434. Amalie til Erik

24-3-93 (Lottenborg) (Lottenborg): Ordet er skrevet med blyant. Datoen er også rettet med blyant fra 23 eller 25-3-93 til 24-3-93.

Klokken er bare ½ 8 og jeg er allerede så fortumlet og fortvilet at jeg ikke véd enten jeg skal le eller græde. Nu skal Du høre hvad der er foregåt, og hvordan stillingen er. Da vi kom tilbage og jeg netop var gåt op for at hvile mig, trén værten uden videre ceremonier ind og sa om jeg vilde komme ind til hans kone der gjerne vilde se mig; hun har ligget i 13 uger og er nu reconvalecent. Jeg vilde naturlig meget heller ha lagt mig, men gjorde dog ingen indvendinger. Det var et stort tykt, meget snakkende og meget venligt udseende fruentimmer. Jeg måtte sidde der forfærdelig længe. På mit spørsmål om det ikke var et rigtig roligt værelse jeg havde fåt, udbrød hun «Ih gud bevars! det kan inte være bedre. Rigtignok er der hestestald og hønsehus lige underneden, og når hestene sådan slepper sig ned om natten, så kan det nok volde en del larm. Men hanene begynder da aldrig at gale før kl. 4 om morningen, og da kan man jo sige at natten er forbi. Og kl. ½ 6 ringer jeg på pigen som ligger dør om dør med Dem, og det skaldrer nok sagtens en del, men så véd da fruen at det bare er en klokke.» Bogstavelig sån lød hendes ord i denne materie. Hjærtet mit sank der jeg sad, men jeg holdt gode miner for jeg vilde jo ikke begynde med at gjøre dem lej af mig, men jeg, som må ha det aldeles stille for at kunne sove! Jeg gik da ind til mig selv, pakked ud, ordned lidt og la mig træt og søvnig på sengen. Straks jeg var ved at blunde skvat jeg op ved hestehoveklapren ude i gården og spark af heste inde i stalden, og rammel af vogne: Det lød alt som om det foregik under sengen min. Sandfærdig! Så ved det næste øjeblik, da jeg i min trang til søvn, holdt på at blunde, var det hønsenes tur, de skulde ind og kagled og blev jaget, og putret og knirked ustanselig. Og midt i dette lød der pludselig et umenneskeligt hyl, der fortsattes og udstraktes i det uendelige. Hvis mange vilde indianere havde brølet under smerten af de frygteligste piskeslag, kunde det muligens noget ligned dette. Jeg fik hjærtebanken af forfærdelse, styrtet frem af sengen og lukked vinduet op. Nede i gården sprang en dreng omkring for at fange en smågris der hylende flygtet, og under armen holdt han en ditto, fast sammenklemt der ligeledes hylte. Tilsidst fik han fat i den arme gris no. 2 og så løb han ud af gården med dem. Først længe efter døde hylene efterhånden hen. Ved samme lejlighed opdaged jeg at grisehuset befinder sig lige under mit ene vindu tæt ved siden af staldvæggen. Der vrimler det selvfølgelig med rotter og mus. Vorherre se i nåde til mig!! Atter la jeg mig på sengen, denne gang for at græmme mig, og fik da mærke, at selv om der udenfor og nedenunder havde vært gravstille, vilde det ikke ha hjulpet mig det mindste. For i et eneste kjør fôr nogen op og ned ad trappen udenfor, og ustanselig brølte værtinden aligevel på Jensine, der svarte forpustet fra trappen eller gården og så snakte de derude med høje stemmer. Og langs med den indvendige side af den væg hvor sengen min står, løber der uafladelig noget levende midt oppe på væggen, mus eller flaggermus eller syngende kakerlaker. Vor herre må vide det, men frygteligt er det. Jeg kan ikke låse min dør af for nøglen har de kastet bort, og indretningen er så dårlig at døren hvert øjeblik springer op. Når jeg skal ha fat på pigen må jeg ned ad trappen over gården og ind i kjøkkenet. Her er naturlig ingen klokke. Et par gange har jeg forsøgt at råbe på hende ud gjennem vinduet, men uden resultat. Min overdyne er så svær og tung at jeg må ta den med begge arme, og anvende al min kraft for at løfte den ud af sengen. Min lampe lugter og lyser ikke og døren til det værelse, hvor det levende huserer, kan heller ikke lukkes af.

Ja her har Du en aldeles, på ære og samvittighed sandfærdig beskrivelse. Jeg forsikrer Dig, jeg lér af fortvilelse. Nu kan det jo godt være at det blir bedre, når jeg får vænnet mig lidt til det. Det går jo undertiden så. Jeg får håbe det bedste. Godnat. Nu er maden kommen op. Bliv ikke kjed og led min elskede ven! Husk, jeg kan jo ikke hjælpe det. Kys småen.

Lørdag morgen. Jeg kan ikke få blækhuset op,Jeg kan ikke få blækhuset op: Resten av brevet er skrevet med blyant. skjøndt jeg næsten har revet fingrene mine itu på det. Jeg glemte igår at fortælle at værtinden vistnok foranlediget ved en ubevidst forskrækket mine hos mig da hun sa det om hanerne, men et let anstrøg af utålmodighed udbrød: «ja, fruen har da vel sagtens hørt en hane gale før,» hvortil jeg smél trist og pligtskyldigst. Men nu om natten. Jeg har altså ikke sovet. Ikke såmeget som 10 minutter, og befinder mig højst uvel med smerter for brystet og ondt i baghodet. Det er altså ikke alene, at jeg ikke har sovet, men jeg tilbragt [sic] en nat fuld af fysiske og tildels sjælelige rædsler. Jeg gik iseng kl. ½ 10 fordi jeg var så træt at jeg ikke kunde holde mig opret og nogen magelig stol findes her ikke. Ikke såsnart var jeg imidlertid kommen på puden og følte søvnen nærme sig før uroen op og ned ad trappen og det levende derinde forstyrrede mig. Efter en tids forløb blev det stille en stund, så kom værten tungt op ad trappen og gik ind til sin kone. Lidt efter kom han ud igjen og gik ned. Han havde vel glemt et eller andet. Lidt efter kom han atter op, og lidt efter klasked han et par støvler i gulvet som jeg kunde høre han smed ud fra soveværelset på gangen. Så blev det stille en god stund og jeg begyndte at håbe. Men aldrig såsnart havde jeg gjort det, før pigen kom op, gik ind til sig selv, og begyndte at klæ sig af, og det sjau hun gjorde er ubeskrivelig. Det hørtes som om hun rev tunge ting ned af væggen, vælted stole o.s. v. Endelig gik hun i seng og begyndte næsten straks at sove med stærke snøftelyde. Men noget efter generte hun mig ikke mere eller hun sov stillere. Nu var det bare det i værelset med det levende. Jeg var kommen efter at det sikkert var rotter som gnov og gik, men under gulvet. Jeg gav mig da gud i vold og var så træt at jeg ingen synderlig rædsel følte. Tillige var jeg vis på det var under gulvet. Jeg slukked lampen og vendte mig mod væggen. Ti minutter efter (jeg så på klokken med en fyrstikke) begyndte en hund at hyle nede i gården så højt og skarpt og gjennemtrængende at det risled mig iskoldt gjennem kroppen. Om lidt blev den stille, men akkurat 20 minutter efter tog den igjen fat. Og sådan gik det hele natten til det blev lyst. 2 ganger styrted jeg frem af sengen, rev i min fortvilelse vinduet op og brølte ned til den. Den lusked så straks af, men kort efter var den der igjen. Kl. 5 minutter over ½ 2 begyndte hanerne at gale. Der var 4 stykker og de havde alle forskjellig røst. De galte 3–4 ganger, holdt så fred et kvarters tid og begyndte så igjen alle fire til kl. var over syv imorges. Jeg var imidlertid sprungen frem af sengen allerede ½ 6 da værtinden rang på pigen, havde banket i væggen til hende og bedt hende komme ind. Til hende beklaged jeg da min nød og sa, jeg vilde rejse hjem idag da jeg ikke kunde udholde mere end én slig nat. Jeg bad om kaffe og varme i ovnen, hvad jeg fik. Så vilde jeg forsøge at sove lidt, men hønsene nede i gården kagled og larmed ustanselig som var de alle blet vanvittige. Det viste sig at måtte opgives.

Og for hvergang jeg ved disse skjærende hyl inat blev revet ud af min ventende og lyttende tilstand, risled der en slig rædsel igjennem mig, så at sveden sprang frem over hele kroppen, jeg fik feberfornemmelse med brændende hede og kulde, hjærtebanken og dundrende slag i baghodet. Sindsbevægelsen slog sig tilsidst som altid på maven. Jeg skulde på do, men døren var tilbundet med et snøre udenfra, hvad pigen havde foreslåt for at den ikke skulde stå åben i nat. Jeg måtte altså beherske min trang under græsselige smerter, for jeg kunde jo ikke la det gå i sengen.

Nu har de imidlertid git mig sit ord på at både hønsene og hunden skal flyttes idag til et fjernt sted, for de syntes det var så lejt, jeg skulde rejse. Nøgle til døren har de også lovet mig. De lader i det heletat til at være svært snille. Nu får jeg prøve en nat til. Går det ikke bedre, kommer jeg hjem imorgen søndag. I modsat fald blir jeg her. Nu skal brevet afsted og jeg må slutte.

Din Amalie

435. Amalie til Erik

Søndag eftermiddag (Lottenborg) Søndag eftermiddag: skrevet på brevkort. (Lottenborg) er igjen skrevet med blyant.

[26/3/93]

Inat har jeg sovet aldeles udmærket, og har det derfor også udmærket idag. Også igår klarte jeg mig bedre end venteligt. Jeg var ude og gik to ganger, men det er det kjedelige at det er umuligt at sove her om dagene. Her er altid et eller andet fra gården eller trappen som forstyrrer. Men om natten er det bra nu. Både hestene, hunden og hønsene har de flyttet op i en stald de har langt bag huset som de altid bruger om sommeren, men som er for kold om vinteren. Og så er folkene så snille og maden så brilliant og sengen så god og stedet så vakkert. Igår gik det ikke videre med arbejdet men idag er det gåt bedre. Spørg inde hos Langhoff om alt er færdigt,Spørg inde hos Langhoff om alt er færdigt: må være Agnete, som kom ut i 1893 (og nettopp hadde fått première 21/3/93). så at jeg kan komme på tirsdag og få mine eksemplarer. Når Du skriver imorgen aften, nej, det er forsent, for så får jeg det først over kl. 10 tirsdag, og jeg må afsted før. Så får det være det samme. Sig bare inde hos Langhof [sic] at jeg kommer tirsdag, så de ingen eksemplarer sender ud til mig. Kan Du ikke sende Breuning-Storms koncert billetterne?Breuning-Storms koncert billetterne: vel overlege Hoter Breuning-Storm og konen Gabriele f. Borchorst. Kys og hils småen meget.

Din Amalie.

436. Amalie til Erik

29-3-93 Lottenborg o.s. v.

Min egen kjære ven! Igår fik jeg ingen avis og ingen hilsen hjemmefra og følte mig derfor elendig skuffet. Senere blev det mig imidlertid forklaret at når posten kom her kl. 6, så var det kun fordi den blev hentet. Igår havde der intet bud vært nede. Jeg styrted straks afsted, men posthuset var lukket. Idag kl. 10 kom begge dele. Gudskelov, så havde Du da ikke glemt det. – Hun er et fæ den Emilie!Hun er et fæ den Emilie: må ha vært piken. Ja, nogen kløpper er hun sandelig ikke i nogen retning, men bære sig så idiotisk ad med småen! Den arme søde stakker som gik og frøs og gråd. Nej, det er klart at i slig bidende kulde som igår, duer skindhansker ikke.

Bed Kristine vaske småens hvide kjole som ligger i den øverste dragkisteskuffe, så den kan være ren til søndag, hun skal til Lønborgs. hun skal til Lønborgs: sannsynligvis Augusta Lønborg og hennes mor, enkefru Christiane Agnes Lønborg. Se brev 341, note 7. Spørg hende om hun ikke også kan vaske den lyseblå silkesløjfe som hører til kjolen, og er gruelig skiden. Kristine plejer være så flink til sligt. Hvis det er tidsnok for Kristine at vaske den på fredag, så kan småen få den på imorgen når hun skal ud her (naturligvis må hun også ha forklæde). I modsat fald kan hun ha den blomstrede som K. vasked sidst. Men så må Emilie sy ærmerne og strimler i. Der må også endelig syes strimler i den hvide til søndag, de samme som sidder der nu, når de er vasket naturligvis. Glem ikke at svare et eller andet på Maries brev. Lad Kristine gå derind imorgen mens Dere er her og snakke med hende, men husk endelig på at hun må være igjen og ha middagsmad til Dere. Jeg håber, jeg får brev iaften om at Dere kommer. Jeg går selv på posthuset. Værtinden vil så endelig vide det iforvejen. Klæ nu endelig godt på småen imorgen! Kys småen og Dig selv. Jeg har det udmærket.

Din Amalie.

437. Amalie til Erik

Lørdag 1ste april Lottenborg. [1893]

Tak for pakken min egen kjære mand! Det var da svært pent af Knud at rejse ud med den. Jeg lå i min seng og var så dårlig at jeg ikke kunde ta ham op og takke ham. Forresten havde jeg inat fantasier om at Du selv og småen vilde komme med det tog som går mellem 9 og 10. Jeg tænkte mig at Du kom sent hjem, fandt mit brev, skrev en seddel til Kristine om at Du skulde vækkes kl. 7 og småen bades straks hun vågned o.s. v. Så skulde Dere vært her til frokost og rejst hjem med ettoget. Ja, det var nu i nat da jeg lå der og vælted mig og ikke kunde sove. Da dagen kom ønsked jeg det ikke mere, for jeg var så syg, som jeg længe ikke har vært. Igåraftes fik jeg voldsomme smerter, af de fæle Du véd der under brystet, byge på byge. Jeg spurgte efter dråber og pigen kom med nogle kampherdråber; de hjalp ikke spor; smerterne blev værre og værre og blodet løb alt hvad det kunde. Så bad jeg om et stort glas cognak. Det hjalp; smerterne tog straks af og hørte snart ganske op. Jeg sovned men vågned efter et par timer og siden fik jeg ikke ro, skjøndt jeg ingen smerter havde. Kl. 11 prøved jeg at stå op; jeg vilde ud for at hun kunde gjøre værelset istand, men jeg var nærved at besvime, mens jeg klædte mig på. Så opgav jeg det og la mig på sofaen mens hun gjorde istand. Aldrig har jeg vært så ussel med mine «ting», men det er også bare 14 dager siden jeg havde det temmelig stærkt. Og idag har det styrtet ud af mig. Dertil har jeg havt stærk hodepine, ond hjærtebanken og ondt overalt. Da værelset var færdigt måtte jeg i seng igjen. Jeg bad om portvin tog et pulver antifebrin i vinen og fik så sove. Nu er kl. ½ 6 og jeg er netop stået op. Middagsmaden viste jeg af: Jeg kunde ikke spise, men nu synes jeg at mærke spor til appetit. Jeg tror nok, det er over for denne gang. Jeg har det ganske bra nu, men gudskelov for jeg fik bindene! Jeg ved ikke hvad jeg skulde gjort uden, for blodet siler fremdeles, og jeg, som kun har det ene skjørt, der ovenikjøbet er en bukse; det går straks igjennem ud på kjolen. Jeg fik en halv fl. portvin, det hade værten sagt var fordélagtigere, og den må Du ikke anke på, for den har gjort godt. Naturligvis kommer jeg ikke ind i morgen hvis jeg ikke føler mig frisk og stærk. Den fru Feilberg, hun tigged og tigged, så det var en gru.

Jeg har havt brev fra Norrie idag meget hyggeligt og mange hilsener. Ligeledes brev fra Emma Jakob,Emma Jakob: Brevet finnes ikke på KB. et uhyre sødt brev, som Du endelig må takke hende for og sige hvor glad jeg blev i det. Du træffer hende jo ustanselig på gaden. Det var til tak for Agnete.til tak for Agnete: se brev 435, note 2.

Hvis Du har tænkt på det, må Du og småen ikke komme herud imorgen, for er jeg frisk, må jeg se til at få arbejde før jeg tar til byen. Idag har vært aldeles spildt. Så tålte jeg dog ikke alle de bukninger for at skaffe småen «blomster». Thi deraf kom det. Sligt et kræ er jeg blet.

Farvel min elskede Erikmand! Du er sød er Du! Din Amalie. Kys småen.

[Tilføyelse øverst på siste side]:

Sæt et frimærke på småens brev, og læg det i konvolut.

[Tilføyelse øverst på første side]:

Sæt et frimærke på småens brev og læg det i konvolut!

438. Amalie til Erik

Bergen, onsdag morgen den vistnok 23de maj 93den vistnok 23de maj 93: Det må ha vært den 24. Amalie var reist til Bergen for å treffe sønnen Ludvig; Erik og Johanne skulle følge etter når Johanne ble bra.

Vi ankom hertil igår allerede lidt før 5 om eftermiddagen, halvanden time fortidlig efter at ha havt en aldeles udmærket rejse, strålende vejr, liden slingring og bedre køjer end jeg trode. Jeg skrev ikke undervejs – vi anløb foruden Christiansand og Stavanger, også Arendal og Haugesund – men da småen jo ikke var med syntes jeg ikke der var nogen grund til at skrive. Hosten var på rejsen akkurat som hjemme. Jeg måtte ta den rest opium der endnu var tilbage, for at få blot nogenlunde nattero, og så gik jeg i én éneste sorg og ængstelse for småen, og forbanded mig selv over at jeg allerførste gang mit dejlige, elskede barn blir anfaldet af en virkelig sygdom,mit dejlige, elskede barn blir anfaldet af en virkelig sygdom: Det framgår av et senere brev at Johanne og Erik begge hadde fått difteri. lar mig bevæge til at forlade hende. Ja, det er fælt så lej jeg har vært. De éneste stunder, jeg glemte det lidt var mens jeg snakked med Hjernø,Hjernø: dvs. Carl Hjernø, håpefull ung forfatter og beundrer av Drachmann. som er sød og meget beskeden og forstandig. Han gik med en anbefalingsskrivelse fra broren, som er hos Gyldendal til boghandler Gjertsen heroppe i lommen,boghandler Gjertsen: E. B. Giertsen var ved dette tidspunktet en viktig bokhandler og forlegger, særlig for landsmålslitteraturen. (Helene Sandberg var født Giertsen.) og håbed på at han skulde bli inviteret til at bo der (– han har så lite penger.), men jeg kunde ikke la være at ymte om at han ikke burde forlyste sig formeget ved tanken – jeg kjender Bergenserne. Ganske rigtig, igåraftes så jeg hans navn på den sorte gjæsteplade nede i gangen på Holdts hotel, hvor jeg også er tat ind. Jeg har ikke sét ham siden. Jeg har fåt et frygteligt skident værelse; der blev mig vist nogle rigtig gode, men de lå i den nye tilbygning og lugted fugtigt og muggent og var uden sol, så jeg sa, jeg vilde foretrække hvadsomhelst – der var allerede svært optat. Idag har jeg skjændt på piken for al lorten og fordi jeg måtte ringe 3 ganger før hun kom. Det øs, pøsregner; det har det gjort siden jeg kom. Hele dagen igår var det solskin og mine medrejsende sad og glædet sig til dog engang at skulle se Bergen i godt vejr ved ankomsten. Jeg spåde regn, og fortalte, at det aldrig var hændt mig noget andet. Ganske rigtig, da vi var kommen så langt at vi kunde se Bergen, trak sorte skyer sig sammen omkring fjeldene og da vi damped ind på Vaagen, styrted regnen ned. På bryggen stod Ludvig og Lizzie under silende paraplyer.Ludvig og Lizzie: se brev 405, note 4. Amalies sønn Ludvig var ved dette tidspunktet 25 år gammel. Ludvig var forfærdelig sød, og så glad. Lizzie var også sød, men vakker er hun ikke, dog har hun gudskelov for mig et meget mere sympatetisk væsen og ansigt end jeg havde tænkt. Hun ligner ikke de ækle ansigter jeg nede i Kjbhvn. har truffet på gaden og tænkt var som Lizzies. Og så er hun vist ganske forstandig. Jeg var ude med Lizzies hos Sandbergs igår for at spørge om jeg kunde sende en ung dansker op til dem – jeg vilde gjerne gjøre lidt for at han ikke skal få det altfor galt mens han er i Bergen. De bor nu i et fuldstændigt træpalads ude på Nygaard, har alle 3 etager, ejer huset og der er umådelig elegant. Sandberg var rejst til Chicago, men Helene var uhyre sød og elskværdig og sa straks: Kom bare med danskeren! Det er just kjækt at Spet er vække,at Spet er vække: dvs. Helenes mann Jørgen Sandberg. så får jeg ham mere for mig selv. – Lizzie var strålende glad for småtingene, hun fik, især næsten for dåsen. Da hun takked, var hun virkelig meget sød. Hun berømmed Din elskelighed, at Du havde tænkt på hende, og jeg lod hende naturligvis bli i troen. Jeg tror jeg kommer tilbage om 10–12 dager. Her er dyrt og fælt og jeg ser sort på alt. Snak ikke og tænk ikke formeget på at komme. Skjøndt jeg kan jo ikke vide endnu. Mange hilsener fra

din Amalie

439. Amalie til Erik

Bergen 26/5/93

Endelig fik jeg da idag dit lille brev.dit lille brev: Brevet mangler. Jeg har ventet og ventet og vært meget urolig. Det er da også en frygtelig lang tid det har tat før det brev kom. Imorges beslutted jeg at telegrafere, hvis jeg intet hørte inden aften. Det var jo forresten ikke noget videre gode efterretninger, jeg fik. Blegnen sad altså fremdeles i halsen, men rørende var det at høre om hendes sødhed og elskelighed.

Nu er jeg flytted ud til Helene og har det aldeles storartet. Hun er mageløs sød og snil og elskelig, og takket være hende, har også den unge Hjernøe fåt det storartet hyggeligt. Han er meget glad og begejstret over hende og over Bergen i det hele tat.

