XIV.

Opimod et Snes Aar var gaat, og Trafiken nede paa Landhandler– og Giæstgiverstedet viste en hel anden Tidsmæssighed baade med Bygninger og Varer. Der var ogsaa begyndt at blive en Rute for reisende og Turister om Sommeren op igjennem Dalen.

Sneen føg, saa den laa høit oppe paa Trappen nu Søndag Eftermiddag.

Men i det lille varme Værelse bag Butiken var der Lystighed! . . . Han var kommet igjen han, den fornøielige Gripen; og nu sad han der med Krambodsvenden, Lensmandskaren og Eksekutionshesten . . .

Bare lad ham faa lidt at drikke . . .

. . . «Skaal, Du gamle Eksekutionshest!» lød Grips Stemme . . . «naar jeg tænker paa alle dem, Du har flaad Huden af uden nogensinde at faa Part i Stegen, kan jeg faa en vis Sympathi for Dig . . . vi er snydte Sjæle begge to!»

«Vel har jeg ikke tilegnet mig den Lærdom og de Kundskaber,» – begyndte den tiltalte graahærdede noget irriteret, – «men forbeholder mig» . . .

«Alt lovligt, ja. – Aa-aa . . . ingen Sorg for det, Reierstad, – betænk, at Kundskaben er Uendelighedens Hav, og nogle Draaber mere eller mindre gjør hverken til eller fra. Kig lidt ud i Stjernenatten, og Du vil ane, at hele den Planet, min Ven, hvorpaa Du eksekverer i en ganske liden Sprække, kun er en Ært i hele Suppen! . . . Suppen siger jeg, – alt er ét, Ikke sandt Hr. . . . Hr. Simensen?»

Han appellerede altid til Krambodsvenden, der med sine smaa Griseøine smilte meget overlegent og smigret.

. . . «Og i Anledning af den sidste Oplysning skulde man vel have lidt til at forstærke Olien i Lampen med, Hr.» . . .

Det var Eksekutionshesten, som havde spenderet først, – en Trepægleflaske med Akevit . . .

Eksekutionshesten havde en vis gammel ærbødig Respekt for Gripen. Han vidste, at han havde hørt til i den høiere Sfære, og at han endnu, naar det skulde være, turde vise sig baade hos Fogden og gamle Rist, Steder, som han aldrig forlod uden Forbedringer i sin Ekvipering.

«Jeg skal betro Dig en Hemmelighed, Reierstad! Naar der er lidt til Hoved, saa maa én drikke . . . ialfald var det sandt i min Tid. . . . Det var en stor Ødelæggelse paa den Slags, ser Du, paa Grund af lufttomt Rum! . . . Mærkede Du ikke noget til det?»

«Hi, hi, hi,» vrinskede Simensen.

«Ja, De forstaar, hvad jeg mener, Simensen? . . . Et godt Glas Punscheekstrakt i denne Kulde, – af Deres i Butiken, skulde gjøre godt nu, hvad? Jeg er ikke for Øieblikket ved Muffen; men, hvis De vil ha’ den Godhed at skrive mig» –

Jo vist skjønnede Simensen Ulden . . . «Lad gaa da.» . . .

«Som man smør, saa kjører man, véd De nok, min kjære Simensen! . . . og – naa der kommer Fluidumet . . .

Vil De vide, hvorfor man drikker?»

«Aa, det kan nu ikke være saa farligt at skjønne det.»

«Nei nei; – men maaske vil det dog kunne stilles i en høiere Belysning, hvad en Mand som De ikke vil undlade at paaskjønne. De véd, der ellers er stor Uvillie mod nye Belysningsvæsker. . . . Ser De, hm!» Han satte sig tilrette . . . «Man lever i tynd Frak og Kulde, smaa Forholde . . . undser sig i sin Sjæl . . . føler sig at gaa under som Menneske Dag for Dag . . . Disputeres der, tør man ikke hævde sig; placeres man ved et Bord, tør man ikke tale . . . Og saa – bare to Drammer . . . to Glas Finkel til Briller at se igjennem, – og ein, zwei, drei Marsch! Hele Verden er en anden, . . . man blir sig selv, føler sig i den Sundhed og Vigør, som man en Gang var emnet til; éns Person blir selvfølende, stolt og djærv, Talen klinger paa Læberne, Idéerne lyner, Menneskene beundrer. De to Glas, – bare, de to Glas, – jeg nægter forresten ikke de tre, fire, fem og seks, Skaal! – udgjør Differentsen – De véd, hvad Differentsen er, Simensen! – mellem hans sunde og hans syge Menneske, medens den Mand, som Verden slog ihje– Naa Ja . . .

. . . Men de to Glas fører ham altid videre . . . videre . . . ubønhørlig videre, ser De, – indtil han ender paa Mangelsgaarden . . . Det var en svær Syllogisme, Di!»

«Ja det var nok det,» plirede Simensen til Eksekutionshesten; – «den tog med halve Flasken!»

Gripen sad der og mumlede . . .

Det stærke havde øiensynlig taget mere og mere paa ham; og han havde nok gaat ude i Kulden hele Dagen . . . Støvlerne var vaade og daarlige . . .

Men drak gjorde han; det var næsten ham alene, som havde klaret Punschekstrakten . . .

«Naa naa, sid ikke saa melankolsk – ellers blir det ikke mere at faa,» purrede Simensen.

«Nei nei; – nei nei . . . Mere Syllogismer mener De . . . noget, som ogsaa Reierstad skjønner» . . .

Han rystede paa Hovedet i stille, dump Selvbetragtning . . .

. . . «Traf et udmagret, blegt Barn, som gik og græd saa overgivet hjælpeløst hernede . . . Der er meget som skriger hjælpeløst, – véd Du Reierstad, – naar én først har faat Øre for den Musik, og har én ikke en Elv af Graad, – saa drikker, drikker man . . . Hid med Buteljen!»

«Bedst at faa ham hen i Sengen over i Bondestuen nu,» mente Simensen.

«Kanske Svinet er fuld» – murrede Grip . . .

– Afsted var han Mandag Morgen igjen, før det lyste af Dag, uden at have nydt noget; han var folkesky saa tidligt, før han havde faat den første Dram at stive sig paa.

Gripen havde sin egen Taktik. Han var snart sagt kjendt over hele den søndre Del af Landet.

Som han havde Raptuser med at drikke og fare om, havde han havt tilsvarende Perioder, hvori han levede aldeles nøgternt inde i Hovedstaden, studerede og gav Informationer. Han vakte atter og atter de mest grundede Forhaabninger hos sine faa gamle derværende Kammerater og Venner. En Mand med et saadant Informatortalent og en saa mærkelig Divinationsevne for Sprogrødder og Love – ikke blot i Græsk og Latin, men lige op til Sanskrit – turde endnu maaske naa frem til noget. Baseret paa hans totale Afholdenhed nu i tre, fire Maaneder og hans egen stærke Selverkjendelse, talte de allerede om at virke for hans Ansættelse ved nogen høiere Skole, da det med ét aldeles uventet igjen forlød, at han var forsvunden fra Byen.

Saa dukkede han efter nogle Ugers Forløb op aldeles udblottet, i et af Landdistrikterne, skjælvende og mager og medtaget af Drik, af Veiret, af at ligge i Udhuse og paa Hølofter, sjelden ude af Klæderne og i en ordentlig Seng.

– – Ud paa Formiddagen viste han sig paa Gaarden hos Fogdens.

Gülcke var den eneste af Embedsmændene fra hin Tid, som endnu hang ved Embedet, efterat ogsaa Rist havde taget Afsked. Han gik der endnu pleiet af en omhyggelig Hustru, som stadig havde omgivet ham med et Velvære af Puder, synlige og usynlige.

Grip vidste, hvad han gjorde; han vilde træffe Fruen, medens Fogden var paa Kontoret.

Derinde i Dagligstuen sad hun i Lænestolen lunt bag de dobbelte Vinduer med Strikketøiet og «Den evige Jøde» foran sig, medens hendes ferme Søster Thea, en ugift Jomfru nu over de tredive, sørgede for Middagsmaden ude i Kjøkkenet.

Thinka førte jo selv Overopsynet med Huset nu efter Frøken Gülckes Død, og var sin gamle Mands Støtte og Krykke, utrættelig Døgnet rundt . . .

Og disse fedtede, slidte Morskabsbøger med Nummer bag paa fra Byen var den lille Gren, som var levnet hende til at føre sit eget Liv paa.

Som saa mangen af den Tids Kvinder, hvem Virkeligheden ikke levnede nogen anden Udvei end at tage en hvilkensomhelst Mand, der kunde forsørge hende, førte hun i disse sine Romaner – midt i en knagende, knarrende Hverdagslighed, – et høist spændt Fantasiliv. Der anedes de Lidenskaber, som hun selv kunde havt, elskedes og hadedes der, oplevedes der at se to ædle Hjerter, – trods alt, – lykkelig forenede; – eller man trøstede billedskjønne Helte, der fortvilet stirrede i Bølgen. . . .

Der – i Skyen, – fortsattes med Hjertets og Aandens uudslukkelige Tørst det Liv, hvorfor Virkeligheden ikke havde givet noget Fodefæste, og der flyttede den noget store, koselig rund og trivelig blevne Frueskikkelse, som engang var den smale, slanke Thinka, endnu sin uforglemmelige Aas over fra den ene Helteham i den anden, – fra Emilie Carlén til James, fra Walter Scott til Bulwer, fra Alexander Dumas til Eugène Sue!

Henne paa hendes huslige, driftige Søsters Plads laa Sømmen med et Solstreif over paa Stolen.

Det mørke, indlagte Sybord var Theas Arv efter Ma. Og Sølvfingerbøllet, det gamle ud og ind tyndslidte, øverst i Randen lidt sprukne og brustne Skal, benyttede og bevarede hun, fordi hendes Moder havde brugt det i al sin Tid. Det stod der efterladt som et Monument over Ma, – over alle de mødige Stik, hun havde gjort – og faat! – i sit hæderlige trællende, offerfulde skal man kalde det Liv?

Det var mere for et Tryk end ved ordentlig at banke paa, at Døren til Dagligstuen gik op, og Grip varsom traadte ind.

«Dem Grip? . . . Nei nei, ikke ved Døren, sæt Dem op der ved Vinduet! Saa skaffer min Søster Dem lidt at leve af . . . Aa lidt Smørrebrød med salt Kjød kan De vel smage? . . .

Nei, saa De er her opover, Grip!»

«Søger Informationer, skal jeg sige, Dem, Frue!» kom det undvigende . . . «De har jo hørt fra Jørgen over i Amerika?» hastede han bort fra det kildne Emne.

«Ja tænk, Jørgen er en velstaaende, rig Værkstedsforstander over i Savannah. Han har nu skrevet to Breve og vil have sin ældre Søster over; men IngerJohanna søger nu ikke efter Lykken mere» . . . tilføiede hun med en vis Betoning.

Der blev en Taushed . . .

Grip satte Smørrebrødstallerkenen, som Pigen havde bragt, med stærkt rystende Haand hen paa Sybordet. Drammen ved Siden af havde han drukket ud. Der var kommet nogle Trækninger ved Læberne.

«Glæder mig . . . glæder mig overmaade,» fik han frem med en Stemme, som han havde ondt for at beherske. «Ser De Frue! . . . at Jørgen blev til noget, regner jeg for et af de faa sparsomme Straa, der er vokset op af mit usle Liv.» . . .

Der lød Dombjelder henne i Veien; en Slæde svingede ind paa Gaarden.

«Sorenskriverens!» sagde Thinka.

Grip begreb, han kunde ikke netop ønskes nu, og reiste sig.

Thinka skyndte sig ud i Sideværelset og kom ind igjen med en Dalerseddel . . .

«Tag den Grip! – en liden Hjælp, til De faar Dem nogle Informationer.»

Hans Haand nølede lidt, før han tog den.

«Man . . . muss . . . muss» . . .

Han greb Huen og fo’r ud.

Nede ved Grinden stansede han lidt og saa sig tilbage.

Vinduet slængtes op derinde . . .

«Lufter vel ud efter Gripen!» mumlede han bittert, idet han tog Retningen opefter Dalen. Med Skjærfet høit om Nakken, og Huen, som nede i Hovedsognet havde afløst den gamle, buklede Filthat, ned over Ørene, beskyttede han i den kolde Østenvind Hænderne i Lommerne paa den gamle, tynde Frak, der slog om hans magre Skikkelse.

Det var en ikke usædvanlig Rute, enten han paa sine vidtløftige Vandringer om Sommeren tog over Fjeldene eller, som nu, i den korte, mørke Midtvinter mere maatte holde sig til Landeveien.

Bygden havde som en Dragning for ham; han lyttede og speidede overalt, hvor han kom, efter selv det ringeste af, hvad han kunde opsnappe om IngerJohanna, medens han omhyggelig undveg hendes Nærhed.

«Frøkenen paa Gilje», som hun kaldtes, bode i et lidet Hus deroppe, det hun havde kjøbt for det ene af de fire tusinde Speciedaler, som gamle Tante Alette havde testamenteret hende.

Der holdt hun Skole for Bygdens Børn og læste med Kapteinens, den ny opflyttede Doktors og Lensmandens.

Og hun havde nu mange Gutter at passe paa, som hun havde anbragt rundt omkring i Landet, idet hun gjennem Aarenes Løb havde arbeidet for at faa flere yngre Begavelser derfra sat i Vei og Gang nede i Byerne . . .

Myndig var hun og Gjenstand for Folkesnak for sin usædvanlig selvstændige Færd; men op i Øinene mødte hun lutter Ærbødighed. Hun var endnu med sine firti Aar fin og slank med uformindsket, om end roligere, Ild i Øinene og et aldeles ravnsort Haar.

Hun ledte efter Evner i Børnene som Firkløver i Bakken, skulde hun have yttret; og naar Grip nede hos Thinka talte om, at Jørgens lykkelige Undafkomst fra Forholdene var et af de faa grønne Straa i hans Liv, saa fortaug han den inderste Tanke, han bar paa, at hendes lille Skole var en Aflægger plantet af hans Idéer.

