VI.

79Juleaftens Formiddag var en travl Dag for hele Byen og ikke mindst for de gode Damer, der delte ud til de Fattige.

Frøken Falbe pleiede ikke at være saa stærkt optaget til Julen; thi – vrang og besynderlig som hun var i alt – brugte hun at gjemme det lidet, hun havde, til efter Jul. Men idag var hun alligevel paa Farten fra den tidlige Morgen.

Hun gjennemsøgte Byen paa kryds og tvers; thi hun havde sat sig i Hovedet, at hun vilde finde Else.

Det var over en Maaned siden, Frøkenen havde seet hende; men idag – da alle vare glade og gjorde sig tilgode, kunde hun ikke faa den stakkels Else ud af sine Tanker, og hun 80ledte høit og lavt efter hende i alle de Fattiges Afkroge og Smuthuller.

Først udpaa Ettermiddagen, da hun næsten havde opgivet det, mødte hun pludseligt Loppen paa et Gadehjørne.

Frøken Falbe havde mange Gange seet, hvor fort Skjønhed, Ungdom og Ynde gaar tilgrunde hos dem, der gaa Loppens Vei; men aldrig havde hun seet sligt før.

Men hun var ikke den, som lod sig forskrække. Med et fast Tag greb hun Loppen i Armen, da hun vilde løbe og sagde roligt – somom ingenting var iveien: «Godaften Else! – det var morsomt, jeg traf dig. Vil du ikke komme og spise Julegrøden med os iaften?»

Loppen saa op. Et Øieblik flammede det af Trods og Frækhed i de store, blanke Øine; men med et brød hun sammen og gik hulkende nogle Skridt, idet hun støttede sig paa Frøken Falbe.

Else bar et brunrudet Tørklæde og ingenting paa Hovedet. Mager og graa var hun bleven i Ansigtet, og som hun gik bøiet og græd, var hendes Nakke saa tør og indskrumpet, at ingen skulde ane, at hun endnu ikke havde fyldt sit tyvende Aar. Der var ikke andet igjen af hende end Øinene – de store blanke 81Øine, som blev alt større, eftersom Ansigtet tabte sin Fylde.

Hun kunde ikke svare; hun prøvede ikke engang paa det: og Frøken Falbe fortsatte uden at vente Svar: «Jeg sagde til Christian, da jeg gik ud, at jeg vilde tage dig med hjem, hvis jeg traf dig. Klokken sex kommer jeg hjem; jeg skal bare ud paa Møllen til en syg Kone. Saa skal vi drikke The og spise Julegrøden sammen. Du kan godt ligge hos os; jeg skal rede op for dig paa Sofaen i Stuen.»

Else trykkede hendes Haand. De stod bag en høi Stentrap, hvor der var ganske mørkt, og Frøken Falbe tog hende om Livet: «Du maa love mig vist, at du vil komme – Else!»

«Ja Frøken! – jeg skal komme,» svarede Else fast og saa op.

«Tak – nu var du snil Pige,» raabte Frøken Falbe glad; «nu skulde du begynde at gaa hjemover til mig. Klokken er alt over fem; jeg hører, de ringer i Kirkerne; saa kommer jeg strax efter. Christian er hjemme, der er godt og varmt; sig, jeg kommer strax!»

Dermed skyndte hun sig afsted; hun var saa lykkelig, at hun næsten løb.

Men Loppen gik langsomt indover mod Byen, idet hun holdt sig saameget som muligt i Skyggerne. Forat naa Arken maatte hun 82imidlertid passere den finere Del af Byen, hvor der var tættere med Gaslygter, og hvor desuden Butikkerne iaften straalede, hvad de kunde.

Derfor gjorde hun en Omvei gjennem Parken og kom lige forbi Kirken. En af Sidedørene stod aaben; hun fik en besynderlig Lyst, smuttede ind og satte sig paa en Bænk ved en af de svære Piller.