Nu er min hoste blet bedre, og der er tegn til at den ganske vil forvinde. Idag har vi også solskins vejr og her er aldeles dejligt.

Men tror Du nu at småen blir så bra, at hun kan rejse på onsdag?at hun kan reise på onsdag: Sannsynligvis kom de da, siden brevene opphører for en stund. Det må Du skrive om. Endnu véd jeg ikke om Du og småen bør komme herop eller ikke. Jeg går og spekulerer på hvordan vi skal indrette os. For at Helene skulde ville huse hende også foreløbig er ikke at vente. Hvis jeg snart kommer hjem, skal jeg altså telegrafere afbud.

Tak for Du er så sød og god og omhyggelig med småen. Det er dejligt at vide at Du tar Dig af hende min inderlig kjære snille mand.

Bare Du nu skriver ofte om hvordan det går med småens sygdom. Der var så meget at fortælle om alt hvad jeg ser og oplever og om alt, hvad Helene og jeg morer os over, men det får være til vi sés. Kys småen 1000 ganger fra

Din Amalie.

[PS][PS]: De to etterskriftene er skrevet med blyant.

Amalie er deiligere end nogensinde –

byen står i flammer – men jeg tænker mest på den dag De kommer

H. Sandberg

[PPS]

Plenty Hilsener fra en glad Gut i Bergen. Det var dog en Fandens vakker By – Gjæstfrihed, Elskværdighed, Intelligens, Liv og Skjønhed, hvorhen jeg kommer. Størst her i Huset. Forb. hengivent C. Hiernø

[Bag på konvolutten]

Hils da endelig «Smaaen» Gang paa Gang.

Hjernø

440. Amalie til Erik

Natland 24/6/93Natland: i Hordaland, nå en del av Bergen, men før 1900 ute på landet.

Tak for dit brev min elskede ven!Tak for dit brev: Brevet mangler, men det er tydelig at Erik har vært hos Amalie i Norge, og nå har reist tilbake til København og etterlatt Johanne hos henne. Jeg fik det igår, og vilde altså ha havt det før, hvis det var blet ekspederet fra Stavanger, som det skulde. Og tak for hvert godt og kjærligt ord, Du skriver. Jeg blev så hjærteglad ved at læse det, og især fordi Du nævner det, som kom imellem os den aften Du fortalte om Jakob og Mathilde.Jakob og Mathilde: dvs. Jacob og Mathilda Christensen. Jacob var sønnen til den Jacob Christensen som Amalie hadde bodd hos i 1885 (se brev 294, note 2). Han hadde overtatt farens firma da denne døde i 1887. Jeg følte jo din anklage mod mig hele tiden mens Du beretted, og derfor havde det vært overflødigt at gå så direkte på, som Du gjorde tilsidst. Men detteher, med hustruers jalousi på mændenes fortid er nu aldeles ikke til at blæse ad og bare ynke og bagtale. Mændene kommer ind i ægteskabet med vaner og forestillinger fra ungkarletiden, og for mange af dem er deres bedste glæde at snakke om og at mindes fordums elskov o.s. v. mens så mange koner intet sligt har bag sig. Det er latterligt at mændene kan ville at denne deres fortid skal være som død og intet. Intet dør og intet sker som ikke drar konsekventser efter sig. Derfor er mit eneste råd: lad kvinderne skabe sig den samme fortid som mændene, eller også lad dem la være at gifte sig. Det er som oftest et helvede de alle går ind til. Jeg har skrevet om det i Constance, i Lucie og i Forrådt, men den nat, efter at Du var gåt fra mig om kvælden i misstemning og uden godnat, og efter at Du havde fortalt mig om Jakob og Mathilde, da stod jeg stille foran vinduet i fru Christensens spisestue,fru Christensen: dvs. fru Anna Christensen, moren til Jacob. og stirred på Ulrikken og Fløifjældet et par timer og da lovte jeg mig selv at jeg skulde skrive endnu en bog om det samme emne. Det gløded og syded inde i mig og tårerne siled, og hvis jeg lever længe nok, så skal bogen komme. Men imidlertid – jeg er glad i Dig og jeg elsker Dig og jeg er lykkelig ved at Du er min, er min mand og min ejendom og mit dejlige barns far, men jeg kunde vært endnu meget gladere, hvis Du – jaja, det nytter ikke at snakke om dette.

– – Ja, jeg var også trist, da vi roed fra «Kristiansund» og ikke kunde se Dig mere. Jeg tænkte hele tiden på den dag i Gøteborg, før vi var gift,den dag i Gøteborg, før vi var gift: dvs. ved nyttår 1882–83. og jeg gråd og gråd, mens Du kyssed mig – forresten med cigaren i munden, da vi sa farvel til hverandre. Og detteher at Du nu efter disse mange års samliv kan få mig til at føle som dengang, det er din dejlige ære. Jeg spør ikke, og jeg vil ikke spøre om Dig, om Du noget øjeblik også kan få en lignende følelse over Dig, for jeg har forbrudt så meget imod Dig. Men til alt det, jeg har forbrudt, er der kun det at sige: det kunde ikke være anderledes. Derfor kan jeg nok føle sorg, men aldrig anger over det.

Ja, jeg er nu altså her, installeret på Natland hos «Flintens»,på Natland hos «Flintens»: se note 1. På Natland lå «Madam Flints traktørsted», hvorfra «der var den beste udsigt over ‘Paddemyrens’ store dyrkede og udyrkede strækninger og til byen, fjorden og Ask.» (Adolph Berg: Bergen i gamle dage, s. 61.) og har det svært bra. Folkene er så ustyrtelig snille og tjenstvillige, og udsigten over byen er meget deiligere end jeg opdaged første gang. Fru Christensen var storartet; jeg fik af alt muligt: pigeseng, egen seng, sengelinned sengklær, bordtepper, gardiner, håndklæder, bordduger, servietter kaffe og tekande, gafler og kniver og meget andet, som spegekjødlår, røgelaks, vin o.s. v. Også Lizzie og fru Sandberg var svært snille til at låne og gi mig. Det eneste, jeg har måttet leje er et skab. Da fru Christensen skulde tømme sit syltetøjskab, opdøg hun at det var skruet fast i væggen, og at hun måtte ha snedker for at få det løst. Jeg sa da, at jeg ikke vilde ha det, og gik en hel dag fra kreti til pleti for at få et lejet; tilsidst lykkedes det da også. 2 kr. måneden. Pengene går forresten som fyrstikker. Jeg gruer for den dag, da jeg må skrive og sige; nu har jeg ikke flere. Men kunde jeg så bare gjøre det med det i ryggen at jeg havde noget godt arbejde færdigt – så – – jaja – jeg får håbe det bedste.

Endnu er jeg ikke begyndt, onsdag flytted jeg op. Kl. ½ 12 kom Flinten og hented tøjet, og selv tog jeg med småen og Marie op med klokkentotoget. Vi var her ikke før kl. 4, for småen fór som en liden hund omkring og plukked blomster o.s. v. Hun sover prægtigt i Lizzies seng og har det aldeles storartet heroppe. Du skulde se hende tumle omkring ude og inde, kjendt med hele familien, store og små, forgudet af dem alle, gående med koner i fjøset og på laden og til hønsene, rullende sig af komplet lyst initiativ nedover bakker – – ja hun er storartet! Men hun spiser fremdeles ingenting. Middagen på Birkelund er fæl, men herregud – billig og så kan jeg jo spise godt til aftens, hvad jeg er nødt til for ikke at sulte. Jeg kan i kvæld ikke fortælle Dig om St. Hans aften. Det får være til næste gang. Skriv «Din Erik» under brevene igjen. Din E.S. liker jeg ikke mere.

Din Amalie

441. Amalie til Erik

Natland 27/6/93

Tak for dit brev fra Kjøbhvn,Tak for dit brev fra Kjøbhvn: Brevet mangler – som nesten alle Eriks brev fra denne tiden. som jeg fik igår, da jeg var i byen. Her står alting vel til; det vil sige småen har git mig anledning til uro og bekymring. Hun har siden vi kom herop, spist bogstavelig ingenting. Havde hun bare havt såpas appetit som i Bergen, vilde jeg vært sjæleglad, så kan Du selv vide. Jeg havde fast besluttet at gå til børnelægen Kreiberg,børnelægen Kreiberg: Peter Christian Kreyberg, fra 1891 praktiserende lege i Bergen. der har stor anseelse her, men så forsikred så mange mig om at det altid gik så at småbørn ganske holdt op at spise en 8 10 dager når de kom op i den stærke luften her, for så siden at ta så meget kraftigere fat. Men småen har virkelig tat meget af; de små skulderblade står skarpt ud og halsen er blet så tynd og lang. Ellers har hun vært kvik og uhyre levenes og munter, og har sovet godt og længe. Kun de sidste dage har hun ofte og lange stunder om gangen klaget stærkt over mavesmerter, og har ikke kunnet få afføring men har gåt og gjort småt i buksen, hvad hun ikke har fåt skjænd for, fordi hun har vært uden skyld, den lille søde stakker. Idag da hun på 3die dagen gik med det samme, sendte jeg bud til Mathilde efter amerikansk olje, hvoraf hun sødt og pent tog 2 teskér og nu for en stund siden, blev hun forløst med en stor sort ladning. Siden har hun sagt så tit: å det er så godt i maven. Igåraftes da hun sad og gumled på sit stykke smørrebrød, hvoraf hun bed som en fugl og som hun naturligvis ikke kunde spise, råbte hun til mig: se, hvor jeg kiler i mig! Du skriver det vel til pappa? Nu håber jeg at hendes trængselstid skal være omme, og går der endnu et par dage hvor hun ikke spiser, skal jeg prøve på ikke at græmme mig. De første dage nævnte hun slet ikke Dig, men nu siger hun, når noget går hende imod: jeg vil hjem til min pappa. Eller også: jeg går op på mit værelse og sætter mig til at græde stille. Dejlig og sød og bedårende elskelig er hun som altid. Stakkels Dig som må undvære hende.

Her har vejret efter 2 dages ruskevejr – mandag og tirsdag da Du rejste – vært dejligt som før. Lidt regn har vi havt igår, men det var ikke meget og luften var mild og stille.

Torsdag i forrige uge kl 6, altså dagen efter, vi var flytted op, kom Helene herop for at bli et par timer. Hun sendte bud efter Hjernøe, og da hun havde en masse drikkevarer med sig, fandt hun snart ud, at hun vilde bli her om natten. Jeg sa, det var umuligt, men hun gik ind og gjorde sig venner med folkene og pludselig stod der en opredt seng i min stue. Jeg var ikke glad, men måtte holde gode miner. Vi gik iseng kl. 1 omtrent og jeg tænkte: herregud for én nats skyld. Men ikke så snart havde Helene slåt øjnene op næste morgen før hun sa: det er bedst at sengen blir stående, for idag er det St. Hans aften o.s. v. Hjertet sank i mit liv, men jeg måtte igjen holde gode miner. Hun telefonerte efter nye drikkevarer, Ludvig og Lizzie kom herop af sig selv. Her var storartet dejligt; masser af bål på alle fjeldtoppe og nedover i revnen hvor byen synes, fyrværkeri, skud, sang og koncert i Nygårdsparken som vi tydelig hørte. Der blev dans i laden, Flints sønner med venner og mange jenter; allesammen brilliante. Helene skjænked drikkevarer til alle og stemningen blev høj. Tilsids steg vi tilfjelds. H. og jeg opgav det dog på halvvejen og blev siddende, men Hjernøe var vild; han strøg afsted, kom nedover 5 kvartér efter, dødelig drukken, næsten båret af Brunkorst og Frants Beier (en prægtig fyr)Brunkorst og Frants Beier: Jørgen Brunchorst, konservator, senere direktør, ved Bergens Museum. Frants Beyer var musikkinteressert dispasjør, og Edvard Griegs nærmeste venn. hvis selskab han på toppen var falden i armene, og af hvem han havde fåt conjak på ølglas. Jeg gik ind og la mig kl. 2 omtrent og sov udmærket. H. og Hjernøe blev gående oppe og vase og drikke hele natten de to alene. Kl. 9 endelig kom H. ind; hun var så opspilt, at hun ikke vilde sove, men jeg fik hende endelig overtalt til at lægge sig og så sov vi begge til kl. 1 omtrent. Så op og ned til Birkelund hvor vi mødtes med Hjernøe og spiste middag. Først kl. 6 kom H. afsted. Hjernøe skulde følge hende «nogle skridt», men han kom naturligvis først igjen den næste aften. Da var han fortvilet over at han intet gjorde og lovte og svor at nu skulde det bli alvor. Mandag tog jeg til byen med 1,25 toget. Jeg havde noget nødvendigt at udrette og var desuden buden til middag hos Lofthus for at træffe Drude inden hun rejste.middag hos Lofthus for at træffe Drude: Olav Lofthus var redaktør av Bergens Tidende og en gammel bekjent. Drude: vel Drude Krog Janson, en av Amalies venninner, som nettopp var kommet hjem fra Amerika med sin mann Kristofer Janson. Meget hyggeligt. Kl. 5 gik jeg derfra og måtte hen til Helene for at bytte ur. Jeg havde hendes, fordi hun havde tat mit som var i ustand med sig til byen. Jeg skulde også låne adskillige små ting og hente et par sko som hun havde besørget repareret for mig. Hun er i det heletat storartet at ha til hjælp i byen og til at operere fra, hun som er så dreven i telefon, og som altid har et bud at sende om det kniber. Det første jeg kom ind, fik jeg champagne. Jeg gik imidlertid snart, fordi jeg måtte besørge mine ærinder før butikkerne lukked; jeg indså at jeg ikke kunde nå klokkenottetoget og tog derfor imod H.s tilbud om at spise der og få hendes hest og kjøretøj opover. Alt gik godt. Kl. 9 stod vognen for døren. H. fulgte mig ud i haven, så det dejlige vejr, fik lyst til at følge, bestemte sig i samme nu, bad mig vente, og var øjeblikkelig tilbage med frk. Greve hendes gjæst foruden mig,frk. Greve hendes gjæst: Greve var en velkjent bergensk forretningsfamilie; det er uvisst hvilket medlem av familien dette var. og naturligvis en kurv med vin (champagne) og tobak. Da vi kom til Birkelund mødte vi Hjernøe. Stor halloj. Jeg holdt ud med dem til kl. 12, da gik jeg ind og la mig, de andre kjørte nedover for kuskens skyld, Hjernøe skulde bare følge dem tilvogns, «sandelig bare», men naturligvis har han ikke vist sig på Natland siden. Gud véd når han nu kommer igjen. Jeg har næsten ganske tabt interessen for ham og hans arbejde. Det lader ikke til at det blir til noget. Nu er det imidlertid en aftale at H. ikke kommer herop, uden at jeg telefonerer efter hende. Hun véd, jeg må ha ro.

Nu var jeg oppe og sa godnat til småen, med noget til hodepuden, hun har intet smagt tilaftens heller. «Skriver Du til pappa?» sa hun. «Så må Du sende ham mange tusen kys. » –

Bønderne i Norge må dog være renligere end i Danmark. Tænk Dig, ikke én loppe har vi sét. Ligeledes hos Hjernøe. Der blir ungerne sæbevasket i hodet og på kroppen hver morgen udenfor husdøren. Og folkene her er så renslige at Du ikke vilde tro det. Det er en god ting. Her er i det hele heldigt og godt i mange måder, men en frygtelig énsomhed føler jeg om kvældene når småen sover og skumringen falder på, en pinende ensomhed. Og endda er der næsten ikke skumring, bare som en svag antydning. Længer end i to måner [sic] holder jeg ikke ud her. Det kjender jeg på mig. Så får jeg finde mig et sted i byen pensionat eller lignede til Du kommer.

Naturligvis fik jeg mine ting akkurat om tirsdagen, da jeg havde de mange ting at greje inden flytningen. Om onsdagen var det slemt og ondt for mig, men mærkelig nok kom jeg forholdvis hurtig over det. Hosten er bedre, men ikke vække. Siden jeg kom hid, har jeg dog heldigvis ikke tat opium – jeg havde ikke med mig, og har som følge deraf af og til vært svært plaget. Men i bedring er dog hosten.

Jeg er begyndt at arbejde og befinder mig som følge deraf i en tilstand af pine som ikke er til at fatte for mennesker. Herregud for et levebrød, dette dog er!

G.B.s artikel har jeg omsider læst.G.B.s artikel har jeg omsider læst: sannsynligvis Brandes’ anmeldelse av Agnete, som sto i Verdens Gang 30/5/93. Der var intet ved den. Meget velvillig, nogle rosende adjektiver, voilà tout.

– Jeg tænker med savn på Hornbæk og Kjøbhvn og jeg længes meget efter Dig min kjære elskede mand, som er så sød og god. Det blir fælt at skulle undvære Dig så forfærdelig længe. Intet har jeg heller at læse i. Gerhrd. Gran traf jeg ikke.Gerhrd. Gran traf jeg ikke: lærer ved Hambros skole (senere professor i nordisk litteratur i Kristiania). Du får hilse Kristine fra os. Jeg følte en vis kjølighed overfor hende ved afrejsen over hendes mærkelige svar da jeg bad hende stoppe linned mens vi var borte. Ellers havde jeg vel skrevet. Hils Feilbergs meget. Og så farvel til Dig min søde kjære ven! Mange kys også fra mig.

Din Amalie

Du må ikke vente mange breve.

[Tilføyelse på første side]:

Skriv endelig til Jakobs!

442. Amalie til Erik

Natland fredag 30/6 93

Gud give Du var her! Jeg er aldeles fortvilet, og har vært det siden sidst jeg skrev. Glad var jeg heller ikke da, det var synd at sige, for småen skranted jo og spiste ikke, men slig som nu det er – å bare Du var hos os!

Jeg fortalte sidst at småen havde havt afføring efter oljen. Men siden har hun vært rigtig syg og absolut intet nydt. Jeg har måttet holde liv i hende med portvin og øl, som hun forresten kun har tat i skefulde. Hun har en uhyre modbydelighed for at ta næring til sig. To ganger har jeg tvunget hende til at drikke en slurk melk, men begge ganger har hun straks kastet det op igjen. Forresten går hun oppe og ude og er kvik og sød stundimellem, men så kan hun pludselig hænge med hodet og klynke og sutre. I 3 nætter har hun sovet slet, har fantaseret og snakket og grædt og let ustanselig, uden at ha feber. Jeg tror det er hallucinationer frembragt ved sult. For tænk Dig, at nu har vi vært her i 9 døgn og det hun har spist i den tid, kunde ligge på den mindste asiette. Hun har også minket 4 pund i disse dage. Igår vejed hun 20 pund nemlig. Jeg tog igår til byen med hende, for at søge læge. Marie og jeg bar hende hver vor stund til stationen. Hun vil idetheletat straks bæres, og det sker også, for hun ser så mat og træt ud altid. Du vilde vist ikke kjende hende igjen nu, så forandret og smal som hun er blet, og med et lidende udtryk i øjnene. Hver dag bærer vi hende også til og fra Birkelund – det kunde godt være det samme, for hun hverken ser eller lugter til maden, men det er jo altid en liden forandring for hende. Hun kjeder sig jo nemlig heroppe; her er træskt og fælt for hende, ingen børn, ingen Hornbæksand, intet legetøj og fremfor alt, ingen pappa! Nu har det også silregnet siden sidst; hun går her og trækker sig i dørene, som ikke hverken slutter eller lukker – nu i regnvejret lægges det mærke til – og jeg véd ikke hvor jeg skal gjøre af hende. Hundrede ganger om dagen forlanger hun at rejse til pappa, og lange stunder sidder hun stille og synger: «jeg vilde ønske jeg var hos pappen min» op igjen og op igjen på en selvlavet melodi.

Jeg ligger ovenpå nu hos småen. Den første nat hun var syg, gjorde jeg intet andet end at løbe op og ned over trapperne, for hvergang småen bare snude sig, hørte jeg det nede og Marie sov som en sten. Marie er i parenthes sagt nokså umulig, snil, ren og skikkelig, men grandios idiot! Anden nat stod min seng så forkjert at jeg måtte ud af den for at komme hen til småen, som hvert 10ende minut sled sig ovenpå tepperne, skjøndt de var surret. Det var en frygtelig nat den. Op og i sengen ustanselig og for hver gang knækked jeg min rygrad for sengekanten er så høj og klærne ligger så dybt, en feltseng er det, fælt spids og skarp o.s. v.

Så igår telegraferte jeg til Claus Hansen fra Birkelund.Claus Hansen: dvs. legen Klaus Hanssen. Se brev 303, note 8. Ikke hjemme naturligvis. Jeg bestemte mig da til at ta 2–19 toget og traf efter omtrent en times venten endelig doktoren. Han klædte småen af, blev forskrækket over hendes magerhed, skjøndt han lod som ingenting, undersøgte hende på alle mulige måder og afgav den erklæring at der intet var i vejen med hende. Jeg spurgte om han syntes, jeg burde rejse hjem med hende; han bad mig se tiden an. Begyndte hun ikke at spise efter en uges forløb, så måtte jeg, trode han. Han blev svært lej fordi hun ikke vilde drikke melk. Naturligvis havde jeg forsøgt med alt muligt som han nævned som godt at gi hende istedetfor melk. Jeg har brudt min hjerne med at udfinde ting som skulde nære hende, uden at smage som mad eller drikke – ja Du aner ikke hvor opfindsom jeg har vært – men alt forgjæves – Cl. H. sa, som så mange at det var ret almindeligt med børn som skifted opholdssted, at de o.s. v. Men dette vared jo lidt længe o.s. v. Jeg fik noget mikstur, som hun tar så pent, men hjælper gjør det naturligvis ikke.

