12te Kapitel.

Martin tager Doktorgraden.

105Martins første Gang var op til hans Ven, Professor Lunde, som han viste sit Manuskript.

Professoren bladede det gjennem.

«Er det det Hele?» spurgte han.

«Ja», sagde Martin, «det er det Hele.»

«Ved De hvad», sagde Professoren, «det er lovlig tyndt. Til Deres eneste selvstændige videnskabelige Arbeide at være, er det virkelig utilladelig tyndt.»

«Mit eneste videnskabelige Arbeide», sagde Martin, «mit eneste videnskabelige Arbeide! De glemmer min Afhandling om Lyden ‘th’.»

«Jeg sagde Deres eneste selvstændige 106videnskabelige Arbeide», ytrede Professoren, «og Afhandlingen om Lyden «th», tror jeg, vi helst skal lade være at omtale i den Forbindelse.»

Martin satte et modfaldent Ansigt op.

Professoren følte Medlidenhed med ham.

«Ja, ja», sagde han, «De faar ikke tabe Modet, men i hvert Fald se til at gjøre det mest mulige ud af det Stof, De nu en Gang har faaet sammen. Naar De forsyner Bogen med saa mange Anmerkninger, Citater og Sammenligninger som mulig, og ledsager den med en videnskadelig Fortale, saa kan den kanske endda fremtræde som et ganske respektabelt Arbeide. Og – det falder mig ind – kunde De ikke benytte Afhandlingen som Grundlag for en Disput for Doktorgraden?

«Disput for Doktorgraden», sagde Martin.

«Javist», sagde Professor Lunde, «Doktorværdigheden vil give Dem et videnskabeligt Stempel, som det kan være godt at tage med. Tænk paa det.»

Martin indsaa det rigtige i Professor Lundes Raad, og han fulgte det punktlig. Mod Slutningen af November havde han faaet sammen en tykkere Bog, end nogen skulde have formodet, som havde seet hans Optegnelser samme Høst. Afhandlingen blev indleveret til Universitetet, og efter nogen Dissents godkjendt som Grundlag for en Doktordisput.

107Disputatsen,Disputatsen] 1870-tallet var tiåret Universitetet for alvor begynte å utstede doktorgrader. I perioden fra 1811 og frem til 1870 hadde i alt fire kandidater fått tittelen dr. med. og like mange dr. philos., altså bare åtte i løpet av 60 år. I løpet av de tolv årene fra 1870 og frem til utgivelsen av Vibes fortelling i 1882 avla flere enn dobbelt så mange doktorgraden, i alt 17 (én dr. theol., én dr. jur., åtte dr. med. og syv dr. philos). Innenfor den siste kategorien hadde ennå ingen disputert i norsk (nordisk) språkvitenskap. Den første var Amund B. Larsen i 1894 (jf. Amundsen 1962). der var berammet til den 3dje Februar, havde samlet et talrigt Auditorium, som med stille Forventning skuede op paa den unge Aamot, der, iført Kjole og hvidt Halsbind, thronede paa Kathedret, omgivet af en Masse Folianter, hvorfra der hist og her stak Papirmerker frem, for at Auditoriet og de tilstedeværende Universitetslærere skulde faa det Indtryk, at Martin havde læst dem allesammen.

Disputatsen gik i Begyndelsen godt, og Martin, der havde været noget forknyt, da han traadte frem, begyndte at føle en vis videnskabelig Selvtilfredshed, der tydelig viste sig i hans smilende Ansigt og ranke Holdning, da alt pludselig fik et forandret Udseende ved Professor Mortensens Optræden som 3dje Opponent. Denne Mand, der var bekjendt over hele Universitetet for sin hensynsløse og inhumane Karakter, plukkede Afhandlingen itu paa den mest skaanselløse Maade og behandlede Martin omtrent som en Forbryder, der er oppe til Forhør.

