Elskede Amalie

1896

I begynnelsen av året var Amalie fremdeles i Paris, og flyttet stadig rundt uten å kunne finne et sted å bo hvor hun kunne slå seg til ro. Erik og Småen feiret nyttår med forskjellige venner i København, mens hun skrev hjem om sin lengsel og sin fortvilelse. Men snart begynte tonen i brevene å skifte gradvis fra bitterhet til forsoning, idet hennes følelse av at leiligheten i Klassensgade var et «marterkammer», vek for et fortrøstningsfullt håp om at hun der kunne finne den roen hun trengte. Hun bestemte seg for å flytte hjem igjen, og reiste fra Paris 27. januar. På veien hjem traff hun Eriks bror Tyge og hans kone Marie i Le Havre.

I mars og april var både Amalie og Erik hjemme i København. Det finnes noen få brev fra den tiden (524–26) som viser at stemningen svinger; hun vil forklare og glatte over, han er øm og kjærlig; han virker bedrøvet, hun vil være forståelsesfull, men kan ikke la være å bebreide ham.

Neste atskillelse kom et par måneder senere, da Erik 2. juni reiste til Sydsjælland og Lolland, først til Sakskøbing, så til Næstved og endelig til Førslev Gård, hvor han besøkte Jacob Edvard de Neergaard som i 1895 hadde overtatt gården fra sin bror, og som de ofte skulle komme til å bo hos i de kommende årene. Amalie ble i København og forsøkte å skrive, mens Småen bodde hos Slomanns. 12. juni skrev Erik om at han reiste videre til Odense; det er uklart når han kom hjem.

22. juli skulle Amalie og Småen på sommeropphold på landet; de reiste til Helsingør og så til Hornbæk, hvor de leiet logi ute på landet (med de sedvanlige ulemper som alltid forfulgte Amalie når hun skulle finne et sted å bo). Erik ble hjemme, skrev og fikk leiligheten pusset opp. 1. august måtte de være hjemme; da var alle tre innbudt til Førslev Gård for å besøke Neergaard.

Neste gang vi hører fra Amalie (brev 536), er 16. august; Erik hadde reist derfra litt tidligere for å foreta en reise i Jylland. Han var noen dager i Aarhus, var så på Skagen og reiste hjem via Aalborg. 21. august var han tilbake i Klassensgade. Amalie hadde planlagt å ta tilbake til Hornbæk, men hadde ombestemt seg, og hun og Småen var fremdeles på Førslev Gård. De må ha vært i København en stund etter det, men 8. november var de tilbake på Førslev, hvor Amalie skulle få ro til å arbeide mens Småen frydet seg med lekekamerater i området. Erik ble hjemme og gikk ganske mye ut. Sammen skrev de søknad om forfatterstipend (med de sedvanlige uenigheter om stil og språk), og som sedvanlig fikk de ikke noe. Amalie klarte å få arbeidet en del. Mens hun var på Førslev, hørte hun fra sin sønn Ludvig i Bergen at han hadde bestemt seg for å gå til scenen. Han kom til å bli en ganske anerkjent skuespiller. Amalie var blitt bedt om å bli på Førslev helt fram til 16. desember, og det ser ut til at hun faktisk reiste hjem den 14. Fra tiden etter at hun kom hjem (eller kanskje tidligere på året) finnes det bare et par små ulykkelige lapper.



513. Erik (Småen) til Amalie

1-1-96

Kære Mamma Glædeligt Nytår.Kære Mamma Glædeligt Nytår: skrevet av Erik. Mange Tak for den dejlige store Pariserdukke, som kan gå, og for Uret. Når Du kommer hjem igen, skal Du gemme Pariserdukken, når jeg ikke leger med den, for der er små Huller i hendes Strømper, og de skal være der, men jeg kan let komme til at rive dem i Stykker, og det ser ikke så pænt ud, når de bliver stoppede. Af Fru Slomann fik jeg en Dukkekyse til Ingeborg og Kop til at drikke af, hvorpå der stod J, men Kysen gav jeg til Pariserdukken, for Ingeborg har en stor Filthat og oven i Købet en Stråhat. Og så har jeg fået af Erik og Åge Rødhætte som er en Dukke, og har en Kurv på Armen. Af Margrete fik jeg slet ingen Ting. Af Hr Slomann fik jeg en Billedbog. Af Pappa fik jeg Grims Æventyr og Historien om Konen i Muddergrøften. Af Alma fik jeg en lille Flaske og en Dukke og et Glas og af Thora – det er også en Pige – fik jeg en Chokoladecigar. Af Christiane fik jeg en lille Krukke med Sukkerkugler. Af Fru Ida Hansen fik jeg en Dukke, som hedder Gerda, fordi den Gerda, jeg fik af Bjørnson og Fru Bjørnson er gået i Stykker. Fru Slomann gemmer Pariserdukken, men jeg får den frem en Gang imellem. Og jeg har fået en Kåbe af Fru Ida Hansen og en Hat, men Hatten var for lille.

Så fik jeg en pæn Kurv af Johanne Achen og af Tante ThereseTante Therese: må ha vært en søster til C.V. Slomann eller hans kone Petra. (det er Åges og Margrethes og Eriks Tante) en Kurv med Godter. Af Achemor fik jeg noget Kjoletøj og også af Marie Thiele.

Jeg forærte Pappa en Lampebakke, som jeg havde syet i Børnehaven. Kan Du ikke huske det? Først blev Margrethe fotograferet med Fru Slomann og så blev de fotograferet om igen, for det var ikke godt, og så blev Hr Slomann og Erik og Åge sammen fotograferet og de blev også taget om igen, og så til Slut blev jeg alene fotograferet, og jeg sad oppe på et Bord. Idag har jeg fået et blank 25 Øre af Hr Slomann og jeg har også fået en 25 Øre af Pappa men den var ikke blank, men det gør ikke noget. Imorgen skal jeg til HolstsImorgen skal jeg til Holsts: Det er flere muligheter her – det er uvisst hvem det var. – dér, hvor jeg må gå alene – og se på Børnekomedie og Margrethe skal også med. Og jeg var også inviteret til Gerstenbergs,Gerstenbergs: vel Wilhelm Gerstenberg, som hadde deltatt i slaget ved Dybbøl, og som i likhet med Erik var blitt tatt til fange ved Als i 1864. Han var kjent som oversetter av russisk litteratur til dansk. men der kunde jeg ikke komme. Grims Æventyr synes jeg er meget morsommere end H.C. Andersens, og jeg har hørt nogle af dem som Papa har læst for mig. Når det bliver min Fødselsdag en Søndag, må jeg så ikke få Børnene til Frokost for så er jeg jo hjemme fra Skole?

Farvel kære Mamma

Din Småen

[Her er tegnet en sirkel rundt ordet]:

Kys!



514. Amalie til Erik

Paris 2/1/96.

Ja, jeg havde tænkt og forstået det hele før dit vrede, men dog kjærlige og velsignede brev kom idag. At det var min skyld når Du skrev E.S., at det var mig som nu igjen og atter igjen havde revet ned hvad Du med godt og hjælpsomt og kjærligt sind havde søgt at bygge op. Da jeg skrev hint brev, tænkte jeg ikke et sekund på at det måtte få en virkning, hvis tilbageslag måtte smerte og ulykkeliggjøre mig. Jeg bare gav efter for en stærk trang til at gi min pine luft. Så kom der to breve fra Dig, to breve som var skrevet inden mit ovenomtalte brev var kommet Dig ihænde. Over begge disse breve sad jeg og hulked af glæde og af sorg, og af rørt taknemmelighed, og ønsked at flyve et brev med takkeord og svar til Dig. Men min sindstilstand er sådan at jeg intetsomhelst foretar mig andet end det, jeg på en måde blir ligefrem tvunget til, og det er ikke så meget. Men nu min ven, Dig, som jeg elsker skjønt Du ikke ser det, og kanske heller ikke tror det – jeg ber Dig, hold ud endnu hvis Du kan – og Du kan, for Du siger det selv i dette dit sidste sinte og uendelig søde brev – og jeg lover Dig at jeg skal kjæmpe og stride med mig selv for at holde borte, ikke gi ord til alt det, der nager og piner og tærer mig, men af yderste evne beflitte mig på at vise frem for Dig, Du langmodige trofaste menneske, den usigelige tak og kjærlighed som mit hjærte dog jo også foruden al sorgen – ligeoverfor Dig er opfyldt af. Hvorledes det vil gå mig, véd jeg ikke. Jeg har et lidet håb om at mine bestræbelser ikke skal vise sig at være helt frugtesløse – å men vær tålmodig, tålmodig som Du har vært det fra den første til den sidste dag i vort samliv. Du har selv så ofte sagt at Rom ikke blev bygget på en dag.

Kjærlighed er det og det, siger Du. Nej, min ven, kjærlighed er mangehånde den, og kjærlighedens ytringer går gjennem et menneskes temperament, og får mærke og form af det, der har dannet mennesket. Og det er meget og mangehånde det, som danner et menneske. Og når der er meget magtfuldt og underligt inde i en, så blir ens væsen mangehånde forskjelligt. Men jeg ønsker nu at kjærlighed for mig var så selvfølgelig det samme som for Dig. For af alt det af den slags jeg har sét i verden, er det, som kjærlighed har tvunget og endnu svagt tvinger Dig til at være, det bedste og højeste i menneskelivet.

Men det er ikke så videre fornuftigt at sige til en huskat som man [holder – krysset ut] har holdt af: Du er en kat, men jeg liker bedre en hund. Værsgod skab Dig om til en hund. Og så hvergang det viser sig at katten er kat at dænge denne arme kat, som gjerne vil, men ikke kan skabe sig om til en hund. Så kan den arme ydmyge kat kun stræbe efter at bli en så behagelig og snil kat, som en kat kan bli her i verden, og så vente på, at der engang kommer en dag, hvor dens herre siger: for en kat at være er Du alligevel bra, og turer Du frem som nu, ender jeg med at ikke ønske mig nogen hund istedetfor den kat, jeg nu engang har. – –

Tak for alt det, Du skrev om jeres juelaften. Billedet af den dansende småen med udbredte arme foran juletræet er gåt ind i min hjerne, og står der som den mest overdådige, den mest husvalende luksusartikel. Hun er så dejlig alligevel, selv om hun ikke danste «alfedans» på juleaften, at jeg tar det ind i mit eje som den fineste luksus. –

Jeg fik forleden brev fra Emma Jakobsenbrev fra Emma Jakobsen: Det finnes ingen brev fra henne til Amalie på KB. hvori hun bl.a. siger at hun ikke vil fortælle mig om de sidste gilder, fordi at S. naturligvis har gjort det. Fortæl ved lejlighed om det, hvis Du gider. – Og din søster Hanne som er død. Stakker, hun var vist et hæderligt menneske. Nej, jeg har kun sét Lies engang hos tandlæge Hejdes. Fruen var så bagfra sig skydende mod mig, at det ikke kunde falde mig ind at gjøre visit der. Og de har dog heller ikke havt bud efter mig. Gjennem Garborgs forstår jeg,gjennem Garborgs forstår jeg: se brev 496, note 3. at de er overtrætte af den skandinaviske invation, de altid, og i gamle dage vist med glæde, har vært udsat for. Nu er de gamle og trætte, og børnene trænger og tærer deres penge. Ingen kan forstå den slags forbehold som Lies har vist mig, bedre end jeg. Nu da jeg har læst «Når Sol går ned»,«Når Sol går ned»: se brev 512, note 2. er jeg meget glad over ikke at kjende dem. Det vilde vært mig noget nær umuligt at sige godt til Lie om det elendighedens pøjt som den bog efter min mening indeholder. Den har oprørt mig så dybt, at jeg, hvis et organ stod til min rådighed, vilde skrive og sige min mening. Men heldigvis er der vel ingen avis, som vilde ta det ind. Lie går nu selv og brouter over at hans kone har skrevet alt det afgjørende i bogen. Lie er færdig, en sølle fjot, der gjøres latterlig med den ækle heksekones holdning ligeoverfor ham.

Så din søster Hanne er død! Uf for et nyt «Momento mori» [sic]. Vi dør snart alle uden at ha gjort det gode vi kunde ha gjort. Undtagen Du. Du kan være rolig når døden tar Dig.

Send mig Politikens julenummer. Jeg har slet ikke sét det, bare hørt at Achens tegningerAchens tegninger: se brev 493, note 4. Amalies fortelling «Majkaland» er illustrert med fem tegninger av Georg Achen. var så skjønne. Synes Du, jeg havde fåt «Majkaland» til?

Jeg skal hilse Dig fra Elna Kurtén, hun kom just ind og sidder her og skriver og snakker fanden et øre af. Hun ønsker Dig godt nytår og alt andet godt.

Nu skal jeg flytte igjen. Næste gang må Du adressere brevet rue Montenotte 23.rue Montenotte 23: nesten uleselig skrevet i margen langs siden (Erik tyder det i neste brev).

Din taknemmelige Amalie



515. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. 4-1-96

Tak min kæreste Ven for dit sidste Brev. – Heldigvis kender jeg så meget af Gadenavnene i Paris, at jeg med nogen Sikkerhed for at have truffet det rette antager, at din nye Bopæl er i Rue Montenotte 23. Du har skrevet Adressen så utydelig i Marginen, at Begyndelsen af Gadenavnet var absolut ulæselig. Nå, men som sagt jeg går sikkert ud fra, at Du får dette Brev. Jeg har igen ved denne Lejlighed spildt en Masse Tid på at finde det Kort over Paris’ Gader, som jeg véd jeg ejer. Jeg brugte det ved Oversættelsen af Vitu.ved Oversættelsen af Vitu: se brev 505, note 2. Det vilde have moret mig at kunne på Kortet danne mig et Begreb om det Kvarter, hvori Du bor. Du har været så overvættes karrig med Angivelser af, hvad Paris er for Dig, at denne Efterforskning på Kortet for mig er kommen til at stå som en næsten nødvendig Udfyldning af min Viden – jeg må finde det Kort. Din første Bolig var jo meget central. Den opsporede jeg ved at låne et Kort hos Slomann. Kan Du huske, at jeg inden jeg kom til Kristiania anden Gang på en Prik vidste, hvor Du boede, og hvordan Gaden var beskaffen. Denne din ny Flytning betyder formodentlig, at Du har boet dårlig i Rue Sct. Honoré. Men er det nu ikke særlig uheldigt for Dig med de mange Breve denne bestandige Flytning? Og Du har vel draget Omsorg for at give Hegel Underretning? Nå derom behøvede jeg naturligvis ikke at spørge. Og dyrt er det jo også. Jeg er nu glad over, at jeg ikke igår kunde få fat i Witzanski på Politikens Kontor,Witzanski på Politikens Kontor: Harald Witzansky var forretningsfører i Politiken 1896–1902. hvor jeg søgte ham for at få dit Honorar udbetalt og Pengene afsendt. Nu venter jeg til Mandag. Jeg håber da, at Du har fået «Politikens» Julenummer og et Brev fra Småen, som afgik forleden.

Ja min søde kære Amalie, jeg synes ingen Kunst det er at holde ud, når to vil det sammen. Et mildt Ord, et Smil, en Sindets Bøjning ind i Forholdet, en fælles Varsomhed med hinanden – det er jo evig Lægedom for megen Uoverensstemmelse. Men hør nu min kære Ven – min Kat kunde jeg jo næsten à la Schandorphà la Schandorph: Schandorphs kjelenavn for sin kone var «Kat». komme til at kalde Dig efter dit Brev – begynd nu ganske rolig at kalde mig Erik. Jeg har før bedt Dig derom. Jeg har altid følt det som en Sorg og uheldsvanger Ting, at Du ikke uvilkårlig valgte at kalde mig ved Fornavn, og nu véd jeg, at denne Gåen uden om den umiddelbare fortrolige Tiltaleform og Benævnelse har stået i Forbindelse med det, der ikke var til vort bedste – og Du føler Dig ondt berørt, når dette Navn ikke står under mine Breve, det Navn, hvis Klang jeg aldrig har hørt i din Mund, jeg véd ikke, hvordan Du udtaler det og har mange Gange næsten været skamfuld ved at sætte det hen til din Beskuelse, det, Du ikke tog imod, lod ligge ubenyttet som noget værdiløst. Brug Du nu Navnet i dit Sind og i dine Breve, og når Du taler om mig – mulig kunde der ligge lidt Trolddom deri. Falder det Dig lidt vanskeligt, bliver Du lige som skamfuld til en Begyndelse, så gå igennem denne Vanskelighed, denne Flovhed, bring mig og vort Forhold det Offer, jeg ønsker det. For jeg har ligesom en Tro på, at kan Du komme hjem til mig med et «Goddag Erik» på dine Læber, et uvilkårlig frit Udbrud, idet Du kysser mig, så er Du bleven rask, Amalie, og så kan vore Følelser mødes.

Du ønsker jeg skal fortælle Dig noget om de Gilder, Emma Jacobsen berører. Åja, et og andet, der har Interesse, hænger der jo ved dem, men det bliver lovlig langt på Skrift. Jeg véd ikke, om hun også har sigtet til det Afskedsgilde for Peter Nansen,det Afskedsgilde for Peter Nansen: se brev 499, note 5. som blev givet på Hotel Phoenix, og hvor der af Damer kun var Frk Betty Müller, Fru Juel Hansen og Fru Christi NansenFrk Betty Müller … Fru Christi Nansen: Betty Müller var skuespillerinne, bedre kjent som Betty Nansen, etter at hun i mars 1896 ble gift med Peter Nansen. Det har ikke vært mulig å finne en Christi Nansen, men det finnes to brev fra Christa Nansen til Erik fra 1894 om hennes skuespill Penge (KB). Christa Nansen f. Jacobsen hadde giftet seg i 1892 med Peter Nansens yngre bror Immanuel. Så refererer Erik til Erna Juel-Hansens novelle «En Trolovelse» i Politikens julenummer 25/12/95, som handler om en pikeskole hvor pikene må gå inn i toilettet for å høre hva som skjer hos bestyrerinnen. (der er bleven Medarbejder ved Politiken, og som i Smagløshed – skal jeg kalde det det? – mulig har overgået Fru J.H. – se Julenumret med Novellen på Do –) Det var som alle Gilder med Politikens Folk håbløst ubehageligt, stemningsforladt og præget af den Brandes Råhed,præget af den Brandes Råhed: Edvard Brandes var ved denne tiden redaktør for Politiken. der har anden tredje og fjerde Rangs Pladserne ved Bladet. Fy for Fanden, det er nogle fæle Folk. Jeg sad forøvrigt i en Kreds, hvor jeg befandt mig ganske vel, og da jeg gik tidlig hjem, led jeg jo ingen Nød, undtagen af Sult. Maden var for knap. De andre Gilder? Det ene et Æde- og Drikkegilde vilde, frygter jeg – for det var så inderlig godt ment – tage sig alt for usmageligt ud i kort Beskrivelse, og det andet, det hos Norries, ja, det sagdes jo at have været morsomt, og jeg gjorde mig også al mulig Umage for at more mig, men men, hvor tomt! Og hvor betænkelig nær i Grunden til den Tone, der har skræmt f.E. en Mand som Johannes Jørgensen bort fra Livet.skræmt f.E. en Mand som Johannes Jørgensen bort fra Livet: hentyder til Johannes Jørgensens omvendelse til katolisismen i 1896.

