Utvalgte artikler

av Claus Fasting

Om Fængsler

Teksten ble trykt som artikkel nr. 3 i Fastings tidsskrift Provinzial-Samlinger (Bergen 1791, s. 38–56). Fasting arbeidet fra mars 1784 som politiaktor i Bergen. Politiaktoren var en advokat, beskikket som offentlig anklager i politiretten, men Fasting hadde ingen juridiske eksamener. Rettssakene foregikk i rådhuset, som frem til midten av 1800-tallet også huset byens politiarrest og byfengsel i kjelleren. Cellene var på midten av 1700-tallet overfylt, menn og kvinner sammen, og fangene hadde ikke tilgang til lufteområder, lys eller varme. Selv om det skjedde enkelte forbedringer, ble det ingen større reformer før godt utpå 1800-tallet (Hanssen 1973, 14–17). Medisinprofessoren J.C. Tode publiserte i 1780 en artikkel kalt «Noget om Fængsler og Tortur» i sitt eget blad Sundhedstidende (nr. 6–7, 9.–16. august). Flere av Todes argumenter og eksempler går igjen i Fastings artikkel, blant annet det Fasting skriver om den franske kongens nye fengsler og om foranledningene for engelske fengselsreformer. «Mennesklighed» er et gjennomgående begrep hos Tode, som argument for forbedringer, og det står også sentralt hos Fasting. Men der Tode i del to av artikkelen (16. august) tydelig har måttet moderere sin kritikk av danske fengsler sterkt på grunn av sensuren, er Fasting åpent kritisk til de norske. I et brev fra Fasting til Tode datert 11. mai 1789, skriver han at han leser Todes skrifter med så stor glede og nytte, at han selv har sluttet å skrive (Øst 1825, 166). Tekstgrunnlaget er en digital faksimile av Nasjonalbibliotekets eksemplar av originalen.

PS 38Heu loca, felici non adeunda viro!Heu loca … viro!] lat. «Et sted som ingen lykkelig mann skulle besøke». Fra Ovids Tristia, bok 3, Elegi 10, v. 76 (fritt oversatt etter Ovid 1959, 140–41).

Pausanias, og fleere,Pausanias, og fleere] Pausanias (100-tallet e.Kr.), gresk forfatter. Han er kjent for sin Beskrivelse av Hellas. fortælle, at der i Athenen var et Alter, indviet til Medlidenhed; Menneskets Liv, legger man til, er saa elendigt, at det er den Gudinde, der mest fortiener Dyrkelse. Heele Verden burde ofre til den, fordi heele Verden har den nødig; Heele Verden burde sige med Hierophanten i Olympie:

Helas, tous les humains ont besoin de clemence!Helas, tous … clemence!] fr. «Akk, alle mennesker trenger nåde!» Sitatet er fra Voltaires tragedie Olympie (1762/1764; akt 2, scene 2), hvor utsagnet er lagt i munnen på hierofanten (ypperstepresten).

Intet skiønnere, og bedre; Intet meere overeenstemmende med den menneskelige Natur, med den skrøbelige Slægt, som falder alle i mange Stykker, med det store Bud: Værer barmhiertige,Værer barmhiertige] allusjon til Paulus’ brev til Efeserne, kap. 4, v. 32. ligesom Eders Fader i Himmelen er barmhiertig, med det guddommelige Exempel, PS 39som græd over Jerusalem, og sagde: Mig ynkes overMig ynkes over] referanse til Matteus kap. 15, v. 32, hvor Jesus metter flere tusen tilhørere. denne Skare.Hvad en og anden av de Gamle har skrevet mod Medlidenhed, er mig ikke ubekiendt. Cicero paastaaer, at den ikke passer sig uden paa en Nar, og en Fiante, (stultum, et levem) og Seneka, om jeg erindrer ret, kalder den: vitium animi. Herlige Sentenzer! Dog det er bekiendt, at begge disse Mænd vare Stoiker, og at denne Philosophie nægtede alle Smerter, følgelig, at det heller ikke forekom dem Umagen værd, at ynke dem; Skade imidlertid, at begge, i deres Landflygtighed, saa ofte modsagde dette System, at ingen meere ynkelig jamrede sig, end Cicero, og at Seneka, uden Agrippinas Medlidenhed, hverken havde faaet sin Frihed igien, som han saa uværdig tryglede om, eller spillet den store Rolle, han, ved hendes Hielp, siden spillede.Kommentar til fotnotetekst: Cicero paastaaer] Cicero (106–43 f.Kr.), romersk advokat og forfatter. Sitatet stammer fra hans tale for Lucius Murena (kap. 29, del 61).Kommentar til fotnotetekst: Fiante] en tosk.Kommentar til fotnotetekst: Seneka] Seneca den yngre (ca. 4 f.Kr.–65 e.Kr.), romersk filosof og politiker. Han skrev en rekke stoiske skrifter og er særlig kjent for sine moralfilosofiske brev. Han ble i år 41 forvist til Korsika.Kommentar til fotnotetekst: vitium animi] lat. «skavank på sjelen». Sitatet er fra skriftet De Clementia (om mildhet) bok 2, 4.4.Kommentar til fotnotetekst: Agrippinas] Agrippina den yngre (0–59 e.Kr.), romersk keiserinne. Hun ba keiser Claudius oppheve Senecas eksil, da hun ville ha ham som lærer for sønnen Nero.

