14de Kapitel.

Martins Skjæbne afgjøres.

125Det var den 29de Mai, at Martins Sag var opslaaet til Behandling i Thinget. I Komiteen stod der 5 Stemmer mod 5, saa Sagen var høist tvivlsom. Martin havde ikke sovet meget den Nat, og det var i den største Spænding, at han vandrede op og ned i Gangene udenfor Galleriet og ventede paa, at hans Sag skulde blive behandlet. Man havde sagt ham, at det ikke var passende, at han selv viste sig blandt Publikum ved denne Leilighed; men han havde ikke kunnet udholde Uvisheden. Han maatte være tilstede, hvad det saa skulde koste.

126Endelig kom det skjæbnesvangre Øieblik. Sagfører Lerbek reiste sig og talte Martins sag. Han citerede Attester og Breve og utbredte sig, støttet til disse Dokumenter, med en saadan Varme om Martins eminente Begavelse og store Fortjenester af Videnskaben, at det forekom denne, at han maatte være en af de mest lovende Videnskabsmænd, som nogensinde havde levet og nogensinde vilde komme til at leve. Da Lerbek var færdig, reiste en af den modsatte Fraktion af Komiteen sig og bad om Ordet. Han talte mod Martin og søgte at svække Virkningen af Lerbeks Ord. Da han var færdig, reiste en anden sig og talte i samme Retning. Martin holdt ikke ud at være paa Galleriet længer. Det begyndte at kvalme for ham. Han ilede ud paa Gangen og begyndte at gaa op og ned i en Spænding, der holdt paa at kvæle ham. Af og til gik han hen til Galleridøren for at høre, hvem der talte. Den sidste, han hørte, var Gaardbruger Holseth, der omtalte Martin med den største Beundring, men foreslog Sagen udsat til et senere Thing, eftersom Professorgagerne for Tiden var saa smaa, at det ikke var noget at byde en saa fremragende Mand som Martin. Man burde til et af de følgende Thing tage under grundig Overveielse, om der ikke skulde være Anledning til at træffe ekstraordinære Foranstaltninger til at 127skaffe Martin en Stilling, som svarede til hans Fortjenester.

Det blev aldeles uudholdeligt for Martin. Han maatte tale et Par Ord med Sagfører Lerbek, hvad det saa skulde koste. Han begav sig nedenunder i Gangen foran Storthingssalen og sendte et Bud ind til Lerbek.

Medens han ventede paa denne, blev han tiltalt af en af Repræsentanterne, der tilfældigvis kom ud fra Salen. Martin kjendte ham af Udseende. Det var en Skibsrehder fra en af Smaabyerne, en meget konservativ Mand, vidste Martin.

«Om Forladelse», sagde Skibsrehderen og tog til Hatten. «Om Forladelse, er det ikke Hr. Aamot?»

«Jo», sagde Martin, «det er mig.»

«Deres Sag anbefales af Sagfører Lerbek», vedblev Skibsrehderen, «tør jeg spørge, staar De paa samme Side som den Mand? Man har ymtet om –»

Martin rystede energisk paa Hovedet.

«Jeg staar paa den rette Side», sagde han.

Skibsrehderens Ansigt opklaredes.

«Det kunde jeg tænke», sagde han, «det har naturligvis kun været Bagvaskelse.»

«Undskyld», vedblev han, idet han tog Hatten ærbødig af og trykkede Martins Haand, «undskyld min Paatrængenhed; men i disse Tider kan man ikke være forsigtig nok, med hvem man 128betror det vigtige Kald at være Ungdommens Lærer. Undskyld!»

Han trykkede atter Martins Haand og fjernede sig.

Skibsrehderen var neppe afsyne, før Lerbek viste sig i Gangen.

«Hvordan gaar det?» hviskede Martin, «Holseth –»

«Holseth er en Forræder», svarede Lerbek, «Udsættelsesforslaget er kun en Udflugt for at forpurre Sagen; men De skal ikke tabe Modet. Jeg har endnu min bedste Trumf i Baghaanden. Stol paa mig!»

Med disse Ord begav Lerbek sig ind i Salen, medens Martin atter gik op paa Gangen udenfor Galleriet.