I Førstningen var hun halvt bedøvet af den stærke Lyd fra Klokkerne, som ringede i Taarnet. Men eftersom hun vænnede sig til Lyden, var det somom hun hvilede i den og svingede med paa den store mægtige Klang, der bølgede frem og tilbage under de høie Hvælvinger.

Henne ved Prækestolen laa et Par Skurekoner; de havde Lys paa Gulvet, som de flyttede med sig efterhvert; og oppe i Koret stod en Lygte, som de, der stellede med Opvarmningsapparatet, havde sat fra sig.

Loppen havde ikke været i Kirken paa lang Tid, og det greb hende underligt at gjense det hellige Sted i dette usikre Halvlys og under denne festlige Klang af Klokkerne, som kimede.

For en Time siden havde hun ikke havt anden Tanke end at skaffe sig noget at spise – eller endnu bedre: noget at drikke. Thi hun 83havde sultet i flere Uger – saaledes som de sulter, der spiser lidt Brød eller salt Fisk, hvis det kan falde sig saa, og forresten holder Liv i sig med Øl og Brændevin.

Idag havde hun hverken smagt vaadt eller tørt; men nu var det glemt, det var egentlig glemt fra det første Ord, Frøken Falbe talte.

At der endnu gaves et Menneske, som vilde tale saaledes til hende!

Der var kommen en Lysning i den Nat af Fornedrelse, i hvilken hun saalænge havde rodet omkring. Tankerne fra hendes gode Dage, dem hun ellers frygtede og drak bort, kom igjen uden at det smertede hende. Hun kunde virkelig sidde der i den halvmørke Kirke og tænke paa sit lille Kammer hos Madam Späckbom. Thi Frøken Falbe havde strøget det værste af hendes Skam ud; hun kjendte sig, somom hun var bleven renvasket fra Top til Taa, – og altimellem glædede hun sig til Grøden.

Men Klokkerne, som en Stund havde kimet dæmpet og ligesom høit oppe, faldt nu i med store, stærke Slag, der fyldte Kirken, saa det svingede for Ørene. En af Skurekonerne flyttede idetsamme sit Lys, saaat alle de udskaarne Hoveder paa Prækestolen kom frem.

84Else stirrede paa dem, og hendes Øine fulgte det svage Lys ud i alle Krogene af Kirken – opover de høie Buer, hvor nye Hoveder skimtede frem mellem udhugne Stenblomster og Løvværk.

Og den stærke Klokkelyd syntes hende tilslut at strømme ud fra Prækestolen, som var oplyst, – ganske som naar hun sad skjælvende ved Siden af Mam Späckbom, mens Præsten tordnede mod Synderne og rystede de haarde Ord om Helvede og Dom ud over hendes Hoved. Og nu havde alle disse haarde Ord forstukket sig hist og her mellem Stenblomsterne og stak Hoveder frem, forat se, om hun var der.

En Mand steg op af en Luge i Korgulvet, tog Lygten og nærmede sig. Opad den hvide Væg for hans Skygge som en lang sort Djævel, der kom, forat hente hende. Hun saa ham nærme sig; Angsten lammede hendes Ben, hun kunde ikke komme op af Bænken – hun var bundet fast; – hun var indestængt – hun var indestængt i Kirken alene; og der kom han, Lygten svingede, Klokkerne brølede lige i Øret paa hende; halvt afsindig for hun op med et Skrig og løb, han var tæt i Hælene paa hende; tusinde Hoveder og spidse Fingre pegte efter hende: der er hun, der – der – – hun kastede sig mod Døren, den var aaben, hun var 85ude, hun var frelst – syntes hun – frelst ud af den Ondes egne Klør. –

Det var efter alle Folks Mening et ægte Juleveir; stjerneklart, Nysne og netop saa koldt, at man befandt sig vel i Pelsværk.

Else skyndte sig afsted til Arken. Der var Lys ovenpaa hos Falbes; men hun havde endnu ikke forvundet Skrækken fra Kirken, og hun vovede ikke at gaa op strax.

Derimod listede hun sig ind i Mam Späckboms Gaardsrum, hvor hun var saa godt kjendt. Et Talglys stod og brændte paa Kjøkkenbænken; Loppen kigede ind; men der var ingen. Hun fik en uimodstaaelig Lyst til at gaa ind; det lod til, at baade Madamen og Tjenestepigen vare ude. Hun kunde fra gammel Tid løfte Klinken paa en egen Maade, saa det ikke lød.

Alt var som før; hun kjendte hver Ting og Lugten i Kjøkkenet. Der stod en Tallerken Smørogbrød paa Bænken. Loppen var uhyre sulten; men hun rørte det ikke; nu skulde hun jo strax faa Mad paa ærlig Maade.

Men for ikke at fristes, aabnede hun forsigtigt Døren til Stuen; der var heller ingen.

Gaslygten ude paa Hjørnet stod midt foran et af Vinduerne, saa der var altid halvlyst i Stuen om Vinteren, og paa Bordet saa Else, 86der laa trefire store Pakker. Loppen var saa kjendt med Husets Skik, at hun forstod, det var Klæder og Mad, som Mam Späckbom vilde dele ud til sine Fattige Juleaften.

Idet hun halvt nysgjerrig halvt tankeløs følte paa hver Pakke, kom hun til at rive noget ned paa Gulvet.

Hun tog det op og besaa det i Gaslyset. Else kjendte den lille bløde Tingest: det var hendes egen Barnehue, den lille brune Hue med rosenrøde Hagebaand, som var syet sammen af den uslidelige Loppekaabe.

Hun kunde ikke mindes den Tid, hun selv havde baaret Huen; men mange Gange havde hun seet den i Mam Späckboms Skuffe, og hver Gang sagde Madamen, at den skulde hun have til sit første Barn.

Nu maatte hun altsaa være ganske opgivet; hendes Hue – det eneste, hun ejede i Verden, skulde gives til andre.

Hun trykkede Huen mod sit Ansigt; men da hun kjendte Madam Späckboms gamle Skuffelugt, brast hun i Graad.

Saaledes stod hun en Stund og græd over sin Barnehue, medens hendes Mod sank og sank, indtil hun hørte nogen i Gangen; da puttede hun Huen i Lommen og listede sig ud den Vei, hun var kommen.

87Klokken maatte være over sex; Frøken Falbe ventede vist. Loppen tvang sig til at gaa indad Gadedøren og opad Trappen. Men ved Falbes Dør blev hun staaende og lyttede. Christian gik op og ned som han pleiede; gjennem Nøglehullet kunde hun bare se hans Skygge som kom og gik paa Væggen. Det var klart, at Frøknen ikke var kommen hjem endnu.

Loppen følte, at det var hende umuligt at gaa ind til ham alene, hun vilde heller vente herude, til Frøknen kom.

Men en Gang syntes hun, han nærmede sig til Døren; opskræmt flygtede hun nogle Trin opad Loftstrappen; og mens hun stod der og lyttede, om han kom ud, hørte hun ovenfra nogle Toner, hun aldrig havde hørt før.

Det var hverken Trommen eller Fløiten eller Klaveret; men lange, klagende Toner, bløde og hemmelighedsfulde, – somom de kjendte al hendes Elendighed og kom, forat trøste hende. –

Da hun forsigtigt aabnede Døren til Schirrmeisters Kammer, saa hun den gamle Musikant staaende opreist foran Lampen; han spillede Violin.

Lyset faldt lige i hans lille rynkede Ansigt; men de fugtige, posede Øine havde en egen 88Glans, og med en værdig Bøining hilste han Else.

Han havde rettet sin gamle Ryg, og medens Armen førte Buen med gammeldags, stiv Elegance, bøiede han det lille Hoved – skaldet som en Ræddik – lyttende henover Violinen.

Det var vel Aar og Dag, siden han havde spillet sit Yndlingsinstrument. Men iaften var det kommen saa forunderligt over ham; han fik Violinen frem og Strængene nogenlunde sammenflikkede, og nu spillede han sin Ungdom, sine Drømme, sine smaa Triumfer og sit store Nederlag.

