Undskyld, at jeg fører Dem hid. Det er uorden ovenpå efter et middags-sælskab.

Jeg har hørt, her var sælskab.

Konsul Lind fra Kristiania.

Jaså.

Vær så artig at tage plads.

Det gælder nu at få et fast udgangspunkt for bestæmmelserne af værdierne, især de faste.

Naturligvis.

For at vinne dette, burde man væl først gennemgå en af de forrætninger, som har de fleste grene, de fleste slags ejendomme.

Utvilsomt.

Her er ingen, som da fræmbyder så mange fordele som Deres. Har De noget imod, om vi lægger Deres forrætninger til grun?

På ingen måde.

Tør jeg så gøre mine bemærkninger og spørsmål ved enkelte af Deres kalkyler?

Som De behager.

De kænner de sansynlige værdier bedre æn jeg.

For da at begynne med noget, … lad os tage de nærmest liggende ejendomme; de viser best egnens priser. Altså f. eks. Mjølstad-skogen, De har sat den, ser jeg, til 84,000 Spd.

Jeg kunde måske have sat den til 100,000 Spd. Men ved deslige opgør må man tage noget hænsyn til en mulig hurtig realisation –

– for ikke at sige til en voldsom. Jeg er ganske af Deres mening. – Da forekommer det mig imidlertid, at Mjølstad-skogen er sat noget højt?

Så.

De købte den for 50,000 Spd.

For fire år siden. Skogerne stod den gang lavt.

De har siden hugget i den for mere æn 100,000 Spd.?

Hvæm har sagt det?

Konsul Holst.

Det kænner konsul Holst ikke til.

Det gælder her at være meget forsigtig.

Naturligvis. Mit opgivende er grunnet på nøjagtig optælling.

Jeg tviler ikke derom; – men så er væl beregningen noget stærk?

De nuværende allerlaveste priser kan væl heller ikke godt lægges til grun; de er unaturlige.

Bankerne kan næppe gå ud fra andre, – som vi fra først af blev enige om. –

Ja, den hele værdi-sættelse kommer jo ikke mig ved; men de, det kommer ved, vil protestere.

Jeg tror altså, vi reducerer de 84,000 til 50,000.

Til 50,000! (ler). Vær så artig!

Efter samme måle-stok kan vi væl næppe sætte Stav-skogen til mere æn 20,000 Spd.

Undskyld –! Skønt det, som sagt, er mig personlig ligegyldigt, – hvad er meningen med en sådan reduktion?

Meningen er at holde bankerne skadesløse i tilfælle af et opbud; derfor dagens laveste priser.

Jeg tillader mig at sige Dem, at behandlet på den måde er hele kysten bankerot.

Det får vi altså opleve.

Ja, mig kommer det ikke ved; – men er bankerne selv forberedte derpå?

Hidtil er bankerne uden fare. Men skal de gå videre, må de først skille det sunne fra det usunne.

Da De har været så artig at æske min mening, vilde jeg kun varsko.

Værftet med beholdninger har De sat til 60,000.

Iberegnet de to skibe under bygning.

Men som i så ufærdig stand væl vanskelig nu vil kunne finne en køber?

Så?

De ved bedre æn jeg, at man for tiden holder sig tilbage.

Godt, godt; – lad skibene først blive færdige, – og vi har andre tider!

Vi må strængt gå ud fra dem, som er, og ikke dem, som skal komme. Da tør vi væl næppe sætte værftet med oplag højere æn til 40,000? – Jeg tror ænogså, at dette vil finnes højt.

Kan De skaffe mig et værft med dettes oplag og med disse fordele, – jeg skal nårsomhelst inkøbe det for 40,000 og være vis på at have tjent over 20,000 – alene på handelen.

Tillader De mig at gå videre?

Som De vil! – Jeg begynner selv at blive nysgærrig efter at se mine ejendomme i en så aldeles ny belysning.

