En Professor

av Johan Vibe

11te Kapitel.

Martin forlader Præsten Veile.

100Et stod klart for Martin den næste Morgen, og det var, at enten maatte det komme til en fuldstændig Forsoning mellem ham og Præsten, eller ogsaa maatte han reise jo før jo heller.

Da han kom ned om Morgnen, hørte han Lyden af Knive og Gafler i Spisestuen, men forøvrigt var der ganske tyst. Idet han aabnede Døren, saa han, at Bordet var meget kortere end sædvanligt. Præsten sad, som han pleiede, for den øverste Ende af dette. Paa den ene Side sad Præstens voksne Søn og det ene af de beskedne unge Mennesker. Paa den anden Side sad det andet beskedne unge Menneske, og for den 101nederste Ende af Bordet sad den 64-aarige Husholderske og skjænkede Kaffe, men ingen af Damerne var tilstede, og der var heller ikke dækket til dem. Der stod kun en aaben Plads til Martin.

«Min Hustru, mine Døtre og Frk. Schultse er reiste i Besøg til Sorenskriveren», sagde Præsten, da Martin havde sat sig.

Martin spurgte, om de blev længe borte.

«Det ved jeg ikke», sagde Præsten, «det kommer an paa Omstændighederne, maaske en Uge, maaske længere.»

Resten af Maaltidet gik hen i Taushed.

Da man havde reist sig fra Bordet og var gaaet ind i Dagligstuen, forsvandt de unge Herrer, og Præsten og Martin blev alene.

«Jeg er bange for –» begyndte Præsten.

«Jeg tror desværre –» ytrede Martin.

«De vilde have sagt noget», bemærkede Præsten.

«Nei, vær saa god», sagde Martin, «jeg kan vente.»

«Jeg vilde kun have ytret», sagde Præsten, «at jeg er bange for, at der nu, efter at Mo’er og Smaapigerne er reiste, ikke længer vil blive nogen Fornøielse for Dem her paa Præstegaarden. Jeg er i Almindelighed stille, og jeg har desuden i disse Dage meget at tage vare, og min Søn og hans Venner er jo ikke noget passende Selskab for Dem.»

102Martin blev rød. Han kunde ikke tage feil af, at Præsten paa en høflig Maade viste ham Døren.

«Hr. Pastoren er kommen mig i Forkjøbet», sagde han, «jeg havde netop tænkt selv at gjøre opmærksom paa, at jeg maa afsted.»

«Ønsker De Hesten i Formiddag eller i Eftermiddag?» spurgte Præsten.

«Tak, jo før jo heller, Hr. Pastor», sagde Martin. «Først bør det dog komme til en Forklaring. Der har hersket en Misstemning mellem os de to sidste Dage, og jeg har gjættet Grunden.»

«I saa Fald», sagde Præsten, «tror jeg, at vi bør forskaane hinanden for en Forklaring. De maa selv føle –»

Martin vilde have svaret, men blev afbrudt ved at der blev banket paa Døren, og en ældre Herre traadte ind.

Det var aabenbart Pastor Veile en stor Lettelse, at den pinlige Forklaring blev forhindret. Han ilede den Fremmede imøde og trykkede begge hans Hænder.

«God Dag, min kjære Doktor», udbrød han, «hvor længe det er, siden jeg har seet Dem. Tak skal De have, fordi De kom.»

Han vilde presentere; men Martin afbrød ham kort.

«Undskyld», sagde han, «men jeg maa pakke mit Tøi.»

103«Hesten skal staa færdig, naar De kommer ned», sagde Præsten.

Martin takkede og gik.

Da han kom ned igjen, sad Præsten og Doktoren i hvert sit Sofahjørne og talte sammen. Paa Bordet foran dem stod der et Bræt med Vin og Kage.

Præsten reiste sig.

«Jeg har ladet min egen Reisekarjol spænde for», sagde han, «den er rummelig og forsynet med udmerkede Fjedre. I den vil De kunne sidde bekvemt. Vil De ikke drikke et Glas Vin, før De reiser?»

«Nei Tak», sagde Martin.

Med disse Ord rakte han Præsten en løs Haand og bukkede for Doktoren. Præsten fulgte ham ud paa Trappen, og to Minutter efter sad han i Karjolen.

Det var heldigt for Martin, at han var af en stridbar Natur, ellers vilde Ærgrelsen have været ham uudholdelig. Nu havde Vreden Overhaand hos ham. «Aldrig», sagde han til sig selv, «aldrig i mit Liv skal jeg oftere indlade mig i politiske Diskussioner, i alle Fald ikke med gamle, bornerede Præstemænd. Han har ikke engang skjønnet, at jeg handlede i Overilelse. En Jurist vilde have taget Sagen paa en anden Maade. Han vilde vurderet en Disput for, hvad den er.»

Martin spiste en tarvelig Middag paa Sandaak 104og reiste om Eftermiddagen til det næste Skifte, Bjørnerud.

De resterende halvanden Maaned af Sommeren benyttede han til at forøge sin Samling af Dialektord. Men de Ærgrelser, han havde gjennemgaaet, og fremfor alt Tabet af Frk. Schultse, lagde et saadant Beslag paa ham, at han ikke kunde holde sine Tanker tilstrækkelig rettede paa sit Arbeide, og han kunde ved Ankomsten til Kristiania i Slutningen af September ikke skjule for sig selv, at Udbyttet af hans «videnskabelige Reise» var uhyggelig mavert.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En Professor

Johan Vibes vittige roman En Professor fra 1882 kan kalles Norges første universitetsroman.

Den unge Martin Aamot lykkes sensasjonelt i å bli utnevnt til professor ved hovedstadens universitet. I sin grunnstruktur er romanen tilsynelatende en klassisk dannelsesroman om hattemakerens sønn som lykkes til tross for en oppvekst i små kår. Men det er ikke egne ambisjoner som driver Martin Aamot; snarere snubler han av gårde, styrt av mer eller mindre komiske tilfeldigheter. Det er omgivelsene som dytter ham opp og fram, selv er han ganske passiv og mest opptatt av å gjøre minst mulig.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1882 (nb.no)

Les mer..

Om Johan Vibe

Forfatteren Johan Vibe etterlot seg et stort forfatterskap, men er så å si glemt av både litteraturhistorikere og lesere i dag.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.