En Professor

av Johan Vibe

4de Kapitel.

Martin gjør Bekjendtskab med
en tysk Professor og en italiensk Musiker.

24Straks efter sin Ankomst meldte Martin sig hos Professor Wolff, til hvis Forelæsninger han fik Adgang mod Erlæggelse af det sædvanlige Gebyhr. Som Professorens Elev havde han Adgang til at deltage i de af denne foranstaltede Kolloquier. Uagtet Martin gjorde, hvad han kunde for at holde sig frem, skjænkede dog Professoren ham liden Opmærksomhed, hvorimod han viede 5 eller 6 rige Amerikanere, af hvem han ventede store Ekstrahonorarer, sin hele Interesse. Hændte det imidlertid en og anden Gang, at Professoren under Kolloquierne 25rettede et Spørgsmaal til Martin, blev denne aldrig Svar skyldig, uagtet Svarene ikke altid var saa heldige at vinde Professorens Bifald.

Blandt Studenterne vandt Martin hurtig en Omgangskreds. Derimod lykkedes det ham ikke at komme i nærmere Berørelse med nogen af Professorerne. Dette ærgrede ham, da han antog, at et nærmere Bekjendtskab med en eller anden af Göttingens videnskabelige Koryfæer, vilde gjøre et godt Indtryk, naar han vendte hjem til Norge.

Saaledes stod Sagerne, da der 2 à 3 Maaneder før han skulde reise, indtraf et Par Begivenheder, der uformodet bragte ham i Berørelse med to af de mest anseede Professorer ikke alene i Göttingen, men i hele Tyskland.

Martin havde oprindelig boet i Ziegler-GasseZiegler-Gasse] Navnene på gatene er i likhet med navnene på professorene oppdiktede. Den kjente Zieglergasse ligger i Wien. No. 17, men maatte efter et halvt Aars Forløb flytte, da han af sin Vertinde, en ægte tysk huslig Kvinde, ikke blev trakteret med andet til Middag end tynd Suppe og Mehlspeisen,Mehlspeisen] melmat, ordet lånt fra tysk (grøt, brød o.l.) saa at han tilsidst afmagrede i en Grad, der fyldte hans Venner med Forferdelse. Hans nye Logi laa i Winkelstrasse No. 23, hvor han havde et Værelse i 3dje Etage med to Fag Vinduer,to Fag Vinduer] Et fag er avstanden mellom to bjelker i et bindingsverkhus. der vendte ud til en Have.

Martin fik her bedre Kost end i sit forrige Logi, men Opvartningen var slet, og han var undertiden i Forlegenhed med, hvordan han skulde 26blive kvit Vaskevandet om Morgenen. Han valgte gjerne den Udvei at øse det ud gjennem Vinduet i Naboens Have.

En Morgenstund, netop som han havde øst en usædvanlig fuld Vaskevandsbolle ud gjennem Vinduet, syntes han, at han fra Dybet hørte forbitrede Udbrud som «Schweinigel»,Schweinigel] gris; tysk skjellsord brukt om et skittent og/eller umoralsk menneske «Bestie»Bestie] udyr o. l.

Martin følte sig imidlertid tryg ved sin ophøiede Bopæl i 3die Etage og bekymrede sig ikke om disse fjerne Toner, men iførte sig rolig sin Frakke og begav sig ud for at frekventere Professor Wolffs Forelæsninger.

Et Kvarter efter at han var gaaet, ringede der paa Entréklokken, og da Pigen lukkede op, stod der en ældre Herre med graat Haar og et ophidset Ansigt udenfor.

Den fremmede Herre spurgte, hvem der boede i Værelset med de to Vinduer, der vendte ud mod Haven.

«En udenlandsk Student», sagde Pigen, «ved Navn Aamot.»

«Er han hjemme?» spurgte den fremmede Herre.

Nei, han var nylig gaaet ud, og ventedes ikke hjem før til Middag.

