Hvad skal vi finne på i dag?

Um! (Stilhed).

Sejl-turen i nat var dejlig. (Gispende). Men jeg er træt i dag. – Skal vi ride en tur?

Um! (Stilhed).

Det blir varmt i sofaen. – Jeg tror, jeg flytter mig (gør så).

Spil lidt, Signe.

Pianofortet er ustæmt.

Så læs lidt for mig.

Der bader de hæsterne. Der bader de hæsterne. Der bader de hæsterne.

Jeg tror også, jeg vil bade mig. – Eller jeg vænter til nærmere middagen.

Det giver bedre appetit. Bedre appetit. Appetit.

Hvor du ser tankefull ud!

Ja; jeg ved ikke, hvad jeg skal finne på.

Til middag mener du?

Ja.

Skal her komme nogen.

Ja, far skriver, at Finnes kommer.

Nu, nogen kedsommeligere kan det dog ikke være.

Hvad tror du om afkogt laks og kyllinger?

Det havde vi jo nylig.

Vi havde alting nylig. Her kommer så lidt på torvet nu.

Så må vi bestille fra hovedstaden.

Ja, den maden, den maden!

Den er dog det beste, vi har.

At spise ja; men ikke at lage; jeg vil aldrig lage mad.

At lage kan ænda gå an; men bestandig at finne på noget nyt.

Hvorfor har I ikke, som jeg så ofte har sagt, en udlært hotel-kok?

Å, vi har prøvet det med. Det gir bare ænnu mere styr.

Ja, fordi han savnede opfinsomhed. Tag en fransk!

Så måtte jeg jo stå ved siden af og oversætte. Nej, jeg kommer aldrig længere æn til maden. – Og i den senere tid, da det er blevet så svært for mig at gå! –

Jeg har ingensteds hørt så meget tale om maden, som her i huset.

Du har vel aldrig før været i et stort handelshus. Vore vænner er jo især købmænd, – og de fleste af disse har ingen større fornøjelse.

Nej, det er vist.

Har du den kjole på i dag?

Ja.

Det er én for hvær dag.

Når Hamar er ked både af den blå og af den grå, hvad skal jeg så gøre?

Å, jeg er just ikke gladere i den der.

Se så! – Ja, da skal du sannelig få vælge en ud selv.

Kom med til hovedstaden!

Ja, mor, Hamar og jeg har overlagt, at vi må der in igæn.

I var der jo for fjorten dager siden.

Akkurat fjorten dager for længe siden –!

Nej, hvad skal jeg finne på.

Der kommer hennes højhed.

Men en buket? – Å-hå! Den har jeg set før.

Så? – Du har git henne den?

Nej, jeg kom gennem lundene – og der, i Valborgs lund, stod den på bordet. Er det din fødselsdag?

Nej.

Det trodde jeg heller ikke. – Er her nogen annen højtidelighed på færde?

Nej.

Ha, ha, ha, ha!

Hvad ler du ad?

Af forståelse! Ha, ha, ha, ha!

Hvad forstår du?

Hvilke hænder som har farvet altaret! Ha, ha, ha, ha!

Du tror formodentlig, det er mine?

Nej, hænder meget rødere æn dine! Ha, ha, ha, ha!

Å, det er ikke godt at le så meget i varmen. Men det er kosteligt. Har han nu også funnet på dette? Ha, ha, ha, ha!

Skulde det være –?

Jo! Du må vide, at Valborg –

Signe! –

– som har uddelt så mange lands-kænte kurve, ænnelig får sine kurve fylte af et par røde hænder – ha, ha, ha, ha! –

Sannæs?

Ja! – (peger ud ad vinduet). Der står synderen! Han vænter dig, Valborg, at du skal komme drømmende med buketten i hånden – ja, så, som du kom.

Nej, det er far, han vænter. Han har altså set ham. (går ud på verandaen, til vænstre).

Ja, det er virkelig far. På brunen.

På brunen! Kom lad os gå ned og hilse på brunen!

N-e-j.

Vil du ikke hilse på brunen? – En kavallerists hustru må ælske hæsten næst efter manden!

Og han hustruen næst efter hæsten.

Hvad? Er du da skinsyg på brunen?

Å, det ved jeg godt, at du aldrig har holt så meget af mig som af brunen.

Kom nu! (løfter henne op af stolen).

Men jeg bryr mig ikke det ringeste om brunen.

Væl, så går jeg alene!

Nej, så går jeg med!

Vil ikke du også hilse på brunen.

Nej, så skulde det da være på far!

Ja, naturligvis på ham også!

Der er den! Har hun tabt den eller kastet den? Lige meget, hun har båret den. (Tar den op, kysser den og vil gæmme den).

Lad den ligge!

De her? – Jeg så ikke –

– Men jeg ser Deres hænsigt. Hvorledes tør De understå Dem at ville forfølge mig med Deres blomster og Deres – røde hænder. (Han lægger bægge hænder på ryggen). Hvorledes kan De våge at se på mig således, at jeg blir til latter for hele huset og derved naturligvis for hele byen?

Jeg, – jeg, – jeg …

Æn jeg da? Har ikke også jeg et Jeg, som der skal tages hænsyn til? De kommer uopholdelig ud af huset, hvis De ikke tar Dem i agt. – Skynd Dem afsted, før de andre kommer in!

