115Martin lagde Veien ud over Storgaden om Tøien og kom tilbage over Grønland. Paa Hjemveien kom han forbi Hotel Royal. Han havde gaaet hurtig og var bleven tørst, og gik derfor ind i Restaurationen for at faa et Glas Øl.
Han satte sig ved det lange Spisebord. Der var kun énén] rettet fra: en Gjæst tilstede foruden ham. Gjæsten sad skraas overfor Martin ifærd med en Kalvekotelette. Den Fremmede saa op, da Martin satte sig. Martin gjenkjendte ham øieblikkelig. Det var Proprietær Kornelius Magnussen Birkrem.
116Kornelius gjenkjendte ogsaa Martin og rakte ham Haanden over Bordet med et «Tak for sidst», som blev gjengjældt ligesaa venskabelig.
«De reiste svært braat fra Præstegaarden», sagde Kornelius.
«Ja», sagde Martin, «jeg kom hurtigere afsted, end jeg havde tænkt.»
«De gav ham ordentlig den sidste Aften, vi var sammen», sagde Kornelius.
«Gav ham ordentlig?» spurgte Martin «hvad mener De?»
«Præsten vel», sagde Kornelius, «da De disputerte med ham. Han havde godt af, hvad han fik. Jeg sagde ikke noget, men jeg stod paa Deres Side hele Tiden.»
«Jeg havde liden Glæde af den Aften», sagde Martin, «bagefter blev jeg vist Døren.»
Kornelius lod Kniv og Gaffel synke.
«Vist Døren», sagde Kornelius, «det er da ikke muligt.»
«Jo», sagde Martin, «netop vist Døren. En høflig Vert.»
«Og det bare fordi De var kommen op og skjendes med ham?» raabte Kornelius, «der var ikke noget andet imellem eder?»
«Ikke det mindste», sagde Martin, «det skrev sig Altsammen fra Disputen.»
Derpaa forklarede Martin kortelig, hvad der var passeret efter hin Aften saaledes som han 117havde opfattet det. Han undlod dog at fortælle Scenerne med Frk. Schultse.
«Ja, saadan er de», sagde Kornelius, da Martin var færdig, «saadan er de alle. De præker Overbærenhed og Kristenkjærlighed for andre, men naar de selv skal vise den i Gjerningen, saa er der ikke andet end Had og Avind og Forfølgelse. Nei, det er det sikreste at tie.»
I det samme traadte der tre nye Gjæster ind. Den første var en ung, sterkt bygget Mand i Uniform. De to andre var civilklædte. Den ene var høi, maver med mørkt Haar og Skjæg og dybtliggende Øine. Den anden var næsten ligesaa høi, men var lys og fregnet.
Der undslap saavel Martin, som den unge Mand i Uniform et Overraskelsesskrig, da den sidste traadte frem i Lyset, og de fik se hinanden.
«Martin», raabte Manden i Uniform.
«Andreas», raabte Martin og sprang op.
Det var hans yngre Broder, Andreas, som han ikke havde seet paa over fire Aar.
«Jeg kom først til Byen i Middags», sagde Andreas, da de havde vekslet de første Hilsner, «ellers skulde jeg have været oppe og hilst paa paa dig. Jeg har ligget paa LandmaalingLandmaaling] Bror Andreas har med andre ord ikke fulgt i sin fars, hattemakerens, fotspor, men derimot gjort som forfatterens far. Han het også Andreas og arbeidet som landmåler og trigonometrist i forsvaret. i Sommer, som du kanske ved, og har ved den Leilighed gjort Bekjendtskab med et Par af vore første Mænd. Maa jeg præsentere.»
118«Sagfører Lerbek», sagde han, og pegede paa den høie Mand med det sorte Haar og Skjæg og de dybtliggende Øine, der imidlertid havde vekslet Haandtryk med Kornelius Magnussen Birkrem. «Sagfører Lerbek, første Repræsentant paa Storthinget fra sit Distrikt. Gaardbruger Holseth», vedblev han med en Haandbevægelse mod den lyse Mand med det fregnede Ansigt, «fjerde Repræsentant for samme Distrikt. Min Broder, Martin Aamot, Sprogforsker.»
«Vi har hørt Dem omtale», sagde Sagføreren, idet han og Holseth vekslede Haandtryk med Martin.
Martin bukkede.
«De er en af dem», vedblev han, «der har gjort Norges Navn bekjendt i Udlandet.»
Martin gjorde en passende Indvending, men Sagføreren afbrød ham.
«Vi følger med oppe i vort Distrikt ogsaa», sagde han, «vi ved, at De har gjort megen Opsigt i Tyskland. Vidste man, at De var Nordmand?»
«Ja», sagde Martin,
«Vidste man det virkelig», faldt Gaardbrugeren ind.
«Det er der ingen Tvivl om», sagde Martin.
«For», sagde Sagføreren, «man har i Udlandet en Tilbøielighed til at røre Norsk, Svensk 119og Dansk sammen. Hvordan var det i saa Henseende i Göttingen?»
