7de Kapitel.

Martin begynder at blive berømt.

59Martin havde under sit Ophold i Göttingen korresponderet med et Par af sine Venner og Beskyttere i Norge og fortalt saa meget om sit ærefulde Bekjendtskab med Professor Schumacher og Professor Biermann, som han fandt det hensigtsmæssigt at meddele.

Hans Rygte var derfor ilet foran ham, og allerede paa Veien fra Bryggen til Hotellet kunde han paa de opmerksomme og venlige Hilsener se, at man havde hørt om den Lykke, han havde gjort.

60Det var som et heldigt Varsel, at han lige foran Døren til Grand Hotel traf sine Beskyttere Professor Simonsen, Professor Wint og Professor Dr. Barth.

De røbede alle tre en oprigtig Glæde ved at gjense Martin og fulgte ham op paa Hotellet. Martin maatte her mundtligen bekræfte, hvad han havde skrevet i sine Breve. Som et Vidnesbyrd om, at hans Meddelelser kun var en nøgtern Gjengivelse af Sandheden, fremlagde han i af Beskedenhed Professor Wolffs Attest, Visitkortet fra Professor Schumacher og Brevet fra Professor Biermann.

Brevet fra Professor Biermann gjorde et sterkt Indtryk navnlig paa Professor Simonsen og Professor Dr. Barth, der selv i sin Tid havde liggetligget] studert i Göttingen og kjendte Forholdene der.

«Det er merkværdig»,merkværdig] bemerkelsesverdig sagde Professor Barth, «en egenhændig Skrivelse fra Professor Biermann og det i saadanne Udtryk.»

«Især naar man kjender Professor Biermann», supplerede Professor Simonsen, «og ved, hvor vanskeligt det var at faa saa meget som et eneste anerkjendende Ord fra den Kant.»

«En Mand, som altid pleiede at holde sig i fornem Fjernhed fra de Studerende», ytreede Professor Barth.

«En rentud utaalelig Aristokrat inden Videnskabens Verden», tilføiede Professor Simonsen, 61«som vi ikke har og med Guds Hjælp aldrig faar Mage til her i Landet.»

«Og saa Attesten fra Professor Wolff», begyndte Professor Wint.

Professor Barth afbrød ham.

«Attesten er af Ære værd», sagde han, «men den kunde ogsaa en anden have faaet. Brevet fra Professor Biermann derimod, hvor der med rene Ord staar –»

«At Aamot gaar en betydelig Fremtid imøde», supplerede Professor Simonsen.

«Og at Timerne er kostbare for en Mand, som han», tilføiede Professor Barth, «det har noget at sige.»

«Ja, ja», sagde Professor Simonsen, «jeg anser Deres Fremtid for sikret, Aamot, hvis De bliver ved, som De har begyndt. Gjem Professor Biermanns Brev som en Helligdom. Det mere end opveier hvilkensomhelst Attest, De kan faa ved vort Universitet.»

Med disse Ord og et varmt Haandtryk skiltes de tre Professorer fra Martin.

Det var merkværdigt, hvor hurtig Rygtet om Martins gryende Storhed udbredte sig i videre Kredse. Det blev snart til en Troesartikkel selv blandt skeptiske Folk, at Martin var en videnskabelig Begavelse af første Rang. Der fortaltes Anekdoter, hvis Oprindelse ingen kjendte, om Ytringer, der skulde være faldt fra forskjellige 62Videnskabsmænd i Anledning af Martins eminente Dygtighed, og der begyndte blandt de Studerende at gaa det Ord, at der for Tiden ikke fandtes mere end 3 Mænd i Europa, der var Martins Overmænd i germaniske Sprog. Det var Professor Wolff i Göttingen, Professor Russmann i München og Professor WellerWeller] Vibe gir i sin bok om naturalismen uttrykk for stor beundring for Dickens. Den nevnte professor Weller kan muligens være en fjern slektning av den cockney-talende Sam Weller i The Pickwick Papers (1837). i London. Af disse var dog Professor Weller i London uden Sammenligning den mest fremragende. Professor Weller i London var saa stor, at han i sin Tid vilde blive bisat i Westminster-Abbediet.Westminster-Abbediet] Westminster Abbey i London har siden 1066 vært engelsk kroningskirke og stedet der landets monarker stedes til hvile. Også berømtheter som generaler, politikere, diktere og vitenskapsmenn har blitt hedret med statlig begravelse der. Det var høist sandsynligt, at Martin kunde komme til at overfløie baade Professor Wolff og Professor Russmann, men saa stor Mand som Professor Weller i London blev han aldrig, derom var alle enige.

Den Anseelse, som Martin havde erhvervet, havde ogsaa tilfølge, at han kom adskillig med i Selskabslivet. Han dannede ved saadanne Leiligheder gjerne Centrum for en liden Kreds, som oftest af Damer, som lyttede til med spændt Opmerksomhed, naar han af sin Erfarings rige Skat meddelte interessante Oplysninger om det høiere Selskabsliv i Göttingen.

Paa denne Maade levede Martin et Aars Tid meget behageligt paa sin vundne Berømmelse. Han gjorde imidlertid intet for at soutinere denne. Det var en Aftenstund cirka 5 Fjerdingaar efter sin Tilbagekomst fra Tyskland, at han begav sig 63op til sin Ven Professor Lunde. Professoren havde allerede i længere Tid tænkt at tale alvorligt med Martin og foreholde ham hans Uvirksomhed. Han gik nu lige løs paa Sagen.

«Hør, Aamot», sagde han, «De maa begynde at vise en Smule selvstændig videnskabelig Virksomhed, De maa skrive noget. Det er jo Deres Mening en Gang at naa frem til Universitetet, ikke sandt? Men vil man blive noget i Verden, maa man ogsaa utrette noget.»

«Jeg ved ikke det», sagde Martin.

«Ved De ikke det?»

«Nei», sagde Martin, «jeg kjender mange Folk, baade i Politiken og Videnskaben, der gaar og gjælder for store Mænd, uden at de i hele sit Liv har udrettet det ringeste. Se nu f. Eks. Professor Sønsteby, hvad har han gjort? Jeg synes bedst om den Methode.»

«Men det er ikke alle, som forstaar at praktisere den», sagde Professor Lunde. «Rent ud sagt, min kjære Aamot, gjør De ikke noget for at haandhæve Deres Anseelse ved et eller andet grundigt selvstændigt Arbeide, saa kan De snart ganske forspilde det gode Omdømme, De har erhvervet i Opinionen.»

«Jeg har tænkt meget paa en passende Opgave for Dem, Aamot», vedblev Professor Lunde. «Oprigtig talt, tror jeg ikke, De er anlagt for det mere komplicerede Tænkningsarbeide, men 64De er ikke uden Samler-Evne. Nu findes der i vore mere afsidesliggende Fjeldtrakter et stort og ubearbeidet Materiale af ukjendte Ord og Former, der samlet og bearbeidet kan faa et uberegneligt videnskabeligt Værd. Det gjør der utvivlsomt.»

«Jasaa», sagde Martin, «gjør der det?»

«Utvivlsomt», vedblev Professor Lunde, «kunde De nu ikke søge et af de indenlandske ReisestipendierReisestipendier] Innsamling av folkeminner, folkeviser og dialektprøver stod høyt i kurs blant 1800-tallets norske filologer. Staten utdelte reisestipend til diktere som Henrik Ibsen (1862) og språkforskere som Hans Ross (1867–1869). Ivar Aasen fikk deler av sin reisevirksomhet finansiert av Videnskabers Selskab i Trondheim. Vibe nøt for øvrig selv godt av et statlig reisestipend i 1877. Reisen gikk imidlertid ikke til fjells, men til Europa: Tyskland, Østerrike, Ungarn og Italia. for under en Sommers Ophold f. Eks. i Telemarken og Sætersdalen at samle sprogligt Materiale, som De saa kunde bearbeide ved Tilbagekomsten. Hvad siger De om det?»

«Hvis det er absolut nødvendigt», begyndte Martin.

«Ja, Gu’ er det nødvendigt», sagde Professor Lunde, «det kan De stole paa.»

«Saa faar jeg vel til», sagde Martin.

«Lad mig nu se, De viser Dem energisk», sagde Professor Lunde, «hvis De faar Stipendiet, hvilket jeg ikke tvivler om. Tal saa meget som muligt med Egnens Bønder, Bondekoner, Husmænd, Budeier, kort, hvem De træffer paa. Men husk paa, at hvis De vil saa noget at vide af Bønderne, maa De ikke begynde at udfritte dem, men se til at vinde deres Fortrolighed, og saa under Samtalens Løb aflure dem deres sprogelige Eiendommeligheder. Gaa ind i deres Tankegang, vær ligefrem og gemytlig. Skjænk Mændene en Dram og forær Fruentimmerne –»

65«Glasperler, Knive, Speile –» begyndte Martin.

Professor Lunde bankede ærgerlig Asken ud af Piben.

Aa nei, det er jo i Afrika, det», sagde han. «nei, Brystnaale, Ørenringe og lignende. – Ja, ja, faa nu først Stipendiet, saa gaar nok det øvrige.»

Martin satte sig straks i Virksomhed og indleverede Ansøgning om at erholde 400 Kroner af de indenlandske Stipendier «for under en Sommers Ophold i det sønden- og vesten-fjeldske Norge at samle og bearbeide Sprogstof fra Folke-Dialekterne.

Det var ikke uden Protest, at Martin erholdt Stipendiet, saa meget var hans Prestige sunket i den sidste Tid, og han kunde ikke skjule for sig selv, at han var længer fra en Professorpost end nogensinde siden sin Hjemkomst fra Göttingen.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.