Familien paa Gilje

av Jonas Lie

XII.

Inger-Johanna skrev i de første Dage af Marts:

. . . «Dette kommer saa lige ovenpaa mit forrige, fordi jeg netop har faat Brev fra Rønnow om noget, hvori jeg gjerne vilde have eder, kjære Forældre, til at staa paa min Side, naar I, som jeg forudser, faar Tantes udførlige og kraftige Fremstillinger og Grunde i modsat Retning.

Rønnow skriver allerede som noget sikkert og afgjort, at vi kommer til at have Bryllup til Sommeren i Juni eller Juli. Tante vil, at det skal holdes hos dem, og haaber, at ialfald Du, Fader, kommer herned.

Rønnow anfører saa mange elskværdige Hensyn, som skal tale derfor, og jeg tviler slet ikke paa, at Tante i sin overflødige Godhed vil sørge for at skrue det videre fast med endnu et fire Siders Brev fuldt af Grunde.

Men imod alt dette har jeg kun et eneste at sætte, – at jeg, dengang jeg gav mit Samtykke til Rønnow, aldeles ikke forudsatte saadan Hast uden ligesom lidt Tid og Luft for mig.

Det er muligt, at andre ikke kan forstaa denne min Følelse, og især lader det til, at Tante finder, det just ikke beviser den Grad af Følelsens Inderlighed, som Rønnow kan have Fordring paa.

Men til dette sidste, som egentlig er det eneste af alt det meget, hun kan anføre, som er at spendere Svar paa, vil jeg kun sige, at det umulig kan være Rønnows Mening at krænke mine inderste Fornemmelser, naar han først faar vide, hvordan jeg føler det.

Jeg beder jo blot om en passende Tid, f. Eks. til en Gang i næste Vinter. Jeg vil saa gjerne have dette Aar, Sommeren og Høsten ialfald, lidt i Ro og Fred. Der er saa meget at tænke over, blandt andet til min kommende Stilling. Den franske Grammatik vil jeg have studeret igjennem i Sommer, helst hjemme alene, og overhovedet forberede mig. Det er dog ikke blot som at springe i en ny Silkekjole.

Gid, gid, gid jeg kunde faa være paa Gilje i Sommer! Jeg sad igaar og tænkte paa, hvor deiligt der dog var ifjor i Høifjeldet.

Nei. Tante og jeg vilde ikke komme til at forliges i Længden. Hendes inderste, inderste Egenskab er (lad den være aldrig saa vel indhyllet i Elskværdighed og pene Talemaader), at hun er tyrannisk. Derfor vil hun nu bestemme over mit Bryllup, og derfor, hvad der kan harme og oprøre mig, saa jeg ikke har Ord for det, – har hun nu i disse Dage faat min snille (men ikke just synderlig kraftige, det var Synd at sige!) Onkel til at begaa den lidet ridderlige Handling at opsige Grip fra hans Post paa Kontoret. Det er lige til at berøve ham Halvparten af, hvad der udfordres for at kunne leve og studere herinde, og det blot fordi hun ikke fordrager hans Idéer.

Jeg lod hende vide lige rent ud, hvad jeg syntes om det. at det var baade hjerteløst og intolerant; jeg var saa oprørt.

Men, hvorfor hun til syvende og sidst – for der er hos Tante altid noget til syvende og sidst, – forfølger ham, det skulde jeg endnu have Lyst til at vide» . . .

– – Hensyn maatte der naturligvis tages til IngerJohannas Ønske om at udsætte Brylluppet. Og der blev da ogsaa skrevet og skrevet frem og tilbage.

Men saa kom Rønnows nye Udnævnelse og med denne det afgjørende praktiske Hensyn i Vægtskaalen, at der maatte sættes Hus til Flyttetid i Oktober.


Der var Generaloppudsning paa Gilje fra øverst til nederst, inde og ude. Værelserne ovenpaa maatte hvidtes, og alt gjøres istand, til de nygifte skulde komme og være der isommer efter Brylluppet, i hele Juli.

Og naar Inger-Johanna kom, skulde hun møde en Overraskelse – hele Chefsgaarden i Henhold til Armédepartementet, flunkende ny rødmalet med Mønje og hvide Vinduskarmer.

Kapteinens Hverdagsfrak havde en Regn af Pletter fra alle de Gange om Dagen, han havde staat ude ved Malerstigen og set paa Arbeidet, – først Grundingen og nu anden Gang Overstrygning; saa kom Fuldendelsen, den tredie og sidste. Vaarluften trak, saa Væggene tørrede næsten øieblikkeligt . . .

