Andet Kapitel.

Bukken gik bunden ved Stuevæggen, men Øyvind gik og saae opover Berget. Moderen kom ud til ham og sad hos ham; han vilde høre Eventyr om det, som var langt borte, thi nu var ikke Bukken længer nok. Saa fik han høre om, at engang kunde alting tale; Berget talte til Bækken og Bækken til Elven og Elven til Havet og Havet til Himmelen; men saa spurgte han, om ikke Himmelen talte til nogen, og Himmelen talte til Skyerne, men Skyerne til Træerne, men Træerne til Græsset, men Græsset til Fluerne, men Fluerne til Dyrene, men Dyrene til Børnene, men Børnene til de voxne; og saaledes gik det endnu videre, til det gik rundt, og ingen vidste, hvem som begyndte. Øyvind saae paa Berget, 8Træerne, Søen, Himlen og havde igrunden aldrig seet dem før. Katten kom ud i det samme og lagde sig paa Hellen i Solskinnet. «Hvad siger Katten?» spurgte Øyvind og pegte. Moderen sang:

Solen skinner vakkert om Kvelden,
Katten ligger doven udpaa Hellen.
«To smaa Mus,
Fløde af et Krus,
fire Stykker Fisk
stjal jeg bag en Disk,
og er saa god og mæt,
og er saa doven og træt»,
siger Katten.

Men Hanen med alle Hønsene kom: «Hvad siger Hanen?» spurgte Øyvind og slog Hænderne sammen. Moderen sang:

Kyllinghønen Vingerne sænker,
Hanen staar paa et Ben og tænker:
«Den graa Gaas
styrer høi nok Kaas;
men se til, om den kan
naa en Hane i Forstand?
Ind, ind Høner under Tag,
Solen kan gjerne saa Lov for idag»,
siger Hanen.

Men to smaa Fugle sad og sang oppe paa Mønen. «Hvad siger Fuglene?» spurgte Øyvind og lo.

«Herregud, det er godt at leve
for den, som slipper at stræve»,
siger Fuglene.

Og han fik høre, hvad altsammen sagde ligened til Myren, som krøb gjennem Mosen, og Ormen, som pikkede i Barken.

Samme Sommer begyndte Moderen at lære ham at læse. Bøgerne havde han eiet længe og tænkt meget paa, hvorledes det skulde gaa til, naar ogsaa de begyndte at tale. Nu blev Bogstaverne til Dyr, Fugle og alt, 9som til var; men snart begyndte de at gaa sammen, to og to; a stod og hvilte under et Træ, som hedte b, saa kom e og gjorde det samme, men da de kom sammen tre og fire, var det, som de blev sinte paa hverandre, det vilde ikke rigtig gaa. Og jo længere udover han kom, desmere glemte han, hvad de var; længst huskede han paa a, som han holdt mest af; den var et lidet sort Lam og var Venner med alle; men snart glemte han ogsaa a, Bogen havde intet Eventyr, men bare Lektier.

Saa var det en Dag, Moderen kom ind og sagde til ham: «Imorgen begynder Skolen igjen, da skal du følge med mig op til Gaarden.» Øyvind havde hørt, at Skolen var et Sted, hvor mange Gutter legte, og det havde han ingenting imod. Han var meget fornøiet; paa Gaarden havde han været ofte, men ikke naar der var Skole, og han gik fortere end Moderen opover Bakkerne, for han længtede. De kom op til Livørestuen, en forfærdelig Surr som af Kværnhuset hjemme stod imod dem, og han spurgte Moderen, hvad det var. «Det er Ungdommen, som læser», svarte hun, og han blev meget glad, for saadan var det, ogsaa han havde læst, før han kjendte Bogstaver. Da han kom ind, sad der saamange Børn omkring et Bord, at der ikke var flere i Kirken; andre sad paa sine Nistekopper langs Væggene; nogle stod i smaa Hode omkring en Tabel; Skolemesteren, en gammel graahaaret Mand, sad paa en Krak nede ved Gruen og stoppede sin Pibe. Da Øyvind og Moderen traadte ind, saae de alle op, og Kværnhussurret standsede, som naar de dæmmede i Renden. Alle saae paa de indtrædende, Moderen hilste paa Skolemesteren, som hilste igjen.

«Her kommer jeg med en liden Gut, som vil lære at læse», sagde Moderen. «Hvad hedder den Kroppen?» sagde Skolemesteren og grov ned i Skindposen efter Tobak. «Øyvind», sagde Moderen; «han kan Bogstaverne, og 10han kan lægge sammen.» «Aa nei da,» sa’ Skolemesteren, «kom hid du Hvidhoved!» Øyvind gik bort til ham, Skolemesteren fik ham paa Fanget og tog Huen af ham. «For en vakker liden Gut!» sagde han og strøg ham i Haaret; Øyvind saae ham op i Øinene og lo. «Er det af mig, du ler?» han rynkede Brynene. «Ja, det er det,» svarte Øyvind og skratlo. Da lo ogsaa Skolemesteren, Moderen lo, Børnene skjønte ogsaa, de fik Lov at le, og saa lo de naturligvis.

