Erasmus Montanus

av Ludvig Holberg

Actus I.

Scen. 1.


Jeppe  alleene med et Brev i Haanden.

DEt er Skade at Degnen ikke er i Byen, thi der er saa meget Latin i min Søns Brev, som jeg ikke forstaar. Taarene staar mig tit i Øynene, naar jeg eftertænker, at en stakkels Bonde-Søn er bleven saa Boglærd, besynderlig, saasom vi ikke ere af de Høylærdes Bønder. Jeg har hørt af Folk som forstaar sig paa Lærdom, at hand kand disputere med hvilken Præst det skal være. Ach kunde jeg og min Hustrue have den Glæde at høre ham præke før vi døe her paa Bierget, da vilde vi ikke fortryde paa alle de Skillinger vi har sat paa ham. Jeg kand nok merke paa Per Degn, at hand skiøtter ikke meget om at min Søn kommer hid. Det kommer mig for ligesom hand er bange for Rasmus Berg. Det er skrækkeligt med de lærde Folk, de bær saadan Avind til hverandre, og den eene kand ikke lide, at den anden er ogsaa lærd. Den gode Mand giør skiønne Prækner her i Byen, og kand tale om Misundelse, saa Taarene maa staa een udi Øynene, men mig synes, at hand selv ikke er gandske fri for den Fejl. Jeg kand ikke vide, hvoraf saadant kommer; om een siger, at min Naboe forstaar Avlingen bedre end jeg, skulle jeg legge det paa Hiertet, skulle jeg hade min Naboe for det? ney sommend giør Jeppe Berg ikke. Men der er min Troe Per Degn.

Scen. 2.

Jeppe. Per Degn.

Jeppe. 

Velkommen hiem igien Per!


Per. 

Tak Jeppe Berg.


Jeppe. 

Ach min hierte Per! gid I kunde forklare mig noget Latin, som staar i min Søns sidste Brev.


Per. 

Hvad Snak, meener I at jeg forstaar ikke Latin, saa vel som jer Søn? jeg er en gammel Academicus jeg, Jeppe Berg.


Jeppe. 

Det veed jeg nok, men jeg meente om I forstod den nye Latin, thi det Sprog forandres vel ogsaa, saa vel som det Siællandske; thi i min Ungdom talede man ikke saa her paa Bierget som nu, det som man nu kalder Laqvei, kaldte man da Dreng, det som man nu kalder Matrasse, kaldte man da Bislaaperske; en Frøken heedte da Statsmøe, en Musicant Spillemand, og en Sikketerer Skriver. Derfor meener jeg Latinen og kand være forandret siden den Tid I var i Kiøbenhavn. Vil I være saa god at forklare mig dette. Jeg kand nok læse Bogstaverne, men fatter ikke Meeningen.


Per. 

Jer Søn skriver, at hand studerer nu sin Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam.


Jeppe. 

Hvad vil det sige Logicam?


Per. 

Det er hans Prækestoel.


Jeppe. 

Det er mig kiært, gid hand kunde blive Præst.


Per. 

Men Degn først.


Jeppe. 

Hvad er den anden Post?


Per. 

Den heder Rhetorica, det er paa Dansk Ritualen; men den tredie Post maa være forskreven, eller det maa være Fransk; thi var det Latin, saa forstod jeg det nok. Jeg er capabel, Jeppe Berg, at regne op den heele Aurora. Ala det er en Vinge, Ancilla en Pige, Brabra et Skiæg, Coena en Nat-Potte, Cerevisia Øll, Campana en Klokker, Cella en Kiælder, Lagena en Flaske, Lana en Ulv, Ancilla en Pige, Janua en Dør, Cerevisia Smør.


Jeppe. 

I maa have en forbandet Ihukommelse Per.


Per. 

Ja jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle have blevet saa længe i et fattigt Degne-Kald. Jeg kunde nok have været noget andet for længe siden, dersom jeg vilde have bundet mig ved en Pige, men jeg vil heller hielpe mig, som jeg kand, førend man skal kunde sige paa mig, at jeg har faat Brød for Kone.


