne, listede sig saa hen og skar dem alle af med sin Pennekniv.

Else fik Hænderne fulde; hun maatte jo takke; de var saa deilige selv i Halvmørket, og de havde en eiendommelig, fin Duft, som 52hun aldrig havde kjendt; – det var Roser, og dog var det ikke hendes Roser.

Men da han aabnede en liden Dør paa Bagsiden af Huset, for det gjennem hende, at dette bar galt afsted. Hun vilde løbe; men han greb hende raskt om Livet, trak hende indenfor og lukkede Døren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.