Lidt svimmel blev han jo af og til under alt dette, saa han maatte stanse og sunde sig; men det havde sin gode Grund i, at Kirkesangeren iaar, han var blevet saa meget triveligere, ikke havde taget ham for nok Blod, – og saa af, at han kanske drev for haardt og ivrigt paa; for længtede gjorde han, saa det havde Skik.

Han snakkede bare om Inger-Johanna, om hendes Udsigter, Skjønhed og Evner, og hvorledes Ma ikke kunde nægte, at han havde set, hvad der bode i hende, fra hun var ganske liden.

Kun tænkte Ma i sit stille Sind, medens han gik der høirøstet og glad, at han dog var magrere og sundere, dengang han havde flere Ærgrelser og maatte tage Verden lidt tungere. Hun havde indviet ham i Tante Alettes Betænkeligheder i Anledning af Jørgens Evner for det boglige.

«Jeg har ikke kunnet lade være at tænke paa, Jæger, om Jørgens rette Lykke kanske ikke skulde være at komme paa den Hylde?»

«Paa hvad for anden Hylde da? – bli Skomager og ligge paa Knæ og ta’ Maal af os andre kanske . . . Aa-haa, nei,» – rækkede han sig i overflødig Overbevisning, «har vi Raad til at holde ham frem til Studeringen, saa kan han sagtens læse. Mange dummere end han Du! som er kommen sig frem baade til Prest og Fut» . . .

En Dag sondrede Kapteinen i Hast et Brev fra Tante Alette ud af sin Embedspost og kastede det paa Bordet til Ma’s behagelige Gjennemlæsning. Var der noget, fik hun sige det til ham, raabte han tilbage, idet han gik op Trappen til Kontoret; han var bleven en hel Del tykkere og mere aandpusten i den sidste Tid og tog mere trofast i Rækværket.

1ste Mai 1844.
«Inderlig kjære Gitta!
Det er med en vis vemodig, stille Følelse, jeg skriver til Dig denne Gang; ja jeg kunde endog have Lyst til at betegne det med et stærkere Udtryk. Mit gamle Øre synes, der lyder ligesom en Jammer over at saa mange lyse Forhaabninger bøier Hovedet til Jorden; og jeg kan kun finde Trøst i den, gjennem et langt Liv erhvervede, faste Tro, at intet sker uden som et Led i en høiere Visdom.

Ligesom jeg hidtil har prøvet at stille alt vedkommende Inger-Johanna saa klart for Dig, som jeg blot selv kunde se det, saaledes finder jeg det rigtigst heller ikke at skjule for Dig den Kamp, som hun øiensynlig gjennemkjæmper imod en Følelse, fra hvis Magt jeg haaber, der dog skal ligge Redning i den lykkelige Omstændighed, at den ikke har faat fuld Tid til rigtig at blive til eller modnes hos hende.

Den er der, og den smerter, men mere, det er mit Haab, som en Mulighed, der ikke har faat slaa tilstrækkelige Rødder, end som en Virkelighed, en levende Vækst, der ikke, uden Krænkelse af hendes inderste Væsen, koldt kunde kues og kvæles ned igjen.

Men aldrig har kløgtig Beregning feiret en daarligere Triumf end, da Stiftamtmandinden troede at finde Modmidlet i at holde vedkommende borte og tilsidst endog forfølge ham for at gjøre ham det umuligt at soutinere herinde. Naar det betænkes, at Inger-Johanna under al den Medfart, Grip har døiet for sine Meninger, øiensynlig har sympathiseret, næsten ivret for dem, skulde Virkningen dog ikke være vanskelig at forudse.

Og en kold Frostdag tidlig i Vinter kom IngerJohanna hidud i fuldt Sindsoprør for gjennem Jørgen at faa forhørt om hans Forholde. Det var da ogsaa paa hendes Opfordring, at Jørgen anmodede ham om at læse med sig fire Timer i Ugen.

Jeg fik ved den Leilighed Klarhed paa, hvad jeg før kun havde anet, men hvad der ikke var undgaaet din Svigerindes skarpe Øie, – at Student Grip, uden at Inger-Johanna har gjort sig rede derfor, har beskjæftiget hende som en stedse mere dragende Personlighed.

Det nytter ikke at fordølge det, det er en Krise, som maa gjennemkjæmpes, før hun endelig bliver nogen andens, skal hendes Stilling ikke blive en falsk, og hun komme til at bære paa en hel Livssorg.

At Efterretningen om hendes Forlovelse er faldet som en nedslaaende Skuffelse af et (om end kun fjernt) Haab hos den unge Mand, anser jeg langtfra for usandsynligt.

Jeg glemmer vist ikke de to unge, alvorlige Ansigter, der et Øieblik stod og saa paa hinanden, da de en Eftermiddag mødtes i Stuen hos mig. Meget blev der ikke talt.

Hun vidste, der var sket ham Uret, ymtede hun noget om.

«Mulig, Frøken,» sagde han skjærende, idet han tog i Dørklinken. – «Der brister saa mangen Sæbeboble.»

Inger-Johanna blev staaende og se ned i Gulvet. Det var, som der foregik en hel Forandring med hende; der gik vist ogsaa noget op for hende om, hvad han følte.

Afskedigelsen fra Stiftamtmandens Kontor har vistnok været velkommen for mange af de Huse, der lige bagefter saa forunderlig raskt greb Anledningen til at opsige ham som Informator. En Mand af saa paafaldende afvigende Idéer var længst mindre vel set. Og nu var Eksemplet givet.

Jeg bød ham af et oprigtigt Hjerte et Laan, saa han kunde leve i Ro og studere et Par Maaneder, indtil han igjen fik ordnet sine Informationer; men enten var han for saar og stolt, eller ogsaa troede han, at IngerJohanna havde Fingre med i det.

At den totale Mangel paa Soutien nu har tvunget ham til at lukke sin Stolthed og Trods: – Skolen, saa han staar paa en Maade som Gjenstand for Harcellas, har vist gaat uhyre ind paa ham og lagt Topmaalet til. Han gaar ubeskjæftiget omkring, beretter Jørgen, og søger Kredit paa Skjænkestuer og Restaurationer, hvor han sidder udover Aftenen og Natten.

Jeg forstod jo nok, at det ikke netop var for sin gamle Tantes eller Tingens Skyld, men for at høre om ham, at Inger-Johanna sad ude hos mig saa ofte og lærte den gammeldags Stikning med Perler og Guldtraad. Hun var saa spændt og adspredt og fo’r op naar Jørgen om Aftenen kom hjem og – ak desværre! som oftest forgjæves havde søgt ham for at læse med ham.

Det staar saa for mig, Gitta, det blege, sorttindrende Ansigt, hvormed hun saa en Aften udbrød: Tante . . . Tante . . . Tante Alette!

Det var som et gjemt Skrig.

Hvor han bor nu, er Jørgen ikke istand til at opdage; formodentlig er han af Mangel paa Midler opsagt fra sit Logis.

Jeg beretter alt dette saa udførligt, fordi det er at tro og haabe, at det haardeste af Krisen for hendes Vedkommende nu er over.

Siden nævnte Aften, da hun følte, hun havde forglemt sig, har hun ialfald ikke talt om ham, heller ikke, hvad jeg med Vished véd, henvendt et Ord til Jørgen. Hun har vistnok set høit op til hans Karakter, og nu lidt en Skuffelse.

Det er ikke godt at være ung og have meget Liv i sig, som kan lide! Jeg siger Dig, at det er som med Tænderne; der er ikke Fred, før man har dem alle i Bordskuffen» . . .

Nei alt dette var ikke noget for Far! – tænkte Ma.


– Stor-Ola stod med Brækstangen. Det var en Sten, som skulde lempes ind i Gjerdet. Men Telen var haard deroppe i Marken, endda Solen stegte saa hedt, at han maatte tørre Panden med Topluen, hver Gang, han hvilte.

Underofficererne var vendt tilbage paa Kontoret udover Formiddagen med Lønningerne i Lommen, den ene efter den anden; og, at det ikke var med Maade slet Føre og Grøp i Landeveien, det saas paa deres tilskvættede Hjulkjærrer; de var som dyppet i Sølen.

Han gjorde sig netop færdig til at sætte Jernstangen under igjen, da han med ét holdt inde. Der var noget, som optog hans Opmærksomhed, – en Karjol med en Skydsgut gaaende ved Siden og en liden gul, helt under Bugen tilsølet Hest . . .

Med Tougstumper til Tømmer og de surrede Karjolarme sled og arbeidede den Kjøretøiet op ad Giljebakkerne i Zigzag, i ét væk stansende for at drage Pusten . . . Solen stak tilgavns dernede i Telen.

Skydsen nede fra Drevstad – han kjendte baade Hesten og Skrangledoningen . . .

Det var hellerikke det, som skulde have beskjæftiget ham saa farligt; men der sad nogen i . . . et Fruentimmer med Hat og Slør . . .

Ikke skjønte han det . . . det Lag med Ho’det . . . Var det ikke . . .