Jeppe. 

Men kiære Per! Her er endnu noget andet Latin, som jeg ikke forstaar, see her denne Linie.


Per. 

Die Veneris Hafnia domum profecturus sum. Det er noget høyttravend, dog forstaar jeg det heel vel, men det kunde bryde Hovedet paa en anden. Det er paa Dansk, der er kommen profecto en hob Russer til Kiøbenhavn.


Jeppe. 

Hvad mon Russen nu vil bestille her igien?


Per. 

Det er ikke Moscoviter, Jeppe Berg! det er unge Studentere, som man kalder Russer.


Jeppe. 

Nu, nu veed jeg, der er vist stor Allarm i de Dage, naar de faar Salt og Brød, og blir Studentere.


Per. 

Naar venter I ham hiem?


Jeppe. 

I Dag eller i Morgen. Kiære Per! tøv lidt her, jeg vil springe ind til Nille, hun skal give os en Drik Øll her ud.


Per. 

Jeg vil nok heller have et Glas Brændeviin; thi det er fortiligt at drikke Øll.

Scen. 3.


Per  (allene.)

Jeg skiøtter ikke meget om, sant at sige, at Rasmus Berg kommer hiem, ikke fordi jeg er bange for hans Lærdom; thi jeg var allerede gammel Student, da hand endda gik i Skole, og fik, med Permission, paa sin Rumpe. Der var andre Karle, som deponerede i min Tid, end nu omstunder. Jeg deponerede fra Slagelse Skole, med Per Monsen, Rasmus Jespersen, Christen Klim, Mads Hansen, som vi i Skolen kaldte Mads Pandekage, Poul Iversen, som vi kaldte Poul Finkeljokom. Alle Karle, som havde Been i Panden, og Skiæg paa Hagen, og som var capabel at disputere i hvilken Materie det skulle være. Jeg er kun bleven Degn, men er fornøyed, naar jeg har mit Daglig Brød, og forstaar mit Embede. Jeg har forbedret meget udi Indkomsterne, og har det, som ingen af mine Formænd havde, saa mine Efterkommere ikke skal bande mig i min Grav. Folk tænker, at der er ingen Observationer ved at være Degn, jo jo! Degne-Kald er min Troe et vanskeligt Embede, naar man skal have det paa den Fod, at det skal føde sin Mand. For min Tid holdt Folk her i Byen alle Liig-Sange lige gode, men jeg har bragt det paa den Fod, at jeg kand sige til en Bonde hvilken Psalme vil du have, den koster saa meget, den anden saa meget; iligemaade naar der skal kastes Jord paa den Døde: Vil du have fiint Sand, eller slet og ret Jord. Der er ogsaa adskillige Observationer, som min Formand Christoffer Degn ikke vidste af at sige, men hand havde ikke studeret. Jeg kand ikke begribe, hvorledes den Karl blev Degn. Men hand var og Degn derefter. Latinen hielper meget et Menniske udi alle Forretninger. Jeg vilde ikke miste det Latin jeg kand, ikke for hundrede Rixdaler; thi det har baadet mig i mit Embede over 100 Rixdaler, ja hundrede til.

Scen. 4.

Nille. Jeppe. Per.

Nille. 

Singot Per.


Per. 

Tak Morlille. Jeg drikker heller ikke Brændeviin, uden naar jeg har ont i Maven, men jeg har gemeenlig en slet Mave.


Nille. 

Veed I vel Per, at min Søn kommer hiem i Dag eller Morgen? Der faar I en Mand, som I kand tale med; thi den Karl er ikke skaaren for Tungebaandet, saasom jeg har hørt.


Per. 

Ja jeg troer nok hand kand tale en hob Kloster-Latin.


Nille. 

Kloster-Latin? det er jo det beste Latin, ligesom Kloster-Lærredt er det beste Lærred.


Per. 

Ha, ha, ha, ha.


Jeppe. 

Hvor af leer I Per?


Per. 

Af intet Jeppe Berg. God Taar paa en frisk, jer Skaal Moor lille, ha ha ha, det er sandt nok, som I siger: Klosterlærred er got Lærred, men – – –


Nille. 

Giøres det Lærred ikke paa Klostered, hvorfor kaldes det da Klosterlærred?


Per. 

Jo, det er ret nok, ha ha ha, men I kand vel give mig noget at bide paa til Brændevinen.


Nille. 

Her ligger et stykke Brød og Ost skaaren, om I vil ikke forsmaae.


Per. 

Tak Mor lille! veed I hvad Brød heder paa Latin?


Nille. 

Ney mare veed jeg ikke.


Per  æder og snakker tillige.

Det heder Panis genetivus Pani, dativus Pano, vocativus Panus, Ablativus Pano.


Jeppe. 

Hillement Per! det Sprog er vitløftig. Hvad heder Grov-Brød?


Per. 

Det heder Panis gravis, og fiin Brød Panis finis.


Jeppe. 

Det er jo halv Dansk.


Per. 

Ja det er vist, der ere mangfoldige Latinske Ord, som har deres Oprindelse af Dansken; thi jeg skal sige os noget: Her var en gammel Rector i Kiøbenhavns Skole, ved Navn Saxo Grammatica, som forbedrede Latinen her i Landet, og giorde en Latinsk Grammatica, hvorudover hand fik det Navn, Saxo Grammatica. Den samme Saxo har bødet meget paa det Latinske Sprog med Danske Ord; thi for hans Tid var Latinen saa fattig, at man ikke kunde skrive en ret Meening, som Folk kunde forstaae.


Jeppe. 

Men hvad vil det Ord Grammatica sige?


Per. 

Det samme som Donat. Naar man binder den ind i Tyrkesk Bind, saa kaldes den Donat; men naar man binder den ind i hviid Pergement, saa kaldes den Grammatica, og declineres ligesom ala.


Nille. 

Ach jeg veed aldrig hvor alt dette kand ligge i Hovedet paa Folk, mit Hoved svimler, naar jeg kun hør tale derom.


Jeppe. 

Derfor ere lærde Folk heller ikke gierne rigtige i Hovedet.


Nille. 

Ej hvilken Snak, saa meener du, at vor Søn Rasmus Berg er ikke rigtig?


Jeppe. 

Mig synes allene, Morlille, det er noget underligt, at hand skriver Latinske Breve til mig.


Per. 

Der i har min Troe Jeppe ret; thi det er noget naragtigt. Det var jo ligesom jeg vilde tale Græsk med Ridefogeden for at lade see, at jeg forstod det Sprog.


Jeppe. 

Forstaar I ogsaa Græsk Per?


Per. 

Ach jeg har kundet for tyve Aar siden staa paa en Fod, og læse det heele Litanie paa Grædsk. Jeg kand endnu komme ihu, at det sidste Ord heder Amen.


Jeppe. 

Ach Per det vil blive artigt, naar min Søn kommer tilbage, at vi kand sætte jer to sammen.


Per. 

Vil hand disputere med mig, skal hand finde Karl for sin Hat, og vil hand synge i Kap med mig, saa kommer hand til kort. Jeg har synget i Kap med 10 Degne, som alle have maat give sig tabt, thi jeg har taget Troen fra dem alle 10. Det har været mig tilbuddet for 10 Aar siden at være Cantor udi vor Frue Skole, men jeg har ikke vildet; thi hvorfor skulle jeg giøre det, Jeppe? hvorfor skulle jeg forlade min Meenighed, som elsker og ærer mig, og som jeg elsker og ærer igien; jeg lever paa et Stæd, hvor jeg har mit daglig Brød, og hvor jeg er respetered af alle Folk; thi Amtmanden selv kommer aldrig hid, jeg blir jo strax hentet for at fordrive Tiden med ham, og synge for ham. Forgangen Aar ved disse Tider gav hand mig 2 Mark fordi jeg sang ut, re, mi, fa, sol. Hand svor paa, at hand havde større Behag deri, end i den største vocal Musiqve hand havde hørt i Kiøbenhavn. Vil I give mig end et Glas Brendeviin, Jeppe, skal jeg synge det samme for jer.


Jeppe. 

Gierne. Skiænk nok et Glas Brændeviin Nille.


Per. 

Jeg synger ikke for enhver. Men I er min gode Ven, Jeppe, som jeg tienner med Fornøyelse.

Begynder at skraale først langsom.

Ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut; nu tilbage, ut, si, fa, sol, fa, mi, re, ut. Nu skal I høre paa en anden Maade, hvor høyt jeg kand gaae: Ut, re, mi, fa, sol, fa, si, ut Re, mi, fa, sol, fa, si, ut, Re.


Jeppe. 

Hillement det sidste gik fiint. Vore smaa Grise kand ikke gaae høyere med Røsten.


Per. 

Nu vil jeg synge hastigt: Ut, Re, mi, Re, ney det var ikke ret, ut re mi do re mi ut, ney det kom ogsaa galt, det er forbandet tungt Jeppe at synge saa hastig. Men der kommer Monsieur Jeronimus.

Scen. 5.

Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Degnen. Jeppe. Nille.

Jeronimus. 

God Morgen Svoger! har I nogen Tidende fra jer Søn?


Jeppe. 

Jo jeg troer hand kommer i Dag eller i Morgen.


Lisbed. 

Ach er det mueligt, nu er min Drøm fuldkommen.


Jeronimus. 

Hvad drømte du da?


Lisbed. 

Jeg drømte, at jeg laae hos ham i Nat.


Magdelone. 

Der er dog noget ved Drømme. Drømme ere ikke at foragte.


Jeronimus. 

Det er sant nok; men, dersom I gode Piger tænkte ikke saa meget paa Mandfolk om Dagen, drømte I ikke saa tit om dem om Natten. Du drømte vel ligesaa sterkt om mig i de Dage vi vare forlovede sammen, Magdelone?


Magdelone. 

Det er min Troe sant; men nu har jeg min Troe ikke i nogle Aar drømt om dig.


Jeronimus. 

Det kommer deraf, at Kiærligheden er ikke saa heed nu, som den var tilforn.


Lisbed. 

Men er det mueligt, at Rasmus Berg kommer hiem i Morgen?


Jeronimus. 

Ej min Dotter, du skulle ikke lade dig merke med at være saa forliebt.


Lisbed. 

Ach er det vist, at hand kommer hiem i Morgen?


Jeronimus. 

Ja ja, du hører jo at hand kommer til den Tid.


Lisbed. 

Hvor langt har vi til i Morgen hierte Far?


Jeronimus. 

Hvilken forbandet Snak. Disse forliebte Folk er ligesom de var galne.


Lisbed. 

Ja jeg tæller min Troe hver Time.


Jeronimus. 

Du skulle ogsaa spørge hvor lang en Time er, saa kunde man tænke du var reent gall; holdt inde med saadan Sladder, og lad os Forældre snakke sammen. Hør, min kiære Jeppe Berg, holder I det raadeligt, at disse 2 unge Mennisker komme sammen førend hand faar Brød.


Jeppe. 

Det er ligesom jer synes. Jeg kand nok underholde dem; men det var dog bedre, at hand fik Brød først.


Jeronimus. 

Jeg holder det aldeles ikke raadeligt, at de komme sammen før.

Lisbed græder og hyler.

Jeronimus. 

Ej fy skiem dig for en Ulykke. Det er en Spot for en Pige at stille sig saadan an.


Lisbed  grædende.

Faar hand snart Brød da?


Jeppe. 

Det er ingen Tvil paa hand faar jo snart Brød; thi saa vidt som jeg har hørt, er hand saa lærd, at hand kand læse hvilken Bog det skal være. Hand skrev mig et Latinsk Brev til nylig.


Nille. 

Og det kand, mare, staa, det veed Degnen.


Lisbed. 

Var det saa vel skreven?


Per. 

Ja vel nok for saadan ung Person. Hand kand blive god Mameselle. Der vil ellers meget til. Jeg tænkte ogsaa, at jeg var lærd, da jeg var paa hans Alder. Men – – –


Jeppe. 

Ja I lærde Folk roser aldrig hinanden.


Per. 

Ej snak, skulle jeg bære Avind til ham? da hand endnu ikke var fød, havde jeg allerede staaet 3 gange Skole-Ræt, og, da hand sad i 4de Lectien, havde jeg været 8te Aar Degn.


Jeppe. 

Een kand have bedre Hoved end en anden. Een kand lære saa meget i et Aar, som andre udi ti.


Per. 

Da tør Per Degn nok sætte sit Hoved mod hvem det skal være.


Jeronimus. 

Ja, ja, hver kand være god for sig; lad os nu gaa hiem, Børn, far vel, Jeppe. Jeg gik her forbi, og saa vilde jeg tale med jer paa Vejen.


Lisbed. 

Ach vaer mig dog ad saa snart hand kommer.

Scen. 6.

Jeppe. Nille. Per. Jacob.

Jeppe. 

Hvad vil du Jacob?


Jacob. 

Far, veed I nyt? Rasmus Berg er kommen hiem.


Jeppe. 

Hillement! er det mueligt? hvorledes seer hand ud?


Jacob. 

Ach hand seer meget lærd ud. Rasmus Nielsen, som kiører for ham, svær paa, at hand giorde ikke andet den heele Vej, end disputered paa Grædsk og Elamitisk med sig selv, og det undertiden med saadan Iver, at hand slog Rasmus Nielsen 3 til 4re gange bag i Nakken med knyttet Næver, og raabte derhos altid: probe Majoren, probe Majoren. Jeg kand tænke hand har haft en Disput med en Major før hand reiste. Undertiden sad hand stille og stirrede paa Maanen og Stiernerne, og det med saadan grundig Mine, at hand falt 3 gange af Vognen og havde nær brudt Halsen i tu af lutter Lærdom, saa at Rasmus Nielsen loe deraf, og sagde ved sig selv, Rasmus Berg er vel en klog Mand paa Himmelen, men en Nar paa Jorden.


Jeppe. 

Ach kom! lad os gaae ud at tage imod ham. Kiære Per kom I med os. Det kand hende sig, at hand har glemt Dansk, og kand ikke tale andet end Latin, saa kand I være Tolk.


Per. 

Skam der giør, jeg har andet at bestille.

Boken er utgitt av Ludvig Holbergs Skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erasmus Montanus

Erasmus Montanus eller Rasmus Berg ble skrevet ca 1723, men ikke trykket før i 1731. Først i 1747 ble det oppført på teater for første gang. Stykket var i starten ingen suksess, men i dag er det en av Holbergs mest kjente og spilte komedier.

Stykket handler om Rasmus Berg som er student i København og dermed har blitt «lærd og fin». Han har endret navn til det finere Erasmus Montanus. I komediene er han kommet hjem til sin hjemlandsby for å besøke foreldrene og forloveden. Her støter han sammen med de toneangivende lokale maktene Per Degn og Jesper Ridefoged. Han misbruker logikken til å «forvandle» sin mor til en sten og får hele landsbyen på nakken da han hevder at jorden er rund. Men han settes på plass af fornuftens representant, en løjtnant, og ender med å måtte innrømme at jorden er flat som en pannekake.

Les mer om verket og Holberg på nettsidene til Ludvig Holbergs Skrifter.

Se faksimiler av Henrik Jægers utgave fra 1884 (Bokhylla.no)

Les mer..

Om Ludvig Holberg

Ludvig Holberg er en hovedfigur i dansk-norsk litteratur på 1700-tallet og en av opplysningstidens og klassisismens fremste representanter. Hans forfatterskap er svært omfattende og inneholder verk fra nesten alle sjangere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.