– Og alligevel når jeg tænker mig om, så var det vist i Grunden mere de Menneskers Udseende, der gjorde Løjerne så usmagelige. Der var to Søstre, den ene rigt gift og tidligere Operettesangerinde ved Kasino,rigt gift og tidligere Operettesangerinde: Det har ikke vært mulig å finne vedkommende. en meget enfoldig og godlidende Skabning, den anden ugift og så vidt jeg véd professionel Koncertsangerinde – tror Du, jeg i dette Øjeblik aner, hvad de hedder [«jo, Fru Hjardemaal!»]jo, Fru Hjardemaal!: skrevet i margen med * i teksten. – som ved deres kvasikønne Ansigter, Pudder og Silkestas (den ugifte var vist for Resten grim) satte Selskabets Rekkord betydelig ned. Jeg husker et lille Træk. Bordet – jeg kom sent fra Rigsdagen, Desserten skulde ombæres – havde sikkert været dødt, Kaffescenen gik noget livligere, så musiseredes der med Kierulf ved Pianoet,Kierulf ved Pianoet: vel komponisten Charles Kjerulf, tidligere musikkanmelder i Politiken. akkompagnerende sine nye Sange, så forsvandt jeg med Jensen fra Sociald.Jensen fra Sociald.: dvs. kritikeren C.E. Jensen. i et Kabinet, hvor vi snakkede længe, så hørtes der forskellig Sang og bebudedes noget meget morsomt. Det var Operettesangerinden. Jeg stod i Døren og så den pyntede Dame stå midt på Gulvet i Dagligstuen og foredrage nogle idiotiske Viser akkurat som en tarvelig Tribunesangerinde vilde have gjort det. Jeg skammede mig og så med Forskrækkelse på de andre, som lo og klappede. Først noget efter ved en tilfældig Bemærkning gik det op for mig, at hun havde gjort Løjer, det skulde være Parodi. Men dér har Du Selskabet, det var i hvert Øjeblik ikke umiddelbart givet, om man var i godt eller dårligt Kompagni. Og i dette svømmede den lille Emma J. som en køn og rolig med det hele udmærket fortrolig Fisk. Hun er ganske ukoket, men så vidt jeg kunde se bliver der gjort noget Kur til hende.

Første Nytårsdag var jeg hos Gotfred Rubin i stor Familjekalas. Der var en Mængde Børn, og meget elskværdigt havde man tænkt på Småen – jeg fik en hel Strømpe (efter engelsk Skik) fyldt med Gaver til hende – men det vilde have været for sent for hende. Jeg har også været til Middag hos Laurids Bing og har de hjærteligste Hilsener fra Fruen til Dig. Hos Rubins talte jeg med Fru Müller,Fru Müller: Det er flere mulige – det går ikke klart fram fra sammenhengen hvilken det var. som med Sorg omtalte, at Du på et Dampskib havde været så uendelig fjærn imod hende, hun, som ejer og læser med dyb Bevægelse alt, hvad Du skriver.

Imorgen skal jeg have Småen og spise med hende hos Henriques! Hav det godt kære, kære Amalie

Din ErikDin Erik: Sammen med brevet ligger det en gave fra Småen, et «flettark» hvor det står «Til Mamma fra Småen» (med «Kys» i en sirkel).



516. Amalie til Erik

Café de la RegenceCafé de la Regence: skrevet på Carte postale. Kafeen lå overfor Théâtre Français (Rue St-Honoré 161) og var tilholdsstedet for den skandinaviske koloni i Paris. Den er nå nedlagt. 11/1/96

Hvorfor skriver Du ikke – nu har jeg ventet og ventet på brev så uhyre længe. Jeg tænker mig alle mulige skrækkelige ting, både med Dig og småen, sygdom, død, ulykkestilfælde. Skriv dog endelig straks enten det er godt eller ondt. Men brevet må være i kassen før 6 om eftermiddagen for at nå mig i tide. Adresser det brev til hr. Louis Gudman Boulevard Strasbourgh 6. Jeg ved nemlig ikke hvor jeg bôr til den tid. Med mine flytninger har jeg havt så fabelagtige uheld at det ikke kan beskrives i brev. Jeg glæder mig til at skulle fortælle Dig det engang, for det er så sørgeligt at det blir helt komisk. Når jeg undtar det sidste brev fra småen er det 12 dage siden jeg hørte fra Dig.

Din A.



517. Amalie til Erik

Paris. 11/1/96

Iaften, da jeg kom hjem fandt jeg dit brev, som var skrevet den 4de, og altså har brugt 7 dage om at finde mig. Å gud, hvor jeg blev glad! Det er naturligvis for alle mine forandrede adressers skyld, for jeg kom slet ikke til at bo i rue Montenotte, hvilken gade det ikke er noget under at Du kjender, såsom det er dér, Elna Kurtén bôr, og dér Du i sin tid sendte det telegram, som aldrig kom frem. Å hvor jeg blev glad for dit brev! Der var altså intet ivejen, hverken sot eller sygdom eller vrede eller ildebrand, ikke med Dig og ikke med småen. Gud skelov!

Som jeg idag på mit brevkort antyded har mine uheld med flytningerne vært så storslagne, at jeg kan ikke andet end le. Men derom skal vi snakke. Min nuværende adresse vil jeg slet ikke sætte på brevet, for herfra skal jeg flytte på tirsdag, og her har vært det værste af alt. Send dit næste brev til Gudmann, er Du snil. Og sig mig om Du kan og vil gi ham «Paris». Forresten tænker jeg på snart at rejse hjem. Jeg længes, længes, og jeg har det ondt, og får det aldrig bedre, før jeg atter er hjemme, og føler at hjemme er noget andet end før, og det bedste i verden. Bare jeg kunde føle helt og stærkt at derhjemme i Klasensgade er der alligevel bedst at være. Men jeg har døjet så meget ondt der at – – –

Ja min kjære, dejlige ven, jeg husker at Du vidste besked om hvor jeg bôde i Kristiania bedre end jeg selv, da Du kom derop. Jeg blev så forskrækket, at jeg glemmer det aldrig. Å når Du minder mig om den tid, springer hjærtet af fryd som i ungdoms dage. Jeg minder mig så ofte selv derom, men da er det liksom det bløder inde i mig. Men når Du gjør det, falder der solskin over mig. Dette at også Du husker noget af det, der var for mig det eneste jeg kalder lykke – – – Ja, det er sandt at jeg vil være flou ved at kalde Dig Erik nu. Men Du storeste gud, hvor jeg gjerne vilde! Hvor det er sødt af Dig at hjælpe mig ved at ta lige på tingen, og forudsætte at det vil være flout for mig. Og klogt. Hvor ofte i den tid efter min hjemkomst fra galehusene har jeg ikke grædt og sorget over det, at jeg ikke sa Erik til Dig. Mange ganger har jeg syntes, det var let, fordi jeg vilde så gjerne, men når jeg skulde til det, døde navnet på min tunge. Nu vil jeg gjøre det.

Politikens julenummer og det dejlige brev fra småen fik jeg i rue St Honorée. Hils og tak og kys hende mange ganger og sig at jeg snart skriver til hende, og at jeg forleden kjøbte halsbånd og brosche til «Anita», som hun skal få når jeg kommer hjem. Iaften har jeg også fåt pengene. Det er ikke muligt at «Pol». har git mig meget? Har Du lagt noget til? Jeg er træt og søvnig og kl er mange, og jeg orker ikke mere. Godnat Erik, min Erik.

Din Amalie



518. Erik til Amalie

Kbhvn den 13 JanuarKbhvn den 13 Januar: skrevet på brevkort med adresse: «Til Madame Amalie Skram, adres. à Mr. Louis Gudmann, Boulevard Strassbourgh 6, Paris». [1896]

Kjæreste Ven, det må være dine Flytninger, der lader Dig miste Breve. Den 5 d.M. sendte jeg et 6 Siders Brev til Dig, adresseret efter den Adresse, jeg med nogen Besvær kunde læse mig til i dit d. 4 d.M modtagede Brev: Rue Montenotte 23. Dertil sendte jeg, så vidt jeg husker Dagen efter, de fra Politiken m.m. modtagede Penge, mellem 60 og 70 frs. Fru Goguin omtalte, at hun havde sendt Dig et langt Brev,Fru Goguin … havde sendt Dig et langt Brev: vel Mette Gauguin (født Gad), som hadde flyttet tilbake til Danmark med sine barn da hun ble separert fra sin mann Paul Gauguin. I KBs samling finnes ingen brev fra Mette Gauguin til Amalie. hvorpå hun øjensynlig ventede Svar. Fra Politiken var der allerede afgået en Sending Penge til din oprindelige Adresse (Rue Caumartin). Jeg har med Spænding ventet på at høre fra Dig, fordi jeg bl.a. nok formodede, at der kunde komme Uheld ud af disse pludselig opdukkende ny Adresser. Forøvrigt alt vel! Kommandør Wilde døde i Lørdags. Jeg var hos ham om Fredagen, han var fuldstændig åndsfrisk og sendte Dig en Hilsen

Din E.



519. Erik til Amalie

Kbhvn den 15 Januar 1896Kbhvn den 15 Januar 1896: sammen med en konvolutt hvor det står: «Dit Brev har været først i London».

Min sødeste Ven, Du aner ikke, hvilken Fryd det er for mig at få et Brev med Sol og Lys fra Dig. Alt bliver anderledes i mit Liv. Jeg retter Ryggen, og den Munterhed, jeg ejer, går ind i mine Knoklers Marv. Ja, kære Ven, kom kun hjem! Kom hjem, når Du føler, at der i dit Hjærte er levende og dejligt Liv, at der i dit Sind er Sundhed og Lyst til at gribe om og holde prøvende fast det, der er ment godt, det, der vil det milde, ømme, hensynsfulde, kærlige. Kom, når Du er i Stand til ikke alene at holde af mig i din Fantasi, men til at give give mig din overbærende Kærlighed; den, der har set mine Fejl og omgiver mig med sin Mildhed endda. Lille søde Amalie, kan Du flytte mig fra at være din fjærne «Mand» til at være din Erik, så tror jeg, at hvor gamle vi end vel nu må kaldes, så er der os dog en Ungdom forbeholdt, som skal bære god Frugt. Du må ikke gærne tænke med Skræk på dit Hjem i Klassensgade. Du var ikke rask, min elskede Ven. Alt fik et forkert Præg i dine Øjne og et sygeligt Udslag i dine Handlinger. Havde Du formået at lægge Armen om min Hals, når Du blev bedrøvet, havde Du kun en eneste Gang kunnet le ad dine Sorger, min Ven, alt havde da fået et andet Udseende. – Nå, men nu sidder jeg stille og venter på Dig og vil ingen Overilelse have og er blot fornøjet over, at Du har ladet mig skimte Begyndelsen af Enden på din Udlændighed.

Jo, Pengene er rigtig dine. 40 Kr for Artiklen (ikke i Julenumret) og 6 Kr for Oversættelsen, det bliver den Sum, jeg sendte. «Paris» skal jeg sende, men jeg er blot foreløbig fuldstændig uvidende om, hvordan en sådan Sending går for sig, og så er jeg jo så nogenlunde uden Hjælp, idet jeg ikke kan bruge den Kone, som kommer om Morgenen til mig, til andet end det aller nærmest foreliggende. Og «Paris» er jo en Pakke man ikke løber langt med. I de nærmeste Dage kan jeg nu næppe foretage noget, Rigsdagen binder.

Jeg nævnte på mit Brevkort, at gamle Wilde er død. Hvor underligt det gik, at jeg, som skændig havde forsømt ham, blev den sidste Ven, han talte med i dette Liv, og at den Hilsen han sendte Dig, blev så noget nær den sidste Tanke, han sendte bort fra sit Hjem. Det var i Fredags. Jeg, som ikke havde kunnet overkomme at begive mig over på Ørstedsvej, havde fra Morgenstunden indrettet mig derpå, ja alt fra den foregående Dag havde jeg vidst, at jeg vilde det. Begge Dage var «Fridage», og jeg havde om Torsdagen hentet Småen fra Børnehaven og haft hende hos mig – netop fordi jeg vilde bruge Fredagen til Besøget hos Wilde. Jeg anede ikke, at han var Døden så nær, og Forandringen i hans Tilstand var også kun få Dage gammel. Døden lå over hans Bryst, han havde ondt ved at tale, men han var fuldstændig åndsfrisk og hørte med Interesse efter hvert Ord, man sagde. Der var en gammel Veninde på Visit, da jeg kom. Efter at jeg var gået, havde han ligget stille hen og sovet godt om Natten. Så Lørdag Morgen bad han om lidt Vin og Vand og efterat have drukket faldt han på ny hen og sov sig så stille ind i Døden. Hans Søn Alexander,Hans Søn Alexander: dvs. amtsforvalter, maler Alexander Wilde. der var kommen til Byen og boede hos Svigerfaderen tæt ved, kom et Par Minutter for sent til at se ham dø. Ham havde han endnu Fredag Formiddag dikteret et Stykke af de bestandig fortsatte Memoirer,de bestandig fortsatte Memoirer: Åtte bind av den eldre Alexander Wildes Erindringer ble trykt i årene 1884–95. et Stykke, hvori der ikke var en Fejl i Sætningsbygningen eller et Spring i Tanken. Sønnen læste igår for mig det, Faderen på det sidste dels selv havde skrevet, dels dikteret ham. Schandorph har skrevet en overmåde slet Nekrolog i Politiken,Schandorph har skrevet en overmåde slet Nekrolog i Politiken: Den sto i bladet 13/1/96. en af disse Smagløsheder, Manden jevnlig begår, når han skal lade overlegen. Han skildrer Wilde nærmest som en godladen og uvidende Bonvivant, der havde Hode nok til at kunne nyde et så åndfuldt Selskab som Schandorphs. Og så lader han ham være indiskret og pralende med sit Venskab med Kong Oscar! Samme Schandorph falder forøvrigt svært af og er vistnok nu gennemgående mismodig.

En anden Nyhed af bedrøvelig Art: Gamle Mejer, Fru Frederikke Henriques’ Fader, har mistet alle sine Penge,Gamle Mejer, Fru Frederikke Henriques’ Fader: Forfatteren Axel Henriques hadde giftet seg med Frederikke Meyer. Hennes far var mekleren Meyer Saul Meyer. og efter nogles Sigende, endnu mere, i dumme og begærlige Spekulationer med Guldmineaktier. Jeg spiste hos Henriques (sammen med Småen) i Søndags 8 Dage, gamle Mejer kom om Aftenen, og skønt Sagen da vistnok var temmelig ny – jeg vidste den Gang intet –, var der intet at mærke på nogen af Familjen. Henriques synker fra at have en betydelig Rigdom i Vente til ikke at eje mere end, hvad han fortjener. Nå deri indgår for hans Revuer og Blæksprutterhans Revuer og Blæksprutter: Visedikteren og journalisten Axel Henriques forfattet den årlige sommerrevy til Morskabsteatret og Nørrebros Teater. Fra 1889 var han også medarbeider ved den satiriske årsrevyen Blæksprutten. vel en 6, 7000 Kr om Året. Han har sendt Dig og mig et Nytårskort, men da jeg synes, det er dumt, og jeg véd, Du ikke vil forstå et Muk af det, og det koster Penge, har jeg undladt at sende Dig det. Du må, når Du kommer hjem, ikke røbe det. Efterat have tilstået at jeg «endnu ikke» havde sendt det, bedyrede jeg, at det skulde afsted.

Jeg har sendt Lange 25 Kr i Honorar.Jeg har sendt Lange 25 Kr i Honorar: Det finnes et brev på KB fra legen Christen Lange, datert 31/12/95, med takk for honoraret – men det er uklart for hva. Han skriver ellers til Erik om foredrag i «Samfundet». Var det nok? Der er en Satans Vinhandlerregning og de djævelske Skatter at komme udover (100 Kr tilsammen). Jeg kunde ikke sende mere. – Småen er dejlig som altid. Hun længes hjem og hjem, det lille Menneske! På Lørdag er hun indbudt til Dans hos Gerstenbergs, jeg har aftalt det fornødne med Fru Slomann.

Din Erik

[Tilføyelser på side 4 og 6]:

Bernt Lies nye Bog er kun halvt god.Bernt Lies nye Bog: norsk forfatter, nevø til Jonas Lie; skrev populære romaner om nordnorsk handels- og embetsmiljø. I 1896 gav han ut Nordover. Fortællinger og Billeder. Jeg skrev til ham derom, og har fået et elskværdigt Svar.

Det er kedeligt, at jeg omtrent intet véd om dit Pariserophold og dine Følelser for Byen.



520. Amalie til Erik

Paris rue Jacob 58. 20/1/96

«Lille søde Amalie», «lille søde Amalie» hvor de ord laver musik for mine øren! Det er så længe, så længe siden Du har sagt dette «lille søde».

Du er et højbårent menneske! Evig velsignet være den mor, der bar Dig i sit skjød og fødte Dig. Træk nu ikke på dine store, skjønne skuldre, og sig ikke, at Du liker ikke ord. Det er bare fordi jeg har havt så altfor stor en overflødighed af dem – det er derfor, Du er blet træt og led ved ord. Det er jeg også, og derfor siger jeg ikke mere, bare lægger mig stille ned på mine begge knæ foran Dig og takker, takker. Jeg vidste ikke at jeg betød noget for Dig mere, og så skriver Du pludselig sånne ord til mig.