Idag har hun fåt ørepine. Straks imorges begyndte det, og siden har det vært én eneste jammer. «Mamma, mamma, mit øre, mit øre,» slig synger det mig for ørene uafladelig. Hun har hulket og grædt og vrid sig som en orm det arme, lille skind. To minutter om gangen har hun havt ro, så er det begyndt igjen. Du kan tænke Dig min tilstand, heroppe på Natland 100 mile fra alt muligt! Og jeg som er så vant til at ha Dig, Du som tar alle byrder på Dig, og trøster og hjælper bare ved din nærværelse. Ja, jeg er fortvilet! Sove om dagen er omtrent umuligt på grund af husets lyde og sjou og nu, efter 3 nætters pinefulde og angstfulde vågen over småen, som forresten er det dejligste væsen i verden, enten hun er syg eller frisk.

For lidt siden husked jeg på et gammelt husråd for ørepine. Jeg smelted smør og hældte det lunkent ind i hendes øre og satte så en vattot derind. Straks har smerterne git sig. Hun er så glad og taknemmelig, og siger: nej, hvor det er godt i mit øre! Men naturligvis kommer det igjen. Nu taler jeg i telefonen med dr. Hansen nede på Birkelund, og spør ham tilråds. Bare jeg kunde få småen ind på hans klinik men det blev jo dyrt, for jeg måtte naturligvis også være med.

Hvordan det går med mit arbejde kan Du sige Dig selv. Alting er sort og ondt, bare Du var her! Regnen strømmer ned, udenfor husdøren ligger Hellemyrssumpenudenfor husdøren ligger Hellemyrssumpen: dvs. det ligner på området omkring Hellen, Ytre Sandviken, hvor Sjur Gabriel (i Hellemyrsfolket) bodde med sin familie. vassen og myg, inde ligger småen på sofaen bleg og alvorlig og dejlig, og hvergang jeg ser på hende må jeg snu mig for at hun ikke skal se at jeg græter. Middagsmaden på Birkelund er frygtelig; 3 ganger har vi fåt rådden mad. Den ene gang var Helene med, og hun gjorde straks allarm; de andre to ganger har jeg vært alene, og har spist nogle mundfulde uden at sige noget.

Lidt senere. Nu er småens tilstand slig, at jeg har sendt Marie til Birkelund for at telefonere efter lukket vogn; jeg må til byen med hende for at få lægehjælp. Hun stønner og græder af smerter i halsen og øret, kaster op og ser ud som hun vil dø mellem hænderne på mig. Heroppe er ikke til at være med et så sygt barn. At få læge herop er næsten umuligt. De har ikke tid til at foreta den lange rejse og hver tur koster 10 kr. Så, nu skal hun kaste op igjen; og hun som intet har nydt i 4 døgn. «Pappa pappa», ligger hun og råber mens hun græter.

Lørdag. Ja nu er vi i Bergen, og jeg sidder på Holdts hotel.jeg sidder på Holdts hotel: ved Engen i Bergen. Småen leger med Marie ude i de lange teppelagte ganger, og er sød og kvik, skjøndt hun naturligvis som sædvanlig intet har nydt andet end en slurk vand. Jeg venter nu på doktoren. Igår fik jeg ikke fat i ham, han har det så frygtelig travelt altid. Men vi kjørte altså til byen med småen indtullet om hodet for ørepinen – Straks vi kom ned i byen, og hun så og gjenkjendte gaderne, blev hun friskere og gladere. Dr. Hansen var ikke til at treffe før kl. 11 om kvælden; han var på landet i praksis. Men småen var også rent som forvandlet. Da vi kom her hen på hotellet begyndte hun straks at springe om og spiste endogså et lidet stykke mad med kalvekjød på. Så kom hun i seng kl. ½ 8, men sovned først ½ 11, var forresten sød og munter og altfor snaksom. Inat har hun sovet ustanselig, og jeg altså også. Det kom vel med; Idag er blodet begyndt på mig igjen efter at jeg havde det vel overståt i forrige uge. Det er vel af lejelse og sindsbevægelse og anstrengelse. Da småen vågned, klaged hun stærkt over ondt i halsen og i øret, og det holder hun på med ret som det er. Bare nu doktoren kom, og fik hende eftersét i halsen. Du kan vide at jeg længes hjem af al magt. Tanken på at drage op igjen til Natland er ganske grufuld. For det sér ud til at småen ikke kan trives deroppe. Idag er det atter strålende vejr med stærk varme. Varmt har det forresten også vært de dage, da det regned. Bare småen havde vært frisk, vilde alt vært bra. –

Tak for dit sidste brev, det var så hyggeligt og godt i alle måder; stakkels Dig som får dette triste brevet til gjengjæld. Ja, gudskelov, for de er glad i mig dernede hos Dig i din by. Du véd hvordan det er med mig – jeg føler mig hjemme der og ikke spor her. Men det er vel kanske ikke så underligt, når man har vært så længe borte. Det er 16 år siden jeg drog fra Bergen og snart 10 år siden jeg forlod Norge. Du må hilse alle mulige og sige at jeg længes efter Kjøbenhavn ustanselig. Ak bare vi var i Hornbæk som ifjor! Og så penger, penger, penger! De svinder ganske forfærdende fort. Kunde jeg endda bare holde ud til Du kom; så får Du jo penger heroppe så får du jo penger heroppe: Erik skulle komme tilbake til Bergen for å holde noen foredrag, som han skulle få betaling for. og behøver ikke at gjøre nogen udvej dernede. Jeg må vel sagtens kunne låne hos Ludvig hvad jeg trænger forinden. Gud ved om Hegel virkelig kan ha sagt til Bjørn at han var glad over at ha fåt mig på sit forlag.at ha fåt mig på sit forlag: Gyldendal ga ut alle Amalies bøker etter 1893. Bjørn er kanskje Bjørn Bjørnson. Det ligner ham ikke, og det er da ved gud heller ikke noget at være glad for. Bjørn har nok villet være elskværdig, tror jeg. Hvis Du ser B.B. og Karoline, må Du hilse dem meget og spør B.B. om han har fåt mit brev fra Bergen.spør B.B. om han har fått mitt brev fra Bergen: Amalie skrev til Bjørnson 30/5/93 fra Bergen for å takke for – og argumentere mot – hans kritikk av hennes bøker. Brevet står i «Og nu vil jeg tale ut», s. 89–91. Jeg sendte det til Aulestad, for jeg vidste jo ikke, at han var rejst. Sig, det var lumpent af ham at komme til Kjbhvn, netop mens jeg var i Norge.

– Nu er kl. 12 og endnu ingen doktor. Småen blir kleinere og kleinere hun græder og sutrer uafladelig for halsen og vil hvert øjeblik lægge sig, og hvert øjeblik op igjen. Jeg har ikke turdet se hende i halsen, jeg er så angst. Det må være difteritis igjen, så ondt som det gjør. Og så jamrer hun efter Dig og vil til Dig og siger de utroligste, sødeste ting om Dig. «Hys, kanske det er pappa, gid det var pappa,» siger hun når det går derude på gangen. Nej dette var fortvilet! Tusen ganger hellere vilde jeg vidst hende i Kjøbhvn under din og Kristines varetægt, og selv vært alene heroppe.

– Så nu har doktoren vært her endelig kl. 2. Der er intet i vejen med småen. Han undersøgte hendes hals omstændelig, den var lidt hoven og rød, deraf smerterne. Ørepinen og næsen skrev sig fra det samme. Han forsikred på ære og samvittighed at jeg ganske rolig kunde oppebie bedringens dag. Denne hendes vantrivsel vilde sikkert snart forsvinde o.s. v. Nu tar jeg altså op igjen til Natland, men sker der videre noget med hende rejser jeg øjeblikkelig hjem til Dig med hende. Jeg står ikke i det alene deroppe med dette klods af en pige. Denne historie er kommet mig på 16 kr, og så må jeg endda ha vogn opover, for jeg havde håndkuffert og vadsæk med, og disse ting kan vi ikke bære fra Fjøsanger. Cl. Hansen er naturligvis heller ikke betalt. Jaja, det er da godt at barnet ikke havde fåt difterit igjen. Den sygdom har sat hende grundig tilbage. – Når hun plukker blomster kommer hun altid med en buket til pappa.

Din Amalie

443. Amalie til Erik

Natland mandag véd ikke dato, ser aldrig en avis. [3/7/93]

Ja, nu sidder vi altså her igjen, i det mest tropiske, ustanselig dejlige sommervejr. Ingensinde har jeg havt slig en sommer i Danmark, i de år jeg har boed dernede! Så lunt og stille, så strålende blankt, så sprættende frodigt efter den varme, korte regn. Her er aldeles vidunderlig dejligt i sligt vejr, udsigten nedover Bergen ganske italiensk. Alting kunde altså være vel og bra, hvis bare –

ja vi kom altså hjem igår. Natten til lørdag lå vi hos fru Sandberg, og den nat sov småen udmærket, liksom på hotellet. Men om morgenen sutred og tøt og klaged hun over halsen og øret, og stundimellem også over maven. Og så råber hun altid på pappa, pappa! Jeg vil til min pappa! Op ad dagen blev det dog bedre og hun spiste endog 2 halve stykker franskbrød til frokost og drak potøl med maltekstrakt, hendes eneste drik, da hun afskyr alt andet, og Cl. H. siger, hun bør ikke drikke vand. Kl. 2 kjørte vi opover i vogn med vor bagage, og hun var så til min glæde bare henrykt over at se Natland med beboere, hunde, fjerkræ o.s. v. igjen. Men natten blev slem; hun var vågen og jamred ustanselig for halsen til kl. 5. Da fik hun og jeg 3 timers god søvn. Jeg skyndte mig ned til Birkelund kl. ½ 10 for efter aftale at telefonere om tilstanden. Cl. H. blev ved med sit: «det er en bagatel hendes halseonde og hendes øvrige upasselighed kommer fremdeles kun af forandringen o.s. v. Hold ud ialtfald 3 dage til og se så.» Det har jeg nu besluttet. Cl. H. kan sagtens sige det er en bagatel men for mig er det en ustanselig nagende græmmelse at se dette søde barn gå der og lide og vantrives. Og så går det jo ud over min egen helse nokså meget og mit arbejde og mine penger i høj grad. Nu idag ser det forresten ud til at lysne lidt. Hun spiste 2 halve stykker surbrød imorges og til middag en hél pandekage. Og efter at vi kom hjem fra Birkelund – hun kom senere end jeg for hun blev med M. og legte der nede – har hun spist 3 stykker Wienerbrød. Men Cl. H. siger stadig: bare hun vilde drikke melk! Det er det allerbedste for børn. Nu får jeg se, hvordan natten går. Er det galt, skriver jeg imorgen, er det bra, ikke. For jeg skulde jo se til at få arbejde, og må begynde straks småens tilstand ikke længer piner mig.

Hjernøe har siden forrige mandag ikke vist sig på Natland. De vil ikke mere gi ham middagsmad på Birkelund fordi han aldrig kommer. Det fæ! Farvel da; jeg længes og jeg elsker Dig!

Din Amalie

444. Amalie til Erik

Natland 7/7/93

Hvad er dog dette for en postgang! Dit brev af 30/6, som jeg nu omtrent i en hel uge har vented under stadig stigende uro – Du plejer jo aldrig la mig være så længe uden efterretning – kom endelig idag. Hvereneste dag har der vært bud inde hos Ludvig, altid nej, intet brev. Igår telefonerte jeg til L. fra Birkelund og spurgte om ikke brevet kunde være forlagt dernede – nej ikke tale om det. Gudskelov at det dog kom idag, og at Du ikke lå for døden eller alt var død. Jeg får jo frygtelige forestillinger, når det jeg venter skal ske, ikke sker, ved Du.

Småen kommer sig nu, så jeg begynder at bli nogenlunde rolig. Hun er kvik og i strålende humør, og har nu, hun føler sig friskere, fundet 1000de ting at more og underholde sig med. Dog er det fremdeles yderst småt med appetitten, og hun er tynd som et strå og let som en fjær. Middagsmad smager hun aldrig d.v.s. kjød, fisk o.s. v. Jeg har nu fåt fruen til at levere hende pandekager istedetfor og dem spiser hun foreløbig. Ellers kun smørrebrød; ikke æg, ikke mælk. Hendes stadige drikke er tyndt øl med maltekstrakt. Men så er der en frygtelig ting: hun sover så urolig om nætterne, at jeg absolut ikke får blund på mine øjne, før efter at hun er opståt om morgenen kl. 8 – ½ 9. Da prøver jeg på at få et par timers søvn, hvilket kun lykkes dårligt. Inat var hun, efter at [ha] ligget og væltet sig og klynket hele tiden – vågen fra kl. 2 til ½ 6. Ikke tale om at hun vilde sove, bare synge og konversere. Jeg fik Marie op og hun hjalp mig da til at få tiden afsted. Småens næse blev renset, hendes seng redt om, hun spiste en hel del biscuits, drak øl, og fik tilsidst en liden ske bromkalium. Det fandt jeg på i min kvide at lave. Heldigvis havde jeg noget med fra Kjbhvn. Selv tog jeg også en stor ske, for mine nerver er slig nu, at den mindste uventede lyd farer mig som ild og is gjennem kroppen. Vi sov da begge til kl. ½ 11. At ligge nedenunder for mig er der ikke tale om. For jeg hører hver lyd som var det i samme stue, og Marie sover som et lig, og så blir det bare at valse ustanselig op og ned i trapperne. Jeg er næsten afvænt med at sove nu, og jeg føler mig træt og tung og at arbejde er aldeles umuligt. Jeg husker ikke om jeg sidst skrev at jeg, søndag 3die juli, var fast besluttet på at komme hjem, hvis der gik noget skib de første dage. Men på efterspørgsel fik jeg høre at der først var skib mandag den 10de juli. Så måtte jeg jo ta op igjen til Natland fra Bergen, og nu har jeg opgit at rejse. Jeg har nu sikkert håb om at småen ganske skal komme i rigtige folder, og så skal jeg nok kunne holde ud, skjøndt jeg længes, så jeg ofte er helt syg af det. Jeg har sagt nej til indbydelser til Vallendahls og Rogges,indbydelser til Vallendahls og Rogges: Wallendahl-familien eide et blomstrende jernvarefirma i Strandgaden. Kjøpmann Dankert Rogge hadde i 1872 vært aktiv i arbeidet for et fast norsk teater i Bergen. og efter hvad jeg mærker fornærmet Helene Sandberg dødelig ved at telefonere et bestemt nej fra Birkelund, da hun på mandag, dagen efter at jeg syg og udaset og frygtelig trist var kommet op igjen med småen, i telefon spurgte om jeg vilde ta imod et lag på 6 personer der skulde bringe med «en kurv champagne og masser af drikkevarer.» Hun kunde likegodt ha bedt mig gå bort og drukne mig. Jeg hang ikke sammen af træthed bl. andet. Fæet Hjernøe har nu akkurat vist sig så vidt på Natland, at han har hentet sine sager og sagt farvel. Nu skal han til Hardanger heder det. Men først skal han være hos Helene nogle dager, og så skal hun følge ham til Voss. Hele forrige uge gik han snyde fuld nede i byen, og var næsten uafladelig dag og nat sammen med Helene, hos hvem han også drak det han var fuld af. Hun er et fortabt menneske, den stakkeren, aldeles umættelig hengiven til stadig at drikke for at stimulere sig. Ikke én men mange ganger har jeg nu set hende så fuld, at hun bogstavelig ikke har kunnet snakke, og kun to korte stunder har jeg sét hende ganske ædru. Ædru var hun heller ikke da Du var sammen med hende. Når hun er det, er hun sort fortvilet, ganske nedfor slap, skjælvende som en gelé. Hun er kommen så vidt at hun må drikke for at holde sig nogenlunde oppe. Så begynder hun med absinth straks om morgenen. Den nat jeg sov derinde, vækked hun mig med absinth kl. 3 om natten. Jeg drak den, for der var ikke andet for. Det er det sørgelige at man må tude med de ulve man er iblandt; jeg la mig straks til at sove igjen, mens hun gik nedenunder til Hjernøe og fortsatte. Den nat var jeg forresten også oppe i ét væk for at se til småen, der sov i værelset ved siden af og som idelig sparked af sig.

Tak for dit hyggelige brev! Det var jo sørgelige efterretninger om Kristine. Hvordan skal Du stelle Dig nu? Få nødig madam Nielsen i huset, for hun stjæler hvad hun kan og linnedskabet og meget andet står åbent. Kan Du ikke få bo hos Otto Benzons bo hos Otto Benzons: Otto Benzon og hans kone Emma var Eriks gode venner; det finnes flere hjertelige brev fra Otto til Erik på KB. til Kristine blir frisk? Emma har jo inviteret Dig. Eller hos Octavius!eller hos Octavius!: dvs. høyesterettssakfører Octavius Hansen, som Amalie bodde hos i mai 1890 (se brev 370–86). Hvordan skal det gå med dit arbejde, når Du ingen har til at stelle for Dig. Vær heller uden hjælp og gå ud og spis, end ha madam Nielsen. Grethe kunde jo komme et par ganger om ugen og gjøre rent. Du gir vel blomsterne vand? Forresten, slig som Du turer, får Du alligevel ikke gjort noget. I hvert brev har Du vært i mange selskaber. Det var da svært så hedt Bouning Storms har fåt det med Dig!Bouning Storms: dvs. Breuning-Storms. Se brev 435, note 3. Bare det ikke, foruden tid også kosted Dig penger!

– Det var intresant hvad Du skrev om Kroghs. hvad Du skrev om Kroghs: Christian Krohg og hans kone Oda, som tiltrakk seg mye oppmerksomhet. Nej hun er storartet; hvis nogen har frækhedens nådegave, så er det hende. Men ellers kunde hun jo heller ikke ha ståt for en slig dravat som den bogen. Skidt forresten med hende – jeg har altid bare tænkt på børnene hendes. Det var jo det, jeg påstod at der var hævn fra H. Jægers side i bogen.det var hævn fra H. Jægers side i bogen: dvs. Hans Jægers bok Syk kjærlihet (1893), første del av «bohemens erotiske bekjennelser». Det ble påstått at Oda var modell for hovedpersonen Vera. Dengang blev Du ivrig og sa det var aldeles forkjert o.s. v. Men bare det om pengene, hun tog i søsterens skrin var mig bevis nok. Forresten tror jeg H.J. er en af forbitrelse gjennemsyret person, og han har sikkert følt tilfredsstillelse ved at kunne ramme Krog og Oda.

Det var morsomt hvad Du fortalte om Bjørnsons. Ja, bare jeg var hjemme igjen, for noget så mislykket som dette! Arbejdet har jeg ikke fåt spor, bare lidt og længtes og græmmet mig og vært fortvilet over småen og andet. Jeg ved ikke hvad det skal bli til. Jeg kan ikke skrive den bog, og jeg som har fåt 600 kr for den, penger, der alle er som kastet i sjøen.jeg som har fåt 600 kr for den: Hegel må ha gitt Amalie 600 kr for Afkom, som hun fremdeles prøver å få skrevet. Nej, jeg véd hverken ud eller ind!

En af de dager, da jeg forgjæves havde spurgt efter brev fra Dig traf jeg fru Mathilde. «Jeg har fåt brev fra Skram,»«Jeg har fått brev fra Skram»: dvs. den svenske Mathilda Christensen (se brev 440, note 3). Brevet fra Erik er gått tapt, men hennes svar til ham, datert 10/7/93, ligger på KB. sa hun, «han holder mykket mere af mig end af dem»! Jeg véd ikke hvorfor hun sa det. Det klædte hende ikke, for da jeg intet svarte, blev hun rød og så flou ud. Havde Du skrevet noget slags spøg, som gik rundt i hodet på hende, eller hvad? Jeg måtte atter tænke på dette, som fremgik af dine ord hin aften hos fru Christensen, at Du havde siddet deroppe og blandet dine klager over dit ægteskabs jammer med Jakobs klager. Da jeg sa: «Fortalte Du ham ikke så, at dit ægteskab var ligedan?»; svarte Du: «jeg sa, at jeg godt kjendte til det.» Men at sige det, var at udlevere mig, for Du har jo kun vært gift én gang, og hvorfra skulde Du kjende til det, uden fra mig. Det havde vært penere om Du havde hørt og svart med den store sympathi, Du virkelig følte, uden at prisgi mig. For den sag lå jo aldeles ikke fore. Ialtfald ikke den gang. Jeg synes, det er længe siden, jeg har voldt Dig nogen sorg i den bestemte retning, og derfor kan jeg ikke begribe at Du vilde la Jakob mærke at Du havde oplevet noget sligt, ej heller at Du var så ivrig i at kaste mig det i næsen da Du fortalte om Jakob og konen. Jakob er forresten en stud, og en alt andet end fin person, så meget Du véd det, hvis Du ikke mærked det. Og hans kone er en vulgær ubetydelighed som jeg ikke på noget punkt vil sammenlignes med. At Du drog denne sammenligning krænked mig bl. andet den aften. – Jakob har sagt til en ven, som igjen har sagt det til mig; «jeg føler mig overbevist om at Skram er ulykkelig i sit ægteskab.» Så den tilfredsstillelse har Du da, hvis det er Dig nogen tilfredsstillelse. Forresten er jeg så kjed og led af alting. Bare jeg var 1000 mile borte fra både Bergen og Kjbhvn og alting! Brevet fra din russiske dameBrevet fra din russiske dame: Vera Spasskaja, som hadde oversatt Gertrude Coldbjørnsen til russisk, skrev flere ganger til Erik i 1892–93 om både hans og Amalies verk. Det siste brev, skrevet 11/6/93, takker fordi han sendte henne Agnete. skal jeg gjemme. Jeg sender det ikke denne gang for portoens skyld. Tak for Du vilde la mig læse det og tak for Du skrev Erik.

Din Amalie

[Tilføyelser på første side]:

Småen taler hvereneste dag uhyre meget om Dig. Ret som det er, vil hun hjem til Dig naturligvis.

Undersøg dog dette med postgangen.

445. Amalie til Erik

Natland tirsdag, jeg tror den 11te/7/93 og onsdag 12te.