Saa længe Dyd gives, vil derfor enhver, som har giort sit til at lindre sin Broders Smerter, til at øse Olie i hans Saar,øse Olie i hans Saar] henspiller på historien om den barmhjertige samaritaner, Lukas kap. 10, v. 34. fortiene alle Godes Erkiendtlighed. Saa længe Verden staaer, vil den ypperlige HovardsHovards] John Howard (1726–1790), fengselsreformator i England, som utga The State of the Prisons in England and Wales (1777). Han døde i byen Kherson i daværende Russland (nå Ukraina) av tyfus, som han ble smittet av ved et fengselsbesøk der. Minde være uforglemmelig, PS 40som anvendte dette paa den Slægt, som meest trænger dertil, paa de Elendige, som ere udstødte fra det borgerlige Selskab,det borgerlige Selskab] samfunnet. som ere overøste med Skræk og Plager, og Slagtoffere for den almindelige Retfærdighed; Saa længe Kierlighed lever, vil man elske den Mand, som var Fangernes Tolk, og Medlidenheds Sendebud paa Jorden, og som beseglede denne Sendelse med sit Blod.Han døde i et Hospital, jeg erindrer nu ey hvilket, av en Sygdom, han paadrog sig ved Smitte, tilbedet av det Engelske Folk, som altid ophøyer overordentlige Dyder, som i denne Tid er i Begreb at opreyse ham en Æres-Støtte, og agter hans Fortienester av det menneskelige Kiøn ved Siden av en Newtons.Kommentar til fotnotetekst: døde i et Hospital] Howard døde i byen Kherson av tyfus, jf. kommentar ovenfor til «Hovards». Kommentar til fotnotetekst: Æres-Støtte] Howard fikk et minnesmerke i St. Pauls-katedralen i London, i tillegg til minnesmerker i Kherson og Bedford. Kommentar til fotnotetekst: Newtons] Isaac Newton (1642–1727), engelsk fysiker og matematiker som blant annet beskrev sentrale lover innen klassisk mekanikk, som gravitasjonsloven.

Jeg vil ikke her være Talsmand for Laster, eller paastaae, at det Onde, som forstyrrer Verden, bør taales, lige med det Gode, som vedligeholder den; Det var at forstyrre al borgerlig PS 41Fred og Orden; Det var at ryste Stolperne til den Bygning, hvis første Grundvold er Retfærdighed; Det var en Svaghed, som anstaaer ingen retskaffen Mand, allermindst mig, hvis Kald heller er at sige:

Cave, cave, namque in malos asperrimus
parata tollo cornua!Cave, … cornua!] lat. «Vokt deg, vokt deg, for jeg er svært stridig og er klar til å løfte hornene mot ondsinnede». Sitat fra Horats’ epode nr. 6, v. 11–12 (overs. Jon Haarberg).

eller, om jeg glemte det, fortiente, at man skulle sige mig:

Wenn ihr mit Dieben Mitleid habt,
So habt ihr keine mit dem Lande!Wenn …Lande!] ty. «Når dere med tyver medlidenhet har, så har dere ingen med landet!» Sitatet er fra epigrammet «Veit» av den tyske dikteren Friedrich von Hagedorn (1708–1754).Fremmede Læsere vil det ikke være av Veyen at erindre, at Forfatteren tillige, i nogle Aar, er Kriminal-Aktor, hvortil han vel av alt paa Jorden har den mindste Beqvemhed, ikke for Sagens Vanskelighed, (thi lettere kan intet tænkes) men for den umaadelige Kontrast, han tør sige, dette giør med hans gandske Tænkemaade, og øvrige Livets Plan, med hans Afskye for Klammerie og Grusomhed, hvorom han ønskte, at endog dette Stykke maatte vidne, og med det Fortrin, han stedse gav blomsterklædte Dale for tørre Sand-Ørkner, hvorav han ønskte, at alle hans Skrifter maatte bære Præg.Kommentar til fotnotetekst: Fremmede Læsere] Fastings tidsskrift ble utgitt i Bergen, hvor de fleste kjente til redaktørens identitet. I tillegg ble bladet distribuert til andre sør-norske byer, samt København.Kommentar til fotnotetekst: Kriminal-Aktor] Fasting virket som politiaktor i Bergen fra våren 1784 til sin død i 1791, jf. innledende kommentar til artikkelen.

PS 42Ingen troe heller, at jeg er Prædikant for den falske Følsomhed, for denne tydske Afgud, som har saa mange Altere hos os, uværdig for Mænd, der ey bør klynke, som Turtelduer, for dette Beenrad, uden Marv og Knogler, Dydens Skuespiller, men ikke den selv, og et Symptom paa Naturens Afmagt.

Med ingen av disse har jeg at bestille, allermindst med det første Slags, thi naar de sidste blot fortiene at ynkes, fortiene hiine aabenbar at straffes. Kun den ureene Siæl, som ønsker at freede sin egen Ryggesløshed, som ønsker alt Regnskab udslettet, fordi han, som den utroe Huusfoged, har forødet alt, kun han, og ingen anden, kan ønske Laster ustraffede; Lad et og andet Feyltrin længe nok være en Frugt av Tilfælde, av Organisation,Organisation] her: et menneskes eller samfunns sammensetning eller orden. og jeg veed ikke hvad, (thi soleklare Sandheder, hvorpaa man dog PS 43først i vore Tider er blevet ret opmerksom, bør man ikke nægte) Lad Siælen længe nok fødes, voxe, og svækkes med os; Lad den stundom lyde Naturens evige Love, denne Hvirvel, som henriver alt! Lad en og anden, i disse skrækkelige Øyeblik, hvor det heeder:

Fertur equis auriga, nec audit currus habenas,Fertur equis auriga …] lat. «Kusken mister styringen og forspannet lyder ikke tømmene». Sitatet utgjør siste linje av Vergils Georgica, bok 1 (overs. Jon Haarberg).

Lad ham da, siger jeg, nødes at spørge:

Dîne hunc ardorem mentibus addunt,
Euryale, an sua cuiqve Deus fit dira cupido?Dîne hunc ardorem mentibus … cupido?] lat. «Legger gudene denne ilden i våre hjerter, Euryalus, eller blir menneskets egen ville lengsel en gud for ham?». Fra Vergils Æneiden, bok 9, v. 184–85 (fritt oversatt etter Vergil 1960, utg. H.R. Fairclough, 124–25).Et ypperlig Stæd i Virgils 9de Bog, hvor Nisus, av en uimodstaaelig Drift, ruster sig til den Striid, hvori han omkom tilligemed Euryalus.Kommentar til fotnotetekst: Stæd … Bog] jf. kommentar til «Dîne hunc …» ovenfor. Nisus og Euryalus var et vennepar og trojanske soldater under Aeneas’ ledelse. Episoden som skildrer deres død står i bok 9 av Vergils Æneiden, v. 176–502.