Der var engang et menneske, som efter lidelser og ulykkelige hændelser og alskens forvildelser, 10,000 ganger måtte stå ved livets kildespring, ved godheds og kjærligheds evindelige kildespring, før det menneske lærte tingenes og livets værdier at kjende. Og før det menneske la sig stille ned på det sted, hvor der var hvile at finde. –

Men så, da jeg er fremme, hvad gjør det så, «at solen mig har brændt?»«at solen mig har brændt»: sitat fra en salme fra 1875 av den norske prest og indremisjonsleder Lars Oftedal: «Å at jeg kunde min Jesus prise, som jeg af hjertet dog så gjerne vil». En strofe i salmen lyder: Snart er vi hjemme og står for tronen, / hvad gjør det da om solen har os brændt? / Når hytten falder, så får vi kronen, / og alt elende er så dermed endt. Salmen har stått i kristelige sangbøker, og kom først i 1984 inn i kirkens salmebok. Amalie har kanskje støtt på den da hun sommeren 1893 bodde på Natland sammen med Småen, og ble godt kjent med folkene på gården

Ja, i storm og kval og undergang gik det for sig. Jeg var pludselig fattig og nøgen og dødsdømt, og vidste at jeg leved af et menneskes nåde. Vidste at når det menneskes arme sank trætte ned, og ikke mere orked at holde mig oppe, da var det forbi. Ja, kjære, kjære Erik, sådan har dit liv vært sammen med mig. Jeg det først, da dine arme begyndte at synke af træthed. Jeg havde vært så altfor vant til det gjennem de mange år, det var så selvfølgeligt, at Du skulde bære mig over alt, alt – å gudskelov og tak fordi der dog inde i mig fandtes en gryende evne til at forstå det altsammen rigtig. Og så, når jeg er fremme, hvad gjør det så, at solen har mig brændt? – Jeg har vært på prøve hernede, på mangehånde prøver, og jeg tror nu, at jeg ved hvad der er det eneste jeg vil.

Hvad Paris har vært for mig? Paris har vært Dig og småen og sorgen. Nu først, efter at dine dejlige breve har skabt lys omkring mig, begynder Paris at bli Paris. Og nu må jeg rejse. Det er vanvittigt at bli her længere. Hegel har vel ikke solgt noget videre af min sidste bog, ellers vilde han vel ikke ha vært så smålig mod mig. Og så er det jo alligevel ingen grund til at være smålig. Uf ja, der kommer onde tider. Jeg har brugt så forfærdelig mange penge, ikke fordi jeg har brugt dem, men fordi jeg er blet snydt og bedraget og bestjålet. Franskmændene er verdens griskeste folk. Det er jeg vis på.

Søde, dejlige småen – den fryd jeg føler ved tanken på snart at skulle ha hende på mit skjød, kysse hendes ansigt og hænder, og høre hendes stemme. Og Vilde, som er død. Jeg har tænkt så meget på ham efter at Du skrev om hans død. Og så har han spøgt for mig hernede. Sandelig! Han var jo så godt kjendt i Paris, så det er ikke så underligt.

Ja, min elskede lille søde Erikmand – det er forlidt hvad Du har git Lange. Men jeg bare undrer mig over at Du har kunnet gi ham nogetsomhelst. Ak ja, jeg har pengelige fremtidsbekymringer, men er dog glad. Og nu er Vilde død, og vi får vel ikke fri rejse til Finlandvi får vel ikke fri rejse til Finland: se brev 505, note 4. hvorhen Du og småen foruden jeg er indbudt til at være i sommer –

Jeg bor nu på den anden side Seinen. Tæt ved Quai Voltaire, som er en face de Louvre. I et lidet privathotel, hvor jeg altså ikke behøver at spise, men kan få mad nårsomhelst jeg vil for 2 frc. pr måltid, hvilket efter parisiske forhold er billigt. Hvis Du har fundet kortet, så se på Quai Voltaire, der går en gade op som heder rue des Saints Peres, så kommer der en liden sidegade til venstre som heder rue Jacob og der bôr jeg i det andet hus fra hjørnet lige overfor Hospital de Charité. Her skulde jeg ha boet hele tiden – nej først en måned i pensionat til jeg var blet lidt kjendt, men så her.

Jeg rejser antagelig herfra på lørdag til Antwerpen – idag er det tirsdag [?]idag er det tirsdag [?]: Det kan leses «tirsdag» eller – «torsdag» men 20. januar var en mandag. – Jeg kan ikke døje jernbanen for så lange rejser, og foretrækker 1000 ganger skib som afgår fra Antwerpen til Kjbhvn. søndag morgen tidlig og er fremme om 3–4 dage. Billigere blir det også. Jeg ved vel at det er en styg årstid, og at jeg kan risikere at forlise på den fæle jydske vestkyst [?]den fæle jydske vestkyst [?]: En del av brevet er avrevet. men det som skal ske, det sker. Og døden skal jo også en årsag ha. Hvis jeg skulde gå under på rejsen, så vil tanken om at jeg så slipper for Slott Møller, være mig en husvalelse i min sidste stund. Jeg skriver endnu en gang til Dig min kjære gut Erikmand. Skriv også Du engang til mig.

Din Amalie



521. Erik til Amalie

Torsdag i RigsdagenTorsdag i Rigsdagen: Brevet er ikke datert, men det må være skrevet 23. januar.

[23/1/96]

Kun et Par Ord min elskede Ven, for jeg er bange for, at dette Brev ikke når Dig, hvis Du virkelig gennemfører din Plan at rejse fra Paris på Lørdag. Jeg sidder i Rigsdagssalen og snyder mig til at skrive dette Brev, medens en socialdemokratisk Taler står og søger ved Citater at ødelægge Venstrepartiets Ordfører, der i År har valgt at anslå en forsonlig Tone over for Regeringen.

– Jeg har lige taget Afsked med Småen, hun sidder med Fru Slomann og Margrethe hos en Konditor her ved Siden af og spiser Kager. Jeg var ude hos dem for at fortælle, at nu kom Mamma snart, og så fulgte de mig til Byen, og jeg satte det lokkende Punktum inde hos Konditoren. Småen var henrykt ved Efterretningen. – Nu stiger Striden i Salen. Jeg har ondt ved at holde Tankerne sammen, den ene Taler efter den anden rejser sig imod Socialdemokraten – Jeg venter Dig med Længsel min kære kære Amalie. Og Du må ikke tro, at dine «Ord» er faldet i gold Jord. De har varmet mit Hjærte og gjort så inderlig godt. Mit Hjærte er jo ikke anderledes end dit. Det trænger også til Varme. – Men nu spekulerer jeg på, hvornår Du kommer og hvordan jeg kan få at vide, når Skibet kommer til København. Jeg jo tage imod Dig – og det manglede bare, at jeg ikke skulde være til Stede ved din Ankomst. Men sæt nu, at den falder i Rigsdagstiden. Så kan Du jo ikke komme ind hjemme i Klassensgade. Blot jeg vidste, hvilket Skib Du går ombord i. Hvis Du får dette Brev, så beder jeg Dig altså om fra Antwerpen at sende et Brevkort. Det vil vist komme i rette Tid. For Resten kan jeg vist nok på en eller anden Måde få fornøden Underretning på Dampskibskontorene her.

Men altså velkommen, velkommen hjem min søde lille Amalie. Bliv altid ved at være min søde søde Ven.

Din Erik



522. Amalie til Erik

Paris, rue Jakob 58 26/1/96

Tak min kjære Erik for dit brev, som kom igår. Uf, det var skrevet med disse store bogstaver, med bredt mellem rum mellem linjerne, der haster for at bli færdig, og arket var ikke fyldt engang. Men jeg forstår godt hvad Du siger, at Du var bange for, det ikke skulde treffe mig, og at Du derfor ikke gad skrive noget videre. Istedetfor disse aldeles ligegyldige, og for mig kjedsommelige bemærkninger om hvad rigsdagens talere sa, kunde Du jo dog imidlertid ha fundet tid til at skrive om noget andet. Men naturligvis, også det forstår jeg, når Du altså sad der, mens Du skrev.

Det er kjedeligt at «Paris» til Gudman [sic] ikke er kommet. Det sér så uvederhæftigt ud fra min side. For jeg har sagt, at Du vilde sende den, straks dengang Du havde skrevet til mig at Du vilde. Og Gudmans har vært så snille mod mig.

Jeg rejser altså ikke hjem over Antwerpen. Venner hernede råded mig så stærkt fra det. Der var så mange kjedelige og kostbare grejer med toldvæsen o.s. v. for at komme over grænsen. Derimod råded alle mig til, når jeg endelig vilde sjøvejen, da at rejse over Havre. Og det gjør jeg nu. Jeg har skrevet til din bror Tyge om besked når skibet går,Jeg har skrevet til din bror Tyge: dansk konsul i Le Havre. Brevet finnes ikke på KB. og han har svaret venligt og kjøligt, og lovet at møde mig på banegården. Og det er jeg glad for. Det er så rædsomt at skulle hjælpe sig selv i fremmede lande. Forresten har jeg slet ikke bedt ham om det, men han har altså vært over forventning snil.

Jeg er så træt, så træt i nat. Jeg kan knapt skrive. Jeg har vært ude i hele dag og har nu pakket alt, og skal rejse til Havre imorgen, mandag kl. 6,40 aften. Skibet går fra Havre tirsdag. Fra Havre skal jeg sende Dig et brevkort. Men jeg har så meget andet at gjøre imorgen, så jeg måtte være færdig med pakningen i nat.

Jeg glæder, glæder mig til at komme hjem til Dig og småen. Tak du dejlige som siger, at Du venter mig med længsel. At Du kan sige det hvælver som en himmel af godhed over Dig.

Din Amalie



523. Amalie til Erik

Havre, ombord i dampskibet Jacobsen. 28/1/96.

Min kjære Erik, nu er jeg altså her, vel anbragt ombord og skal gå om en time eller 2. Din svigerinde MarieDin svigerinde Marie: den franske Marie Fromage, gift med Tyge. er med mig. Hun snakker og snakker, og er meget elskværdig og munter. Jeg kom altså hid igåraftes kl. 11, 16, og fik til min bedrøvelse straks høre af Tyge, at skibet ikke gik før ieftermiddag. Han havde skrevet til mig, at jeg måtte være der om aftenen. Tyge har vært overmåde gentil og snil imod mig, og dog er jeg ikke kommen til at holde af ham. Det er en underlig kold og snevertopfattende herre.

Kaptejnen siger at rejsen i heldigste tilfælde tar 4 dage. Altså skulde jeg være i Kjbhvn lørdag aften. Men man må vel gjøre regning på længere tid på denne årstid. Det er imidlertid roligt vejr med måne og kaptejnen siger, der er al mulig grund til at vente en fortsættelse af det gode vejr nu efter alle stormene. Så det kunde jo være, at vi er fremme lørdag aften. Der er imidlertid ingen anledning til at gi Dig nærmere underetning, da skibet går direkte til Kjbhvn. Kommer vi ikke før søndag så må småen være med til at møde mig. Lørdag aften er det jo umuligt for hende.

Jeg glær mig til den lange sjørejse, og er inderlig glad for at slippe jernbanen.

Hvordan står det til med pige? Har Du eller fru Slomann fæstet nogen? Det blir lejt at skulle begynde med kone, som vel ovenikjøbet vanskelig kan fåes.

Min kjære, søde ven, jeg håber, håber inderlig at jeg skal være snil og bli ved at være snil når jeg nu kommer hjem til Dig, og vort dejlige barn. Hils og kys hende 1000 ganger fra mig.

Gud gi, Du var der når skibet kom. Kanske blir der sendt et telegram fra Helsingør. Ja, så sés vi altså snart.

Din Amalie.



524. Amalie til Erik

[?/3/96]

Jeg drømte idagJeg drømte idag: Brevet er udatert og ser ut til å være skrevet mens de bodde sammen; det ligger sammen med en konvolutt hvor det bare står: «Hr. protokolsekretær Erik Skram». ikke om at ville såre Dig ved at vise min glæde over at glasskålen var gåt istykker. Ja, for jeg var glad. Da den sprak med et smæld i kjøkkenet igåraftes sa jeg uvilkårlig højt: gudskelov! samtidig med at jeg gråd over min dejlige gelé, der flød ned fra bordet, ud over gulvet. Noget af det samme følte jeg, da jeg i Paris havde mistet pengene. «Et gode er der da ved det,» tænkte jeg: at den portemonnai er tat fra mig.

Og nu min søte, søte Erik, prøv på at forstå det. Disse ting havde jeg fåt hos Dig i den rædselsfuldeste tid af mit liv, i den tid, da dit hjærte (og med rette) ikke var hos mig. I den tid, der gik umiddelbar foran alt det med hende, og det afgrundsonde ophold i Birkerød.det afgrundsonde ophold i Birkerød: Det er ikke sikkert nøyaktig når dette var, men det var kanskje en stund etter sykehusoppholdet i 1894. Det blir ikke omtalt andre steder i brevene.

Dette, at både portemonnaien og glasskålen er kommet ud af verden, har for mig symbolsk betydning. Ligeså sandt og vist det er, at jeg endnu den dag idag sorger over at den første gave, Du gav mig – den søde brosche, de trofaste norske bondeknapper,de trofaste norske bondeknapper: se brev 23. som Du havde tat med Dig deroppefra, og hernede fåt lavet istand til mig, at den gave blev borte fra mig (jeg når aldrig den dag, da jeg formår med ligegyldighed at tænke derpå) ligeså sandt er det, at jeg aldrig tog den glasskål og den portemonnai i min hånd, aldrig så de tingester for mit øje, uden at føle et stik i hjærtet. Og endda glasskålen var så pen! For de hører som sagt til den, den den tid. Hvis jeg mister eller får ødelagt noget af det, Du i gamle dage eller nu har git mig, da vilde jeg sorge, ja græmme mig.

Min søte søte Erik. Du ikke være sint på mig. Jeg kan ikke nu ville Dig andet end godt. Du er mig nu likså dyrebar som dengang, jeg sad i Kristiania, og leved af at tænke Dig, af at ha Dig. Ganske vist havde jeg da ingen forstand til at vurdere hvad det var for en skat, der var falden i mit uværdige, og især uforberedte skjød, men dette at Du var til, og at Du var min, gjorde jorden gylden og livet til et dejligt eventyr for mig. Og nu har jeg Dig igjen på samme måde. Du véd ikke for en lykke jeg føler. Sødmen af dine kys, da Du i søndags kom fra Slomanns, og tog alt det dumme, onde bort, holder sig frisk indeni mig. Jeg kunde ikke vente. Jeg måtte straks sige Dig det. Nu har jeg siddet her og grædt, så jeg næsten ikke kan gå op til ham på marterkammeret.gå op til ham på marterkammeret: kanskje Harald Slott-Møller, som fremdeles holdt på med bildet? Grædt fordi jeg havde gjort Dig fortræd.gjort Dig fortræd: Brevet er ikke underskrevet.



525. Erik til Amalie

Rigsdagen, Kjøbenhavn d. 18 Marts 1896

Min kæreste, min lille Amalie. Jeg gik idag uden at give Dig et Kys. Det Kys sidder på mine Læber og længes efter Dig. Her sender jeg Dig det. Dette Brev vil jo vistnok komme før til Dig end jeg selv.

Din Erik



526. Amalie til Erik

[4/4/96]

Det gjør mig så ondt,Det gjør mig så ondt: Brevet er ikke datert, men se note 4. at se Dig så bedrøvet om dagene. Er det hende? Hun, som Du for min skyld har opgit? Vær ikke bedrøvet over det, min søde Erik, for det mellem Dig og hende, vilde ikke ha gestaltet sig til lykke for Dig. Du vilde i et år, kanske i nogle, for Du er jo så langsom – gåt og vært fyldt af det nye, af kampen, og elskoven og troen på, at Du var uovervindelig i din kjærlighed, og at alt måtte ende, som Du tænkte og vilde. Men ak! vennen min! Endda uslere vilde det endt, end det er endt mellem Dig og mig. Å, bare Du dog vidste det, så sikkert som jeg – nu, uden nogen slags skinsyge – véd det. Jeg véd så meget om hende. Hvor jeg nu forstår dr. Langes ord,dr. Lange: se brev 519, note 7. som dengang klang som en bebrejdelse over min mangel på intelligents –: «Hvor kan De dog tro, at Deres mand kan være naiv, at ta én, som frk. R. au serieux»?at ta én, som frk. R. au serieux: dvs. frk. Rosengreen (se brev 489, note 3). Og jeg, som vidste i hvilken allerhøjhelligste grad, Du havde tat hende au serieux!

Nu bagefter blir det liksom til intet at Du også i sin tid, tog mig au serieux.

Men er det hende, som gjør Dig slig om dagene, har hun atter skrevet til Dig, og bedt Dig om at Dere skal være «hinandens venner i nødens stund», som hun gik og sa deroppe i Xania – hun var ulykkelig – og Du havde en umulig kone, og Du havde skrevet det, og det til hende – så i guds navn – prøv det med hende. Jeg vil heller se Dig glad med det, end slig som nu uden det. Du har vakt min sanselighed til live – Du har også hjulpet mig til at dræbe den. Enten-eller – Det er nu mig. Og endelig, endelig en gang er jeg blet så led ved dine bedste kjærtegn, fordi Du så ofte ikke gav mig dem, når jeg tørsted efter dem, at jeg nu af hele min sjæl spytter på dem.

[Dette – krysset ut] Det første, no. 1 skrev jeg for en time siden.Det første, no.1: Dette ligger sammen med en konvolutt hvor det står «Brev No.2 Påskelørdag 96». Og det skal Du ikke bry Dig om. Det forandrer intet. Men dette, som Du altså nu i din «gamle, gamle» alder gir af godhed og hensyn og finhed og stilhed – det er for mig ikke liv. Gad vidst om Du ligeoverfor dine tidligere mange elskeder og elskerinder, har vært ligedan? Ja, det har Du kanske, med altså det plus, som ungdommen gir. Men jeg kan aldrig bli gammel! – Ikke engang gammel, når døden snartsnart: Ordet er understreket tre ganger. en dag tar mig; gammel i erfaring har jeg desværre vært længe. Likså uerfaren og uvidende jeg var, den gang jeg gifted mig, likså vidende og erfaren blev og var jeg 12–13 år efter. Og dog var jeg, dengang påny min skjæbne stod overfor mig, i skikkelse af Dig akkurat den samme, som i gamle dage.

Jeg skriver dette, fordi jeg har en forestilling om at jeg snart må dø. Kanske tar jeg fejl, som så ofte før. Men gud véd dog.

Der er kun ét, som er lykke i verden; at være to, som kjender sig selv igjen i hinanden. Og det har vi to arme, aldrig gjort. Hvor har jeg dog stræbet og slidt efter at finde om bare blot noget af mit inderste indre, min livs sjæl og jeg i Dig. Men aldrig, aldrig er det lykkedes. Forleden aften, da jeg gik direkte løs på Dig med spørgsmål, hvor sank mit hjærte ikke ved dine svar. Dine arme svar!

Denne fornyelsens, og foryngelsens evne som for eks. jeg har fra uge til uge, ja fra dag til dag – den bruger Du masser af år til.

Jeg begynder at indse det rigtige i dit snak om min overdrivelse. Jeg har vel dog ikke vært fuldt så ussel, og Du ikke fuldt så herlig, som jeg har troetsom jeg har troet: Brevet er ikke underskrevet.