– I Skumringen den næste Eftermiddag sneg en Skikkelse sig hen til Gjerdet om Skolestuen . . . Trangen til mulig at se et Glimt af hende drev ham nærmere og nærmere.

Nu stod han lige ved Vinduet.

En dunkel Skikkelse bevægede sig engang imellem foran det.

Derinde spillede et uvist Skjær fra Ovnsmundingen. Der var ikke tændt Lys endnu, og han hørte en Guttestemme sige op noget udenad, som han ikke just kunde; det lød som Vers . . . Det var vel Børnene fra Kompagnichefsgaarden . . .

Gangdøren var aaben, og lidt efter stod han derinde aandeløs lyttende . . .

Han hørte hendes Stemme! . . . hendes Stemme . . .

«Sig det op, Du Ingeborg . . . Gutter er saa dumme paa saadant noget.»

Det var Vers til Norgeshistorien . . . Ingeborgs Stemme lød klart: –

«Og det var Dronning Gyda, den Blomst i Kong Haralds Vaar,
mon endnu saa stolt en Jomfru hen under Liderne gaar?
Høiættet hun var og storraadig; hun vilde ei dele paa,
de hørdske og holmrygske Piger hun bød ifra Kongen gaa.
Hun vilde det hele Rige til yderste Odde Land,
en Konge hel for en Dronning, for Kvinden den hele Mand!»

Han stod som fastgro’t til Gulvet, indtil han hørte Inger-Johanna sige:

«Saa skal jeg tænde Lys og give Lekser til næste Gang . . .»

I samme Nu var han udenfor Vinduet.

Han saa hendes Hoved lige i Skjæret af den nytændte Lampe . . . denne Renhed i Øienbrynenes Drag og Trækkene . . . dette usigelig skjønne, alvorlige Ansigt, kun endnu mere karakterfuldt udpræget . . . den gamle ranke Holdning med den høie, faste Hals . . .

Det var Billedet, som havde staat indeni ham i alle disse Aar, – af hende, som skulde været hans, om han havde naa’t, hvad han burde naa’t i Livet . . . om det havde budt ham, hvad det skulde . . . og han selv havde været, som han skulde . . .

Han stod der bedøvet som i en svimmel Rus . . . og tog saa afsted med lange Skridt bortover, da han hørte Børnene kom ud i Gangdøren.

Fødderne bar ham uden at han kjendte det . . .

Nu var han langt nede i Giljebakkerne, og Maaneskjæret begyndte at lyse opover Aasen. Han skyndte blot paa; hans Blod var i Oprør, han saa, – næsten talte til hende . . .

Der kom en Slæde diltende bag ham med mattede Dombjelder af Frosten.

Det var gamle Rist, som sad og duppede i Peltsen, medtaget af, hvad han havde nydt paa Gilje.

«Skal De over Søen, Grip, saa staa bag paa!» hilsede han efter lidt Anskuen.

«Jeg skal sige Dem, kunde De lade være at drikke,» begyndte han at formane . . .

. . . Foran Lampen saadan . . . gik det i Grips Tanker . . . Der løftede hun Melkekupelen langsomt nedover Glasset, og der kom et Skjær over den fine Mund og Hage . . . den mørke, tætsluttende Kjole . . . og Panden, medens hun bøiede det prægtige Hoved . . . hun saa op – lige hen i Vinduet . . .

. . . «Og naar man bare vil prøve at staa imod . . . med det samme Raptusen kommer . . . som er det samme som den lebendige Satanas» . . .

Grip aarkede ikke at høre mere, og koldt var det at staa paa over Sjøen.

Han sprang af og lod gamle Rist fortsætte sine Taler i den Tanke, at han stod bag ham.

Det var en kold Sno derude paa Isen . . .

Han saa en Stund sin egen Skygge med Hænderne i Frakkelommerne fare afsted, mens Maanen seilede mellem Skyerne . . . Lampen lyste saa varmt paa hendes Ansigt . . .

---

Tre Dage efter om Aftenen stod Inger-Johanna i Vinduet og saa ud. Brystet gik i svær Bevægelse . . .

Grip var død af Lungebetændelse nede i Løvviggaardene.

Hun havde været dernede og pleiet ham til nu, hun var kommet hjem – talt med ham, hørt sig leve i hans voldsomme Fantasier og faat hans sidste bevidste Blik, før det sluktes . . .

Maanen stod saa klar og kold paa Himmelen. Hele Landskabet med Fjeldene og alle de store, rene Former skinnede magisk hvidt i Frosten . . . hvidt som mellem Høifjeldsfonnerne . . .

«Aandens Magt er stor!» sukkede hun i sorgfuld, endnu bævende Eftertanke . . . «han gav mig noget at leve paa!» –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.