FrihedFrihed] i det følgende argumenterer Fasting utfra naturrettstenkning, der menneskene anses for å ha medfødte rettigheter, uavhengig av samfunnsordenen for øvrig. Samfunnets lover, det Fasting under omtaler som «den borgerlige» rett, var dermed noe mennesket hadde valgt å gå inn på for å sikre et stabilt og velfungerende samfunn, selv om det kunne innebære å frasi seg enkelte medfødte rettigheter. er dog, i det heele, Siælens gamle Adelsbrev, underskrevet i Skabelsen, og et Arvegods, som aldrig fortabes; Villien er dog Siælens Kraft til det Gode, som de GamleVillien … de Gamle] uttrykket refererer til den religiøse og filosofiske tradisjonen fra Augustin, med røtter hos Platon, som også Luthers lære bar preg av. Augustin så viljen som kjærlighet, som styrte menneskets liv mot å gjøre det gode. kaldte den; Den bestemmes vel, nu og da, av et eller andet Tilfælde, men den bestemmer igien tusende andre, og at ville, og ikke ville, beviser enten to PS 44Siæle, de latterligste av alle Dubletter, eller at den eene har en Magt, som ingen Magt modstaaer, ingen Domstol frakiender, og som alle Sophismer, i al Evighed, ey kan fratrætte den.

Men er denne Magt til, kan man ikke taale, at den misbruges, eller rettere, at den ikke bruges, thi enhver bør staae til Regnskab for hvad han har annammet; Er denne Magt til, er dens første Pligt, at regiere sig selv, eller taale, at andre regiere den. Fred og Orden kræve dette som en Grund-Lov; Den gandske Jord kræver det, om den ey skal henfalde til et Kaos. Allevegne treffer man derfor disse to Bud, og i dem indsluttes de fleeste øvrige; Giør din Lykke, saa meget du kan, raaber Naturen Ret; Vogt dig for at forstyrre andres, raaber den borgerlige; Dette er Jordens Ligevægt, kostbar PS 45for Konger og Folket; Dette er dens Fred, som aldrig bør brækkes ustraffet.

Til at opnaae denne, har man valgt forskiellige Midler; Selskaber indbyrdes, Huusfaderen, og hans Familie, (Kongernes og Folkets første Plante-Skole)Plante-Skole] (av lat. «seminarium», planteskole), her i overført betydning: utdanningssted. har anviist vexelviise Pligter, aftalt vexelviise Rettigheder, og tilsidst underskrevet visse Forbindelser, der, som bekiendt, i alle Stater, henføres under disse to Slags: Straffe, og Belønninger; Skade, at av det sidste Slags gives saa umaadelig faa, enten fordi de ikke burde være fleere, fordi Dyden ellers blev tilfals, eller fordi de ikke kunne være det, fordi gode Gierninger ellers ville tømme Statskasserne, kort, fordi Verden eengang er nu saa, og ikke anderledes. Paa Straffe derimod er ingen Mangel, og bør heller ikke være, saa længe ingen Mangel er paa dem, som fortiene dem, saa PS 46længe de Onde stedse bære Avindskioldbære Avindskiold] gå til angrep på, føre kamp mot. mod Dyden, og saa længe ikke de Gode bør straffes med at plages av de Onde.Hvad Bayle har sagt, at Kierlighed til Glæde virker stærkere, end Frygt for Smerte, synes saa uimodsigeligt, hvormeget det endskiønt er blevet modsagt, at det var at ønske, Lovgivere kunne legge det til Grund for enhver Lov, ligesom det stedse er Grunden til enhver Forbrydelse. Dog, dette er, av ovenskrevne Aarsager, desværre, ikke giørligt; Skade imidlertid, at det Gode saa ofte er negativ, og det Onde positiv; Skade, at man saa meget lærer os at vide, hvad vi skal giøre, og saa lidet at giøre, hvad vi vide.Kommentar til fotnotetekst: Bayle] Pierre Bayle (1646–1706), fransk filosof og forfatter. Sitatet viser til Bayles verk Pensées diverses sur la Comète de 1680 (Diverse tanker om kometen i 1680, utk. 1682), hvor det heter i §157 at menneskene har «une disposition du coeur, qui nous fait trouver plus de joie dans l’exercise de la vertue, que dans le pratique du vice» («menneskenes hjerte er ordnet slik, at vi finner mer glede i å utøve dyd, enn å praktisere udyd»).