Han gjorde et Par langsomme, betænkte Skridt, tog saa med ét til Sprang, og over Gjerdet dernede gik det med et Kast, som kunde taget Bjelken i en velbygget Stue:

«Nei i Herrens Navn er det ikke sjelve Inger-Johanna!» kom det, idet han pludselig stod ved Hesten.

«Hvad vil Kaft-»

Ved Synet af hende kom der en pludselig Anelse om, at alt kanske dog ikke kunde være saa brav endda. –

«Og slig Skrangledoning da,» tog han sig – «er det for Frøkena?»

«God Dag, Stor-Ola! Er Far hjemme, – og Mor? . . .

Nei jeg har det ikke saa godt, ser Du nu; men det bli’r nok bedre.»

Hun blev igjen taus.

Stor-Ola gik og leiede Hesten ved Tømmerne, da Inger-Johanna kjørte ind paa Gaarden.

Der stod hendes Far under Malerstigen og saa op.

Han skyggede pludselig for Øinene og var med ét henne ved Karjolen.

«Inger-Johanna!»

Hun omfavnede ham heftigt derude, og Kapteinen drog hende forfærdet befippet med sig ind i Gangen hen til Ma, som stod der stum:

«Hvad er det, hvad er det, Inger-Johanna!» udbrød hun.

«Gaa ind . . . gaa ind lidt i Stuen, Du Jæger!» hun vidste, hvor lidt han taalte.

«Lad hende faa snakke med mig først, saa kommer vi ind til Dig, – det er vist ikke noget uopretteligt.»

«Far, Ma? – Hvorfor skulde ikke Far forstaa mig?»

«Kom, kom, Barn!» skyndte Kapteinen paa; der var næsten ikke Stemme i ham . . .

Og derinde i Stuen sad hun saa, med Far ved Siden i Sofaen og Mor paa Stolen, og fortalte dem, hvorledes hun havde kjæmpet og arbeidet for at faa sig selv indbildt, at der laa en Livsgjerning for hende sammen med Rønnow.

Hun havde gjort sig op en hel Stabel Illusioner . . .

Men saa blev de fra en Dag, – og hun vidste ogsaa hvilken, – som slukte Lys for hende allesammen! kulsort og tomt, hvor hun saa frem, – ikke det, hun havde tænkt, ikke det, hun havde ment, . . . som at kaste sig hen i et Øde . . .

«Og Tante holdt paa med, at jeg skulde vælge Mønster til Brudekjolen. . . .

Jeg tror, jeg havde gaat ind i det blindt, med lukkede Øine alligevel, – for jeg tænkte paa Dig, Far, hvad Du vilde sige, og paa Mor . . . og paa hele Verden dernede, hvad den vilde sige, om jeg saaledes uden Spor af Grund sendte mit Opslag . . .

Og saa paa, at det jo igrunden var afgjort altsammen. Jeg havde kastet mig i Vandet og holdt jo bare paa at synke og synke . . . jeg havde ikke Ret nu til andet end at drukne – Men saa» –

«Naa!» et kort lynsvangert Kræmt; Kapteinen sad og saa ned i Gulvet med Hænderne paa Knæerne.

. . . «saa,» tog Inger-Johanna i med lav Stemme, endnu mere bleg og voldsomt opfyldt af sit . . . «Ja det behøver ikke at være nogen Hemmelighed for Dig, Far, og Dig, Mor, siden I ellers ikke vilde forstaa mig, saa kom det næsten som et Lyn saa klart paa mig, at jeg alt i ét Aar, kanske to, havde havt hele mit Sind hos en anden» . . .

«Hvem?»

«Grip!» hviskede hun.

Kapteinen havde siddet taalmodig og hørt til, – aldeles taalmodig, – lige til det sidste Ord.

Men nu fløi han op og stillede sig foran hende; han kneppede Hænderne sammen omvendt og strakte dem ud aldeles ude af sig:

«Men Du Himmelens Rige!» brød det endelig ud, «hvor er Du henne? – Hvad tænker Du paa? . . . Du vil da vel aldrig et eneste Øieblik sammenligne saadan en – Grip! med en Mand som Rønnow? . . . Jeg siger Dig, Inger-Johanna, – din Far er aldeles totalt . . . Du . . . Du kunde ligesaa godt reise op og slaa mig ihjel med engang.» –

«Hør, Far!» kom det fra Inger-Johanna; hun var i samme Øieblik sprunget op og stod foran ham:

«Har ikke Thinka og de andre reddet sig selv . . . mig træder ingen ned!»

Ma sad med presset, skarpt Ansigt.