527. Amalie til Erik

Ø Klasensgade 11 3/6/ 96

Kjære Erik tak for dit brevkort.tak for dit brevkort: mangler i samlingen. Dette brev kom igår, og da jeg så, det var fra Galschjødt,det var fra Galschjødt: Martinus Galschiøt var blitt redaktør av Tilskueren. Hans brev finnes ikke på KB, men Amalies svar, datert 2/6/96, ligger i samlingen. og tænkte at det var noget, som straks kræved svar, og som jeg kanske kunde svare på, siden Du var rejst, lukked jeg det op og så efter. Jeg skrev øjeblikkelig til Galschjødt, og sa, at Du var rejst, men at jeg syntes, han skulde gjøre med vedk. manuskript som Du vilde. G. har nemlig vist slet ikke ret i sine indvendinger. Bagefter kom jeg dog i tanker om at det sikkert var det retteste at sende Dig brevet, for at Du kunde se hvad han siger. Men som sagt, jeg tror ikke han har ret. Jeg håber, Du ikke er sint på mig fordi jeg lukked op brevet og svarte.

Jeg næsten misunder Dig som er ude og rejser i dette strålende skjønne og varme vejr. Ialtfald ser det varmt ud men jeg véd ikke, for jeg har ikke vært udenfor entreedøren siden Du forlod mig. Men nu skal jeg ned med dette brev, og iaften går jeg til Petersens. Jeg klarer ikke ensomheden, og sendte derfor Ragnhild med brev til fru Petersen hvis adresse jeg havde fåt af Tyge,brev til fru Petersen hvis adresse jeg havde fåt af Tyge: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. om at jeg gjerne vilde komme. Bagefter har jeg fåt en rædsel for at jeg kanske havde misforståt Dig, og kanske slet ikke var buden. Arbejdet har jeg endnu ikke sét på.Arbejdet har jeg endnu ikke sét på: Amalie fikk flere fortellinger trykt i Tilskueren i 1896 og 1897: «Glæde», «Post festum», «Det røde gardin». Hun var heller ikke ferdig med Afkom (1898). Der må gå nogle dage, før jeg får en liden smule bugt med den sviende nedtrykthed, som tomheden i huset og endda mere tomheden i hjærtet forvolder mig. Inat har jeg også havt en ond nat. Hvert øjeblik syntes jeg, det gik i spisestuen og kom lige hen til min dør. Tilsidst sprang jeg op og låste mig inde. Men det hjalp ikke. Uf ja huttetu!

Din Amalie



528. Erik til Amalie

SakskøbingSakskøbing: skrevet på korrespondance-kort. Bortsett fra å besøke Holger og Charlotte Rørdam har Erik også skrevet om sin reise. Hans artikkel «Et Indtryk fra Lolland» står i Lolland-Falsters Folketidende 8/7/96. den 4 Juni 1896

Kære Amalie

Tak for dit kære Brev. Din Beslutning om idag eller igår (?) at gå ud glæder mig i høj Grad. Den Ensomhed, som Du i Øjeblikke har frydet Dig til, er for lumsk en Ven. Pludselig er den en ondartet Fjende. Og rent fysisk går det ikke an at leve som Du har planlagt. Men det nytter ikke, at jeg siger det, Du må selv gøre Erfaringen. Galschiøts Indvending er jeg bange for er berettiget. Blot at den gøres synes mig ildevarslende, og jeg har skrevet til ham, at han må gøre som han synes rigtigt. Jeg har det godt i denne tropiske Varme, hvor jeg kører med Rørdam i Landpraksisjeg kører med Rørdam i Landpraksis: Holger Rørdam var lege i Sakskøbing og fra 1895 medlem av Folketinget som felleskandidat for de to Venstregrupper. og sejler med ham i Kutter. Nu har en Komité her anmodet mig om at holde Tale imorgen ved den stedlige Grundlovsfest, hvilket jeg er gået ind på og naturligvis fortryder, for nu skal jeg lave en Tale! Småen, Småen længes jeg efter.

Din Erik



529. Amalie til Erik

Fredag 5/6/96

Kjære Erik! Jeg har ikke «frydet mig til ensomheden». Jeg har med gru og banghed valgt den, fordi jeg vidste, den var den eneste betingelse for at jeg skulde kunne få skrive noget. Hvis der da mere gives nogen sådan betingelse! Jeg følte mig forpligtet til at gjøre det, fordi når jeg intet fortjener, går det os endda værre end når jeg fortjener lidt. Du ser jo selv: lån og lån, og atter lån! Jeg vidste meget vel fra foregående erfaringer, blandt andet fra ifjor på disse tider, og fra Paris, hvad den, som Du tror, af mig eftertragtede ensomhed betyder. For en forfærdelig lidelse den er, og hvad kræfter, og vilje til at ville lide for at opnå noget – der skal til. Min rædsel for den ensomhed, min ganske menneskelige tilbøjelighed til at ville flygte fra «Korset» gav sig også luft i ordene til Dig den aften, Du var kommen fra Roskilde da jeg naturligvis kun halvt for alvor spurgte om Du ikke kunde ta mig med Dig, og hvor Du svarte de «forstående og kjærlige» ord. Naturligvis var jeg også træt og udslidt af kavet herhjemme, hvad enhver anden i mit sted vilde være bleven længe forinden, ja hvad de allerfleste andre i mit sted slet ikke vilde ha påtat sig. Men det var jo fordi jeg ikke vilde ha en pige. Det véd jeg nok. –

Det indlagte kom igår.Det indlagte kom igår: Der finnes noen brev fra Ernst Bojesen til Erik på KB, men ikke dette. Da jeg så, det var fra Bojesen (hans navn stod på konvolutten), og da der også stod: haster, åbned jeg det for at sende det. Her er det.

Din Amalie.

NB Hvis den dag kom, da Du kunde sige: «Nu behøver Du ikke mere at skrive» – – om jeg så vilde vælge at være ensom her[h]jemme!



530. Erik til Amalie

Næstved 12 Juni [1896]

Kæreste Amalie To Breve har jeg skrevet og ikke afsendt til Dig. Ordenes Afmagt ligger tyngende over mig. Jeg begriber aldrig, hvorfor vi to, som vil hinanden det gode, skal have så vanskeligt ved at gøre det vi vil. – Jeg har ført en temmelig omflakkende og uberegnelig Tilværelse, tildels endog til Søs på en Kutter. Igår dumpede jeg fra Søen her ind til Næstved for at tage ud til Førslev Gård til Godsejer Neergaardat tage ud til Førslev Gård til Godsejer Neergaard: Amalie og Erik bodde ofte på Førslev Gård i disse årene. I 1895 var den blitt overtatt av Jacob Edvard de Neergaard. men fik Telefonbud om, at han var borte. Nu skal jeg om et Øjeblik med Toget til en lille Station i Nærheden af Gården, hvor han vil afhente mig. – Hvis der nu er Mulighed for, at jeg uden Påtrængenhed kan blive der i nogle Dage, vilde jeg såre gerne, at han spurgte, om ikke Du vilde gøre Besøget med, det ligger nær, at han gør det, og i så Fald beder jeg Dig så godt og varmt jeg kan om at komme, blot for at jeg kan trykke din Hånd og kysse Dig. Igår, da jeg var alene her, var jeg lige ved at afbryde min Tur og tage hjem til Dig. Min Adresse er altså nu: Førslev Gård, Godsejer Neergaard, Næstved

Din Erik



531. Erik til Amalie

Førslev Gaard Fredag [12/6/96]

Kære Amalie Jeg sidder nu på Førslev Gaard og benytter et Par Øjeblikke før Middag til at sende Dig den Underretning, at min gode Plan om mulig at blive her og så endog mulig få Dig herned er røget i Lyset af den simple Grund, at Neergaard imorgen rejser ind til København. Så er jeg nødt til at gå videre på min Ekspedition og havner formodentlig et Sted i Jylland. Det er for øvrigt en slem Omstændighed ved denne Rejse, at den koster blodig flere Penge, end jeg havde drømt om. Det at være Gæst er snart lige så dyrt som at betale for sig på Hotel. Jeg ved næppe, hvordan jeg skal klare at få denne Rejse gennemført, og Du trænger vel også snart til Penge. Jeg beder Dig skrive mig til og sætter nu foreløbig min Adresse til Odense poste restante.

Fra Småen havde jeg ved Fru Slomann Brev igår, hvoraf jeg ser, at Du i Søndags var der ude. Og Småen synes jo at trives fortræffeligt. Hendes Brev til mig var kun kort.

Din Erik



532. Erik til Amalie

Torsdag AftenTorsdag Aften: kan dateres ut fra Amalies svar. [23/7/96]

Hvor det var sødt af Dig kære Amalie at sende mig det Brev fra Hotel du Nord.det Brev fra Hotel du Nord: mangler. Jeg fik det nu for lidt siden, og nu er jeg træt af Indesidden og går en Tur. Ak, jeg tænkte ikke på, at I vilde have set ud, dette sidste milde Indtryk af jer to gør det mig ondt at have mistet. Jeg gik og tænkte på jer begge og var så glad ved, at I var vel installerede og forhåbentlig kunde sidde uforstyrrede til Helsingør. Og jeg tænkte også på, at det for Dig med den anstrængte Nat formodentlig vilde blive vel meget at gå ud til Galschiøts og sidde der og snakke.at gå ud til Galschiøts og sidde der og snakke: Martinus Galschiøt hadde hus i Helsingør. At I kom med den Fragtvogn, var da prægtigt. Men hvem i al Verden har ledet Jer på så god Vej som at søge ned til Hotel du Nord? Når nu blot Boligen i HornbækBoligen i Hornbæk: Amalie og Småen hadde leiet en bolig i Hornbæk, som ofte før om sommeren. må passe Dig og Du kan få rolige Nætter. Kys Småen fire Gange fra mig, én Gang fordi hun er borte fra mig, én Gang fordi hun har været sød, én Gang fordi hun vil vedblive at være det og én Gang fordi det er Dig, der skal bringe hende Kyssene. Nu skal jeg tale med Viceværten og bestille ham til imorgen. Det med Skoene skal jeg nok huske og Trækgardinet også.

Din Erik



533. Amalie til Erik

Hornbæk 25/7/96

Kjære Erik, tak for din lille brev lap. At gå og spørge efter kjørelejlighed i «hotel du Nord» var hele tiden min tanke, om jeg så havde fastholdt bestemmelsen om at ta til Galschjøt. Så vilde jeg kjørt til Strandhuset. Jeg véd jo fra gamle dage at hotel du Nord er det sted i Helsingør, der gjennem vogn befordring og ved fragtemænd står i daglig forbindelse med Hornbæk og at man ofte tør gjøre regning på at kunne få befordring, uden for de ordinære deligencetider. – Vi kom da afsted lidt over kl. 2, men var længe undervejs, da fragtemanden skulde stanse ved så mange villaer med pakker og kasser; vi havde også en tyk dame med os, hvad der gjorde pladsen på det eneste sæde (manden sad foran på en kasse med en anden mand) svært indknebet. «Gudskelov for vi blev hende kvit!» udbrød småen, da damen steg af i Hellebæk. Jeg måtte le og undre mig, for småen det lille falske skarn havde hele tiden vært så indsmigrende venlig mod damen, og svaret hende så imødekommende.

Endelig rulled vi da ind i Hornbæk, der var dejligere og friskere end nogensinde. Jeg kan ikke beskrive det betagende skjønheds og glædesindtryk, jeg fik. Jeg bogstavelig fældte tårer af henrykkelse.

På kroen, der var vrimlende fuld af folk, måtte jeg vente meget mere end en time på middagsmad, og det var ondt, for jeg var bleven dødsens sulten. Småen gik straks til stranden, for at soppe. Siden boltred hun sig i sanden, fandt på de utroligste og morsomste lege, ganske alene. Aldrig har jeg sét så herligt et barn, aldrig tænkt at et barn kunde finde så henrivende udtryk for sommerjubel og landglæde. Mens jeg vented på middagsmaden var jeg hvert øjeblik dernede og så til hende. Hun vilde ingen mad ha, forsikred at hun ikke kunde spise, og bad om hun måtte bli der. Efter middagsmad fulgte hun så med mig og unge Rist, Ida lå tilsengs,unge Rist, Ida lå tilsengs: Ida: konen til P. F. Rist. Unge Rist var sannsynligvis sønnen Torben, som senere ble ingeniør. og så på logier. Jeg valgte det, tæt ved skoven, beliggenheden er dejlig og huset nyt og luftigt, men det er altfor langt fra kroen, og med opvartningen er det rent bort i natten.

Den første nat blev det ikke stort med søvnen. Småen det stakkels fæet, vågned kl. ½ 3 og kom spankulerende ind til mig (vi har 2 værelser), og vilde klædes på. Jeg havde møje med at få hende i seng, og få hende til at tro, at det var midt på natten. Det var jo tværtom lys dag, og hun vilde ud og ned i krohaven. Inde i sengen hvor hun omsider fandt sig i at bli lagt, holdt hun på at synge hviskende sang efter sang – var englesød, men holdt mig naturligvis vågen. Kl. 4 kom hun ind, og betroet mig at hun var så sulten. Heldigvis havde jeg chokoladepastiller. Hun fik hele boksen med sig, og lå og gnasked, og småsnakked. Først efter kl. 6 faldt hun isøvn (hvad jeg ikke gjorde) og sov til ½ 10, da jeg måtte vække hende. Sidste nat sov hun til gjengjæld som en stén fra 9 ½ til næsten 10. Ikke en lyd hørte jeg af hende. Og det var mig bogstavelig næsten umuligt at få hende vågen. 6 ganger vækked jeg hende på alleslags façoner. Hun slog hver gang et øjeblik øjet op, sa ikke noget, og sov videre. Tilslut måtte jeg løfte hende ud af sengen. Vi skulde være til frokost på kroen senest ½ 11, og pigerne blir sure, når vi kommer forsént. Jeg sov også noget inat. Der var nogle mærkelige skrald udenfor huset, der kom igjen med 10–12 minutters mellemrum – gud må vide hvad i verden det var – desuden 2 afsindige haner, og et par rasende hunde. Men inde i huset var der blikstille. Og jeg har da sovet en 4 timer ialt. Jeg gik iseng sammen med småen. Jeg havde et uheld i vandet igår. Småen kom i sin glade kådhed til at støde sit hode så hårdt mod min mund og næse, at jeg tabte bevidstheden og faldt om i vandet. Straks efter kom jeg til mig selv, og da strømmed blodet af mund og næse og mine smerter var aldeles voldsomme. Jeg var meget lidende af dette i hele går og stygt opsvulmet. Idag er det bedre, og om et par dage formodentlig ganske bra.

Endskjønt Hornbæk altså er himmelsk dejlig og småen lykkeligere end Adam og Eva i paradisets have, så kommer jeg dog hjem sådan at vi kan ta til Neergård den 1ste.sådan at vi kan ta til Neergård den 1ste: dvs. til Førslev Gård. Det er for vidtløftigt at forklare Dig hvorfor jeg finder det i alle måder hensigtsmæssigt. Posten skal også afsted, så jeg har ikke tid.

Men efter den 8de er det min plan at ta herned igjen med småen. Da kan jeg få et værelse på kroen, hvad der ikke alene er billigere, men også 100 gange behageligere og bedre. Dette traskeri 3 ganger daglig – jeg kan intet få hvor jeg bôr, der er ikke et menneske, [for – krysset ut] i huset, undtagen en enlig herre ovenpå. Skal jeg ha vore sko pudset, og vore værelser stelt, må jeg selv hente konen langvejs fra det er rædsomt. Hun havde nok lovet fru Mollerup, at vi skulde få god og villig opvartning, men loven er ærlig o.s. v.

For at det skal være sikkert, vi kommer herud igjen lidt, lejer jeg værelset på kroen til efter den 9de. Det landophold jeg har havt, og får er altfor lidt for mig. For jeg mærker at det styrker mig. Endskjønt jeg kun har vært her i 2 dage, og langtfra sovet noget videre, kan jeg dog kjende bedring på mine nerver.

Men nu farvel min kjære snille Erikmand! Småen blev glad for din hilsen og dine 4 søde kys, men hun befinder sig forresten i en sådan lyksalighedstilstand, at hun intet savner i verden. Det er nok at bare sætte Hornbæk på brevet.

Din Amalie.



534. Erik til Amalie

Søndag den 26 Juli 1896

Det var prægtigt at høre fra Dig idag, min kæreste Ven, og at få relativt så gode Efterretninger. Jeg var begyndt at synes, at det trak noget ud med det Brev, jeg ventede, og at tro, at det kunde hidrøre fra, at Du befandt Dig for ilde til at ville skrive.

– Ja den Småen! Jeg misunder Dig den Glæde at se på hendes Fryd. Og ikke sandt, det er noget andet end at have hende nok så vel anbragt i en eller anden Have her inde. Mon virkelig jeg skulde blive lige så grebet på ny over Hornbæk? Jeg havde lige som lagt det Sted noget af i min Bevidsthed, men hvad. Det er jo dejligt, at der er uforanderligt så skønt og friskt. Det Slag, Du har fået kunde jo være blevet en helt farligt Ting. Om Du nu havde mistet Bevidstheden for mere end det Øjeblik og bleven liggende under Vandet. Det gøs i mig, da jeg læste Beretningen. Og hvad sagde Småen? Blev hun ikke uhyre angst? Jeg er meget glad over din Beslutning at tage til Neergaard den 1ste. Jeg gik ind og talte med Kielland desangående i Fredags, og han var af den Mening, at det meget muligt slet ikke vilde passe på Førslev Gård, at vi meldte os til en anden Tid end den nu én Gang valgte. Naturligvis koster den Frem- og Tilbagerejse noget, men Herregud det er dog ikke så store Sager, at det bør være afgørende, og når tilmed Værelset på Kroen bliver billigere, så indvindes Udgiften jo på den Måde. Blot Du noget tidligere var kommen derned. – Jeg satte Fru Rists Adresse til på Brevet, fordi jeg ikke var vis på, de straks kendte din Bolig på Posthuset.

Her hjemme går alt som det skal. Den Mad jeg hidtil har fået, har været udmærket, og når jeg undtager, at jeg sjælden kan få fat på Louise, når jeg kalder, og at jeg Fredag Aften måtte opgive at komme ind i min egen Lejlighed, efter at jeg havde været en lille Tur ude – jeg havde skiftet Benklæder og derfor glemt mine Nøgler –, og at det ærgrede mig betydeligt og kostede mig 1 Krone henne i Småens Have, hvor jeg var tyet ind og faldt i Armene på en Skræddermester, der absolut vilde traktere mig med baiersk Øl, hvilket foranledigede mig til at gøre Gengæld med Cigarer og en Toddy, og forhindrede mig fra at blive færdig med et Afsnit af mit Arbejde den Aften, – så har jeg ingen Grund til Klage. Imorgen kommer Maleren og gør Spisestuen i Stand. Der kommer et Tapet på, som kan vadskes ligesom Oliefarve, og Stuen kan med det være færdig på én Dag siges der. Så skal din Stue, Gangen, Køkkenet og Pigekamret under Arbejde.