«Før min Ankomst», sagde Martin, «vidste man daarlig Besked, men jeg har oplyst dem om Forholdet.»
«Man opfatter vor statsretlige Stilling nu»? sagde Sagføreren.
«Fuldstændig», sagde Martin, «i alle Fald i Göttingen; for de øvrige tyske Byer kan ikke jeg svare.»
«Ja, ja», sagde Sagføreren, «Rom blev ikke bygget paa én Dag.»
Efter denne Replikveksling trykkede Sagføreren atter Martins Haand, hvorpaa Gaardbrugeren gjorde det samme.
«Kan du saa ikke sætte dig op paa mit Værelse», sagde Andreas og tog Martin under Armen, «og tage dit Øl der. De følger vel ogsaa med Hr. Sagfører og De Hr. Holseth?»
«Jo, Tak», sagde Sagføreren, «jeg og Holsethjeg og Holseth] I 1882 var det uhørt å nevne seg selv først. kommer om en Stund. Vi skal bare faa noget at leve af først.»
«Lerbek og Holseth er indflydelsesrige Folk», sagde Andreas, medens han og Martin gik op ad Trapperne, «navnlig Lerbek. Se til at gjøre dig gode Venner med dem.»
Andreas beboede et rummeligt Værelse i 2den Etage paa to Fag Vinduer. Det var sterkt 120oplyst af en Lampe med 4 Blus, der hang ned fra Loftet.Loftet] taket
De havde ikke siddet længe, før Lerbek og Holseth traadte ind.
Lerbek gik lige hen til Martin og gav ham et varmt Haandtryk.
«Vi har hørt, hvorledes De er bleven behandlet», sagde han, «vi har talt med Proprietær Birkrem.»
Da han havde sagt disse Ord, flyttede han en Gyngestol hen til Bordet og satte sig. Holseth tog en Rørstol og satte sig ligeoverfor Sagføreren.
«Vi ved, hvorledes De er bleven behandlet», gjentog Sagføreren, da Andreas havde trukket op en Flaske Øl og skjænket i Glassene, «og vi er oprørte, baade jeg og Holseth. Ikke sandt Holseth?»
«Jo», sagde Holseth, «det er vi.»
«Det er kommet vidt i dette Land», vedblev Sagføreren, «naar Folk bliver vist Døren, fordi de ytrer frisindedefrisindede] liberale, fordomsfrie; i praksis betyr «en frisindet» helst en «venstremann». Anskuelser. Det er kommet vidt da.»
«Ja, da er det kommet vidt», sagde Holseth.
«Folk skal ikke forfølges for sine politiske Meninger», sagde Sagføreren, «Ytringsfriheden vil vi i hvert Fald beholde.»
«Det er snart det eneste, vi har igjen», supplerede Holseth.
121«Naar vi ser saadanne Udslag af Fanatismen, da gjælder det, at enhver Mand er paa sin Post», sagde Sagføreren, «ellers kommer vi snart ind i russiske Tilstande. Det gjælder, at alle frisindede Mænd holder sammen, Holseth. Ja, vi behøver sagtens ikke at spørge, paa hvilken Side De staar», henvendte han sig til Martin.
Martin vilde have svaret, at han gav Politikken en god Dag, men Andreas traadte ham advarende paa Foden.
«Jeg?» sagde Martin, «jeg staar paa den rette Side.»
«Det vidste jeg», sagde Sagføreren, og hævede Glasset, «Skaal!»
Holseth gjorde det samme.
«Skaal», sagde han.
«De er sandsynligvis ikke vel seet af et vist Parti herinde»,et vist Parti] Partiene, Venstre og Høire, var i 1882 ennå ikke stiftet. Det skjedde først i 1884, henholdsvis i januar (Venstre) og august (Høire). Men betegnelsene på de to «Sider» i politikken hadde på dette tidspunkt vært i bruk lenge. Partinavnene refererer opprinnelig til grupperingene i den franske nasjonalforsamlingen i 1789, sett fra presidentens plass. sagde Sagføreren.
«Ne—i», sagde Martin nølende.
«Nei», faldt Andreas raskt ind, «de hader Martin værre end Pesten.»
«Saa?» sagde Lerbek, «saa.»
«Værre end Pesten», gjentog Andreas, «kunde de flaa ham levende, saa gjorde de det.»
«Jasaa», sagde Sagføreren. «De staar rimeligvis heller ikke i Kridthuset hos vor landsfaderlige Regjering?»
«Nei, det kan De forlade Dem paa, at han 122ikke gjør», sagde Andreas, «Martin er frygtelig forhadt af de Styrende. Han har endnu ikke kunnet opnaa nogensomhelst fast Stilling ved Universitetet, medens Folk, der ikke er Tiendeparten saa fortjente af Videnskaben som Martin, bliver trukket frem paa hans Bekostning. Martin bliver tilsidesat paa alle optænkelige Maader.»