Ja, det er et prægtigt dyr.

Prægtigt? Jeg påstår, der er ikke dens mage i landet.

Kan såmænd gærne være. – Så du – den er ikke sved engang?

Den har et ånde-dræt som en hval! Og dens skabning? Dens hode, dens ben, dens hals, dens … noget så dejligt, så fint er ikke til!

Ja, den er vakker. – Har du været ude og sejlet? (stanser og ser på båden).

Jeg var ude om øerne i nat, kom imorges inover sammen med fiskerne, – en ypperlig tur!

Ja, den, som havde tid til det!

Men det må da være inbildning, dette, at du aldrig har tid?

Nu, tid væl; – men ikke humør.

Ja, hvorledes var det, der du kom fra?

Slæt!

Vælkommen, far!

Tak! –

Kan du ingen ting redde?

Foreløbig ikke; – og det var derpå, det kom an.

Brunen blir altså det eneste, som fallitten giver dig?

Ved du, at jeg kan sige, den hæst nu koster mig 15 a 20,000 Spd.

Ja, det er jo den eneste lyde, den har! Men når galt skal være, og du har råd til det – hæsten er over enhvær pris! –

Det er yndigt at høre din begejstring, når du taler om hæster. – Det er, tror jeg, den eneste, du ejer.

Ja, var jeg ikke kavallerist, så vilde jeg være hæst!

Tak! Hvad skulde så jeg være? –

O, var jeg blomsten i din – (for sig) “hænd” kan ikke gå.

Nu, hvordan har du det så?

Å, jeg har mere og mere ondt for at gå.

Bestandig fejler du noget, min kære! – Har du lidt mad til mig?

Ja, den har længe ståt færdig. Der er den. (En jænte in med et bræt, som sættes på bordet).

Det var godt.

Vil du have en kop te?

Nej, tak.

Hvorledes stod så til hos Møllers?

Slæt, har jeg sagt.

Jeg har ikke hørt det.

Jeg fik i dag brev fra Nanna. Hun fortæller, hvorledes det gik til, da ræts-betjentene kom, og familien intet visste.

Ja, det skal have været oprørende scener.

Fortalte han dig noget selv –?

Jeg talte ikke med ham.

Kære –? I er jo gamle vænner.

Bah, – vænner! – Han sidder der og er halv idiot. – Ellers fik jeg nok af familien. – Men jeg var jo ikke kommen for at høre på den.

Det var væl sørgeligt?

Græsseligt.

Hvad lever de af?

Boet, naturligvis.

Men alt, som de har havt –?

Solgt.

Alle de dejlige ting … deres møbler, deres vogne, deres –?

Solgt, solgt.

Og hans uhr? Det er det smukkeste uhr, jeg har set, – næst efter dit?

Pretiosa, – måtte gå med! – Giv mig lidt vin, jeg er varm og tørst.

De stakkels mænnesker!

Hvor bor de nu?

I huset hos en af hans forrige skippere. To små rum og et køkken.

To små rum og et køkken!

Hvad tænker de at tage sig for?

Det går en insamling omkring for at sætte fruen i stand til at overtage værtskabet på klubben.

Skal hun have ænnu mer af mad-lagningen!

Sente de ingen hilsen til os?

Det gjorde de vist. Jeg lagde ikke videre mærke til det.

Men Møller … hvad sagde han? Hvad gjorde han?

Jeg ved ikke, hører du.

Han har også sagt og gjort nok.

Hvad mener du med det?

At om jeg var hans datter, vilde jeg aldrig tilgive ham.

Kære Valborg, sig ikke sådant!

Jo! Den, som bringer slig skam og slig ulykke over sin familie, fortjener ikke dens skånsel.

Alle behøver vi skånsel.

I én forstand, ja. Men jeg mener, at min agtelse, min hængivenhed kunde han aldrig mere vinne. Han havde for dybt mishandlet mig.

Mishandlet dig?

Er du allerede færdig?

Ja.

Ikke mere vin?

Jeg sa’, jeg var færdig. – Mishandlet? – Hvorledes? –

Ja, jeg kan ikke godt tænke mig en større mishandling æn den at lade mig intage en løjet stilling, så min omgang ikke engang bliver min, men hviler, som alt, på en bedragersk forudsætning. Mit eget væsen, min egen kjole blev jo ænog en løgn! Sæt, jeg var en karakter, som følte en vis trang til at bruge min stilling som den rige mands datter, bruge den helt ud, lige til dens grænser … den dag, jeg opdagede, at det var stjålet, alt det, som min far havde givet mig – at det var løgn, alt, han havde bragt mig til at tro … ja, da vilde min harm, min skam heller ikke kænne nogen grænse!

Mit barn, du har intet prøvet. Du ved ikke, hvorledes sådant kan komme … Gud, barn, du ved ikke, hvad du selv siger!

Å, Møller kan, min sjæl, trænge det, han får! Han skulde bare hørt det selv.

Han har hørt det. Nanna har sagt ham det.

Hans egen datter! Børn, er det om sådant, I skriver til hværandre! Så tilgive Gud eder bægge.

Å, at vi er sanne, tilgiver Han os nok.

Barn, barn!

Du fatter vistnok ikke, hvad handel er. I dag hæld, i morgen uhæld.