Blant disse Straffe er man allevegne blevet eenig, især om eet Slags, og dette Slags er Fængslerne. At bevare dem, som ikke kan bestyre sig selv, at standse Strømmen, at den ikke overskyller alt, ogsaa fra denne Side, saa meget muelig, at tilslutte Pandoras forskrækkelige Eske,Pandoras … Eske] kvinne i gresk mytologi, sendt til menneskene som straff for at Promethevs stjal gudenes ild. Hun brakte med seg et kar (senere omtalt som eske) fylt med sykdommer og plager. synes strax baade naturligt, og høyst retfærdigt. Endog, indtil videre, indtil Sagens PS 47Uddrag, som Juristerne kalde det, at bevare den mistænkte, at han ey undflyer, at handle, mens endnu Tid er, og førend alt er forgiæves, er ikke mindre retfærdigt, hvor dyrebar endskiønt Friheden baade er, og bør være. Kuns, at paa disse Bevaringer behagentlig giøres den fornødne Forskiel; Kuns, at de respektive strenge Herrer ikke begynde Straffen før Dommen, kuns at den aldrig overgaaer Forbrydelsen, eller, hvad som værre er, at man ey straffer, hvad aldrig var forbrudt: Altsammen Tilfælde, som alt for ofte indtreffe, og som stedse maae indtreffe, saalænge Fængslerne foreene al den Afskyelighed, som udmerke dem hidindtil.

Jeg vil ikke forstørre dette Malerie med en Ideal, hvorved Sandheden taber, og dens fornemste Indtryk udslettes; Jeg vil ikke tale om Grusomheder paa den anden halve Klode, om Fængsler av en Alens Høyde, og nogle Tommers PS 48Bredde, hvori man presser de ulyksalige i Indierne, som man lærer at kiende een Gud, og tusend Diævle; Jeg vil allene sige, hvad alt for mange veed, at man har slengt Mennesker, som Aadsler, i dybe Huuler, græsselige som Dødens, at man har lænket dem som vilde Dyr, at man har nægtet dem Dagens Lys, og den Sol, som udtrykkelig opgaaer baade over Onde og Gode, at deres Leye er den kolde Jord, eller et skident Straae, opfyldt med deres egen Ureenhed, og de væmmeligste, og meest fortærende Insekter, at deres Aandedræt forgiftes i en Luft, som næsten dræber alt levende, at deres Føde er slettere end Kreatures,Kreatures] dyr, særlig husdyr. deres Kiortel sønderrevne Pialter,Pialter] filler. deres nøgne Krop aaben for den giennemtrængende Kulde, deres Syge-Leye uden Vederqvægelse,Vederqvægelse] tilfriskning. deres Smerter uden Lægedom, deres Døds-Stund uden Trøst, (thi paa nogle Stæder besøge ikke Læger og Geistlige Fængslerne, der PS 49paa andre dog ere forsynede med begge Deele) at de, i denne Forskrækkelse, endnu savne alt Raad og Samqvem, alle Venners og Paarørendes Trøst, og Deeltagelse, at de døe daglig, i Stæden for at døe eengang, at alle Gnister av Dyd og Ære, om endnu nogen var tilovers, reent qvæles og udslukkes, at de, med Angest paa Læberne, og Helvede i Siælen, forbande dem selv, deres Fødsels-Time, og de Bryster, som diede dem, endelig at Selvmord oftere forkorter et Liv, som ikke fortiener dette Navn, og en Straf, som er tusende Gange skrækkeligere, end Døden.

Saaledes (og dette er ikke overdrevet) ere i Europa, midt i kristne Stater, midt i Oplysningens Aarhundrede, disse Retfærdighedens Bevarings-Stæder, som man kalder Fængsler. Ingen Mand rygter sin Hest saa slet, som man her rygter Mennesker; En ypperlig SkribentProfessor Tode.Skribent] jf. Fastings note nedenfor, samt innledende kommentar til artikkelen. Johan Clemens Tode (1736–1806), dansk professor i medisin fra 1774 og en svært produktiv forfatter og skribent. Han utga blant annet et tyvetalls tidsskrifter, særlig innen medisin og litteratur (gjerne i kombinasjon), hvor folkeopplysning var et viktig formål. Fasting kjente Tode fra deres felles redaktørtid i litteraturkritikktidsskriftene Kritisk Journal (1773) og Kritisk Tilskuer (1775). Om rotter og mus i fengsler skriver Tode: Det Snavs, det Utøi, de Rotter og Muus, den Stank, den forgiftige Luft! Alt dette tilfældige Onde, som findes i saa mange Fængsler, bør aldrig sættes paa Lovenes Regning […] aldrig har man hørt i vore Tider, at een er bleven dømt til at pilles af Rotter eller forgives af Dunster (Sundhedstidende, nr. 6, 9. august 1780, s. 23). PS 50siger, at man dømmes til en bestemt Straf, men man dømmes ikke til Rotter og Muus, og han har den største Ret av Verden; Skulle man troe, at denne Straf endnu treffer dem, som slet ikke fortiene den, som til Slutning endnu slet ikke dømmes dertil? Actore non probante, ab solvitur reus,Actore nonprobante … reus] lat. «Hvis aktor ikke kan bevise sin sak, blir tiltalte frikjent.» Tradisjonell juridisk maksime. er det gamle Omqvæd; Men naar Aktor nu ikke beviiser, naar den anklagede nu tilsidst frikiendes, hvem straffer da den, som saaledes har mishandlet ham? Hvem kræver (eller tilforn krævede) Regnskab for alle BastillensBastillen] middelalderfestning i Paris, brukt som fengsel på 1600- og 1700-tallet. Stormingen av Bastillen 14. juli 1789, med påfølgende rivning av fengslet, innledet den franske revolusjon. Afskyeligheder, for alle disse smaae Bastiller, hvori en ussel Karl, neppe værd at være Dørvogter der, hvor han befaler, ofte nedtrykker den, han burde ophøye, ofte for privat Hensigt opofrer den offentlige? I den Polske, og fleere Retter, er en Lov: jus, neminem captivabimus, nisi jure victum,jus, neminem … victum] lat. «Vi skal ikke arrestere noen uten lov og dom», juridisk prinsipp i Polen og Litauen frem til slutten av 1700-tallet. der, i lang Tid, vel allene angik Adelen, men, i vore Tider, som saa meget andet got, er PS 51udstrakt endog til Borgere. Skiold og Hielm,Skiold og Hielm] adelskap. eller et vist Qvantum Hartkorn,Hartkorn] dansk betegnelse for størrelse på jordeiendom, benyttet som grunnlag for beskatning. Opprinnelsen for målet var mengden hartkorn (dvs. «hardt korn», bygg og rug) et jordstykke ga. fritage hos os Græver, og Baroner, endog i Livs-Sager,Livs-Sager] saker hvor fengsel på livstid eller dødsstraff utgjorde strafferammen. fra det samme. Var det ikke formasteligt, kunne man spørge: Naar skal denne Ret, blot i de ringeste Grader, eengang udstrækkes til andre Dødelige?

Dog, saavist som alle Øyne ere aabnede, saavist som Menneskelighedens Rettigheder skrige fra den eene Jordens Ende til den anden, saavist vil ogsaa Fængslerne ikke længer blive hvad de ere, men hvad de bør være. Allerede længe har man i Engelland, ved de bekiendte Luftrensere, begyndt at skaffe Fangerne frisk Luft, endskiønt, jeg tilstaaer, av en elendig Aarsag, og først, efter at Dommerne (skal jeg sige lykkelig, eller ulykkeligviis?) selv bleve anstukne, og dræbte med deres eget Sværd; Allerede, før Bastillens Nedrivelse, lod de Franskes Konge bygge Forvarings-Steder uden Avskye, PS 52og fleere, før og siden, har giort det samme. Allerede i mange Aar har Tyrkerne, som vi kalde Barbarer, adskilt Gields-Fængsler fra alle øvrige, og tilstaaet Kreditor Ret over Frihed (siden det nu endelig skal saa være) men ingenlunde over Liv og Helbred. Og saalænge talte den udødelige Howard for Keysere og Konger, allevegne hvor han fremkom, saalænge sagde han, uden Respekt for den evige Etiket, som dræber al Sandhed, og med en Engellænders og Philosophs Frimodighed: Saadan bør det være, at man kan vente, heele Jorden vil høre, og adlyde ham. Ingen sige, at dette, eller hiint, er lokalt, at det ikke passer os, fordi det passer andre; Menneskeligheden er lokal allevegne, og jeg vil haabe, at den bør passe os. Skrev jeg med den Veltalenhed, hvormed Korskirkens KrysostomusKorskirkens Krysostomus] Khrysostomos, gresk tilnavn som betyr «gullmunn». Fasting sikter sannsynligvis til Johan Nordahl Brun (1745–1816), som i perioden 1774–1793 var sogneprest i Korskirken. Han var kjent som en stor taler og dikter, men Fastings blanding av ironi og utfordrende hyllest lar det skinne gjennom at de ofte var på kant med hverandre. taler de Fattiges Sag, ville jeg anspende alle Kræfter for ogsaa at indskiærpe de Fangnes Sag hos os; Dog, jeg er heri meer end PS 53lykkelig forekommet, og jeg bør ikke, ved at tale om fremmede Lande, glemme mit eget. Jeg bør fortælle, at man, ogsaa hos os, begynder at sætte Priis paa Mennesker, at man behandler dem ikke længer som umælende, ikke længer nægter dem, hvad Naturen tilstaaer alle, og hvorfra ingen, (soit dit en passant)soit dit en passant] fr. «kan man si i forbifarten». saavidt jeg veed, har Ret at udelukke dem.