Udsættelsesforslaget syntes at vinde stor Tilslutning, og flere og flere Talere erklærede, at de vilde slutte sig til Holseth. Det saa mørkt ud for Martin. Da var det, at Sagfører Lerbek atter reiste sig og gjorde opmærksom paa, at hvis man nu ikke greb Anledningen til at sikre sig Martin, da vilde han til evig Skam og Skjændsel for det Land, hvis Navn han havde gjort berømt i Udlandet, blive nødsaget til at tage Ansættelse ved et eller andet fremmed Universitet. Det var Taleren bekjendt, at Martin allerede havde havt en Mængde fordelagtige og ærefulde Tilbud fra tyske Universiteter, men han havde 129hidtil afslaaet disse, uagtet de i pekuniær Henseende var fordelagtigere end en Post ved vort Universitet; Martin foretrak nemlig, forsikrede Lerbek, at arbeide for sine egne, selv om Fortjenesten derved skulde være mindre.

Lerbeks Tale gjorde et sterkt Indtryk baade paa Repræsentanterne og paa Tilhørerne paa Galleriet. En af disse, der traf Martin paa Gangen – han kjendte ham af Udseende – nærmede sig og spurgte med Ærbødighed, om han virkelig heller vilde arbeide for sine egne, end modtage en Ansættelse i Tyskland, selv naar han der fik høiere Betaling.

«Naar jeg der fik høiere Betaling», raabte Martin, «nei Gu’ vilde jeg ei. Hvor kan det falde Dem ind.»

Martin havde ikke hørt Lerbeks Tale.

I dette Øieblik blev der raabt Votering fra Præsidentstolen.

Martin begav sig op paa Galleriet. Aldrig havde han gjennemgaaet saadan Sjælekval, som den han følte, medens Stemmerne blev afgivne. Han kunde blive halv vanvittig, naar der af og til lød 3 à 4 Neier i Træk.

Endelig foregik Optællingen. Resultatet blev oplæst af Præsidenten med tydelig Røst. Professorgagen var bevilget med 57 mod 54 Stemmer.

Martins Hjærte bankede af en usigelig Fryd. Han styrtede ned paa Gaden for at træffe en, 130hvem han kunde meddele sin Lykke. Den første han mødte, var hans Ven, Professor Lunde, der havde spadseret op og ned udenfor Bygningen for at oppebie Resultatet af Sagens Behandling. Professoren blev næsten ligesaa glad over Martins Held, som denne selv.

Martin havde leiet et Hus paa en af Øerne en halv Mils Vei fra Byen, hvor han boede i Sommermaanederne. Han pleiede ikke at modtage Besøg, men i Aften maatte han have nogen at tale med. Han spurgte derfor Professor Lunde, om han ikke vilde følge med ud. En Ret fersk Fisk og et Glas Vin kunde han byde ham. Dampbaaden gik Kl. 5.

Professor Lunde lovede, at han skulde komme.

Til det fastsatte Klokkeslet mødtes de to Venner paa Bryggen og begav sig ombord. Da det blæste en Smule, gik de ned i Kahytten. Det var saa tidlig paa Aaret, at der endnu ikke var flyttet mange Mennesker ud paa Landet, og det undrede derfor ikke Martin, at der foruden ham og Professor Lunde ikke fandtes mere end een Passager i Salonen.

Det var en ældre Herre, der var fordybet i en Avis. Han sad saaledes, at Martin ikke kunde se hans Ansigt; men det forekom ham, at han skulde kjende Figuren.

Da Martin kort efter Hævede sin Stemme for at sige et Par Ord til Professor Lunde, 131vendte den ældre Herre Hovedet og saa op fra Avisen.

Martin havde ikke taget feil, det var Pastor Veile.

Martin bukkede fremmed, og Præsten gjengjældte hans Hilsen paa samme Maade.

Efter en Tids Forløb lagde Præsten Avisen tilside. Martin havde taget Plads ligeoverfor ham paa den anden Side af Kahytten, og de kom saaledes til at sidde Ansigt til Ansigt. Martin kom til at tænke paa den skjæbnesvangre Disput, og bragtes derved gjennem en Idéassosiation til at mindes Budeien Marit, som han havde talt med hin Aften.

«Maa jeg gjøre Pastoren et Spørgsmaal?» sagde Martin.

Præsten tilkjendegav sit Samtykke ved en Bøining af Hovedet.

«De havde en Budeie», forfatte Martin, «en Budeie ved Navn Marit, hvor er der bleven af hende?»