Der opstod en Pause, medens Lerbek sad hensunken i Betragtninger og af og til nippede til Glasset.
«De kunde jo forsøge at gaa direkte», sagde han endelig.
«At gaa direkte», sagde Martin.
«Direkte til Storthinget», forklarede Lerbek.
«De mener», stammede Martin, «De mener et – et – et ekstraordinært Professorat?»ekstraordinært Professorat] Når Stortinget bevilget lønn til en professor etter forslag fra en (eller flere) av representantene, evt. også fra regjeringen, kaltes professoratene ekstraordinære. De var jo ikke finansiert over Universitetets ordinære budsjett. Flere slike professorater kom til i løpet av 1870-tallet: Ernst Sars (historie) i 1874, Lorentz Dietrichson (kunsthistorie) i 1875, Jens Lieblein (egyptologi) i 1876, Olaf Skavlan (europeisk litteraturhistorie) i 1877 og Jacob Worm-Müller (fysiologi) i 1877. I tillegg ble språkforskeren (og «ordsamleren») Hans Ross i 1881 foreslått som ekstraordinær professor av Johan Sverdrup, men forslaget fikk ikke flertall. Særlig Venstre brukte denne «ekstraordinære» muligheten til å få supplert professorstanden med fagpersoner som arbeidet med saksfelt og synspunkter som var av spesiell interesse for partiet. Utnevnelsen av Ernst Sars til «venstreprofessor» i historie er et opplagt slik tilfelle. Olaf Skavlan var forfatterens nære venn og medredaktør i Samfunds-Blade og Vikingen.
Lerbek tog Piben ud af Munden og blæste en lang Røgsky ud i Luften.
«De kunde jo forsøge», sagde han.
Holseth havde siddet urolig paa stolen under den sidste Replikveksling.
«Det er vel ikke værd at binde sig», sagde han.
«Nei, nei», sagde Sagføreren, «men forudsat, at han har Kvalifikationerne, og derom vil vi selv dømme, Holseth. At en Mand er bleven tilsidesat og vist Døren, fordi han ytrer frisindede Anskuelser, vil i alle Fald ikke skade ham blandt vore Meningsfæller.»
123«Nei», sagde Holseth, «det vil det ikke.»
«Og det vil heller ikke skade ham», fortsatte Lerbek, «at han ikke gaar den sædvanlige vidtløftige Omvei gjennem Fakultet og Kollegium og Departement og Regjering, men henvender sig direkte til Magtens Kilde. Ikke sandt, Holseth, det vil ikke skade ham.»
«Nei», sagde Holseth, «det vil ikke skade ham.»
Sagføreren vendte sig til Martin.
«Saa skaf alle de Oplysninger og Attester, De kan, og lever dem til mig», sagde Lerbek, «saa skal jeg og Holseth gjøre, hvad vi kan. – Og hvad vi kan forsvare for vor Samvittighed», tilføiede han.
Martin fremstammede en Taksigelse.
«Vi ved jo, af hvad vi har hørt om Deres Ophold i Tyskland, at De er en usædvanlig dygtig Mand», sagde Sagføreren, «saa jeg antager ikke, at vi kommer til at vove noget ved at anbefale Dem. Ikke sandt Holseth?»
«Vi faar vente, til vi har seet Dokumenterne», sagde Holseth.
«Naturligvis», sagde Lerbek, «det er ikke min Hensigt at overrumple nogen.»
Martin takkede sine to nye Venner paa det varmeste. De sad endnu en god Stund sammen alle fire og førte en hyggelig og gemytlig Samtale.
124Otte Dage senere indleverede Martin sin Afhandling og forskjellige Attester og Oplysninger til Sagfører Lerbek, som gjentog sit Løfte om at tage sig af hans Sag. Det havde lykkedes Martin foruden Attesten fra Professor Wolff, i Aarets Løb at skaffe sig tvende andre tyske Attester, samt en Attest fra Professor Lunde, hvorhoshvorhos] sammen med hvilken han hos Sagfører Lerbek deponerede 10 à 12 private Breve.
Sagen skulde fore i Mai.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Johan Vibes vittige roman En Professor fra 1882 kan kalles Norges første universitetsroman.
Den unge Martin Aamot lykkes sensasjonelt i å bli utnevnt til professor ved hovedstadens universitet. I sin grunnstruktur er romanen tilsynelatende en klassisk dannelsesroman om hattemakerens sønn som lykkes til tross for en oppvekst i små kår. Men det er ikke egne ambisjoner som driver Martin Aamot; snarere snubler han av gårde, styrt av mer eller mindre komiske tilfeldigheter. Det er omgivelsene som dytter ham opp og fram, selv er han ganske passiv og mest opptatt av å gjøre minst mulig.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1882 (nb.no)
Forfatteren Johan Vibe etterlot seg et stort forfatterskap, men er så å si glemt av både litteraturhistorikere og lesere i dag.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
