6te Kapitel.

Soiréen hos Professor Biermann.

49Martin blev mødt med den største Forekommenhed af det elegante Selskab, der var samlet hos Professor Biermann. Professoren ilede ham imøde, da han traadte ind, hilste ham med den mest udsøgte Artighed og anholdt om at maatte presentere ham for Husets Frue, som ved Navnet Martin Aamot rakte ham Haanden med et saa huldsaligt Smil, at Martin blev ganske varm om Hjertet og ikke kunde hitte paa det tarveligste Svar paa de forbindtlige Ord, som Fruen rettede til ham. Heldigvis blev han befriet fra sin Forlegenhed, ved at Professoren kom for at forestille 50ham for forskjellige celebre Personer, der havde udtalt Ønsket om at gjøre hans Bekjendtskab. Det forekom Martin, at det maatte være et meget musikalsk Selskab, hvori han havde gjort sin Indtrædelse, eftersom alle de fornemme Herrer og Damer, han gjorde Bekjendtskab med, lod til at have stillet sig til Oppave væsentlig at konversere ham om Musik.

Martin, der nødig vilde røbe sin Uvidenhed paa dette Felt, gav saa korte og undvigende Svar som muligt. Stor Jubel vakte det, da han paa Spørgsmaalet, om hvad han foretrak, enten den tyske eller italienske Musik, freidigen svarede: «Ubetinget den tyske», i den Overbevisning, at dette Svar var det høfligste, naar han, som i Aften, befandt sig udelukkende sammen med Tyskere.

Saaledes gik et Par Timer, da en Dame paa omkring 30 Aar nærmede sig Pianofortet.

«Frk. von Eschingen», hviskede hans Nabo, en Løitnant ved Gardehusarerne,Gardehusarerne] soldatene ved et kavaleriregiment «en udmerket stemme. I alle Fald til en DilettantstemmeDilettantstemme] rettet fra: Dilletantstemme at være», tilføiede han hurtig.

Martin befandt sig i Nærheden af Pianofortet, da Frøken von Eschingen nærmede sig. Der stod to à tre Herrer mellem ham og Frøknen, men da hun havde sat sig og faaet Noderne frem, trak de sig som ved en fælles Overenskomst tilbage, saa at Martin kom til at staa nærmest 51Frøknen, som i det samme, accompagneret af Pianoet, stemmede i en Sang, sandsynligvis af en eller anden berømt Komponist, hvem, havde Martin ikke den fjerneste Anelse om.

Martin havde læst noget om, at den nærmest staaende Herre ved saadanne Leiligheder pleiede at vende Nodebladet for den Dame, som spillede, og han kunde ogsaa se paa et stjaalent Øiekast, som Frøknen sendte ham, da hun kom over paa den anden Side af Nodebladet, at hun ventede denne Opmærksomhed af ham.

Martin vilde have givet hundrede Kroner til, at han havde havt den fjerneste Anelse om, paa hvilket Punkt denne Venden af Bladet skulde foregaa; men Noder var ham ligesaa uforstaaelige som Hebraisk.

Frøknen sendte ham atter et Blik; det var ikke til at holde ud. I sin Fortvivlelse valgte han den Udvei, at stirre ud i det tomme Rum med et forvildet Blik, som om han var aldeles fortabt i Musikken, og i sin Henrykkelse ikke havde Øie og Øre for andet end Tonerne.

Frøknen blev nødt til at vende Bladene selv. Det var som en lydelig Bebreidelse af Martins Samvittighed, hver Gang han hørte Lyden af et Blad, der blev vendt, og Sveden perlede formelig paa hans Pande, men han holdt sig tappert og vedblev ufravendt at stirre paa det tomme Rum ovenover Frøknens Hoved.

52Endelig var Sangen endt, og Frøken von Eschingen reiste sig. Hun var en Smule forlegen, og ytrede, fortrinsvis henvendt til Martin, at hun idag desværre ikke var ved Stemme, hvilket bragte Martin til at mumle noget, om at han følte sig overordentlig tiltalt, en Ytring, som lod til at glæde Frøknen meget.

«Hun sang ikke saa godt, som hun pleier», hviskede Løitnanten ved Garde-Husarerne til Martin, «hun generte sig for Dem.»

Martin fik ikke Tid til at undersøge om denne Bemerkning var alvorlig ment eller ikke, da Fru Biermann i det samme nærmede sig og med sit mest vindende Smil spurgte, om de saa ikke skulde faa den Fornøielse at høre Martin.

«Mig!» raabte Martin. «Høre mig!»