Skjøndt jeg intet brev har havt siden sidst må jeg dog fortælle Dig at det går godt med småen. De to næstsidste nætter sov hun på bronkalium,[sic] inat har hun sovet på sin egen træthed, aldeles storartet. Nu er kl. ½ 11 og hun sover endnu så hun næsten snorker, men så var også kl.10 før hun sovned igårkvæld. Hun må nu ansés for at være ganske frisk igjen, skjønt hendes magerhed er, for et barn i den alder, forfærdende stor. Du skulde se hendes knæ, de er så spidse og knoklede at de er ligefrem stygge, og hvert et ben i hendes rygrad kan fremdeles tælles. Hun som havde den dejlige glatte ryg hjemme i Kjbhvn! Men naturligvis, når et barn går så længe uden at ta nogensomhelst næring til sig, er det jo rimeligt. Hun spiser stadig væk næsten intet. To halve stykker smørrebrød, tynde som siv til frokost, med nogle slurk øl, og en tynd nokså stor pandekage til middag. Til aftens atter 2 halve stykker smørrebrød og en slurk øl, og intet imellem tiden – jo hun drikker en masse øl med maltekstrakt for varmen er så overhændig. (Papiret ser fælt ud; det var blet vådt på vejen herop.)Papiret ser fælt ut: Det har røde pletter i kanten. Jeg forsøger stadig med æg, kogt chokolade, cacao, o.s. v. men alt forgjæves. Hun holder sig for munden med begge hænder og skriger. Men nu vil jeg prøve på at ikke græmme mig længere. Hun er frisk og i strålende humør, og nu synes også nattesøvnen at ville komme. Tre uger omtrent har det altså tat hende at bli tilvant heroppe. Hele lørdag kjørte hun sammen med folkene hø ind i laden på en liden trillebør som fru Sandberg har git hende. Hun var henrykt og havde det uhyre travlt. Hun er idetheltat uafladelig i virksomhed. Folkenes arbejde med høet har git hende en mængde nye forestillinger og legemotiver. Hun laver høsåter på fladen foran huset, hvor det slåte græs er blet overladt hende, og hun har en hæsje inde i en af laderne, hvorpå hun hænger hø til tørring. Du skulde se hvad håndelag hun har, akkurat som folkene gjør hun det. De ler himmelhøjt af hende og hun lér med. Hun er uhyre glad i dem allesammen og råber højlydt efter dem når de går forbi. «Mor», elsker hun og tante Flint, der ligner et uhyre er hun også glad i. Dog betrode hun mig forleden at hun likte mor bedst fordi tante havde stygt i næsen og ikke vasked sig hver dag. Hun var utrolig, da hun sa det. Ernte, den mindste datter har lavet en liden have til hende med stengjærde om. Den optar småen meget, hun vander, planter og kjører muld til haven i trillebøren. Her er også pludselig kommen en masse småbørn tilsyne, som Johanne er mere henrykt over end jeg, for de er så skidne og har uhumske næser. Forleden morgen med det samme hun vågned sa hun: «véd Du hvad mamma, Marie siger at Danmark er et stygt land, fordi der ikke er fjelde.» «Det er dumt af Marie,» svarte jeg «for Danmark er dejlig.» Og så begyndte hun at synge på egen melodi, Danmark er et yndigt land, men det har ingen fjelde og holdt på længe. Hun er idetheltat så sød at der hverken er begyndelse eller ende på det. Da jeg gav hende brevet fra Dig og så læste det op for hende fik hun et rørende udtryk i øjnene, men hun sa ingenting om det, bare bad mig gjemme det. Nu siger hun sjældnere og sjældnere at hun vil hjem til Kjbhvn. Det hænder når hun et øjeblik ikke liker sig, men før da hun var syg, vilde hun ustanselig hjem til Kjbhvn. og til pappen sin, som hun nu siger, hun snakker meget norsk nemlig – og hun kunde sidde og græde over at jeg ikke straks vilde rejse.

Spring ikke over noget af det som nu kommer. Jeg bér Dig meget om det. Jeg vil så gjerne Du skal forstå det!Du skal forstå det!: Disse tre setningene ser ut til å ha blitt skrevet ovenpå linjene senere.

Du siger i dit næstsidste brev bl. and.: «hvilke resultater af god art end manden kan ha bragt ud af sin fortid» – – – Javel, men hvordan skal konen vide om de gode resultater, før ialtfald efter mange års forløb? Jeg vil ta mig selv, siden Du ved din anklage den aften hos fru Christensen atter har bragt denne sag (fuld af rædsel) på dagsordenen. Mig tog det mange år, før jeg kunde fatte tillid til Dig. Nu har jeg gjort det, og nu er der idetheletat begyndt noget nyt i mig ligeoverfor Dig; det er begyndt langsomt, langsomt og svagt, men det er begyndt, og dette at det nu på en måde er forsent, tror jeg, mærkelig nok, ikke egentlig stagger det. Men hvordan skulde jeg vide, at Du var den, Du er? Før jeg var gift med Dig sa Du mange ting, som stødte mig, og som bragte mig den tro at Du var som de andre mænd, jeg havde kjendt. Det er således Dig jeg skylder den replik i «Forrådt»,den replik i «Forrådt»: Dette er en replikk Adolph Riber sier til Aurora tidlig i deres ekteskap, da de var blitt våte av regnet og hadde gått inn på et hotellrom for å tørke seg. (Samlede verker Bind 5, s. 74). «det første tjenerne nu gjør er at undersøge om vi har ligget i sengen.» Du sa det, da vi gik ned ad trappen i Viktoria hotel efter mit første og dengang eneste besøg hos Dig,mit første og dengang eneste besøg hos Dig: dvs. i Kristiania, 1. september 1882 (se brev 5–6). da seng og hvad dertil hører var 1000 mile borte fra mine forestillinger. Det var mig idetsamme som jeg fik et dunk i hjærtekulen, for endskjøndt jeg havde oplevet så meget væmmeligt i den retning, var jeg dog liksom nyfødt og uskyldig straks jeg begyndte at bli glad i Dig. Jeg lod mig ikke mærke med noget for Dig, for det syntes jeg var altfor flout men det brev jeg skrev straks efter, var stærkt påvirket af det modtagne indtryk. Så husker Du, Du skrev til mig at Du levde med et fruentimmer som elsked Dig og som Du holdt meget af o.s. v. Det faldt Dig ikke et øjeblik ind at denne meddelelse vilde falde mig for brystet, end sige virke som et svimlende slag. Senere, da jeg i Sverrig var bleven din, sa Du fremdeles ting, som bragte sjælen til at vende sig i mig. De står som ildskrift for mig, og engang får Du vel se dem igjen. Fremdeles senere, da vi var gift, erfared jeg at Du havde tat din elskerinde tilbage du havde tat din elskerinde tilbage: Dette har Amalie påstått tidligere (se brev 331, note 3). Erik nekter det ikke. og havde levet med hende også efterat vi hørte hinanden til og tiltrods for at Du havde forsikret mig at det var forbi mellem Dig og hende. Endvidere, da Du første gang efter 3 måneders ægteskab skulde være 10 dage borte fra mig, rusted Du Dig til uden resiko, at kunne gå til fruentimmer.at kunne gå til fruentimmer: se brev 331, note 4. Jeg véd nok at Du gav en [mærkelig – krysset ut] slags forklaring over denne din handling, men den var mig aldeles uforståelig. Da jeg spurgte hvad Du havde i det lille futeral, svarte Du rask: hæfteplaster; det var først da jeg åbned det, at Du kom med din forklaring. Tænk Dig nu mig, med [det – krysset ut] mit ægteskab, og [de – krysset ut] mine erfaringer bag mig opleve dette! Kan Du ikke forstå at det måtte virke som det virked? Og kan Du ikke derfor også en gang glemme den sorg jeg har voldt Dig, og ikke kaste det frem for mig som den omtalte aften. Nu er det jo forbi og hvorfor så rippe op i det, og bringe det gamle sår til at bløde igjen. Ja, for nu har det blødet igjen, dette sår som jeg trode lægt. Hvorledes kunde Du vente at jeg i Dig skulde se stik det modsatte af hvad dine handlinger viste mig. Jeg kjendte Dig jo ikke, skulde først begynde på at lære [Dig – krysset ut] kjende Dig, dengang alt dette kom. Ja, af alt det fæle jeg har oplevet i mit lange bevægede liv, er det med Dig det værste. Gud bevares hvad jeg led dengang. Aldrig søvn om natten, aldrig fred for det nag som grov i mig. Dette at være begyndt om igjen på et ægteskab af det førstes art, å gud å gud, hvor var det onde tider. For husk, husk dog at jeg kjendte Dig ikke! Jeg måtte jo tro det værste om Dig. Og Du er også først efterhånden blet den Du nu er. Men dette at Du altså havde evnen i Dig til at bli en god ægtemand, det var dette, jeg ikke vidste og ikke kunde vide. Og ubodelig, uoprettelig skade har det voldt både for Dig og for mig. [I lang tid – krysset ut] Det fornedred min opfatning af mit forhold til Dig og lod mig i lange tider se på mit ægteskab som på noget løsagtigt, der ikke var stort værd. Bliv nu ikke harm over at jeg resumerer alt dette. Der findes hverken vrede eller ondskab i mit sind, men jeg vilde så gjerne Du engang i ro skulde tænke denne sag igjennem og prøve på helt at se den med mine øjne. Det har Du vist aldrig gjort. Du har følt Dig så altfor meget i din ret og glemt at for mig havde Du ikke mindste spor af ret. Og hvad nu dette angår, at det kommer an på «måden hvorpå de smertelige forestillinger virker», så vil jeg sige hvad jeg tit har sagt: jeg kunde ikke skabe mig om, ikke bringe de mærker fortiden havde sat på mig til med en gang at forsvinde. Jeg var heller ikke kreti eller pleti, men én som vel alting virker særegent på. Og derfor siger jeg og vil jeg sige til min sidste stund: jeg har intet at angre på.

Her er flyttet en nokså ung mand herop i nærheden. Han er min beundrer og tilbeder og jeg er vispå, han ligger her for hver dag at se mig på Birkelund hvor han også spiser. Mange ganger om dagen går han forbi stedet hvor jeg bôr, og i eftermiddag dukked han pludselig op på fjeldvidden, helt oppe bag baunen hvor jeg ofte går, og hvor der er aldeles trolddomsagtig dejligt og ensomt. Men nu idag var han der. Det er første gang jeg har mødt et menneske der. Det værste er at jeg liker ham og især liker at snakke med ham. Han er en mærkelig fyr, vakker, klok og mærkelig fin og udviklet. –

Jeg sa galt, jeg har fåt et brev fra Dig siden sidst jeg skrev, det hvori kortet til småen lå. Men det fik jeg dagen efter det som jeg sidst svarte på. Kan Du ikke være snil og skrive to ganger om ugen? Og indrette det slig at jeg ikke får dem omtrent samtidig.

Det var forresten et tørt og kort brev dit sidste. Og det var endda til og med svar på mit 16 sider lange, der forresten jo kun indeholdt lamentationer. Men det havde tjent Dig at svare mere og bedre på et sånt brev. Nu, efterat spændingen og angsten for småen er forbi, er jeg selv liksom faldet sammen. Jeg trænger til at sove ustanselig og jeg sover også forfærdende meget. Slig en søvnig periode plejer forresten ikke at holde sig længe hos mig. Jeg har heller ingen appetit og min mave er stenhård. Igåraftes tog jeg lidt olje, jeg havde, men det har ikke virket stort. Næste gang Flint rejser til byen får han kjøbe Brandreuths piller[sic] til mig.Brandreuths piller: Brandreths piller var et meget anvendt avføringsmiddel. Stakkels arme Kristine! Du må hilse hende fra os. Og endda mere stakkels Dig som skal passe hende, og ikke får hverken opvartning eller mad hjemme. –

Du må gå ind til TidmandTidmand: dvs. Tidemand, en delikatesseforretning i Østergade. og bestille syltetøj – Sig, jeg er på landet og ingen priskurant har, men at jeg vil ha det samme som ifjor med undtagelse af asier og agurker hvoraf vi endnu har nogle tilbage. Derimod vil jeg gjerne ha en liden krukke med blandet pikkels. Tidsmand må vel kunne se i sine bøger hvad jeg fik ifjor.

Så vil jeg be Dig måle den nøjagtige længde på en af dine gardiner, Du véd dem jeg hækled ifjor. Jeg hækler også iår og vil nødig gjøre blonden for lang eller for kort.

Har Du vært hos skrædderen med min jakkeryg?

Småens uldkjoler behøver Du ikke at sende.

Ja så farvel for denne gang. Gud gi Du nu ikke vil bli sint for det jeg har skrevet. Jeg skal aldrig mere nævne den sag, hvis Du da ikke som nu gir mig særegen lejlighed. Vent ikke forlænge med at svare på dette. Jeg længes altid efter at høre fra Dig.

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Se vel efter nummerne på det næste ark, jeg har begyndt forkjert.

446. Amalie til Erik

Natland 23/7/93Natland: skrevet på brevkort stemplet 27/7/93.

Nu har småen det fuldstændig godt. Hun spiser forresten fremdeles meget lidt, ofte får jeg intet i hende – vådt eller tørt – før kl. 2 – ½ 3 på Birkelund, da hun spiser sine – nu 2 pandekager og undertiden et par mundfulde fisk eller kjød. Så smager hun intet før til aftens, og da ikke meget desværre. Men frisk er hun, brun og kvik og i jublende humør fra morgen til kvæld. Hun sover også nu upåklagelig rolig om natten. Mager er hun naturligvis endnu, men ikke som før. Hun drikker omtrent en krukke maltekstrakt om ugen. Det gjør hende formodentlig godt. Selv nu i regnvejret, som begyndte torsdag holder hun sig strålende fornøjet inde og i laden. Folkene gjør alt for at more hende. Idag søndag aften siler det ned og har silet siden imorges på ægte Bergensk. – Jeg er begyndt at kunne arbejde lidt.

Din A.

[Tilføyelse øverst på kortet]:

Det var da godt at K. er blet hentet. Har Du nu sagt hende op så Du ikke får pengeborg deri bagefter.

447. Amalie til Erik

Natland 25/7/93

Du siger i dit svarbrev af 11te juli at jeg vist umiddelbart forinden må ha klaget over intet brev at ha fåt fra Dig, dengang fru Mathilde kom med sin «underlige spøg». Men det var der ikke tale om. Hun sa det i samme øjeblik hun så og hilste på mig – det var i et selskab hos nogen nede på Hop nede på Hop: litt sør for Bergen by. – højt og smilende så alle hørte det. Jeg vilde forresten straks ha glemt dette fjantesnak, hvis jeg ikke samme aften havde fåt høre hvad Jakob mente om dit ægteskab. – At Du snakked om mig og det ulykkelige ægteskab jeg har beredt Dig, vilde jeg naturligvis ikke likt, selv hvem det var, Du havde sagt det til, men at Du har gjort det til disse mennesker er værst, for de er ikke af vor egen art. Og så snakker Du om Jakobs «lavpandethed». Trode Du da at han ikke havde menneskeforstand, siden Du ikke havde ventet han skulde opfatte dine udtalelser som et udtryk for at Du var ligeså ulykkelig som han. Det var og er jo dog meningen din. Han er ophidset og græder og klager og jamrer over konen. Du søger at trøste ham med at sige at slig er det også i dit ægteskab. Hvorfor skulde Jakob synes det var ingen ulykke for Dig, det som for ham var en stor ulykke? Nogen åndelig kløppert er han vistnok ikke, men på ingen måde heller en idiot. Og hvad nu selve dit snak om «den uoverstigelige forskjel mellem kønnene» angår, så røber det den samme, jeg vil ikke sige indsnævrethed i tankegang, men mangel på langsyn, som jeg af og til plejer at støde panden mod hos Dig. Samfundstilstanden skulde blot være slig at det var mændene der kom som rene ungersvende i brudesengen, medens kvinderne havde levet med hvem der tilbød sig fra 14–15 årsalderen, så tænker jeg vi fik den «uoverstigelige forskjel» på den anden boug.

Konerne véd om sine mænd at de fra før de kom ud af skolen har gåt til sjøger, at de siden har havt samleje med kvinder i hundredevis, fruer, frøkener, sypiger, blomsterjomfruer, enker, fraskildte koner, tøse de traf drivende på gaden og gik hjem med, for ikke at tale om de faste skjøger de desuden ved lejlighed var hos. De ved endvidere gjennem egne og andres erfaringer at deres mænd ikke tar det så nøje med deres ægteskabelige troskab – slip dem bare ud på rejser, eller lad dem bli tilbage i byen mens konerne ligger på landet – fru Feilberg fortalte mig for et par år siden at Feilberg havde sagt at de mænd han kjendte kunde ikke være 10 dage borte fra sine koner uden at de måtte ha fat på et fruentimmer. Jeg spurgte om det var mænd også hun kjendte. «Ja ikke alene hun men også jeg; de kom sågar til dem.» Hvor skal så kvinderne ta sin tillid og umistænksomhed fra? Hvorledes skal de kunne la være at «bide sig fast i ord eller handlinger, som vi mænd ingen vægt lægger på.» Hvorledes ikke «være mistænksomme overfor de ting, de ikke straks forstår» o.s. v.? **: viser til en note nederst på brevsiden med den neste setningen. Hvorledes idetheltat kunne se klart og rigtigt og retfærdigt gjennem alt det smuds de ved at indtræde i den hellige ægtestand har fåt sig kastet i øjnene fra mændenes fortid? Jeg siger igjen, det skulde være mændene og vi fik forskjellen på den anden boug.

Når Du fører slig overfladisk og uskarpsindig tale ligeoverfor en fyr som Jakob der uden kritik tar det for god vare, så gjør Du skade.

Nej den forskjel der virkelig findes mellem kjønnene, den har Du aldrig fåt øje på, vennen min.

Hos Jakobs har jeg forresten ikke vært en eneste gang siden Du rejste. Jeg gik der de første uger af og til indom lidt, men de bad mig aldrig bli og aldrig om at komme igjen og har heller aldrig inviteret mig. De er ikke fornærmet for noget for de er akkurat som ellers, fuld af behagelig, det vil sige dum spøg og løjer. De er bare så underlig studet begge to. Småen sendte jeg også to ganger derned med Marie, da hun endnu var frisk, eller den lange vantrivsel i altfald ikke var begyndt og hun gik her og kjedede sig og snakte lidt om Gurli, men fru M. tog ingen notits af hende, og råbte ved spisetid Gurli ind fra haven uden at ænse småen. Så gik da Marie hjem igjen med hende og hun sa til mig: jeg tror ikke de bryr sig om at småen skal komme der. Og deri havde hun ret, for ingen af de ganger jeg siden tilfældig har truffet fruen eller Jakob på stationen, nede i byen, i et par selskaber o.s. v. har de sagt, om ikke småen kom ned. Og nu kan det også være det samme for småen er så frydefuld ved at være her. Hun er hele den store families yndling og hun elsker dem alle og de gjør alle sit for at more hende, så snart de er hjemme fra markarbejdet og på marken er hun ofte med dem med sin trillebør og spade. Nu er det forresten stygt vejr, idag på 6te dagen, og da når de alle er inde – 3 voksne sønner, to døtre en voksen og en halvvoksen, en heks af en gammel tante foruden manden, konen to hunder og en kat, så kan det nok hænde sig at gangen oppe og nede og trappen og alt står fuld af os og stank. De ryger kridtpibe og lugter af skotøj, klær og krop. Og i kjøkkenet braser de på med stegt sild hver dag. Men intet af dette synes at genere småen. – –

Den velsignede loppefrihed jeg før talte om, holdt sig da desværre ikke. Vi har vært svært plaget, men ikke en 100de del af hvad det var på Sandgården. Til gjengjæld er disse lopper giftigere. Jeg har måttet kjøbe en loppesprøjte for 1 kr. Min egen har jeg enten glemt i Kjbhvn. eller sat fra mig på et af hotellerne. Jeg savned den allerede i Bergen hos Fru Chr. men tænkte at den var blandt mine grejer. Længe hjalp jeg mig uden; men så kunde jeg ikke mere. Loppepulver og fluepapir har jeg også måttet kjøbe, det sidste i store mængder, for fluer har her vært i millionvis og er her endnu, og de er nærved at æde os op. Fluepapiret hjælper rigtig godt, de ligger døde en masse overalt, men straks kommer der lige mange igjen. Dette fluepapir er noget nyt, men godt og dyrt. –

Du behøver ikke at frygte for at småen skal glemme Dig. Du lever i alle hendes forestillinger og hun har Dig liksom med i alt hvad hun foretar sig. Hele dagen snakker hun om Dig og ofte siger hun: jeg vilde ønske jeg var hos pappen min eller: jeg længes så efter pappen min, men det er uden nogenslags sorg. Ofte kan hun sige: ved Du hvad mamma, det eller det fortalte jeg til pappa. Og når jeg så spør hvadtid hun fortalte det, svarer hun: hm, herude på marken. Var så pappa der? Ja! med eftertryk og et stamp i gulvet, og lidt efter: jeg leger at han er der og så ler hun højlydt. Hver morgen fortæller hun hvad hun har drømt og altid er det noget om Dig. Nej Du – hun kunde ikke leve mere sammen med Dig hvis hun var hos Dig, det er sikkert. Hun er et aldeles ubegribelig dejligt barn; så mærkværdig udviklet og intelligent og sød og fin. Forleden dag var hun med mig i byen, Marie havde bedt sig fri den dag (hun skulde til byen) og jeg skulde nogle ærinder og så var det lettest at ta småen med. Da vi kom ind til Ludvig i hans logi, råber hun pludselig: Nej se der står Erik! og så bukked hun sig sammen og storlo og så på mig med en mine der viste at hun trode hun havde sagt noget morsomt. Det var det store kabinetsbillede, Ludvig har. Men tænk, pludselig sige Erik, det navn hun næsten aldrig hører. Hun siger forresten også nu pludselig af og til Amalie til mig. Og så snakker hun kavenes bergensk efter folkene. «Han står der i vindøge», han om en hvilkensomhelst ting. Ska me ikkje hem nu? Men når hun siger: jeg har så møkke sjiit på skoene mine, eller jeg faldt og slog mig på rompen min, da dør jeg af latter. Hendes appetit er forresten klein som før. Ofte går hun uden nogenslags frokost, men derved er jo ingenting at gjøre. Jeg må se til at ta det med ro. Selv har jeg det nokså bra efter omstændighederne. Hosten er forlængst forsvunden og jeg sover ofte godt. Men mine nerver er i uorden fremdeles; jeg tåler ingen lyder og jeg plages om kvældene af angst og uro og fortvilelse over mit arbejde som jeg kjæmper og slider med. Men nu må jeg holde ud. Får jeg ikke skrevet mig dybt ind i bogen her, da vil det trække ud i årevis med den. Hjemme er der jo heller ingen pige. Her er frygtelig ensomt om kvældene; havde jeg ikke den fyren jeg talte om at snakke med så blev det af og til ondt. Han heder forresten Christie,han heder forresten Christie: Det har ikke vært mulig å finne vedkommende. er søn af en velhavende læge i Nordfjord og selv ingeniør. I slutten af august rejser han til Tyskland. Han er svært kjæk og han har læst alt hvad jeg har skrevet læst det og ejer det.