Hvad der imidlertid er sat altfor højt er selve denne ejendom, hvorpå vi sidde, altså dens jorder, dens haver, dens huse, pak-huse, laste-pladser, – ikke at tale om bryggeriet og fabrikken, som jeg senere skal komme til. Selv som handels-sted betragtet er det, synes mig, overvurderet; ti det har som sådant alene nytte for en stor kapitalist.

Ganske rigtig.

Men en sådan køber kan næppe påregnes. Han måtte, foruden at eje kapitalerne, også have Deres overordentlige, mange-artede insigt; ellers blir meget af dette tildels, eller ænog aldeles værdiløst for ham.

Nu væl?

Dertil kommer, at luksusen i huse-bygningerne, æn sige de for andre rent overflødige huse, umulig kan sættes op som fulttællende i et salg. Sæt, det blev en land-mand, som købte stedet? Og dette er ænog det sansynligste.

De har altså allerede kastet mig ud?

Jeg må i alle beregninger gå ud fra salg.

Hvad har De så sat det til – på en slump?

Jeg har sat det ned til mindre æn halvdelen, d.v.s. til –

Nej, undskyld, at jeg bruger et ord, som jeg længe har holt tilbage: – dette er uforskammet! Således at bryde in i en mands ejendom – og under påskud af at høre hans mening, – på papiret, i kalkylen tage ejendommen ifra ham?

Dette forstår jeg ikke. Jeg søger et udgangspunkt for priserne på stedet, – og De har selv sagt, at det hele vedkommer ikke Dem?

Naturligvis! Men selv om det er for spøg – om jeg så skal udtrykke mig –, man tager ikke en brav mands velvillige fræmbudte kalkyle og behandler den som et løgnagtigt dokument.

Anskuelserne om værdierne er i denne tid højst forskellige, som jeg ser. Jeg øjner intet annet deri.

Men fatter De ikke, at dette er som at skære i mit levende kød?

Stykke for stykke er disse ejendomme sammenbragt eller bygget af mit arbejde, værget af den overordentligste anstrængelse under forfærdelige handels-forhold; – de er også viet af min familie, mine kære; – de er blevet dele af mit liv!

Jeg fatter det fullkommen. – Bryggeriet har De sat til –

Nej, jeg tillader Dem ikke at vedblive på denne måde. De får vælge Dem en annens ejendom til udgangspunkt for Deres beregninger ligesom en annen konsulent, der nærmer sig mere Deres egen snurrige opfatning af forholdene.

Dette er skade. Bankerne burde få del i Deres svar til mine bemærkninger.

Har De sent mit opgør til bankerne?

– Tillige med konsul Holsts og mine bemærkninger.

Dette har altså været en overrumpling? Jeg trodde, jeg havde med en gentleman at gøre!

Bankerne eller jeg, – jeg eller bankerne, det er jo det samme, når jeg er deres fullmægtig.

En så selv-tagen dristighed kan derved ikke undskyldes!

Hvert øjeblik er kostbart. Bankerne skal konferere med de andre pænge-instituter.

Mine beregninger skal fræmlægges til konference i Kristiania? Og alt dette uden mit samtykke, uden mit ønske?

De var jo selv så god at byde dem fræm som et udgangs-punkt.

Ja her, i dette øjeblik, og til Dem. – De har altså taget mit tilbud på forskud?

De lovede i formiddags at hjælpe os til klarhed, for det heles væl. Men hvad kan give sikkrere klarhed æn Deres egne beregninger?

Nej, dette er jo i virkeligheden et slags inbrudstyveri! De skal stå mig til ansvar!

Jeg foreslår, at vi skyr stærke ord – i alle fal foreløbigt – og hellere betænker følgerne af de insente beregninger.

Det skal en af os komme til! –

Bankier-huset konsul Lind f. eks.

– Skal mine beregninger, forsynede med Deres og Holsts mærkelige rand-gloser, også fræmlægges for konsul Linds hus? Er han inbudt til konferencen?