Han spillede Prume og Rode og tilslut den Adagio af Spohr, som havde skaffet ham Mesterens Bifald, og han spillede uden at gribe fejl en eneste Gang – rent og korrekt som Mesteren vilde have det.

Den sultne Nodeskriver og den fordrukne Musikant var der ikke mere af. Med tilbagekastet Hoved, Øinene vidt aabne – stod han der i Lyset af den sodede Parafinlampe og spillede Tagkammeret op til en hvælvet Sal med hundrede Lys og Rækker af aandeløst lyttende Damer og Herrer. Elendigheden faldt af ham, og Kunstneren stod igjen; og den halvslukte Gnist i hans Sjæl slog ud i et herligt Glimt, somom Musiken tilgav ham – Musiken, 89som han havde elsket og forraadt; – og tilslut kom den store Mester, lagde sin Haand paa hans Hoved og sagde: «er wird es weit bringen.»

Med Instrumentet under Armen og sænket Bue bukkede Anton Schirrmeister ud i Rummet. Derpaa lagde han ilsomt Violinen i Kassen, slog Laaget i og kastede sig paa en Stol med Hænderne for Øinene. Men da han lidt efter saa op, sad Loppen midt for ham paa Kisten ved Døren. Hun holdt ogsaa Hænderne for Øinene.

Og det gamle Vrag saa paa det unge Vrag og rystede paa Hovedet.

Der hørtes noget pusle opad Trappen og ude paa Loftet, somom mange Mennesker bestræbte sig for at gaa stille. Puppelene kigede ind, derpaa traadte hun tilside, forat give Plads for de andre.

Det var hele Banden; hun havde samlet dem hist og her. De var fulgt med i det Haab, at hun havde noget til dem; derfor var der en oprømt Stemning.

Loppen vilde liste sig ud; men en greb fat i hende. Det var Svend.

De havde ikke seet hinanden paa flere Uger, og da de skiltes, var de Uvenner. Men i den Stemning, hvori Else var, blev hun blød 90af at se ham – saa styg og forranglet som han forresten var.

Svend mærkede dette og satte sig hos hende paa Kisten og tog paa at beklage sig og klynke og love Bedring og alt godt, naar hun bare vilde være med ham igjen.

Else blev siddende og lyttede halvt i Tanker til den kjendte Stemme og de kjendte Løfter. Men med et blev der Støi henne ved Bordet; Blikkenslageren for op og bandte, og alle saa paa Puppelene mere eller mindre sinte – alteftersom de turde.

Det var nemlig saa langt fra, at hun havde noget at traktere med, at hun tvertimod havde opsøgt dem, for at faa noget at holde Jul med, – hun havde saamænd tit nok delt med dem.

Hun vendte sit store grove Ansigt omkring mod Mændene og sagde haanligt: «Det var raske Karer det! ikke saameget som en Flaske Øl paa en hellig Juleaften. Tvi for en Skam!»

De blev flade. Blikkenslageren mumlede noget om de daarlige Tider, Jørgen Tambur saa op i Taget, og selv Ølkonomen lod sin Underlæbe hænge; han vovede ikke under saa alvorlige Forhold at omtale «det Bud, han netop havde sendt».

91Alene Manden med de mange Ansigter beholdt sit Smil. Han sad tæt indved Puppelene og gnaskede Rosiner og Mandler og kastede Skallerne fremover Bordet.

Nu kjendte Loppen ham bedre end dengang, da han skræmte hende med sine Grimacer. Paa mangfoldige Steder havde hun seet ham; han kom og forsvandt, og ingen syntes at lægge Mærke til ham. Men hun vidste, at han var rømt af Slaveriet paa Akershus, og at han havde holdt sig ude nu i over to Aar, uden at Politiet kunde finde ham. De kaldte ham Mekaniken, fordi han var saa flink med Laaser.

Han sagde nu til Puppelene med et fortroligt Nik: «Ja det har du Ret i. Folk, som har to sunde Arme og Øine til at se med og alligevel ikke kan skaffe sig, hvad de vil, paa saadan en Dag – de Folk gir jeg ikke stort for.»

«Hvad har du da?» – spurgte Blikkenslageren.

«Aa –jeg pleier ikke føre stort med mig,» svarede Mekaniken ligegyldigt, «men jeg er ialfald mæt; og nu gjør jeg som de Fine, – jeg spiser Slikkerier efter Maden.»

Dermed kastede han flot en Næve Rosiner og Mandler ud over Bordet. Et ungt Menneske, som nylig var kommen i Banden, var saa galant 92at række nogle til Loppen, som fremdeles sad paa Kisten ved Døren.

Den søde Smag pirrede hende – saa sulten som hun var. Hun strakte sig fremover, forat se, om der ikke var flere. Men de andre havde taget dem; der var forresten bare totre til hver, netop saameget, at man fik Smagen i Munden.

Blikkenslageren mumlede noget om, at det var ikke alle, som forstod sig paa Mekanik.

«Det behøves hellerikke,» svarede den anden, idet han behændigt kastede en Gren Rosiner i Fanget paa Else, «der hvor jeg kommer fra, kan du gaa ind og ud med en Kaffesæk paa Ryggen.»

Alles Øine vendte nu mod Mekaniken; og det brændte i dem alle efter at faa vide, hvor det var. Men de vidste ogsaa, at han var en farlig Mand at følges med og farlige Veje, han gik; derfor turde ingen være den første til at slaa Lag.

«Hvor var det?» blev der med en Gang spurgt.

Det var Loppen. Hun mente ikke noget med det; det var bare Nysgjerrighed; Rosinerne vare saa søde, og det var saa længe siden, saadant var budt hende.

93Manden med de mange Ansigter, som hidtil havde ladet sine Øine løbe fra den ene til den anden, henvendte sig nu mere til Else, idet han af og til kastede nogle Rosiner eller Mandler hen til hende eller udover Bordet. Her blev det strax grebet af ivrige Hænder; alle havde faaet Lyst paa mere af dette søde, som bare pirrede uden at tilfredsstille.

«Vil Du vide, hvor det er?» sagde Mekaniken muntert, «ja det koster ingenting – Barnet mit! det er henne paa Hjørnet midt foran Konsul Withs Hus hos Ellingsen & Larsen. Hele Kramboden er stappende fuld af Folk, de kjøber som de er gale. At de ikke æder sig ihjel – de Rige paa saadan en Aften, det skjønner ikke jeg. Der er Sukker og Sirup og Smør og Risengryn – du store Verden for Risengryn! og fint dansk Smør og Ost – gul, fed Ost, som glinser, naar du skjærer i den.»

Alle strakte sig henimod ham og stirrede, somom de vilde spise hans Ord, og Loppen nærmede sig helt. Hun blev vaad i Mundvigerne og hun syntes, hun lugtede den gule fede Ost, som glinsede, naar de skar i den.

«Og der er Spegepølse og Skinke og Øl og Vin – hundrede Flasker sød stærk Vin; og der kan du faa saameget af alslag som du vil have, naar du bare – har Penge.»

94«Aa Fanden!» raabte Blikkenslageren ved de sidste Ord, og der blev et almindeligt Knur af Skuffelse og Misfornøjelse; men Mekaniken lod, somom han ikke mærkede noget og fortsatte smilende og overlegen, medens hans hurtige Øine gik fra den ene til den anden og ligesom fæstede et Ord hist et andet her.

«Men naar du ikke har Penge, saa gaar du ikke i Kramboden, hvad skulde du der? – Der er en anden Vei, som er meget lettere; der er ikke vanskeligt at trænge sig frem, for der er ikke et Menneske. Men de har bare været saa snille at sætte en Lygt dernede, forat du kan se, hvad du har Brug for.»

«Hvor? – hvor?» lød det nu utaalmodigt. Dennegang var det Svend, hvis sorte Taterøine lyste af Iver.

«Du ved Smuget bagom Madam Ellingsens Hus; der er ikke Gaslygt før henne paa Hjørnet ved Banken; inde i Hukket er Døren til Kjælderen under Kramboden.»

«Er den aaben?» spurgte Blikkenslageren.

«Det maa den vist være. For bare jeg pirkede lidt i Laasen, sprang Døren op af sig selv,» svarede Mekaniken spøgefuldt og gjorde nogle hurtige Vridninger med Hænderne.

De saa paa ham med Beundring, og Ølkonomen hviskede beroligende til Jørgen Tambur: 95«altsaa kan der ikke blive Tale om Indbrud.»

«Men der nede i Kjælderen – kan I tro! – der er Overflod. Der staar Rader af Sukkertopper; Skinker og Pølser hænger der i dusinvis, og Kaffesækker, som knapt er til at løfte; men naar du skjærer et Hul paa Sækken og lader noget rende ud, saa bliver det en passelig Bør. Og ovenpaa i Kramboden er der en Allarm, saa de hørte ikke, om vi raabte Hurra dernede; og Lygten staar paa det øverste Trin af Kjældertrappen, fordi Gutten af og til kommer ned, forat hente noget. Der er massevis af Vin ogsaa, – jeg tog med mig en Slump, som jeg ikke gad drikke, det er for sødt for mig – smag!» – han holdt Flasken hen til Else.

Hun tog en Slurk; men han standsede hende; de skulde have lidt hver. Og alle fik en liden Mundsmag af den søde, stærke Likør; men da Flasken havde gaaet rundt, tømte Loppen de sidste Draaber.

Det for som Ild gjennem hendes Krop; den stærke Smag opflammede hendes Begjærlighed; hun slikkede sig om Munden og saa paa de andre, og hendes rasende Appetit syntes at smitte. Der kom en feberagtig Uro over dem; den unge Fyr satte sin Hat paa, forat vise, at han var parat, og tilslut 96sagde Svend halvveis ud i Luften: «hvis nogen, som var godt kjendt, vilde vise os Veien, saa –»

Mekaniken vexlede et hurtigt Blik med Puppelene.

«Skulde der gjøres noget ordentligt, maatte vi være mange om det,» sagde han halvhøjt og saa idetsamme paa Else.

«Vi er med!» raabte hun ivrigt og trak Svend frem.

«Ja – der er ikke Snak om andet: vi er alle med, naar Mekaniken vil føre det,» sagde nu Blikkenslageren afgjørende og rejste sig op.

Manden med de mange Ansigter var nu igjen en helt anden. Med faa, sikre Ord gav han hver Mand sin Instrux: Ølkonomen, Jørgen Tambur og det unge Menneske skulde bare holde Vagt i Gaderne; det samme vilde han ogsaa, Loppen skulde gjøre; men Puppelene mente, at Elses Tørklæde var godt til at bære under.

Det blev da saa, at hun skulde mødes med de andre i Hukket inderst i Smuget saa fort som muligt mens Handelen endnu var livlig oppe i Butiken.

En for en listede de sig afsted ad forskjellige Veie. Svend og Else fulgtes.

Da de gik forbi Frøken Falbes Dør, trykkede hun sig mellem ham og Væggen. Hun 97havde intet Samvittighedsnag, bare en brændende Angst for at blive stanset. Den Luft, hun havde indaandet mellem disse Mennesker, den stærke Drik, hun havde faaet Smag paa, havde med et Slag vakt hendes vilde Trods og omskabt hende til det graadige og begjærlige Dyr, der gjennem Fiender og Farer maatte ud paa Rov. Lydløs og snar som en Kat trak hun Svend med sig langs de mørkeste Skygger.

Gamle Schirrmeister sad alene igjen i sin Ubrugelighed og tyggede paa et Mandelskal.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.