Det medfølgende Kort afleverte dets Ejermand her i Forgårs. Det medfølgende Kort afleverte dets Ejermand: Det framgår av følgende brev at kortet var fra den finske filosof Rolf Lagerborg, som omtaler Amalie og Erik i sine erindringer (I egna ögon – och andras, 1942). Jeg lukkede ham op, så en pyntelig, genert eller kølig Monsieur, der spurgte efter Dig og ignorerede min Eksistens, hvilket jeg var ham meget forbunden for. Jeg bad ham ikke om at træde ind. Dertil var han for frastødende. Han spurgte, om Du kom hjem i Løbet af en Uge, jeg svarte: ikke i den første Måned, og da jeg havde lukket Døren, grinte jeg kannibalsk fornøjet over at være bleven ham kvit.

Jeg har siddet inde hele Dagen fra imorges da jeg var en Tur ude i stærk Varme, og nu synes jeg, at Vinden fra Vinduerne bliver en hel Del kølig. Nå, så vil min Aftentur blive så meget friskere. Jeg arbejdede godt igår, idag er det gået noget trægt – det er en temmelig latterlig Opgave jeg har påtaget mig,en temmelig latterlig Opgave jeg har påtaget mig: Det er ikke sikkert hva Erik refererer til her. og Pokker vide, hvordan den vil spænde af.

Hils og kys nu Småen på ny og på ny. Jeg ser til min Forundring at hun ikke har sin Spade med sig. Den havde vist ellers været på sin Plads nede i Sandet i Hornbæk.

Den 1ste er på Lørdag. Kommer I hjem Torsdag Aften?

Din Erik



535. Amalie til Erik

Mandag [27/7/96]

Min kjæreste Erik, jeg har ikke villet kjøbe noget blæk for disse par dage, derfor skriver jeg med blyant.

Jeg vilde forresten forfærdelig gjerne ha talt med Lagerborg;gjerne ha talt med Lagerborg: se brev 534, note 1. det gjør mig ondt, at jeg ikke traf ham.

Ja, det slag kunde blet min bane. Men at jeg kun et øjeblik, mens jeg lå med ansigtet under vandet, har vært bevidstløs, kunde jeg vide deraf, at småen stod i samme stilling, på samme sted, da jeg kravled mig op igjen. Nej, hun var ikke angst. Hun trode, det hele var løjer, og da jeg gråd af smerte så tårerne strømmed, sa hun: «å pyt vær nu rask pige, den smule næseblod gjør jo ikke noget.» Jeg blødte forresten hele dagen både af næse og mund, men det var vist godt; ellers vilde hævelsen, og de mange kulører efterpå vært blet så meget desto værre.

Hør kjære Erik, bliv nu ikke irriteret fordi jeg oplader min røst om disse ting, men husk, at alle ovnene må renses og eftersés før værelserne blir gjort istand. Den ovn i mit værelse er ubrugelig. Det viste sig i vinter, efter min hjemkomst, at varmen ikke lod sig regulere. Hvormeget jeg stængte og skrued for, var og blev ovnen rødglødende, hvad der gjorde heden i stuen uudholdelig, og så var det pludselig udbrændt. Hvis Du ikke kan få en anden ovn der, hvad Du burde, så der gjøres noget indvendigt ved den. Ligeledes pigeovnen. Den er umulig. Og ovnen i sovekammeret er der vist også noget i vejen med.

Det blir nok til det, at småen og pigen får mit værelse, og at jeg flytter ind i soveværelset. Når småen skal være færdig til skolen ½ 9, er det bedst at pigen om morgenen har med hende at gjøre. Tænk på dette, uden straks at sige: [«]Der har vi hende med alt hendes vrøvl!» Og alt dette med ovnene bør og gjøres først og fremst, for at vi ikke skal ha alt det skidt og rod efterat der er gjort istand og er blet rent. Jeg havde tænkt at skrive efter spaden, trillebøren, riven, «Santalen» for lopper og et plaid, men siden vi blir her så kort, syntes jeg ikke, det var værdt. Småen savner heller intet.

Hendes fryd er ubeskrivelig! Ja, det blir ikke så lidt billigere, at bo på kroen!

Hornbæk er herlig! Aldrig vil jeg i Danmark ligge på landet andre steder! Vi kommer på torsdag. Du skal nærmere få høre om med dampskib eller jernbane, så Du kan ta imod os. – Jeg har det godt, meget bedre end jeg havde tænkt, har sovet noget mere de sidste nætter.

Din egen Amalie. Småen hilser og kysser Dig.



536. Amalie til Erik

FørslevgårdFørslevgård: Amalie og Erik reiste som avtalt til Førslev Gård i begynnelsen av august. Nå er Erik reist på en tur til Jylland, og Amalie er der fremdeles, istedenfor å ha reist tilbake til Hornbæk som hun hadde bestemt i brev 533. 16/8/96

Tak, min kjære Erik for dit søde, så fint sørgmodige brev.dit søde, så fint sørgmodige brev: Brevet mangler. Jeg læste det med vemod og en underlig hjælpeløs rørelse. Denne følelse af at Du blir gammel, som nedslår Dig, er dog kun sikkert en forbigående stemning, som ganske vist med mellemrum, store og små kommer igjen og igjen i et spand af tid, og tilsidst går over til at bli en stabil forestilling og altså en realitet. Men så er der dog nogen henstand. Selv har jeg mange gange, og især nu i de senere tider følt denne tynge over at mærke hvorledes livets små glæder flygter og forsvinder samtidig med ungdommen og med de år, som på en vis måde kan kaldes for et menneskes bedste. Og desuden en sorg der ytrer sig ved pludselige stingende fornemmelser når det går igjennem mit indre, at alt er forbi, fordi alderdommen står der med sin sorte åbne favn, – hvis fangende arme ingen kan komme forbi. –

Her er alt som før; kun at fru Karen er rejst igår.fru Karen er reist igår: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. Småen er henrykt, men selv trives jeg ikke rigtig; og jeg kan ikke finde anden grund til denne vantrivsel end at jeg savner Dig. For alt er som da Du var her, og da befandt jeg mig så vel, og nu da Du ikke er her, næsten længes jeg herfra. Og det uagtet jeg jo desværrre ikke træffer Dig når jeg nu kommer hjem igjen. Og når jeg så træffer Dig, blir det ikke som jeg drømmer og tænker det er når jeg er borte fra Dig, og deri har ikke bare jeg skyld, men nu for tiden, også Du, kjæreste Erik. –

Neergaard har bedt Kiellands bli et par dage til, og jeg gik og var så glad, fordi han intet havde sagt til mig. Jeg vil nemlig helst rejse – det er så. Men nu sa Kielland idag, at det naturligvis faldt af sig selv, at jeg også blev, da både N. og fru Eckert, der styrer det hele,fru Eckert, der styrer det hele: Eckerts blir nevnt mange ganger i Edvard Neergaards brev til Erik på KB. Fru Eckert var Camilla Eckert, gift med overrettsassessor Emil Eckert. (Det sier noe om hans tilknytning til Førslev, at han døde der i 1924.) var så glade i at ha mig.

Forresten har her vært nogle små tvistigheder, som to gange har vært nokså ubehagelige. Heldigvis har jeg vært udenfor. N. er lidt bondeagtig og lidt tør, men ellers en skikkelig og højst velmenende mand, men den fru Eckert kan være et lidet trold, som alle fruentimmer, og især når de har magten uden at ha ansvaret.

Hvor det dog må ha vært hyggeligt for Dig at møde alle de søde kjendte børn på bryggen i Nyborg! Jeg fortalte det til småen, men hun var og er så optat af sin egen lykkelige tilværelses småting, at hun kun svarte: «nå!» og løb sin vej. Skriv lidt til mig igjen min inderlig kjære bedste ven, og stol Du kun trygt på de to «ankere».de to «ankere»: må referere til noe i Eriks tapte brev. Fra alle skal Du hilses hjærteligst.

Din Amalie



537. Amalie til Erik

19/8/96

Kjære Erik,Kjære Erik: skrevet på brevkort, med adresse: «Til Forfatteren Hr. Erik Skram [Frederikshavn, Jylland – krysset ut og omadressert], restante, København Ø». håber, Du nu har fåt brev og telegram fra Aarhus. brev og telegram fra Aarhus: Telegrammet finnes ikke i samlingen, brevet kan være no.536. Erik reiste raskere enn Amalie hadde regnet med. Det faldt mig aldrig ind, at Du kunde komme så snart til Aarhus – jeg trode, vejen var lang, og at Du skulde stanse på stederne undervejs. Derfor hasted jeg ikke med at skrive. Det var kjedeligt. Tilgiv. Jeg er altså fremdeles på Førslev, og har det nu dejligt. Alle er rejst undtagen Eckerts og jeg. Der er stærk opfordring om at Du skal komme hid og hente mig. Vi blir her til mandag. Kunde Du ikke være her lørdag eller søndag? Småen har det prægtigt, og er himmelhenrykt over at de andre «rolunger» er rejst. Nu har hun haven og øen, som hun især elsker, for sig selv alene.

Din Amalie.



538. Erik til Amalie

Klassensgade 21-8 96.

Kæreste Amalie. Jeg kom hjem imorges med Dampskib fra Aalborg efter igår at have været på Skagen. Ingen Breve har jeg modtaget undervejs. I Frederikshavn var der ingen så lidt som i Aarhus eller Aalborg (jeg tænkte mig Muligheden af, at jeg kunde have skrevet Aalborg for Aarhus og forhørte mig derfor på Posthuset i Aalborg), men der er den Mulighed, at der var Breve på min Nedfart i Frederikshavn, men da fik jeg ikke Tid til at forhøre mig på Posthuset, Toget fra Frederikshavn var endda lige ved at køre fra mig, da jeg kom fra Skagen. Jeg stod altså i den Formening, at Du og Småen var i Hornbæk,at Du og Småen var i Hornbæk: se brev 536, note 1. og jeg havde lavet for mig selv den Fornøjelse at komme imorgen overraskende ud til jer. Nå, at I endnu er på Førslev Gård, kan jo kun betyde godt. Louise viste mig dit Brev.Louise viste mig dit Brev: må være piken. Jeg har ikke været ængstelig ved ikke at få noget Brev, men det har været en underlig isoleret og forladt Tilstand, som var alt andet end behagelig. Det hjalp selvfølgelig, at jeg flyttede mig fra Sted til Sted, og at den sidste Del af min Tur var betydelig interessantere end den første, men en anden Gang kan jeg ikke nægte at jeg vil ønske, at jeg i Forvejen bestemt véd, hvor jeg kommer hen for så at have dirigeret Brevene der hen. Nu undlader Du vel ikke at sende mig et Brev så hurtig som muligt. Selv om jeg nu reklamerer det eller de Breve, der kan ligge til mig i Frederikshavn, vil der gå forlænge hen, og Efterretningerne er så tilmed gamle.

Hvad gør Du med din Fødselsdag imorgen? Jeg havde glædet mig sådan til at få Småen med i en eller anden Højtideligholdelse af Dagen. Løber den helt ud i Sandet? Det er vist Synd for hende. Ak, hun tror jo, at en Fødselsdag er noget af det herligste man kan tænke sig. Mener vi nu ikke det, så er det alligevel for fattigt ikke at mærke Deltagelse af lidt særlig Art den Dag, og som sagt jeg havde nu på Slutningen, da jeg begyndte at kunne overse Rejsens Omfang, indrettet mig på at være hjemme den 21 for så at komme ud til Hornbæk den 22. Det skulde så være den sidste Flothed. Derefter indtrådte Smalhans. Men nu? Ja, jeg trådte for lidt siden, da det ringede, og det var en Kone med en køn Bregne, i Underhandlinger med samme Kone om Købet af 2 Bregner for et Par gamle Bukser, og det skulde så være min Gave, og det Køb går vist i Orden i Morgen, men jeg er ikke vis på, at Du vil akceptere dette som en særlig Højtideligholdelse af Dagen, hvortil dog er at bemærke, at disse gamle Bukser er mig særlig kære, og at jeg med Smærte tager Afsked med dem. Under alle Omstændigheder sender jeg Dig mine kærligste Hilsener og Ønsket for os begge om ydre og indre Fred på vore (snart kommende) gamle Dage.

Jeg besøgte Schandorphs en Aften på Rejsen nord efter,Jeg besøgte Schandorphs en Aften: I 1890-årene bodde Sophus Schandorph og kone ofte på landet i Jylland om sommeren. og af de mange Bægere, der ved den Lejlighed blev tømt, galdt det bedste Dig. Så har jeg også besøgt Johan Knudsen på BangsboJohan Knudsen på Bangsbo: Den «unge radikaler» Johan Knudsen hadde utgitt bladet København i 1890–91, og i 1891 kjøpte han det vendsysselske gods Bangsbo. en Eftermiddag og Nat, og din Skål blev drukket i Champagne. Herman BangHerman Bang: Bang tilhørte «Bangsbo-kretsen» sammen med Schandorph, Gustav Wied m.m. har jeg set et Glimt af – han bor nu samme Sted som Schandorphs –, fremdeles Redaktør Vilhelm Lassen i Aalborg,Redaktør Vilhelm Lassen i Aalborg: siden 1889 redaktør for venstrebladet Aalborg Amtstidende. den Panduro, der i sin Tid skrev i Københavnden Panduro, der i sin Tid skrev i København: dvs. journalisten Rudolf Panduro. (også bosat i Skørping, han er Læge der) Gustav WiedGustav Wied: Forfatteren Gustav Wied levde et omflakkende liv i landsbyene i Danmark. og Locher på SkagenLocher på Skagen: Carl Locher var i 1870-årene blant de første egentlige Skagenmalere. foruden Kommandør BojesenKommandør Bojesen: må ha vært Ernst Bojesen. med Kone og Døtre (med dem gjorde jeg en udmærket Køretur) og Theodor Gad,Theodor Gad: juristen som hadde giftet seg med Nini Thaulow, søster til Frits. fremdeles et Par unge ret fornøjelige Studenter, der gjorde mig Dagen i Aarhus behagelig. Så så jeg i Odense Fru Breuning-Storms Søster og Svoger,Fru Breuning-Storms Søster og Svoger: se brev 435, note 3. Fru Breuning-Storm var født Borchorst; det har ikke vært mulig å finne ut hvem hennes søster var gift med. som jeg ikke kan huske, hvad hedder. De fortalte mig, at Br.S. fremdeles er meget syg om end i Bedring (Nyrebetændelse), og således har jeg gennemgående haft heldige Møder. Men skrækkelig dyrt er det at rejse, fabelagtigt synes jeg. Aldrig har jeg tilladt mig den mindste Ekstravaganse og 140 Kr har jeg givet ud (2 Nætter har jeg kørt på Jernbane for at undgå Hotel). Det er sandt, Fru Georg Brandes med DatterFru Georg Brandes med Datter: dvs. Henni og Edith Brandes. gjorde jeg mig behagelig for i Middelfart (efter at jeg først havde søgt at undgå dem) og det lykkedes. Hils nu alle og tag Småen i Favn og sig hende, at Papa længes og længes efter hende!

Din Erik



539. Amalie til Erik

Førslev søndag morgen, véd ikke datovéd ikke dato: Brevet kan dateres fra innholdet og følgende brev; Amalie hadde igjen reist til Førslev Gård med Småen, mens Erik ble i København.

[8/11/96]

Kjære Erik, allerede igår vilde jeg skrevet til Dig, for at sige Dig hvorledes jeg har sorget over det, jeg gjorde, i det samme toget gik. Det varte ikke længe før det begyndte at hulke inde i mig, og mange hemmelige tårer sneg sig ned over mit ansigt. Småen måtte ikke mærke det, for hun var jo strålende forventningsfuld glad. Men i hele går lå jeg syg her, så jeg kunde ikke skrive. Jeg var overanstrengt, var jo først kommen i seng kl. ½ 4 og måtte op igjen kl. 7. Og så rejsen og sindsbevægelsen og tanken på din æggende bemærkning, at det var for min egen fornøjelses skyld, jeg havde gået oppe og ventet – det ene med det andet. Hvorfor svarer Du altid så hadefuldt, når jeg siger noget som ikke behager Dig? Er det da ikke så naturligt at et menneske som jeg ikke kan sove for åben port og åben entrédør, med barnet liggende tæt indenfor entrédøren. Der kunde jo dog komme en bølle op, eller en, som gik fejl, var fuld, eller ikke fuld. Hvordan skulde den mor kunne være beskaffen, som rolig kunde lægge sig til at sove under en slig situation. Desuden véd Du jo at småen er urolig, snakker isøvne, bér om vand. Jeg kan ikke sove under slige forhold. Jeg kan kun sove under de allergunstigste forhold, og mangengang heller ikke da når noget har sat mine tanker i bevægelse. Dette at Du bestandig når jeg bemærker noget, går ud fra at den stemning ud af hvilken jeg taler er skabt af ondskab, vrangvilje, eller en fiendtlig trang til at ville komme Dig til livs, gjør megen skade, og virkningen det frembringer på mig, gir sig udslag i at jeg «lever med håret rejst tilvejrs af kval.» Jeg sorger altid over det, tænker aldrig på andet. Ialtfald ligger det altid under hvad jeg en sjælden gang tænker på, foruden det. Du ser det jo også af hvad jeg i de sidste par år har skrevet. Det har vært så lidet fordi min tanke og mit sind har vært bundet af dette, og det har vært så kvalfuldt, og så langsomt at få frem.

Kunde Du ikke kjære Erik beflitte Dig på at være lidt anderledes i hvad som angår det jeg ovenfor har skrevet om. I denne ene sag. Kunde Du ikke?

– Den 10krone, Du gav mig vilde umulig slå til for hele opholdet. Og jeg havde forståt på nogle mumlende bemærkninger af Dig, at Du ikke vilde komme til Førslev, hvorfor Du altså måtte mene at denne tikrone var tilstrækkelig siden Du forbauset spurgte «Vil Du ha flere penge![»] Jeg var også lej og irriteret over at Du ikke vilde besøge os på Førslev. Jeg gik hele tiden ud fra som selvfølgeligt at Du og småen skulde besøge mig der, og nu da småen tog med, var jeg endnu sikrere på at Du vilde komme. Til Neergaard svarte Du jo også tak, da han bad Dig, men til mig mumled og mumled Du at det blev der nok ikke noget af. Havde Du sagt til mig: jeg kan ikke af den og den grund, forklaret mig grunden o.s. v. da var jeg kun bleven lej ikke irriteret. Jeg tror ikke at jeg havde indladt mig på at ta herud under den forudsætning at Du slet ikke vilde komme. Hvorfor vil Du ikke komme?