Dermed var Øyvind kommen ind paa skolen.

Da han skulde sætte sig, vilde de alle gjøre Plads for ham; han saae sig ogsaa længe om, de hviskede og pegte; han dreiede sig omkring til alle Kanter med Huen i Haanden og Bogen under Armen. «Nu hvad bliver det saa til?» spurgte Skolemesteren, han holdt atter paa med Piben.

Idet Gutten skal vende sig mod Skolemesteren, ser han tæt ved Siden af ham nede ved Gruestenen og siddende paa en liden rødmalet Løb, Marit med de mange Navne; hun havde gjemt Ansigtet bag begge Hænder og sad og glyttede hen til ham. «Her vil jeg sidde!» sagde Øyvind rask, tog en Løb og satte sig ved Siden. Nu løftede hun lidt den Armen, som vendte mod ham, og saae paa ham under Albuen; strax dækkede ogsaa han til sit Ansigt med begge Hænder og saae paa hende under Albuen. Slig sad de og skabte sig til, indtil hun lo, saa lo ogsaa han, Ungerne havde seet det og lo med; da skar det ind med frygtelig stærk Stemme, men som blev mildere efter hvert: – «Stille Troldunger, Smaatøi, Spilleværk – stille og værer snille mod mig Sukkergriser!» Det var Skolemesteren, som havde for Vis at fyge op, men blive god igjen, før han endte. Strax blev det roligt i Skolen, indtil Peberkværnene atter begyndte at gaa, de læste høit hver i sin Bog, de fineste Diskanter spillede op, de grovere Stemmer trommede høiere og 11høiere for at have Overvægten, en og anden haukede ind imellem, Øyvind havde i sine Levedage ikke havt slig Moro.

«Er det slig her bestandig?» hviskede han til Marit. «Ja slig er det,» sagde hun.

Senere hen maatte de frem til Skolemesteren og læse; en liden Gut blev dernæst sat til at læse med dem, og saa fik de slippe og skulde gaa hen og sidde rolige igjen.

«Nu har ogsaa jeg faaet en Buk,» sagde hun. – «Har du?» – «Ja, men den er ikke saa vakker som din.» – «Hvorfor er du ikke oftere kommen op paa Berget?» – «Bedstefar er ræd, jeg skal falde udfor.» – «Men det er ikke saa høit.» – «Bedstefar vil ikke alligevel.»

«Mor kan saamange Viser,» sagde han. – «Du kan tro, Bedstefar ogsaa kan.» –– «Ja, men han kan ikke om det, som Mor kan.» – «Bedstefar kan om en Dands, han. – Vil du høre den?» – «Ja, gjerne det.» – «Men saa maa du komme længer hid, at ikke Skolemesteren skal mærke det.» Han flyttede sig, og saa sagde hun frem en liden Visestump firefem Gange, saa Gutten lærte den, og det var det første, han lærte paa Skolen.

«Dands!» raabte Fedlen
og skratted paa Strengen,
saa Lensmandsdrengen
sprat op og sa’: «Ho!»
«Stands!» raabte Ola,
slog Bena unda’n,
saa Lensmand dat af’n,
og Gjenterne lo.

«Hop!» sa’n Erik
og spændte i Taget,
saa Bjælkerne braged,
og Væggene skreg.
12«Stop!» sa’n Elling
og tog ham i Kragen
og holdt ham mod Dagen:
«du er nok for veg!»

«Hei!» sa’n Rasmus,
tog Randi om Livet:
«skynd dig at give
den Kyssen, du veed.»
«Nei!» svarte Randi,
en Ør’fig hun gav ham
og sled sig ifra ham:
«der har du Besked!»

«Op Unger!» raabte Skolemesteren, «idag er det første Dagen, saa I skal slippe tidlig, men først maa vi holde Bøn og synge.» Der blev et Leven i Skolen, de hoppede af Bænkene, sprang over Gulvet, snakkede i Munden paa hverandre. «Stille Fantunger, Skarvunger, Fjorunger! – stille, og gaa vakkert over Gulvet, Smaabørn!» sa’ Skolemesteren, og de gik nu rolige hen og stillede sig op, hvorefter Skolemesteren gik foran dem og holdt en kort Bøn. Siden sang de; Skolemesteren begyndte med stærk Bas, alle Børnene stod med foldede Hænder og sang med, Øyvind stod nederst ved Døren sammen med Marit og saae paa; de foldede ogsaa Hænderne, men de kunde ikke synge.

Dette var den første Dag i Skolen.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.