Jeg glemte at fortælle Dig at småen sover med dit sidste brevkort hver nat. Såsnart hun er kommen i seng siger hun: giv mig så brevet fra pappen min og siden finder jeg hende sovende med begge hænder foldet sammen om det.

«Du ved vel at Lasson er død,»at Lasson er død: dvs. Christian Lasson, far til Oda (Krohg) og Alexandra (Thaulow). skrev Du. Nej kjære, hvor skulde jeg vide det fra? Jeg har jo ikke sét en avis siden jeg 21de maj forlod Kjbhvn. Jeg føler mig fuldstændig som i Sibirien heroppe. Dette at Christie er kommen til forstærker bare forestillingen om Sibirien. Vi er to forviste – han har heller ingen aviser. Man må gå selv hver dag og hente dem på Fjøsanger og det er så besværligt. Her er jo ingenslags forbindelse. Og kommer jeg ned til Bergen, så er det endda mere Sibirien, hovedstaden i Sibirien.

– Det rørte mig at høre hvorledes Du lever og sulter og er nøjsom dernede i din tristhed og énsomhed. I dette øjeblikkelig [sic] siger småen: hvad skal nu pappa spise, siden Kristine er på spetalet? Å vil Du ikke sige, at han hver dag må gå ud og spise på kafe! Nøjagtig hendes ord. Nu gik hun ud, det er opholdsvejr for øjeblikket og mild dejlig luft, hun havde gjennem «vindøge», sét den «snille sorte hunnen», den skulde hun ha fat på. Jeg måtte forleden kjøbe hende nye ankelsko. Støvlerne kneb så, klaged hun. Nu må hun forresten alligevel gå med dem når de nye sko er våde for de brune støvler er umulig og sommerskoene ligervis i regnvejr.

Nej, men det var Dig og dit liv dernede! Hvad gjør Du nu videre? Kommer der ingen og holder rent hos Dig. Grethe er en bra kone, brug hende.

Under skrivningen af dette fik jeg dit sidste brev. Tak for det min egen kjære ven. Hvor Du dog har pint Dig for at kunne skrive det brev! Jeg ved ikke om det er ironi med din «tak for min omhyggelighed med at ville lede Dig ind på det rigtige spor.» Men lad så være, jeg er alligevel glad i brevet. Kun ét forstår jeg ikke: Du siger at de «gamle kvaler» med streg under gamle, kun flygtigt var strøget gjennem dit sind dengang under scenen med Jakob. Har jeg da beredt Dig kvaler af ny dato, kvaler af den særegne art hvorom der ved den lejlighed kun kunde være tale? Jeg véd nok at Du tror Dig overlegen nok til at kunne la være at svare mig; mulig tænker Du også: det kan jo ikke nytte – og jeg, jeg véd jo ikke om svaret ville være af den slags, hvorom det aldrig kan nytte mellem os to at forsøge på at opnå enighed. Men jeg vil altså bare be Dig bemærke at jeg forstår ikke det med de «gamle kvaler». – Forresten er jeg begyndt at være indimellem så glad og let og fri fra sorg som jeg aldrig før har vært, tror jeg. Indimellem ja. For til andre tider er jeg nedfor i afgrunden, men det er når uformuenheden til at skrive bogen slig som jeg vilde, falder knugende over mig. Hvorfra glæden kommer, har jeg derimod ikke så let for at sige.

Ser Du Otto Benzon, så tak ham for hans venlige brev.Otto Benzon … hans venlige brev: Brevet finnes ikke på KB. Da Du fortalte at hans mor lå på sit sidste, skrev jeg min sorg og deltagelse til ham, og det er det han har svaret på. Du havde jo forresten, fåt en hilsen til mig fra den dødssyge frue, som Du havde glemt at skrive om.

Apropos om lopperne, så var det ikke dem, der hindred småen fra at sove, for hendes mest urolige og søvnløse nætter faldt i den tid da her absolut ingen lopper fandtes. Siden da hun stakker ganske vist har vært forbidt og forkradset har hun sovet meget bedre. Hun lå heller ikke for varmt i varmen: et enkelt tyndt uldtæppe!

Nu kom der bud fra Birkelund at Berent NilsenBerent Nilsen: se brev 301, note 2. havde telefoneret op at han kom til Birkelund og spiste middag med mig. Han er altså nu endelig kommen. Det blir en spildt arbejdsdag, desværre, og den følges vel af flere! Adjø sålænge.

26de. Berent Nilsen kom da igår ganske alene og gav en udmærket middag for småen og mig på Birkelund med rødvin og champagne. Småen spiste mere end ellers. Han skulde i herreselskab om aftenen og jeg fulgte ham til stationen. Der var et kvartér til toget gik og så vilde vi ind til Jakob og hvile os der. Men da vi kom ind så vi at der i spisestuen var dækket fint til stort selskab og styrted leende afsted igjen. Berent Nilsen var kjæk og morsom, som i gamle dage og det var svært hyggeligt at se ham igjen. «Hjemme siger de jeg er vigtig,» sa han, «men det er bare fordi jeg ikke står på hovve af begejstring for disse rådne Bergenserne. Derfor vilde jeg ha Dig for mig selv alene første gang, ellers havde jeg slet ikke fåt snakt med Dig.» Idag er vi buden til Nilsens; jeg tar småen med for hun spiser mere inde i byen og det morer hende også stakkeren. Der er en liden tjok dattersøn, 4 år, Kurt, han er hun svært gode venner med. Sidst forærte han hende en liden spasérstok. Prahls er kommen fra XaniaPrahls er kommen fra Xania: se brev 394, note 3. og skal hos Nilsens, ligeledes Spet,Spet: se brev 438, note 6. hvem jeg første gang traf igår på stationen. Stor glæde! Helene er rejst til Hardanger, sandsynligvis var det aftalt med stakkeren Hjernø der nok fremdeles intet får bestilt.

Igår mens jeg sad herinde, hørte jeg gjennem det åbne vindu småen fortælle Peder en 4 årig gut fra naboens at nu sad hendes mamma og skrev brev til hendes pappa. P: hvor er pappen din da? S. Han er rejst med dampskib til Kjøbenhavn. Men jeg er så glad, så glad i pappen min. Og når det er min eborsdag, skal jeg få en stor, stor dukke og et dukkekjøkken hos mamma. P. Hvad tid er det din eborsdag då? Så svarte småen med sin søde klare rene stemme: den 9de oktober. Tænk at hun ved det!

Hvereneste gang hun spiser en smule siger hun: Du skriver det vel til pappa, og så: Hvad tror Du pappa vil sige, når han kjender hvor tung jeg er bleven? For at opmuntre hende til at spise siger jeg altid at hun er blet tungere, hvergang hun har sat et stykke mad tillivs.

Se så, har jeg nu ikke fortalt Dig meget om småen, som Du bad om? Men nu får Du nogle korte breve vel sagtens efter dette. Hils alle venner og sig jeg går her i Sibirien og savner dem og glær mig meget fordi mit hjem er blandt dem.

Og så farvel min egen kjæreste ven. Jeg sender Dig et kjærligt kys, hvis Du vil ha det.

Din Amalie.

Idag er vejret atter dejligt!

[Tilføyelse på første side]:

Jeg måtte da det kom til stykket lægge brevet i to konvolutter; de er så tynde nemlig.

448. Amalie til Erik

Natland 2/8/93

Tak for dit sidste snille brev, hvori Du fortæller om middagen i Tivoli, og tak for «Politiken». Jeg måtte le af Kroghs artikel,Kroghs artikel: Christian Krohg skrev en artikkel i Politiken 24/7/93 som het «Erik Skram paa Amager», og fortalte om en kveld da han hadde vært ute på Amager fordi han hadde hørt at de der skulle spille en revy skrevet av Erik Skram. Da han kom, oppdaget han at det dreiet seg om «folkesangeren» Erik Skram. den var morsom. Er der forresten virkelig nogen så idiotisk at de har trod, Du var revyforfatteren? For en ustyrtelig masse penger dog de Kroghs må ha! Rejser ustanselig fra det ene sted til det andet og det som er det dyreste af alt.

Småen har det fremdeles bare godt, endda bedre end sidst. Dr. Sandberg gav hende en medecin, da han så på hende, hvor mager hun var, og hørte hvor lidt hun spiste og siden er hun kommen til at stråle af sundhed og skjønhed. Hun spiser også mere og har fåt en liden smule mere kjød på benene, stort er det ikke desværre, men hendes munterhed, nattesøvn og udseendes friskhed er forøget. Ja, munter var hun nu også før, men der er næsten ikke måde på liv og fryd. Da hun så billedet i «Politiken»,Da hun så billedet i «Politiken»: Krohgs artikkel er forsynet med en tegning av en mann som ligner Erik, men ser litt vill ut. råbte hun: nej se det er pappen min! og straks efter tilføjed hun: er det ikke pappen min? Undertiden ligger hun så længe vågen om kvældene, at hun ikke er falden isøvn når jeg går i seng, hvad jeg forresten gjør uhyre tidlig. Når jeg så omsider strengt forbyder hende at snakke mere, tier hun sødt, men så kan jeg høre hende ligge og hviske uafladelig op igjen: jeg længes så efter pappen min, og: jeg er så glad i pappen min. Brevkortet forlanger hun fremdeles at ha med sig i sengen. Du behøver forresten ikke at skrive flere; hun har nok med det samme. Forresten er hun blet frygtelig forkjælet i den tid hun havde det så skralt. Alt hvad hun vilde fik hun lov til. Var der tanke på at jeg skulde få noget mad i hende til frokost eller aften måtte hun få «spise ute», som hun højlydt forlangte, og så løb hun omkring med smørrebrødet i hånden og havde under spisningen fat i hundene og hønsene og fedtet sig til og alt muligt. Men som sagt, det var den eneste måden hvorpå jeg kunde få hende til at synke noget. Her i huset kommanderer hun allesammen og hun har lært af dem at aldrig sige værsgod og aldrig be om noget, bare forlanger. Marie vil jeg nu ikke tale om; hun er en altfor oprørende idiot til at det kan være anderledes. Gjør hun ikke øjeblikkelig hvad småen gir ordre til stamper småen i gulvet og siger tordnede: nu ly’er Du! (Lyder forstår Du) Her siges det meget til børn især blandt de lavere klasser. Jeg lér mig fordærvet hvergang jeg hører det. Når jeg kjøber bær til småen mindes hun ufravigelig Dig og Hornbæk og husker sågar navnene på dem Dere kjøbte hos. –

Hvordan går det med Kristine? Du må skaffe mig at vide om hun kommer tilbage til os fra hospitalet, eller hun da skal gifte sig. I sidste tilfælde må jeg jo enten fæste mig en pige her, hvad jeg tænker stærkt på, eller skrive til en i Kjbhvn. som kan gjøre det for mig. Fra 1ste oktbr. må jeg ha en. Skal jeg, når jeg kommer hjem vel i begyndelsen af oktbr. være uden pige med bare konehjælp, vil det blandt andet altfor længe hindre mig i at fortsætte mit arbejde. Forresten er desværre sikkert Kristine i alle tilfælde altfor svag til at ta sig på pladsen til vinteren. Hun gik jo ifjor da hun dog var frisk og klaged og sutred næsten altid, og var der den mindste smule udover det daglige og tilvante, bar hun sig ilde. Jeg vilde ikke engang ønske at få hende tilbage, skjøndt jeg vel på den anden side ikke vilde ha mod til at sige nej, hvis hun bød sig til, så bra en pige som hun er: Men herom bér jeg om besked og vil også gjerne høre din mening. Bare ikke der er usundt i lejligheden. Nu er jo alle som har boet der falden i farlige sygdomme, også den hidtil så velsignet sunde og friske småen. Og var end selve difteriten en let historie, så har den dog sat hende uhyre tilbage i sine eftervirkninger. Hendes lange skrantetid heroppe skriver sig således utvilsomt fra den. Jeg har en rædsel for vinteren efterat jeg er blet nødt til at tro at der er smitte i lejligheden. Straks småen en dag var lidt upasselig forkjølet eller havde mavesyge og altså ikke var så modstandskraftig som ellers – straks kom bacillerne og fik indpas i hendes lille fine legeme. Havde der i vinter ikke vært difterit i huset – aldrig var den smule forkjølelse hun hin søndag i vår begyndte med, gåt over til difterit. Lægerne her siger at børn kan få difterit om og om igjen og at smittede lejligheder er højst uheldigt for dem. Men nu er det jo forsent. Jeg tænkte svært på det da jeg var heroppe alene og dine breve kom om hendes tilstand – at vi sikkert burde flytte. Jeg havde også flere ganger sat mig for at skrive til Dig og be Dig sige lejligheden op inden Du rejste, men så vidste jeg jo på forhånd hvor unyttigt det vilde være, og for et humør det vilde sætte Dig i og så lod jeg være, liksom jeg lod være at snakke til Dig om det. Uhyggen og pinen fra dengang jeg ude hos Achens sad og skrev det lange brev om at vi måtte flytte fra St. Kongensgade,brev om at vi måtte flytte fra St. Kongensgade: se brev 421. stod altfor afskrækkende for mig. Men jeg gyser som sagt for vinteren. Skulde småen igjen få difterit, mister jeg forstanden af sorg og samvittighedsnag. Og hvem kan vide om den anden gang vil være så lempelig. Den sygdom kræver jo en masse ofre blandt børn. Idetheletat er det fælt at sidde med det ansvar på sig.

Idag og igår har jeg slet ikke kunnet arbejde; ikke af flækken er jeg kommen. Som følge deraf er jeg fyldt af et nag, der tærer som en sot. Ja, hvad jeg i detheletat lider for mit arbejdes skyld, er unyttigt at snakke om; Du vil dog aldrig kunne udgranske eller fatte det. Ingen i verden kan det. Og dertil er jeg bange for at jeg er kommen rent forkjert ind på min opgave. Det vil ikke lykkes mig at skrive mig selv varm eller intereseret. Alt hvad jeg hidtil har perset ud af mig, har kjedet mig selv ganske ulideligt. Og det er ikke gode tegn. Ak gud, jeg sidder her og græder af fortvilelse, mens jeg skriver dette. Slige dage som disse to sidste måtte gjøre mig 20 år ældre; synes jeg, så intenst lider og pines jeg. Ved slige lejligheder er det fælt at være så langt fra mennesker, som jeg kan tale med og bli lidt adspredt af. Christie har vært bortrejst nogle dage og kommer først igjen på lørdag. Og desuden finder jeg ikke den slags adspredelse hvortil jeg trænger hos ham. Det skal være folk der åndeligt er optat på stik modsat vis. Havde ikke Jakobs vært så underlig ugjæstfrie, var jeg sprungen derned igår kvæld eller ikvæld. Men jeg kan ikke gå der uden at føle mig som påtrængende, slig som de har vært. Fru Christensen (den gamle) som var oppe og besøgte mig i søndags på Birkelund til middag, snakked om dette at jeg ikke kom til Jakobs. Hun havde bebrejdet svigerdatteren, at de til dette sidste selskab (Du véd der var dækket da B.N. og jeg kom ind) for nogle unge nygifte englændere ikke havde bedt mig, da der af deres venner var så få som talte engelsk bl. and. Dertil havde fru M. spist og kort svart: jeg sér aldrig fru S. så jeg glemmer bort at hun er her. Nu har jeg som sagt vært indom der akkurat 5 ganger (– jeg har regnet efter) siden Du rejste, det gir omtrent en gang om ugen og de har aldrig bedt mig bli eller komme igjen. Så er det da ikke min skyld at hun aldrig ser mig? Forresten kan Du vel vide at det er mig så knusende ligegyldigt om de bér mig eller ej. Men jeg kunde brugt dem lidt om kvældene, som afleder for mine arbejdskvaler. Jeg føler mig ofte uendelig ensom og trist. Christie begynder jeg nu at ha udsnakket med. I det heletat Bergenserne – nej de er utrolig ueuropæiske! Ja, nu mener jeg ikke Christie; men alle de andre. Slig som jeg egentlig har det heroppe! – Ja nede i Danmark vilde de ikke kunne tro eller forstå det. Derfor skal Du også sige at jeg har det bare bra. Du må hilse Achen, endelig og takke ham 1000 ganger for brevet.Achen … takke ham 1000 ganger for brevet: Det finnes noen få brev fra Georg Achen til Amalie på KB – men dette er ikke blant dem. Jeg orker ikke at skrive til ham. Sig ham også det. –

Så er det pengespørsmålet som jeg endelig engang må ind på. Hvorledes vi har regnet da vi fik ud at jeg kunde leve her for 100 kr. månen, forstår jeg ikke. Middagsmaden koster 2 kr. pr. dag. 1 kr. for Marie og småen og 80 øre for mig. Så er det en øl, 20. Jeg må ha øl til den maden; ellers sad den fast i halsen, og vandet her gjør min mave så hård. Så har jeg måttet forlange pandekager ekstra til småen for det er omtrent det eneste hun spiser til middag – ja nu forresten også lidt formad – og det har fruen tat 20 øre ekstra for, altså blir middagen 2 kr. 20.

Det ser meget ud for frokost og aften; men jeg har regnet det nøje ud. Smør the kaffe sukker ost skinke pølse brød melk æg, foruden sprit og petroleum, og det blir omtrent så. Det at småen først nu er begyndt at spise, har ikke hjulpet, for jeg har kjøbt al verdens ting for at forsøge. Apotheket er en stor post, men det blir først fra forrige uge af at det blir så meget. Den medecin Sandberg gav – det er vist en meget fin slags fortyndet vin med noget opløst i – koster 3 kr. 20, for en portion der varer en uge. Det blir 9 kr. 60 for småen. Så for 80 øre maltekstrakt om ugen, det blir 3 kr. 20. Så er det fluepapir, loppepulver, arsenikpiller, Brandreuths piller, tandpulver o.s. v. Så kommer foruden cigarer, frimærker brevpapir blæk, bær og småtterier til småen, skomager, lys toiletsæbe, foruden anskaffelse af nyt, som loppesprøjte og spasérstok hvad jeg måtte ha på fjeldene. Og så endnu dette at der nogle få ganger har vært et menneske oppe hos mig fru C. i søndags, Berent N. som fik et glas vin heroppe, fru Sandberg i de dage Du ved, da jeg lod melkemanden kjøbe ekstra ting i byen, Ludvig og Lizzie oftere gudskelov. Jeg har altså en smule vin stående. En fl. Whisky ligervis, men den er der endnu meget igjen af. Den første fl. drak fru S. og Hjernøe på en dag, ligesom de to fl. vin, jeg havde tænkt skulde holde ud for sommeren gik med da, og endda havde hun en masse vin og grejer med sig. Men hun og Hjernøe drak som svampe og alle folkene gik snøt iseng på St. Hansaften. Jeg har skrevet alt dette så omstændeligt for ellers vilde Du ikke kunne begribe at jeg havde brugt så mange penger. Og så ved Du at der endda drysser penger fra en som man ikke véd hvad går til. Jeg havde da jeg kom herop 125 kr. tilbage. Det var alt. 680 fik jeg hos Hegel, deraf fik Du 100. 100 omtrent brugte jeg til udrustning ikke fuldt så meget og omtrent 68 gik på dampskibet. I Bergen gik der en forskrækkelig masse penger for mig! Jeg har lånt hos Ludvig 100 kr. kommer at måtte låne mindst 150 til hvis jeg den første septbr. skal kunne rejse gjældfri herfra, og ikke være fuldstændig blottet når jeg kommer ned til byen. Jeg tror ikke, det er så godt for Ludvig at låne mig forresten. Han er sød og snil altid og siger straks ja, men sidst spurgte han om det blir mere end en 150 til, da han havde så svære udbetalinger foran sig. Du har naturligvis ingen penger, får først nogle når Du kommer op her, men hvis ikke Ludvig kan låne mig mere end 150, blir det vanskeligt for mig. Men kanske Du kommer i midten af septbr? Men pengene får Du vel først efter foredragene.pengene får Du vel først efter foredragene: se brev 442, note 4. Ja, Du får tænke på det og snakke med mig om det. Hvis jeg trode på mit arbejde kunde vi kanske be om mere hos Hegel, men med al min efterladte gjæld fra Constances tid i frisk minde, kan jeg ikke bekvemme mig til det. For det jeg sidder og krasser ned nu i ny og næ, blir sikkert aldrig til bog. Ak ja, jeg er som sagt fortvilet! Ak kunde jeg dog la være med det skriveri! Å herre gud for en lettelse. Jeg går tilgrunde idag for jeg får det ikke mere til. Tilsidst en kys til Dig min kjære søde snille mand. Mange kysser også fra småen.

Din Amalie.

