En glad Gut

av Bjørnstjerne Bjørnson

Tiende Kapitel.

En Eftermiddag ud paa Sommeren, da Moderen og en Pige ragede Hø sammen, Faderen og Øyvind bar ind, kom en liden barfodet og barhovedet Gut hoppende nedover Bakkerne og bortover Marken til Øyvind, som han gav en liden Seddel. «Du løber godt, du!» sa’ Øyvind. «Jeg har Betaling for det», svarte Gutten. Paa Spørgsmaal, om han skulde have Svar, lød der nei, og han tog Veien hjem igjen over Berget; thi der kom nogen efter ham oppe i Veien, sagde han. Øyvind aabnede brydsomt Seddelen, thi den var først lagt sammen i en Strimmel, dernæst var den knyttet, saa forseglet og tilhakket, og i Seddelen stod:

«Nu er han paa Marken, men det gaar langsomt. Spring paa Skogen og gjem dig. Den, du veed.»

«Nei, om jeg gjør», tænkte Øyvind og saae trodsig opover Bakkerne. Det varede heller ikke længe, før en gammel Mand viste sig øverst i Bakkerne, hvilte, gik lidt, hvilte igjen; baade Thore og Konen standsede for at se paa. Men Thore smilte snart, Konen derimod skiftede Farve. «Kjender du ham?» – «Ja, her er just ikke let at tage feil.»

69Fader og Søn begyndte paany at bære Hø, men den sidste passede det saa, at de altid fulgtes. Den gamle oppe i Bakken kom langsomt nærmere ligesom et tungt Vestenveir. Han var meget høi og noget førlig; han havde onde Ben og gik Fod for Fod med svær Holdning og Stav. Han kom snart saa nær, at de kunde se ham nøie, han standsede, tog Huen af Hovedet og tørrede Sveden med et Tørklæde. Han var ganske skaldet langt bagover; han havde et rundt, sammenfoldet Ansigt, smaa gnistrende, plirende Øine, buskede Bryn og alle Tænder i Munden. Naar han talte, var det med en skarp, gneldrende Stemme, der hoppede som over Grus og Sten; men paa et og andet «R» hvilte den med stort Velbehag, trillede saa henover det i flere Alens Længde og gjorde i det samme et vældigt Hop i Tonen. Han havde i yngre Dage været bekjendt for en munter, men hidsig Mand; paa sine gamle var han ved mangeslags Modgang bleven ilter og mistænkelig.

Thore og Sønnen gjorde mange Vendereiser, før Ole kunde vinde frem; de forstod begge, at han ikke kom for det godes Skyld, derfor var det saameget pudsigere, at han aldrig naaede. De maatte begge gaa der meget alvorlige og tale ganske sagte, men da dette aldrig tog Ende, blev det løierligt. Blot et halvt Ord, som træffer, kan under saadanne Omstændigheder tænde Latter, og allerhelst, naar der er Fare forbunden med at le. Da han tilsidst blot var nogle Favne borte, men som aldrig tog Ende, sagde Øyvind ganske tørt og sagte: «Han maa føre tungt Læs, den Mand», – og mere skulde der ikke til. «Jeg mener, du er ikke klog», hviskede Faderen, skjønt han nok selv lo. – «Hm–hm!» kræmtede Ole oppe i Bakken. – «Han lager Halsen til», hviskede Thore. Øyvind faldt paa Knæ foran Høsaaten, stak Hovedet ind i Høet og lo. Faderen bøiede sig ogsaa ned. «Lad os gaa ind paa 70Laaven», hviskede han, tog et Fang Hø og travede ivei; Øyvind tog en liden Dusk, sprang efter, kroget af Latter, og slap sig først ned indpaa Laaven. Faderen var en alvorlig Mand, men fik nogen ham ind paa Latteren, smaaklunkede det først i ham, derpaa blev der altid længere, men afbrudte Triller, indtil de flød sammen i en eneste lang Ulyd, hvorefter der kom Bølge paa Bølge med altid længere Sug. Nu var han kommen ivei, Sønnen laa paa Gulvet, Faderen stod over, og begge lo, saa det bragede. De havde sig engang imellem sligt Lattertag; «men dette kom ubeleiligt», sagde Faderen. Tilsidst vidste de ikke, hvorledes dette skulde gaa, thi den gamle maatte jo nu være kommen tilgaards. «Jeg vil ikke ud», sa’ Faderen; «jeg har ingenting med ham at bestille.» «Ja, saa gaar heller ikke jeg», svarte Øyvind. «Hm–hm», lød det lige udenfor Laavevæggen; Faderen truede til Gutten: «Vil du ud med dig!» – «Ja, gaa du først!» – «Nei, vil du bare pakke dig!» – «Ja, gaa først!» – og de børstede af hverandre, og gik meget alvorlige frem. Da de kom nedenfor Kloppen, saae de Ole staa vendt mod Kjøkkendøren, som han betænkte sig; han holdt Huen i den Haand, hvormed han holdt Staven, og tørrede med et Tørklæde Sveden af det skaldede Hoved, men ruskede ogsaa op i Bustene bag Øret og i Nakken, saa de stak ud som Pigger. Øyvind holdt sig bag Faderen, denne maatte derfor staa stille, og for at gjøre en Ende paa det sagde han uhyre alvorligt: «Er saa gammelt Folk ude og gaar?» Ole vendte sig, saae kvast paa ham og satte Huen tilrette, før han svarte: «Ja, det læg’s til.» – «Du kan være træt, vil du ikke gaa ind?» – «Aa, jeg kan hvile her, jeg staar; jeg har ikke langt Erinde.» – Der var en, som glyttede paa Kjøkkendøren; imellem hende i Kjøkkendøren og Thore stod gamle Ole, med Hueskjærmen ned over Øinene, thi Huen var for stor nu, siden Haaret var 71gaaet bort. For at kunne se hældede han Hovedet dygtig bagover, Staven holdt han i høire Haand, og den venstre holdt han spændt i Siden, naar han ikke gestikulerte, men det gjorde han aldrig stærkere end ved at sende den halvt ud ifra sig og holde den stille der som en Vagt om sin Værdighed. «Er det Søn din, som staar bag dig?» begyndte han med meget rask Stemme. – «De siger saa.» – «Øyvind heder han, ikke saa?» – «Ja, de kalder ham Øyvind.» – «Han har været paa en af disse Agerskolerne der sørpaa?» – «Det var noget sligt ja.» – «Nei, Gjenten min, hun, Datterdatter min, Marit ja, hun er bleven galen paa det sidste.» – «Det var leidt.» – «Hun vil ikke gifte sig.» – «Nuda?» – «Hun vil ingen ha’ af alle de Gaardgutter, som by’r sig til.» – «Jasaa?» – «Men det skal være hans Skyld, hans, som staar der.» – «Jasaa?» – «Han skal have gjort hende hovedtullen; ja han der, Søn din, Øyvind.» «Det var som Pokker.» – «Ser du, jeg liker ikke, at nogen ta’r Hestene mine, naar jeg slipper dem tilfjelds, liker heller ikke, at nogen ta’r Døttrene mine, naar jeg slipper dem til Dands, liker det slet ikke.» – «Nei, det forstaar sig.» – «Jeg kan ikke gaa efter; jeg er gammel, jeg kan ikke passe paa.» – «Nei–nei; nei–nei!» – «Ja, ser du, jeg vil holde Skik og Orden, der skal Stabben staa, og der skal Øxen ligge, og der Kniven, og der skal de sope, og der skal de kaste ud, ikke udenfor Døren, men der i Krogen, der netop, ja, og ikke noget andetsteds. Altsaa, naar jeg siger til hende: ikke ham, men ham! saa skal det være ham – og ikke ham!» – «Naturligvis.» – «Men slig er det ikke; i tre Aar har hun sagt nei, og i tre Aar har der ikke været godt imellem os. Dette er ondt; og er det ham, som er Grunden, saa vil jeg sige ham, saa du hører det, du, som Far er, at det nytter ham ikke; han faar slutte.» – «Ja–ja.» – Ole saae en 72Stund paa Thore, da sagde han: «Du svarer saa kort?» – «Den Pølse er ikke længer.»

Her maatte Øyvind le, skjønt hans Sind ikke var til det. Men hos freidige Mennesker staar Frygten altid paa Grændsen af Latter, og nu fik han Heldning til den sidste. «Hvad ler du af?» spurgte Ole kort og skarpt. – «Jeg?» – «Ler du af mig?» – «Bed Gud bevare mig!» men hans eget Svar gav ham Latterlyst. Dette saae Ole og blev aldeles rasende. Baade Thore og Øyvind vilde bøde af med alvorligt Ansigt og Bøn om at gaa ind, men det var tre Aars Harme, som søgte Luft, og derfor var den ikke til at standse. «Du maa ikke tænke at gjøre Nar af mig», begyndte han, «jeg gaar i lovligt Erinde, jeg sørger for mit Barnebarns Lykke, saaledes som jeg forstaar den, og Hvalpungers Latter hindrer mig ikke. En opdrager ikke Gjenter for at kaste dem ned i den første Husmandsplads, som vil lukke op, og man styrer ikke Hus i fyrgetyve Aar for at levere altsammen til den første, som narrer Gjenten. Datter min gik og skabte sig saalænge, til hun fik gifte sig med en Fark, og han drak dem over ende beggeto, og jeg maatte tage Barnet og betale Moroen; men, dyre Død, om det skal gaa Datterdatter min paa samme Maaden, nu veed du det! – Jeg skal sige dig, at saasandt jeg er Ole Nordistuen paa Heidegaardene, skal Præsten før lyse til Bryllups for Huldrefolket oppe i Nordalsskogen, end han skal slippe slige Navne ned fra Prekestolen, som Marits og dit, din Julebuk! – Skal du kanske gaa og skræmme skikkelige Friere fra Gaarden, du? Ja, prøv paa at komme, saa skal du faa slig en Reise nedover Bakkerne, at Skoene skal staa bag efter dig som en Røg. Din Flire-Mikkel! Du tror kanske, jeg ikke veed, hvad du tænker paa, baade du og hun. Jo, I tænker, at gamle Ole Nordistuen skal vende Næsen iveiret bortpaa Kirkegaarden, og saa vil I trippe frem til Alteret. 73Nei, nu har jeg levet i 66 Aar, – og jeg skal bevise dig, jeg, Gut, at jeg skal leve, saa I skal faa Blegsot af det, begge to! Jeg skal give dig det til, jeg, at du skal faa lægge dig omkring Husvæggene som Nysne og endda ikke se hendes Fodsaaler, for jeg sender hende ud af Bygden, jeg sender hende did, hun er tryg, saa kan du flakse om her som en Latter-Skrike, og gifte dig med Regn og Nordenvind. Og saa taler jeg ikke mere til dig; men nu veed du, som Far er, min Mening, og vil du hans Vel, som det her gjælder, da maa du faa ham til at bøie Elven did, den kan løbe; over min Eiendom er det forbudt.» – Han vendte sig med smaa, forte Skridt, idet han løftede høire Fod lidt stærkere end venstre og smaaskjændte for sig selv.

Der var falden fuldkomment Alvor over de tilbagestaaende, et ondt Varsel havde blandet sig i deres Spøg og Latter, og Huset stod et Øieblik tomt som efter en Skræk. Moderen, som fra Kjøkkendøren havde hørt alt, saae bekymret paa Øyvind, næsten til Taarer, og hun vilde ikke gjøre det tyngre for ham ved at sige et eneste Ord. Da de alle stiltiende var gangne ind, satte Faderen sig ved Vinduet og saae ud efter Ole med meget Alvor over sit Aasyn. Øyvinds Øie hang ved hans mindste Minespil; thi i hans første Ord maatte jo næsten de to unges Fremtid ligge. Satte Thore sit nei sammen med Oles, stod det neppe til at komme forbi. Tanken løb skræmt fra Hindring til Hindring; han saae et Øieblik bare Fattigdom, Modvillie, Misforstaaelse og krænket Æresfølelse, og enhver Støtte, han vilde tage til, gled under Tanken. Det forøgede hans Uro, at Moderen stod med Haanden paa Kjøkkendørsklinken, uvis om hun havde Mod til at være inde og vente Opgjør, og at hun tilsidst ganske tabte Modet og listede ud. Øyvind saae ufravendt paa Faderen, som aldrig vilde drage Blikket ind; Sønnen 74turde heller ikke tale, thi den anden maatte jo faa tænke fuldt ud. Men netop i samme Stund havde Sjælen løbet sin Angstens Bane helt ud og tog Holdning igjen; «ingen uden Gud kan dog til syvende og sidst skille os», tænkte han til sig selv og saae paa Faderens rynkede Bryn; – nu kom der snart noget. Thore drog et langt Suk, reiste sig, saae indover og traf Sønnens Blik. Han standsede og saae længe paa ham – «Min Villie var det, at du opgav hende; thi man skal nødig tigge eller true sig frem. Vil du ikke afstaa derfra, saa tør du ved Leilighed sige mig til, og kanske at jeg saa kan hjælpe dig.» – Han gik til sit Arbeide og Sønnen fulgte.

Men om Kvelden havde Øyvind sin Plan færdig; han vilde søge om at blive Amtsagronom og bede Bestyreren og Skolemesteren at hjælpe sig. «Holder hun saa hun ud, skal jeg med Guds Hjælp vinde hende gjennem mit Arbeide.»

Han ventede forgjæves paa Marit den Kveld; men han sang, medens han gik der, den Sang han holdt mest af.


Løft dit Hoved du raske Gut,
om et Haab eller to blev brudt,
blinker et nyt i dit Øie,
strax det faar Glands af det Høie!

Løft dit Hoved og se dig om,
noget er der, som raaber: kom!
noget med tusinde Tunger,
som om Freidighed sjunger.

Løft dit Hoved, thi i dig selv
blaaner ogsaa et udstrakt Hvælv,
hvor der med Harper klinger,
jubler, toner og svinger.

Løft dit Hoved og sjung det ud,
aldrig kuer du Vaarens Stud;
75hvor der er gjærende Kræfter,
skyder det Aaret efter.

Løft dit Hoved og tag din Daab
af det høie, straalende Haab,
som over Verden hvælver
og i hver Livsgnist skjælver.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En glad Gut

Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».

Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.

Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)

Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.