«Hils ham fra Professor Schumacher», sagde den fremmede Herre, «og sig –»

«Fra hvem?» spurgte Pigen.

Den fremmede Herre tog et Visitkort frem.

27«Der», sagde han, «lever ham det og sig, at jeg ønsker at se ham hos mig, saasnart han kommer hjem. Øieblikkelig, forstaar De.»

«Til Middag?» spurgte Pigen.

«Ja! ja vist», sagde den Fremmede heftig, «til Middag, straks han kommer hjem! Øieblikkelig, forstaar De.»

Med disse Ord fjernede han sig.

Man kan lettere forestille sig end beskrive den behagelige Overraskelse, som Martin følte, da han kom hjem Kl. halv et og paa sit Bord fandt et Visitkort med Navnet: Professor Schumacher. Schumacher var Professor i Latin og Græsk og nød den største Anseelse i hele Göttingen. Der var kun en af Universitetslærerne, som var mere berømt, det var Professoren i Sanskrit,Sanskrit] rettet fra: Sanscrit Biermann, som boede i 2den Etage i samme Hus som Martin.

Martin ringede.

«Hvem bragte dette Kort?» sagde han

«En ældre Herre med graat Haar», svarede Pigen.

«Sagde han noget, da han leverede det?»

«Han bad mig hilse og sige, at han ønskede at se Hr. Aamot hos sig til Middag.»

«Han ønskede at se mig hos sig til Middag», gjentog Martin, «du er vis paa det?»

«Ja», svarede Pigen, «ganske vis.»

«Godt», sagde Martin, «Du kan gaa.»

28Martin erindrede, at Professor Schumacher var en Ven af Professor Wolff, og paa samme Tid mindedes han med inderlig Tilfredshed, at Professor Wolff havde været usædvanlig forekommende mod ham de Par sidste Dage. Professor Wolff maa have omtalt mig som en ualmindelig haabefuld Elev, tænkte han, og Professor Schumacher har faaet Lyst til at gjøre mit personlige Bekjendtskab. Jeg maa ikke lade ham vente.

Han aabnede Komodeskuffen og tog frem en ren Skjorte.

«Kjole og hvidt», sagde han, medens han skiftede Linned, «Kjole og hvidt vilde være en Taktløshed, naar jeg har faaet Invitationen samme Dag. Ikke at gjøre noget Toilette vilde være Mangel paa Opmærksomhed. Kjole og sortKjole og sort] snippkjole og sort slips; sort slips brukes mao. ved mindre formelle anledninger enn hvitt. maa være det korrekte. Kjole og sort! Sandsynligvis en mindre Middag, ikke andre end de nærmeste.»

Medens han klædte sig, hørte han en Stemme ude i Gangen. Han kjendte den, den tilhørte hans Ven Albert Schnurbusch fra Hannover.

«Hvor skal du hen», sagde Albert Schnurbusch, da han traadte ind og fandt Martin ifærd med at trække sine lakerede Støvler paa.

Martin svarede ikke, men pegte hen paa Visitkortkurven, hvor han havde lagt Professor Schumachers store Kort øverst.

29«Professor Schumacher», sagde Albert Schnurbusch, «hvordan nyder du den Ære?»

«Anbefalinger», svarede Martin, «Professor Wolff!»

«For», vedblev Albert Schnurbusch, «Professor Schumacher er ikke den Mand, som gjør Visit til enhver.»

«I Almindelighed», sagde Martin med Selvfølelse, «jeg ved det; men der gives Undtagelser.»

«Saa?» sagde Albert Schnurbusch, «saa? Ja, saa gratulerer jeg.»

«Og nu», sagde Martin, «faar vi gaa. Jeg vil ikke lade Professor Schumacher vente med Middagen for min Skyld. Du undskylder.»

Med disse Ord ledsagede han sin Ven ud.

Da de gik nedover Trappen, kom de forbi Professor Biermanns Entré, hvor der paa en Messingplade stod graveret med store Bogstaver: «Friedrich Biermann, Professor i Sanskrit.»