. . . «Saadan ren Vanvittighed bort i Natten!» . . . Kapteinen slog sig med Næven for Panden og dreiede fortvilet bortover Gulvet . . . «Men nu skjønner jeg det,» stansede han igjen og nikkede for sig selv . . . «Du er blevet forvænnet, frygtelig forvænnet, – udskjæmt, fra Du var liden. . . .

Og saa faar vi det igjen . . . bare, fordi jeg holdt saa af Dig!»

«Hele Verden kunde sagt mig imod, Far, – jeg havde bare min bene Vei at gaa, – gjøre, som jeg har gjort, – skrive til Rønnow . . . give fuld Forklaring og sige det til Tante.

Og,» – hun lænede sig mod Sofaen og saa bittert ned, idet Erindringen kom paa hende, – «Tante har gjort, hvad hun kunde, kan jeg forsikkre jer! . . . mente som Du, Far, at det var det rene Vanvid . . . hun holdt saameget af mig, at hun ikke brød sig om, hvilken Elendighed det blev til for mig, bare Partiet kom istand! . . . Saa forfængelig og ung, som jeg var, tænkte hun, det gjaldt blot at faa nedsat og forfulgt Grip, saa at han stod der uden Midler, stængt og raadløs for alle Udveie, – som en latterliggjort Mand, der maatte forlade sit . . . blot sin Far op igjen!

Det var saa let gjort, alene som han stred for sit, – og saa villigt, som hun vidste, det vilde optages.» . . .

Hun stod der saa selvberoende, dirrende fortabt i sin egen Tanke med de nedslagne øine og dunkle Bryn. Hun var blevet mager og slankere . . .

«Og nu er jeg kommet hid hjem med mere Sorg, end jeg kan sige ud til eder eller forklare, – saa angst» . . .

Der blev en Taushed, hvorunder der rørte sig underlige Følelser hos Kapteinen:

«Siger . . . Siger Du det . . . at vi ikke holder af Dig . . . vil gjøre Dig alt ondt . . .

Naa ja, . . . kanhænde, at jeg siden ikke finder det saa rigtig igjen, hvad Du har gjort . . .

Jeg siger, kanhænde det! . . . Men nu siger jeg Dig, at, maatte Du gjøre det, saa skal vi staa for det, akkurat som Du selv vil med den Sag. Du skjønner den ialfald . . .

Aa jeg mener, Du endnu ikke har kommet til at sætte Dig, Barn! . . . Lad hende endelig faa noget at leve af, Ma!»

Han fo’r med ét ud. Der maatte skaffes bort endel oppe paa hendes Værelse, saa hun ikke fik se, at der repareredes . . .

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Familien paa Gilje

Romanen Familien paa Gilje (med undertittelen Et Interieur fra firtiaarene) ble utgitt i 1883, samme år som Jonas Lie hadde gitt ut den naturalistiske romanen Livsslaven. Med disse utgivelsene sikret Lie seg for alvor en plass i den kritiske realismen.

Handlingen i Familien paa Gilje er lagt til et overklassehjem med tre døtre i gifteklar alder. Romanen skildrer både hvordan det tradisjonelle kjønnsrollemønstret og forventningene til overklassens levestandard og velstand holder alle i et jerngrep av sosialt forventningspress. Mens de to eldste døtrene gir etter for forventningspresset og gifter seg fornuftig, hever den yngste datteren, Inger-Johanna, forlovelsen med sin utvalgte (kaptein Rønnow), noe som i seg selv er en skandale. I tillegg velger hun å utdanne seg til lærer for å bidra til å forme de unge elevenes syn på samfunnets verdier.

Lie er i sin samfunnskritikk mer lavmælt enn mange av de mer stridslystne forfatterkollegaene (som for eksempel Ibsen og Kielland). Men gjennom sine skildringer av både mennesker og miljø bidrar han i likhet med de andre realistiske forfatterene til å «sette problemer under debatt». I både Familien paa Gilje og i Kommandørens Døttre fra 1886 tematiserer han kvinnesak og tvangsekteskap, men tonen er litt mer optimistisk enn i for eksempel Camilla Colletts Amtmandens Døtre. I mai 1884 skriver Lie: «I hvert Hjem, hvortil Tidens Lys naar, vaagner ogsaa Kvindens Ret; hendes Sag er blevet Aarhundredets Løsen, og den vil gaa frem fra Spørgsmaal til Spørgsmaal med Styrken af en Naturmagt, sikkert som enhver sand Udviklingslov.» (brev til Lina Runeberg 6/5 1884, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 773)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.