[IV.]

IV.] rettet fra: III. (feilnummerering i 1. utgaven)

Foreningen for faldne Kvinder i St. Petri Menighed var saaledes traadt i Virksomhed, og Politimesterinden var ikke lidet stolt af sin Protokol. Det var en tyk, høitidelig Bog i gulhvidt Pergament med rød Ryg og Foreningens Navn i Guldbogstaver.

Forøvrigt var Foreningens Arbeider endnu forberedende; idet Midlerne ikke endnu strak til at oprette en egen Stiftelse med Bygning og Administration. Desuden gik det lidt traat med Indsamlingen af Bidrag, Stemningen var ikke gunstig; hellerikke syntes det at være saa let at finde de faldne Kvinder af St. Petri Menighed.

Men det blev nu ikke Secretærens Sag. Fru Politimesterinden holdt Kontor i sin Dagligstue 54hver Formiddag fra 10–11; Protokollen laa opslaaet paa første Side, hvor der endnu ikke stod andet end Overskriften over Rubrikkerne: Navn, Alder, af hvem anbefalet, o. s. v. Ved Siden stod Skrivetøiet med en malet Fjærpen til Dekoration og en ny Staalpen til at skrive med.

Men der kom ingen; og Fruen blev mangengang lidt utaalmodig. Af og til blev der holdt Møder, eller Kapellanen kom op til hende, forat tale om Foreningens Anliggender. Det var saa sin egen Sag at tale med et ungt Mandfolk om disse Ting, og Fru Politimesterindens smukke Øine maatte ofte sænke sig bly ned over Protokollen. Men saa var det ogsaa en opløftende Følelse, at man – som Kapellanen sagde – midt i sin egen Renhed dog havde Øie for Synden omkring sig og gjorde, hvad der stod i menneskelig Magt for at redde de faldne. –

Hjemme i Arken levede man som man kunde, men ikke altid som man burde. Manden med de mange Ansigter havde vist sig flere Gange, og med disse Besøg fulgte der altid en almindelig Velstand og et velvilligt Humør hos den mugne Værtinde.

Triokoncerterne florerede derfor, og det gik ikke blot ud over salig Fürstenau; men 55ogsaa Onslow og Kalliwoda – ja selv Fader Haydn maatte finde sig i at trilles af Ølkonomen, trommes af Jørgen Tambur og hamres af gamle Schirrmeister, der spillede som en rasende og drak som en tysk Musikant.

Christian Falbe havde udover Høsten en af sine allerværste Perioder, og dette optog Søsteren saa meget, at hun ikke lagde Mærke til, hvor bleg og forandret Else var bleven.

Mam Späckbom mærkede det derimod godt; men hun smilte med sit videnskabelige Smil: naar Ungdommen blev forelsket, saa den netop saaledes ud en Stund.

Med det samme hun saa Svend og Else sammen, havde hun sagt til sig selv: det bliver et Par. De passede saa udmærket godt for hinanden, det saa Madamen strax, og hun havde et sikkert Blik i saadanne Ting.

Da derfor Svend en Lørdag Eftermiddag fremstillede sig klodset og forlegen, tog Mam Späckbom yderst venligt mod ham og bad ham sætte sig i Sofaen, mens hun gik, forat hente Else i Kjøkkenet.

Men der var Else ikke; hun var intetsteds, hun var ikke til at finde. Hun viste sig først en god Stund, efterat Svend endelig var gaaet. Madamen skjændte paa hende, men smilede alligevel polisk; thi ogsaa dette Symptom 56kjendte hun: netop saaledes bar Pigerne sig ad, naar de var alleralvorligst angrebne.

I de første Dage havde Loppen ikke slaaet Øinene op. Hun tog sig meget ivrigt af Husstellet og gik aldrig ud. Men om Natten græd hun af Skam og Angst; hver Morgen ventede hun, at alverden skulde vide det.

Men eftersom Dag efter Dag gled over, uden at nogetsomhelst indtraf, og eftersom alt gik som før uden den mindste Hentydning til hende, saa begyndte hun at tænke, at det kanske ikke var saa farligt. Der var en Ængstelighed over hende, som var ny; hellerikke kunde hun le som før; men hendes lette Sind hjalp hende snart ud over det værste, og hun gjenfandt lidt efter lidt sin gode Nattesøvn og sine klare Øine.

Men Svend vilde hun ikke se. Hvergang hun tænkte paa ham, blev hun blussende rød; det var meget værre at tænke paa ham end paa den anden.

Hun havde seet Konsulen gaa forbi Huset flere Gange i Mørkningen; men hun forstod til sin Glæde, at han ikke turde gaa ind. Derimod kom der næsten hver Aften, naar Mam Späckbom var ude, en halvgammel Kone, som var saa smilende og venlig. Hun indbød Else saa flittigt til at besøge hende; hun boede tæt 57ved nede i Strandgaden. Men paa samme Tid paalagde hun hende indstændigt ikke at nævne et Ord til Mam Späckbom om hendes Besøg. –

Men en Aften blev der en frygtelig Scene. Mam Späckbom havde faaet Tag paa en fremmed Mandsperson i Mørket ude i Gangen; og da han ikke vilde give sig tilkjende, aabnede Madamen resolut Døren til Dagligstuen, hvor Else sad med Lampen.

Et eneste Blik paa den unge Piges forstyrrede Ansigt, da det viste sig, at det var Konsul With, hun havde faaet Tag paa, var nok for Madamen. Hun kjendte Konsulen saa inderligt vel, at hun strax forstod det hele; og Mam Späckbom nærede ialfald ingen Ærbødighed for ham. Derfor blev han vinglet udigjennem Døren med et dygtigt Puf og ledsaget af en Strøm af Skjældsord og Forbandelser, som den fine Mand stak i Lommen med udsøgt Anstand – glad over at slippe bort.

Men derpaa holdt Madamen et Opgjør med Else, som endte med, at hun jog hende paa Dør den selvsamme Aften.

Thi – som hun sagde – om det havde været en anden, for Exempel han – Gutten fra Teglværket, saa skulde hun ikke sagt et 58Ord, men heller hjulpet dem til at komme sammen og sætte Bo. Ingen skulde sige paa Mam Späckbom, at hun var stræng mod Ungdommen. Men kaste sig væk til sligt et gammelt Svin som Konsul With! – nei! nei! agtede ikke Else sig bedre end som saa, saa kunde hun ikke blive under Mam Späckboms Tag!

Den ellers godmodige Madam var rasende, naar hun først blev sint. Og dette havde oprørt og krænket hende paa det dybeste. Saadan en bundløs Falskhed af Loppen at narre hende med den Gutten fra Teglværket – hende Mam Späckbom – som havde saa sikkert et Blik i slige Ting! – og saa den Konsul With! Nei – her kunde ikke være Tale om andet end, at Else havde vist den sorteste Utaknemlighed og var en udspekuleret falsk og forfløien Tingest.

Loppen stod paa den mørke Gade, før hun ret fik samlet sig. Hun havde først grædt, men nu stansede hun, forat tænke over. Hendes største Skræk var, om nu Madamen vilde tie, eller om alle skulde faa vide det.

Koldt var der, hvor hun stod, det blæste og hun var uden Overtøi. Hun besluttede at gaa op til en Veninde, som tjente i Nærheden 59og se Tiden an, kanske kunde Madamen betænke sig.

Loppen laa hos sin Veninde den Nat, og den næste Morgen gik hun nedover mod Mam Späckboms Hus. Men Madamen opdagede hende i Bakken og smældte Døren i for hende.

Da først gik det op for Else, at hun var jaget for Alvor; og hendes Ulykke faldt over hende med en pludselig Vægt, der syntes at maatte knuse hende. Hun listede sig ind i de trangeste Gader langs Stranden og gik hulkende med bøiet Hoved uden at se, hvor hun gik.

Da mødte hun den venlige Kone, som havde besøgt hende flere Gange.

«Stakkels liden Elsemor,» sagde den gode Kone, «hvad har de gjort dig? kom ind til mig, jeg bor tæt ved, der skal du faa det saa godt, og ingen skal faa gjøre dig noget; kom du – Barnet mit.»

Det gjorde Else saa usigeligt godt at høre disse venlige Ord, og hun fulgte gjerne med.

Huset var ganske lidet og laa indeklemt mellem to store Søhuse, som vare Konsul With sine. Konen førte hende ovenpaa ind i en nydelig liden Stue, som vendte ud til Havnen. Indenfor var der et endnu mindre, endnu nydeligere Soveværelse.

60«Se her kan du være saalænge du vil,» sagde Konen og klappede hende, «jeg har ventet saa længe, du skulde komme.»

Else var ikke saa forbauset endda.

I Drømmene, hun pleiede at drømme til Schirrmeisters Musik, gik det saaledes til og endda forunderligere. Og den sidste Tid med alle de stærke Rystelser og Sindsbevægelser havde gjort selve Virkeligheden saa broget for hende, at hun hverken tvivlede eller spurgte, men lod sig glide paa Strømmen – glad og beroliget ved at være frelst af den gruelige Forladthed, hun havde følt en Stund.

Kun da den venlige Kone ganske i forbigaaende nævnte Konsul With, mens hun byttede Strømper paa hende – der laa indtil Strømper færdige i Komoden – først da for der et Stik gjennem Else; hun reiste sig fra Sofaen og vilde løbe.

Men Konen holdt paa hende og snakkede derefter saa rørt om den gode Konsul, fortalte saameget smukt og godt om ham; og desuden – hvor skulde hun løbe hen?

Loppen lagde sig paa Sofaen; og da den gode Kone lidt efter bragte Kaffe, Æg og Hvedebrød paa et Bræt med hvid Dug, satte hun sig til at spise og morede sig med at se Baadene ro forbi ude paa Vaagen. –

61Udover Høsten og Vinteren boede nu Else her og havde det godt. Hun vænnede sig lidt efter lidt til Konsulen, som var snil og godmodig. Ud gik hun meget sjeldent, og der var nogle af hendes Bekjendte, som hun skammede sig frygteligt for at træffe. Andre derimod stansede og talte med hende, besaa og befølte alt, hvad hun havde paa; og deres Misundelse var hende ligesom en Opreisning. Men for Frøken Falbe var hun saa bange, at hun løb, naar hun saa hende borte i Gaden.

Og alligevel var hun endda ræddere Svend. Hun vidste, at han var kommen til Byen, efterat Arbeidet paa Teglværket var sluttet til Høsten; og en Aften mærkede hun, at han fulgte efter hende udover Strandgaden.

Hun skyndte sig op og laasede sig inde. Lidt efter hørte hun ham pusle ved Laasen og raabe halvhøit paa hende. Men hun holdt sig ganske stille, og saa gik han igjen.

Men et Par Dage efter stod han midt i Stuen hendes, før hun vidste Ord af det. Else løb til Kammerdøren, forat stænge sig inde. Svend stod imidlertid ganske stille og saa sig omkring. Han var forandret. Ansigtet var ikke mere saa smukt og brunt som isommer, og Loppen kunde godt se paa ham, at han havde sviret og ranglet i det sidste.

62«Jeg ved altsammen – Else,» begyndte han, «men det kan være det samme. Jeg har hundrede Kroner igjen fra Arbeidet i Sommer; vil du være med mig nu strax, saa skal vi gifte os og reise til Morbror min i Arendal, der er jeg lovet Arbeide.»

Else slap Dørlaasen. Nu var hun ikke ræd mere; men skamfuld bøiede hun Hovedet og sagde: «Nei Svend! – det skal du ikke bede mig om, for det kan jeg ikke. Du skal ellers have Tak, fordi du vilde.»

Svend satte sig paa Stolen ved Døren, og da han saa, at Else græd, græd han ogsaa. Saaledes græd de sammen en Stund, hver i sin Krog.

Men pludseligt kom Loppen til at tænke paa, at der kunde komme nogen. I en Fart tørrede hun sine Øine og bønfaldt ham om at gaa – gaa saa fort han kunde.

Blød og ydmyg lod han sig jage; men han sagde, han vilde komme igjen.

Og han kom igjen ofte til Tider, hvor de kunde være uforstyrrede. Hvergang hun saa ham, flammede Skammen op igjen, men bestandig lidt svagere, indtil hun kunde sidde lange Stunder og tale med ham. Med en underlig, nervøs Interesse hørte hun, hvorledes Pengene hans minkede. Hun udspurgte ham 63ivrigt om hans Kammerater, og da hun hørte, at han var kommen sammen med nogle af Banden, skjønte hun, at det gik galt med ham.

Men hun advarede ham ikke, syntes hellerikke, det var saa ondt. Det havde været meget – meget værre, om han var bleven staaende saa vakker og uskyldig, som da hun saa ham første Gang, – nu, da hun selv var kommen saa dybt ned.

Den Dag, han havde tyve Kroner igjen af sine Penge, bød han hende dem – halvt flot, halvt ydmygt for et eneste Kys.

Men Else for tilbage baade ræd og vred: hun vilde ikke for alt i Verden røre ham eller hans Penge.

Svend tog imod det – flad og sønderknust som en Hund, der faar Bank. Men da han luskede mod Døren, syntes hun alligevel Synd i ham, og saa kyssede hun ham for ingenting.

Saaledes gik Vinteren. –

Men da Dagene længedes og lysnede udover Februar og Marts, begyndte alskens Rygter, der havde ligget stille under Udrugning i Vintermørket, at røre sine Vinger, og en ny Historie om Konsul With fløi susende fra Hus til Hus.

64Konsulen greb til det sædvanlige Middel; han reiste over til London i Forretninger. Og en Dag kom den venlige Kone ind til Else med et ganske nyt Ansigt, hvori der ikke var den mindste Levning af et Smil og forkyndte kort og godt: at nu var Konsulen reist bort – for et Aar idetmindste, og Else havde ikke mere der i Huset at gjøre, men maatte strax pakke sig og ikke tage noget med.

Loppen var ikke længer den samme, som da hun blev jaget fra Mam Späckbom. Hun reiste sig og skjældte den venlige Kone dygtigt ud, og der opstod et stort Skjænderi, som endte med, at Konen bandte paa, at Loppen skulde være af Huset, før Sol gik ned.

Saa gjerne – saa inderligt gjerne, svarede Else; det havde længe været hendes Tanke; hun var kjed af det hele. Og da Svend idetsamme kom opad Trappen, raabte hun med funklende Øine: «Nu gaar jeg med dig – Svend!»

Men Svend saa mere betuttet end lykkelig ud, og han hviskede modfaldent til hende: «Jeg har ikke en Skilling mer.»

Da lo Loppen, – hun lo, saa det klang i i Huset – opad Trapper og nedad Trapper; men Svend blev næsten ræd.

65Og straalende, somom det var den lystigste Triumf af Verden, tog hun hans Arm og passerede forbi Konen, som stod og lo haansk af dem.

De gik op til Banden; ved Frøken Falbes Dør stansede Else og blev alvorlig; men det var bare et Øieblik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Else

I 1881 kom det sosiale perspektivet for alvor fram i Kiellands forfatterskap. På våren kom romanen Arbeidsfolk, en krass satire over embetsverket. På høsten kom romanen Else, som tar opp kristelig-moralsk hykleri og skildrer fattigdom og elendighet.

Romanen har undertittelen «En Julefortælling», men dette er ikke noen hyggelig julehistorie. Den fattige og foreldreløse Else, også kalt Loppen, vokser opp blant utskudd og drukkenbolter i «Noahs Ark», den kloke konen Madam Späckboms hus i Stavanger. Pikeskolebestyrer frøken Falbe ser at Else fort kan havne på skråplanet og søker hjelp hos «Forening for faldne Kvinder i St. Petri Menighed», men blir avvist fordi Else ennå ikke er «falden».

Men frøken Falbes spådom går dessverre i oppfyllelse. Else blir forført av den rike konsul With og etter det går det bare en vei med henne.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.