[Tilføyelse på side 5]:

Nu har vejret igjen vært dejligt siden sidst

449. Amalie til Erik

Natland 6/8/93

Du har ikke «den mindste lyst til at dvæle ved en forklaring» af det jeg spør Dig om, og som jeg «ikke har forståt». Tror Du det er ret og klogt at agere så overlegen? – Om jeg ikke har «magt til at mane alt dette i jorden», spør Du. Du tar fejl, det er denne gang Dig og ikke mig som har manet spøgelserne frem. Forresten talte jeg sidst om den af Dig opstillede «uoverstigelige forskjel», mellem kønnene, og Du går direkte løs med hånlige tilrettevisninger til mig som om det jeg sa ikke gjaldt tilstanden i almindelighed. – Det kan være nemt nok at bruge ord som «mærkelige djævelskab», «mænd» og «ægteskab» og «fortid» og «tilstande», men hvis Du dermed tror at ha sagt noget som helst – – men Du synes altså, Du har råd og grund til at være så hoven lige overfor mig. Jeg bare smiler.

Dette dit brev har for mig lavet en skranke eller sånt noget mellem os af en særegen art. Og det er kjedeligt, for mig naturligvis – gudbevars – jeg snakker ikke om Dig – men jeg var kommen så på gode veje til at – ja, gud véd forresten hvad det egentlig var til, og nu er det liksom lidt fattigt igjen. For mig forstår Du; jeg mener ikke Dig i min fjerneste tanke. Jeg har jo rigtignok Christie og jeg vil prøve på at indbilde mig at jeg er ligeså indtat i ham som han i mig; så kanske det kommer. Ånej, spøg tilside – jeg er virkelig lej. Det var jo morsomt at Du traf fru Rundberg og fik gjøre hende din fornyede kur – ja undskyld, Du husker kanske at jeg ikke liker hende mere. Sig nu ikke til fru R. næste gang Du træffer hende at jeg har plaget Dig med jalousi for hendes skyld. Intet kan være mig fjernere end jalousi nu, men jeg altså bare ikke liker hende. Ifjor i Hornbæk beklaged Du Dig til hende og Norries over min jalousie på Axeliane Lund.min jalousie på Axeliane Lund: dvs. Axelline Lund, forfatter, gift med maleren F.C. Lund. Jeg havde på hjemrejsen efter at vi første gang havde truffet hende opført en scene og hekset og skjændt og beskyldt Dig for at ha mindst 8 barn med hende. Det var ikke behageligt at høre på, skjøndt jeg holdt gode miner og søgte at le. For den slags udtalelser blir altid tat for hvad de er: alvor iklædt et mislykket forsøg på at få det til at ligne spøg, og så blir det refereret og brugt til kommentar og fortolkning o.s. v. Så altså, når Du nu tar ud til Hornbæk og besøger fru R. så snak ikke om mig, det ber jeg Dig om. –

At Norrie har skrevet en komedie som duer,At Norrie har skrevet en komedie som duer: William Norrie fikk etter hvert oppført flere skuespill, f.eks. De fem søstre (1908) og Paa Plads (1916) men ingen så tidlig. vil jeg se før jeg tror. – Fra Hjernø fik jeg også et brev for nogen tid siden på 10 sider tror jeg;Fra Hjernø fik jeg også et brev: Brevet finnes ikke på KB. han stiller der den samme anmodning til mig som til Dig om at jeg skal læse de to akter, han vil sende. Jeg béd ham af i mit svar, for brevet hans var væmmelig vigtigt og som Du siger «højbenet». Han behandler mig som en stakkels kollega, hvem han håber nu må ha fåt kraft til at vende «rangleriget» ryggen og kunne arbejde. Som om rangleriget var skyld i at jeg ikke kunde arbejde!!! Jeg sa et par ganger fortvilet: «jeg får ingenting til.» Uf – nej han er en indbildsk tosk, og så desforuden en [flere ord krysset ut] tosk. Et eksempel: Helene sad en dag så’n i lidt halvfylla og snakked om hvor skammeligt det var at folk tog mig for rå fordi om der forekom rå ting i mine bøger (jeg ihukom fru Rundberg bl. andre) det var meget fornuftigt hvad hun sa. «Ja, hvad siger nu De Hjernø,[»] vendte hun sig til denne begavede danske poet, «har De nogensinde hørt Amalie sige noget råt?» Jo, poeten trak på det. Helene vilde ha svar. Jo, jeg havde f.eks. sagt i hans og Lizzie Prahls påhør at det virkelig var skik og brug blandt bønderne på små steder i Norge at konerne fødte børnene siddende på mandens fang. Helene brast i latter, men jeg var rent perpleks.

Nej, det var sandt. Pladen var bortkommet for Riise; jeg måtte jo låne ham «Samtiden» for at han kunde få billedet reproduceret.jeg måtte jo låne ham «Samtiden»: vel fotograf Frederik Riise, som må ha tatt et bilde til tidsskriftet Samtiden. Husker Du ikke det? Ja Cawlings er søde;Cawlings er søde: dvs. Signe og Henrik Cavling, dansk forfatter og journalist, blant Amalie og Eriks omgangsvenner. jeg er glad i dem og jeg véd godt de er glad i mig. Hils dem!

Nu har vi fåt lus, hodelus, småen især, men også jeg, og vel også barnepigen. Det er ikke fra folkene her i huset men fra gjenboens børn, nogle snille, rigtig søde gutter som Johanne elsker at lege med. Det er frygteligt, og jeg har siden igår, jeg opdôg det siddet stiv af fortvilelse lange stunder ad gangen. Men naturligvis, det hører med til Sibiriens kvaler.

Forresten er der tilstødt noget endnu langt forfærdeligere og alvorligere end selve lusene. Men i den stemning hvori dit brev har sat mig kan jeg ikke skrive til Dig om det nu.

Din Amalie

Småen er dejlig og har det bare bra. Hun ler af glæde når jeg kysser hende fra Dig og bér mig bli ved. Forresten holder hun mig ofte vågen hele natten. Det vil sige hun snakker eller skriger et øjeblik i søvne, og så er jeg kaput. Det sker i almindelighed før jeg er sovned, men skal til det. Og så ligger jeg der uden spor af søvn hele natten.

[Tilføyelse på første side]:

7/8/93/ Idag har jeg tat 8 store lus af Johannes hode. Forresten trives hun lige godt. Men jeg! Jeg holder det ikke ud.

450. Erik til Amalie

Den 8 August 1893

Jeg fik dit lange Brev af 2 d. M. igår, og jeg opsatte at svare på det til idag, fordi jeg igår ikke traf Feilberg. Der var for mange Patienter, der endnu ventede på ham, da jeg anden Gang (Kl. 12) søgte ham; jeg havde Møde Kl 1. Jeg vilde, inden jeg skrev, på ny tale indgående med ham om det Spørgsmål, Du berører, og som naturligvis også har sysselsat mig alvorligt, men som Feilberg i sin Tid ikke tillagde væsentlig Betydning: Smittefarligheden i vor Lejlighed. Feilberg mente ikke, at der var Grund til at nære Bekymring, og flyttede vi, kunde vi med Lethed flytte ind i en Lejlighed, hvor Faren var endnu større. Den Desinficering, der var foregået, var den Forsigtighed, der kunde anvendes. Det var ikke Lejligheden som sådan, der havde givet først mig så Småen Difteritis, i så Fald vilde Sygdommen begge Gange have meldt sig tidligere. Kristines derfra helt forskellige Sygdom, kan være bleven hjulpen frem ved det fugtige Værelse, hvori hun lå i Vinter, men umiddelbart fra Lejligheden stammer den ikke, den er en Disposition, der langsomt har udviklet sig hos hende, og som vilde være kommen til Udbrud, hvor hun så havde været. Men som sagt jeg vilde på ny have forelagt Feilberg Spørgsmålet, og da jeg så søgte ham idag lidt før 11 viste det sig, at han idag ikke gav Konsultation. Han ligger med Fru F. i denne Tid, da begge Børnene er borte, ude på vor gamle Jægerborg Kro, men plejer at være inde i Byen til sin Konsultation. Idag er de formodentlig på Tur op til Gilleleje for at se til Rigmor. Jeg har således ikke et frisk Svar fra ham, men hans Mening fra før har jeg anført, og der er jo ikke Grund til at tro, at den skulde være bleven forandret. Der er om dette næppe andet at sige, end at vi i denne som i alle andre Henseender må leve på vort Håb, giver vi os Frygten i Vold, går vi ind i et Helvede.

Kristine? Ja hende har jeg nylig besøgt. Hun er dårlig endnu, men synes mig dog at se bedre ud, end man efter det lange og hårde Sygeleje skulde tro. Hun har til Tider store Smerter og har såvidt jeg kan forstå vistnok haft et Slags Tilbagefald under en Forkølelse, som det Omslag, vi for en halv Snes Dage siden havde i Vejret, forvoldte. De veksler med Medicin på hende, og foreløbig er der ikke Tale om at komme op. Hun mener dog, at Lægerne har givet hende Håb om at kunne udskrives omtrent til September. Jeg sagde da til hende, at i så Fald kunde hun komme til mig og have sin Rekonvalescens med det Pusleri, som min Opvartning krævede, og det blev hun meget glad over. Hvad hendes Giftermålsplaner angår, så synes de at stå i det temmelig tågede. Kæresten er jo også syg – et dårligt Ben, der nu behandles af Siemsenbehandles af Siemsen: sannsynligvis Hugo Siemsen, som hadde vært underlege i hæren i 1864 og senere praktiserte som homøopat i København. – men han har dog en Tjeneste som Opvarter i en eller anden Beværtning. Du må sige mig, hvor sent Du må have endelig Besked. Det rimeligste er jo, at hun agter i Løbet af Vinteren at få det længe ønskede Giftermål i Stand, men mulig er det jo også, at hun ønsker at vente til næste År. Jeg skal under et senere Besøg forelægge hende Sagen til bestemt Besvarelse. Det er en Fandens ubekvem Tid man kan se til hende, enten 11–12 eller 4–5.

Pengene –? Ja min kæreste Ven, jeg véd, at Du er sparsommelig og selv sidder jeg og sparer, og dog løber Pengene ad de ubegribeligste Veje bort fra en. Hvis det skrækkelige ikke var, at jeg den 11 September skal betale 166 Kr i Husleje, så var der måske endda Råd, men nu –? Og den Satan af en Rodemester, som siden jeg kom ned fra Bergen har plyndret mig for 62 Kroner. Jeg ryger omtrent ikke Cigar mere, kun Pibe her i min Ensomhed for åbne Vinduer, jeg har kun en eneste Gang spist Middag på Restauration, men i den senere Tid ganske vist Frokost – jeg kunde ikke holde det gående alene med mine Æg og mit Surbrød og Te –, og når jeg har været ude mellem andre, så pibler jo Kronestykkerne. Ak ak! Forleden blæste Vinduet fra mig og gik i Stykker, jeg kunde have grædt af Ærgrelse.

Dit Arbejde! Min sødeste Ven, det nager mig i Sjælen, når Du klager der over, og jeg tænker på Dig siddende der alene på Natland. Og atter og atter vender det Spørgsmål tilbage, om vi har gjort rigtig i at lade Dig sidde der i Forvisning. Nu hører jeg, at Feilbergs kun betaler 4 Kroner i alt for Bolig og Kost på Jægersborg – Senge har de selv bragt med –. Der kunde Du og Småen altså have boet i Sommer for samme Udgift omtrent (med Pige var det vel blevet 5 Kr) hvis der da ikke er en aber derved. Det lyder jo næsten utroligt så nær København. Nå Jægersborg er jo ikke det bedste Sted, men alligevel! Og så havde jeg haft jer at ty ud til og Småen havde jeg haft, og Du kunde have talt med mig om dit Arbejde, læst noget højt, fået Ro måske for en Anfægtelse, fået et Stød frem. Jeg har fået en underlig Uvilje imod det Sommerophold der oppe for Dig og Småen, som jeg fra først af mente var det ene rigtige, som Sagerne stod. Ganske vist har Småen jo frydet sig. Men det vilde hun også kunne have gjort i Jægersborg. Siden Feilberg forleden nævnede Prisen, har jeg været helt optagen af Tanken på jer der ude. Det er dog sandt: Du har 2 Værelser på Natland, Feilbergs har naturligvis kun 1. Ak ja, med Manglen på Penge følger alle mulige Ubehageligheder.

Den dejlige søde lille Småen! Men det foruroliger mig noget hendes «Uartighed». Hvis Du nu gunstig vil tro mig, så må Du være overbevist om, at den Uartighed vi sporede hos hende i Bergen, nogen Tid efter Ankomsten med mig, hidrørte fra Omgangen med Marie og ikke fra min såkaldte Forkælelse. Hun havde øjeblikkelig fået Vaner efter hvad der gik for sig mellem Pigen og hende, hun bød mig det én Gang, hvis Du husker det, på Gaden, mens vi gik og ventede på Dig, og så tog jeg hende for mig ved Foden af Trappen, og siden forstod hun, at i alt Fald lige overfor Pappa gik den respektstridige Adfærd ikke. Den Forkælelse, hvis det er så, som jeg viser hende, har aldrig gjort hende uartig. Du forstår, at jeg retter ingen Bebrejdelse mod Dig, men vær forsigtig, kæreste Ven, det er den blodigste Synd mod den dejlige Unge, om hun skulde blive uartig. Og med hende vil det ligge hos dem, der opdrager hende. Jeg har i denne Tid et Par Gange været sammen med Cavlings hos fremmede, hvor de havde deres Dreng Viggo (6 År) med sig og gyst ved Tanken om at vort Barn nogensinde kunde blive så uvorn. Forældrene har ikke Begreb om at tumle ham, der af Naturen er en sød og frejdig Dreng. Jeg så det morsomt igår, hvor jeg spiste hos Kommandør Wildejeg spiste hos Kommandør Wilde: se brev 348, note 10. sammen med Fru Cavling og Drengen og en Niece af Kom. (Enke). Wilde vilde ikke finde sig i den lille Fyrs Unoder, og så skam lystrede Drengen ham, så det var en Lyst uden dog derfor at tabe sit Humør. Jeg fik megen Respekt for Wildes Evne til at tumle Børn. Jeg har vist hilst Dig fra Cawlings [sic] efter Hegels-Dagen, nu fra igår er der nye Hilsener. Hun, Fruen, er meget elskværdig, men Himmel hvor hun vist er lidet udviklet. Og fra Kommandøren da, er Hilsenerne bunkevis. Forleden var det hans 78 årige Fødselsdag, og da var jeg der i forholdsvis stort Selskab med en rædsom (æstetisk) Borddame og et Par morsomme gamle Herrer. Kom. var navnlig igår hyggelig.

Ak, så fik jeg idag Indbydelse fra Jakob WithIndbydelse fra Jakob With: Eriks gamle venn fra ungkarlstiden. I 1888 hadde han giftet seg med Anna Schjødte, noe som tydelig skapte problemer i vennskapet. Dette går også klart fram fra noen av Withs brev til Erik på KB. om at spise hos dem alene en af Dagene. Jeg gik til ham på hans Kontor for at tale alvorlig med ham og sige, at jeg for Konens Skyld ikke vilde komme. Vi talte også alvorligt, og jeg fik i omgående Udtryk sagt, hvad jeg vilde – Historien med Tak for Mad osv. – og han var ikke uforberedt, det, jeg sagde, havde han selv forstået, men naturligvis ikke grelt som jeg. Så sagde han: «Men er det nu din Mening, at Du ikke vil komme?» Ja unægtelig. «Det må Du ikke fastholde. Min Kone er halvvejs belavet på sådan noget, og kommer Du ikke, går det rent galt. Du må love mig at komme for min Skyld – og for hendes. » Han var stærkt angreben, og jeg forstod at der vilde komme en Krise med hende, hvis jeg udeblev. Så lovede jeg at komme i næste Uge. Jeg gør det med megen Ulyst og med Tvivl om, hvorvidt jeg handler rigtig, men jeg kunde ikke stikke ham den Kniv i Brystet, som et Afslag vilde have været. Nærmest tror jeg, at hun ikke er helt klog, og jeg kunde se, at han er bange for det samme, om end rimeligvis dunkelt. Nu må Du forstå min Adfærd.

Din Erik

451. Amalie til Erik

Natland 12/8/93

Idag fik jeg dit brev af 8de august og blev med éngang, efterat ha vært svært nedtrykt siden sidst jeg skrev, så glad tilmode. Først fordi Du svarer mig så pent på alt det om min angst for smitten og småen til vinteren og så om Kristine og pengene og om småens uartighed. – Ja snak med Feilberg endnu en gang, er Du snil. Forresten véd jeg jo godt alt det om at vi kan flytte ind i en anden smittet lejlighed o.s. v. Men det er dette, at man da har gjort hvad man har kunnet. Det er så frygteligt når småen fejler noget. Jeg er da ikke menneske, kan ikke være andet i verden end fuld af grubbel og uro og fæle fantasier om hvad ende det kan ta. Men som Du siger, man må gi sig over i håbet, men rigtignok først efter at gjort sit mest mulige.[sic]

Du må ikke være bekymret over småens uskikkelighed. Den går over når hun ikke mere hører denne tone. Folkene her er snilde, udmærkede mennesker og gode og skikkelige med hverandre indbyrdes, men den måde hvorpå de tiltaler hverandre og bér hverandre om noget, vilde la en uindviet formode at de alle leved som hund og kat. Det er dette småen har tat lidt efter. Så har hun jo også en barnepige, der trods al sin skikkelighed og nogle særdeles gode sider, ikke alene er idiot, men også det mest uopdragne væsen der kan tænkes. Når jeg treffer Dig engang skal jeg fortælle Dig et og andet illustrerende. Her kun et eks. på hendes idioti. Da hun så min fortvilelse den dag jeg opdôg at småen havde lus, sa hun på sin utrolig hovne, altid liksom fornærmede måde: «eg fandt 2 lus i uldtrøjen hendes for 14 dager siden.» Og Du må ikke tro at jeg gad sige så meget som så: og det har De ikke sagt? Nej, for jeg har opgit hende, og besluttet at tie til alt, for ikke ved hendes frygtelige svar at ærgre mig mere end nødvendigt. – Småen er ikke uskikkelig mod mig. Det er kun når hun snakker til og kommanderer de andre, som så langt fra tar det ilde op, at de tværtom alle forguder og tilbeder hende. Det er ganske mærkelig at se disse voksne sønner der er som om de igår kom ud af fjeldet, lege med Johanne. Når de mærker at jeg ser det, blir de straks flou og holder op, forresten.

Hænder det en og anden gang at småen glemmer sig ligeoverfor mig, behøver jeg bare at se på hende, så slår hun øjeblikkelig om og siger indsmigrende: det var bare spøg, jeg mente om Du vil være så snil at o.s. v. Nej Du, jeg har nu siden hun blev frisk især, ikke tålt den mindste uskikkelighed af hende, men holdt strengt på at hun skal be pent og være høflig og takke, men ligeoverfor folkene og barnepigen er det ganske umuligt at ville gjennemføre det.

Igår mens jeg sad heroppe på kvisten hvor jeg altid sidder, når jeg prøver på at indbilde mig at jeg arbejder, hørte jeg gjennem det åbne vindu følgende nøjagtige samtale mellem småen og «mor». S: når det blir mammen min sin eborsda’ skal jeg kjøpe noget til hinner. Mor: ka ska’ de’ være då? S.: Ja, det vét eg ikkje. Mor: vil Du eg ska’ gå me’ Deg? S.: Ja, for så kan Du finde noget pent. Mor: Men har Du penger da? S.: Nej, men jeg får når jeg blir stor. Mor: Kem får Du hos da? S.: Enten hos pappen min eller hos mammen min. Mor: ok ja den pappen din, den pappen din, han glømmer Du nok ikke. S.: syngende op igjen og op igjen: pappen min har en dejlig høne, pappen min har en yndig småen, men hun er her i Norge, og han er der i Danmark, og Danmark er et yndigt land men der er ingen fjelde. Jeg hørte mor le overstadigt, hun sad i høladedøren og syde, men småen satte i gneldrende højt for at overdøve hende. Så sa småen: pappen min sin eborsda’ er gåen. Mor: ja så? S.: Ja det vet eg, for då fik han en nydelig lampe. Mor: kem fik han han utaf? Småen: Det vet eg ikkje, men det ringte og så lukked pappen min op og så var det en dejlig lampe til ebors’da’en hannes. Jeg måtte tænke mig om for at huske at Du virkelig fik en lampe og at Du ganske rigtig selv tog imod den. Og nu denne forestilling om min geburthsdag! Ikke et muk fra noget levende væsen har hun hørt om at jeg også kan ha geburthsdag. Ja, hun er ubegribelig! Forleden da vi gik på landevejen og jeg løfted op, sa hun med en pludselig udbrydende lystighed: nej se på Amalie, hvor hun løfter op! Jeg vil også løfte op, og så tog hun et tag i sin kjole. Men at fortælle Dig alt om hende er umuligt. Hun snakker som før idelig om Dig og har havt lange samtaler med Dig i marken og drømt om Dig o.s. v. – Jeg ved ikke om det er indbildning, men hun synes mig at være blet så mærkelig udviklet heroppe. Hun får greje på så mange praktiske ting ved det hun følger med dem og sér på deres gjøren og laden og arbejde, og hendes liv her er en eneste fortsat ustanselig jubel. Hun vågner med en liden dulgt latter hver morgen for at gjøre mig opmærksom på at nu sover hun ikke mere, og hun sovner syngende hver kvæld. Så fuld af glæde over livet har jeg aldrig sét hende. Desværre må vi rejse herfra før 1ste september, hvad det skjønne vejr gjør dobbelt tungt. Men jeg kan ikke holde ud lusene. Sidst jeg skrev fandt jeg foruden de 8 i hodet, bagefter 4 i sengen, og tiltrods for min meget energiske krig med ludvask, kæmning med fransk brændevin «en masse» (der straks fordrev gutternes lus den éne gang de som små fik dem på sig ombord) brug af insektpulver o.s. v. er det ikke lykkedes mig at få hende fri. Idag fandt jeg således atter igjen både i hodet og i sengen hendes. De drysser på hende straks hun kommer ned. Flere ganger er hun gåt kjæmmet og renset fra mig om morgenen og når jeg et kvartér senere er kommen ned har jeg sét en stor lus spasere ovenpå hendes hår. For lusene er i huset, desværre! De tre søde gutter beskyldte jeg i mine tanker uretfærdigt. Jeg har siden vært inde hos forældrene, der er rige, nydelige folk, og kunde da ikke begribe at slige folk skulde ha lus. Siden har Marie, det kjon fortalt, at hun hele tiden har vidst at «tante», den gamle, fæle heks som det grønne snør drypper af, var fuld af lus. Og hun har netop git sig så meget af med småen, som elsker hende, fordi hun er aldeles storartet flink til at more småen. Konen (mor) kom og snakte om lusene og græd af bedrøvelse og sa at det nu i de sidste år havde vist sig umuligt at holde den gamle ren for lus. Nu siden vi kom, havde hun særlig gjort alt muligt, men alligevel altså – Hun bad mig så inderligt om ikke at flytte før den 1ste, men jeg svarte at jeg fik nu se, hvordan det gik. Nu er det altså gåt slig at småen fremdeles har lus om end ikke så mange, og derfor må jeg afsted. Marie har også havt på sig og jeg selv ligeledes, pludselig en og anden gang en enkelt.