Martin begyndte at stamme, tabte Koncepterne, blev indviklet i en haabløs Række af Selvmodsigelser, og bragtes til Slutning saa fuldstændig til Taushed, at hele Publikum sad i den pinligste Forlegenhed og sluttelig, da Disputen var forbi, sneg sig bort med en Ilfærdighed og Stilhed, som om de hver for sig paa Doktorandens Vegne, følte alle en ond Samvittigheds Kvaler.

108Martin kunde ikke skjule for sig selv, at Disputatsen havde været en Fiasko, og han gik hjem i en yderst nedtrykt Stemning. Han kunde efter det uheldige Resultat ikke gjøre sig noget Haab om at opnaa Doktorgraden. En saadan Skandale, som at gaa rejekt ved Doktordisputatsen, vilde for bestandig afbryde hans videnskabelige Bane.

Bedømmelseskomiteen havde traadt foreløbig sammen umiddelbart efter endt Disputats, men var bleven enig om ikke at afgjøre Martins Skjæbne med det samme, men udsætte Bedømmelsen et Par Dage. Det havde dog allerede under den første Sammenkomst vist sig, at Stemningen var imod Martin.

Der var kun énén] rettet fra: en af Komiteens Medlemmer, paa hvis Deltagelse Martin kunde gjøre Regning. Det var Professor Haabøl. Denne elskelige Mand var viden bekjendt for sin Humanitet og Hjærtensgodhed. Han strømmede formelig over af den ædleste Menneskekjærlighed. Der fortaltes, at han en Gang, som ganske ung Professor, havde givet en Døgenikt Karakteren 6,Karakteren 6] Dårligste karakter. Laveste ståkarakter var 4. hvorpaa Døgenikten til stort Tab for sit Fædreland, var gaaet hen og havde forkortet sit kostbare Liv. Dette havde havt en saadan Indflydelse paa Professor Haabøls af Naturen ømme Gemyt, at han fra denne Dag med hemmelig Angst skuede paa enhver Eksaminand som et Individ, der ved den mindste 109Strenghed kunde forledes til Selvmord. Professor Haabøl vilde heller have uddelt Doktor-Diplomer i Gramsi Grams] i fleng end tilføiet et ungt Menneske, der aldrig havde tilføiet ham noget Ondt, Sorg og Skuffelse.

Dagen efter Doktor-Disputatsen mødte denne fortræffelige Mand paa sin Morgenspadsertur Martin, der saa bleg og medtaget ud og tog Veien nedover mod Bryggerne. Dette Syn skar Professor Haabøl i Hjertet. Han kom til at mindes Døgenikten, hvis Støv nu hvilede i den sorte Jord, og Frokosten vilde ikke smage ham. Selv om Martin ikke fulgte Døgeniktens Eksempel, kunde han dog, hvis man viste Strenghed, lettelig forfalde til Drik eller paa anden Maade gaa tilgrunde.

Disse Forestillinger fik efterhaanden saadan Magt over Professor Haabøl, at han besluttede at gjøre alt, hvad der stod til ham, for at bevæge sine Kollegaer til ikke at vise Strenghed mod Martin, men lade Naade gaa for Ret.

To Dage senere traadte BedømmelseskomiteenBedømmelseskomiteen] I ettertid kan man undre seg over hvor mange professorer som faktisk var involvert i bedømmelsen – hele fem (Haabøl, Mortensen, Buk, Zimmer og Als) – spesielt når vi samtidig vet at det i 1882 ennå ikke fantes noen professor på doktorandens eget felt: «det norske Folkesprogs Filologi». Men grensene mellom fag og disipliner ble ikke trukket like skarpt den gangen. Dersom Martin Aamot skulle ha tatt skrittet ut av fiksjonen og disputert i virkeligheten, ville de mest aktuelle bedømmerne i 1882 antakelig vært Carl Rickard Unger (professor i germansk og romansk filologi), Sophus Bugge (sammenlignende indoeuropeisk språkvitenskap og oldnorsk), Johan Storm (romansk og engelsk filologi), Oluf Rygh (historie og arkeologi) og Johan Peter Weisse (latinsk filologi). Noe krav om at komiteen skulle ha en ekstern bedømmer, fantes ennå ikke. sammen. Foruden af Professor Haabøl og Professor Mortensen, bestod Komiteen af Professor Buk, Professor Zimmer og Professor Als.

Professor Mortensen aabnede Mødet.

«Det kan», ytrede han, «efter den Fiasko, Hr. Aamot har gjort, naturligvis ikke være paa Tale om at kreere ham til Doktor. Saa vidt jeg ved, 110hersker der ingen Dissents om, at hans Disputats var en ProstitutionProstitution] offentlig beskjemmelse, nedverdigelse baade for ham selv og for Universitetet.»

Der lød en bifaldende Mumlen fra Professor Buk, Professor Zimmer og Professor Als.

Martins Skjæbne vilde have været afgjort, hvis ikke Professor Haabøl havde grebet Ordet.

«Lad os betænke os to Gange, mine Herrer», sagde han, «inden vi indlader os paa et saa alvorligt Skridt, som at negte Doktoranden Diplomet. Det vilde være første Gang i Universitetets Annaler, at en Doktorand var bleven refuseret, efterat hans Afhandling er godkjendt. Lad os betænke os vel, inden vi foretage et saa ekstraordinært Skridt.»

«Det faar være første Gang eller ikke første Gang», ytrede Professor Mortensen, «men naar Hr. Aamot ikke har fortjent at blive Doktor, saa har han ikke fortjent det, og dermed basta.»

«Har Professor Mortensen ogsaa betænkt, hvad Følgerne kan blive af et saadant Skridt?» sagde Professor Haabøl, «jeg har seet unge Mennesker blive knækkede for hele Livet for mindre end det.»

«Saa faar han knækkes», sagde Professor Mortensen, «jeg ser ingen Ulykke i det.»

Professor Haabøl blussede af ædel Harme.

«Det kan hænde, at Professor Mortensen ikke ser nogen Ulykke i, at et ungt, haabefuldt 111Menneskes Fremtid bliver forspildt for hele Livet», sagde han, «men det gjør jeg, og Gud ske Lov mange med mig. Her er ikke Tale om at begunstige den unge Aamot paa nogen andens Bekostning, eller overhovedet om at forurette noget Menneske. Her er kun Tale om at vise en Smule Skaansomhed i sin Bedømmelse, og sandelig, under de Omstændigheder, strækker jeg mig saa langt, jeg kan.»

«Der er noget, som heder Retfærdighed», sagde Professor Mortensen, «det faar vi ikke glemme.»

«Men der er noget, som heder Humanitet», sagde Professor Haabøl, «det faar vi heller ikke glemme. Jeg tænkte, at Professor Mortensens egen Samvittighed –»

«Jeg skal passe min Samvittighed selv», sagde Professor Mortensen.

«Ja, ja!» sagde Professor Haabøl, «nok af det, jeg vil lægge mine Kollegaer paa Hjerte, at en ung Mands Ve og Vel for Tid og Evighed maaske afhænger af den Dom, vi kommer til at afsige idag. Jeg gjentager det, lad os betænke det. Den unge Aamot er gaaet til denne Disput med Tillid og Fortrøstning, og jeg vil spørge Dem, hvorledes De tror, at hans Følelser vil være, hvis han skulde lide en saadan Tort som den, at blive offentlig refuseret. Vi kan tilfredsstille den saakaldte strenge Retfærdigheds Fordringer og fælde en skaanselløs Dom; men hvis 112derved sker en Ulykke, har vi intet Middel til at rette paa den.»

«Et saadant Resonnement», sagde Professor Mortensen, «er ikke andet end Kjærringsnak og Nathueagtighed.»Nathueagtighed] Nathue brukes om en mannsperson som mangler fast vilje: nikkedukke, tøffelhelt

«Kjærringsnak og Nathueagtighed», udbrød Professor Haabøl.

«Ja», sagde Professor Mortensen, «den Slags Humanitet, som Professor Haabøl præker, er mere fordærvelig for Samfundet end den mest hensynsløse Strenghed.»

«Jeg har altid søgt at handle efter min bedste Overbevisning», sagde Professor Haabøl, «og jeg troede ikke, at jeg skulde blive betegnet som en for Samfundet fordærvelig Person, fordi jeg ogsaa af og til lader mit Hjærte faa Lov til at tale et Ord med.»

«Det er altsammen meget brav», sagde Professor Mortensen; «men deres bedste Overbevisning er efter min Mening ensbetydende med Mangel paa Retfærdighedsfølelse og Pligtsans.»

«Ja, ja», sagde Professor Haabøl, «efter dette har jeg ikke mere at sige. Vil Professor Mortensen optræde paa denne Vis mod en Mand, der aldrig har fornærmet ham enten i Ord eller Gjerning, saa faar han i Guds Navn gjøre det; jeg kan kun appellereappellere] rettet fra: appelere til mine Kollegaer. Jeg tror ikke, at jeg enten ligeoverfor Professor Mortensen eller nogen anden af mine Kollegaer er 113optraadt paa en saadan Maade, at jeg har fortjent en slig Behandling.»

Professor Haabøls Stemme klang brudt, medens han udtalte disse Ord. Professor Haabøl var almindelig afgjortafgjort] avholdt blandt sine Kollegaer, og hans rørte Sindstemning gjorde derfor sterkt Indtryk.

Professor Als greb Ordet.

«Professor Haabøl har Ret», sagde han, «den Maade, hvorpaa Professor Mortensen i dette Tilfælde har overfuset en Kollega, finder jeg i høieste Grad upassende.»

«Jeg har ikke overfuset nogen», sagde Professsor Mortensen.

«Jo, De har», sagde Professor Als, «De har kaldt Professor Haabøl en Nathue.»

«Jeg har blot sagt, at hans Ressonement –» begyndte Professor Mortensen.

«De har beskyldt ham for at mangle Retfærdighedsfølelse og Pligtsans», sagde Professor Als, «det har vi alle hørt. Den Maade, hvorpaa De i det Hele taget tillader Dem at optræde ligeoverfor Kollegaer, har vakt almindelig Uvilje inden Fakultetet, det vil jeg sige Dem. Jeg kom her i den Tanke at stemme mod Doktoranden, men efter Deres Optræden idag, slutter jeg mig til Professor Haabøl. Jeg vil ikke ved min Stemmegivning bidrage til at støtte Dem i Deres taktløse Optræden.»

114«Og jeg slutter mig til Professor Als», sagde Professor Zimmer, «jeg var ogsaa fra først af tilbøielig til at stemme mod Doktoranden, men paa Professor Mortensens Præmisser gaar jeg ikke med.»

«Kan De forsvare for Deres egen sunde Sans –», begyndte Professor Mortensen.

«Det kan De overlade til mig selv at bedømme», sagde Professor Zimmer, «jeg anser ikke Udnævnelsen af en ny Doktor for en Haupt- und Staats-Affaire,Haupt- und Staats-Affaire] Tysk dramatisk form fra 1600-tallet med halvt improviserte historiske plott, oftest kalt Haupt- und Staats-Aktionen: pomp- og praktteater. Holbergs komedie Ulysses von Ithacia (1724) blir gjerne oppfattet som en parodi på denne typen dramatikk. men sammen med Dem gaar jeg ikke.»

«Saa til Votering», sagde Professor Mortensen, «jo før jo heller.».

Resultatet blev, at Professor Mortensen og Professor Buk stemte mod Martin, medens Pluraliteten, Professor Haabøl, Professor Als og Professor Zimmer stemte for ham.

Martin vilde ikke tro sine egne Øren, da han om Eftermiddagen fik Meddelelse om Udfaldet af Voteringen. Han maatte ud for at faa sit Sind i Ligevegt.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.