Aldrig skal nogen få inbilt mig, at handel er lotteri.

Den sunne ikke.

Ja, det er den usunne, jeg dømmer.

Men selv den sunneste må tåle svære overgange.

De overgange, som nærmer sig en krise, holder ingen ærlig mand sin familie eller sine kreditorer uvidende om. – Gud, som Møller har bedraget sine!

Valborg taler bestandig om handel!

Ja, jeg har havt lyst til handelen, fra jeg var barn. Jeg dølger ikke for det.

Du tror i alle fal, at du forstår dig på den.

Å nej; men man skaffer sig jo gærne lidt insigt i det, man har lyst til.

Og til at dømme om Møllers færd skal der ikke stor insigt i handelen. Den var forståelig for enhvær, – ligesom hans families! Hvem har slåt så stort på som Møllers? Jeg husker Nannas slæb. –

Nanna er min beste veninde; jeg ønsker intet udfal mod henne.

Deres højhed tillade mig, at det går an at være – ænog en meget rig mands datter, og dog at føre et mindre hoffærdigt og forfængeligt væsen æn – æn den, som jeg ikke tør nævne.

Nanna er hværken hoffærdig eller forfængelig. Hun er en tilbunds san karakter, som havde ævne til at være, hvad hun trodde hun var, den rige mands datter.

Har hun nu “ævne” til at være fallentens?

Det har hun. Nanna har solgt alt, hvært smykke, hvær kjole, hvær stub, hun ejede, på auktionen. Det, hun går i, har hun tjent eller lånt, for senere at tjene det.

Tør jeg spørge: har hun ikke engang beholt strømperne?

Hun har sent alt på auktionen.

Havde jeg visst det, vilde jeg sannelig have infunnet mig der.

Ja, der var sager nok at forlyste sig med og vistnok også dagdrivere nok, som ikke undså sig for det.

Børn, børn!

Hvad dag-driveriet angår, så sente vel frøken Nanna det med på auktionen? Ti et større oplag deraf æn hennes har jeg aldrig set.

Hun trodde, hun ikke behøvede at arbejde.

For at optage tråden: Du misforstår, hvorledes en købmand kan have håb fra den ene dag til den andre, bestandig nyt håb. Han er derfor ingen bedrager. Han er en sangviniker, en digter, om du vil, som lever i en tænkt verden, – eller han er et virkelig geni, som ser land, hvor ingen andre øjner.

Jeg tror ikke, det er sagen selv, jeg misforstår. Men måske dig, far. Ti det, du kaller håb, digt, geni, – er det ikke spekulation med andres ejendom, – når manden vitterlig skylder mer, æn han ejer?

Nætop at bestæmme, når han gør det, kan være meget vanskeligt.

Så? – Jeg tænkte, han førte bøger –

– over aktiva og passiva, ganske vist. Men værdierne er fluktuerende, og altid er en spekulation i gang, som ikke er til at opføre, – men som kan ændre hele stillingen.

Står det fast, at han skylder mer, æn han ejer, så er dog spekulationen spekulation med andres pænger.

Nu – ja, om du så vil; men ikke med stjålne pænger, – med betrodde pænger.

Betrodde på en falsk forudsætning, den, at han var solvent.

Disse pænger kan måske rædde alt for alle.

Det undskylder ikke, at han får dem på en løgn.

Du bruger svære ord.

Fortielse er i dette tilfælle løgn.

Men hvad skal han da gøre? Spille med alle kort på bordet og således både ruinere sig og de andre?

Ja, han skal sætte alle vedkommende in i sin stilling.

Bah! I så fal fik vi tusen fallitter flere om året – og formue-tabene blev grænse-løse! Nej, du er et stærkt hoved, Valborg, men et inskrænket. Hør, hvor er aviserne?

Jeg bar dem ned på kontoret. Jeg visste ikke, at du vilde være her.

Å, lad mig være fri for kontoret ænnu en stun! Hænt dem!

Hvorfor hører du aldrig på din mor, Valborg?

Jeg tror, jeg bytter frakke. Å, nej, jeg vænter til middagen.

Middagen! Og jeg, som sidder her!

Skal vi have fræmmede?

Ja, – husker du ikke –?

Det er sant, ja!

Hvad i al verden skal jeg finne på –?

Her, far, er –

Hvad? Hvæm? –

– aviserne.

Nu, så giv hid! (åbner hastigt, det er mest udenlandske tidninger, han ser kun på fonds-artiklerne i den ene efter den anden).

Du, far?

Nu? – (for sig, smærteligt). Faller, bestandig faller!

Hamar og jeg har sådan lyst til at rejse in igæn til hans tante Ulla.

I var der jo for en fjorten dager siden. Jeg fik regningerne i går. Har du set dem? –

Det behøver jo ikke vi, når du ser dem, far! – Hvorfor sukker du?

Å, – fordi jeg ser, at priserne er vedvarende flaue.

Pyt, hvad behøver du at bryde dig om det? – – Nu sukker du igæn. Der kan du selv føle, hvor slæmt det er ikke at se sine kæreste ønsker opfylte. – Du vil væl ikke være så hård imod os, hvad?

Nej, børn, det kan ikke gå.

Hvorfor?

Fordi – fordi – ja, fordi her kommer så mange nu her i sommertiden, som må underholdes.