Præsten tilkastede Martin et strengt Blik.

«Hun er gift», sagde han høitidelig, «gift med en agtværdig Gaardmand ved Navn Torgrim Braadland.»

«Nu, Gud ske Lov», sagde Martin, «det var jo heldig.»

«Hvem er Marit?» spurgte Professor Lunde, «at sige,at sige] det vil si, iallfall hvis det ikke er en Hemmelighed?».

132«Nei, langtfra», sagde Martin, «Marit er den Bondepige, som jeg fortalte Dem om, hende, som jeg lærte saa mange nye Ord af. Hun har ikke ringe Fortjenester af min Afhandling.»

«Og Torgrim Braadland», sagde Professor Lunde, «hvem er det? De lod til at kjende ham ogsaa.»

«Javist», sagde Martin. Derpaa fortalte han Professoren omstændelig, hvad der var passeret hin Aften, da han havde været nede i Sommerfjøset og talt med Marit. «Jeg og Marit fulgtes ad hjem», endte Martin, «og da jeg vidste, at han var Gaardmand og hun bare en Husmandsjente, troede jeg ikke, at han mente det alvorligt, og gav hende derfor en indtrængende Advarsel, da jeg tog Farvel med hende. Efter hvad jeg hører, har det altsaa været overflødig.»

Præsten havde fulgt Martins Forklaring i den største Spænding. Da Martin var færdig, tog han Lommetørklædet frem og begyndte at aftørre Sveden, der perlede i store Draaber paa hans Pande.

«Hvilken – hvilken Aften – var det, dette passerede? «spurgte han.

«En Aften, hvis Begivenheder jeg ikke bryder mig om at rippe op», sagde Martin.

Præsten havde reist sig og lagde Haanden paa Martins Arm.

«For Guds Skyld», sagde han, «svar mig. 133Var det – var det den anden Aften, før De reiste?»

«Ja netop», sagde Martin, «det var en merkelig Aften i flere Henseender. Det var deiligt, mildt Veir, da jeg gik ud, men der indtraadte et saa pludseligt Omslag i Løbet af en halv Time, at jeg maatte brætte Frakkekraven op over Ørene, da jeg gik hjem.»

Præsten tørrede atter Sveden af Panden.

«Jeg er bange for», sagde han, «jeg er bange for, at jeg har gjort mig skyldig i en Uretfærdighed. Havde De – havde De aldrig talt med Budeien før?»

«Nei», sagde Martin, «havde jeg saasandt truffet hende før, skulde jeg have forøget min Ordsamling med mindst hundrede Ord.»

«Og De har heller ikke», vedblev Præsten, «ikke – ikke – lovet hende Egteskab?»

«Lovet hende Egteskab», raabte Martin, «er De gal, eller tror De, jeg er det? Hun var jo, saavidt jeg skjønner, allerede den Gang forlovet med den Bondemand, som jeg nu hører, hun er gift med.»

«Der er ingen Tvivl om det», udbrød Præsten, «der er ingen Tvivl om det. Jeg har gjort mig skyldig i en sørgelig Vildfarelse. Kan De tilgive mig, Hr. Aamot», vedblev han og tog Martins Haand mellem begge sine, «kan De bære over med en gammel Mands Feiltagelse?»

134Martin stirrede paa Præsten med den største Overraskelse.

«Kan De tilgive mig min fornærmelige Opførsel mod Dem de to sidste Dage, De var i mit Hus. Kan De tilgive det?» spurgte Præsten.

«Jeg forstaar ikke, hvad De mener», sagde Martin, «men – jeg tilstaar det – min noget uhøflige Optræden under Diskussionen gav formodentlig Anledning til –»

«Nei, nei, nei», sagde Præsten Veile, «De gjør mig Uret. De gjør mig Uret. Det Hele beror paa en beklagelig, en utilgivelig Misforstaaelse fra min Side.»

Det lykkedes snart Præsten og Martin ved Professor Lundes Bistand at komme til en fuldstændig Forklaring.

Den gamle Præst var saa bedrøvet over sin Feiltagelse og paa samme Tid saa glad over at hans Mistanke mod Martin havde været ugrundet, at man maatte have været af et meget uforsonligt Gemyt, for ikke at glemme langt alvorligere Fornærmelser end dem, Martin havde været Gjenstand for, og var, i den glade Stemning, hvori han befandt sig idag, mindst af alt tilbøielig til at vise Uforsonlighed.

«Og nu», sagde Præsten, «maa De hilse paa min Hustru og mine Døtre og Frk. Schultse. Hun er ogsaa med. Vi reiste indom Stokkesund 135paa Veien og fik hende til at slutte sig til os paa vor Hovedstadstur.»

Med disse Ord bankede han paa Døren til en liden Separatkahyt i Bagstavnen af Skibet.

«Mo’er, kom herind», raabte han, «og tag Janna og Karoline og Konstance med dig. Her er en gammel Bekjendt, som ønsker at hilse paa eder.»

Et Øieblik efter traadte Fru Veile og de unge Damer ind.

De bukkede stift, da de saa Martin, og de unge Damer gjorde Tegn til at ville flygte tilbage til Damekahytten; men Martin mærkede dog til sin Glæde, at Frk. Schultse rødmede.

«Passiar»,Passiar] for noe tull raabte Præsten, «Passiar! Er det en Maade at tage imod en gammel Ven? Tag Hr. Aamot i Haanden. Naa, naa, naa, ingen Undselighed. Raskt!»

Fruen og de unge Damer saa overrasket paa Præsten. Det var aabenbart Alvor. Fruen og Præstens Døtre nærmede sig én efter énén efter én] rettet fra: en efter en og gav Martin en løs Haand. Frk. Schultse indskrænkede sig til at bukke.

Præsten Veile lo.

«Ja, ja», sagde han, «jeg faar først tale med min Hustru, saa retter nok alt sig. Men jeg er ikke blevet præsenteret for Deres Ven», henvendte han sig til Martin.

136«Pastor Veile, Professor Lunde», præsenterede Martin.

«Professor Lunde», gjentog Præsten, «min Hustru, mine Døtre, Frk. Schultse, Datter af Skibsrehder Schultse i Stokkesund.»

«Og maa jeg til Gjengjæld præsentere min Ven, Professor Aamot», sagde Professor Lunde, «ja, det vil sige, han er ikke endnu udnævnt til Professor, men jeg tror ikke, Regjeringen vil lægge Hindringer i Veien, og Gagen er idag bevilget.»

«Hvad hører jeg», raabte Præsten og greb Martins Haand. «Er De endelig bleven paaskjønnet efter Fortjeneste. Gratulerer tusinde Gange! Ja, det var da ikke for tidlig. Nu Kone og Døtre og De, Frk. Schultse. Nu maa I ogsaa gratulere.

Damerne uttalte med svag Stemme en Gratulation, men holdt sig forsigtig i et Par Favnes Afstand fra Martin.

Martin spurgte, hvor Præsten og Damerne agtede sig hen.

«Vi har tænkt at tage os en Eftermiddagstur i det Grønne», sagde Præsten, «og saa vende hjem med Dampskibet i Aften.»

«Men kunde ikke De, Deres Familie og Frk. Schultse ligesaa godt følge med hjem til mig og spise Deres AftenAften] kveldsmat sammen med Professor Lunde og mig», sagde Martin. «Jeg kan byde en Ret 137fersk Fisk og et Glas Vin. Stedet er ikke 5 Minutters Gang fra Dampskibsanløbsstedet.»

«Jo, tusind Tak», sagde Præsten, «hvad mener du, Mo’er?»

«Jeg tror, det er bedst, at vi bliver ved vor første Bestemmelse», sagde Fruen.

De unge Damer stak Hovederne sammen. Derpaa sagde Frk. Schultse, at hun under ingen Omstændighed kunde tage imod Invitationen. Hun havde besluttet at spadsere i Skoven.

Præsten lo.

«Jeg faar først tale et Par Ord med Mo’er», sagde han.

Derpaa trak han Fruen hen i en Krog og førte en hviskende Samtale med hende. Umiddelbart efter trak Fruen og de unge Damer sig tilbage til Damekahytten. Ti Minutter senere indfandt de sig atter i Salonen med tilfredse, lyse og fornøiede Ansigter og takkede samtlige saa meget for Indbydelsen.

Der herskede endnu en Smule Forlegenhed ligeoverfor Martin, og de unge Damer lo og spøgte mest indbyrdes; men da Isen først var brudt, kappedes de om at være elskværdige.