Ludvig har averteret efter værelser for mig, og jeg har fåt en houg af billetter. Der er et sted som er udmærket, i det hus på Markevejen hvor Sandbergs bode da vi første gang var der. To prægtige værelser og pent, i et pensionat hvor vi kan betale for hvert måltid 50 øre middagen for voksne o.s. v. Det er prægtige vilkår, men selve værelserne er dyre: 50 kr måneden med frokost. Jeg vil nu tale med fruen og se til at få det lidt ned. Selve stedet er som sagt udmærket, lige ved torvet og det ene værelse ligger roligt og godt til arbejde, og så kan Du så udmærket bo der når Du kommer; i den ene stue er der en ganske udmærket sovesofa. Selv om nogen inviterte Dig til at bo – Helene har forresten fuldstændig glemt at hun har gjort det – er det dog hyggeligere at Du er med os, og nu da logiet altså koster det samme i begge tilfælde, heller ikke dyrere.

– Ja min søde kjære ven, jeg har ofte tænkt det samme som Du at det var frygteligt, vi blev igjen heroppe i dette Sibirien-Natland, men gud véd alligevel. Småen har havt det dejligt, tiltrods for vantrivselen i begyndelsen, og hvis jeg nogensinde får bogen til som jeg vil, så vil der ingen tvil være om at mit ophold i Norge har bidraget meget til det. Havde jeg bare vært arbejdsdygtig heroppe, så kan der ikke tænkes gunstigere vilkår end dem opholdet her frembød. Småen har vært så optat af glæden uden døre, og i regnvejr hvad der sparsomt er forefaldet, inden døre hos folkene og i høladen, at jeg har måtte søge hende, når jeg trængte til at se hende. Hun har absolut ikke hindret mig uden de uger da hun var syg, ja og så også indirekte ved at hun vækked mig om nætterne når hun drømte, det asen, og knap var vågen selv. Mit værelse heroppe er så storartet roligt og godt og folkene så hensynsfulde – det vil sige efterat jeg bad dem om dit og dat; før snakte de højt uden for vinduerne kl 4 om morgenen, og løb i trappen på træsko, og vækked hverandre med tordnende stemmer, og slap ud hanen kl. 5 og lod den gale så de døde kunde vågne, men som sagt, da jeg påtalte det – – forresten måtte jeg påtale en ny ting hver dag, indtil hele rækken var gjennem gåt, da blev det udmærket godt. Men småen vækker mig fremdeles om nætterne og jeg føler mig ikke noget videre pig om dagene. Og så nu disse lusene! Alt sammensværger sig mod mit arbejde. Men kan jeg blot inden jeg rejser hjem, komme rigtig dybt ind i bogen, så har jeg fåt så mange og friske impulser tiltrods for alt heroppe, at jeg nok kan skrive videre i Kjbhvn.

– Og nu Kristine. Jeg vil ikke ha hende til vinteren, Du! Hun blir for svag efter den sygdom. Tro Du mig. Det er så ondt at høre på sligt klynkeri, og var det galt ifjor blir det 10 ganger værre nu. Sig at jeg har fæstet pige heroppe. Kristine sa på mit spørsmål, da jeg rejste, at det var aldeles vist, hun ikke blev hos os til vinteren og at jeg endelig måtte fæste hvem jeg vilde. Men skal hun nu, når hun kommer til Dig i septbr. fremdeles ha 13 kr. i løn? –

Tak min kjære ven, og min søde mand for dine forstående udtalelser om mine arbejds kvaler! Ja, jeg har også tit brændende ønsket at Du var ved siden af mig, for at kunne hjælpe lidt på mig med trøst, råd og opmuntring. Jeg har lidt frygteligt – å som jeg mange gange har siddet og grædt med armene udover papirene og hodet ovenpå hænderne! Og jeg har længtes efter Dig! Å ja, længtes efter at rase ud alle mine kvaler hos Dig. Tusinde ganger har jeg søgt at trøste mig selv med at det har vært lige galt før når jeg skulde skrive noget, men det har det forresten aldrig, for dette er min største opgave, og tusinde ganger har jeg citeret de dejlige ord: «Wer nie sein brot mit tränen aß» o.s. v.«Wer nie sein brot mit tränen aß»: Amalie siterer et vers fra Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795–96): Wer nie sein Brot mit Tränen aß, / Wer nie die kummervollen Nächte / Auf seinem Bette weinend saß, / Der kennt euch nicht, ihr himmlischen Mächte. / Ihr führt ins Leben uns hinein, / Ihr laßt den Armen schuldig werden, / Dann überlaßt ihr ihn der Pein: / Denn alle Schuld rächt sich auf Erden. men ligefuldt har jeg længtes efter Dig, Du, et levende menneske, som forstår og kan lide med og for mig – –

– Ja, jeg kan begribe at Du sa ja til With, men jeg er frygtelig lej for det. Den omgang må vi la falde – jeg vil ikke gå der – og så er din elskværdige eftergiven gang på gang kun at gjøre pinen lang.

Din Amalie.

Mandag 13de.Mandag 13de: Mandag var den 14. Uf det blir værre og værre med disse lusene, ikke flere, tværtom, men det tar mere og mere på mig. Jeg er syg af det. Idag fandt vi en i hendes særk og en vældig stor på hendes uldteppe. Hendes hode har jeg ikke eftersét, nu skal jeg til det, og jeg gruer mig. Så tar jeg til byen idag og gjør det af med logiet enten på Markevejen eller et andet sted. Jeg er alligevel lej ved at skulle herfra før tiden; vejret er så dejligt og småen kommer naturligvis at længes forfærdeligt op igjen og jeg får vel arbejdet endnu mindre i byen end her. Hvad synes Du? Burde jeg vel alligevel ikke flytte for lusenes skyld?

Din A.

452. Amalie til Erik

Natland 19/8/93

Idag er det akkurat en hel uge siden jeg hørte fra Dig og 3 ganger er nu Flint kommet hjem med et skuffelsens nej til svar på mit spørsmål om brev. Jeg har tænkt mig at Du er blet i ondt humør over mit næstsidste brev og derfor har opsat at skrive til Du fik et andet brev at svare på, og i så fald vil der atter gå omtrent en uge før jeg får noget. Bare jeg nu kunde finde ro i denne tanke og ikke gå og pines under skrækkelige fantasier om alle mulige og umulige ulykker. Om natten er det vanskeligst, og især fordi jeg slet ikke sover mere om nætterne omtrent. De 3 sidste nætter har jeg da bogstavelig ikke lukket et øje, og da har mine tanker og forestillinger om Dig og grunden til din taushed og om fremtiden og sygdom og ulykker og arbejdskvaler faret aldeles gra[ssat] omkring i min stakkels forpinte hjerne. Idag har jeg ikke hængt sammen af træthed og nervøsitet, og derfor må det ikke undre Dig om brevet blir dårligt og ugreit. Kl. er nu ½ 9, småen ligger i sengen, men sover ikke, og jeg, der kvier mig for at komme i den seng hvor jeg har det så ondt, er for at hale tiden ud, begyndt at skrive på et brev, som jeg formodentlig først sender om en uge, eller så snart som jeg har hørt fra Dig.

Hvis jeg lå på et værelse i den anden ende af huset, og vidste at inde hos småen lå der et væsen med menneskeforstand, og som ikke var stokdøvt, så vilde jeg sikkert sove storartet, så udpint af træthed som jeg er. Men herinde med småen er det umuligt. Jeg har opgit at tænke på og at begjære det. En times tid efter at småen er sovnet, begynder hun nemlig at vælte sig i sengen med slig kraft og sligt rabalder at jeg ikke forstår hvorfor hverken hun eller sengen blir slåt istykker. Du kan aldeles ikke forestille Dig, med hvilken larm det sker, nu er vist også sengen svær til at gi sig og knage, det er Lizzies gamle træseng. Og så skubber og kradser hun sig og ler højt i søvne. Igår nat var jeg 19 ganger fremme af sengen for at sprøjte hende med pulver, se efter lus, sprøjte mig selv o.s. v. Og hver gang tændte jeg lampen på nyt. Så ender det altid med at småen sån omtrent kl. 2 ½ blir ordentlig vågen, forlanger drikke, vil vanne, snakker, synger ler og kradser sig. Når hun så sovner igjen begynder væltningen på nyt og der ligger jeg med brændende stive øjne uregelmæssigt pinende hjærteslag og frygtelige grejer i baghodet. Og så plages jeg djævelsk af egne lopper og lus. Lopperne er blet som vanvittige; pulveret hjælper ikke mere, skjøndt havde jeg ikke pulveret, så vilde det vel være endnu værre. Hvergang småen ligger lidt rolig og jeg er ved at blunde, farer jeg op stukket af en af disse giftige lopper eller ædt på af en af disse ihærdige lus. Ja, for nu er lusene overalt. Så op af sengen og tænde lampe. Den er nemlig så smal den feldtseng jeg har, at jeg absolut ikke kan sprøjte mig i den. Idetheletat at ligge i den, søvnløs, som jeg er, er som at ligge på en rakkerbænk. Så kommer fluerne når det lysner med sin sataniske surren og sine morderiske stik og så gjør hundene eller der kommer en uventet vejfarende som dundrer på gadedøren og ber om en drik vand. Ja Du kan ikke tænke Dig hvordan det er! Men hvis jeg ikke havde værelse sammen med småen så antar jeg, at jeg havde havt en god nattesøvn heroppe tiltrods for alt, fordi jeg så tit har vært så overtræt. Men nu – jo længer det lider at jeg ikke får blund i øjnene jo nervøsere og ømfindtligere blir jeg. Igår nat var det uafbrudt torden og lynild fra 12 til 5. Da stod jeg op og gik omkring, men småen blev ved at sove og vælte sig. Ja idetheletat, – hvad jeg har udståt her i sommer! Jeg har respekt for mig selv, at jeg altså har kunnet flytte og dog holdt ud i 9 uger som det blir den dag vi flytter. Men jeg har svoret en frygtelig ed på at på bondegård logerer jeg mig aldrig mere ind. Kan vi ikke bo på kro eller leje os et hus som Rists, så adjø landliggeri. For der bør være måde med de lidelser et menneske frivillig tar på sig. Å, jeg er så dårlig så dårlig og så forpint og fortvilet! havde jeg ikke småen heroppe, så gik jeg op på Ulrikken, fandt mig et godt sted og styrted mig udfor. Og mit arbejde, mit arbejde – nej nu kan jeg ikke mere – jeg kan hverken sove eller våge, hverken dø eller leve. Hvad skal det bli til vinteren, og hvad skal der bli af mig og småen til vinteren! Nu har jeg nu også ventet så på brev; hvorfor skal jeg det? jeg skjønner ikke hvorfor jeg skal plages og pines på alle måder. Kunde ikke mange være nok? Hvorfor netop alle.

Og nu dine foredrag

Søndag 20de. Samme forfærdelige nat. Småen vågen og oppe først kl. 2 og så kl. 5 og siden kunde hun ikke falde i søvn den stakkeren men lå dog uden at snakke fordi jeg bad hende være stille, men vælted og kløde sig naturligvis! Idag i badet skreg hun fordi alle de næsten blodige krassesår svide. Hun ser ud på kroppen som led hun af spedalskhed nu. Og jeg selv, som om jeg overalt havde stukket mig på brændenelder. Og i ansigtet er jeg blet 90 år, gulbleg, udgravet, død og vissen. Det er ikke bare de legemlige gjenvordigheder søvnløshed o.s. v., som har gjort det; det er endda mere de brændende kvaler over ikke at kunne få arbejde og så ikke over at kunne når jeg kan.

Men nu har jeg besluttet at flygte imorgen – en dag før de 9 uger er omme. Jeg lejed det logi på Markevejen forleden, det var det bedste og akkurat samme pris som de andre der var tale om, og jeg kunde komme hvilken dag som helst. Idag pakker jeg altså ind, og imorgen tidlig på formiddagen kjører Flint med læsset, der bringer de lejede og lånte sager tilbage til sine ejermænd og vort tøj til Markevejen. Jeg føler mig bedre tilmode efter at ha tat beslutningen. Fælt blir det naturligvis derinde også men mit håb er at skulle bli fri lopper og lus, ialtfald lus. Så ligger småen roligere, og så får jeg kanske sove. I sidste uge har vi havt 3 regnvejrsdage, og under regnvejr er her trist og modbydeligt som i selve helvede.

Og den dejlige småen som blir ved at trives og fryde sig! Nu er hun tat sig til at spørge hver dag på Birkelund ved middagsbordet: hvad tænker Du på mamma, er det pappen min? Og når jeg beja’er det siger hun: ja for jeg tænker også på pappen min. Igår retted hun det dog og sa: nej, på min fætter Jakob Alver.min fætter Jakob Alver: sønnen til Amalies bror Wilhelm (som døde i 1883), nå 20 år gammel.

Forleden dag hørte jeg gjennem vindøge følgende samtale mellem småen og mor. Mor: hvem er det, som har slidt istøkker den krakken der? (en liden feldtstol, fru Christensens) S: Det er mammen min, for hun er så kjok når hun sidder på den og vasker mig. Mor: nej mammen din er ikkje så kjok, Johanne. S. Jo men rompen hennes; jeg ser den når hun tar natkjolen på om kvællene. Mor: Så kjok blir Du også når Du blir stor. Vi’kje Du gjerne det? S. jo, for han er pen allikevel mammen min sin rompe. Men Du skulde se pappen min sin rompe! Den er nydelig, og føtterne hannes! For de ser eg når han vasker de i den store vandkummen, vi har henne i Kjøbhvn. – Stor og langvarig latter fra mors side. Forleden, da jeg var i byen om logiet traf jeg hos Jakoba, Jakob. Han sa da til mig at han ikke kunde stå ved invitationen til Dig om at bo der i septbr. fordi han skulde til Xania og det ikke gik an at Du bode hos hans kone. «Du kan jo også invitere Amalie og småen til at bo der,» sa hans mor. «Jeg mener, Du har plads nok.» J. blev rød og vilde svare noget, men jeg kom ham i forkjøbet og sa, at Du netop havde skrevet Du i foredragstiden vilde bo i byen, og at jeg måtte tænke på det når jeg lejed værelser. Stor lettelse.

Ja, foredragene dine! Bare Du nu får dem rigtig heldige. Achen sa, dengang vi bode på Sandgården og han havde læst en literaturartikel af Dig i «Tilskueren»han havde læst en literaturartikel af Dig i «Tilskueren»: sannsynligvis «Et literært Rundskue», som ble trykt i Tilskueren 1890. Amalie og Erik tilbrakte en del av sommeren 1890 hos Achens i Hornbæk. – jeg tror, den sidste Du har skrevet der –: «Når jeg læser Skrams artikler har jeg en fornemmelse af at han har filet og filet så længe på hver sætning at friskheden er gåt bort fra hans stil.» Husk på det; der er noget i det. Foredrag især må ikke være så «filede». De må være populære, letflydende, ligetil og greje!

Jeg har glemt at nævne endnu en frygtelig ting om nættene. Lige under min seng ligger der en hund som ihærdig og næsten uafladelig skraper og skraper med sine poter. Mange ganger er jeg gåt frem og har keget under sengen men da hører lyden op. Aldrig så snart er jeg kommen opi igjen før det begynder på nyt. Jeg er ikke bange; tværtom, jeg ligger og smålér og siger højt: jaja, værsgo kil bare på, lidt mere eller mindre – For et par nætter siden holdt Marie, det fæ, der ligger nedenunder, på at harke og kremte med en hul og rusten lyd, der isned mig gjennem ryggen hele natten. Jeg spurgte hende om morgenen om hun ikke kunde la det være, eller ialtfald dæmpe lidt på det. Jo, det kunde hun godt, men hun havde vært forkjølet og så syntes hun det hørte til. Siden har jeg ikke hørt en lyd af hende, den overidioten! skjøndt hun fremdeles er lige forkjølet. Småen er forresten blet sån en uforfærdet og vilter unge heroppe. Ja, det vil sige, hun er jo liksom jeg født med skræk for dyr og trold, og endnu blir hun ræd såsnart hun bare sér en fremmed høne, vore egne høns og hunder og katter og køer og hester går hun lige hen til – men når hun falder, gir hun aldrig en lyd fra sig, selv om hun slår sig, bare rejser sig op igjen og Du skulde se hende rulle sig udover den temmelig bratte græsbakke her, med Peter, den yngste voksne søn i spidsen og hun og en hel flok børn efter sig. Det driver hun på med hver kvæld og hujer af glæde, og når vi så tilslut med magt må ta hende ind, fordi hun skal tilsengs, skriger hun som om hun blev knibet. Hun er forresten så skikkelig at hun brat holder op, når hun ser, det ikke nytter og pludselig siger noget ganske andet i munter tone. – Nu iaften er det forresten blet skrækkeligt vejr, storm og piskende silregn. Jeg længes, å jeg længes efter at komme herfra! Bare det nu ikke på grund af regnvejr blir umuligt imorgen. Da dør jeg af fortvilelse!

Bergen 25/8/93.

Endelig kan jeg fuldføre mit brev til Dig! Å, Du véd ikke hvor bange jeg har vært over intet at høre fra Dig sålænge, for havde Du vidst det, så vilde Du sendt mig ialtfald et brevkort, Du, som er så snil. Men først igår, sént på eftermiddagen kom begge dine breve, det ene tykke med sine masser af indhold og det andet tynde, som frydet mit hjærte.

– Jeg er lamslåt af sorg over Jakob.jeg er lamslåt af sorg over Jakob: Amalies eldste sønn Jacob var et stadig tilbakevendende problem; han kunne ikke finne fotfeste i livet og ba ofte om penger. På en måde var jeg nok forberedt; det vil sige, da Ludvig fortalte at han pludselig havde havt brev fra J. hvori han meddelte at han var korrespondent til «Intelligentsedlerne», og skrev på en tyk roman,han var korrespondent til «Intelligentssedlerne» og skrev på en tyk roman: I 1894 utgav Jacob Worm-Müller romanen Fire Dage. De fleste artiklene i Norske Intelligenssedler er usignerte; det har ikke vært mulig å finne noe sikkert om dette. da sa jeg til mig selv: dette betyr galt. For aldrig i de senere år har J. skrevet til hverken Ludvig eller mig eller Dig eller sin far, uden når han er lige ved at ligge i rendestenen. Men på mit spørsmål svarte L. at J. var vel fornøjet, havde sin stilling hos Fejlberg som før, men om nætterne drev på med sit forfatteri. Jeg tænkte, som sagt mit, og var urolig og bange. Nu er altså forklaringen kommen i dit brev.Nu er altså forklaringen kommen i dit brev: Brevet finnes ikke, men må opplyse om at Jacob har sluttet hos Feilberg. Vær ikke lej for det min egen kjæreste ven, jeg vil dog meget heller vide besked end ikke vide besked og ligeoverfor mit arbejde gjør det hverken fra eller til. De kvaler jeg der har at gjennemgå, kan intet på jorden, i himlen, eller helvede gjøre større eller mindre. Tonen i Jakobs brev til Ludvig var forresten både freidig og kjæphøj. Af sin mor, som havde behandlet ham stygt havde han ingen anden glæde end den, hendes «prægtige» bøger skaffed ham o.s. v. Men nu? Å, hvor er det tungt at være mor til Jakob! Stakkels arme gut. For han har vel sine frygtelige smertensstunder. Og det som graver og gnager i mit hjærte altid og altid er tanken om, at han kunde blet en helt anden hvis jeg altid havde havt ham hos mig. For slig som han var sammen med mig! Ludvig snakker ofte om den respekt han havde for J. i guttedagene, fordi han var så ærlig og sanddru og selvfornægtende. Jo, dengang var han akkurat som jeg vilde ha ham, men så rejste jeg fra ham og så blev han alverdens pøbels lette bytte. Ja ja ja, det kan jo ikke nytte at skrive mere om det. Du véd forresten alle mine tanker i den sag. Men stakkels arme gut, å gud, hvor det er tungt at være mor til ham. Men hvis han var god og snil og venlig i sit sind, så kunde jeg lettere bære over med ham, men hans hjærte er koldt som en gråsten, og når han skriver og snakker «ydmygt» og pent så er det ud af øjeblikkets beregning.

Men Du skal ha tusen tak og evig ære for din godhed imod ham! Ja, Du er bra at komme til; jeg kjender ikke din lige. – Men herregud, dette har jeg jo vidst længe. Jeg trode aldrig på at det vilde vare mellem Feilberg og J. og det skrev jeg i sin tid også til hans far; hvorfor skal jeg da nu være så fortvilet? Jeg har en umulig pen, og selv er jeg også umulig. Jeg sidder og græder ustanselig. Stakkels arme Jakob.