Men det er det kedeligste, vi ved, bægge to, både Hamar og jeg.

Tror I da, det er så morsomt, alt det, jeg står i, børn?

Men, kære, du er jo formelig højtidelig? Det klær dig så pudsigt, far!

Alvorlig talt, barn, det er ikke uvigtigt for et stort handels-hus med så udstrakte forretninger som vort, at her kommer folk fra alle kanter, og at de alle finner sig væl her. Så meget må I kunne gøre for mig!

Hamar og jeg får aldrig være alene på den måden.

Jeg synes, I mest slås, når I er alene.

Slås? Det er så stygge ord, du bruger, far.

Og så er I da ikke mere alene inne i hovedstaden.

Å, der er så ganske annerledes, der!

Det tror jeg nok, – således som I sætter pænger overstyr!

Pænger overstyr! Hvad har vi annet at gøre? Er det ikke derfor, vi er der? Far! Hør nu, søde far –!

Nej, mit barn, nej. –

Så lej har du aldrig været før.

Kan du ikke engang slutte! Du ser jo, han er ikke i humør?

Å, du kunde bare have hjulpet til, du, så havde det gåt!

Nej, jeg er da en smule klogere æn du.

Du er så sær i den senere tid. – Jeg skønner ikke, hvad det er, du vil?

Ja, nu kan det også være det samme. For nu rejser jeg in alene.

Hvad gør du?

Jeg rejser in alene. Jeg vil ikke gå her sådan.

Ja, du kan prøve! (Bægge efter hværandre fort ud på verandaen og ned til højre).

Far! (han vækkes). Der går advokat Berent fra Kristiania.

Advokat Berent? Her? Ved værftet?

Ja. (Hun kommer in. Tjælde ser ud ad vinduet). Jeg siger dig det, fordi jeg i går så ham ved tømmer-oplagene, og lidt før ved bryggeriet og fabrikken.

Hvad skal det betyde? (højt). Å, han gør gærne sommer-rejser til forskellige steder af landet; jeg ved det. Nu er han her – og han har væl lyst at se den største bedrift på stedet. Her er ellers ikke meget at se. – – Men er det også ham? Jeg synes –

Jo, det er ham! Se nu; når han går –

– og slår benene langsomt i kors, – jo det er ham. – Det ser ud til, at han kommer hid?

Nej, der bøjer han af.

Nu, lad ham så gå! (for sig i tanker). Skulde der virkelig –?

Er det belejligt?

Er det Dem, Sannæs?

Nu, hvad er det?

Men hvad er det, mænneske? Hvordan pokker står De?

Jeg vilde ikke i frøkenens nærværelse spørge, om De kom på kontoret i dag.

Er De forrykt? Tør De ikke i frøkenens nærværelse spørge om sligt?

Jeg mener – for ellers må jeg, hvis det er belejligt, få tale med Dem her.

Hør, De skal lægge bort dette kejtede væsen; det klær ikke en handels-mand. En handels-mand må være ferm, smidig og ikke falle i staver, fordi en dame går forbi. – Jeg har mærket dette oftere. – Nu hvad er det? Fort!

De kommer altså ikke på kontoret i formiddag?

Posterne går jo først i kvæl.

Ja. – Men her er veksler.

Veksler? Nej.

Jo, Møllers fjærde protesterte – og den store engelske.

Har De ænnu ikke besørget dem? – Hvad skal det betyde?

Bank-styrelsen ønskede først at tale med hr. konsulen.

Er De blet gal? – (fatter sig). Det må være en misforståelse, Sannæs.

Jeg trodde det også og talte ikke alene med den jour-havende direktør, men også med konsul Holst.

Og konsul Holst? –

Gentog det samme.

Jeg skal gå til ham, – eller rettere, jeg går ikke til ham; ti dette er dog noget, som – –. Vi har jo ænnu nogle dager på os?

Ja.

– Og bestandig intet telegram fra konsul Lind?

Nej.

Jeg forstår ikke dette. – (højt). Vi skal nok ordne det fra hovedstaden af alligevel. Godt, det skal vi, Sannæs, – og lade den smule bank her i fræmtiden være i fred. – Væl, Sannæs! (Viser ud med hånden; siger for sig selv). Den fordømte Møller! Alle er blevne mistænkelige! (Vænder sig, ser Sannæs). Står De der ænnu?

Det er klarerings-dag, – og jeg har intet i kassen.

Intet i kassen! En så mangfoldig forretning, og intet i kassen på en klarerings-dag! Hvad fanden er dette for en orden? Skal jeg atter og atter begynne med at lære Dem A, B, C? – Nej, man kan dog aldrig være fraværende en halv dag og ingen enkelt gren af sin forretning slippe! Jeg har ingen, absolut ingen, jeg kan stole på! – Hvorledes har De båret Dem ad, menneske?

Der var også en tredje veksel, og den udløb i dag; Holm & Comp. 2000. Jeg havde desværre stolet på banken, – og da der intet var at få, måtte jeg tømme kassen, – både her og i bryggeriet.

Hm, hm, hm! – Hvem har dog sat konsul Holst dette i hovedet. – Nu ja! (viser ud med hånden).

Advokat Berent fra Kristiania!

Kommer han her?