Albert Schnurbusch bemerkede, at det nu bare skulde mangle, at Martin ogsaa blev inviteret til Professor Biermann.

«Vilde det være saadan Ære?» spurgte Martin.

«En Invitation til Professor Biermann er en ÆreBiermann er en Ære] rettet fra: Biermann en Ære for en Student», sagde Albert Schnurbusch, «ja, det skulde jeg tro. Han er kanske den første Videnskabsmand i Tyskland. Han er Søn af en Detailehandler i FreibergFreiberg] Autentisk tysk by et par mil vest for Dresden. og er alligevel bleven gift 30med en Baronesse Hohenlohe-Meiningen,Hohenlohe-Meiningen] Hohenlohe er et tysk fyrstedynasti; Meiningen distriktshovedstad i det sydlige Thüringen. Grener av adelsfamilier ble ofte differensiert med tillegg à la Meiningen; det finnes for eksempel en familie Hohenlohe-Langenburg. saa du kan forstaa, han ikke er nogen almindelig Mand. Hans Egteskab har ikke gjort ham mindre arrogant.»

«Er han saa arrogant?» spurgte Martin

«En opblæst Herre», sagde Albert Schnurbusch, «han er ikke yndet. Der kommer aldrig nogen af de Studerende i hans Hus, naar de ikke enten er ligesaa høiadelige som Hohenlohe-Meiningerne eller ansees for idetmindste at være Professoremner.»

Udenfor Porten skiltes Martin og Albert Schnurbusch.

Martin havde ikke langt at gaa. Professor Schumacher boede i Göthe-Strasse,Göthe-Strasse] Göttingen har en Goethe-Allee. og Martin behøvede kun at svinge om Hjørnet af Kvartalet for at være udenfor Professorens Gadedør. Han ringede paa, nævnte sit Navn for Tjeneren og blev vist ind i et dunkelt Værelse, halvt et Kontorværelse, halvt et Forværelse, medens Tjeneren gik for at melde ham.

Martin syntes ikke, at dette var den Maade, hvorpaa han havde ventet, at han som hædret Middagsgjest skulde blive modtaget, men det var sandt, Tjeneren kjendte jo ikke hans Navn. Martin stod og saa ud af Vinduet, medens han ventede. Det vendte ud til en liden Have. Det forekom Martin, at han etsteds havde seet en 31Have, som lignede denne, men hvor, kunde han ikke erindre.

Endelig aabnedes Døren til Sideværelset. Martin vendte sig og stod Ansigt til Ansigt med en ældre Herre med graat Haar.

«De er den udenlandske Student, som bor hos Mad. Ratze i Winkelstrasse No. 23, 3die Etage», spurgte Herren og nærmede sig Martin.

Martin smilte forbindtligforbindtlig] rettet fra: forbintlig og gjorde sit sirligste Buk.

«Ja, det er mig, Hr. Professor», sagde han.

Professoren blev ganske rød i Ansigtet, medens han lagde den høire Haand paa Bordet og satte den venstre i Siden.

«Jeg har ladet Dem hente», udbrød han, «for at sige Dem, at De havde fortjent en Dragt Prygl.»

Martin blev i første Øieblik en Smule forbauset, men han fattede sig øieblikkelig og begyndte at smile og nikke paa en yderst gemytlig og hjærtelig Maade. Denne Tiltale maatte være en behagelig Spøg af Professoren, beregnet paa at indlede en fortrolig og ugenert Omgangstone.

Professoren blev endnu rødere i Ansigtet end før og traadte et Skridt frem.

«De havde fortjent en Dragt Prygl», gjentog han, «forstaar De det?»

Martin lo endnu mere gemytlig end forrige Gang og nikkede gjentagende paa Hovedet med 32en skjelmsk Mine. Professor Schumacher maatte være en usedvanlig spøgefuld Mand.

Professoren blev ganske purpurrød i Ansigtet og saa ud, som om han kunde faa et Slagtilfælde paa Stedet.

«De er den mest uforskammede Karl, jeg i mit Liv har truffet», brølede han, «øser De en Gang til Deres skidne Vand ud i min Have, melder jeg Dem for Politiet. Havde det ikke været af Hensyn til Deres Ungdom, saa skulde jeg faaet Dem relegeret fra Universitetet, De infame Karl. Pak Dem fra mit Hus og lad mig ikke oftere se Dem for mine Øine. Aldrig i mit Liv har jeg truffet en saa infam Person. Paa Døren!»

Der var intet andet for Martin at gjøre, end skyndsomt at fjerne sig.

Han vilde ikke gaa hjem, forat hans Vertsfolk ikke skulde anstille ubehagelige Reflektioner over, at Middagen saa snart var forbi. Han tog derfor Veien til en afsides Restauration, hvor han haabede at skulle kunne indtage sin Middag uden at træffe nogen af sine Bekjendte.

Martin fik sin Middag i en afsides Krog af Spiseværelset; men han kunde paa de stjaalne Øiekast, de øvrige Spisegjester – mest Haandverksfolk og Landmænd – sendte ham, mærke, at hans til Forholdene lidet passende Dragt, Kjole og lakerede Støvler, vakte en vis Forundring.

33Det var Martins Plan at blive siddende i Restaurationen til Skumringen faldt paa, og saa snige sig hjem i al Stilhed. Kjedsomheden blev ham imidlertid til Slutning saa uudholdelig, at han maatte ud og røre paa sig. Han haabede, at han skulde undgaa at møde nogen, som kjendte ham, naar han holdt sig i de afsides Gader i Nærheden af Restaurationen.

Skjebnen pleier imidlertid altid være saa ondskabsfuld, at den fører Folk i ens Vei, netop naar man ønsker at være ubemerket, og Martin havde neppe gaaet 5 Minutter, før han fik et venskabeligt Slag paa Skuldren.

Han vendte sig og stod Ansigt til Ansigt med Albert Schnurbusch, netop den af alle hans Kammerater, som han i dette Øieblik nødigst vilde have mødt.

«Nu», sagde Albert Schnurbusch, «er Middagen allerede forbi?»

«Ja», sagde Martin, «Middagen er forbi.»

«Og du spadserer endnu omkring i sort Kjole?»

«Jeg skal derhen igjen i Aften», sagde Martin, «Kl. 8. Jeg skal være 4de Mand i en l’Hombre.l’Hombre] Populært kortspill, opprinnelig fra Spania. Spilles av tre personer. Jeg tog mig kun en Tur for at kjøle mig af.»

«Var der stort Selskab?» spurgte Schnurbusch.

«Circa 20», svarede Martin.

34«Og hvem var det?»spurgte Schnurbusch.

«Ingen, som Du kjender», sagde Martin.

«God Vin?» spurgte Schnurbusch.

«Fortreffelig», sagde Martin.

«Og Professoren selv, er det en behagelig Mand?»

«Overmaade behagelig», sagde Martin, «høflig, elskværdig og forekommende. Han behandlede mig, som om jeg havde været hans egen Søn.»

Albert Schnurbusch saa paa Klokken.

«Det er jo Klokken 8, Du skal derhen igjen?» sagde han.

«Kl. 8 begynder l’Hombren», svarede Martin.

«Saa kan du følge med i Klubben, saalænge», sagde Schnurbusch, «du har endnu halvanden Time igjen. Koret er samlet idag.»

Martin var bange for, at Albert Schnurbusch, hvis han sagde nei, af sit Venskab skulde lade sig forlede til ikke at skilles fra ham i Løbet af de halvanden Time, der var igjen til Kl. 8 og sluttelig maaske følge ham til Professor Schumachers Dør. Han samtykkede derfor og fulgte Albert Schnurbusch til Klubbens Samlingssted.