Hvor skjælmsk og koket var ikke Frk Schultse, da de vandrede fra Dampskibsanløbsstedet gjennem Birkeskoven op til det lille Hus, som Martin havde leiet. Hvor livligt, muntert og spøgefuldt gik ikke Samtalen senere ved Aftensbordet, 138og med hvilken dyb, deltagende Interesse hørte ikke de unge Damer og navnlig Frøken Schultse paa Martins Bemærkninger og paa hans Skildringer af, hvad han havde oplevet i det sidste Aar.

Endelig slog Afskedens Time. Martin fulgte sine Gjæster ned til Dampbaaden. Baade Fruen og de unge Damer trykkede ham varmt i Haanden, og det forekom ham, at Frk. Schultse havde Taarer i Øinene.

Det var den lykkeligste Dag i Martins Liv. Det var ham ikke mulig at lukke et Øie om Natten, saaledes var hans Bryst opfyldt af Fryd og Jubel. «Jeg er det heldigste Individ, som nogensinde har eksisteret i dette Land», raabte han halv høit til sig selv, medens han laa paa sit søvnløse Leie, aldeles betagen af sin Lykke. Først ud paa Morgenstunden faldt han i en let Slummer.

Han havde faaet Præstens Adresse og besøgte ham den næste Dag. Præsten og Damerne skulde endnu blive 14 Dage i Byen, og Martin benyttede sin Tid saa godt, at han 3 Dage før Præstens Afreise kunde præsentere Frk. Schultse som sin Forlovede. Dagen efter modtog han kongelig Udnævnelse som ekstraordinær Professor uden Forpligtelse til at holde Forelæsninger.uden Forpligtelse til at holde Forelæsninger] Slike vilkår var ikke hverdagskost. Den eneste norske professoren på 1800-tallet som slapp å undervise, var dikteren Andreas Munch. I 1860 ble han tilkjent et dosentur som en form for diktergasje. Dosenten rykket opp til professor i 1866. Dikter-professor Munch døde i 1884.

Samme Høst stod Martins Bryllup.

Det var en Aften omtrent et Aar efter Bryllupet, 139at han og hans Kone sad alene sammen i sin lune Dagligstue i Homansbyen,Homansbyen] fasjonabelt boligstrøk på Frogner i Kristiania, utviklet av brødrene Jacob og Henrik Homan fra 1858 av. Tidligere hadde mange av professorene (i alt ti, ifølge professor Jan Eivind Myhre, som har studert professorenes hjemadresser) vært bosatt i den såkalte «Professorbyen», dvs. i Ullevålsveien, rett ovenfor Vår Frelsers gravlund. Martin læste i en Bog ved Skinnet af en Hængelampe, og hans Kone sad bøiet over sit Heklearbeide.

Pludselig hævede hun Hovedet.

«Holder du paa med noget videnskabeligt nu, Martin?» sagde hun.

«Nei», sagde Martin og saa op, «hvor kan det falde dig ind?»

«Jeg tænkte blot», sagde hans Kone, «at nu, da du har saa god Tid, maatte du kunne udrette noget stort.»

Martin lagde Bogen fra sig.

«Min kjære Konstance», sagde han, «det behøves aldeles ikke. Jeg er nu naaet lykkelig i Havn, og med Guds Hjælp skal jeg forsvare min Stilling uden oftere at maatte tage min Tilflugt til videnskabelige Arbeider. Jeg har gjort mit, da min Tid var, lad nu andre gjøre sit.»

«Hvor alt er gaaet let og godt for dig, Martin», sagde hans Kone.

«Ja, Gud ske Lov», sagde Martin.

«Hvor forunderlig du er bleven ført», vedblev hans Kone.

«Ja», sagde Martin, «hver Gang jeg har troet, at jeg havde gjort noget rigtig dumt, er det blevet til min største Lykke.»

Hans Kone greb hans Haand over Bordet. «Martin», sagde hun, «du har meget at takke 140Forsynet for baade paa dine egne Vegne og paa Universitetets, som –»

Martin fik et voldsomt Anfald af Hoste.

«Lad os ikke tale mere om den Sag», sagde han.

«Men lad os være taknemmelige, Martin», sagde hans Kone.

«Ja vist», sagde Martin, «lad os det.»

Det var et smukt Syn at se det unge Par siddende Haand i Haand i fælles Tak til Forsynet for dets vise og faderlige Styrelse.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.