Han stiger just op ad trapperne! (går til højre, in ad den bagerste dør).

Vin og forfriskninger! – Så var det dog, som jeg anede! (Idet han kaster øjet i et spejl). Gud, hvor jeg ser ud! (vænder sig smærtelig fra spejlet; til det igæn, smiler – og iler således mod baggrunnen, hvor advokaten ses at komme langsomt op fra vænstre).

Det er mig en stor ære at modtage en så berømt mand i mit hus!

Hr. konsul Tjælde?

Til tjeneste! Jeg har just hørt af min ældste datter, at hun har set hr. advokaten spadsere om på min ejendom.

Ja, det er en overmåde stor ejendom – og en stor bedrift.

For stor, hr. advokat. For mangeartet. Det ene har draget det annet efter. – Vær så artig at tage plads.

Tak; det er en varm dag.

Hr. advokaten ønsker et glas?

Nej, tak.

Forfriskninger?

Tak; jeg skal intet have.

Kan jeg byde en cigar, om hvilken jeg tør sige, at den er god?

Jeg holder meget på en god cigar. Men i øjeblikket skal jeg ingen have. Megen tak! (Stilhed.)

Har hr. advokaten været længe her?

Et par dager. – Hr. konsulen har været bortrejst?

Ja; Møllers ulykkelige affære. Møde i hans konkursbo efter auktionen.

Tiderne er svære nu.

Overordentlige!

Tror De, Møllers fallit vil drage flere efter sig – æn dem, som vi allerede har?

Det tror jeg dog ikke. Dette – tilfælle er vist i enhvær hænseende en undtagelse.

Bankerne er blevet noget forskrækkede, hører jeg.

Jeg kan tænke det.

Ja, De kænner naturligvis stillingen best af alle.

Jeg er Dem meget forbunden for Deres smigrende tro om mig.

Hvis disse egnes vigtigste eksport-artikler fræmdeles skal være fallende –?

Ja; – det er ikke godt at sige; men det gælder vist at holde alt gående.

Så dette er Deres mening?

Ubetinget.

Kriser plejer i almindelighed at åbenbare et og annet usunt.

Derfor mener De, at krisen må få arbejde?

Jeg mener det.

Hm! – De solide huse er måske enkelte steder ikke strængt skilte fra de usolide.

Kunde her virkelig være sådan fare?

Ja, – nu tænker De vistnok for stort om min kundskab til forholdene; – men jeg skulde være tilbøjelig til at tro det. (Stilhed.)

Jeg er bemyndiget af bankerne at skaffe et skøn over stillingen, – hvilket jeg foreløbig alene betror til Dem.

Jeg er Dem meget forbunden.

De mindre banker her i byerne har sluttet sig til; der handles i overensstæmmelse.

Ja så! – (Stilhed). De har altså talt med konsul Holst?

Naturligvis. – (Stilhed). Hvis man skulde lade de usolide huser falle og hjælpe de solide, var det vist best, at alle betrodde bankerne sin status. (Stilhed).

Er dette konsul Holsts mening?

Også hans. (Stilhed). Jeg har rådet til foreløbig, altså til vi har opgørene, at sige nej til alle nye krav, – uden forskel.

Således at forstå!

Kun en foreløbig forholdsregel –

Således! –

– men som bør ramme uden undtagelse.

Udmærket!

Handler man ikke ligeligt mod alle, så kaster man en måske forhastet mistanke over den enkelte.

Jeg er ganske af samme mening!

Det fornøjer mig. De misforstår mig altså ikke, når jeg også beder Dem om et opgør af Deres status.

Intet skal være mig kærere, når jeg derved kan tjene det hele.

Det forsikrer jeg Dem. Ti sådant øger den almindelige tillid.

Når ønsker advokaten at modtage mit opgør? Det kan naturligvis bare blive løseligt.

Naturligvis. Jeg skal tillade mig at afhænte det.

På ingen måde. De kan gærne få det straks, om De så vil. Jeg har næmlig for vane meget ofte at gøre sådanne løse overslag – efter de vekslende priser naturligvis.

Så? – (smilende). Man siger ellers om svindlerne, at de gør tre opgør om dag, alle forskellige. – Men nu hører jeg –

– at også andre kan have den slæmme vane! Nu – netop tre forskellige om dag er det jo ikke.

Nej, jeg spøger naturligvis. – (rejser sig).

Naturligvis. – Om en times tid skal det være i Deres hotel. Ti jeg forudsætter, at advokaten bor i vort eneste, såkalte hotel. – Skulde ikke advokaten under sit ophold her ville flytte over hid og tækkes med et par gæste-rum, som nætop står ledige.

Tak; – mit ophold her er ubestæmt, og de vaner, min helbred pålægger mig, generende for alle, men mest for mig selv, når jeg er blant fremmede.

Men at De spiser middag med os i dag, tør jeg væl håbe? Her kommer et par andre. Bagefter måske en sejltur; – her er meget smukt mellem holmerne.

Tak; min helbred er ikke god for tiden, at jeg bør komme på rangel.

He, he, he! – Skulde jeg ellers kunne være Dem til nogen tjeneste –?

Ja, måtte jeg få en samtale med Dem, før jeg rejser, – helst så snart som muligt.

De mener, – når De har fåt alle opgør?

Gennem konsul Holst har jeg allerede i stilhed fåt de fleste.

Altså – ænnu i dag, mener De –?

Klokken 5? – Er det Dem belejligt?

Jeg er ganske til Deres tjeneste! Jeg skal tage mig den frihed at besøge Dem kl. 5.

Jeg skal være her kl. 5. (hilser, går).

De er jo sygelig; De er den ældre; De er den berømte mand –!

Men De er hjæmme her. Farvæl!

Jeg takker så meget for den ære, Deres besøg har været mig!

Ulejlige Dem ikke!

De tillader mig at følge Dem ud af min gård.

Jeg kan godt finne vej.

Det tviler jeg ikke om. Men det er mig en ære!

Som De vil! (Idet de skal ned ad trappen, stikker hovederne op af Signe og Hamar, som kommer arm i arm. Man gør plads for hværandre).

Må jeg forestille – ja, jeg behøver naturligvis ikke at forestille: Hr. advokat Berent fra Kristiania. Min yngste datter – og hennes forlovede, kavalleri-løjtnant Hamar.

Jeg tænkte, at kavalleriet nu lå på eksercits?

Jeg har fåt orlov –

– for vigtigere forrætningers skyld. – Farvæl!

Ha, ha, ha!

Uforskammet! – Men det er han jo mod alle.

Ikke mod min far, så vidt jeg kunde se.

Din far er også uforskammet.

Det siger du ikke om far!

Hvad skal jeg da kalle det, at han ler ad en sådan uforskammethed som Berents?

Godt humør (sætter sig og gynger).

Så du vil også –? Du er ikke ælskværdig i dag.

Nej, for jeg er stundom så ked af dig.

Og ænnu vil du ikke lade mig rejse?

For det er ænnu kedeligere.

Nu vil jeg sige dig en ting: jeg tåler snart ikke længer den måde, man her behandler mig på!

Ja så? (Hun tager sin ring af og lader den glide mellem pege- og tommel-finger, mens hun gynger og synger).

Jeg vil ikke engang tale om, hvorledes du er. Men se nu Valborg! Se din far! Har han ænnu en eneste gang så meget som budt mig at ride på brunen?

Så har han annet at tænke på, som kanske var vigtigere. (synger igæn).

Nej, vær nu snild, Signe! – Og da må du inrømme mig, at intet kunde være naturligere? – Ja, rent ud sagt – for til dig kan jeg jo sige, hvad det skal være – jeg, som skal blive hans sviger-søn, og som er kavallerist (og andre sønner har jo ikke din far) – kunde jeg ikke næsten vænte, – – at han forærede mig brunen?

Ha, ha, ha!

Er det så urimeligt?

Ha, ha, ha!

Hvorfor ler du ad det, Signe? Jeg skulde dog mene, at det kastede glans over huset, når mine kammerater beundrede min hæst, og jeg kunde svare: den har min sviger-far foræret mig! – For du må vide, at der finnes ikke dens mage i Norges land.

Og derfor skal du have den? Ha, ha, ha!

Jeg tåler ikke dette!

Kavalleri-løjtnant “Mageløs” på hæsten “uden mage”. Ha, ha, ha!

Signe, nu holder du op!

Hvor du er morsom!

Hør nu, Signe! – Ingen har så meget at sige hos din far som du. Hør nu, Signe! – Kan du ikke snakke lidt alvorligt med mig et øjeblik?

Jo, så gærne! (begynner atter at synge).

Jeg tænkte mig til, at hvis jeg nu ejede brunen, så vilde jeg blive her i sommer og tilgagns ride den in. (Signe stanser både stolen og sin sang. Hamar kommer hen og læner sig over henne). Og så rejste jeg ikke til byen før til høsten, og da fulgte du brunen og mig in en tur. Skulde du ikke synes best om det så?

Du, min væn, du tænker det altid så smukt ud!

Ikke sant? Men det hele beror jo nu på, at du får hæsten af din far, – hvad, søde Signe?

Og da vilde du ikke rejse fra mig i hele sommer?

– ikke i hele sommer!

Men bli her og øve brunen in.

– bare øve brunen in!

Og så skulde jeg følge med eder in til høsten, – var det ikke så, du?

Ja, – kunde ikke det blive prægtigt?

Skal brunen også bo hos tante Ulla?

Hvad er det, du siger?

Ja, for når du nu har taget dig ferier bare for brunens skyld, som jeg altså kan forstå, og vil blive her bare for at øve den in – og så lade mig følge med brunen in til tante Ulla –

Men, Signe, er du nu igæn –?

– Ih! Gå med dig! –

– skinsyg på brunen! Ha, ha, ha!

I stalden med dig!

Skal det være en straf? Der er da morsommere æn her!

Der! Sæt den på brunen!

Så længe kaster du den ring –

Å, det har du sagt mig så ofte, så det keder mig, det med! (vænder stolen helt om, så hun vænder ryggen mod ham og tilskuerne).

Du er et så forkælet barn, at det vilde være synd mod dig at tage alting for alvor –

Det med – for hundrede og tyvende gang! Uf, gå!

Men inser du ikke selv, hvor latterlig du gør dig ved at være skinsyg på en hæst? Har du nogensinde hørt tale om noget sådant?

Å, du kunde få mig til at skrige, stor-tude! Jeg føler slig beskæmmelse ved dig … (stamper i gulvet). Jeg foragter dig!

Og det for brunens skyld …?

Nej, for din, din, din skyld! Der kommer stundom en sådan følelse af ulykke over mig, at jeg skulde kunne kaste mig i gulvet og jamre – eller løbe bort og aldrig mere komme hjæm! Kan du ikke lade mig være! Kan du ikke gå!

Ja, jeg har heller ikke denne gang taget ringen op.

Nej, bare gå, gå, gå, gå! (brister i gråd, sætter sig igæn).

Nu væl! – Der ser jeg damp-skibet kommer. Jeg skal rejse straks.

Å, du ved så godt som jeg, at det damp-skib går væstover! Uf! (brister i gråd igæn).

Skynd jer! Tag løjtnantens båd; den ligger færdig!

Der skal hæntes nogen på damp-skibet!

Gør du båden istand!

Han kommer hid! (løber efter ringen, kommer igæn skyndsomt). Signe!

Nej, jeg vil ikke!

Men Signe dog? Hvad skal dette betyde? Hvad har jeg da egentlig gjort dig?

Jeg ved ikke; men jeg er så grænseløs ulykkelig!

Men jeg gør jo tilsist alt i verden, som du vil! Hvad ønsker du så mere?

Jeg kan ikke for det, jeg kunde ønske mig død, – og det kommer så ofte igæn! (på ny i gråd).

Men, Signe? – Du, som så uændelig ofte har sagt, at du holder af mig?

Det gør jeg også. Men stundom synes jeg vor forlovelse er så forfærdelig! – Nej, kom mig ikke nær!

Signe! –

Ja vist: alle mand i full dress!

Tør dine øjne, Signe; lad ham ikke se det! (Han vil give ringen, men hun vænder sig væk, mens hun tørrer sine øjne).

Nu, er I der! Det var bra. Her kommer konsul Lind med damp-skibet; – telegram i dette øjeblik! (tilbage og roper ud over verandaen). Men så kom da engang med flagene, og drag bådene fræm og læg masterne ned! (forsøger at løse båden). Den er fast. (Hamar løber til). Ja skaf du den los! (Hamar løser båden, som hales ud til højre. Tjælde går imens fræm igæn). Hør, Signe, – (ser på henne) hvad? Har I nu igæn slåedes?

Far!

Ja, nu er ingen tid til narre-streger! I får alle gøre huset ære i dag! – Sig til Valborg –

Sig det heller, du! Valborg, ved du, gør bare, hvad hun selv vil.

Kom mig ikke med historier nu! Dette er et vigtigt øjeblik. I gør alle, som jeg siger! Sig Valborg, at hun pynter sig og møder her. Det samme gør du! (hun går). Signe!

Ja.

Vi må bede en seks, otte mænnesker mer til middag. Til Finnes må gå bud, at vi spiser 3 præcis i stedet for 4. Lind rejser igæn kl. 5 med næste damp, – forstår du?

Men har mor mad til så mange?

Hun skal ikke alene have mad, men af beste sort! Jeg forlanger af min hustru, at mit hus skal være væl forsynet den hele sommer; – hvor ofte skal jeg gentage det?

Men, mor, som er så syg i dag –?

Å, passiar med den evinnelige sygdom! I dag har ingen tid til sligt. Nu skynd dig!

Hænt dig pæn, blæk, papir; vi må sætte op et sælskab! I en fart!

Her er ingen ting!

Så ud efter! (Hamar styrter ud af døren, som er nederst mod tilskuerne).

“Fik deres brev afrejsens øjeblik. Før inlade mig på at overtage alt, – samtale. Kommer i dag, første damp-skib, rejser 5. En grej oversigt i orden! Lind.” Jeg kan næsten ikke læse det! Men det er jo dog så! Ja, – dersom dette lykkes, – så er alle havne åbne! (til Hamar, som kommer). Nu, er du der? Men at skrive inbydelser er for vidtløftigt. Bare navne-fortegnelsen, – og en af kontor-betjentene kan løbe med den. Altså: (dikterer). Præsten … apropos: champagnen! Hvordan er den?

Den ny, mener du?

Ja.

Præsten roste den meget.

Godt. Altså:

Præsten.

Konsul Ring.

Konsul Ring.

Og … og … og

Konsul Holst?

Nej, ikke Holst. (Hamar meget forundret. Tjælde for sig selv). Jeg tør dog nok nu vise ham, at jeg ikke trænger ham! (pludselig). Grosserer Holm. (for sig). Hans fiende.

Grosserer Holm.

Ænskønt Holm er en filur. Dog – det ærgrer Holst (højt). Politi-mesteren.

Politi –

Nej, stryg politi-mesteren! (mumler). Man kan ikke være forsigtig nok.

Politi-mesteren strøget.

Har vi præsten?

Han står Nr. 1.

Det er sant.

Men amtmanden.

Nej, han bor for langt undaf. Desuden – når han ikke er første høne i kurven, – og så snakket om æmbeds-mændenes gager … Nej! Men – lad mig se: – Knutzon med z.

Knutzon med z.

Å – ja – også Knudsen med s.

Knudsen med s.

Hvor mange har vi?