– Hvad pengene angår, så må jeg jo gi meget mere end den tikr. i drikkepenge til pigerne og kusken. Så er der vask, apothek, og de småting man stadig må kjøbe. Så er det hjemrejsen. Og jeg havde i min pung knapt 9 kr. Altså 19 i det hele. Omtrent hvad der går til drikkepenge.

Men altså igår lå jeg syg som jeg skulde omkomme. Jeg tigged og bad blot om at få ligge alene hele dagen. Idag er jeg oppe men svært klein.

Småen er jublende og bedårende sød.

Bare jeg nu måtte bli frisk så jeg kunde få skrive og læse med småen. Lad mig få et par venlige ord. Jeg har det uhyre ondt.

Din Amalie.



540. Amalie til Erik

Førslev 11/11/96.

Kjære Erik tak for dit brev og for pakken.tak for dit brev: Brevet mangler. Men hvor blir småens vasketøj af? Jeg var så sikker på at det vilde bli afsendt fra Klasensgade senest mandag, derfor spandér jeg de 50 øre til telegrammet, for at Du kunde sende galoscherne o.s. v. samtidig og slippe for at betale afgift for 2 pakker. Men slig går det. Småen kan ikke klare sig længer uden underbukser; hun havde kun 3, den første gjorde hun fuld om søndagen, den anden faldt hun i vandet med om mandagen, og den 3die går hun nu og er grusommelig skidden med. Den var nemlig ikke ren, da hun fik den på. Jeg har intet foretat i retning af at få vasket – det er jo ikke sådan at løbe til her – fordi jeg hver dag har ventet på pakken med det rene tøj. Er det ikke sendt, så må det øjeblikkelig bli sendt, selv om det er ustrøget. Det er altså kun småens tøj, men også de af mine lommetørklæder som muligens var i vask, foruden småens naturligvis.

De støvler jeg kjøbte kan jeg ikke bruge. De er ikke for små; Du ved måske at Josefine var inde og byttet de oprindelig kjøbte i et par større, fordi jeg hjemme da jeg prøved dem trode, det var størrelsen, som var ivejen. De, jeg nu har, er altfor store til mine fødder, men jeg vilde sikkert falde død om, hvis jeg skulde gå ude med dem en halv time. Jeg har prøvet at gå herinde på gulvtæppet med dem lidt, og har vært nær ved at besvime. Det er som jeg får et jernpantser med underdel af pokkenholt på fødderne. To ganger har jeg prøvet herinde på gulvtæppet, og ingen magt i verden skal få mig til at gjøre det tredie gang. Sligt skotøj har jeg aldrig i mit liv sét magen til. En elefant vilde få stivkrampe af at ha dem på i 10 minutter. Derfor var det, jeg telegrafôr efter galoscherne.

Nu skal jeg sende dem, støvlerne, til Dig en af dagene. Så må Du være snil og gå ind med dem, og be dem la mig få dem byttet i et par ordentlige sko. Rimeligvis kan jeg få to par sko, et par gadesko, og et par hussko eller tøfler for hvad de har kostet. Jeg håber de vil; ellers er de penge bortkastet, for aldrig kommer jeg til at bruge dem.

– Nej, nu siden Du har sagt hvorfor, kan jeg godt begribe at Du ikke kommer herud. At være her kun fra lørdag aften til mandag morgen er meningsløst. Det siger også Neergaard. Kan Du ikke i løbet af den tid, jeg er her, få fri et par dage, så får det jo være det samme. Altså venter vi Dig ikke til på søndag.

– Ja Krag er ingen fin person.Krag er ingen fin person: dvs. den norske forfatteren Vilhelm Krag, som var i Paris samtidig med Amalie i 1895–96. Alt andet. Og temmelig samvittighedsløs. Da Du syntes at synes så godt om ham, vilde jeg ikke sige noget. Jeg tænkte: hvis han senere kommer til at omgås ham, sér han (Du) det selv. Hvis ikke, kan han jo være i troen. Desuden gjør det, der siges af folk om folk, til folk intet indtryk. Man må selv erfare sig sin viden til.

Småen trives storartet, spiser over måde meget, men er desværre forfærdelig urolig om natten. Dog ikke altid lige gal. Inat har hun vært særlig slem, og det kan jeg kjende på mig selv. Hun er strålende sjæleglad ved at være her, og er svært meget i luften. Altid når det ikke regner. Og det regner ikke meget. Hun hilser og kysser Dig. Vi holder skole hver dag.

Din Amalie.

Da jeg regned op forefaldende udgifter glemte jeg papir til at skrive bogen på og frimærker.



541. Erik til Amalie

Torsdag den 12 November [1896]

Kære Amalie Josefine siger, at din Besked angående Vasketøjet gik ud på, at Småen havde Tøj til på Lørdag, derfor har hun ikke særlig fremskyndet Arbejdet. Imidlertid er Sendingen nu færdig. Jeg skal blot i Hast indpakke den og så går den afsted. Indlagt sender jeg 20 Kroner. Kul og Brænderegning har omtrent udtømt mine finansielle Evner.

Igår var jeg til Middag hos gamle Fru Schiødtegamle fru Schiødte: dvs. fru Maria Schiødte, moren til Eriks venn Jakob Withs kone Anna Schjødte. sammen med Schandorphs, Cantors, Withs og Professor Bergs. Professor Bergs: sannsynligvis Professor Rudolf Bergh, lege og zoolog. Schandorph var rørt til Tårer over et Brev fra Dig. Til Søndag er jeg buden hos Slomanns, Lørdag hos Birgitte Henriques. Næste Uge (Onsdag?) skal jeg spise gule Ærter hos Cantors. Da jeg selv øjeblikkelig forlangte gule Ærter her hjemme og skal spise dem endnu idag og måske imorgen, synes det unægtelig at min Føde bliver noget ensformig.

– Hvad Du siger om Krog gør mig ondt.Hvad Du siger om Krog: Erik leser «Krog» istedenfor «Krag» – noe som blir oppklart i neste brev. Krog er kanskje arkitekten Arnold Krog. Jeg kender ham jo i Grunden så lidt, har aldrig været i en Situation, hvor han kunde prøves for Alvor.

Jeg var i Dagmarteatret og så «Væverne» i Tirsdags. så «Væverne» i Tirsdags: dvs. Gerhart Hauptmanns Die Weber (1892), som ble spilt på Dagmarteatret i november 1896. Der traf jeg Siam-AndersenSiam-Andersen: H. N. Andersen, som hadde grunnlagt et firma i Siam (dvs. Thailand); i 1897 dannet hans firma basis til Det Østasiatiske Kompagni. med Frue, der begge med megen Varme sendte Hilsener til Dig. De var meget elskværdige, bad mig spise til Aften med dem i Dagmarkaféen og, da det regnede, da vi skulde hjem lod deres Droske køre mig til Klassensgade.

Fru Berg omtalte Neergaard igår Aftes med stor Sympati.

Hils Neergaard venligst fra mig.

Ak Småen, hvor jeg savner hende om Morgenen! Det lille Bæst, som ligger så urolig. Jeg havde for Resten forstået det således, som om hendes Seng var anbragt i Stuen ved Siden af din.

Hvis Du kan få Tid, så skriv lidt udførlig til mig, jeg vil så gerne kunne følge jer på Trit og Skridt.

Din Erik



542. Amalie til Erik

Førslev 13/11/96

Tak kjære Erik for brev, penger, og småens tøj, som endelig kom. Det er ganske rigtig, at jeg torsdag, da jeg tænkte at rejse om aftenen, om formiddagen sa til Josefine at småen havde ren bukse at ta på på lørdag, og at når tøjet bare kom på mandag, var det godt. Men nu hengik jo næsten hele ugen; først idag på fredag kom det jo. Men så har Josefine altså misforstået mig; og det er jo menneskeligt. Det var kun bukser det kneb med. Hun har også for få af det plag. Jeg har stadig og stadig måttet kassere af dem, fordi de var slidt ud, trods lapping og forstørring. Nu sender jeg sammen med støvlerne, (som Du altså må være så elskelig selv at gå ind med for at tale min sag – ombytningen kan kanske være til jeg selv kommer –) noget skidnetøj, som Josef. straks må vaske og få færdig så hurtig som muligt og udsendt til os. Der er af mit tøj kun lommetørklæder og en underbukse. Den underbukse må jeg vasket ha tilbage. Desuden den underbuske som jeg efterlod skidden hjemme. Men den må også lappes før jeg får den. Sig til J. at hun finder lapper i skuffen under mit klædesskab inde på soveværelset. Hvis der findes flere bukser for småen, som altså skulde ligge skidne, må de endelig rene sendes med. Men det gjør der vel ikke. I ethvert fald blir det nødvendigt at kjøbe 2 par nye bukser til småen. Bed Josef. gå hen til fru Larsen, Du ved, og kjøbe dem, eller i tilfælde bestille dem – de kan bli færdige på et par dage. Siden jeg alligevel skal sende støvlerne ind, så fordyrer det vel ikke synderlig pakken om vasketøjet følger med, og siden jeg alligevel skal ha de nye bukser sendt ned, så kan det rene vasketøj komme samtidig uden videre større udgift. Vasken her er kostbar og så er det den lange vej til Fuglebjerg, hvor vaskerkonerne bôr.

Småens bukser skal være af 2 ½ kvarters længde, målt fra det øverste af linningen til kanten af broderiet for knæet. Du forstår? Når længden er der gir det øvrige mål sig af sig selv. Der skal være bånd, ikke knapper og knaphul, og et tarveligt broderi nede ved knæet af det, der er broderet på dobbelt tøj. Regningen kan bero til jeg selv kommer, og de nye bukser behøver ikke at vaskes før vi får dem. Lad dette ske hurtigst muligt. Jeg fik kun 3 rene bukser til småen.

– – Et lidet svar til en af dine bemærkninger i dit første brev: Der behøver nu ikke fra mig at komme nogen vrede ord, endsige «vrimmel af vrede ord, på de stier, der fører til mig,» som Du udtrykker Dig for at fremkalde vrede, æggende eller spottende ord fra Dig. Siger jeg bare noget, Du ikke liker, er det nok. Den nat, Du kom fra Rørdams, sa jeg ikke vrede ord, kun klaged over situationen o.s. v. Men herom er det ikke værdt at tale. – –

Det var ikke Krog jeg talte om – han er god nok; det var Krag. Og mine bemærkninger fremkom som svar på det, Du skrev om den flotte tone i hans brev fra Capri.den flotte tone i hans brev fra Capri: Vilhelm Krag skrev fra Capri 3/11/96 til Erik og sendte manuskriptet til et skuespill, som han ba om Eriks mening om. Brevet finnes på KB.

Jeg har ikke tid til at skrive i detaljer om småen min kjæreste Erik. Du ikke bli lej for det. Du skulde vide hvor lidt tid jeg får til at skrive; og nu kan jeg skrive. Men småen hæfter mig en hel del, om morgenen, ved læsningen, og ellers naturligvis. Men jeg er alligevel henrykt over at ha hende med. Fordi hun selv er så overlykkelig ved at være her, og fører et så sundt og fornøjeligt liv. Idag kjørte hun kl. ½ 10 imorges med Neergaard til Næstved for at hente fru Milla. Hendes fryd var ubeskrivelig. Hun var i sin fine grønne kåbe og hat, og så nydelig ud. Neergaard var så stolt over hende. I Næstved havde hun vært hos barber med N. og drukket kaffe med wienerbrød på jernbanen. I strålende solskinsvejr og blikstille luft, kom de kjørende tilbage kl. 1 med fru Milla. Småen himmelhenrykt. Ikvæld kommer Eckkert.

Som sagt – det er dejligt at ha småen med, men nægtes kan det ikke, at hun hæfter mig. Som i søndags da jeg netop havde fåt ordnet papirerne og skulde til at skrive, da kom hun fortvivlet og havde gjort sig så over alle grænser ud. Det var frygteligt at ta fat, og få hende ren igjen. Jeg nænned ikke at slå hende, fordi hun straks kasted sig ind til mig, og bad så jammerlig for sig. Hun havde vært på øen forklarte hun og vejen var så lang, at hun ikke kunde holde på det. Jeg tror nu ikke, det sker mere. Så var det mandagen; da havde jeg akkurat fåt sat mig til skrivebordet, idet hun kommer hylende: mamma mamma hjælp mig! Det klang gjennem hele huset. Du kan tænke Dig min forfærdelse. Hun var søkkende våd og mudret fra fødderne til bæltestedet, og skjalv af skræk som et espeløv. Hun var gledet ud derborte på øen; øen er nu forresten bleven forbudt. Så måtte jeg la arbejdet fare, og ta fat med hende, stakkeren.

Vi har 3 værelser til vor rådighed, det ene er dagligstue med skrivebord, men det vil kun gjøre det værre for mig hvis hun ligger i stuen ved siden af. Jeg vågner af hende alligevel, og så må jeg op og ind til hende. Disse to sidste nætter har hun forresten vært lidt bedre. Jeg vænner mig kanske så nogenlunde til det.

Når jeg hilser småen fra Dig, og bringer hende dit kys, takker hun og spør hvordan Du har det, og bér mig sende kys og hilsen tilbage. Ellers nævner hun Dig ikke. Hun er altfor lykkelig, og altfor optat af sin lykke.

Den jublende stemning hvori hun ankom har holdt sig uforandret. Hele tiden undervejs var hun fuld af glæde. På Hyllinge station så jeg hende pludselig fare bort og springe op på en mandsperson – det var Petersen. (Der traf jeg forresten Cavling)Der traf jeg forresten Cavling: journalisten Henrik Cavling. Så kom turen til Hansemand som også blev krystet, og så var det gjenkjendelsens glæde over vognen. Da vi drejed om svinget, og hun så indkjørslen til Førslev rejste hun sig fra sædet og skreg hurra af fulde lunger. Jeg skal hilse Dig så meget fra Neergaard.

Din Amalie

NB. Der går jo også anden tid tilspilde for mig. Måltiderne, passiar med N. gjæster, hvoraf her stadig er et par af mest forskjelligartet slags. Så var jo Krog her, og dr. Kraft hele søndagen.dr. Kraft: sannsynligvis fengselsinspektør, dr.phil. Alexander Kraft, som i sin ungdom var kjent i litterære kretser. Nu er det Eckkerts. Å nej gud hjælpe mig for skrivningen!

– Det er sandt: hvis bukserne skal bestilles hos fru Larsen, må hun udtrykkelig spørges om hun kan levere dem på to dage. Ja ikke alene spørges men trues på livet til at sige sandt. Hun narrer så ækkelt, det menneske. Kanske det er lige godt at gå til Vett og Wessel, hvis hun ikke har dem færdig, – for vi resikerer slet ikke at få dem.

D.S.



543. Erik til Amalie

17-11-96

Kære Amalie lad mig først og fremmest berolige Dig m.H.t. Støvlerne. De er taget tilbage, og i Stedet for har jeg modtaget et Kort, der giver Ret til Indkøb af Sko eller Støvler for 15 Kroner. Det ligger altså, til Du kommer tilbage. Småens nye Benklæder fra Fru Larsen skal efter Løfte komme imorgen, og Målet, der er opgivet er 2 ½ Kvarter = 15 Tommer. Vasken er overstået, men nu kommer jo Tørringen og Reparation. Det skal gå så hurtig som muligt, men før om nogle Dage kan det umuligt være i dine Hænder. Send Du kun fremdeles Vasken herind. Det må absolut være billigere og bekvemmere end at få det besørget på Stedet, og Josefine har så sandelig ikke for meget at bestille med mig. Onsdag, Fredag, Lørdag, Søndag spiste jeg ude, og nu er jeg fremdeles udbuden Onsdag og Lørdag. Fredag og Lørdag havde jeg endog 2 Indbydelser på Hånden og i Søndags spiste jeg både Frokost, Middag og Aften i Selskab. Om Fredagen havde Kommandør Bojesen bedt mig til Middag sammen med Kapt Andersen (Siam) og Christoffer Hage (Politikeren),Christoffer Hage (Politikeren): folketingsmann, medstifter i 1883 av Københavns liberale Velgerforening, i 1895 en av hovedmennene ved dannelsen av Venstrereformpartiet. og så indtraf der Indbydelse fra Fru Oda NielsenFru Oda Nielsen: skuespilleren, tidligere Oda Petersen, fra 1884 gift med Martinius Nielsen. til os begge om at spise sammen med Drachmann (ved en Begrebsforvirring antog jeg, at Indbydelsen galdt Fredag i den kommende Uge, jeg udeblev altså – kunde jo være gået fra Bojesens derud –, og de elskværdige Mennesker sendte så Droske til Klassensgade for at hente mig, forgæves altså). Om Lørdagen skulde jeg spise hos Ruben HenriquesRuben Henriques: dvs. grosserer Ruben Henriques, eldre bror til Axel Henriques. og fik så om Formiddagen Telegram om at komme til Hegels til Middag med Drachmann. Det havde nu under alle Omstændigheder været forgæves, til Henriques kom jeg først et Kvarter over 7. Til Søndag Aften var jeg buden til Norries sammen med Drachmann, dér kom jeg fra Middagen hos Slomanns, men så havde Drachmann sendt Afbud, nu kunde han ikke mere. Således har jeg ikke set ham under dette hans Besøg.Således har jeg ikke set ham under dette hans Besøg: I 1890-årene oppholdt Drachmann seg mye i utlandet, som oftest i Hamburg. Han har sendt mig og Dig meget varme Hilsener. I det Brev til Fru Norrie, der melder hans Bortebliven fra Selskabet, var der en hel Side Beklagelse over, at han nu altså ikke traf mig. Han er betydelig raskere nu men langt fra stærk nok.

Igår arbejdede jeg i Rigsdagen til Kl ½ 11 efter at have været hjemme et Kvarters Tid for at sluge Middagsmaden. Jeg var forfærdelig sulten, da jeg Kl 11 kom hjem, men underlig nok hverken træt eller søvnig. Jeg var det desmere imorges. Trappegangen bliver oljemalet i denne Tid, og de gode Malersvende er lidt tidlig på Færde med deres Skraben på Væggen, Baksen med Stiger og gladelige Syngen. Det huer mig ikke overdreven godt med den sene Sengetid, men jeg passer mit Snit og sniger mig dog en Smule Søvn til også efter ½ 8.