Allerede for nogle Aar siden blev denne Sag omtalt, og vandt alle gode paa sit Partie; Kun en enesteen eneste] ikke kjent, muligens stiftamtmann i Bergen 1774–1789, Christian de Schouboe (1735–1789). (og hans Stemme var, desværre, av Vægt) var døv og steenhaard, politisk og moralsk haard, og alting blev ved det Gamle. Tiderne forandres, og, Himlen skee Lov, til det bedre; Bergen har en Stiftamtmand,Stiftamtmand] Frederik Hauch (1754–1839), utnevnt til kammerherre 1779, stiftamtmann i Bergen 1789–1802. Han var dessuten Fastings venn og velgjører. langt over min Roes, over alle Ønsker, værdig til sit store Kald, og til alles grændseløse Agtelse. At trygle ham om Forbedring, var ufornødent; Kun at sige, hvad han, som Fremmed, ikke kunne vide, hvad han maaskee ey eengang kunne PS 54formode, var tilstrækkeligt; Dette paatog jeg og fleerejeg og fleere] det er ikke kjent hvem som ellers sto bak initiativet, men det er nærliggende å tenke seg at legen Lars Monrad har vært en av dem. Han kom til Bergen i 1787 og ble en av Fastings nærmeste venner. Lyder Sagen skriver: «Ikke nok at Fasting som Skribent antog sig de arme Fængsledes Sag; nei, han var egentlig Hovedmanden for at Bergens Fængsler, forhen græsselige, nu bleve taalelige» («Forerindring» i Sagen 1837). Også i journalistkollega Bernt Børretzens minnevers ved Fastings død trekkes innsatsen frem: «De sit Fængsel bør med Taarer væde,/Som til Talsmand, ey en Fasting faaer igien» (Efterretninger fra Adresse-Contoiret i Bergen i Norge, 31.12.1791, nr. 53). mig, og ved hans utrættelige Virksomhed, ved selv at tage disse Forskrækkelser i Øyesyn, (thi selv seer, og veyer han alt) blev strax føyet kraftige Anstalter, hvis Fuldførelse Penge-Mangel allene til en Tid udsatte; Ogsaa denne Trang vidste Han at avhielpe, og, med omtrent et Par hundrede Rdl., ere Fængslerne, i det ringeste, giorte taaleligere, end forhen, endskiønt langt fra hvad de burde være, langt fra den ypperlige Plan, Hr. Kammerherren behagede at foreslaae. Ogsaa Han indsaae, at Rum, foruden meere, er en av de væsentligste Egenskaber, uden hvilket alt andet lidet nytter; Det er det og saa meget, at Engellænderne (der altid ere de første og beste i alt) nyelig har indrettet særskildte Bevaringer for hver enkel Fange; Et Anleg, av yderlig Bekostning, men tillige av yderste Nytte, hvorved al Samqvem i Ryggesløshed, al Sammenrottelse i Ugudelighed, PS 55aldeles bortfalder.bortfalder.] rettet fra: bortfalderArkenholzes Læsere, (og hvem læser ey ham?) erindre sig imidlertid, uden Tvivl, at en Irlandsk Præst, offentlig paa Prækestolen, har giendrevet denne nyttige Indretning med det Sprog av Bibelen: Det er ikke got, at Mennesket er eene. O, tribus Anticyris —Kommentar til fotnotetekst: Arkenholzes] Johann Wilhelm von Archenholz (1741–1812), prøyssisk historiker og forfatter. I 1791 rapporterte han fra den franske revolusjon i sitt tidsskrift Minerva. Han skrev en rekke historiske verker om Sverige, Tyskland og England, ofte om samtidshistorie og politikk, så som hans annaler fra England utgitt 1789–1800. Sitatet stammer fra Annalen der Brittischen Geschichte des Jahrs 1788 (utg. Hamburg 1790, s. 387–88), hvor det heter: «Ein Prediger in Irland griff jedoch dies wohlthä-System der abgesonderten Gefängnisse auf der Canzel an, und wählte dazu den Text: ‘Es ist nicht gut, dass der Mensch alleine sey’».Kommentar til fotnotetekst: O, tribus Anticyris] eg. «si tribus Anticyris caput insanabile», dvs. «et hode som tre Antikyra-er ikke kan kurere». Ofte benyttet sitat fra Horats’ Ars poetica (Om skrivekunsten), v. 300. Antikyra var en by kjent for planten julerose (Helleborus), som man mente kunne kurere galskap. Dog saavidt er ikke at tænke paa hos os. Forslag, som aldrig kan udføres, nytter ikke at giøre; Projekter, som springe i Luften, eller sprenge Kasserne, naar de iverksættes, ere begge lige daarlige, og de sidste ovenikiøbet sørgelige. Lader os, i den Sted, takke den Mand, som har skaffet os hvad vi har, og, saa vidt giørligt, vist endnu vil forbedre det! Lader os takke de Riige, som, ved Stiftelser, har giort sig fortiente, og sige dem, at her er endnu meget brøstfældigt,brøstfældigt] her: som det står dårlig til med. endnu meget got at stifte. Lader os opmuntre dem, at giøre got den Stund, de have Tid, at beregne gode Gierninger, som en Kapital, sikrere end alle Banker, frie for Søe-Skade og Indbrud, PS 56fordeelagtigere end Vexel-Renter, og klingende Mynt, og prioiriterede i denne, og den anden Verden. Lader os ringe for de Skurkers Øren,ringe for … Øren] skjenne på, irettesette. som aldrig giøre got! Lader os sige dem: Der skal gaae en streng Dom over de ubarmhiertige; Lader os sige dem, at Naturen ikke kiendes ved dem, og at Jorden afskyer dem; Lader os, endnu eengang, alle som een, skrige til Kongerne, til Folket, til Præsterne, til Øvrighedsbetienterne, og, paa vore Knæ, til den Allerhøyeste:

Helas, tous les humains ont besoin de clemence!Til Naade trænger heele Jorden!

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Utvalgte artikler

Det er først og fremst som litterær kritiker og skribent Claus Fasting har sikret seg en plass i norsk litteraturhistorie. I 1770-årene publiserte han en rekke anmeldelser og artikler i de to tidsskriftene han ga ut sammen med venner i København: Kritisk Journal (1773) og Kritisk Tilskuer (1775–76). Tilbake i Bergen ga han i årene 1778–81 ut Provinzialblade i fire bind. Han stod selv bak de aller fleste bidragene i bindene.

Her er 12 av Fastings artikler. «Om Fængsler», «Stiernlilien» og siste del av «[Om Provinzialbladene]» er transkribert av Aina Nøding, resten av tekstene er hentet fra Samlede skrifter, utgave ved Sverre Flugsrud, 3 bind, Det norske språk- og litteraturselskap, Alvheim og Eide Akademisk forlag, Oslo 1963-79.

Se faksimiler av Samlede skrifter (1963-79), bind 1, bind 2 og bind 3 (nb.no)

Les Provinzialblade (Universitetsbiblioteket i Bergen) og Provinzial-Samlinger (nb.no) på nett

Les mer..

Om Claus Fasting

Claus Fasting var bergenser og bodde mesteparten av livet i Bergen. Fra 1787 til sin død i 1791 var han rådmann i byen.

I tre perioder bodde han i København. I den siste av disse (1770-77) var han en aktiv del av Det norske Selskab. Hans evne til å improvisere og til å formulere treffende epigrammer ga ham en sentral plass i selskapet. Han var godt orientert i både samtidens og eldre europeisk litteratur og han ivret for de klassisistiske idéene som selskapet satte høyt.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.