Præsten, Ring, Holm, politi –, nej, politi-mesteren strøget. Knutzon med z, Knudsen med s, det er 1, 2, 3, 4, 5, 6.

… og Finne, du, jeg, det er ni. Vi må have tolv.

Damerne?

Nej – damerne passer ikke i et grosserer-lag. De gør honnør efter bordet, d. v. s. først cigarerne, så damerne. – Men hvem skal vi –?

Den ny sagfører? En pæn mand; – hvad er det, han hedder –?

Nej, han går her og smigrer sig in ved at holde taler. – Overtoldbetjent Pram!

Men han? Han blir jo altid full.

Ja, det er denne inadvænte fullskab. Han gør ingen skade, – tværtom! Overtoldbetjent Pram!

Overtoldbetjent Pram.

Det er vanskelig i en så liden by, når det skal være fint, – hør: (knibser med fingrene). Falbe, agent Falbe! meget næt og ingen meninger.

Du mener næt i klæder?

Å – ja, også det. Men jeg mener sådan i det hele. – Den tolvte? Morten Schultz?

Morten Schultz! (rejser sig højtidelig). Nej, ved du hvad; her må jeg tillade mig at protestere! – Siste gang han var her i stort sælskab, – ved du, hvad han gjorde? Midt under middagen (gør det efter med hænderne) tog han sit gebiss ud af munden og viste det fræm. Han vilde, det skulde gå rundt! Er det fint sælskab, så –!

Ja, han er jo rå. Men han er den rigeste mand vidt omkring.

Så måtte han sannelig også have råd til at skaffe sig en ny paryk! Det går jo ikke an at sidde ved siden af ham!

Ja, ja, han er et svin, men en slu karl, og han sætter pris på det! Ser du, min unge væn, den rigeste mand holder man et og andet til gode.

Jeg forstår ikke, hvad slags fordel du kan have af ham?

Hm, hm! – Nej, kanske det går ikke.

Nej, det er vist!

… Skønt konsul Lind vilde forstå betydningen af, at Morten Schultz –

– Og de samtaler, han fører! Damerne må jo gå!

Ja, du har ret; (mumlende) jeg trænger ham jo i grunnen ikke længer. – Men den tolvte? – lad mig se …?

Kristoffer Hansen?

Fy for pokker, så får vi politik! Nej, lad mig se –? (stanser). Ja, jeg tror, jeg våger det? Hm, hm, hm … nætop ham! (med vægt på hvær stavelse). Brygger-mester Jakobsen.

Men Jakobsen –?

Hm, hm, hm! – Jakobsen vil gøre godt. Jeg kænner Jakobsen.

Han er en prægtig fyr, det ved vi alle; – men i fint sælskab –?

Hm, hm, hm! – Skriv du Jakobsen!

Jakobsen! – Se så! (rejser sig).

Lad så Skogstad gå med det! Husk, kl. 3 præcis! Skynd dig! (roper efter ham). Og kom igæn, om her kunde være mere!

Det er sandt! (Tager et brev op af sin lomme). Skal jeg sende med opgøret til advokat Berent –? Jeg trænger nu ikke til bankerne. – Dog, det er ænnu ikke afgjort. – Og opgøret er i hvært fall godt gjort! – Konsul Holst får se det; det kan være til nytte; … det kan kanske også ærgre ham. – Desuden: om jeg ikke sender det, så vil de tro, at jeg virkelig var i knibe, da jeg lovede det, – og er nu sluppet ud af den ved Lind. – Jeg risikerer minst ved at sende det.

Hør, lad ham tage dette brev med til advokat Berent, Viktoria.

Er det en inbydelse? Så blir vi jo tretten til bords?

Det er ingen inbydelse. Skynd dig, før han går!

Å, måtte det nu lykkes! Konsul Lind er af dem, som kan tages! Og han må, han må tages! Jeg har (ser på uhret) hele fire timer til ham alene.

Så full af håb har jeg ikke været … nej ikke på – (faller i tanker. Siger derpå stille). En krise er dog stundom en god ting, – en stor bølge, som hjælper over! Nu er alles opmærksomhed vakt, alle iler til for at rædde, (med suk) – ja, kunde jeg nu med alt mit komme over, – så ingen anede det! Denne frygt og spænding ved nat og dag! … Denne uklarhed, disse påfun, denne fordølgelse, dette spil – å! Men nu står jeg jo i et nyt! Denne væmmelige modtagelse …? – Ja, ja, ja, det, jeg vil, har altid to sider; … det, jeg beregner, fæm værdier; jeg omgås mænnesker og ting som i en drøm! – (Fortvilet). Men dette må være siste gang, – siste forstillelse – slut! – Det er jo bare hjælp, jeg trænger, – og nu får jeg den! – – Ja, får jeg den også? Se, det er sagen! – – Kunde jeg fra nu af, – å, kunde jeg få smage en eneste nats god søvn og vågne igæn en morgen uden angst! Gå tilbords og være fri, komme en kvæl hjæm og være færdig! – Kunde jeg atter få stå på noget, som jeg turde kalle mit, – trygt hæn mit, mit, mit (stampende på gulvet), – å, det er næsten ikke til at tro på, – jeg er bleven for ofte skuffet!

Se så!

Død og pine, krudt! Han må modtages!

Vi har krudt.

Send straks bud til Ole artillerist på holmen! (ud).