Jeg kan godt forstå, at din Arbejdstid må være såre indskrænket, og at Du som Sagerne står ikke kan give mig detaljeret Underretning om dit og Småens Liv. Jeg trøster mig da med, at alt alligevel er ordnet på det bedste, og at både Du og Småen må have godt af Opholdet på Førslev. Den lille Ytring i dit Brev om, at Du kan arbejde, klinger jo helt fornøjeligt. – Har jeg fortalt Dig, at Thomas Krag har sendt mig sin nye Bog «Adda Wilde»Thomas Krag har sendt mig sin nye Bog «Adda Wilde»: Thomas Krags roman Ada Wilde kom ut i 1896. og bebudet at ville gøre Dig en Visit. Jeg takkede for Bogen og bad ham undlade Visiten, idet jeg på dine Vegne sagde, at Du foretrak at se ham en Aften. Bogen har jeg endnu ikke læst og heller ikke Broderens Manuskript,Broderens Manuskript: dvs. Vilhelm Krag. Se brev 542, note 1. der er skrevet med en uforskammet ulæselig gnidret Håndskrift. Det var da godt, at Du oplyste mig om Misforståelsen Krag og Krog, det havde virkelig afficeret mig en Del.

Ak ja den lykkelige lille søde Småen! Jeg ser hende for mig i sin nye Kåbe i Vognen hos Neergaard. Giv hende hver Dag et Kys fra hendes Papa!

Din Erik

[Skrevet bak på konvolutten]:

Ingen Vanter.

E.S.



544. Erik til Amalie

24-11-96

Du har unægtelig min kære Ven optaget mine Ord om, at jeg kunde forstå din Mangel på Tid og Lyst til at skrive, vel håndfast. Under alle Omstændigheder har jeg følt mig en smule brøstholden ved den lange Tid, der hengik, inden jeg denne Gang fik at vide, at alt stod vel.inden jeg denne Gang fik at vide, at alt stod vel: Det må være et brev som mangler. Jeg har længtes efter denne Tilkendegivelse, og har jeg end i din Tavshed kunnet på Forhånd finde en Art Beroligelse, så vilde dog selve den kortfattede Meddelelse om Småens vedvarende Glæde og dit Velbefindende have gjort mig tryggere. Jeg har gået omkring og smilet til alle Børn i denne Tid, da jeg selv er barnløs, og har stået stille og er falden i Henrykkelse, hver Gang jeg på Gaden har været Vidne til et eller andet yndefuldt Træk hos Børn, der gik forbi, og jeg har sendt min lille Pige alle disse Smil og alle disse bløde Tanker, og halvt vemodig har jeg så sagt til mig selv, at dette får det lille utaknemlige Asen jo aldrig at føle.

For Resten omkommer jeg i denne Tid af Forfattere. Tidlig og sent ringer de på min Dør, afleverer Manuskripter og sidder til langt ud på Natten i dybe og bevægede Samtaler. Bl.a. Axel Maurer (Lykkens Pamphilius),Axel Maurer (Lykkens Pamphilius): norsk jurist og forfatter. Hans «lyriske skuespill» Lykkens Pamphilius ble utgitt i 1896. og nu har Gud hjælpe mig også Frk PrydtzFrk Prydtz: Alvilde Prydz ga ut flere betydelige romaner i 1890-årene, bl.a. Gunvor Thorsdatter til Hærø i 1896. været her og næsten spist Frokost med mig (hun overværede i alt Fald min Frokostspisen) og hun kommer igen, og det bliver ved. I dette Øjeblik gik der en fra mig, (et stor[t] Manuskript blev tilbage,) og jeg har været slæbt hen i Forsamlinger for at lave en Forening og har måttet tage imod så den og så den af «de unge» for at høre på deres Planer og give Råd. Og der bliver ved at komme Bøger – jeg får hverken Tid til at læse dem eller skrive de behørige Breve som Tak. Rigsdagen har nemlig også været noget skrap.

Og de gode Indbydelser har fulgt mig. Nu synes de dog at standse, og det har jeg ikke noget imod. Men nogle nye Millionærvenner (Fogs fra Brasilien,Fogs fra Brasilien: dvs. ingenjør Lemvig Fog, som hadde vært i ti år i Brasilien, og som senere dannet Det danske Selskab sammen med Erik og andre. Siam-Andersen) sender mig Hilsener, som er en Slags Fordring på Visit – i megen elskværdig Beskedenhed fra deres Side, de tør ikke sende nye Indbydelser, før jeg ved mit Besøg har tilkendegivet, at jeg ønsker sådanne. Og de sidder og forbereder deres Hus på at modtage Dig, de er så ærbødige. Og jeg vil gerne holde Forbindelsen vedlige, jeg tror det i alt Fald delvis har sin Interesse, men jeg gyser for de eventuelle Pligter.

Det var mig ikke muligt at finde det grønne Fløjelsliv Du omtaler. Men ganske vist turde jeg ikke rode alt for stærkt om i Kisten på Loftet – i Skuffen ligger det ikke. Og jeg skal gøre et nyt Forsøg i Kisten. Dit Hår har jeg hentetDit Hår har jeg hentet: Amalie må ha brukt kunstig hår. og modtaget en Del Anvisninger på hvordan det skal behandles. Kammen må ikke føres igennem helt oven fra ud til Spidserne for ikke at knække Hårene osv., og skulde der senere opstå Vanskeligheder, kan Du bare henvende Dig hos den Forekommende Kone, det koster ikke noget.

Imorgen skriver jeg AnsøgningenImorgen skriver jeg Ansøgningen: De søkte felles forfatterstipend. og sender Dig den til Underskrift. Du må forfatte en Liste over alt, hvad Du har udgivet, den skal vedlægges Ansøgningen.

Pudderet kan vist dårlig sendes i Papir men jeg finder vel en Æske.

Du hilser vel Neergaard fra mig, det er naturligvis Meningen om end det ikke står hver Gang.

Jeg er bange mit Brev kommer for sent Klokken er bleven mange.

Kys, kys Småen.

Din Erik



545. Erik til Amalie

26-11-96

Kære Amalie

Hoslagt sender jeg Dig altså Ansøgningen, der efter indhentet Oplysning ikke skal indeholde andet og mere end anført. Det vil sige, på et særligt Papir følger så Listen over de af Dig og mig udgivne Bøger – det vil komme til at tage sig [ud] som en af de Cavlingske Reklameplakater,en af de Cavlingske Reklameplakater: Henrik Cavling var ansvarlig for reklamen i Politiken. hvor man ser et af de skyhøje Chicago-Huse ved Siden af Lilleput-Rundetårn i København.

Du har vel læst om Schandorphs Sygdom. Jeg hørte først derom igår Aftes.

Jeg håber på Brev fra Dig imorgen.

Alt vel.

Din Erik

Send mig Ansøgningen omgående tilbage med dit Navn til venstre for mit.



546. Amalie til Erik

Førslev 27/11/96

Kjære Erik, ja det er fælt at vente på brev, og ikke få. Men når man ved hvor de, man venter efterretninger fra, er og færdes, går det endda an. Man kan jo skrive selv – det er altid en trøst – telegrafere, rejse til en. Og så har man jo den vished at hvis det står galt, eller bare mindre bra til, får man straks besked. Det er meget værre at gå og vente på brev, når man ingen anelse har om hvor vedkommende er i verden, og ingen anden tilflugt har end tilsidst at telegrafere til fremmede og spørge om de ved noget at sige. – Og jeg har ikke tid at skrive. Det stjæler tiden, og kutter den op i bare småpluk. Men nu skal jeg kjøbe nogle brevkort og skrive på dem hveranden dag omtrent. Hvis Du vil det. Jeg for min dél hader at få brevkort fra nogen, jeg bryr mig om, og er heller aldeles uden at høre. Jeg har prøvet det de sidste gange, Du har været borte; da har Du enten slet ikke skrevet eller sendt et par ord på et brevkort.

– Ja det er frygteligt så tiden gjør lidet af sig. Jeg har fåt så forgræmmende lidt gjort på mit arbejde. Men det må Du endelig ikke sige til Neergaard. Han tror, det går udmærket, og er så glad på mine vegne. Det er jo umuligt at forklare ham at jeg stundom sidder deroppe i timevis, og kun får skrevet en halv side, som ovenikjøbet må skrives om. Derfor siger jeg altid til N. når han spør at det går godt. N. er nemlig i Kjbhvn. i disse dage, fra idag til mandag aften. Han lovte at søge Dig i rigsdagen og hilse så meget fra os begge. Han har bedt mig være her til den 16de. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men til den dato vil han gjerne ha mig. Og jeg vil jo svært gjerne være. For jeg kan jo arbejde her, og får jo ganske anderledes ro til at samle mig end hjemme, endskjønt småen optar en del af min tid. Så er hendes strømper og tøj istykker og så er knapperne af hendes støvler. Og så holder jeg skole. Så føler jeg mig jo også forpligtet til hver dag at spasere. I reglen er jeg ude 2 gange om dagen, en halv time før frokost og 5 kvarter à halvanden time mellem frokost og middag. Småen er roligere om nætterne nu, men hun er da altid vågen et par ganger mindst, så jeg må hen og stelle med hende. Forresten falder jeg straks i søvn igjen, for jeg har måttet bruge kloral af og til, og det gjør så deilig døsig.

Efter hvad Du skrev, vented jeg ansøgningen til underskrift igår. Og dernæst sikkert imorges. Men endnu er den ikke kommen. Hvis den kommer idag med eftermiddagsposten kan Du først få den tilbage i overmorgen, da postbudet, straks han har leveret posten af styrter sin vej, og her ikke er bud til eller fra Fuglebjerg i aften. I overmorgen blir vistnok i alleryderste øjeblik. Det hed sig jo inden den 30te. Jeg skrev jo dog så temmelig betids, og minded Dig. Hvorfor har Du udsat det så meningsløst længe.

Jeg kommer ikke hjem for de penge Du sendte mig. Jeg må gi 15 kr. i drikkepenge og mindst 3 til kusken. Det er 18. Så er det billetterne. Jeg har til forskjelligt: apothek, frimærker, papir, betaling for pakker til og fra – jeg må betale postbudet 35 øre, da han ikke er pligtig til at bære mere end pakker på 2 pund fragt til Kjbhvn – fin vask i Fuglebjerg (noget jeg frygted J. ikke kunde gjøre pent nok[)], vanter, stoppegarn, hårnåle, skolidser, brugt over 12 kr. Ja deraf er rigtignok desværre lidt over 3 gåt til tab i l’hombre. Og det uagtet jeg slet ikke altid har tabt. Jeg havde lidt over 9 kr., fik 20, har brugt 12. 17 tilbage. Jeg må mindst ha 20 kr. til for at komme herfra. Men det haster jo ikke. Det kan synes meget 50 kr. altså i det hele, hvis jeg da klarer mig med det. Men så vil jeg også ha vært her i 6 uger, og når rejsepenge og drikkepenge går fra blir det ikke så meget til løbende udgifter som jo altid uvægerlig forefalder og lommepenge. Det er forresten ikke sikkert at jeg får nok med 20 kr. til. Men derom kan jeg altid skrive. Jeg sender skidnetøj på mandag, og skal gi besked om hvad jeg vil ha sendt tilbage af det. – Det grønne fløjelsliv må så enten hænge i skabet mit, eller ligge i den grå kuffert, den store af træ, som står på pulterkammeret. Har Du set i dragkistens alle 3 skuffer? Jeg har nogle silkelappebylter liggende i skabet i dagligstuen. Se der sidst, for jeg tror ikke, det er der.

Fra småen kjærlige hilsener og mange kys. Hun er så over alle grænser sød om dagene. Synger sig i søvn hver eneste aften, siger: «titit mamma», hver morgen, som en fugl, der kvidrende vågner. Aldrig er hun uskikkelig, aldrig brydes hendes frydefulde stemning af nogetsomhelst. Hun er så sød og god og kjærlig, og så sjæle sjæleglad. Hun kommer nu hver morgen når hun er færdigklædt, og får kyssene fra pappa. Ja, hun er et deiligt barn. Jeg er så lykkelig ved at ha hende her, fordi hun her er langt snillere, og særlig langt sødere og kjærligere mod mig end hun er det derinde i Klasensgade.

Din Amalie.



547. Amalie til Erik

30/11/96

Kjære Erik, jeg sender idag den små kufferten fuld af skidnetøj, ja det vil sige, der er også noget andet med, som jeg ikke får brug for, og derfor helst vilde være kvit. Så er der også lidt rent linned, som jeg ikke behøver. Josef. ser nok når hun tømmer kufferten hvor det skidne tøj begynder og det rene hører op. Der ligger et stykke avispapir imellem. Sig det til hende, er Du sød; og sig at hun straks må gå igang med at vaske det. Jeg skal senere gi besked om hvilke ting, jeg vil ha tilbagesendt, når jeg nu får se, og regne ud det mindst mulige, vi kan hjælpe os med. Men vaskes skal det alt. Sig til Josef at hun må vaske tepperne i spisestuen og hvad der findes af småtæpper inde i mit værelse, komodeteppe o.s. v., og alt i soveværelset, vistnok også Johannes hvide sengeteppe. Jeg husker ikke hvordan det forholdt sig med hendes lagen, om de ikke også skal i vask. Bed J. se efter. I det hele tat må hun være færdig med alt hvad der heder vask til vi kommer. Da blir det travelt med så meget andet. Hun må også reparere og stoppe, alt hvad hun vasker. Sig endelig også det til hende.

Småen blev meget glad for dit søde brev, og hørte på det med strålende blanke øjne og et stilfærdigt smil. Noget ønske om at skrive til Dig, har hun imidlertid ikke ytret, og jeg er lumpen nok til at være glad for det. For i tilfælde blev det jo mig hun kom at diktere brevet, og tiden, tiden – Jeg spurgte hende imorges, da jeg kyssed hende fra Dig om jeg ikke skulde hilse Dig og takke for brevet, og dertil svarte hun ja.

Jeg kunde ikke finde nøglen til den lille kuffert; sejlgarnet som havde holdt den fast til kuffertens hank, var gåt istykker, og alt det, vi søgte efter nøglen, så var og blev det omsonst. Den hængelås hvormed kufferten nu er lukket tilhører frk. Jensen. Nøglen sendes Dig her. Vær snil, og ta vare på hængelåsen og nøglen, og send begge dele tilbage når jeg får det af det rene tøj, som jeg altså da vil ha bedt om. Så kan jeg jo også få det grønne fløjelsliv, for nu har Du vel fundet det. Jeg tænker det har ligget i den grå trækufferten deroppe, eller også har hængt i skabet mit.

Det dejlige vejr holder sig stadig. Og vi har det så elskelig godt og hyggeligt.

Jeg fik en alvorlig forskrækkelse ved hvad der stod i «Politiken» om Schandorphs sygdom.hvad der stod i «Politiken» om Schandorphs sygdom: Det står flere rapporter om Schandorphs sykdom i Politiken i november-desember 1896. Han døde først i 1901. Pånyt igjen følte jeg så stærkt, hvor meget jeg dog holder af det menneske, og at jeg absolut, hvis han døde, vilde kjende det som var der kommet et sort hul etsteds. Ja, den kjære gamle Schandorph! Bare han måtte komme sig endnu engang før han dør. Jeg skrev til ham på lørdag da det fremgik af Politiken, at han var liksom lidt bedre, og udtrykte min bedrøvelse, mit venskab og min deltagelse.

Men nu må jeg slutte min inderlig kjære Erik. Nu skal jeg til at arbejde lidt. Eller ialtfald lade som jeg arbejder ved at sidde og glane på papiret, og svede af fortvilelse over min uformuenhed. Og sligt kan jeg gå hen og kalde at arbejde!

Din Amalie



548. Erik til Amalie

1-12-96

Kære Amalie, Ansøgningen kom i god Tid, når den blot var indleveret inden November Måneds Udgang, og det skete. Den var på Stedet igår. Du havde for Resten spillet mig et slemt Puds ved (ovenikøbet med forskellig farvet Blæk) at ville rette i hvad jeg havde skrevet. Det hedder en Fond og Den Raben-Levetz. Fond.Den Raben-Levetz. Fond: «Den Raben-Levetzauske Fond til Fremme af sociale, velgørende, kunstneriske og videnskabelige Formaal» ble opprettet i 1871 av storgodseier Carl Vilhelm Raben-Levetzau og hans kone Julia. Og Du burde, synes jeg, i så Henseende have stolet nogenlunde på mig, eller havde Du Tvivl, måtte Du da ialt Fald have meddelt mig den, og henstillet til mig at foretage Rettelsen med det samme Blæk, hvormed den øvrige Ansøgning var skreven. Nu var jeg nødt til – med en dårlig Kniv – at radere det indskrevne t ud, og det kom til at se meget fælt ud. Med min gode Vilje havde jeg aldrig afleveret et sådant Dokument. Kunde den meget uheldige Sammenfoldning ikke have været undgået ved en Henvendelse på Kontoret hos Petersen? Og et dobbelt Foldelæg! Det er såmæn en net Lap at indlevere. Nå, Udfaldet bliver vel det samme negative, hvordan Papiret så havde set ud.

Neergaard har desværre søgt mig forgæves i Rigsdagen igår. Det var en af de Dage, hvor jeg først skulde møde senere. Jeg vilde gerne have talt med ham, nu må Du hilse ham hjærtelig og sige hvor meget jeg beklager, at han gik forgæves.

Du udstøder et Hjærtesuk i Anledning af dit Arbejde. Idag har jeg begået det vovelige Skridt at meddele Hirschsprung, at han skal få et Arbejde af mig til Udgivelse i Miniaturbiblioteket.Hirschsprung … Miniaturbiblioteket: Erik skrev et par små romaner i 1890-årene; den første, Agnes Vittrup, kom ut i 1897 hos Schubothe. Den er på 147 små sider. Aage Hirschsprung hadde i 1893 overtatt Schubothes Forlag (sammen med J. L. Lybecker); de hadde begynt å utgi en rekke smukt innbundne serier, bl.a. «Miniaturbiblioteket». Så kommer Sukkenes Tid for mig – de er for Resten allerede begyndt. Jeg er aldeles ikke vis på, at jeg klarer Opgaven. Kommer Tid, kommer Råd, kan jeg her sige i dobbelt Forstand. Du begriber, at jeg ikke vil have dette omtalt foreløbig.

Idag er dit Fløjelsliv fundet. Det lå i din Puf inde i din Stue. Men hvordan kan Du bruge det? Ærmerne er råt afskårne. Nå, det må Du om, hvis Du altså virkelig vil have det.

Naturligvis gør det mig ondt, at Småen ikke har tænkt på at sende mig en Skrivelse, men jeg forstår din Lettelse ved ikke at skulle skære af din Tid til det.

Jeg lod Josephine forespørge hos Schandorph igår, og Svaret lød, at Doktoren havde det temmelig godt. Så forunderligt det lyder, lader det virkelig til, at han klarer denne åbenbart meget slemme Historie.