Da den megen skydning underrettede mig om forholdet, tillod jeg mig at anmode bankerne derom.

De har altså ligget på lur her? De vil prøve på at undergrave mine forbindelser?

Deres stilling er altså sådan, at De har frygt?

Her er ikke spørsmål om min stilling, men om Deres opførsel?

Jeg mener, at vi hellere holder os til sagen. – Bryggeriet har De sat til –

Nej, Deres adfærd er så top-målt jesuitisk, at jeg som en retskaffen mand må frasige mig al videre forhandling med Dem. Jeg er, som sagt, vant til i mine forbindelser at have med gentlemen at gøre.

Jeg tror, De misforstår stillingen. Deres gæld til bankerne er så betydelig, at et opgør kan kræves. – Men så får De også finne Dem i, hvad vi gør med det.

Muligt her er en misforståelse; men den stikker deri, at De ikke kan vide, at mit forhold til bankerne – er ophørt. Jeg trænger ikke bankerne mere.

Denne misforståelse har i hvært fal nu ført til, at bankernes opfatning af Deres stilling snart er meddelt konsul Linds hus. Da forekommer det mig, at De bør kænne denne opfattelse for at kunne møde den der, hvor De måske kan have interesse af det.

Nu væl! Men ikke de enkelte poster. Resultatet kort og godt?

Resultatet kort og godt er, at De har givet Dem i aktiva 454,000 Spd. Jeg har givet Dem 203,000 Spd.

De får mig altså i en passiva af over halvannet hundrede tusen?

Der er at bemærke derved, at heller ikke Deres beregning af passiva stæmmer med min.

Nej, naturligvis!

F. eks. den dividende, Møllers bo giver, –

– har vi beregnet forskellig?

– Om det kan kalles at beregne forskellig, når boet faktisk kun giver 10 pCt., og De har beregnet –

Ja, vor højst afvigende opfatning av værdier skal vi ikke gentage. – Hvad skylder jeg i Møllers bo – efter Deres beregning?

Efter min beregning 50,000 Spd. Ligeså i de tre andre opbuds-boer, f. eks. i Sannæs har De –

Ikke de enkelte poster! – Mine passiva blir i det hele?

Lad mig se. – Deres passiva blir i det hele – efter Deres beregning 350,000, – efter min hænved 400,000, d. v. s. detaljeret 396,860.

Det er en underbalance af omtrent –

Det er en underbalance af omtr. 197,000, eller med en rund sum 200,000 Spd.

Ja lad os ændelig holde os til de runde summer!

Der er altså den forskel mellem Deres opgør og mit, at De giver Dem selv et overskud af 124,000 Spd., og jeg giver Dem en gæld af hænved 200,000.

Jeg er Dem særdeles meget forbunden. – Ved De, hvilken følelse jeg har ved dette?

At jeg er i stue sammen med en gal mand.

Den har jeg længe havt. – Trælasten, som De har i oplag i Frankrig, har jeg ikke kunnet notere; ti De har næmlig glæmt at føre den ud. Måske vil den kunne rette på noget.

Behøves ikke! Jeg har nok hørt tale om Deres hænsyns-løshed, om Deres hjærte-løshed; – men De overgår i sanhed beskrivelsen! Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har vist Dem døren for længe siden; men nu gør jeg det!

Den vej skal vi snart bægge to. – Men forinnen bør vi tale om boets overgivelse til skifteretten.

Ha, ha, ha! – Ved De, at jeg i dette øjeblik har pr. telegraf fåt så meget, at jeg ikke alene er dækket i den første tid, men kan område mig på alle sider?

Telegrafen er en skøn inretning, som står åben for alle.

Hvad mener De med det?

Den megen skydning gjorde, at også jeg telegraferede. Hr. Lind finner vistnok ombord telegram fra sit hus, – og pængerne udbetales næppe.

Dette er ikke sant! Dette har De ikke våget!

Jo, det er, som jeg siger.

Giv hid mit overslag; – lad mig ænnu en gang se det over! (vil tage det).

Om forladelse!

De våger at beholde mit egenhændige overslag?

Ja, ænog at putte det i lommen. (gør så). Et uredeligt opgør, dateret og underskrevet, er et ikke uvigtigt dokument.

De har besluttet min ruin, både moralsk og juridisk?

Den har De for længe siden selv sat i værk. Jeg kænner Deres stilling. I omtrent en måned har jeg korresponderet på alle de pladser, innen- og udenlandske, hvor De har forbindelser.

Hvilken snu overlistelse en retskaffen mand kan være udsat for! I en måned omgiven af spioner! Komplot blant forretningsvænner og mellem bankerne! En insnigelse i mit hus og regnskab! (Med stor kraft). Men jeg skal sprænge igennem! – De skal få “opleve”, hvad det betyder bagtalerisk at ville ødelægge et agtet firma!

Dette agtede firma har, efter alt jeg kan skønne, været ruineret i tre år. Så længe er det også siden, De trådte i forbindelse med Møller; kun en svindler søger svindlere.

Hvis jeg talte med en handels-mand, som forstod sig på forretninger, vilde jeg oplyse ham om, hvad som førte til forbindelse med Møller, – Dem ikke.

Nu bør frasernes tid være forbi. Agter De at opgive Deres bo straks?

Ha, ha! Jeg skulde opgive det, fordi De har gjort det fallit på et stykke papir!

De kan bærge Dem ænnu en måneds-tid, jeg ved det. Men for Deres egen skyld, og især for andres, vilde jeg instændig råde Dem til at slutte straks. Dette er opgaven for min rejse hid.

Se, der kom det! Og de præsenterede Dem her så vænlig og bekymret som den, der ændelig måtte få klarhed. Man skulde skære det sunne fra det usunne, – og dertil bad De i ærbødige udtryk om min hjælp!

Ganske rigtig. Men her er intet annet usunt æn Deres forretning – og det, som dermed står i forbindelse.

Altså kom De i mit hus med den skjulte hænsigt at ville ruinere mig?

Jeg må ænnu en gang gentage, at det er ikke mig, som har været chef for dette fallitte hus; – det er Dem.

Og jeg må gentage, at huset er kun fallit i Deres egen hjærne! – I en måned kan meget ske. Og jeg har før vist ævne til at finne udveje!

D. v. s. til at arbejde Dem altid dybere in i en løgn.

Kun en handels-mand kan forstå sådant. – Men forstod De det virkelig, – da vilde jeg sige til Dem: giv mig 100,000 Spd., og jeg rædder alt for alle! Det vilde være en opgave, værdig et geni som Deres; det vilde give Dem ry af med skarp-blik at have gennemtrængt forholdene; thi da vilde De rædde mere æn tusen mænneskers vælfærd og skabe landet en fræmtids-rig virksomhed!

På det agn bider jeg ikke.

De tror, det er en forlokkelse? Nej, det er just, hvad en så genial forretnings-mand som konsul Lind så i et øjeblik, – og uden Deres ulykkelige mellemkomst vilde det være fullbragt! Men det kan ske ænnu! Jeg søger ham påny!

Han er nu rejst til udlandet.

Jeg rejser straks efter.

Den hast vil måske forekomme ham en smule mistænkelig – efter de mellemkomne oplysninger.

Å, det har ingen nød!

Jo, det har nød. Det vilde have været et bedrag at fralokke ham 100,000 Spd. nu, og det er et bedrag at tro, at han nu længer gør det.

Væl. – Han går hurtig på – og søger siden udflugter. – Jeg kænner ham. – Men så gør ikke De! – Vil De, jeg skal lægge ud for Dem, hvorledes 100,000 Spd. er nok til at bringe denne store virksomhed flot? Innen tre måneder vænder remisserne tilbage, – jeg skal gøre Dem det så klart som dagen –

– at De styrter Dem fra skuffelse i skuffelse! Sådan har De gjort i tre år, fra måned til måned.

Fordi de tre siste år har været nedadgående – å, frygtelige! Men nu er krisis kommen; nu må det gå opover igæn!

Ja, netop så har De narret Dem selv!

Nej, nej, så tænker enhvær klog handels-mand!

Så tænker enhvær svindler.

Bring mig ikke til fortvilelse! – Ved De, hvad jeg har gennemgåt i disse tre år, – ved De, hvad jeg kan være istand til?

Til ænnu mere usanhed.

Vogt Dem! – Ja, det er sant, at jeg står ved afgrunnens rand! Det er sant, at jeg i tre år har gjort, hvad der står i mænneskelig magt for at komme over! Jeg tør sige, der har været noget af en kæmpes kraft i den kamp, jeg har ført. Men så fortjener den også at blive lønnet. De har fullmagten, Dem tror man, – se Deres missjon, lad ikke mig lære Dem den! Jeg siger Dem det; ja, jeg siger Dem det: – det vil være forfærdeligt for Dem, skal nu hundreder gå unødigt til grunne!

Lad dog dette engang få ænde!

Nej, så gid djævelen, – om jeg ænder en slig kamp med en vanvittig overgivelse!

Hvad vil De så ænde den med?

Der gives ingen udgang, som jeg ikke har tænkt mig – å tusene ganger! Jeg ved, hvad jeg skal gøre! Denne usle småstads spot, denne misundelsens jubel over hele kysten skal ikke nå mig!

Hvad vil De så finne på?

Det skal De få se! – (Mere og mere ophidset). Vil De ikke under nogen betingelse yde mig hjælp?

Nej.

De vil nu på timen, her, få mig til at opgive mit bo?

Ja.

Død og hælvede! – De tør gøre det?

Ja.

De har aldrig kænt fortvilelse. De ved ikke, hvad for en tilværelse jeg har fristet! – – – Men er afgørelsens øjeblik kommet, – og har jeg i mit kontor den mand, som burde frælse mig, men som ikke vil; – da skal han dele lod med mig!

Dette begynner at blive højtideligt.

Spøg nu ikke længer; De kunde angre det! (går hen til alle døre, låser dem med en nøgle, som han tager op af lommen, åbner derpå med en annen nøgle pulten, tager op af denne en revolver). Hvor længe tror De, jeg har havt denne liggende?

Formodentlig fra De købte den?

Og hvortil har jeg så købt den? – Tror De, at jeg, som har været denne bys herre, hele kystens største mand, vil bære skænselen af en fallit?

Den har De længe båret.

Det står nu i Deres hånd at ruinere eller at rædde mig. De har faret sådan fræm, at De fortjener ingen skånsel – og skal ingen have! Ingiv den rapport, at jeg kan hæve 70,000 Spd. – mere behøver jeg ikke –, men afdragsfrit i ét år, og jeg frælser alt for alle. Betænk Dem nu! Min familie, mit gamle firma, de altfor mange, som blir ulykkelige med mig, må De huske på! Men glæm heller ikke Deres egen familie! Ti gør De ikke, hvad jeg har ret til, så kommer hværken De eller jeg levende herifra!

Er den ladd, den der?

Det skal De tidsnok få afgøre. Men nu må De svare!

Jeg har et forslag: Skyd … skyd først Dem selv og siden mig.

Denne smule spøg skal jeg snart stanse.

Her har jeg opsat boets overleverelse til skifteretten. Når De skriver under dette dokument, da gør De, hvad De skylder Deres kreditorer, Deres familie og Dem selv. Ved at skyde Dem og mig føjer De kun en voldsom usanhed til alle de andre. – Gæm pistolen og tag pænnen!

Aldrig! – Jeg ved før i dag, hvad jeg vil! Men De skal nu få slå følge!

Så gør, hvad De vil, men mig truer De ikke til en usanhed.

Altså!

Tror De ikke, jeg ved, at den, som så længe har skælvet inne i sit innerste i usanhed og frygt, har mange tanker, men intet mod? De tør ikke!

Det skal jeg dog vise Dem! (baglængs og atter løftende våbenet).

Skyd, så får De høre en smæld, – og det er den, De længes efter! Eller slut med alle smæld, fald ned på Deres gærninger, tilstå og siden ti!

Nej, så tage djævelen både dig og mig –

– og brunen med!

Brunen?

Jeg mener den stads-hæsten, De kom galopperende på fra auktionen over Møllers bo. Lad Dem skyde til hæst, på denne Deres siste, store forretnings-løgn, (stille og nærmere) – eller klæd af Dem løgnen, hvis De ænnu er istand dertil, – og fallitten blir Dem til større gagn, æn Deres rigdom har været.

De har kæmpet vidunderligt i disse tre år! Næppe én, jeg kænner, kunde have gjort, hvad De har gjort. Men De har tabt Dem selv i denne kamp. – Flygt ikke nu fra opgøret og dets smærte. Den alene vil renske Deres sjæl.

Å, å, å!

De har lastet min fræmgangsmåde. Jeg svarer med at tilgive Dem Deres. – – (Stilhed). Prøv nu at se stillingen, som den er, og at tage den som en mand.

Å!

De må i Deres dybeste grun være træt; – lad det da nu være forbi!

Å!

Skulde det ikke være bra at vinne igæn sin egen gode samvittighed eller atter at få leve sammen med sin familie? Ti det har De væl i al denne tid ikke gjort.

Å –!

Jeg har kænt flere spekulanter i mine dager og har fåt mangen tilståelse. Jeg skønner derfor, at i tre år har De måttet undvære alt, lige til sun søvn og et af fred vælsignet måltid. De har næppe lagt mærke til, hvad Deres børn gjorde, eller hvad de sagde, uden når de kom i vejen. – Og Deres hustru –

Min hustru!

Ja, hun har væl trællet til de middager, som skulde dække hulheden; – hun har vistnok været den trætteste tjener i Deres hus.

Min tålmodige, fromme hustru!

Jeg tænker nok, De heller vilde være den simpleste arbejder i Deres brød – æn leve op igæn, hvad De har lidt.

Tusen, tusen ganger heller!

Og så kan De betænke Dem på at gøre hvær mand ret og skel, for ændelig en gang at komme i sanhed? Tag her og skriv under!

Nåde, nåde! De ved ikke, hvad De ber om. Mine egne børn ville forbanne mig. Jeg har nylig hørt det! Og mine handels-vænner, som ville ruineres ved mig, er så altfor mange, – de og deres familier – å! – Mine arbejds-folk, hvor skal de hæn? Ved De, jeg har over 400? Tænk Dem disse og deres familier uden udkomme! – Nåde, jeg kan ikke, jeg tør det ikke! Fræls mig, hjælp mig! Det var forfærdeligt af mig at ville true; men nu ber jeg, å, jeg ber for alle dem, som fortjener det bedre æn jeg, men som jeg skal ofre mit liv i troskab og arbejde!

Jeg kan ikke rædde Dem, – allerminst med andres midler. Det, som De her ber om, vilde være utroskab.

Nej, nej, nej, læg hele regnskabet åbent op! Sæt mig, om De vil, under administration! Men lad mig få holde fræm, det, jeg tænker mig skal gøres, – og alle kyndige skal inse, at det må gå!

Sæt Dem ændelig! – Lad os tale om dette. – (Tjælde sætter sig). Er ikke det, som De nu foreslår, nætop, hvad De har prøvet i tre år? De har jo kunnet låne midlerne; men hvad har det nyttet?

Konjunkturerne, konjunkturerne!

De har så længe blandet falskt og sant, at De har glæmt handelens enkleste love. Under slætte konjunkturer at spekulere i de gode får blive dens sag, som kan! Andre får holde sig tilbage.

Men kreditorerne selv, altså også bankerne, har jo dog sin fordel af, at boet holdes!

Den sunne handel har ingen fordel af at opretholde den usunne.

Men dog af at rædde sine egne kapitaler!

Ja, boet må under administration –

Nu ja –? Altså?

Når man først har fåt Dem fjærnet.

Når man først har fåt mig fjærnet!

På egne midler kan naturligvis boet holdes, til bedre tider kommer, men ikke på lånte –

– ikke på lånte.

De fatter naturligvis forskellen?

Ja, ja.

Godt. – Så fatter De også, at for Dem er intet annet tilbage æn at skrive under –

– æn at skrive under.

Her ligger dokumentet. – Kom nu!

Å, jeg kan ikke, jeg kan ikke!

Godt, så sker stansningen om kort tid af sig selv, og alt står slæmmere.

Nåde, nåde! Jeg kan ikke slippe håbet! Tænk, efter en kamp som min!

Sig rent ud: jeg har ikke mod til at tage følgerne.

Ja, så er det.

Jeg har ikke mod til at begynne et sant liv.

Ja, ja.

De ved ikke, hvad De selv siger, mand!

Nej, jeg ved det ikke; – men skån mig!

Ja, dette er fortvilelse! Jeg har ondt af Dem.

Ja, ikke sant? Å, prøv mig! Kræv af mig, – sig, hvad De –!

Nej, nej, nej, med at skrive under må alt begynne!

Å! – – Hvorledes skal jeg siden møde nogen, jeg, som har trodset alt og skuffet alle!

Den, som har nydt megen ufortjent ære, må siden tage megen fortjent ydmygelse; – dette er en lov, og fra den kan jeg ikke fri Dem.

Men mod mig vil man blive grusommere æn mod nogen annen! Jeg har fortjent det, jeg ved det; – men jeg vil ikke kunne holde det ud!

Hm! De er overmåde stærk; det viser disse tre års kamp!

Vær barmhjærtig! Deres geni, Deres inflydelse må kunne åbne mig en udvej!

Ja, den at skrive under.

Ikke heller en underhånds-akkord? Når De tog det på Dem, så gik det!

Skriv under! – Her er dokumentet! Hvær time er kostbar.

Å –! (vakler hæn; ænnu med pænnen i hånd, bønlig). Og De tør ikke prøve mig, – efter hvad jeg nu har gennemgåt?

Jo, når De har skrevet under.

Nu går jeg til skifte-retten med dette og siden på telegraf-stationen. Antagelig kommer man ænnu i kvæl for at optage fortegnelse. Deres familie bør altså være varskot.

Hvorledes skal jeg kunne det? Giv mig lidt tid, – vær dog barmhjærtig!

Jo hurtigere, jo bedre for Dem, – ikke at tale om for alles interesser. (Ser sig om). – Så er jeg altså færdig for det første.

Nej, forlad mig ikke også! Å – forlad mig ikke!

Nu bør Deres hustru komme til Dem, – ikke sant?

Jo.

Den her (løfter den) – tager jeg ikke med. Det har ingen fare. Men jeg lægger den på pulten – for de andres skyld. Skulde nu De eller Deres trænge mig, så send bud.

Tak.

Jeg skal ikke forlade byen, før det værste er over. – Ved nat eller dag, når De trænger mig, så send bud.

Tak.

Vil De nu være så god at åbne døren for mig.

Det er sant! – Undskyld!

Vil De ikke kalle Deres hustru med det samme?

Nej. Jeg må først have lidt tid. – Nu har jeg det værste tilbage!

Det tror jeg også; men just derfor – (han griber selv i klokke-strængen og ringer).

Hvad gør De?

Jeg vil være sikker på, før jeg går, at Deres hustru kommer.

Dette skulde De ikke have gjort!

Bed fruen, – bed min hustru at komme til mig.

– straks. (Budet går). Farvæl! (går).