Den Ølhal, hvori Martin, Albert Schnurbusch og deres Venner pleiede at mødes, laa ikke langt borte. De fleste af Kammeraterne var allerede samlede, og Martin og Albert blev modtagne med høie Leveraab, da de traadte ind. Der var kun een fremmed i Lokalet. Det var en ung, 35mørkhaaret Mand med en Violin. Han sad afsides ved et Vindu, halvveis dækket af de mørke Gardiner.

Martin var en udmerket Kammerat, og hans Ankomst var derfor Signalet til, at der blev tømt en Masse «hele og halve Salamandre».Salamandre] øl; tysk studentsjargong. Uttrykket «rive en salamander» brukes om å utbringe en skål under larmende seremonier. Antallet blev end yderligere forøget, da Albert Schnurbusch fortalte, hvilken Opmerksomhed Professor Schumacher havde vist Martin. Martin vaandede sig under sine Kammeraters Gratulationer og drak, som han var gal for at skylle Ærgrelsen ned. Til Slutning begyndte hele Koret at skraale Studentersange, hvorunder Martin, der havde en Stemme som en Tyr, særlig udmerkede sig ved at brøle, saa det gav Gjenlyd fra alle Vægge.

Det var høist merkeligt at se, hvilken Virkning Sangen havde den unge Mand med Violinen. Han havde hidtil siddet ganske stille. Men aldrig saa snart havde de første Strofer af Sangen lydt gjennem Hallen, før han for op af sin halvt hvilende Stilling og fik de besynderligste Trækninger om Munden og Øinene. Da man begyndte paa den anden Sang, hvor Martins Stemme navnlig var hørlig under Afsyngelsen af Koret:

«Juk he, juk he, juk dideludei,
Juk dideludei juk he!»juk he] rettet fra: jukheJuk he … juk he!] Vibe later til å ha diktet den tyske studentsangen selv.

blev den Fremmedes Bevægelser endnu mere foruroligende. Han skar ikke alene Ansigter, men 36begyndte ogsaa at skrabe med Benene og holdt samtidig begge sine Hænder for Ørene.

Efterat denne Sang var sunget tilende, og Ekkoet af det sidste: «Juk dideludei juk he!» var hendøet i Luften, blev der et Øiebliks Stansning, og den Fremmede begyndte gradvis at gjenvinde sin Rolighed, da Martin pludselig fik det Indfald at synge en Solo. Den Fremmede hoppede formelig paa Stolen, da Martin satte i med sine Lungers fulde Styrke, og han var ikke kommen tilende med første Vers, før den Fremmede greb Violinen og styrtede ud af Værelset.

Da Martin var færdig med sin Solo, saa han paa Klokken, lod som han blev meget altereret over, at den allerede var 8, tog sin Hat og ilede ud af Værelset med den Bemerkning, at Professor Schumacher ventede paa ham med l’Hombren.

Han havde ikke gaaet langt, før han indhentede den Fremmede, der gik langsomt ned ad Gaden med Violinen under Armen.

«Vor simple, fordringsløse Sang lod ikke til at behage Dem», sagde Martin, da han var kommen paa Siden af ham.

Den Fremmede vendte sig og saa paa Martin.

«Jo, jo», sagde han paa gebrokkent Tysk, «Sangen meget smuk, men den ikke passe for mine Øren.»

«De er Udlænding?» sagde Martin.

37«Italiener», sagde den Fremmede, «Signore Columbo,Columbo] rettet fra: Kolumbo Musiker.»

Martin spurgte, om han havde været længe i Göttingen.

«Kom i Formiddag», sagde den Fremmede, «og reiser i Morgen Eftermiddag til Berlin. Jeg vente – hvad kalder de det – ma soeur med Jernbane om en Time, Jeg vil møde hende. Hun ikke været her før og ikke vide, hvor hun skal tage ind.»

«Og nu gaar De hen paa Hotellet saa længe», sagde Martin.

Den Fremmede rystede paa Hovedet.

«Nei», sagde han, «jeg bor i Bellevue. Meget langt fra Jernbane. Jeg vil gaa, spadsere i Gaden til Jernbane bliver aabnet.»

«Hør, ved De hvad», sagde Martin, «kan De ikke lige saa godt sætte Dem oppe hos mig, medens De venter. Jeg bor her lige ved i det store Hus tilhøire, som De ser paa den anden Side af Gaden. Derfra har De ikke mere end 3 Minutters Gang til Jernbanen; den er her lige om Hjørnet.»

Italieneren var meget taknemmelig for Martins Tilbud og fulgte ham op paa hans Værelse.

Det var ikke mere end skyldig Tak for Martins Gjestfrihed, at den Fremmede efter en Tids Forløb fik Violinen frem og begyndte at spille for sin Vert. I Begyndelsen spillede han efter 38Hukommelsen; men senere tog han et Hefte Noder frem af Baglommen paa sin Frakke og spillede efter disse.

Ulykkeligvis havde Martin ikke mere musikalsk Sans end en almindelig Ko, ellers vilde han have indseet, at man kunde lede blandt Europas første Kunstnere, inden man fandt en Mand, der forstod at aflokke Violinen saadanne Toner, som den unge Italiener. Men Martin havde en høist umusikalsk Fornemmelse af, at Omkvædet: «Juk dideludei, juk he!»juk he] rettet fra: jukhe sunget af kraftige Studenterstruber, var en ganske anderledes stemningsfuld Præstation end Signore ColumbosColumbos] rettet fra: Kolumbos Klimpren paa Violinen, som han i sit stille Sind kaldte det.

Det vakte derfor ingen Indsigelse fra Martins Side, da Signore ColumboColumbo] rettet fra: Kolumbo efter at have spillet 4 à 5 Melodier, lagde ViolinenViolinen] rettet fra: Vilolinen og Noderne fra sig og begyndte at konversere.

Han besad Sydlændingens hele Aabenhed og Barnlighed, og de havde ikke talt en halv Time sammen, før han fortalte Martin om sin Barndom og sin Ungdom, og hvorledes han i Begyndelsen havde kjæmpet med Modgang. Han var en Søn af fattige Landsbyfolk, og som han gjentagende sagde, han havde begyndt «med to tomme Hænder», «med to tomme Hænder.»

Signore ColumboColumbo] rettet fra: Kolumbo var øiensynlig meget distrait, og efter hvert som han fortalte, glemte 39han ganske sine Omgivelser og talte snarere til sig selv end til Martin.

Pludselig lød Lokomotivets Piben. Signore Columbo fórColumbo fór] rettet fra: Kolumbo for op som af Drømme.

«Jernbane», raabte han, «Jernbane. Ma soeur maa ikke komme og ikke finde andet end fremmede Ansigter. Jeg maa afsted.»

Med disse Ord greb han Hatten og styrtede ud af Døren; men endnu var han saa inde i sin Tankegang, at han, medens han ilede ned ad Trappen, mumlede halvhøit for sig selv: «Med to tomme Hænder, med to tomme Hænder!» og inden Martin kunde faa gjort ham opmerksom paa, at han havde glemt Violinen og Noderne, var han nede paa Gaden.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En Professor

Johan Vibes vittige roman En Professor fra 1882 kan kalles Norges første universitetsroman.

Den unge Martin Aamot lykkes sensasjonelt i å bli utnevnt til professor ved hovedstadens universitet. I sin grunnstruktur er romanen tilsynelatende en klassisk dannelsesroman om hattemakerens sønn som lykkes til tross for en oppvekst i små kår. Men det er ikke egne ambisjoner som driver Martin Aamot; snarere snubler han av gårde, styrt av mer eller mindre komiske tilfeldigheter. Det er omgivelsene som dytter ham opp og fram, selv er han ganske passiv og mest opptatt av å gjøre minst mulig.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1882 (nb.no)

Les mer..

Om Johan Vibe

Forfatteren Johan Vibe etterlot seg et stort forfatterskap, men er så å si glemt av både litteraturhistorikere og lesere i dag.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.