Ja jeg priser det gode Vejr særlig for jeres Skyld. Hvilken Forskel, om det havde været Slud og Mørke vedvarende, for i adskillige Dage har det da været det.

Vaske skal blive besørget efter Ønske.

Sørg ikke over dit Arbejde! Tag en Dag eller to Ferie!

Din Erik



549. Erik til Amalie

Søndag [6/12/96]

Kære Amalie jeg vilde have skrevet igår, men så tænkte jeg, at mit Brev jo ikke kom før, end om jeg skrev idag, idet der om Søndagen ikke går Post, og da der så tillige i min Sjæl husedes et lille Håb om, at Småen havde fået i Sinde at diktere et Brev til mig, som jeg kunde have siddet inde med idag, opsatte jeg Skrivningen til idag. Men idag kom der intet Brev fra Småen. Ak ja, det var lidt trist.

Var der ikke forleden Brev fra Jacob i Kristiania?Brev fra Jacob i Kristiania: ikke på KB. Fra Amalies svar ser det ut til å ha vært et brev fra Ludvig.

Skriver han noget om det, Du formodentlig også har set i Politiken, Notitsen om, at Ludvig i Bergen skulde have i Sinde at gå til Scenen?Notitsen om, at Ludvig i Bergen skulde have i Sinde at gå til Scenen: Under «Teater- og Musik-Nyt» i Politiken 5/12/96 sto det: «Det forlyder, at i Marts Maaned vil en ung Købmand fra Bergen, Hr. Ludvig Müller, debutere paa Kristiania Teater. Hr. Müller er Søn af Fru Amalie Skram, og havde allerede oparbejdet sig en god Forretning.» Ludvig debuterte som Ambrosius ved Christiania Theater 10/2/97. Det stak mig af Sorg, da jeg læste det. Skulde det være sandt? Desværre jeg kan jo tænke mig, at det virkelig forholder sig som der står fortalt. Ludvig har sikkert i al Stilfærdighed altid sværmet for Scenen, og hans Købmandsskab har jo aldrig bundet hans virkelige Interesse. Giftermålet nu med SigneGiftermaalet nu med Signe: I 1895 hadde Ludvig giftet seg med Signe Grieg, som var skuespiller. har formodentlig pustet på den ulmende Glød, de har talt og talt om Komediespil, hun har prøvet ham, fundet ham udmærket, og smuk er han, endelig har de vovet et Forsøg, og mulig er der nu altså en Beslutning. Hvilket Vovespil! Og i Norge, hvor den økonomiske Side af Sagen i bedste Fald er så lidet lovende. Den Historie går mig nær til Hjærte. Har Jakob skrevet noget derom? Hvis der står noget om dette i hans Brev (jeg forudsætter stadig, at det Brev, jeg så, var fra ham) så send mig endelig Brevet. Opsæt ikke at give mig så god Underretning som mulig, til Du mundtlig kan gøre det.

Jeg har spist Frokost hos Rørdams idag og siden siddet hjemme, formodentlig til Josephines Mishag, jeg spiste ikke til Middag før kl. 6. Det må for Resten siges, at den Pige er flink. Bestandig lige påpasselig, høflig og dygtig. Har hun været længe om Vasken denne Gang? Jeg forudsætter, at den kan blive afsendt imorgen.

Du siger ikke noget om min Beslutning at gå ind på Hirschsprungs Forslag. Mig opfylder det med stille Skræk, men noget har jeg til Baggrund for min Beslutning, og skal jeg for Alvor gøre Forsøget, om jeg kunstnerisk endnu er i Live, måtte vel Øjeblikket være der – en længere Udsættelse vilde vel næppe både.

Jeg har læst din smærtelige FortællingJeg har læst din smærtelige Fortælling: kanskje «Post Festum», som ble trykt i Tilskueren 1896. og finder den god på et eller nogle enkelte Udtryk nær. Jeg kan ikke tale om Indholdet. Kun er dens Vilje til Sandhed gribende og blødende for mig i en Grad som Du vel næppe aner. Min kære Ven!

Fra Frøken Prydz har jeg de blideste Hilsener. Hun er nu rejst til Berlin. Hos mig var hun i tre lange Visiter, og ved den sidste efterlod hun to store trykte Bøger, som det var hendes Håb, at jeg skulde skrive om.to store trykte Bøger: se brev 544, note 3. Orker jeg blot at læse dem! Hun var for Resten både rørende og elskværdig. Havde hun blot ikke den slemme Syge at skrive Bøger, var hun virkelig et værdifuldt Menneske.

Tag nu Småen inderlig i Favn fra mig – tak, fordi Du husker at kysse hende hver Dag fra hendes gamle Papa – og hils Neergaard mange Gange

Din Erik



550. Amalie til Erik

7/12/96. Førslevgaard.

Kjære Erik, nu sender jeg det sidste vasketøj, og bér Dig be J. om straks at vaske det, og hvis det er hende muligt at ha det færdigt til vi kommer. Jeg skal ikke ha noget af det udsendt her, så det er ikke derfor, men det må helst ligge rent før vor smule juletravlhed begynder, og jeg synes, jeg bør kunne slippe for at sende også dette sidste på vask, da J. jo dog nu så længe har havt så lidt at vareta. Hun må også stoppe og efterse altsammen må Du sige.

Så ber jeg om af forrige sending vasketøj at få tilbage: 2 underbenklæder for småen, 8 lommetørklæder, 4 af småens og 4 af mine, og et af hendes pene blå forklæder. Intet uldtøj, ingen strømper og ingenting til mig undtagen de 4 lommetørklæder. Det blir bare til bryderi, hvis der sendes noget mere. Det grønne fløjelsliv kan det også være det samme med, siden det varte så længe før det fandtes. Indeni skidnetøjpakken findes en liden pakke. Det er noget rent tøj, som jeg kan regne ud, vi ikke får brug for, og som jeg derfor helst vil være kvit, da jeg til hjemrejsen kun har en kuffert, istedetfor 2, som jeg rejste ud med. Der er dog ikke tale om at Du behøver at sende nogen kuffert. Jeg har ved at sende hjem disse ting lettet min bagage betydeligt.

– Vi kommer næste mandag den 14de. Rejser herfra med nattetoget, kl. ½ 8 om morgenen og er i Kjbhvn 10 vistnok. Gud se i nåde til os, som skal op i svarte natten senest ½ 7. Men Neergaard og frk. Jensen tar ind den dag, for sammen at gjøre juleindkjøb, og så får vi følge. Neergaard havde først bestemt at rejse den 16de, men så skal der være en god koncert den 14de, og så vil han ta den med. Han har tilbudt mig at vi skal vente til om eftermiddagen på mandag men så er han først i Kjbhvn kl. 8 aften, og kommer forsent til sin kjære koncert, hvor meget han endog styrter afgårde. Derfor har jeg sagt, at vi godt kan være oppe og færdige i rette tid.

Du aner ikke vor god og elskelig Neergaard ustanselig har vært mod os begge. Hvor er han dog et snilt og fredsommeligt og ulunet menneske. Jeg ønsker inderlig, Du havde kunnet leve sammen med os i denne tid, så vilde Du nu holde likså meget af ham som jeg gjør det. Og småen også. Der er inde i hans hjærte så mange rørende, små, fine ting, som først efterhånden og lejlighedsvis kommer for dagen. Ja, han er velsignet, er han.

Bed J. bestille en kabeljong på 3 à ½ 4de pund til på mandag morgen, så at den er i huset når jeg kommer. Det er vist ikke muligt at få fisk nu uden ved itidebestillinger. Og af denne kabeljong skal jeg lave en ret, som jeg har snakket om her, en norsk ret, som N. skal smage en dag i ugen da han kommer til frokost! Han har bedt mig fortælle jfr. Hansen at lave den, men jeg har sagt at han først skal ha smagt den, da det er så usikkert om folk der ikke kjender den, liker den. Sådan kom det, at han kommer til frokost. Kabeljongen skal nemlig være sprængt og røget og derfor må den være i huset på mandag. –

I dette øjeblik kom dit brev og «Tilskueren».dit brev og «Tilskueren»: se brev 549, note 4. Tak. Jo, her kommer post også på søndagen. De har lejet en ekstramand til at gå. Der er bare det, at man kun én gang kl. 11 om frmdg. kan sende brev afsted, og at posten må hentes dernede på herredsfogedkontoret, hvad den naturligvis altid blir.

– Jeg sér til min forskrækkelse i dit brev at Du taler om at afsende vasken imorgen. Jeg skrev jo til Dig, at jeg skulde gi besked om hvilke ting, jeg vilde ha udsendt. Jeg sa, der intet skulde sendes før. Og nu har Du ikke lagt mærke til det. Å gud, bare den nu ikke kommer den sending, jeg ikke vil ha. Så får jeg ikke plads i den ene kuffert. Jeg går ned og ser efter om N. er hjemme og gjør et forsøg på at telefonere til Dig.

– Jeg ser nu, det ikke er «Tilskueren» men særtryk. Uf, hvad skulde jeg dog med dem? Hvad i guds navn skal jeg med dem? Kunde de ikke ha ligget derinde i Klasensgade. Jeg kaster dem i doet, gjør jeg!

– Jeg er, må Du vide, ikke lej for Ludvigs beslutning. Han har åbenbart ikke kunnet gjøre andet. Han blev jo, før han var voksen tvunget ind i noget om hvilket ingen vidste enten det passed ham eller ej. At han hele tiden har vært lidt af en martyr i sin gjerning har jeg altid havt fornemmelsen af. Stærkest dengang for mange år siden, da jeg var i Bergen på besøg, og bode hos Christensens,da jeg var i Bergen på besøg, og bode hos Christensens: dvs. i oktober 1885. Se brev 297, 308. og Ludvig var så trist og så elskelig. Nej, jeg er ikke lej. Nu kan Du se hans brev. Ludvig er et prægtigt menneske; en karaktér. Hvad han så gjør føler jeg som en tryghed. Selv om han gav sig til at være sjørøver i China. – Jeg har naturligvis straks svaret ham.

– Nej, småen fik Du så vist ikke noget brev fra igår! Igår havde jeg forresten fåt entret hende op derudefra i betimelig tid. Så sad hun ved siden af mig og begyndte på et brev til Dig. Hun skrev selv, og sa selv hvad der skulde stå; jeg måtte blot stave det for hende. Men det varte ikke længe; så var hun kjed og vilde ud til Preben og sammen med ham få kalvene til at danse. Kalvene har under åben himmel et omgjærdet sted, hvor Johanne og Preben tilbringer mange lykkelige timer. Preben er en brorsøn af Rist; hans mor er født Olsen, søster til den fru VogtPreben er en brorsøn af Rist; hans mor er født Olsen, søster til den fru Vogt: Preben var sønn til P. Fr. Rists bror Harald. som bôr frit hos Neergaard i den lave længe, der hænger sammen med mejeriet. Han har Sct. Veits dans og er bleven tat ud af skolen, og sendt på landet for at komme sig. Det er en sød gut, synes jeg, 12 år, og snil mod småen.

Så idag, da småen var færdigklædt, foreslog jeg, efterat hun selv havde sagt, at hun ikke vilde ud «lige på minuttet», at hun skulde skrive videre på brevet til Dig. Nej nej, mamma. Preben venter på mig. Vi skal ta afsked med de 3 svin og de 3 kør, som skal slagtes idag; og så skal vi glide, (syntes jeg, hun sa) på isen, og få de søde kalve til at danse. Og dermed strøg hun. Hun er så sød, og så forlevenes frisk og glad, så det er en fryd at se hende. Og kalvene er også så bedårende troskyldig søde, så man rent kan forelske sig i dem. Nej min ven, når det brev blir færdigt ved ikke jeg. Hun er en liden utaknemmelig taske af en datter. Jeg taler så tit, så tit om Dig til hende, fordi jeg ligefrem undrer mig over hendes glemsomme koldsindighed ligeoverfor din stadige borteværen. Men aldrig snakkker hun om Dig. Hun ligefrem også glemmer at komme hen og få dine kys om morgenen, når hun er klædt. Jeg må altid minde hende om det. Jaja. En trøstelig tanke er der i dette: at sådan en liden ikke vilde sørge længe over ens død. Og for mig synes dette en virkelig trøst.

Nej min ven. Jeg er ikke bange for Dig! Jeg er tværtom sikker på, at Du vil skrive noget udmærket til Hirschsprung. Hilsen fra N.

Din Amalie.

Efterskrift. Nu ved frokosten idag spurgte jeg småen, om hun ikke straks vilde komme op og skrive brevet færdigt. Jo, sa hun. Men ikke før havde jeg snud mig rundt da vi havde rejst os fra bordet, før hun var vække. Og siden har jeg ikke øjnet hende. Ude og føjter med Preben vel, eller med staldkarlen, Hans, gartneren, mejersken og hvad alle hendes udenoms venner heder. Nu må jeg snart ned, og hente hende til «skole».

Nu var N. oppe hos mig og sa at han ikke havde fåt Dig itale. Du var gåt fra rigsdagen, sagdes der. Nårsomhelst en skal ha fat i Dig der, er Du der ikke. Og dog er Du der altid jo.

D.S.

Ludvigs brev må Du gjemme, og gi mig tilbage –

[Tilføyelse på første side]:

Idag er sagfører Poulsen her til middag.sagfører Poulsen her til middag: Johan Carl Poulsen var sakfører i Fuglebjerg. (Han tok senere navneforandring til Viderø og er far til organisten Finn Viderø.) Han tar brevet med til Fuglebjerg.



551. Erik til Amalie

10-12-96

Kære Amalie Tak for Breve og særlig Tak fordi Du satte igennem, at Småen fik sit Brev færdigt og afsendt. Jeg er rørt derover, og så synes jeg også, at jeg næsten må være stolt på min lille Piges Vegne, at hun har fået sat alle de Bogstaver sammen, og til så halsbrækkende Ord endog som: «Arrestforvareren». Der må Du naturligvis Bogstav for Bogstav have dikteret. Og så pænt hun skriver! Du vil få Ære på Skolen, når hun nu afleveres på ny til videre Dygtiggørelse. Jeg talte igår med Frk Adler,jeg talte igår med Frk Adler: Hanna Adler var en foregangskvinne for fellesundervisningen av gutter og piker; i 1893 opprettet hun Frk Hanna Adlers Fællesskole i København. Johanne Skram gikk på denne skolen. der åbenbart længes efter sin Elev, men som for Resten udmærket godt forstod, hvor fortræffeligt dette Landophold måtte være for Småen.

Efter Ludvigs Brev ser Sagen jo forholdsvis lovende ud. Beklage hans Beslutning gør jeg dog, for så vidt jeg tænkte mig Muligheden af, at han som Købmand kunde have fundet Hvile i relativ Velstand – ad Åre. Nu går han ind til økonomisk Knaphed i det uendelige. Men naturligvis, har Trangen været så stærk som det jo synes, er det foreløbige gunstige Udfald af den dristige Beslutning kun glædelig. Du kan begribe, at jeg ikke et Minut har tænkt mig ham handle slapt eller letsindigt.

Ved Fru Voss er der intet at gøre,Ved Fru Voss er der intet at gøre: Johanne Voss (f. Paulsen) var en skuespiller fra Bergen, som fra 1899 ble knyttet til Nationaltheatret, og ble der til 1937. og hvis Du ønsker det, skal jeg gerne give hende det nødvendige nedslående Svar. Selv om «Agnete» kom op på ny, kunde Teatret ikke begå den Urimelighed at engagere en ukendt lille norsk Skuespillerinde, for hvem der ikke er Brug ved noget Teater i Norge.

Bøgerne sender jeg nu om et Øjeblik og indlagt vil Du finde en Konvolut med 25 Kroner.

Jeg spiste til Middag igår i stort Selskab hos Fraenckels, til hvilken Middag Du naturligvis også var buden i hvilken Anledning jeg både skriftlig og mundtlig udtalte din Beklagelse over ikke at kunne være med. Selskabet fik for mig Interesse ved, at jeg mærkede, at jeg kunde klare mig nogenlunde i fransk Konversation. Den herværende franske Konsul Pradère (?) og FrueDen herværende franske Konsul Pradère (?) og Frue: Fernand Eugène Marie Pradère Niquet er anført som fransk visekonsul i Kongelig Dansk Hof- og Statskalender 1896. var der og jeg måtte på Hovedet rykke i Marken med mine manglende Gloser og umulige Grammatik, men alligevel fik jeg Anerkendelse af – de danske tilstedeværende, ikke at tale om de to franske. Det var jo ganske morsomt, og på Spøg opfordrede Konsulen mig til at slå Følge med ham på Lørdag til Paris. Ja hvem der kunde! Han skulde præsentere mig for min Kollega: Sekretæren i Deputeretkammeret osv.

Sideantallet i Forrådt?Sideantallet i Forrådt?: må referere til et tapt brevkort som Amalie har sendt. Jammen Bogen findes jo ikke her hjemme! Jeg må da ind til Schubothe, og Du har ikke ladet Plads stå på Brevkortet.

Jeg må have taget Fejl af Pakken. Jeg troede jeg sendte Tilskuerheftet, der går nu med i Pakken. Så vidt jeg kan se, debitterer V. Møller åbenbar Løgn i sit Svar både til mig og til Cantor,debitterer V. Møller åbenbar Løgn i sit Svar både til mig og til Cantor: Vilhelm Møllers «Et Svar», som står i Tilskueren november-desember 1896 (s. 972–76), argumenterer temmelig pedantisk mot et utsagn av Erik om en øksekasse i et henrettelses-referat. det må jeg imidlertid nærmere undersøge.

Velkommen til Dig og Småen!

Din Erik



552. Amalie til Erik

[1896]

Bryd Dig ikke om detBryd Dig ikke om det: skrevet på en lapp papir sammen med en konvolutt hvor det står «Forfatteren Hr. Erik Skram». Denne lappen og den følgende er ikke datert. kjære min ven! Du véd, jeg ha mine «gale» togter. Så siger jeg det, «normale» mennesker aldrig siger. Det er forskjellen, nemlig at jeg siger det. Jeg er nu svært lej for jeg gjorde det. Hvad skulde det dog til!



553. Amalie til Erik

[1896]

Min søde, søde kjære Erik, jeg har vært søvnløs i hele nat, nu er klokken 6 om morgenen, og jeg har havt det forfærdelig ondt. En djævelsk uro i alt mit blod, som har hindret mig i at sove.

Hvis jeg nu idag ikke er sød, så bær over med det. Og jeg har netop idag så meget at gjøre. Kloral vilde ha hjulpet, men det turde jeg ikke ta så sent på natten, da jeg mærked, at jeg ikke kunde sove, for så vilde jeg ikke ha vågnet tidsnok.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.