«Ja vist», sagde Fruen, «De maa ikke være saa grusom at sige nei.»

Martin vidste ikke, hvad han skulde svare, da han pludselig saa sig omgivet af en hel Kreds af ældre og yngre Damer, der med de mest straalende Øine, de mest indtagende Smil og det mest bedaarende Tonefald bønfaldt ham om ikke at være saa hjerteløs at skuffe deres Forhaabninger; men lade sig høre, om det saa kun var en eneste Gang.

Saa uimodstaaelig virkete disse indtrængende Bønner af en saadan Skare af elskværdige Damer paa Martins Sind, at han var i stor BeraadBeraad] tvil med 53sig selv om han ikke skulde opfylde de Smukkes Begjæring ved at istemme Omkvædet: «Juk he, juk he! Hei dudelidei» eller en anden lystig Studentersang, da alle Damerne ved Synet af Professoren, som nærmede sig med en Violin, med en Mund udbrød, at han nu umulig længer kunde modstaa.

Umiddelbart etter stak Professoren ham Violinen i Haanden.

Martin rystede paa Hovedet og leverede Violinen tilbage, idet han samtidig gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden, som om han vilde protestere mod at have nogetsomhelst med den Tingest at skaffe.

Professoren blev rød og bemerkede, at det just ikke var nogen første Rangs Violin, men han havde dog altid anseet den for brugelig.

«Men», tilføiede han, «kanske jeg faar Lov til at lade Tjeneren gaa op og hente Deres egen Cremoneser.»Cremoneser] rettet fra: Kremoneser

«Min Cremoneser»,Cremoneser] rettet fra: Kremoneser sagde Martin, «jeg har ingen Cremoneser!»Cremoneser] rettet fra: Kremoneser

«Men den Violin, som jeg selv saa oppe paa Deres Bord», sagde Professoren, «De sagde –»

«Den tilhørte Signore Columbo», sagde Martin, «han har hentet den for længe siden.»

«Signore Columbo»,Columbo] rettet fra: Kolumbo raabte Professoren.

«Signore Columbo»,Columbo] rettet fra: Kolumbo gjentog Damerne.

54«Det er altsaa ikke Dem, der er Musiker», vedblev Professoren.

«Det er altsaa ikke Dem, hvis Spil vi beundrede forleden Aften», tilføiede Fruen.

«Nei vist, det var Signore Columbo»,Columbo] rettet fra: Kolumbo svarede Martin.

«Hvor er da Deres Ven, Signore ColumboColumbo] rettet fra: Kolumbo at træffe?» spurgte Fruen.

«Han er reist til Berlin igaar», sagde Martin, «jeg har ikke talt med ham mere end en eneste Gang i mit Liv.»

«Men tør jeg da være saa fri at spørge om Deres Stilling», ytrede Professoren.

«Jeg er Student», sagde Martin, «og frekventerer Professor Wolffs Forelæsninger.»

«Student», raabte Fruen.

«Frekventerer Professor Wolffs Forelæsninger», supplerede de Omkringstaaende.

«Ja, jeg lægger mig som vordende Videnskabsmand efter de germaniske Sprog», ytrede Martin med Selvfølelse.

«De germaniske Sprog er et meget interessant Studium», ytrede Professoren og saa sig om.

«Vist meget interessant», tilføiede fruen.

«Overmaade interessant», supplerede de Omkringstaaende.

Professoren og Fruen gjorde Martin en kort Undskyldning, fordi de havde uleiliget ham og fjernede sig derpaa. De Omkringstaaende gjorde 55det samme, og to Sekunder senere stod Martin alene igjen med en Baronesse Goldberg, som havde talt meget med ham og været usædvanlig forekommende mod ham i Aftnens Løb.

Martin følte en Trang til at soutineresoutinere] opprettholde sin Stilling som norsk Professor-Emne, og vendte sig rask til Baronessen, der smilte saa nedladende, som om intet var paafærde.

«Deres Naade tror ikke, hvilke store videnskabelige Resultater, der i den senere Tid er vundet ved Studiet af de germaniske Sprog», ytrede han med en Videnskabsmands rolige Værdighed, «Professor Wolff har ved sine Undersøgelser paa Sprogvidenskabens Omraade, kastet et nyt Lys over mangt et dunkelt Træk i Germanernes ældste Historie. De forskjellige Stammers oprindelige Bopæle, de Veie, som Indvandringen har taget, Stammernes indbyrdes Slægtskab faar gjennem et grundigt Studium af Sprogets ældste Former en ny Belysning. Kort sagt –»

Udtrykket i Baronessens Ansigt fik, efter hvert, som Martins Tale skred fremad, mere og mere Præget af den mest udelte Opmerksomhed.

«Hvor interessant», udbrød hun, «hvor overordentlig interessant! – Fru Eichenfels», tilføiede hun hurtig og nærmede sig denne Dame, der i det samme gik forbi.

De to Fruer vekslede et Par Ord med dæmpet Stemme; derpaa vendte Baronessen sig om 56mod Martin med sit mest huldsalige Smil og et lidet høist elskværdigt «Undskyld», og forsvandt tilligemed sin Veninde.

Fra dette Tidspunkt ophørte enhver Konversation for Martins Vedkommende. Han nærmede sig flere Grupper, men ingen kjendte ham, og ingen bekymrede sig om ham, og han havde en Fornemmelse af, at han var ligesaa meget udenfor Selskabet, som om han havde siddet oppe paa sit Værelse i 3dje Etage. Ved Aftensbordet kom han til at staa ved Siden af Løitnanten ved Gardehusarerne, der i Aftenens Løb havde været saa meddelsom. Martin havde haabet, at han atter skulde indlede en Konversation, men nei, han talte til Høire og Venstre, forbi Martin og over Martin, men lod, som om han aldeles ikke bemerkede Martin.

Da Martin endelig tog Afsked og vendte tilbage til sit beskedne Værelse i 3dje Etage, maatte han tilstaa, at han ikke egentlig havde moret sig. Der fulgte heller ikke flere Invitationer til Professor Biermann. Det eneste, han havde igjen, var Brevet fra Professor Biermann, som han gjemte omhyggelig i sin Kommode.Kommode] rettet fra: Komode

Endelig var Martins Kursus endt. To Dage før sin Afreise gav han sig op til Professor Wolff for at erholde en Attest; thi Professor Lunde havde sagt ham, at hvis han vilde have det tilbørlige Udbytte af sin Reise, maatte han 57kunne fremvise en Anbefaling fra den Professor, hvis Forelæsninger han havde frekventeret.

Professor Wolff viste sig i Begyndelsen meget unaadig mod Martin, og blev i høieste Grad entrüstet,entrüstet] rystet da Martin lod falde nogle Ord om, at han havde tænkt at benytte Attesten, som et Trin paa Veien til selv at blive Professor. Professor Wolff foreholdt Martin i en streng Tone, at han vilde svigte sin Pligt som tysk Videnskabsmand og som en Ungdommens Lærer, ved at udstede en Attest i dette Øiemed, og udmalede med gruopvækkende Farver, hvilken frygtelig Skandale det vilde være, og hvilken Forbitrelse det vilde fremkalde blandt den studerende Ungdom, hvis Martin ved Hjælp af hans Attest skulde forsøge at blive Professor f. Ex. i Göttingen, et Universitet, hvor man hidtil havde været vant til at lytte til Mænd som ham selv og Professor Biermann. Professoren blev imidlertid beroliget, da Martin forklarede, at han aldrig havde næret en saa formastelig Tanke som den at blive Professor i Tyskland; men at det kun havde været hans beskedne Mening at blive Lærer ved Universitetet i sit Fædreland. Professoren erkjendte med stor Beredvillighed, at Martin ved sin stadige Tilstedeværelse paa hans Forelæsninger havde erhvervet et betydelig Præ fremfor de af Professorerne ved Universitetet i Kristiania, der ikke havde nydt denne Lykke, og at han ved blandt sine Landsmænd 58at udsprede nogle af de Guldkorn, han havde opfanget paa Professor Wolffs Forelæsninger, vilde bidrage mægtig til Kulturens Udvikling i sit fjerne Fædreland, og da Martin endelig i al Underdanighed androg om at maatte faa Lov til gjennem en Oversættelse at gjøre en af Professorens Verker, hvoraf der hidtil kun var solgt 30 Eksemplarer, tilgjængelige for sine stakkels Landsmænd, blev Professoren saa medgjørlig, at han ikke alene meddelte ham Tilladelsen til at oversætte hans Verk, men ogsaa gav ham den forlangte Attest.

Denne var forfattet i saa rosende Udtryk, at Martins Ven i Liv og Død, Albert Schnurbusch, blev ganske gul af Misundelse og tog en meget kjølig Afsked med Martin paa Jernbaneperonnen, da denne to Dage senere forlod Göttingen, for med Nordbanetoget at begive sig paa Hjemveien.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.