Nej, min ven, det jeg sigted til, da jeg skrev om det endnu «forfærdeligere og alvorligere end selve lusene», det havde ingenting med arme Jakob at gjøre. For det er, at jeg i marts måned atter skal føde Dig et barn. – Ja, nu er det ikke længer så forfærdeligt for mig. Nu er jeg, efterat ha gjennemgåt en fortvilelsens raptus rolig og glad og «ydmyg for herren»! Når jeg tænker på den uendelige lykke småen fra minut til minut ustanselig har beredt mig, så kan jeg ikke andet end med glædes og smertes tårer brede armene ud mod hendes lille bror eller søster, som skal komme. Men naturligvis græder jeg, når jeg tænker på det. Alt har jeg git bort; vi har intet tilbage af barnetøj og sånt, og jeg er dårlig allerede hver dag. Å, disse lange, lange måneder! Men gudskelov at vi har Feilberg. Jeg gruer ikke spor næsten for selve fødslen, fordi jeg véd at han gir mig kloroform, men alt det som går foran og følger efter. Og så pengene! Hvor skal vi hen, og hvad skal vi gjøre?

Men nu må jeg fortælle Dig. Vi flytted altså på mandag, og kom til byen i nogenlunde ordentligt vejr. Og småen sov hele natten uden at vælte sig, hvilket beviser det var lusene som plaged hende deroppe. Næste nat sov hun også aldeles stille, men tredie nat vækked hun mig kl. ½[?]vækked hun mig kl. ½: Det mangler et tall her. med et højt råb på mamma! Jeg stod op og tændte lys, men hun sov allerede igjen som en sten, mens jeg blev liggende vågen resten af natten. Da jeg henimod kl. 7 var falden i søvn, kom småen og «lugged» mig kl. 8 vågen med sin søde dæmpede latter. Forresten var jeg så syg og dårlig, da jeg kom fra Natland at jeg i to dage blev liggende her i min seng.

Nu har jeg det bedre, men hunden under sengen fra Natland er fulgt med. Det vil sige, bare første natten hørte jeg den. Siden ikke, men gud véd, om den ikke kommer igjen. Nej aldrig vil jeg gjøre dette om igjen. Leve og dø i sin rede; det er det eneste sande! Ikke Du, ikke noget jordisk væsen aner eller kan ane hvad jeg har lidt isommer. Og så har dog altid småen spillet som en lysende og varmende solstråle tværs igjennem alle mine lidelser.

Men nu bôr vi altså her på Markevejen 4, og har det nokså bra. Fælt naturligvis, men herregud, man er jo i Sibirien. Igårkvæld da Marie klædte småen af, sa hun (Småen) «Jeg har en loppe her indimellem, ikke der hvor jeg vanner, men der hvor «stort» kommer. Men det er vist en lus. » Vi så efter og ganske rigtig fandt vi en loppe. Det er altid, absolut altid rigtig når småen peger på et sted af sin krop og siger «der står en loppe.» Altid.

Nu går hun hver dag og peger på sovesofaen i det andet værelse og siger jublende: «der skal pappen min ligge når han kommer.»

Og så tilslut min mand og ven en inderlig tak for dit allersidste brev! Ja, jeg er «hurtig» og styg og fæl, men det er jo bare fordi jeg ikke traf Dig i min ungdom, og fik med kun Dig at gjøre. Men hvorfor kan Du ikke svare mig på det jeg spør Dig om og altså ikke forstår? Det gjør mig så bitter og sint at Du ikke vil det. At Du altså ikke værdiger mig så meget. Nu kunde Du godt. Nu vilde jeg forstå.

Din Amalie

Men hvis jeg nu lever og kommer mig efter at ha git Johanne en bror eller søster, som hun altid snakker om, skal jeg så ikke få en ring til af Dig?

D.S.

Nu i dette øjeblik kommer småen og spør: Hvem skriver Du til? Send ham 9-10-12-13 hundrede kysser

453. Amalie til Erik

Bergen 21/8/93.Bergen 21/8/93: skrevet på brevkort stemplet 24/8/93.

Det er længe siden jeg hørte noget fra Dig. Har vært meget urolig. Er begyndt på et brev som jeg ikke skriver færdig før jeg hører fra Dig. I den tid, da jeg ikke orked at svare Dig ordentlig på breve, skrev jeg to brevkort til Dig for at la Dig vide at vi var i live og at alt var vel. Det samme kunde Du nu ha gjort med mig.

A.

454. Amalie til Erik

Bergen 2/9/93

Jeg føler en aldeles sviende pine ved at skrive den 2den septbr. 2den septbr og ikke kommen videre på mit arbejde! Jeg synes at al den lidelse jeg har gåt med i sommer og som blir værre og værre for hver dag der svinder, må ha sat sig fast i mit hjærte som en tærende sygdom. Å gud hvor denne uformuenhed er forfærdelig! Og sorgen ved altid at gi penger ud og ingenting fortjene. Og så længes jeg hjem og længes efter Dig og længes efter evne til at kunne arbejde. Aldrig har jeg dog vært så umulig som nu. Min hjerne er lam og tom og mit hjærte sygt af lidelse. Men snakke om det nytter jo til intet. Barnet som skulde komme blir der ingenting af min elskede ven! Det er gåt sin vej og jeg har måttet ligge et par dager i den anledning. Jeg véd ikke hvad der kan ha vært årsagen, i dagene forud havde jeg slet ikke anstrengt mig, ikke engang gåt en ordentlig tur; der var kun byrden af min sædvanlige tunge sindstilstand og så dette at småen igjen havde holdt mig vågen et par nætter, det vil sige, selv havde hun bare vært vågen et øjeblik, men Du forstår. Hun vågner forresten hver nat engang nu og forlanger med heftig bedende stemme at jeg skal tænde lampen. Undertiden falder så jeg ikke i søvn igjen. – Så er det da altså forbi, og alt som før forsåvidt. Nu må Du vide, jeg liksom føler et svagt savn; jeg var allerede begyndt at nære ømhed for dette vordende væsen og mine fantasier kredsed om det. Og så for småens skyld. En dag da hun energisk udbrød: nej nu vil eg ha en bror og en søster, kunde jeg ikke la være at sige at nu skulde hun snart få en. Siden har hun ofte krævet mig for broren og søsteren og jeg svarer da undvigende. –

Men på den anden side kan Du vel nok også vide at jeg er lettet. Gud må vide hvordan det vilde ha gåt mig, og så er det jo pengene. Forresten føler jeg mig klein og ussel efter det, som Du vel kan vide; men det går vel over – kunde jeg bare få kraft og evne til mit arbejde.

Formodentlig har Du også på dette brev ventet længe. Der er et fra Dig, det med to digte i (Jakobs) som jeg ikke har besvaret. Jeg lå da det kom og har slet ikke vært istand til at skrive før nu. Bare Du nu ikke har ventet med altfor stor tristhed. Det er så fælt at vente brev og ikke få.

Jeg synes udmærket om «Lommen».Jeg synes udmærket om «Lommen»: Noen få av Jacobs dikt er trykt i aviser; det har ikke vært mulig å finne dette. Jeg kan slet ikke få den fra mig slig har den grebet mig om hjærtet. Hils ham stakker og sig ham det, hvis Du synes det – jeg véd ikke jeg. De andre to digte er jo ikke slette, langtfra – men dog lidt almindelige. Tak for Du fortæller såvidt udførligt om J. Tænk om bogen kunde bli til noget! Stakkels slusken. Til Ludvig havde han skrevet efter penger naturligvis – to breve, først et hvor han lader som han pludselig er kommen i tanker om at han længes efter at høre fra ham og så et til straks efter hvori han bér om penger. Akkurat som sidste gang han skrev. Ludvig havde ikke fortalt mig det for ikke at bedrøve mig. Forresten havde han vært frejdig og glad og temmelig kjæphøj, ikke et ord om at han var kommen fra Feilberg. Han skulde bruge 200 kr. og lovte så L. at overta gjælden til Ove.at overta gjælden til Ove: vel Ove Rode. Heldigvis kunde L. skrive at Ove forlængst havde fåt sine penger. Så skrev J. igjen og bad om 30 kr. Men L. havde ingen sendt ham. –

Nej Du, jeg må ligge med småen. Marie går hjem hver aften, og selv om hun sov her, hvad hun nok kunde, så vilde det være det samme. Lå jeg i værelset ved siden af, så vågned jeg hvergang småen vågned og måtte derind for Marie vågner ikke.

Wullum og frue føjter om her i byen.Wullum og frue føjter om her i byen: Erik og Margrethe Vullum bodde i Bergen 1892–94. Jeg har vært noget sammen med dem.

Så læser jeg iaften i Bergensposten at Agnete skal opføres her i denne sæson.at Agnete skal opføres her i denne sæson: Stykket ble faktisk oppført på Den Nationale Scene med première 18/12/93. Irgens HansenIrgens Hansen: hadde vært journalist i Dagbladet. Etter utenlandsstudier var han i 1890 blitt instruktør ved Den Nationale Scene. har til mig ikke sagt et muk om det, og det uagtet jeg i middags talte med ham.

Et par ganger om natten efterat småen har vært vågen, har jeg hørt hende hviske med øm bedrøvet stemme: pappen min. Om det har vært i søvne eller halvsøvne véd jeg ikke. Idag, da jeg måtte skjænde lidt på hende gav hun sig til at græde og råbte ustanselig: å pappen min! pappen min, og da hun holdt op at græde sa hun truende og med et ubeskrivelig komisk sint blik: Du kan være vis på, at eg ska sige det til pappen min. Jeg måtte vende mig bort og le hemmelig. Forleden da vi var på sygehuset og tog varmt bad og jeg bad hende stå stille mens jeg greied hendes hår sa hun pludselig med overlegen ligegyldig stemme: «hold kjæften», udtalt på det bredeste bergenske. Da var det mig umuligt at holde stand. Jeg storlo. Da jeg spurgte hvor hun havde hørt det, svarte hun leende: det sa Anne så tit til «mor» når hun bad hende vaske op. Anne var mors datter. Igår sa hun: nu taler jeg norsk og jeg vil aldrig mere tale dansk, for norsk er så kjækt, og når pappen kommer skal vi lære ham til at snakke norsk, han og. –

Lusene er sporløst forsvunden. Dagen efter vi var flyttet fandt jeg 2 i hendes hode, siden ikke sét tegn til dem. Sengen og sengklærene var fuldstændig rene og frie for utøj da vi afleverte dem. Det kan Du vide jeg sørged for. Jeg betalte over 2 kr. i vask for sengklærene. –

Begge dine to sidste breve kom idag naturligvis, det Du havde skrevet først, 4 timer før det Du havde skrevet sidst. Det nytter ikke at spekulere over det. Jeg er bare glad jeg kommer i besiddelse af dem, så får det være med postgangen som det er.

Hvad skal jeg dog finde på at skrive under portraittet til Vilhelm Møller.portraittet til Vilhelm Møller: Vilhelm Møller var redaktør av ukebladet Nutiden i Billeder og Text 1876–90 og av Juleroser; han skrev flittig om nyere skribenter. Jeg har grublet og grublet men forgjæves. Jeg er fuldstændig blød som sagt. Men nu får jeg se imorgen. Skaf ham nu endelig det rigtige portrait hos Riise, Du ved, der er bare et, som er godt.

Nej, jeg får slutte nu. Jeg orker ikke at tænke og ikke at skrive mere iaften. Det er et kjedeligt og tarveligt brev dette, men det kommer af min underlige trætte og magtesløse og elendig triste tilstand. Jeg tænker mig så ofte at Du nu kom ind døren og at jeg løb hen til Dig og at Du så slog armene om mig og kyssed mig, og bare jeg tænker det er det liksom jeg mærker at der i altfald for en stund vil falde hvile over mig, hvile og glemsel af al min nød. Å mit arme elendige arbejde, mit arbejde, mit arbejde! Hvad skal det bli til. Jeg sender Dig en masse kysser fra småen. Det bér hun mig så tit om, og hun spør om jeg vel ikke godt kan få plads for dem i kondelutten. Også fra mig mange kysser, og omfavnelser min egen søde trofaste mand.

Din Amalie.

455. Amalie til Erik

Bergen. Markevejen 4 / 4/9/93

Det var vist et meget ufuldstændigt brev det Du sidst fik. Derfor skriver jeg idag igjen, skjønt jeg nu vistnok har glemt hvad mere jeg vilde ha sagt sidst. Ja, det er sandt, det er Højer Du skal skrive til om foredragene,det er Højer du skal skrive til om foredragene: dvs. Svennik Anton Høyer, konrektor ved Bergens Skole og aktiv i foredragsvirksomheten i byen. Brevet finnes ikke i samlingene. hr. konrektor Højer Bergen, det er nok adresse. Husk nu på at foredragene skal være brede, Du må forlade din knappe sammentrængte form for denne anledning min søde ven. Uf når jeg tænker på det gruer jeg. Bergenserne er ligeså kritiske og vanskelige at tilfredsstille som de er udannede og uforfinede. Men det er jo stygt at gjøre Dig mindre modig end Du vel sagtens iforvejen er. – Med mig er der ingen forandring. Jeg går her og lider og kan ikke arbejde. Mit hode er fuldstændig tomt og jeg er mat og træt og kraftløs til legeme og sjæl. Jeg er begyndt at indse eller at tro at det er manglen på legemligt velbefindende, dette at jeg i hele sommer ikke har følt mig i min fulde kraft, som har hindret mit arbejde fra at ha fremgang. Og denne mangel på kraft og velbefindende skriver sig hovedsagelig fra at jeg sågodtsom altid har fåt for lidt søvn. Og det blir ved. Den søde velsignede småen giver hver nat såmeget livstegn fra sig at jeg vågner og så kommer tankerne og græmmelsen stormende og jeg blir liggende der. Og for at kunne udføre et arbejde som det jeg har fore, må et menneske være fuldkommen i sit æs. Nu er det også regnvejr og småen er nødt til at holde til med Marie i værelset ved siden af og da er der ikke tanke på at arbejde. Jeg må i det heletat føle mig i fuldstændig tryghed og ensomhed for at kunne skrive om alle disse mennesker. Ikke sidde og være bange for at det skal ringe eller at noget slags jordisk væsen skal forstyrre mig. Og derfor min elskværdige, altid så rimelige og omhyggelige mand, gå ud fra noget som er absolut nødvendigt at jeg må få leje mig en liden kvisthybel i nærheden af vort hjem, hvor jeg kan gå hen og sidde for mig selv med mit arbejde. Tænk ikke nu at det er et indfald eller en urimelig fordring og sig ikke kort og vredt: javel, gjør som Du vil. Nej, Du skal være med på det, og gjerne ville det og hjælpe mig til at få det. Jeg tør ikke sidde oppe på vort pulterkammer for min hostes skyld. Der er for kaldt og for megen træk, ellers ved gud at jeg gjerne skulde det. Å svar mig på dette min elskede mand. Jeg er så angst og nervøs ved tanken om at ikke få den kvisten at jeg skjælver over hele legemet. Jeg føler mig som et jaget og blodigt pisket dyr under jammeren af dette arbejde. Kan Du forstå hvordan det er: nede i Kjbhvn stod mit håb til Norge, da skulde det kunne gå for mig, nu sidder jeg her og higer mod en hybel i Klasensgade og tænker: er Du først der, så – Å ja, havde Du sét min nød og følt mine kvaler alle de dage jeg sad bøjet over papirerne med blyanten mellem fingrene, så vilde Du synes forfærdelig synd i mig. – Nu har jeg som sagt slåt mig tiltåls på et vis. Jeg samler stof om dagene, og tar ikke arbejdet frem engang. Hos Kristen BøghKristen Bøgh: sannsynligvis den senere teateranmelder Christen Gran Bøgh (f.1876), sønn til Johan Bøgh. har jeg fåt udleveret nogle årganger af latinskolebladet «Hugin»latinskolebladet «Hugin»: det håndskrevne bladet til gymnasiastsamfunnet Hugin ved Bergens Katedralskole. fra den tid, jeg skriver om. Dem sidder jeg nu og læser, og finder mine brødres produkter fra 15 16 årsalderen bl. meget andet. Jeg skal netop bruge dette, vide hvad gutter dengang tænkte og snakked om. Det er ganske glædeligt at se hvor rigtigt det er, det jeg har skrevet. Netop så mat og vissent havde jeg tænkt mig deres åndsliv. Hverken Brandes eller Ibsen var til for dem dengang – Så skal jeg snakke med en kjøbmand og en jurist, jeg har dem begge og skal få konferencer med dem en af dagene. En mand til skulde jeg også gjerne snakke med, men jeg véd ikke om det blir. –

Min hoste er desværre kommen tilbage herinde i byen i det regnfulde vejr og den synes at være i jevn og stadig stigen. Åja herregud, det er ikke så let at leve. Den dejlige tørre sommer iår var naturligvis skyld i at hosten forsvandt. Så var det jo også temmelig højt tilfjelds deroppe på Natland. Naturligvis har også ængstelsen og kviden over den tilstand jeg gik i, gjort sit til at jeg ikke har kunnet arbejde. Og forkjert var det for mig at være uden en pige som kunde havt barnet helt og holdent om nætterne, men nu er det jo forbi jeg mener den tid da vi kunde bestemt det anderledes er forbi. Til V. Møller har jeg skrevet; jeg har sendt ham følgende: (Du husker han bad om en udtalelse om mit forfatterskab f.eks.)til V. Møller har jeg skrevet: se brev 454, note 6. Brevet finnes ikke på KB. I Juleroser 1893 finnes det en serie kvinneportretter med «Billeder og Stambogsblade» av 12 nordiske kvinner. Der står det et bilde av Amalie med de to setningene hun siterer her i hennes egen skrift. Odin straffer sin Valkyries formastelige opsætsighed ved at lænke hende til klippen i universets ødeste bjergegn. Havde han vidst rigtig besked, vilde han istedetfor ha gjort hende til norsk forfatterinde. – Bøghs har været svært hyggelige mod mig siden jeg kom hid ned. To ganger har vi vært der til middag, og de har bedt os endelig snart komme igjen.

Monsieur Le Roust,Monsieur Le Roust: må være den franske journalisten Hugues le Roux, som besøkte Norge ved denne tiden og skrev reisebrev i Le Journal (sitert bl.a. i Bergens Tidende 2/10/93). Du husker fra Berendsens selskabBerendsens selskab: sannsynligvis Ivar Berendsen, venstreorientert embedsmann som var medlem av Studentersamfundets styre og senere skulle bli dets formann. har vært her og søgt mig, og skrevet op nogle idiotiske spørsmål om den norske kvinde o.s. v. som jeg for at få fred har lovt at besvare skriftlig i septbr. måned. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive op til ham. Ellers har jeg det frygtelig trist og fælt og længes altid hjem til Dig. Jeg kunde ikke spise middag her; maden var for fæl og ækkel og bordet endnu shabbiere og værre end i St. Kongensgade. Nu går småen og jeg og spiser middag i fru Blehrs pensionat hvor der er udmærket mad og nydeligt stel. Men naturligvis dobbel så dyrt. Og så sidder den skrækkelige Irgens Hansen og brouter og storsnakker ustanselig og er aldeles umulig. Jeg spurgte om hvorledes det om Agnetes opførelse kunde stå i avisen. Han bare lo, og sa at sligt satte han altid ind når der skulde tegnes abonnement til lokkemad. Og der spiser vi middag sammen næsten daglig og han gider ikke en gang spørge om jeg har noget imod det. Nej, det er en fæl fyr, og de andre er ikke bedre.

Ak ja min kjære snille mand! Farvel og tag imod mange kysser fra småen og mig. Brugte jeg endda ikke alle disse mange penger!

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Husk portraittet til Vilhelm Møller!

456. Erik til Amalie

Kbhvn 7/9 93Kbhvn 7/9 93: et av bare to brev fra Erik denne sommeren som fremdeles finnes (det andre er brev 450). Det er uvisst hvorfor de andre er forsvunnet.

Ak min kæreste Ven, hvor dit sidste, længe ventede Brev gør mig godt og gør mig ondt på samme Tid. Din kære bløde velsignede Stemning mod mig er min Glæde, din Nød med Bogen min Sorg. At vi dog også er sådan stillede, at Du skal pine din Sjæl itu for at skaffe de usle Penge. Ja det Forfatterskab er en forfærdelig Levevej!

Det går mig som Dig, at det er med et Suk i Lettelsen jeg erfarer, at det ufødte Væsen er svundet bort i intet. Også mine Fantasier har drejet sig om denne lille Bror eller Søster til Johanne. Men som det er, er det naturligvis det bedste. Det er så uhyre et Vovespil for os at sætte Børn i Verden. Og så for Dig særlig!

Men nu er jeg bange for dit Helbred! Det går ikke, at Du rejser ud i Verden alene med Johanne. Du kan ikke tåle det. Dit Nattesøvn skal Du ha, og Følelsen af, at Johanne bliver passet, selv om Du ikke kan være hos hende. I Fremtiden kan vi ikke dele os på den Måde som i År, det er tydeligt, når Du da ikke har en Pige Du kan stole på. Min søde kære Ven denne dejlige Sommer har jo været et Helvede for Dig, og for mig er den løbet ud i Sandet. Når Du nu blot er forsigtig i denne Tid. Blot Du kunde tvinge dine Tanker bort fra Arbejdet, når Du intet magter. Det er jo kun Pine uden Fremgang. Har Du intet at læse?

Hils og kys min dejlige lille Småen – Å nej norsk, det lærer jeg nok ikke, men hun får være lige glad i mig for det.

Jeg har ikke Tid til at skrive mere.

Jeg gruer for Foredragene. Jeg skriver dem forøvrigt ikke ned, det er der ikke Tid til. De må holdes efter Notitser. Så bliver de da heller ikke skruede[?] i den Grad som Du frygter.

Nu ses vi jo snart!Nu ses vi jo snart!: I Politiken 10/9/93 står det at Erik Skram reiser på onsdag til Bergen for å holde en rekke av seks foredrag om de franske symbolister, og at Amalie Skram er der allerede og legger siste hånd på den avsluttende boken i S. G. Myre-suiten. Ekteparet vender tilbake til København om en måned.

Din Erik

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook